Tag Archives: D-Day

D-day

6 jun

Når man bor i Normandiet, er det fuldstændigt umuligt at ignorere d. 6. juni 1944.

Alle taler om det, med et slet skjult strejf af fanatisme, men Normandiet har været så meget mere med i den krig, end mange andre steder, derfor er minderne og historierne om krigen meget nærværende – til tider kvalmende.

Skolerne gør også deres til at forherlige de døde helte, borgmestre kappes om at smide med blomsterkranse hist og her og alle vegne på de ukendtes gravmonumenter, og hele området sovses ind i drama og overdrivelse, i en grad så man blot glæder sig til d. 7 juni.

Den by vi bor i, havde under krigen ca. 5000 indbyggere – 800 døde på grund af D-day og i hvert fald 70 % af byen blev ødelagt. Derfor er der heller ikke ret mange af de fine gamle bygninger som er så typiske for Normandiet. Det er noget argt lort de fik stablet på benene i efterkrigsårene og meget lidt pænt. Det er de dog ved at finde ud af at planlægge sig ud af, så meget er ved at blive forbedret.

Der er også mange museer i Normandiet der omhandler krigen. Det største ligger i Caen, og er en slags base for de omkringliggende, som oftest er ved de strande hvor de allierede tropper gik i land med deres ”Operation Neptune”. Det tager timer at komme igennem. Mange timer.

Normalt skulle befrielsen af Normandiet vist have været overstået på kort tid – men det blev ved indtil i august måned. Lidt af en fejlberegning hvis du spørger mig..

Jeg vil overlade det rent faktuelle til internettet og historietimerne, men hvis man vil vide noget mere, er det smarteste nok at man kigger forbi på Memorial i Caen, og så udvælger sig en strand eller to at se.

Ikke fordi man skal smage på krigen og lade den fylde – men fordi det er en del af noget historie. Noget skal trods alt huskes for ikke at blive gentaget.

Selve museet i Caen er som sagt stort. Og det tager lang tid at gå igennem. Nogle steder er det umuligt at komme forbi, uden at blive rørt. Det fortæller ikke kun Normandiets historie, men også resten af verdens død og ødelæggelse, i den periode.

Der er mange personlige og private breve og optegnelser, fra begge sider – med ord, billeder og fortællinger som bider sig fast og går helt ind. Det er bliver til noget følelsesporno som er ulækkert. En slags fortidens realityshow som jeg dybest set ikke bryder mig om.

De har jo med vilje valgt ting, som man bare ikke har brug for at vide. Tit har jeg dem også mistænkt for at glemme at fortælle HELE sandheden. Det er så nemt at glemme de lidt mere uheldige ting, og kun fremhæve det heltemodige..

Museerne på de forskellige strande fortæller mere specifikt det, som foregik netop der. Og det er hårdt på en helt anden måde. Især hvis man har mødt én som var med.

De første 5-10 minutter af filmen ”Saving private Ryan” skulle efter sigende være så tæt på sandheden om landgangen, som det overhovedet er muligt at komme, så mange år efter.

Og uanset hvem man er, kommer man ikke derfra upåvirket – ung eller gammel – men om det lige har den ønskede effekt, kan så diskuteres.

%d bloggers like this: