Blondine i vand

Adspurgt var ingen i humør til et gensyn med Atlanterhavet – ihukommende sidste besøg. De foretrak poolens rolige vande, velvidende at de skumsprøjt de kunne blive udsat for der, ikke ville forhindre dem i at komme op til overfladen igen.

Så det blev kun til en lille gåtur ud til vandkanten for en mindre del af familien, samt Blondinen . Hun var i turens anledning, blevet sluppet løs så hun kunne snuse rundt som det lystede hende – men så tog pokker ved hende og hun løb direkte ud i de store bølger.

Hun galopperede glad ud og hoppede rundt i bølgerne, og morede sig som en fisk i olie.

Jeg har haft en del hunde, men ingen har været så vandglade som hende.

Hermed slutter så suppekogningen på dette års campingferie, idet jeg absolut ikke kan pine flere indlæg ud af den oplevelse.

Vi har nu ferie igen – denne gang i Danmark, så indlæggene kunne derfor godt gå hen og blive lettere sporadiske.

Men lad os nu se!

Candyfloss

På en regnvejrsdag – hvor eneste løsning for ikke at give sig til at bide af hinanden på de 12m2 – var at køre en tur. Det regnede så meget, at vi ikke engang gad gå ud af bilen, for at tage billeder af det ualmindelige grå vejr. Man kunne knap nok se hvor havet sluttede og himlen begyndte.

Vi åbnede lige vinduet på klem, tog billedet og skyndte os derpå at lukke igen – og så kunne vi ellers tørre en mindre syndflod op fra indersiden af bildøren.

Det var en dag som indbød til indtagelse af denne slags måltider:

På vej tilbage til campingpladsen kom vi forbi et havnetivoli – stadig i regnvejr – I ved, 4 forkølede karruseller, og 12 boder med spiseligt skrammel. Og candyfloss.

De som kender mig lidt bedre – ved at jeg bestemt ikke med min gode vilje accepterer at have candyfloss i nærheden af mig selv og mit afkom. Sukker og farvestof. Brrr.

Ikke desto mindre har det været et meget meget højt ønske hos Prinsesse Lyserød, i mange år faktisk, at indtage sådan en gang opsvulmet vat med E-numre.

Divaen smagte for år tilbage og ved at det kan hun ikke lide, Gårdmand Bjørn har smagt for nylig og kan absolut heller ikke lide det. Zorronaldo må slet få den slags, så det er så nemt!

Men prinsessen havde dette høje ønske og min modvilje blev skyllet væk med regnen, jeg lukkede øjnene og gav hende lov til at købe den mindste..

Den allermindste…

Og hun kunne naturligvis godt lide det.

Indlæg nr. 200

Så kom jeg pludselig til at se på tælleren, at der var 200 indlæg. I går. Så dette er egentligt indlæg nr. 201.

Nu var det faktisk oprindeligt sådan at nr. 200 skulle have været det bedste nogensinde.

Og ret beset var jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville være mit gennembrud. Med indlæg 200 skulle jeg opdages og omtales i et eller andet talkshow.

Folk ville flokkes om min helt igennem fantastiske blog, og der ville komme en stor film kontrakt. Vi ville blive berømte og tjene en masse penge.

Og så ville mine unger blive sådan nogle forkælede og tankeløse nogen, som bare kunne få hvad de pegede på, hvorpå de til sidst ville ende i noget snavs, i stil med Lindsey, for nu ikke at sige Amy..

Så da det gik op for mig hvilket stort ansvar der hvilede på mine skuldre – skyndte jeg mig at springe indlæg 200 over.

For jeg vil alligevel ikke have deres undergang på samvittigheden. Og de der 15 minutes of fame har jeg altså haft. Og kunnet konstatere at der ER vigtigere ting i verden. Sjovt var det – men så vigtigt var det nu heller ikke.

Så i stedet for, kan I passende få en lille forklaring på hvorfor jeg godt vil beholde mine unger som de er – i stedet for de forkælede ødeland jeg uvægerligt vil få hvis jeg havde skrevet det perfekte blogindlæg nr. 200:

En dag i sidste uge på campingpladsen kom Gårdmand Bjørn blæsende på sin cykel – med den nye kammerat i hælene – og kom forpustet op ad trappen til terrassen og spurgte stakåndet om han måtte få en euro.

Med euroen i hånden, forsvandt han ligeså hurtigt som han var kommet.

Og jeg nåede dårligt at sætte mig tilrette med min bog igen, før han var tilbage og stod og rakte en lille pose frem mod mig ”Den er til dig mor”

Og jeg åbnede overrasket for dette:

Og min lille Bjørn fik et kæmpeknus.

Hvis sandheden skal frem – og det skal den ikke – men jeg kan da godt sige lige så stille, og kun hvis I ikke siger det til ham, at de er en anelse for små, så det er kun med en anseelig mængde håndlotion jeg overhovedet er i stand til at tage dem på.

De klirrer meget smukt imod hinanden, men den larm kan jeg jo ikke sove med, så jeg er tvunget til at vride dem af hver aften. I hvert fald de dage hvor jeg har rødt tøj på – og det har jeg tit.

Nå, senere samme dag, var vi ude og gå en tur på pladsen, og jeg endte ved en af de boder hvor man kan købe alskens absolut uundværlige ting og sager. Pludselig kom damen der stod i boden frem og sagde vidende: “ååååh DU er moderen”..

Jeg må have set meget uforstående ud, for hun grinte og skyndte sig at sige at hun havde solgt armbåndene til Gårdmand Bjørn. Først spurgte hun ham om det var til hans ”Chérie” (Kæreste) hvortil han indigneret svarede ”Neeej, det er da til min mor”.

”Nåårh din Mor-chérie, altså” sagde damen. Og han havde svaret ligeså nøgternt: ”ja, det er det vel – jeg elsker hende i hvert fald.”

SMELT!

Mad-fri

Nu har I hørt mig jamre over at skulle lave 2 varme måltider mad til mange mennesker hver dag, meget længe. Og endelig oprandt sidste uge – ugen med campingferie og allervigtigst: ugen hvor jeg ikke skulle kokkerere. Som om det overhovedet kunne lade sig gøre..

Men jeg gjorde hvad jeg kunne. Og lagde hårdt ud, med at lave pasta og kødsauce lørdag aften da vi ankom til campingpladsen..

Fordi jeg naturligvis havde glemt jeg ikke ville lave mad.

Og derfor kom jeg til at affodre de vilde horder alligevel. Og SÅ skulle det også være slut. Så næste aften bestilte vi kylling og pommes frites. Har ikke ret meget med en indtørret dansk frituregrillkylling og våd agurkesalat – bare så I lige ved det.

Det smagte vidunderligt.

Og så skulle vi ud og købe ind – og jeg var behjælpelig med at finde nemme retter der stort set kun skulle varmes. Posebiksemad, kartonsuppe, pizza-kit og den slags skod mad.

Første aften gik det sådan set meget godt, biksemaden skulle jo bare varmes og der skulle laves spejlæg. Dagen efter blev det en anelse mere kompliceret, for da skulle pizzaerne varmes – i ovnen.

Jeg var begravet i en bog og hørte ikke ret meget efter. Fast besluttet på IKKE at lave mad eller hjælpe til overhovedet. Men det gik efterhånden op for mig at de ikke kunne få pizzaerne varmet, for ovnen var kold og der var en del uenighed blandt de 5 andre medlemmer af familien hvorvidt den overhovedet virkede.

De har stået og bikset og bakset med den åndssvage ovn i over ½ time og der var intet sket – ikke så meget som en enkelt grad var temperaturen steget derinde og pizzaerne var stadig lige iskolde. Og pludselig er der en af de 5 som udbryder – det er da en gasovn. Og SÅ grinede jeg så meget jeg var ved at trille ned af den meget grimme og lyseblå plastiksofa.

Og 10 øjne stirrede misbilligende på mig – og nogen sagde de altså ikke fattede hvorfor det var så morsomt.

Så blev en eller anden sendt op til kiosken efter tændstikker – så gik der yderligere 10 minutter med det – og der kom endelig ild i ovnen – mens jeg stadig grinte så meget, jeg efterhånden havde noget ondt i maven! Vi fik mad noget sent den dag..

Da vi, nåårh nej, da de skulle bruge ovnen den sidste dag, siger en anden: hvad er det mon for en knap – klik klik – nej se der er sådan en indbygget gnisttænder – vi havde ikke engang behøvet at bruge 10 minutter på at hente tændstikker.

Og så kom jeg desværre til at grine igen. Seancen endte dog med varm pizza..

Nu er jeg dog helt holdt op med at grine – fordi vi er for længst kommet hjem og jeg har fundet mine kødgryder frem igen.

Jeg håber lidt at få, bare en eneste madfri dag igen, i Danmark – bare som erstatning for den lørdag hvor jeg glemte det.

Skadestue og andres lortemøgunger

Følgende indlæg er muligvis skrevet i voldsom affekt og krise. Jeg garanterer heller ikke mod en anelse hysteri. Og det er så blevet derefter!

Som sagt endte vi på skadestuen en af de formiddage hvor solen skinnede varmt fra en skyfri himmel – ikke ret fair når vi kunne have ligget ved poolen i stedet. Men sådan er det jo uvægerligt!

Men det var ikke engang det værste – det værste var at nogen, som var stor – gjorde onde ting ved MIN SØN.

Det turde han sikkert kun gøre, fordi han ikke kendte mig, kan jeg godt fortælle jer.

Men lad mig begynde med begyndelsen:

En aften hvor der skulle være en god koncert med et lokalt band, var det meste af familien, inklusive blondinen, at finde på den store aktivitetsplads, med vippende fodsåler og rokkende hofter. Det var trods alt bedre end karaoke…

Men der blev pludselig røre, idet Prinsesse Lyserød med meget brask og bram, krydret med store armbevægelser, kunne meddele at hendes – i dagens anledning højtelskede lillebror – var blevet maltrakteret af et væmmeligt bæst af en dreng.. På 14!! Kastet ned fra en rutsjebane og sparket på.. Jo..

Jeg fik en meget beskidt og hævet hånd at se – og First Man blev sat i spidsen for sygehjemtransporten, bistået af den nye legekammerat der også havde fået noget hårdt i hovedet, af samme monster.

Jeg selv stod i spidsen for det opsøgende politiarbejde, for at finde og identificere møgungen, da jeg jo som bekendt slet ikke er så cool til at håndtere ulykker, som First Man. Det gik ikke ret godt, det med at finde forbryderen, idet vi ikke havde andet at gå efter end ”stor dreng med blå bluse”.

Dem var der en ganske anseelig del af. Og jeg kunne jo af indlysende årsager ikke så godt gå hen og knurre af dem alle sammen. Selvom lysten var der!

Hjemme på terrassen sad en stille og bleg Gårdmand Bjørn med 2 fingre så tykke som langelandske medisterpølser, i en ispose..

Næste morgen drog vi af sted til nærmeste skadestue, en køretur på godt 45 minutter. Vi kom på rette tidspunkt og skulle vente i 8 minutter.

En læge trykkede ham på hånden, vendte medisterpølserne en gang og sendte ham direkte i røntgen.

De så eftersigende ikke brækkede ud – men da det var svært at se på børneknogler – fik han dem alligevel tapet op og vi fik besked på at se noget mere læge sådan ligesom idag eller i morgen.

Netop som vi kørte tilbage ind igennem porten til campingpladsen, siger Gårdmanden: “der er han”  hvorpå jeg fløj ud af bilen.

Det var vitterligt ikke for at råbe af drengen – men for at fortælle hvad han egentlig havde gjort – samt at sige til hans forældre at de måske skulle forslå deres søn at lege med nogle på sin egen alder – hvilket vil sige 5 år ældre end Gårdmand Bjørn og hans kammerat, som jo kun er 9 år.

