Køge vs. Æblebakken

Der var lige en frue som sagde at hun set fra et rent egoistisk synspunkt hellere ville have mig til at sidde på Æblebakken end i Køge eller Ikast – fordi synet på det danske blev sat i perspektiv.

Se DET har jeg tænkt meget over. Nu har jeg aldrig sat mine ben i Køge, i hvert fald ikke så vidt jeg er orienteret, og ikke et ondt ord om Ikast, men jeg er sikker på at jeg også kan skrive meget gode blogindlæg fra møllen på øen!

Jeg startede ellers med optimistisk at forelægge denne erklæring, for resten af familien: ”at jeg blev nødt til at blive i Frankrig for at kunne blive ved med at skrive min blog”, men det var kun Prinsessen som syntes at argumentet holdt.

Desværre – men hvo intet vover..

Nå, tilbage til det egentlige. Jeg kan altså sagtens skrive om de tåbelige ting danskere gør, selvom jeg bor i Danmark. Det er da en smal sag.

Danskere er nemlig meget nemme at skrive ting om.

For eks. er folk der har boet mange år, subsidiært kun i Danmark, er meget, meget ens. Men det er sådan at man ikke rigtigt har noget valg selvom man havde lyst til noget andet end det gængse.

Det kunne vi konstatere da vi kom til øen i 2003.

Vi havde fået et nyt hus – og der skulle nye lamper til. Men udvalget var altså til at overse. I samtlige butikker der havde lamper i deres sortiment, var valget mellem herstal og herstal. Og så nogen grimme halogenklemmer der sad på stålwirer. Og kom ikke og sig at det ikke passer. De var overalt. Simpelthen. På restauranter, i frisørsaloner og endda hjemme hos folk, som ellers så ud til at have udmærket smag i øvrigt.

Naturligvis kunne jeg sagtens få en Le Klint eller en PH Lampe hvis nu jeg havde haft en masse penge jeg ikke skulle bruge til noget. Men for almindelige dødelige var der intet andet.

Vi fik ikke nye lamper.

Det er det samme med tøj. Hvad enten butikken hedder FnullerFnaller eller DillerDaller så er varesortimentet fuldstændigt identisk og alle går ens klædt – og i 2003 hang underkjolerne uden på cowboybukserne.

Eller den der mode med uglet baghår. Ja – jeg vil vædde med at I griner, for I ved det jo godt..

Og den slags mystiske ting kan jeg vist godt skrive om, selvom jeg fraflytter Æblebakken.

Skønt, jeg kan jo godt forudse visse problemer med at skrive vrisne indlæg om Gårdmand Bjørns lærer, når jeg bor i nabobyen.

Det er unægteligt lidt nemmere at skrive at vores ukrainske nabo er skingrende sindssyg, når jeg ved at han aldrig får kendskab til min blog. Og han kan i øvrigt slet ikke dansk.

Men den tid, den sorg. Flytte skal vi, men der er heldigvis længe til.

Hvordan man skal være..

Nu stavning, ikk’? Det er ikke altid så nemt som det lige umiddelbart lyder.

Og jeg bliver jævnligt meget forbløffet over mine børns noget alternative måde at stave dansk på. Især de 75 % af dem – som rent faktisk læser hele tiden, det være sig på dansk, fransk eller engelsk!

For hvis jeg spørger Divaen hvordan hun staver til flæskesteg, og hun så siger: F L Æ S K E S T E G.. og jeg så spørger hvorfor i alverden hun IKKE skrev lige netop den bogstavsammensætning, men ”stej” i stedet for ”steg”.. kan hun ikke svare på det. Mærkeligt.

Jeg mindes også da Prinsesse Lyserød gik i første klasse, og de skulle fortælle om en oplevelse de havde haft – og hun skrev: ”Daen æfter va vi iæme” Den sætning stod jeg meget længe og kiggede på – indtil det faldt mig ind, at læse det højt.. Og så gav det besynderligt nok mening.. For mig altså – så sig endelig til, hvis det stadig er volapyk for jer, så skal jeg gerne oversætte!

Siden dengang, har jeg læst deres skriftlige mesterværker højt for mig selv, når jeg har været i tvivl.

Jeg vogter lidt over deres stavning. Det går nemlig ikke altid lige godt. Det er, til deres forsvar, ikke nemt at skulle beherske så mange sprog både mundtligt og skriftligt, men det er samtidigt så vigtigt at kunne stave, så det skal jo læres.

Så længe leve både skype og facebook!

Det giver dem mulighed for at skrive til Mormødre og Gudfædre når de har lyst (og tid) og det er supergod træning! Og ja, jeg ved godt de ikke må have facebook før de er 13 – men det er mig som har deres password..

Ved godnat seancen i går, kom jeg ind til Gårdmand Bjørn. Han sad og skrev i en lille notesbog han har. Han viste mig beredvilligt siden da jeg spurgte hvad han skrev.

En liste.

Der stod: Poesie, Sport, Engle, ES.

Jeg læste ordene højt. Og han så pludselig noget spekulativ ud. Jeg holdt derfor op med at læse, og spurgte om det ikke var det, der skulle stå.

Han sukkede og grinte lidt: ”Der skal bare ikke stå engle, det andet er rigtigt nok.” Han stirrede ned på de genstridige bogstaver. Han lignede en som ikke kunne forstå hvordan det ord lige var kommet der, når det nu var noget helt andet han oprindeligt havde skrevet.

”Så skal det måske være et ”A”?” sagde han, lidt usikkert.

”Det kan godt være” svarede jeg ”men det kommer jo an på hvad det var, du ville skrive”

”Anglais” [anglæ] kom det så. Han var stille lidt. ”Så er det jo nærmest skrevet ½dansk og ½ fransk” konstaterede han glad.

”Hvad er ES så?” spurgte jeg.

”Nåmn, det er education civique. Det er sådan noget hvor man lærer hvad man skal være. Det er ret spændende, hvis nu man ikke ved om man er et barn, så kan man lære det. Og hvis man vil være kriminel så får man også at vide hvornår man er det og hvad der er forbudt”

Jeg smilede og kunne fortælle ham at det hed ”samfundsfag” på dansk, men om man lige havde det i fjerde klasse i Danmark, tvivlede jeg på.

…

Der blev stille.. Og jeg ventede.

Så kom det, undrende: ”Ved man så slet ikke hvordan man skal være barn i Danmark?”

Dansk jule (gede) marked

Er rimeligt mat i betrækket. Har netop overlevet endnu en af den slags weekends hvor man har brug for et par dage, for at komme sig ovenpå strabadserne.

Lørdag morgen stod vi op, før normal weekend stå-op-tid, vi skulle nemlig med toget til Paris. Vi – det var Gårdmand Bjørn, Prinsessen, Divaen og Vi selv – kongen.

Tænker altså nogle gange på hvis fremmede ved en fejltagelse kigger ind på min blog og ser de navne – de må jo tro jeg er retarderet.. Eller fortæller om tegneseriefigurer..

Nå, men altså, vi skulle med toget.

Og så med metroen. Det plejer gerne at være dagens højdepunkt ved den slags udflugter – for slet ikke at tale om alle de rulletrapper der er, Firkløveret synes i hvert fald det er vældigt mondænt at tage metroen. Jeg synes der er varmt og beskidt, og bliver samtidigt lettere paranoid af at holde styr på alle mine unger.. men lad det nu være..

Alle var udstyret med en rygsæk og jeg luftede endda min pensionistjaguar i dagens anledning. Min fine rullevogn – for ellers var vi nok aldrig kommet hjem igen.

Grunden til alt dette postyr, var at finde i Den Danske Kirkes julebasar 2011.

Det er simpelthen årets højdepunkt som dansker i Paris – at komme derind og få købt ind i mængder der kunne minde om hamstring til en større generalstrejke – subsidiært hungersnød.

Til fuldstændigt ublu ågerpriser. Men hvad pokker – det går til kirken fortæller jeg mig selv.

Det er endnu aldrig nogensinde lykkedes mig, at finde en siddeplads mens jeg, i selskab med min familie, fortærer min julehotdog, tre købeæbleskiver og et glas forkølet gløgg – hvis bedste egenskab er at den er varm. Okay – ungerne skal altid have dansk Faxe Kondi!!

I år var ingen undtagelse – vi stod ved kanten af en bod og indtog dette udsøgte måltid, alt i mens vi spejdede rundt for at se om vi kendte nogen – eller det vil sige, det var nok mest mig der spejdede rundt.

Når man så har fortæret sin julehotdog, med den røde pølse – noget jeg aldrig ville sætte tænderne i hvis jeg var ved mine fulde fem – men stemningen ved årets julebasar er så forførende og julet, at al fornuft forsvinder – og det er skønt. Altså – når man har slikket de sidste krummer op fra servietten, er det tid at stå i kø til årets indkøb. Ihukommende stemningen og alt det der, sætter ens hjerne permanent ud.

Man betaler nemlig glad og gerne 60 Kr. for et glas syltede rødbeder, og det – uden så meget som at blinke.

Der kan købes alt hvad hjertet begærer til afholdelse af en dansk jul, samt indtil flere andre vigtige begivenheder. Alting er syltet ind i Dannebrog, hjerter og røde sløjfer.

Det eneste de ikke havde, var til min store fortrydelse, glanspapir. Men ellers kom jeg, nogenlunde helskindet og en hel del fattigere derfra, med:

3 frosne flæskestege, 2 dåser kødboller, 2 store glas sild, 1 stort glas rødbeder, 1 lille glas rødkål, 2 poser pebernødder, skildpadder, skolekridt, lakrids i lange baner, 3 pakker kransekage, stjernestrimler, udstansede hjerter, en engel, en hoppebold, et stykke rullepølse, 1 pose makroner, to DVD’er, en noget træt adventskrans, med bånd og lys til selvmontering, en julekalender, et stykke julepynt, samt en meget fin julestjerne, jeg var så heldig at vinde i tombolaen!

Og så fire pakker spunk som blev fortæret med det samme!

Så der var absolut brug for min rullevogn og alle rygsække! Vi lignede bedre posedamer M/K da vi med hotdogfulde maver, og en ret stor julestjerne i favnen, besteg metroen igen! Men det hele er fuldstændigt nødvendigt for at overleve en jul i Frankrig!

Og min rullevogn holdt mirakuløst. Jeg er vis på at der var ureglementeret overvægt på de hjul!

Men det allerbedste, var afgjort at gense Marianne, og Ulla som en ekstra præmie. Vi er jo ikke blevet en dag ældre – hvorimod vores børn er vokset helt abnormt. Mystisk!

Selvom det hele kan fås i Danmark og at jul i det hele taget er lidt nemmere at organisere, så er den årlige julebasar i Paris noget jeg virkeligt har savnet, de år vi har boet i Danmark.

Der er en helt særlig stemning hos danskere der er ude i den store verden. Et specielt fællesskab som jeg – hvis jeg skal være ærlig – har savnet i de år hjemme på øen.

Det er lidt som at være teenager, man er ”både og” og ”hverken enten eller” – og svært at forklare hvordan det kan være hyggeligt at være mast sammen med flere hundrede andre mennesker på et forholdsvis begrænset areal, lidt i stil med en påskelørdag i Bilka, hvad larm og mylder angår.

Men det er det.

– Hyggeligt altså!

Når vi savner #1

Savn kommer oftest i glimt.

Savn er vist i familie med lykke.

Nogle aftner trækker aftensmaden ud – det er ikke så tit, for nogen vil gerne se The Simpsons – og jeg er som sagt helst fri. Andre vil på facebook eller ose rundt på internet tøjbutikker. Og nogen skal skrive blogindlæg, og så er der dem som laver maveøvelser..

Men engang imellem, bliver man grebet af et emne og vi kan sidde og snakke længe alle 6. Noget af det som sommetider er oppe og vende, er hvad vi savner ved Danmark!

Tit har jeg bidt mærke i at det er de tilbagevendende begivenheder, faktisk også nogle begivenheder som jeg måtte insistere på at vi deltog i, dog ikke uden en vis mængde brok fra enkelte..

Morsomt er det så, at konstatere netop disse begivenheder som frembragte gnavne miner, slæbende fødder og højlydte suk, er noget alle savner. Okay indrømmet – nogle savner mere end andre. Nu skal jeg ikke glorificere mit afkom mere end højst nødvendigt.

Selvom Zorronaldo ikke ligefrem går rundt til daglig og savner den del af lokalsamfundet som involverer mennesker der er ældre end 21 år, så savner vi for eks. alle vores lille ”Open by night”.

Nu må man ikke fejlagtigt tro, at der er tale om et større arrangement, men have in mente at vores by tæller 535 sjæle. Altså er vores ”by night” også i tilsvarende størrelse. Efter devisen, småt men godt!

Hvis I vidste hvor hyggeligt det er at spise popcorn og høre levende jazz hos Ruth, at spise vafler som Lise ovre i banken laver, drikke Anne-Mette og Jespers hjemmelavede æblemost, så ville I også savne det!

Den aften der altså er by night.

 

Kære lille bilafgift..

Nu hvor vi savner det hele lidt, og vi såmænd sagtens kunne have brugt et par uger mere på øen, så er det bare med at finde det der er fedt ved ikke at bo i Danmark – det er for eks. bilerne.

Ej – dette her er virkeligt noget der kan hidse mig helt afsindigt op – så nu er I advarede.

Som når man flytter tilbage efter mange år i udlandet – og man tager sit store lækre køleskab med hjem – den slags kan slet ikke fås i Danmark – og man tager sin bil med hjem. Man har 4 børn og man har derfor brug for en stor bil, eftersom man beslutter sig for at bo på en ø, for at befolke udkants Danmark.

Man skal ikke betale afgift af sit fede køleskab, som er nyere end bilen OG som man sælger for det dobbelte af hvad man selv gav, fordi der allerede er køleskab i det hus man køber.

Men altså, den bil man absolut ikke vil sælge – fordi den offentlige transport er helt i hegnet når man bevæger sig mere end 20 km. fra Storkøbenhavn – den bliver man så nødt til at sælge.. i Frankrig, og tage et banklån der er næsten ligeså stort som huslånet, for at kunne få en 10-15 år gammel bil uden aircondition, men stor nok til at transportere de 4 børn.

Arrrgh, men altså – bare fordi man ikke leaser i Tyskland..

Den første bil vi havde i Danmark, var en Fiat Punto ovre hos Jan.. Det var det, vi lige akkurat havde råd til.. Hvilket jo betød at First Man måtte løbe ved siden af, eller tage den på stop, hvis vi skulle langt.

Jeg kunne så mase 4 børn på 8, 6, 4 og 1½år ind i min lyseblå Punto, og gøre landevejene usikre. Det kostede engang 1000kr. Dog ikke noget klip – men jeg er til dato stadig meget imponeret over, at jeg overhovedet kunne køre så stærkt, i min lillebitte lyseblå dyt, at det kunne udløse en 1000 kroners bøde – så selvom jeg absolut ikke vil opfordre til fartbølleri, så var jeg faktisk ret stolt af min bøde.

Der stod jo pludselig en mand – sådan midt på landevejen. Og jeg nåede kun med nød og næppe at bremse, mens jeg tænkte hvad er det for en idiot som står midt på vejen – det er da farligt, da Zorronaldo – som var lille – råbte: ”MOAR pas på – han har en pistol”.. Hvortil jeg kunne berolige ham med at det nok ikke var en røver – snarere rigtigt meget tværtimod. Og så kom jeg altså til at grine.. Politibetjenten grinte knap så meget – han kunne faktisk slet ikke se det morsomme i noget som helst, og han sagde ikke engang farvel da han tværede girokortet ud i ansigtet på mig. Han nøjedes bare med at sige: ”Kør ordentligt” i en meget vrissen tone.

