Kommunal bøvs.

Dette indlæg lagde egentligt ud med at skulle være en gigantisk bøvs.

En kommunal bøvs.

En folkeskolebøvs.

Og jeg måtte vente med at skrive indlægget til jeg var kølet så meget af at jeg ville være i stand til at bruge et pænere sprog end det jeg oprindeligt lagde ud med.

Nu er gassen gået lidt af bøvsen og det er blevet til en undrende bøvs mere end en sur bøvs. Men en bøvs er det.

Altså.

Zorronaldo skulle tilbage i folkeskolen; udfaldet af hans engelske oplevelse var nemlig af sådan karakter at vi slet ikke gider tale om det. Undskyldningerne er mange og lange og vist nok alle lige dårlige, i hvert fald var han ikke i stand til ret meget andet end at sige farvel og tak.

Hvilket han gjorde.

Uden at have en anden løsning ved hånden. En mindre detalje, som dog bekymrede ham ligesom meget som den bekymrede hans forældre.

De kvalificerede læreanstalter der var en mulighed kunne naturligvis ikke svare os i sommerferien, og selvom man godt kan skubbe den slags bekymringer foran sig mens man er på en dejlig ferie, så truer hverdagen og virkeligheden alligevel lidt i horisonten.

Da vi havde nulstillet kilometertælleren på bilen, startede vi ligeledes på en frisk hvad skolegang angik. Heldigvis findes der kommunalt finansierede vagttelefoner til frustrerede mødre og do drenge.

Og disse er sommetider bemandet med rare, effektive folk man er så heldig at kende. Og Hanne tog affære. Når nu vi kendte hinanden, kunne vi jo ligeså godt tage hjem til hende i stedet for at suse til storbyen. Hvilket vi gjorde.

Og hjemme hos Hanne, over en marmelademad, fik Zorronaldo hjælp og vejledning, mens hans mor forsøgte at tie stille. Det holdt hårdt, men denne gang skulle det være hans egen beslutning og ikke noget tåbelige regler presset ned over hovedet på ham.

Og altså skulle han starte i 10. klasse for ellers kom han aldrig videre i systemet, i og med ingen dansk ungdomsuddannelse vil acceptere hans franske eksamensbevis for grundskolen. Og vi udfyldte og gjorde ved, og fik sendt ind som påkrævet.

Og hørte intet.

…

Og her begyndte visse mødre – især de kongelige – at blive en anelse vrisne.

…

Da alle andre mennesker var tilbage på deres pind, blev der stadig ikke svaret på de telefonnumre der blev henvist til på deres hjemmeside. Og nogle mødre begyndte nu direkte at hidse sig op over det offentlige skolesystem. Efter et decideret detektivarbejde på hjemmesiden, lykkedes det at finde et telefonnummer på en sekretær.

Som også endte med at tage sin telefon.

…

Jeg fik præsenteret min søns sag, og ville gerne vide om vi kunne få tilsendt noget materiale så knægten i det mindste som udgangspunkt kunne få at vide hvornår han skulle starte i skole.

Deres scanner virkede ikke, så dette kunne ikke lade sig gøre.

…

Dernæst ville hun gerne have alle oplysninger – de selvsamme som Zorronaldo havde brugt det meste af en formiddag på at udfylde og sende med post til rette vedkomne – en gang til. Da jeg påpegede at disse faktisk allerede var fremsendt, meddelte sekretæren at disse ikke befandt sig på skolen. Jeg bedyrede så at de helt afgjort var sendt.

Damen betvivlede dog ikke dette, men kunne så fortælle at de jo ikke modtog post når skolen var lukket – i sommerferien – men at brevet så nok befandt sig på posthuset. Jeg fik hvislet at hun jo alt andet lige var tilbage på arbejde NU.

…

Denne påstand blev mødt med en så tavs og kommunal ligegyldighed, at jeg ikke engang orkede spørge hende hvornår hun så havde tænkt sig at bevæge sig over på posthuset for at hente omtalte post.

Hvis jeg i den private sektor havde undladt at hente post som noget af det allerførste – de var to sekretærer på kontoret da jeg ringede – så var jeg blevet fyret på stedet, og jeg bandede længe og indædt over manglende plads til min søn på byens privatskoler.

Ikke desto mindre startede han i skole, og foreløbigt går det godt. Han synes det er vildt nemt, og han glæder sig over at kunne finde ud af det hele. Moderen er også glad, da udsigten til at sønnen kan få nogle succesoplevelser i stedet for at rende ind i nederlag efter nederlag, ganske givet vil have en positiv indflydelse på hans motivation!

Slangen i paradis er dog den kommunale ånd der hviler over såvel administrativt som pædagogisk personale.

Knægten kom hjem efter første dag og kunne undrende meddele sin – ligeledes måbende – mor, at en dansklærer havde sagt det var bedre at sige fra starten at man kun planlagde at aflevere halvdelen af alle sine stile, men at man så i det mindste afleverede dem.

…

Den lader jeg lige stå.

Jeg undlader også at kommentere på samfundslæreren der bad alle elever om at tage deres telefon op og sætte dem på “ikke lydløs” med den begrundelse at en lektion varede meget længe og det ville være svært at fastholde interessen non-stop og at det derfor var bedre at blive forstyrret i 2-3 minutter af en sms, svare på den og så efterfølgende være i stand til at samle sin fulde opmærksomhed mod undervisningen.

Gad vide om det også var gældende for læreren?

…

Jeg skal også nok lade være med at hidse mig op over matematiklæreren der ikke giver lektier for, da han er træt af at skælde ud på alle de som ikke gider lave deres lektier.

…

Men jeg tænker mit.

Jeg glæder mig trods alt over at 90 % af min søns skolegang hidtil har bestået af en dagligdag der inkluderede både krav og et minimum af konsekvens, i form af lektier og karakterer, og håber at dette fundament vil være nok til at han fortsætter ad den vej.

Tankevækkende

Jeg finder det tankevækkende, at man i Danmark snakker om at lave heldagsskole, eller hvad de nu kalder det – i hvert fald skole i længere tid – og lærere der skal være på skolen fra 8-16, og dermed uden tvivl ganske svære at komme i kontakt med derefter, når man nu blandt andet i Frankrig, i stedet forsøger at forkorte børnenes utroligt lange dage, med vores skole som forbillede: “se bare på skolerne i Danmark, de har glade elever!”

I Frankrig har nemlig man i mange år forsøgt at gøre skolen til et bedre sted at være. En skole der i høj grad er indrettet på voksne og ikke på børn. Det er hårdt at være barn i Frankrig. Det kan jeg da skrive under på.

Men den franske skole er indstillet på at man har lange dage. Den halvanden times lange middagspause med varm mad på den 4 retters menu, giver masser af brændstof til at fortsætte dagen lige til kl. 16.30. Det gør en våd rosinpakke, klidboller uden smør, sukker, mælk og andet hyggeligt, ikke.

Jeg finder det også tankevækkende at man forsøger at køre en skole som et firma. Som en business der skal være rentabel, ellers må vi optimere og rationalisere. Og fyre folk (elever) der ikke lever op til standarden.

Men det er børn, ikke maskiner. De skal blive til hele sunde mennesker og ikke små produkter af et skrabet system hvor kun de bedste (læs fra resourcestærke familier) kan overleve. Der skal være plads til alle, så alle kan få deres chance, deres mulighed. Det betyder at der skal være en bred vifte af tilbud alt efter hvad eleven har brug for.

Men så må man lade være med at spare specialklasserne væk, for ingen kan bilde mig ind at inklusion er sundt. Hverken for de børn der har behov for noget andet og mere, eller for de børn der klarer sig som de fleste.

For slet ikke at tale om lærerne.

Derfor koster skolen uforholdsmæssigt meget på papiret i forhold til hvad der umiddelbart kommer ud af det. Det er en langtidsinvestering og resultatet kan givetvis aflæses på de fornuftige dygtige mennesker der en dag skal overtage det hele når vi sidder på plejehjemmet og mimrer.

Men derimod kunne jeg godt tænke mig at forældre tog deres ansvar lidt mere alvorligt. Der er snart ingen grænser for hvad en lærer skal lære andre folks børn. En lærer er nu ikke bare det menneske der skal lære vores børn at læse. De skal også være psykologer, ergoterapeuter, diætister og meget mere. Og så skal det jo gerne krydres med guitarspil og noget andet spændende, så ungerne gider sidde stille.

Hvis nu vi turde opdrage vores børn selv, turde sige til og fra, turde kræve af vores børn at de skulle høre efter hvad lærerene siger, og respektere andre mennesker, så kunne det være det blev en anelse nemmere at være lærer og de faktisk dermed kunne få presset mere indhold i deres timer når tiden ikke skal bruges til at få Amalie til at spise sin madpakke og Johan til at tie stille på en mere permanent basis.

Men at få nogen til at lytte er nok noget af en opgave.

Og jeg er ikke sikker på at jeg gider have den. Opgaven altså.

Der er ingen krummer i min dreng!

Kan man, uden alt for mange mentale forstyrrelser, være glad for skolen når man er 11 år?

Det er forhåbentligt tilfældet for de fleste, men der er mange for hvem det ikke er en selvfølge. Mobning, uengagerede lærere, uro, mangel på lokaler og resourcer kan sende mange børn ud af kurs.

Nu har jeg været så fantastisk egoistisk og ubetænksom at flå mine børn op med rod tre gange. De har overlevet og indstillet sig på tre skift. Det har været hårdt. For alle fire. For mig, for os som famile.

Og beslutningen om at gøre det en gang til for 2 1/2 år siden var ikke nem; vi vidste jo godt at det ville blive svært at falde til, men også at skulle sige farvel til Normandiet igen.

Det ville ikke blive nemt at vende tilbage til Møllen på Øen, vi havde set det før og gruede for hvordan det skulle gå.

…

I går var vi til samtale på skolen. Det gængse. Skole-hjemsamtale/trepartssamtale, kært barn har mange navne.

Hvorom alting er, vi var der. Med Gårdmand Bjørn. Om hvordan det går og lektier, kammerater og alt det hejs.

Derfor skulle han – sammen med mig – udfylde nogle papirer og svare på en del spørgsmål for en uges tid siden.

Og efterhånden som vi kom længere ind i spørgsmålene, den eftermiddag i sidste uge, jo mere stod det lysende klart for mig at min lille bamsebjørn er blevet stor og at han bare er glad. Alle de svar han kom med var gennemsyrede af tilfredshed. Han kan godt lide at gå i skole, han kan godt lide sine lærere – okay så, lige med undtagelse af en som bare er vikar så det kan være det samme – han kan lide sine kammerater og “sin” Nicolai.

Det var simpelthen så skønt at sidde og opdage at han er bevidst om hvad han er god til, hvad han kan blive bedre til og at han er glad for at gå i skole. Han kan godt lide dansk fordi Lone er en god lærer. Han kan godt lide matematik fordi Jørn jo bare er Jørn og han kan godt lide engelsk fordi han synes sprog er spændende og han elsker at lære nye ord. Han synes ikke han har for mange lektier for og han holder skam mund når de ber’ ham om det.

Og.. “faktisk føles det som om klassen, og skolen også lidt, at det er en slags stor familie”.

Kan man andet end at frydes inderligt over en sådan holdning til sin skolegang fra en dreng på 11 år? Jørn fik i hvert fald stjerner i øjnene! Tror jeg nok, for jeg så lidt sløret lige akkurat på det tidspunkt..

…

Faktisk kan Krumme bare tage sin sang og gå hen og sætte sig i et hjørne. Han er ikke aktuel i møllen.

Der er nemlig slet ingen Krummer i min søn!

Fra Gårdmand Bjørn og Nicolais fælles fødselsdag i december!

Når man nu tager i betragtning hvor lidt jeg bryder mig om krummer, er det faktisk pænt heldigt!

Det der med at skifte mening

Denne gang er det dog ikke mig som er vendt på en tallerken, men derimod min søn. Min søde hormonforstyrrede teenagedreng Zorronaldo, pigernes ven!

Jeg må lige sige, at jeg kom meget i tvivl om det hed ”er” eller ”har” vendt … På den der tallerken.

Kloge sprogeåger må gerne komme på banen, for jeg er stadig ikke sikker, også selvom Anne og jeg blev enige om at ”er” lød bedst.

Det er nemlig sådan, at når vi flytter, flytter han ikke med ham sønnen. Nej han gør nemlig ej. Han bliver pænt og fortsætter på skolen, så han kan få den eksamen som er hans eneste adgangskort, til den skole jeg har meldt ham ind på.

Jeg vil i dette indlæg fuldstændigt – næsten i hvert fald – abstrahere fra at jeg har hidset mig voldsomt op, flere gange, over at han slet ikke har nogen andre muligheder i den lille bitte andedam Danmark end denne ene skole.

Med mindre jeg da sender ham tilbage i folkeskolen så han kan gå niende om igen, bare fordi den franske niendeklasse ikke er god nok til et dansk gymnasium. Eller også – og det er en ganske reel mulighed alt taget i betragtning – er rektor på den skole han burde gå på, bare ualmindelig dum og usamarbejdsvillig.

Men så er det jo godt, at der er én eneste anden mulighed.

Her skulle I gerne kunne se sarkasmen drive ned ad skærmen. Ikke at der er noget galt med skolen eller uddannelsen, snarere tværtimod, men måske ville han godt have haft et valg.

Nuvel – det har han så ikke – men det betyder så, at han ikke har noget alternativ, han skal bare have den der franske niendeklasses eksamen.

Så idéen med at tage til Danmark i 10-14 dage, flytte ind på sit værelse og fjumre lidt rundt med vennerne, og derpå returnere til Normandiet i tre uger og få overstået eksamen, den er ikke aktuel længere.

Næ, han må pænt blive her alle 5 uger, og læse op til sin eksamen.

Først skulle han indlogeres på skift, hos flere af mine veninder, som også har børn på skolen, men det afstedkom vilde protester, og han argumenterede så godt for sig, at jeg overgav mig og lader ham bo hos vennen Victor, i en uges tid.

Men nu i lørdags

…

Var vi jo på besøg hos de venner som han, stadigvæk skal indlogeres hos, nu blot i lidt kortere tid. Og her, stadig i lørdags, stiftede han nærmere bekendtskab med husets datter, en yndig og fiks lille fransk sag med meget store øjne.

Dette medførte følgende, lettere bekymrede forespørgsel, i går aftes: ”Moar?”

og så, efter en kort pause …

”Jeg skal ikke kun sove hos Victor, vel? Jeg skal da også være hos Laurence, som det var planlagt?”

Hvad kufferten gemte og et lille surt opstød.

Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.

Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.

Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!

Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

Lektier…

Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…

Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!

Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.

Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.

Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!

I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.

De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!

Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)

Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.

Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!

Har jeg sagt at jeg elsker besøg?

Madpakker

Af de positive ting jeg bare ikke skal i år, eller skulle sidste år, er blandt andet madpakker.

Jeg smører slet ikke madpakker mere – og det har jeg ikke gjort i 16 måneder!!

Okay, jeg har heller ikke smurt dem alle sammen selv i de senere år – firkløveret hjælper skam til – men jeg skal alligevel være der og tage stilling til en hel masse, som angår blandt andet pålæg, for slet ikke at tale om indkøb, og til sidst udførelsen af 4 daglige madpakker.

Så man kan sige, at jeg er sluppet for planlægning og udførelse af omkring 1160 madpakker. Sådan nogle oplysninger kan næsten få mig til nedlægge veto mod at flytte og forlange at blive, i dette madpakkefrie land.

De eneste tidspunkter jeg skal lave madpakker på, er når de skal på tur, iklædt feststemning og hygge. Så gider man til gengæld godt gøre noget ekstra ud af madpakken.

Men de der flade leverpostejmadder der bliver lunkne og grålige inden de er nået så langt som til spisefrikvarteret, det er ulækkert.

Det vil sige, at for at minimere madspild og undgå at madpakkens indhold lander i skraldespande rundt om på skolen eller i omkringliggende landsbyer, må man gerne være lidt innovativ og nytænkende.

Det er denne nytænken som er udmattende..

Naturligvis kunne jeg jo bare gøre som Amalies mor og fylde madkassen med krydderboller påført nutella, hver evige eneste dag. Det er bare sådan at firkløveret, selvom nogle af dem godt kan lide nutella, gerne vil have ordentlig mad som holder dem mætte lidt længere end 11 minutter og ikke giver dem sukkerchok som forhindrer dem i at tænke klart i timen.

Og ordentlig mad indebærer ofte noget hjemmebagt, og aftensmadrester.

Hvilket igen betyder at man skal have lavet nok frikadeller og må tilbringe aftenen som politibetjent, så ikke der går store mus i køleskabet, for uforvarende at fortære morgendagens madpakkeindhold.

Nej, madpakker er udmattende.

Og jeg vil inderligt savne den franske skolekantine med fire retter (forret, hovedret, ost + dessert) til den formidable pris af 35 kr, når jeg igen står med mine fire daglige madpakker.

I år skal jeg ikke sidde på en for lille stol

Altså.. når man har været så tosset at tillægge sig fire børn indenfor et tidsrum af seks år, så skal man til en hulens masse skolesocialt i Danmark.

Man skal til forældremøder..

Forældremøder foregår på den måde at forældrene til 80 % af de børn som går i klassen dukker op på et givent tidspunkt. Man bedes venligst bemærke at de forældre som allerhelst burde være tilstede – ikke er det. Men det er ikke noget nyt.. Man savner dem sjældent.

Så er der de forældre som fejlagtigt tror, at et fælles forældremøde skal bruges til at diskutere hvorfor lille Johannes ikke spiser sin madpakke, samt at Amalie ikke er så glad for at plusse.

Den slags forældre lærer nok aldrig at fatte, at vi andre er fuldstændigt flintrende ligeglade med hvad Johannes putter ind i sin lille mund, og hvad Amalie kan lide at foretage sig, samt at den slags diskussioner med fordel kunne henlægges til en privat samtale.

Det sker også ofte at folk vil drøfte indholdet af de andre børns madpakker. Det er sjovt nok de selv samme som IKKE vil have madordning. Mine børn har ikke taget skade af at komme hjem og meddele at Camilla får sygevat-krydderboller med nutella, med i madpakken hver dag, samt at Rasmus ikke gider at spise sine økologiske-klid-spelt boller med tofupostej.

Og jeg vil, til den sidste madpakke er smurt, fastholde min ret til at fodre mine børn af med begge yderligheder – såfremt det passer mig.

Nå, men man skal også finde noget positivt ved forældremøder. På firkløverets skole skal vi synge – og det er sjovt. Især hvis det er den lærer som sætter os i gang med noget flerstemmigt. Okay indrømmet – ikke alle synger lige godt, men det er saftsuseme hyggeligt!

Man skal også til skole-hjem samtaler eller tre-partssamtaler eller hvad skolen nu vælger at kalde dem..

Det er også noget for sig. Man tager derover for at få et indblik i hvordan det går med ens barn. Nu har jeg aldrig hørt andet, end at det går strålende. Og det kunne jeg selv konstatere, ikke altid var tilfældet. Men det gik alligevel lige strålende hver gang.

I skrivende stund er Zorronaldo og jeg netop kommet hjem fra en times ”mød-dit-barns-lærer” i det som svarer til 9. klasse: Man skriver på en lille seddel hvilke lærere man gerne vil møde, og så får man en fast tid med klasselæreren og resten må man stå i kø for at se.

Man får mange gode informationer på denne måde. Og løsninger til eventuelle problemer.

Som for eks. at Zorronaldo laver ballade i engelsk selvom han er dygtig. Vi fandt ud af at det er fordi han keder sig, så nu får han flere udfordringer og mere frihed.

I fransk havde læreren fundet ud af hvor vi skal sætte ind for at sikre at han får sin afgangseksamen, og klasselæreren ville høre hvilke planer den unge mand har for næste år.

Denne metode er en anelse mere brugbar, end ”det går rigtigt godt, han er en sød dreng og en god kammerat” For det ved jeg jo godt selv. Men der er jo ikke andet for end at jeg må skynde mig hjem og lære dem hvordan det OGSÅ kunne gøres.

Sidst men ikke mindst, så skal man til juleklippe-klistre..

DET er heller ikke så grinagtigt som man gerne vil gøre det til.

Man skal deltage aktivt og enten stå bøjet over et vaffeljern i tre stive klokketimer, eller klippe julepynt med en arm, mens man prøver at undgå at lillesøster æder en limstift, samtidig med at man trøster et frustreret barn som bare aldrig lærer at flette et julehjerte, og man fristes til at synes at det ved gud også kan være lige meget, siddende hjælpeløs på en alt for lille stol som man ikke kan rejse sig fra, når det endelig er tid til at man sammen med to andre, skal feje papirfnuller op efter 17 forældre og 35 børn som på mystisk vis har været kloge nok til at fordufte, før det var for sent. (jeg trækker lige vejret)

…

Alt dette gange fire.

Det har jeg svært ved at se det sjove i, hver evig eneste år..