Tag Archives: Død alt for tidligt

Tomgang

21 mar

Det er ikke fordi der ikke sker noget her.

Der sker alt for meget. Eller nej, ikke alt for meget, men bare meget.

Men det meste af det er ikke ret morsomt. Eller det vil sige, kender jeg mig selv ret kan jeg nok godt vride et lille grin ud af den ene og den anden tildragelse fra mit eget liv.

Men det har jeg ikke lige lyst til. Tankerne og kræfterne bliver brugt på noget andet.

Som I måske har læst, er hele Frankrig på den anden ende over et sygt og forfærdeligt uhyre som render rundt og plaffer folk ned. Det er så forfærdeligt at man slet ikke kan rumme det.

I går holdt alle skoler, både offentlige skoler, men også de private, et minuts stilhed i respekt for de tre børn der blev mejet ned foran en skole i mandags. De stod bare og ventede på bussen.

En lille pige prøvede at løbe i sikkerhed, men han løb efter hende, hev hende op ved håret og skød hende en kugle for panden. Koldt, sygt og kynisk. Hun blev kun syv år.

Det er ligeledes ”La semaine de la presse” (pressens uge) så der bliver lavet aviser på de fleste skoler.

Derfor har disse skrækkelige nyheder fyldt meget hos børn.

Og der skal snakkes meget om at syge idioter ikke kører på deres scooter helt op til Normandiet, for at skyde på elever fra en katolsk skole, nu hvor der er skudt jødiske børn og soldater med nordafrikansk og caribisk oprindelse.

Jeg er tilbage senere med et almindeligt indlæg, men der er ikke så meget at grine af, når der løber den slags galninger frit rundt.

Ændring i planlægningen

16 mar

Her skulle egentligt have været et morsomt og klogt indlæg – som ville gøre jer alle i godt humør.

Men planerne blev ændret i går aftes.

IMG_3531

 Fordi, i dag, er blevet til første dag i et nyt liv for 3 små børn og deres far.

Fordi, i dag er første dag de skal lære at leve uden deres mor og kone.

Fordi hun døde af kræft. I går aftes. Stille og roligt sagde hun farvel til livet.

Vi skal alle sammen den vej, vi skal alle sammen dø en dag. Og alligevel kommer døden bag på de fleste – særligt når der er små børn som bliver ladt tilbage uden deres mor.

Måske fordi man forestiller sig ens egne puslinger uden mor, før de er blevet så store at de kan klare sig selv. Men bliver man nogensinde så stor at man kan klare sig uden sin mor?

Jeg har hørt at det er svært at rykke frem i køen – at være sidste led.

De der store ryk i ens liv, hvor ens historie bliver skrevet med fed skrift er svære at komme over. Og jeg ved ærligt talt ikke lige hvad jeg skal skrive mere idag.

Jeg vil slutte med minderne om hendes smil, hendes sjove vestsjællandske dialekt, hendes fantastiske humør, og glæde mig over at jeg har kendt hende og at jeg engang fik lov til at gå med et lille bitte stykke ad vejen.

 IMG_3674

%d bloggers like this: