Tag Archives: Danmark

Øjeblikstaknemmelighed

2 jun

Når man kører gennem byen, og – på grund af lyskryds og trafik – kører langsomt forbi et par unge mænd i 20erne.

Ganske almindelige unge mænd.

Der holder i hånd.

Og ser glade ud.

Et ganske almindeligt forelsket par.

Så bliver jeg inderligt taknemmelig og SÅ glad for at bo i et land, hvor det er muligt at de kan gå i fred og bare være dem de er!

 

Reklamer

Heja dem der vinder!

27 jan

Alle i hele verden – okay så i Danmark da – så håndbold i går. Sådan føltes det i hvert fald.

Og det kan ikke have forbigået nogen – altså af dem som så håndbold – at finalen stod mellem Danmark og Frankrig.

Som jeg sagde til firkløveret så ville de vinde uanset udfaldet!

Og så tror jeg nok at de begyndte at  holde med det vindende hold. Og, ja ikke for at vade i det, men det var ikke Danmark. På noget tidspunkt. Det lykkedes faktisk ikke de danske drenge at komme foran på noget som helst tidspunkt.

Havde jeg nu siddet i Frankrig, langt borte fra Dannebrog og massehysteri, havde jeg nok også holdt med de rød-hvide drenge. Og var stensikkert blevet møgsur over at tabe.

Men nu sad jeg på øen. Og har ikke hørt om andet end de åndssvage kampe nonstop i så lang tid, at jeg til sidst helt holdt op med at følge med. Der skete også det, at det på et tidspunkt var kvindehold vi hørte om men pludselig, og uden egentlig overgang i min bevidsthed, var det blevet til mænd. Jeg kan udlede at der nok var flere forskellige turneringer, men det gik aldrig sådan rigtigt op for mig.

I går eftermiddags sad jeg med en ualmindelig god bog, og blev kun gjort opmærksom på at der overhovedet var finalekamp via sms.

Jeg så kampen med et halvt øje, nu da det var vores to hjemlande der skulle dyste. Mit resterende halvandet øje var stadig i den ualmindeligt gode bog jeg sad med.

Min bog var meget mere interessant end det der foregik på skærmen. For vi tabte.

Og jo, de Blå hev i de Danske drenges bluser, og nej det må man ikke. Fy.

Men de Blå var bedst, end of story.

Beklager.

Men det er ikke First Mans skyld. Vel? Og nej jeg tror heller ikke at de Blå er på speed eller anden morsom medicin. De var bare bedst i går, og mere er der nok ikke at sige til det.

Det er sport. Og det skulle forestille at være sjovt.

Men sport er nok bare ikke sjov når man får penge for det.

Jeg forstår ikke hvorfor alle franskmænd – og så dem som ikke engang så kampen – skal stilles til ansvar for hvor dårligt De Danske Drenge spillede.

Fordelen ved at De Danske Drenge tabte var at First Man lavede mad.

Det gør han altså når De Danske Drenge taber. Til Frankrig. Fordi jeg er sur over at have tabt! Som regel. I går var jeg bare sur over at nogle folk i Danmark generelt er dårlige tabere, som har behov for at sige at De Danske Drenge kun tabte fordi de Blå var dumme og på medicin.

Men ja, heja dem der vinder…

Integration i gulvhøjde.

10 okt

Da jeg boede i Frankrig, hvilket jeg som bekendt har gjort af flere omgange, fandt jeg det nemt at blive en del af diverse sociale netværk, netværk af flere forskellige slags. Det var nemt, fordi jeg blev inviteret med; jeg kunne få lov til at blive en del af en given forsamling, ikke fordi jeg var specielt god til fransk – for det var jeg selvfølgelig ikke i starten –

Meget ulig hvad nogle mennesker synes at tro, så er sprogkundskaber ikke en medfødt kunnen. Det er dog noget man kan lære. Og, ja jeg ved ikke med jer, men jeg har hele mit liv fået tudet begge ører fulde af det faktum at man lærer et sprog bedst ved at tale det. Gerne der hvor det tales mest.

Men det var et sidespring.

Altså, jeg var ikke specielt god til fransk da jeg flyttede til Frankrig, ideen var jo netop at jeg skulle lære det, dernede, men det forhindrede mig ikke i ret hurtigt at blive en del af et fællesskab hvor jeg var den eneste udlænding.

Bevares, jeg kom naturligvis også med i den danske klub og mødte jævnligt op til forskellige danske arrangementer og har endda været til pindemadder og smalltalk hos Le AmbassadØr, jo jo.

Men, det jeg prøver at nå frem til, er at min integration i Frankrig lykkedes til fulde. Også uden at give afkald på mine danske værdier og traditioner på noget tidspunkt.

Derfor har det altid undret mig hvorfor meget integration er sådan en udfordring her i vores lille andedam. Og jeg spekulerede på om det ikke også var vores ansvar at hjælpe folk til en bedre integration.

At organisere noget integration i guldhøjde, i stedet for at den slags skal styres fra Folketingets talerstol og diverse lovforslag. Måske er det også vores ansvar?

Naturligvis skal man selv ville integreres! Det er klart.

Jeg mindes faktisk en del danskere, som bestemt ikke gad spilde deres tid på at lære noget så banalt som sproget eller historien, traditioner endsige noget som helst om de mennesker der nu engang bor i Frankrig, så den slags mennesker der ikke gider integrere sig, findes åbenbart overalt. Og ikke kun i Danmark.

Heldigvis var velviljen stor hvor jeg befandt mig og jeg nød godt af franskmænds generelle lyst til at inkludere mig på lige fod med alle andre, trods sproglige genvordigheder og kulturforskelle.

Og jeg bestemte mig for at give den stafet videre.

Zorronaldo havde i sin nye klasse fået en god ven som er kurder, og vi inviterede ham og hans familie hjem for at lære dem at kende. Sødere mennesker skal man lede længe efter. Og de har heller ikke brug for privat integration; det har de såmænd klaret selv!

Det er ikke desto mindre blevet starten på et venskab her på øen. Et varmt og dejligt venskab mellem såvel voksne som børn og begge vores familier nyder samværet.

For et par uger siden da vi var i staden, var vi lige et smut til Kurdistan – som godt nok ikke findes officielt – men hos vores nye venner fandtes det i allerhøjeste grad.

Og vi nyder at verden er blevet større og lidt mere farverig!

Gør du noget for integration i gulvhøjde?

Postnummer

3 maj

Flyt.. sagde han.

??

Flyt?

Ja, du får aldrig job i “udkantsdanmark”

Velkommen til!

Den udkant som gør at jeg skal køre 100 km hver dag, for at komme på arbejde.

Man kan blive set lidt ned på af så mange årsager. Enten kan man være hjemmegående.

Uhhha. Det er slemt. Så er man virkelig dum hvis man vil være afhængig af en mands – især ens egen mands – indkomst. Sikke noget gris!

Ligeså med at bo uden for storbyer.

I udkanten.

Det er kikset, ligusterfascistisk og hvad ved jeg.

Med mindre man altså er direktør, og ligefrem har en undskyldning for at bo idyllisk med smuk beliggenhed på den selvvalgte millionmåde. Ikke at direktøren opfatter så meget af idyllen hvis der skal bruges 3 timer på transport hver dag.

Men ham om det. Lad direktøren være og se på os andre.

Vi render ikke rundt i træsko, tørklæde om håret, smil på læben, friske røde kinder og en kurv med æbler på hoften, mens eftermiddagskagen bager i ovnen à la Bakkegården. Vi er heller ikke snævertsynede analfabeter eller ufaglærte monolinguister alle sammen, bare fordi CBS ikke er i nærheden.

Vel sidder der nogle gamle landmænd, på husmandssteder rundt omkring, der stort set aldrig har forladt deres ø og som aldrig har været i besiddelse af et pas. Bevares, dem findes der også nogle af. Men dumme tror jeg nu ikke de er af den grund.

Men os andre?

Vi kan måske bare godt lide at bo i store huse, uden derved at sætte de kommende fire generationer i så dyb gæld at ingen nogen sinde kommer ud af den.

Det er bare svært at få job udenfor storbyer, fordi nogle mennesker tror at centralisering er vejen frem. Og så må vi jo myldre til midten. Men at flytte? Det vil vi ikke.

Intelligens har jo ikke ret meget med postnummer at gøre.

Muligheder har derimod noget med postnummer at gøre, og det er en helt anden sag.

Et forsømt forår i sigte

15 mar

Det er forår hernede. Træerne får knopper på, min forsytia blomstrer og sender solskin langt ned i maven på mig, når på tågede dage, den slags mangler oppe på himlen.

Men dette forår bliver et af de forsømte. Et af dem jeg ikke når at nyde til fulde. For jeg skal pakke mit slet ikke spor simple living ned i papkasser og engangsvaskeklude, så det kan blive fragtet hjem til øen.

Og ved I lige hvad?

Jeg er supergod til at flytte.

Jeg har dog hemmelige våben klar; når man har flyttet så mange gange som vi, kan man pakke med lukkede øjne og pakke ud og komme på plads på under to uger.

Jeg har min uundværlige flyttemappe.

Med planer og systemer der virker.

Og som gør at jeg ved hvor der er en proptrækker til flyttevinen – den vin der skal drikkes første aften i det nye hus når ungerne er lagt i seng – samt at jeg kan lave både te og kakao, og servere en nogenlunde morgenmad næste morgen, uden at skulle på storindkøb først.

Men det ændrer ikke på det faktum, at kasserne skal pakkes. Nogle kan pakkes i god tid med alt det man håber man ikke får brug for i nærmeste fremtid, mens andre kasser må vente til sidste øjeblik, men disse må ikke være alt for mange, idet man så omkommer af stress.

Og alt efter livets almindelige krævende program, er det lidt af en kunst at vælge det rette øjeblik, for ikke at bo i flytterod alt for længe.

Og man kunne godt forledes til at tro at denne monsterplanlægning, er noget jeg nyder, når nu jeg er så god til det, men jeg kan godt betro jer at jeg H.A.D.E.R. at flytte. Det er noget der skal overstås, så hurtigt som muligt.

Jeg har svært ved at fatte at folk kan have uåbnede flyttekasser stående i årevis. Så er det jo ikke ting de bruger? Hvad beholder de dem så for?

En undtagelse er de to kasser jeg lige nu har stående på loftet her i Eventyrhuset. Såfremt I ikke kan huske historien, får I den her igen:

I den ene kasse er der en masse spil som vi ikke ville få brug for på Æblebakken, i den anden er der noget fint porcelæn. Begge dele forsigtigt og kærligt pakket væk i små kasser af undertegnede, og beregnet til at stå opmagasineret hjemme på øen.

Men emsige flytteMÆND folk mente bestemt at alle kasser skulle med til Æblebakken, også selvom de ikke stod der, hvor kasser der skulle flyttes havde plads.

Den franske flytteMAND sagde at han ville vædde med at jeg alligevel ville åbne dem og være glad for at de kom med. Men det var uden at tage højde for min legendariske stædighed.

Kasserne kommer hjem præcis som de kom herned og uden at der er så meget som lindet på en flap. Og jeg siger ikke noget om at jeg, i hvert fald mindst 10 gange, har haft lyst til at servere festmad på det kongelige.. Men stædigheden vandt!

Hvorom alting er, vi skal flytte og jeg skal pakke.

Og jeg giiider bare ikkøøøø … (denne sætning skal klynkes for at få den rette effekt)

Sommer 2010 175

Den emsige – og meget søde – flyttemand var træt efter at have slæbt mit kongelige helt til Normandiet, til ingen verdens nytte!

Havedrømme

12 mar

Lige om lidt skal jeg hjem til en have.

En have, som er min og som jeg kan rode i efter forgodtbefindende. Ikke at jeg gør det – men jeg har da muligheden.

Der sker jo det sære, at når man ikke har noget, så ønsker man sig det brændende. En have, elektrisk æggekoger eller Rosendahl lysestager. Og når man så har erhvervet sit højt ønskede objekt, så er det næsten lige meget efter kort tid.

Jeg har ingen æggekoger – ej heller ambitioner om at anskaffe mig en – og mine Rosendahl lysestager holder bare ikke særligt længe med Gårdmand Bjørn i huset.

Men jeg har en have.

Da jeg første gang så haven på Øen, udenom vores højtelskede hus, var den ligeså kedelig som midterrabatten på en sønderjysk motorvej.

Og så ikke et ondt ord om Sønderjylland i øvrigt!

Selve huset, der er sært på samme måde som Eventyrhuset – dog en hel del bedre isoleret – krævede i starten al vores opmærksomhed. Det første år i huset gik og foråret kunne fremvise den mest blomsterløse have, jeg nogensinde i mit liv havde set.

Jeg voksede op med en mormor der var bidt af en gal Søren Ryge, og i 85 % af de minder jeg har om hende, står hun enten på hovedet i et staudebed eller planter nasturtier omkring sit drivhus.

Familiens haver var frodige og fulde af spiselige overraskelser. Jeg lærte blandt andet hurtigt at man både kunne spise bøgeblade, skovsyre og andre små grønne vækster uden at tage skade. Snebær var derimod ikke nogen lækkerbisken og heldigvis var der ingen guldregn i haven ellers havde jeg nok også prøvet at æde dem.

Mens jeg legede hele somre væk i diverse blomstrende haver, tog jeg kun lidt, eller slet ingen notits af alt det arbejde der var forbundet med dem.

Jeg fik år efter år, tildelt små jordlodder så jeg kunne dyrke mine egne ærter og gulerødder, måske endda et par jordbærplanter. Jeg tror faktisk aldrig min mormor mistede håbet om, at jeg en dag ville interessere mig for havearbejde.

Men mine haver vansmægtede og hen på sensommeren når andre kunne høste som fortjent, stod jeg gerne og stirrede forvirret på 4m2 ufremkommeligt vildnis.

Da jeg blev 15, forærede min mormor mig en lillebitte troldhassel i en potte. Potten har haft bolig i mange haver siden, og til sidst blev den plantet i min egen ø-muld.

Sammen med meget andet godt. Blomster, buske og træer. Og nu er der endelig blomster hele året rundt.. Næsten i hvert fald. Okay, ikke når det sner – men ellers..

Med mit kendskab til botanik og den højere havekunst, er det meget muligt at der også er en del ukrudt imellem, men det må den havekyndige besøgende tage med, for hvis ukrudtet har pæne blomster, får det lov til at stå.

Jeg erkendte tidligt, at jeg nok aldrig ville tilbringe mange timer på mudrede knæ, i færd med at flå skvalderkål op med rod.

Men nu skal jeg jo hjem, og har i den anledning, fået havedrømme. Mest sådan nogle med flagrende gevandter i ubleget hør og hængekøjer med for mange puder i. Men også nogle hvor der meget overraskende medvirker gulerødder, cherrytomater og jordbær.

Forestiller mig, hvordan jeg pludselig vil finde mit aldrig udforskede havegen og blive en hel ørn til at beskære agurkeplanter.. og den slags.

Men det kunne godt være jeg skulle finde ud af hvordan de ser ud, før jeg går shopamok i et havecenter.

Et nyt blad i bogen om mig

1 jan

Det var det.

IMG_0441

En hyggelig aften, masser af god mad – hvilket Blondinen også syntes. Nogen havde nemlig været så letsindige at stille et fad med laks fra sig på et meget lavt sted. (Læs nederste trappetrin)

Nu skal det lige siges at hun aldrig nogensinde har stjålet mad, om det så ligger på en stol. Men hele dagen havde nogle andre, sat tallerkner ned på gulvet, med rester på, som hun måtte spise. (istedet for at smide det i hendes egen madskål)

Først ville hun slet ikke røre tallerknerne på gulvet, men da hun blev nødet tilstrækkeligt mange gange, endte hun jo med at smage på sagerne – det havde jeg altså også gjort.. Det var nemlig lækre rester der blev serveret.

Så da der også stod et fad med laks, troede hun jo at det var til hende. Hvilket resulterede i at hun var den eneste som fik laks. Resten ville ingen rigtigt sætte tænderne i.

Men jeg uddelte verbale øretæver ud, da de begyndte at skælde Blondinen ud! Det var under ingen omstændigheder hendes skyld, hvilket de tilsidst måtte give mig ret i.

Hun har derfor taget midlertidig navneforandring til Saumonella, eller Lakseline på dansk!

Uanset hvad, er et år slut.

Et nyt skal til at begynde..

Nu har jeg ikke tænkt mig at lave en nytårstale som min kollega Daisy, men næsten, det eneste som mangler er filmholdet.. Og så skeler jeg altså ikke.

2012 vil byde på en del forandring.

First Man skal ud og rejse en hel del. Til vands. Han skal nemlig ned og jage pirater. Ikke noget jeg umiddelbart synes vanvittigt godt om, men da alternativet hedder Bagdad, Kabul eller Nigeria tror jeg vist bare, jeg skal stille mig tilfreds med at han bliver piratjæger.

Og i øvrigt ikke tænke alt for meget på eventuelle bivirkninger, ved sådan en tjans.

Det er også grunden til, at vi nok efter al sandsynlighed pakker det ikke så simple liv ned, og vender snuderne mod nord igen. Hjem til øen. Til sommer.

Så det bliver et år med lidt hårdt arbejde som græsenke men det er jeg så vant til, afslutning på det franske eventyr her på Æblebakken, flytning og genoptagelse af et gammelt liv, forhåbentlig uden for mange tilvænningsproblemer for de forskellige.

Det bliver spændende og udfordrende.

Og så gider jeg i øvrigt ikke snakke mere om det. Flytningen. Blev der sagt. Og utidige glædesudbrud vedrørende den forestående flytning bliver slettet..

Men et nyt år er ligesom skolestart, et helt nyt rent penalhus med spidsede blyanter og rene viskelædere. En chance for en ny start, en mulighed for at få styr på sine tanker og sat nogle mål, uden af den grund at hoppe ud i urealistiske forsæt, hvis eneste formål er at smide én ned i depressionens dybe hul, af bar skuffelse over ens manglende rygrad.

Så jeg nyder det fine blanke papir, som skal indeholde næste kapitel i bogen om mig!

Og jeg glæder mig til at sætte ord og handlinger på!

%d bloggers like this: