Søndagens kage … er ren oprydning.
De sørgelige rester af dansk kransekage, som vi trods alt ikke orker slæbe med hjem igen.
Men hende Karen Volf – hun kan altså noget!
Så vi nyder danske industrikransekager ude i vores 23 grader, hvor vi ligger i solen og får lidt farve på de vinterblege kinder.
God søndag!
Af de positive ting jeg bare ikke skal i år, eller skulle sidste år, er blandt andet madpakker.
Jeg smører slet ikke madpakker mere – og det har jeg ikke gjort i 16 måneder!!
Okay, jeg har heller ikke smurt dem alle sammen selv i de senere år – firkløveret hjælper skam til – men jeg skal alligevel være der og tage stilling til en hel masse, som angår blandt andet pålæg, for slet ikke at tale om indkøb, og til sidst udførelsen af 4 daglige madpakker.
Så man kan sige, at jeg er sluppet for planlægning og udførelse af omkring 1160 madpakker. Sådan nogle oplysninger kan næsten få mig til nedlægge veto mod at flytte og forlange at blive, i dette madpakkefrie land.
De eneste tidspunkter jeg skal lave madpakker på, er når de skal på tur, iklædt feststemning og hygge. Så gider man til gengæld godt gøre noget ekstra ud af madpakken.
Men de der flade leverpostejmadder der bliver lunkne og grålige inden de er nået så langt som til spisefrikvarteret, det er ulækkert.
Det vil sige, at for at minimere madspild og undgå at madpakkens indhold lander i skraldespande rundt om på skolen eller i omkringliggende landsbyer, må man gerne være lidt innovativ og nytænkende.
Det er denne nytænken som er udmattende..
Naturligvis kunne jeg jo bare gøre som Amalies mor og fylde madkassen med krydderboller påført nutella, hver evige eneste dag. Det er bare sådan at firkløveret, selvom nogle af dem godt kan lide nutella, gerne vil have ordentlig mad som holder dem mætte lidt længere end 11 minutter og ikke giver dem sukkerchok som forhindrer dem i at tænke klart i timen.
Og ordentlig mad indebærer ofte noget hjemmebagt, og aftensmadrester.
Hvilket igen betyder at man skal have lavet nok frikadeller og må tilbringe aftenen som politibetjent, så ikke der går store mus i køleskabet, for uforvarende at fortære morgendagens madpakkeindhold.
Nej, madpakker er udmattende.
Og jeg vil inderligt savne den franske skolekantine med fire retter (forret, hovedret, ost + dessert) til den formidable pris af 35 kr, når jeg igen står med mine fire daglige madpakker.
Altså – jeg lavede mad i et uanet antal timer smurt ud over et anseeligt antal dage. Det er jo ikke sådan så ligetil, at få fat i alt hvad man skal bruge hernede, men det lykkedes med hjælp fra lidt julemarked, fryserforsyninger og lign.
Jeg fik stablet følgende menu på benene:
Almindelige sild og karrysild, laks og dildsauce, rejer og djævleæg.
Lune frikadeller med rødkål, lun leverpostej med bacon, champignon, rødbeder og Lenes agurkesalat, flæskesteg, glaseret skinke, brunede kartofler, brun sauce.
Ris a l’amande, æbleskiver.
Pebernødder, smagsprøver på domino, piratos, poletter og tyrkisk peber og marcipanbrød.
Rugbrød og franskbrød.
Og drikkevarerne var snaps, skjaldemjød, Albani classic, Svendborg halvbitter og gløgg.
Fordelen ved at lave sådan noget for udenlandske julefrokostanalfabeter er, at de ikke aner om det skal smage sådan!
Normalt kan man nemlig godt få noget røget skinke i mit lokale supermarked, som kan blive til hamburgerryg, men det var naturligvis umuligt i sidste uge – så det blev noget andet skinke hvor jeg tænkte: jeg tager chancen og glaserer den. Det smagte udmærket men ikke helt som hamburgerryg! Men det vidste de jo ikke en dyt om!!
For det første, skete det fantastiske at alle kom til tiden kl. 19 sharp! Aldrig set før på fransk jord. Men det gjorde de altså.
Alle blev udstyret med en håndbajer fra Albani og lærte at skåle og sætte fingeren på ØL og den slags uundværlige ting!
Og så blev der spist og smagt og forklaret og grinet. Jeg er faktisk ret imponeret over dem – alle prøvede de forskellige ting – også selvom jeg først fortalte bagefter om det med rå fisk, og lever og spæk.. Så var der godt nok flere som så lidt anstrengte ud.
Ris a l’amanden blev derimod indtaget under stor jubet – og en mandel blev fundet og en aldeles dansk mandelgave udleveret – under lige så stor jubel!
Tror måske snapsen slog dem hårdere end de lige havde regnet med!
Dette var lidt et handikap da de skulle lære at flette julehjerter.. Alle sammen – og det var hylemorsomt at se dem kæmpe med at flette – der blev flettet om mere end en gang – men alle fik da et hjemmegjort dansk julehjerte med hjem!!
Aftenens absolutte clou var dog, da de fik tyrkisk peber i munden.
De ventede og ventede og prøvede at definere smagen. Da ingen af dem har spist ammoniak før, er det nok derfor de ikke helt kunne lokalisere smagen. Og da de nåede til midten, kom der de særeste lyde, svedperler og grimasser..
Vi var færdige af grin – nok mest mig – især af deres måbende ansigtsudtryk da Prinsesse Lyserød kom forbi og tiggede om tyrkisk peber til sig selv og de alle, for det havde de altså ikke regnet med at folk indtog frivilligt!
De tog hjem ved 01 tiden – og hvor mændene ankom som chauffører, måtte de i stedet, alle uden undtagelse, lade sig transportere hjem, idet deres koner ikke havde set så dybt i snapseflaskerne som deres mænd.
Jeg havde som sædvanligt lavet til mad en mindre hær – hvorfor er det at man altid er bange for der ikke er nok?
Men det ALLERBEDSTE.. bare spørg Prinsessen – det var så alle resterne som vi har ædt i dag! Det er nok derfor man laver rigeligt.. nu jeg tænker over det!
Allerede kl. 10.30, da vi i morges sad og prøvede på at vågne med hver vores kop te, begyndte de at kredse om os som sultne gribbe, og henkastet spørge om vi ikke snart skulle have frokost. Altså.
First Man troede fejlagtigt at der ikke var mere brun sovs – og det var næsten mere end Prinsesse Lyserød kunne bære. Hun sank sammen i en opgivende klat, og jamrede højlydt. Men så kunne jeg huske noget om en lille skål der blev gemt – og sjældent har jeg set så lettet et barn!
Og nu er der kun 14 dage til vi starter forfra igen! Bøøøøvs. – ups – undskyld!
De der julefrokoster.. Det virker som om hele Danmark er gået på stand by. Hvor jeg end vender mig hører jeg om julefrokoster.
Da jeg jo ikke har boet så mange år af mit voksenliv i Danmark er det virkeligt begrænset hvor mange julefrokoster jeg lige har været til.
Jeg mindes den første..
Det var meget morsomt idet jeg kunne tilbringe hele aftenen sammen med en kollegaveninde. Vi havde det sjovt, dansede og sang til et lokalt liveband, ingen lagde an på os og vi blev ikke så stinkende fulde, at det var ulækkert.
Året efter var det meget mindre morsomt. Det var for at sige det mildt dødssygt. Jeg tog hjem efter 1½ time.
Og sådan har de vist mere eller mindre været lige siden.
Ikke at jeg normalt hader at være til fest, for det gør jeg ikke. Jeg elsker fest og farver. Men jeg orker ikke fulde mennesker, som mener at de har fundet sandheden, subsidiært ser sig selv som guds gave til kvinder. Mænd med svømmende øjne som kommer og vil ”danze”. Eiiirk.
Nå – men hvorom alting er – jeg endte alligevel med at sidde og føle mig noget så snydt her for et par uger siden, ikke en eneste lille bitte julefrokost er på programmet hernede.
Og så fik jeg sporenstregs inviteret en masse mennesker til min helt egen private julefrokost i dag.
Lutter franske individer, og selve julefrokostmenuen er udelukkende dansk. Det skal nok blive sjovt.
Jeg har stegt frikadeller, kogt risengrød og bagt rugbrød i lange baner så jeg er helt ør i hovedet.
For de skal få rå fisk, kartofler smurt ind i karamel, snaps og rødkål, samt ris a l’amande så de segner. Og et lille tyrkisk peber får de også lov at smage.
Men jeg er sød og slutter af med gløgg og æbleskiver!
Er rimeligt mat i betrækket. Har netop overlevet endnu en af den slags weekends hvor man har brug for et par dage, for at komme sig ovenpå strabadserne.
Lørdag morgen stod vi op, før normal weekend stå-op-tid, vi skulle nemlig med toget til Paris. Vi – det var Gårdmand Bjørn, Prinsessen, Divaen og Vi selv – kongen.
Tænker altså nogle gange på hvis fremmede ved en fejltagelse kigger ind på min blog og ser de navne – de må jo tro jeg er retarderet.. Eller fortæller om tegneseriefigurer..
Nå, men altså, vi skulle med toget.
Og så med metroen. Det plejer gerne at være dagens højdepunkt ved den slags udflugter – for slet ikke at tale om alle de rulletrapper der er, Firkløveret synes i hvert fald det er vældigt mondænt at tage metroen. Jeg synes der er varmt og beskidt, og bliver samtidigt lettere paranoid af at holde styr på alle mine unger.. men lad det nu være..
Alle var udstyret med en rygsæk og jeg luftede endda min pensionistjaguar i dagens anledning. Min fine rullevogn – for ellers var vi nok aldrig kommet hjem igen.
Grunden til alt dette postyr, var at finde i Den Danske Kirkes julebasar 2011.
Det er simpelthen årets højdepunkt som dansker i Paris – at komme derind og få købt ind i mængder der kunne minde om hamstring til en større generalstrejke – subsidiært hungersnød.
Til fuldstændigt ublu ågerpriser. Men hvad pokker – det går til kirken fortæller jeg mig selv.
Det er endnu aldrig nogensinde lykkedes mig, at finde en siddeplads mens jeg, i selskab med min familie, fortærer min julehotdog, tre købeæbleskiver og et glas forkølet gløgg – hvis bedste egenskab er at den er varm. Okay – ungerne skal altid have dansk Faxe Kondi!!
I år var ingen undtagelse – vi stod ved kanten af en bod og indtog dette udsøgte måltid, alt i mens vi spejdede rundt for at se om vi kendte nogen – eller det vil sige, det var nok mest mig der spejdede rundt.
Når man så har fortæret sin julehotdog, med den røde pølse – noget jeg aldrig ville sætte tænderne i hvis jeg var ved mine fulde fem – men stemningen ved årets julebasar er så forførende og julet, at al fornuft forsvinder – og det er skønt. Altså – når man har slikket de sidste krummer op fra servietten, er det tid at stå i kø til årets indkøb. Ihukommende stemningen og alt det der, sætter ens hjerne permanent ud.
Man betaler nemlig glad og gerne 60 Kr. for et glas syltede rødbeder, og det – uden så meget som at blinke.
Der kan købes alt hvad hjertet begærer til afholdelse af en dansk jul, samt indtil flere andre vigtige begivenheder. Alting er syltet ind i Dannebrog, hjerter og røde sløjfer.
Det eneste de ikke havde, var til min store fortrydelse, glanspapir. Men ellers kom jeg, nogenlunde helskindet og en hel del fattigere derfra, med:
3 frosne flæskestege, 2 dåser kødboller, 2 store glas sild, 1 stort glas rødbeder, 1 lille glas rødkål, 2 poser pebernødder, skildpadder, skolekridt, lakrids i lange baner, 3 pakker kransekage, stjernestrimler, udstansede hjerter, en engel, en hoppebold, et stykke rullepølse, 1 pose makroner, to DVD’er, en noget træt adventskrans, med bånd og lys til selvmontering, en julekalender, et stykke julepynt, samt en meget fin julestjerne, jeg var så heldig at vinde i tombolaen!
Og så fire pakker spunk som blev fortæret med det samme!
Så der var absolut brug for min rullevogn og alle rygsække! Vi lignede bedre posedamer M/K da vi med hotdogfulde maver, og en ret stor julestjerne i favnen, besteg metroen igen! Men det hele er fuldstændigt nødvendigt for at overleve en jul i Frankrig!
Og min rullevogn holdt mirakuløst. Jeg er vis på at der var ureglementeret overvægt på de hjul!
Men det allerbedste, var afgjort at gense Marianne, og Ulla som en ekstra præmie. Vi er jo ikke blevet en dag ældre – hvorimod vores børn er vokset helt abnormt. Mystisk!
Selvom det hele kan fås i Danmark og at jul i det hele taget er lidt nemmere at organisere, så er den årlige julebasar i Paris noget jeg virkeligt har savnet, de år vi har boet i Danmark.
Der er en helt særlig stemning hos danskere der er ude i den store verden. Et specielt fællesskab som jeg – hvis jeg skal være ærlig – har savnet i de år hjemme på øen.
Det er lidt som at være teenager, man er ”både og” og ”hverken enten eller” – og svært at forklare hvordan det kan være hyggeligt at være mast sammen med flere hundrede andre mennesker på et forholdsvis begrænset areal, lidt i stil med en påskelørdag i Bilka, hvad larm og mylder angår.
Men det er det.
– Hyggeligt altså!
Spis din suppe, ellers bliver du aldrig stor.
Franskmænd – alle uden undtagelser – er simpelthen vokset op med denne sætning sat på repeat i deres øresnegl. Hele vinteren spiser man suppe til aften.
Dermed basta – det står ikke til diskussion.
Det er gode tunge supper, med masser af grøntsager, kødkraft og gods i. De er som oftest blendede og smager skønt. Har intet at gøre med pulversuppe. Og dejligt nemt når man ikke lige gider finde på!
Men der er den hage ved det, at Gårdmand Bjørn ikke kan lide suppe. Han kan kun lide min jordskokkesuppe – det spiser han med glæde – og er absolut ikke til de tunge franske grøntsagssupper med kraft og smag.
Stor var hans glæde derfor i aften, da jeg legede tøm køleskabet. Det var nemlig tomt i forvejen. Ingen grøntsager at lave suppe af.
Men jeg fandt en rest kalvefond i fryseren og pjoskede et par liter vand og nogle terninger ned i en gryde. Et par håndfulde snittede grøntsager – ligeledes fra fryseren og så.. ohh lykke – to dåser danske kødboller.
Det er med kødboller, som med frikadeller og medisterpølse. Det er næsten umuligt at få lavet noget som smager ligesådan her i Frankrig. Jeg har prøvet alt. Men kødboller på dåse, havde jeg aldrig prøvet før. De kunne sagtens bruges i min suppe!
Og der var ingen melboller – som i øvrigt burde forbydes ved lov.
Men det var tæt på en dansk bouillonsuppe jeg overhovedet kunne komme. Og han spiste så det var en fryd – og sagde åh det smager bare så godt! Flere gange – og har har fået lommepenge – så det var ikke derfor.
De to andre maskuline indslag i familien var mindre begejstrede for det tynde pjask. Men vi var da fire som syntes det smagte vidunderligt, og så med rigtigt lækkert brød til.
Ikke et øje tørt!
Op klokken 5.30 for at sende gæster afsted, og med vintertiden orkede vi ikke engang at gå i seng bagefter – så vi satte os alle sammen med en masse dyner i sofaerne og så “Five children and It” en rigtig hyggelig Narniaagtig familiefilm.
Af samme grund kom vi ikke udenfor en dør idag – og søndagskagen blev derefter og der måtte tænkes alternativt!
Jeg fik, i forbindelse med det der besøg, 1 liter dansk fløde som passende kunne omsættes til vafler.
Og i dagens anledning får I også en opskrift med på jordens nemmeste, sprødeste og lækreste vafler:
Pisk ½ liter piskefløde til flødeskum.
Put 2 skefulde sukker i, og sigt 4 dl. hvedemel ned i flødeskummet mens du pisker let – pas på ikke at piske flødeskummet alt for stift, for så bliver det en meget klistret affære – ikke dårlig – bare mere klistret.
Og så op i et smurt varmt vaffeljern med en ske, idet dejen ikke er flydende overhovedet!
Mums siger jeg bare. Det er altså de bedste vafler i verden siger Firkløveret!
Nu er det ikke for at træde i det – men vi har altså efterårsferie! Helt indtil den 2. og 3. november alt efter hvor gammel man er.
Det bedste ved ferie, er at man – i dette tilfælde jeg – kan stå tidligt op, uden at skulle i bad med det samme, og gøre mig klar og have tøj på og alt det der som får mig til at ligne et levende menneske, der skal ud i verden.
Og så kan jeg sidde og læse uden afbrydelser, drikke en kop te helt stille, og vente på at resten af befolkningen står op. Luksus!
Men vi får også besøg i nogle dage, gør vi!
Glæder os til at vise frem og lege turister – vi ser selv så meget mere af området, når vi har besøg fra det nordlige.
Og jeg har hørt at bilen skulle være fyldt op med rugbrødsmel, remoulade og ekstra forsyninger af kirsebærsovs, og for resten lidt saftevand som jeg kom i tanke om 20 minutter før de kørte!
Vi skal hygge, snakke, lave mad, gå ture og bare være. Der er ydermere chance for hjælp på dansk til dumme lektier, og hækling af noget tæppe!
Ahhh ferie!
Er i hvert fald tilbage på øen. Og internettet. Har været uden internet i 6 dage! Det er jo næsten en kold tyrker.
Og så var der audiens i går. Jeg vil bare lige sige at I gik glip af noget – I som ikke var der. Jeg kendte ingen. Håbede at se et par eller 4 af de bloggere som jeg har skrevet med i snart lang tid nu. Og de var der – det var fantastisk dejligt at sætte ansigt på. Og så var der også en masse andre.
Og så var der jo en som havde 2 poser lakridser med til os – se det var rigtigt sødt gjort! De skal nydes!
Det var på den anden side lidt farligt, at ville møde mennesker som læser ens blog. Nu ved i hvert fald 10 andre bloggere, at jeg er ganske almindelig og at der ved gud ikke er noget særligt – for slet ikke at sige kongeligt – omkring min person. Lidt traumatiserende. For hvad skal jeg nu blogge om?
Det var også en anelse poppet at præsentere sig selv som Konge.. Jeg beklager – men der er jo stadig nogen som ikke har fundet ud af at jeg hedder Stine, så det virkede lidt akavet ikke at sige det.
Vejret var skønt. Og helt ærligt – vi har haft en eneste byge siden vi kom. HVAD brokker I jer over, Danmark? Her er da skønt!
Firkløveret var til gengæld en anelse anstrengende. Tålmodighed er ikke deres stærke side – og Zorronaldo var ved at gå i koma over at være på museum, under dække af at skulle gå en tur og se på huse. Prinsesse Lyserød fik dog sludret lidt med Ellen, og syntes hun var vældig sej sådan at turde at være alene i USA.
Gårdmand Bjørn var meget fortørnet over at jeg først bagefter, meddelte at Rejen, som havde haft lakridser med, også var hende med den flotte motorcykel. ”Hvorfor sagde du ikke det?” Så han vinkede ekstra meget ved lyskurven, da vi skulle dreje, men jeg tror ærligt talt ikke at hun så det!
I dag har de forsøgt sig med sådan en slags ufin byttehandel – “jo, nu da vi var med i går uden at brokke os alt for meget, så vil vi gerne have pizza til aftensmad.” Jeg går desværre ikke ind for bestikkelse eller afpresning, så det blev ikke til pizza. Men det var godt forsøgt.
Men altså, jeg har stadig ferie. Der er en hel uge til jeg igen er at finde på Æblebakken. Men det er nu meget godt. For der er stadig mad vi mangler at spise. Og der skal købes ind til at slæbe med hjem til Æblebakken.
Dum som jeg er, har jeg naturligvis glemt min liste – så jeg prøver desperat at rekonstruere den ud fra hukommelsen – og det er som regel ikke en størrelse jeg kan forlade mig på – men jeg har intet andet valg.
Og så må det bare være sådan, hvis jeg kommer hjem uden kulør og kirsebærsovs. Selvom det så har lidt svært ved at blive jul..
Så kom vi over grænsen. Og gjorde holdt ved den første tankstation. Selve det at få fyldt benzin på, var langt fra det vigtigste.
Næ, det primære var at købe lige det, man havde savnet allermest.
Det blev til følgende:
1 hotdog
4 skildpadder – og jeg spiste altså kun én idet jeg også skulle have plads til en kæmpeeskimo.
1 marcipanbrød
Labre larver
2 kæmpe eskimo
1 filur.
Og så var det ellers hjem til øen. Hvor vi landede cirka samtidigt med persillesovsen. Jeg ved godt at det normalt staves “sauce”, men det der hvide opbragte noget med persille i, er altså sovs. Med stort V.
Så frikadeller, nye kartofler, persillesovs og så rødgrød med fløde. Og en brunsviger i tilfælde af akut sult. En hel bradepande.. Som er væk nu.
Kan I høre Dannebrog blafre?
Jeg ved godt, at med dette indlæg, kunne man måske få den fejlagtige opfattelse, at jeg og resten af familien, kun er interesserede i maden, når vi er på besøg i landet.. Men det er vi altså ikke. Vi er interesserede i mad – men ikke udelukkende. Vi er også interesserede i is.
Og meget tid går med at beslutte, hvad vi skal spise, hvornår. Især hvad.. For det med hvornår, er nemlig uvæsentligt – idet vi naturligvis kan spise en kold frikadelle, på hvilket som helst tidspunkt.
Og jeg har lige klemt et par kræmmerhuse med flødeskum ned så resten af de franske deller, som min mave absolut skulle slæbe med, kunne få lidt selskab. De skulle jo nødigt gå hen og føle sig alene.
Og der blev provianteret.. I Netto. Den store ude ved Silvan. Vigtige ting som frisk piskefløde, spareribs, hattings rundstykker, sønderjysk spegepølse, havrefras og den slags.
Og så morgenmaden, ikk? Den første morgenmad som hjemvendt selv-eksileret.. Hattings rundstykker, lunet i en ovn som virker, og så med jordbærmarmelade fra den gamle fabrik.
Og appelsin yoghurt med havrefras. Eller det vil sige – det blev klemt ind som et lille mellemmåltid mellem morgenmad og frokost.
Og så en lille delle eller 3.. altså ikke dem jeg har på maven, men dem som min mor havde lavet i går.
Og et glas koldskål.
Og solsikkerugbrød med sønderjysk.
I morgen skal vi også have sild. Karrysild. og på jagt efter en lakridspibe.
Jeg runder simpelthen de hundrede. Selvom det lige kom lidt hurtigere end jeg regnede med, men jeg rendte jo lige ind i award-hvepseboet.
Men at have skrevet 100 blogindlæg siden d10 februar hvor jeg startede er lidt utroligt synes jeg. Et hundrede. Og jeg holder mig jo godt. Venter nu lidt utålmodigt på kaffen og telegram fra Dronningen.
Og for nu at efterligne min superhelt – jo, jeg indrømmer blankt at jeg er et uselvstændigt og ynkeligt pjok som ikke kan få idéer selv.. Jeg prøver af al magt at finde på noget mere originalt og selvtænkt, til indlæg nr. 200 – hvis jeg når så langt!
Det kommer jo mest an på jer. Jo – jeg fralægger mig fejt ethvert ansvar for min blog! For det er i høj grad også jeres fortjeneste at jeg skriver. Hvis jeg ikke havde en eneste læser eller fik en eneste kommentar, så gad jeg slet ikke skrive noget.
Derfor er det ikke helt hen i vejret, at jeg spørger jer om der er noget I gerne vil høre om. Og flertallet ville høre om hvordan børnene har det i skolen, og om vi savner Danmark. Så here goes:
Jeg savner ikke Danmark.
Jeg savner mad og mennesker. Appelsin yoghurt og Havrefras. Frikadellefars. En gammeldaws lavet af Iben – på Strandkiosken med udsigt over øerne. Jeg savner at gå rundt på må og få med min Allerkæreste og bedste veninde – eller bare sidde med hende i 4 timer i en udstillingssofa i IKEA og snakke. Jeg savner at drikke te med Kim og høre musik til langt ud på natten. Jeg savner at spise brunch med Lene under uret. Jeg savner at drikke kaffe med Kirsten. Jeg savner at høre Madonna og synge ABBA på singstar med Linda. Blandt andre!
Men jeg ved jeg kommer tilbage, så det er okay at savne og vide at man holder af. Og jeg kan godt gå helt i baglås over at jeg en dag kommer til at skulle savne Fiona, min kassedame, og alle de andre.
Firkløveret taler for sig selv:
Ældstedatter
Jeg savner ikke Danmark – slet ikke. Men jeg kan ikke lide den franske skole, selv om det er den eneste der kan gøre mig til en brilliant elev.
Fordi de tester os i hoved og røv. Og så får vi lektier for i ferien. Det er meget hårdt og det får mig til at stresse som en gal.
At komme tilbage til Frankrig, var lidt at komme “hjem” igen. Det var der jeg kom fra og nu er kommet tilbage til igen.. F.eks. tænker jeg tit på hvor dårligt jeg havde det i den danske skole. Og det eneste jeg ville var at komme tilbage til de få gode venner jeg havde i Frankrig.
Da vi så kom til Frankrig, var det følelsen at komme hjem.. – bare ikke i den rigtige by og med et noget rustent fransk og en seriøs mangel på kultur og almen viden, fordi vi ikke lærte den slags i den danske skole.
Nu har jeg venner her – og vil helst ikke flytte tilbage.
Ældstesøn
Jeg savner Danmark og jeg kan li’ den franske skole!
Jeg savner vennerne, fortiden, det som var mig før. Jeg savner at have mere fritid. Men nu har jeg vænnet mig til at være i Frankrig.
Man skal bare vænne sig til tanken, så går det hele meget nemmere. Man savner jo det gamle, men det vil jo altid blive i ens hjerte og verden er til for at få nye bekendtskaber og udforske livet nye steder!
Skolen er anderledes men man lærer en hel del, man får baserne – til senere i livet, det gør man ikke så meget i Danmark
Prinsesse Lyserød
Jeg savner Danmark ja. Jeg savner mine venner – og jeg vil gerne tilbage til Danmark. Jeg savner især maden. Normal flødeskum, Malaco Brio karameller, remoulade, honning, kanelsnegle, fastelavnsboller, kødboller, det danske flag, selvom vi har taget en hel masse med herned, så kan man ikke se flag i folks haver eller på busserne.
Skolen i Frankrig er dejlig og sjov. Skolen i Frankrig er anderledes end det jeg er vant til – og lidt kedelig i pauserne. Det er helt vildt nyt at vi spiser i kantinen i stedet for at have madpakke med. Det er skønt at spise i kantinen. Vi får forret og hovedret, 1 dessert, 1 frugt og brød. Det er ligesom en restaurant. Det er også anderledes at have fri kl. 16.35 hver dag. Men selvfølgelig også skønt at have fri hele onsdagen. Lærerne er sjove og strenge. Der er flere lektier i Frankrig, men på en anden måde. Man lærer meget mere i Frankrig.
Yngstedreng
Jeg længes efter Danmark – men jeg kan godt lide det her sted – her er meget ferie. Jeg er glad for at vi er taget til Frankrig – jeg kan godt lide landet.
Kan også godt lide sproget og de franske ting. Jeg savner vennerne i Danmark, men jeg har fået nye venner her. Jeg savner også vores hus i Danmark. Men jeg kan bedre lide min seng her i Frankrig.
Den franske skole har sådan nogle lange dage – men jeg lærer jo noget og det er rart, fordi så kan jeg finde ud af noget når man bliver spurgt. Det er ikke rart at være dum. Og jeg kan læse nu.
Kongelig konklusion:
Nej, det var ikke nemt at flytte – det var super hårdt at skifte skole til et fremmed land. Men der gik mellem 2 uger til 4 måneder for at de hver især faldt på plads.
Den franske skole er virkelig hård – nok fordi vi har valgt privatskoler. Privatskoler er mindre og der var måske mulighed for mere forståelse for mine to-sprogede, bi-kulturelle børn. Da skoler bliver evaluerede på hvor stor succesrate de har og ikke om børnene kan lide at gå der, skal man af den årsag jo arbejde hårdere på privatskoler!
Men skolen er super god. Efter franske standarder. Og der er en god kommunikation – dette kan også have noget at gøre med at jeg nu er præsident for skolekredsen!
At den ligger 900 meter fra Eventyrhuset er også en fordel! Men hvor længe vi bliver ved jeg ikke, nu tager vi et år mere, så må vi om vi er mere kloge på det næste sommer.
Der er ingen af os der decideret savner Danmark mere på den tårevædede hvemve måde. Adspurgt vil alle gerne tage et år eller to mere i Normandiet. First Man savner dog meget at have sit eget hus.
Og det var så slut på indlæg nr. hundrede. To be continued…
Kong Mor - med vilje 