Jeg nåede dårligt at fortælle drengen hvad der var sket, med min søn, aftenen før da han – udover alt det andet – havde anbragt et spark på min søns hånd, før hans rappedulle af en mor sagde at det var i hvert fald ikke hendes søn som gjorde sådan noget – at sparke på små drenges fingre..

Øhh nå – og vidner og sådan – der var godt nok ikke noget Ekstra Blad i nærheden der havde foreviget hele misdåden, men alle de 9-10 årige drenge havde da set det.. Nå så okay nok ikke alle – men nok til at der var en del forargede smådrenge som var klar til at vidne!

Imidlertid nåede drengen faktisk at sige undskyld til Gårdmand Bjørn, som storsindet sagde: “det er okay det gør ikke noget” hvorpå furien vendte om og fortsatte sin vej mod poolen. Faderen kiggede undskyldende bagud – og First Man og jeg konstaterede at nogle var mere lydhøre end andre.

Nå, hånden er stadig tapet op – medisterpølserne er blevet til knækpølser – blå knækpølser, det af dem som er synligt i hvert fald – men gør dog ikke mere ondt end at han er i stand til at spille Lego Batman på PS2 indtil vi har en tid hos en knoglereparatør i morgen, som kan bekræfte at der ikke er andet galt.

Men det ændrer ikke på, at nogen gjorde ondt på min søn og jeg ønsker ham onde drømme i mindst 2 nætter, ucharmerende hårvækst i næse og ører samt glatte snørebånd, resten af hans liv. Blev der sagt. Altså møgbarnet – ikke min søn.. Min søn har nemlig velcro.

UNO

En af fordelene ved at være lukket inde i en plastikkasse på 12m2 i regnvejr, er – eller KAN være – at man får spillet en ufattelig masse UNO.

Et udmærket spil som kan spilles af mennesker i mange forskellige aldre. Og man kan spille det hvis man bare er to, eller hvis man er flere. Vi har skam spillet det før – men nu jeg tænker efter har vi vist ikke haft fornøjelsen at spille med Gårdmand Bjørn før.

Ikke desto mindre var det noget af en oplevelse – at spille med Gårdmand Bjørn, mener jeg – han ejer ikke skyggen af den mistillid, der automatisk kommer med kortspil. Dette medførte en sjælden åbenhed og et fuldkomment indblik i hans kort. Alle hans kort.

Han ville uden tvivl være en elendig poker spiller – hvilket naturligvis fryder mit moderhjerte.

Nu udnytter vi det heldigvis ikke til vores fordel, og han kan frit vende og dreje, subsidiært tabe sine kort, eller lægge dem på bordet med siden opad når han skulle på wc, og det ganske uden lumske bagtanker fra vores side.

Hans venlige og åbne sind kom især til udtryk da han, fuld af medfølelse over at jeg var ved at tabe, rakte ind over mine kort og kiggede dem igennem og udbrød: har du virkelig ikke nogen gule kort? Nej det har du ikke din stakkel..

Jeg takkede ham for hans omsorg, og påpegede at det ikke var så smart at kigge i andres kort – hvortil han svarede – du er jo ikke andre – du er jo min mor.

Dette hårdtslående argument kunne jeg jo, af gode grunde, ikke modsige..

Det er ydermere det eneste spil jeg nogensinde har snydt i, for at tabe… For det er dødssygt at vinde og sidde og være udenfor de andres grin og latterkramper.

Såfremt man spiller sine kort yderst dårligt, kan man faktisk sagtens tabe med super gode kort på hånden.

Man udtænker skumle planer for at kunne irritere de andre mest muligt – og arbejder gerne sammen i hold.

Muligvis er UNO aldrig blevet spillet på denne måde før, men den kan varmt anbefales, hvis der skal findes på aktiviteter til 6 mennesker mellem 9 og 47 på de føromtalte 12m2 i en plastikkasse – i ligeledes føromtalte regnvejr. Ikke at det er regnvejr på dette billede, men vi spillede også når det ikke regnede.

Jeg var også med til at spille.. men da jeg er kameraholder er der aldrig nogen billeder af mig – og jævnligt råber jeg op om denne uretfærdighed og jamrer at skulle jeg afgå ved døden i morgen ville ingen i min familie være i stand til at genkalde sig mit milde ansigt.

Så følger gerne et par dage eller fire, med intensiv fotografering af min person, hvorpå det går i sig selv igen!

 

 

 

Generel camping underholdning

Vel hjemme fra vores camping ferie, kan jeg nu passende koge suppe på det ben, indtil vi drager nordpå.

Det var en tvivlsom fornøjelse – ikke så meget det at være sammen som familie – som bekendt godt kan være en prøvelse for nogen, som at være pakket sammen med 1200 andre mennesker på et relativt lille sted.

De campingpladser vi plejer at frekventere, bliver nøje udvalgt ud fra den på internettet liggende billeddokumentation vedrørende deres pool faciliteter. Og jeg mener ikke spillet – jeg mener det med vand i.

En anden ting var, i år at der skulle være plads til Blondinen som ikke gad passe Eventyrhuset alene i en uge.

Vi fandt derfor én lovende hundevenlig camping i La Vendée, en sagnombrust og historiemættet region, hvor folket ikke var helt enige med revolutionen, dengang da Marie-Antoinette slog sine folder i Versailles. I stedet modarbejdede de på det groveste de selvudråbte ”Borgere” som jo i øvrigt endte med, også at kappe hovedet af hinanden.

Derfor kommer Frankrigs nuværende adel meget ofte fra denne region, idet de slap igennem revolutionen med hovedet siddende på dets oprindelige plads.

Desværre levede campingpladsen ikke helt op til vores forventninger. Poolen var helt i top, ligesom Prinsesse Lyserød her, men selve pladsen en anelse trang.

Vi plejer at lande på små hyggelige familiedrevede pladser hvor der er plads til at ånde frit og til at skifte til badetøj uden at skulle gemme sig i et skab.

Denne plads var derimod en del af en kæde, som ganske åbenlyst skulle have pint det mest mulige ud af den mark hvorpå det hele lå, med det resultat, at vi faktisk var i stand til at vaske hænder i nabohytten igennem vinduet – hvis det havde været det vi ville.

Jeg har intet imod andre mennesker, men når man bliver vækket af ANDRE herrers snorken.. så er vi ude der hvor min grænse ER overskredet. Jeg kan nemlig godt nøjes med First Mans snorken når det nu skal være. Det er alt rigeligt!

Ikke desto mindre hyggede vi os. Og fandt hver vores måde at gøre ferien hyggelig på. Blandt andet ved at fortære resterne af en kylling kl. 22.18

Jeg kunne også, en lun aften, hvor jeg nød min kaffe på terrassen, nyde tonerne af Gnags julesang – idet en akut kedsomhed havde drevet firkløveret ud i at afspille samtlige danske sange på Prinsesse Lyserøds telefon. Ret aparte situation!

Ugen forløb som sagt ellers uden nævneværdige sammenstød – ingen mordtrusler eller fatwaer er blevet nedkaldt over nogen hoveder.

Det skulle da lige være over den dreng, som gjorde at vi fredag morgen var at finde på en nærliggende skadestue. Men mere om det, en anden dag.

Og så lige en lille bitte fatwa over en camping pedel, som gav Gårdmand Bjørn hjertestop ved at råbe meget højt at han (Gårdmand Bjørn) omgående skulle forføje sig fra den golfbil, hvor han midlertidigt havde anbragt sin numse, og måske også var kommet til at dreje en lille bitte smule på rattet.

Dette – ganske berettigede møgfald – medførte et hastigt tilbagetog til vores frimærke af en grund, hvor Gårdmanden krøb I skjul under sin dyne og græd som pisket i over 30 minutter. Vi besluttede at den stakkels drengs forskrækkelse var straf nok, og foretog os ikke yderligere, udover på en meget diplomatisk måde at bekræfte, at det ikke var skidesmart at sætte sig i en camping pedels arbejdsbil og begynde at lege med den.

Han var forbløffende artig, resten af eftermiddagen, sikkert af skræk for at den vrede campingpedel skulle gøre alvor af sin trussel om at finde hans forældre – det vil sige os – og smide os ud af ”Camping den blå delfin” for stedse.

Det var gudskelov glemt, da han dagen efter, forsvandt efter morgenmaden, for at genfinde sin legekammerat på et hemmeligt sted, og sammen med denne, cykle rundt og gøre pladsen usikker.

I øvrigt har vi stort set kun haft æren af ham, når han var sulten – hvilket ikke altid var til de tider vi andre havde placeret vores måltider – idet han havde gang i mange planer som blandt andet i indbefattede føromtalte kammerat, samt et stort legeslot nede ved fællesområdet.

Vejret har været okay.

Der har dog været pletvise byger på strategisk rigtige tidspunkter – såsom ved måltider eller ved usandsynlige dårlige forsøg på aktivering af de 1200 campister, ved hjælp af noget så jammerligt som karaoke..

Her vil jeg godt lige indskyde at karaoke da er den mest stygge form for selvpineri i nyere tid. ALDRIG lærer jeg at fatte folks ubændige trang til at latterliggøre sig selv foran andre, med en mikrofon monteret i højde med stemmebåndene. Gerne i mere eller mindre bedugget tilstand – hvilket absolut ikke gør deres formåen bedre.

Det er IKKE alle der slipper lige godt fra den slags stunts. Og her er det så, at en lille regnbyge kommer aldeles belejligt – til at meddele at man absolut må hjem i plastikkassen igen.

Ikke at jeg blev modsagt overhovedet – men vores medcampister forstod måske ikke altid vores manglende behov for underholdning.

Vi ville hellere hjem og spille UNO, i stedet for at få maltrakteret vores øregange!

Postkort fra mig

F.E.R.I.E!!! Jaaaaaa.

Jeg har endelig ferie! Helt og aldeles hurra! Og derfor skal udsigten over Æblebakken skiftes ud med denne, i en uges tid – hvor jeg forhåbentlig ikke skal lave mad.. så meget i hvert fald:

Når man er på ferie sender man postkort. Jeg gør i hvert fald. Måske ikke hver dag – men sådan ind i mellem, eller hver anden dag. I vil derfor få postkort fra forskellige steder i løbet af ugen. Hvem ved, I kunne måske blive inspirerede til et besøg?

Desværre vil Søndagskagen ligeledes blive suspenderet i sommerperioden – jeg har ikke tid til at æde alle de kager når jeg har ferie, men den – søndagskagen altså – vender frygteligt tilbage engang i august!

 

Camping og genvordigheder

Jeg kunne godt lide at gå til gymnastik da jeg var teenager, men siden er der ikke sket så meget igen. Derfor stirrede jeg også en del, da min søde veninde Kirsten spurgte om jeg ikke ville med til Landsstævnet. Jeg havde seriøst aldrig hørt om det før, og var noget skeptisk, da det gik op for mig, mens hun forklarede, at det indebar at jeg skulle sove i et telt.

Såfremt jeg kan undgå det, sover jeg ikke i telt, endsige udenfor eller noget andet ukomfortabelt. Da jeg som barn blev slæbt med på campingture rundt om i Europa, var det en betingelse at jeg havde en drømmeseng –  luftmadrasser hader nemlig mig, for dem jeg sover på mister altid luft, uanset hvordan jeg så bærer mig ad. Derudover skulle min dyne også med, idet jeg er ude af stand til at sove i en sovepose.

Men Kirstens overtalelsesevner er gode, så det endte med at jeg til sidst var at finde i en bus, på vej til Haderslev hvor slaget skulle stå.

Vi kom til Haderslev nord, på et militært område hvor campingpladsen var. Pludselig fik bussen ikke lov til at køre længere, og vi blev sat af og skulle selv gå resten af vejen. Så vi vandrede de 2 km. hen til vores campingplads.

Det var næsten uoverkommeligt.

For da jeg skulle af sted og valget stod mellem at tage 14 små tasker eller 1 stor, tog jeg naturligvis en stor. Sådan en giga stor en, som First Man til daglig har alt sit militær grej i. I den puttede jeg et 3mandstelt, en sovepose, luftmadras, sportstøj til flere dage, toiletsager, et sæt almindeligt tøj, skiftesko, regntøj og optimistisk smed jeg sluttelig en hårtørrer ned i den bundløse taske.

Med det resultat, at den åndede taske vejede 32 kilo eller deromkring. Og den skulle jeg bære, helt selv, de 2 km ned på militærets bulede pløjemark. Mine arme var 4 meter længere, da vi nåede frem.

Og her er det så forskellen mellem danske mænd og andre mænd viser sig. Ikke én eneste mand var galant nok til at foreslå at hjælpe mig, bare et par meter. Næ nej, de susede bare forbi med deres letvægterrygsække, hvis de da ikke overhalede indenom og i farten fik skubbet mig ud af kurs. Dette afstedkom en del vrisne råb fra min side. Kirsten var ved at dø af grin og kunne dermed heller ikke hjælpe mig.

Men vi kom endelig hen til vores anviste plads og fik sat det fine iglotelt op og pumpet madrasserne og rigget det hele til.

At jeg overhovedet havde en madras at ligge på, skyldtes ikke First Man, men derimod Linda. I god tid i forvejen havde jeg sikret mig at First Man var i besidelse af alt udstyret, så jeg kunne sove nogenlunde behageligt, ork ja var svaret, han havde det hele.

Og derfor købte jeg ikke en luftmadras da Netto havde nogle på tilbud. Men jeg kender ham jo godt, så jeg burde have vidst bedre, for da jeg skulle til at pakke og udbad mig de forskellige rekvisitter, langede han mig en miniatureudgave af et liggeunderlag, max. 120 cm lang og 50cm bred. Bevares – det var oppusteligt, men kun i tykkelsen.

Jeg hvinede så højt, at det måtte kunne høres helt over på Djævleøen – muligvis til Malmø. Jeg åbnede derpå min mund og ud kom: ”du-har-da-ikke-tænkt-dig-at-jeg-skal-sove-på-den-der-gulvmåtte-i-3-nætter?” på tinnitus måden, mens jeg stirrede vantro på ham.

Men jo, det havde han.. Så jeg fik med lynets hast sendt 320 sms’er ud i æteren og der var bid – Linda havde en luftmadras som jeg godt måtte låne.

Til gengæld var der ikke noget i vejen med resten af udstyret, soveposer, tæpper, regnslag, selvom jeg dog takkede nej til hans camelback – jeg regnede nok med at der ville være vand til rådighed, vi skulle trods alt kun til Haderslev og ikke til Nevadaørkenen.

Nå, vel installeret gik vi rundt på selve stævnepladsen for at kigge, og så var der pludselig Gnags koncert. De spillede godt, selvom ham Peter AG jo er lidt for sig selv. Jeg har ham mistænkt for at være spastiker, han ligner udkogt spaghetti, når han dingler rundt der oppe på scenen.

Kl. 1.00 listede vi hjem til teltet og kom i seng. Og Kl. 4.00 blev vi så vækket af nogle fulderikker som stod og bankede på vores telt om vi ville have en morgenbajer. Charmerende.

Rent komfortmæssigt var det altså noget af en fiasko det der med at sove i telt.. Jeg vågnede 300 gange mindst, og frøs, og endte med at sove med et ekstra tæppe over hovedet fordi min næse var så kold at jeg var bange for den skulle knække af. Fredag vågnede vi kl. 7.00 og var meget lidt udhvilede!

