Hvad laver jeg så?

Når jeg øjensynligt ikke er at finde i blogland?

Spurgte nogen.

Ja, for det første arbejder jeg.

For meget.

Og håber snart min søde chef finder en som kan blive ansat til at tage nogle af alle mine mange opgaver. Desværre – havde jeg nær sagt – går det så godt for firmaet at det vælter ind med opgaver, så hende som faktisk var udset til at tage toppen af mine bunker, nu får sine helt egne bunker at slås med, i stedet for at tage over på mine.

Fair nok og skønt at vi ikke mærker krisen som så mange andre. Men det ændrer jo desværre ikke på min arbejdsbyrde som er alt for stor. Heldigvis er det med i planen at jeg skal have hjælp, men hvor sært det end lyder er det svært at få kvalificeret og villig arbejdskraft.

Så jeg venter. Mens jeg slider.

Dernæst laver hygger jeg med mit afkom når jeg endelig er hjemme, for slet ikke at tale om First Man der også skal nusses om.

Og da jeg på et tidspunkt begyndte at sove dårligt, blev der skåret væk og ind til benet af ting jeg sagtens kunne undvære for en tid.

Facebook – jeg savner det kun forbavsende lidt.

Wordfeud – savner det lidt mere fordi jeg så kunne sludre med mine søde medspillere imens.

Blogland – savner det meget fordi jeg overhovedet ikke følger med.

Jeg har beholdt en enkelt lille ting fra den elektroniske cyberverden og det må så række indtil jeg får lidt mere luft.

Samt sporadiske blogindlæg fra tid til anden når jeg ikke kan holde min mund længere!

Cybervenner i Blogland

Det er flere år siden siden jeg begyndte at meditere over fænomenet “Cybervenskaber”.

Måske startede det dengang jeg troede jeg kendte en eller flere aupair-piger, og ikke gjorde det alligevel. Fordi de viste sig at være en hel del anderledes end det de gav udtryk for i deres mails.

Men det kan faktisk også godt være at det startede dengang First Man – til min store ærgrelse – fik sin første mobil-telefon.

For, som jeg sagde, hvad i alverdens riger og lande skulle han bruge den til. Hvis han var hjemme havde han vores nr., og var han på arbejde kunne man kontakte ham der.

Jeg indså godt nok lidt efter lidt, det praktiske ved en sådan indretning, og endte endda selv med at få én. Og nu har jeg min elskede Blackberry som jeg ikke vil af med for noget i verden.

Men spørg mig ikke om mit mobilnummer, for jeg kan det ikke. Jo, jeg ved at det vist starter med 06, ligesom alle de andre mobiler i Frankrig.

Derimod forandrede den totalt First Mans og mine bilture.

Hvor vi førhen kunne sidde og pjatte, snakke om det der var vigtigt lige nu og her, eller bare være tavse sammen, så bliver alt næsten med det samme afbrudt af tonerne til noget Vivaldi, hvis det er kolleger der ringer, men hvis det er vennerne der lige skal høre hvor vi er henne, og hvordan det dog kan være at vi kan ånde uden dem, lyder derimod nogen hotte westernmelodier.

Og så kan jeg så sidde der, og høre på at First Man fortæller alle andre om hvordan han har det.

Altså, alt det han plejede at fortælle mig.

Man kan jo naturligvis godt sige, at jeg stadig er til stede, og også at jeg stadig bliver informeret om hans gøren og laden. Men det er ikke henvendt direkte til mig.

Derhjemme er det ikke stort bedre. Enten ringer vores fastnet, og er man optaget på den, kan man være sikker på at mobilen nok skal give lyd fra sig, på et eller andet tidspunkt. Eller omvendt.

Det begyndte endda, at blive nemmere at snakke sammen i telefonen, for First Man og jeg. De gange jeg alligevel havde ham i røret for at spørge om jeg skulle lave mad til ham også, kunne vi jo ligeså godt “komme hinanden ved” og blive ført up-to-date med det sidste nye, som vi alligevel aldrig havde tid til at snakke om når han var hjemme.

Fordi så er der børnene, måltiderne, dagligdagen, fjernsynet… og alle telefonerne.

Selvom jeg har prøvet at forklare ham vigtigheden af at slukke sin telefon engang imellem, subsidiært sætte den på lydløs, så bliver grænsen mellem arbejdstid og fritid lige så langsomt visket ud.

Derfor kan det sagtens hænde at han snakker om monteringen af det sidste kamera på fabrikken i Sydfrankrig , lørdag aften kl. 21:57 mens vi har gæster.

Og når nu han begyndte at bruge så meget tid i sin mobiltelefon, endte det med at jeg faktisk kedede mig en smule. Der var jo optaget hvis jeg ville ringe til
ham.

Men så var det at jeg fik en blog.

For lige pludselig var der jo nogen (okay – det var godt nok nogen jeg ikke kendte – men det faktum var jeg villig til at se bort fra) men i hvert fald, nogen der læste hvad jeg havde på hjertet.

Eller med andre ord – et sted jeg kunne komme af med mine vældig gode synspunkter – uden at blive afbrudt og uden at blive modsagt.

Og hurtigt blev også blogland en del af min hverdag.

Jeg glemmer aldrig chokket over at se nogen af jer i levende live, ikke at I var specielle på nogen måde, men det undrede mig ligesom lidt, at der var rigtige
mennesker af kød og blod bag ved de flotte blognavne.

Det slog mig pludselig at aldrig har vi været nemmere at få fat i, aldrig har vi haft et større netværk, aldrig har der været så mange at snakke med døgnet
rundt, og aldrig har vi kommunikeret mere end i dag.

Og aldrig har vi været mere alene når vi gør det.

Alene foran en kold summende maskine mens man ser ind i en blinkende skærm i stedet for at par øjne, alene mens man holder en kold lille boks mod øret i stedet for at holde en levende hånd, eller hvile hovedet mod en levende skulder.

Jeg synes blogland er en ny og rig dimension af vores kolde elektroniske fagre verden. Det er jo fantastisk stort at kunne kommunikere verden over med lynets hast.

Jeg håber da ikke at jeg er anderledes her på skærmen, end i virkeligheden?

Jeg gør mit bedste for at være så naturlig og ærlig, og helt igennem mig selv, på min blog, som jeg er til daglig sammen med mine unger på vej til skole, eller over en kop te med en veninde.

En, to og så: TRE hundrede..

…

Der kommer ikke noget blogindlæg i dag.

For det forsvandt.

Nogen – og det var altså slet ikke mig.. jeg gjorde det i hvert fald ikke med vilje – trykkede på et par forkerte knapper og svujsh, så forsvandt alle mine mange gode ord ud i cyberspace. Fordi jeg troede at de – ordene altså – var et andet sted. Det var de så ikke.

Og nu er de ingen steder.

Det er nok ligesom de der wordpressspøgelser som gik igen.

Og jeg kan ikke engang finde nogen, at skyde skylden på. Ingen at skælde ud på. Eller jo, jeg har godt nok en stor familie, men det ville ærligt talt være lidt synd, at give dem skylden for min egne tåbelige handlinger.

Det gør Gårdmand Bjørn ellers ind i mellem. Mange ting er lidt nemmere at håndtere, hvis det er nogen andres skyld.

Men det er nok en af de ting, man skal kunne som voksen. Tage ansvar for egne dumheder. Gad vide hvornår jeg så bliver voksen? For jeg vil stadig godt have nogen som lige gider tage over, når jeg gør i nælderne.

Jeg ved heller ikke lige, om det så også var indlæg nr. 300 der forsvandt, men det kan vi godt sige det var. Det gør det lidt nemmere – for jeg får altid galopperende præstationsangst over de der runde indlæg, de burde være fantastiske og alt det der. Det er de sjældent.

De er faktisk meget ofte ret sære..

Og denne gang er det slet ikke noget, det der indlæg, det er ikke engang sært, for det er jo blevet væk.

Så vi ses bare i morgen.. Håber jeg.