Så skulle vi i bad. Og nu er de der – kolde – fællesbade ikke lige mig, så dagen før havde jeg, som noget af det første, fundet mig, i et stort sportscenter, et dommeromklædningsrum med 8 små enkelt-kabiner og rigtige enkeltmands brusebade med VARMT vand! Og – ta-daaaa stikkontakt til min hårtørrer.

At der var spændt en stor kæde ud foran selve indgangen, med et adgang forbudt skilt, bekymrede mig ingenlunde. Jeg kan være meget kreativ når jeg skal. Det var jo bare et spørgsmål om at gå under kæden.

Der vandrede vi så ned (2km) og kom i bad. Tilbage og få morgenmad, og så ned og skifte tøj for vi skulle træne til vores opvisninger.

Træningen foregik nede i selve Haderslev by, og så gik vi derned. Så gik vi tilbage igen til det lille stadion hvor vi skulle lave en prøve opvisning, og vi regnede med det ville være mennesketomt. HA.. Der sad et par tusinde…

Men vi blev klar til den rigtige opvisning, og kunne i strålende solskin gå over bakken og ned ad rampen til stævne arenaen, senere samme eftermiddag og lave vores opvisning uden en eneste fejl og fik stående bifald og vi var voldsomt stolte af os selv. Vi holdt igen fest i gaden og hyggede os til den var 2.00 og fandt vejen til teltet.

Da vi nu havde frosset sådan sidste nat, gjorde vi klar til Store Anti Frys – nat.

Jeg sov med natbukser og træningsbukser. T-shirt og fleece trøje. Samt en nyindkøbt fleecejakke. Og fleecesovepose og en specialstyrke antifrys-sovepose lavet til bjerg-øvelser, og mit føromtalte tæppe over hovedet for at undgå den frosne næse som jeg var vågnet med forrige nat!

Og kl. 6.38 vågnede jeg fuldstændigt gennemblødt af sved, gispende af tørst og dehydrering… Jeg egner mig afgjort ikke til at sove i telt.

Hele dagen gik med at se andre opvisninger og lave workshops, og – da temperaturen i mine kondisko kom op over 57grader – investere i et par klip-klappere, æde is og vade til Haderslev. 3 gange frem og tilbage blev det.. Hvilket vil sige lige over 10km. Dertil skulle så lægges alle de andre distancer: telt-brusebad = 2km og telt – madtelt = 1,5km, telt-stævneplads = 2km, madtelt – stævneplads = 500m, osv. så jeg tror faktisk at vi brugte mere tid på at gå end til at sove!

Lørdag aften skulle der være finaleshow og da Lars Løkke, den skovl, kom 1 time for sent, kunne vi bare sidde og vente på ham.

Det var et rigtigt flot show – selvom de der blaserte gamle gymnaster, der har været med til samtlige landsstævner siden de lærte at gå, ikke fandt det var så godt igen, men jeg var altså målløs.

Efter afslutningen gik vi ned til Haderslev city, hvor der var en masse små live koncerter i cirkustelte, der var sat op lidt over det hele. Vi fik set en Elvis kopi og endte i et telt med U2 kopi band – og de var godt nok næsten lige så gode som U2 selv – det var helt fantastisk. Men al den gåen frem og tilbage, gjorde at jeg ikke engang kunne danse – mine ”poter” var helt ødelagte.

Så da koncerten sluttede skulle vi finde teltet. Det lykkedes os at finde en bus som kørte i pendulfart, mellem pladsen og Haderslev City, hele natten. Der stod vi af på et sted, vi mente var tæt på vores pløjemark. Det var det heldigvis også, for vi fandt faktisk teltet ret hurtigt, hvor vi kl. 4.30 kunne vælte om i soveposerne, uden at tage tøj af, velvidende at First Man ville hente os næste morgen kl. 7.30.

Vi blev vækket af telefonen kl. 7.15 og stirrede grinende på hinanden og kom ud af soveposerne og begyndte at flå telt ned og kom hjem til øen igen, en erfaring rigere! Jo jo. Vi fik vist sovet ca. 13 timer på 3 dage.

Jeg gør det aldrig mere – kun hvis Kirsten spørger igen!