Da vi så fik det der banklån og endelig kunne investere i et skrummel af en 7 personers bil, uden aircondition, så fik vi også en blikdåse til First Man, der ikke havde så langt på arbejde, som jeg.

Den var så lidt ustabil, denne blikdåse fra 1983.. Den havde noget med benzinpumpen – det har gamle golfer gerne. Det siger Jan i hvert fald – den klogeste og sejeste mekaniker i Danmark! Bare spørg Gårdmand Bjørn!

Nå, men når denne her golf så gik i stå – det gjorde den jo gerne sådan 10 minutter i lukketid, eller 5 minutter i for sent i skole – så var der ikke andet for end at skubbe.

Raseri giver vinger – eller styrke, eller noget sker der i hvert fald, for First Man ofte kunne ses, løbende på øens landeveje, med en golf på ryggen og to børn på bagsædet, hvinende af fryd over deres seje far. Han fik også noget af et rygte i landsbyerne!!

Denne transportform havde flere fordele, nemlig at børnene ikke kom for sent, samt at han fik nogenlunde afløb for de fleste af sine aggressioner inden han fik båret bilen ned til Jans værksted – hvor han så kunne sparke på et par dæk i frustration, mens han ventede på at blikdåsen blev klar igen.

Nu var det heller ikke fordi det store skrummel var så stabilt. Eller måske var det alt det elektriske vi mosede ind i den.

Det er meget muligt at en generator – selvom den er helt ny – ikke kunne trække de 2 DVD’er og 4 skærme som var et absolut must for at kunne køre længere end til Djævleøen, med børn. Men det siger vi ikke til nogen. Og da slet ikke til dem, som gav os en ny generator på garantien..

Hvorom alting er, fik jeg lært at generator hedder lichtmaschine på tysk og at den var ganske meget i udu. Og selvom vi lige akkurat nåede over grænsen kunne vi så holde skovtur ved Kliplev afkørsel 73. Og vente på søde Falck. Og First Man var olm som en tyr! Og hader meget inderligt den danske bilafgift!

Min bil hernede, har 7 pladser, automatgear, aircondition, indbygget tv, numsevarmer, dog ingen ratpels, men alskens andre behageligheder, endskønt den kun kostede det samme som lige godt 3 blikdåser hjemme i Danmark, og jeg vil meget nødig af med den.

Skulle jeg blot et kort øjeblik overveje at tage den med hjem, og få danske plader på, kommer jeg omgående på andre tanker efter at have set de ublu takster for den slags.

Afsindigt uretfærdigt.

Kunne vi ikke lave en revolution? Bare en lille én? Ellers er jeg ikke helt sikker på jeg kommer hjem igen. For der er ingen chance for at jeg nogensinde kan få mast firkløveret ind i en Fiat Punto igen.

Noget om et væsen..

Lene spurgte mig engang om jeg ville fortælle hvorfor, jeg generelt ikke er så imponeret over det danske sundhedsvæsen. Og nu skal I lige tage en hurtig beslutning – enten skal I klikke bort hurtigst muligt – eller forberede jer på klynk, brok og gråd med snot i.

Sidste udkald – og…. GO:

Jeg snakker ikke om den udøvende del af sundhedsvæsnet – selvom enkelte af dem også vil få et par hak i tuden. Læger, sygeplejesker, personale – de gør alt hvad de kan – ingen tvivl om det overhovedet!

Det er jo det der væsen, jeg har et horn i siden på.

For mange år siden da Zorronaldo var mindre, havde han meget overbid og utroligt grimme tænder. Faktisk så de nærmest ud som om de var blevet smidt ind.

Han kom derfor til specialtandlæge og fik bøjle – sådan en tage af og på bøjle. Resten måtte vi så vente med at få rettet, indtil alle hans tænder var vokset ud.

Da første forløb var færdigt fik vi besked på at vente på skoletandplejen, som ville sende ham videre til andet forløb.

I mellemtiden skete der noget. Er dog ikke helt klar over hvad – men nogen – som enten ikke har tandproblemer inde på livet, eller som har penge nok til at betale selv, havde taget andre beslutninger.

For da Zorronaldo endelig havde været på besøg hos skoletandplejen, havde han bare en lille seddel med hjem hvor der stod: ”tænderne er fine – behøver ingen behandling.”

Jeg blev så afsindigt rasende og tænkte at det ikke var muligt at nogen overhovedet kunne have åbnet min søns mund og set på hans tænder. Det lykkedes mig dog at køle så meget ned, at jeg var i stand til at ringe op og bede om en ny tid.

Heldet tilsmilede dem – idet jeg skulle til møde på en anden ø, og dermed ikke selv var i stand til at komme. Jeg sendte derfor min mor, som er blidheden selv.

Svaret var.. ja, hold jer godt fast: Sundhedsstyrelsen havde i de 3 mellemliggende år ændret kravene for hvordan et barns tænder skal se ud før de kan blive rettet. Et barn skal bare kunne tygge sin mad – og det kan han – altså har han ikke ret til tandretning.

Alle de sager, hvor børnene ikke var midt i et forløb, blev taget op igen og de fleste af dem, blev forkastet. Ikke fordi deres tænder var blevet bedre, men fordi kravene for hvornår man har en god tandstilling var blevet ringere.

Skoletandlægen hviskede også til min mor, at hun sagtens kunne se at han havde mere brug for bøjle og tandretning end de fleste, men at han ”desværre” ikke havde krydsbid mere. – Takket være det første tandretningsforløb. Og selvom hun meget gerne ville hjælpe ham – og at hendes professionalisme sagde at hun burde – så måtte hun ikke for sundhedsstyrelsen.

De meddelte dog ikke noget om at hans mund er lidt for lille, så der ikke er plads til alle tænderne, de vil derfor efterhånden blive skubbet udad og når han er midt i 20erne vil han ikke være i stand til at tygge lige. Derudover vil det påvirke knoglestrukturen i hans ansigt hvorved hans hage efterhånden vil bøje endnu mere indad og derefter op så han får en ”fip”hage..

Denne besked fik jeg både af hans gamle specialtandlæge, samt den franske specialtandlæge, vi konsulterede hernede. I Danmark fik jeg den besked, at jeg såmænd godt kunne få det lavet selv – det ville bare koste 32.000 kr. Dem havde vi ikke.

I Frankrig blev bøjlen sat på, og forløbet er betalt af henholdsvis den franske sygesikring, samt den ekstra sygesikring som man har via sit arbejde – og er dermed ganske gratis for os.

I mine øjne er dette grotesk. Vi betaler skat i Danmark – mere end i Frankrig – og det er fint nok, fordi der så er velfærd til alle. Eller hvad? Hvordan kan man bare sætte kriterierne ned? Og hvem bestemmer det?

Naturligvis kunne vi bare betale selv – men jeg kender ikke ret mange som kan finde 32.000 bare sådan, uden at tage et lån.

Jeg er godt klar over at riget fattes penge og vi skal spare. Men for mig handler det også om prioriteter. Det handler ikke om at Fru Hovski von Snovski skal kunne få en gratis tandblegning, eller at jeg skal kunne få rettet en tand som sidder lidt skævt.

Det handler om at børn skal have tænder, så deres ansigt ikke ændrer form, og så de kan spise normalt som 25årige.

Så et stort rundt nul til det danske sundhedsvæsen, for denne her.

Og så kravler jeg ligeså stille ned af min kæphest igen.

No et moi

Som I ved er jeg altid på jagt efter nye bøger. Danske bøger, altså. Jeg vil have fyldt op her til sommer, så jeg har noget dansk at læse i til vinter. Og resten af året for nu at være helt præcis.

Derfor læser jeg boganmeldelser overalt jeg kan komme af sted med det. Og her ovre fandt jeg en vidunderlig beskrivelse af en bog for unge. Men så var den fransk. Det havde jeg ikke lige set komme. Men så tænkte jeg det nok skulle være muligt at få den hernede.

Som sagt så gjort og.. Nej jeg bliver lige nødt til at fortælle at mine børn har en forfærdelig ond mor. En mor, som før sommerferien spurgte lærerne hvordan jeg kunne hjælpe mine børn, så de kom bedst muligt ind i det nye skoleår efter sommer.

Og det skal lige tilføjes at det franske marked er oversvømmet af ferielektier. Hver fransk forældre med respekt for sig selv, tvinger deres arme børn til at lave ferielektier så de kan få endnu bedre karakterer næste år.. At det ikke virker, lader ikke til at påvirke dem i højere grad.

Hvor om alting er – det ville jeg helst ikke udsætte mine børn for. Jeg ved at 9 ugers sommerferie er lang tid og de når at kede sig ihjel 14 gange før d. 5. september hvor vi starter på ny. Lærerne var enige – ferielektier hjælper ikke – men at man skal læse, læse og atter læse.

Så – og fordi bøger i Frankrig er vildt billige – har jeg købt 3-4 nye bøger til dem hver – så de kunne læse noget som rent faktisk var spændende!

Og altså fik Divaen udleveret No et Moi. Om morgenen.. Og så, så jeg hende ikke mere den dag – og da hun aldrig har været den hurtigste læser – var min forundring meget stor, da hun kom om aftenen med blanke øjne og sagde: ”uuuuhhh MOR, hvor er det en fantastisk bog” – og så snakkede hun ellers løs.

Det var uden sammenligning den bedste bog hun nogensinde havde læst. Også i går og i dag har hun snakket om den – den har virkelig sat sig fast.

Måske siger den Divaen mere, end den vil sige danske unge? Jeg ved det ikke, men hun kan nøjagtigt relatere til både stederne i Paris og skolesystemet, og hele stemningen.

Men har I et ungt menneske i jeres omgangskreds – der kan lide at læse – som lige mangler at blive forkælet lidt, er ”No og Mig” af Delphine de Vigan, en bog jeg i allerhøjeste grad vil anbefale!

Hegnet og mig..

Hvorfor.. må man ikke synes at de unge i Danmark – jeg mener især dem i folkeskolen og gymnasiet – drikker alt, alt, for meget og at det ville være en idé at prøve at gøre noget ved det, uden at blive katalogiseret som indremissionsk afholdsprædikant?

Nu er det jo ikke sådan, at vi aldrig drikker – vi får ofte vin eller øl i weekenden, måske en cocktail før maden, og jeg er ude af stand til at drikke kaffe hvis der ikke er baileys i..

Firkløveret har fået en grænse for alkohol som hed 16år. Det er hvad loven siger i Danmark og den agter jeg at rette mig efter som et minimum. Meget tit får Divaen og Zorronaldo lov til at smage nogle af de forskellige Vol.% der kommer forbi.

Men det var meget, meget svært når man ustandseligt rendte ind i forældre!! – ja, ikke engang de unge selv – men forældre som syntes:

”Nåååhr, jamen de skal da have lov”.

”De gør det alligevel selvom de ikke må – så vil vi hellere give lov”

”Vi gjorde jo det samme”

Der var også mange flere som røg i 70’erne og 80’erne – det blev det vel ikke mere sundt af, så den der med at “det gjorde vi jo også” den kan de rulle sammen og stikke skåt op hvis det stod til mig.

Faktisk er det bevist, at de forældre som har et helt klart NEJ, til alkohol før deres børn er 16 år, får mindre fulde børn, end dem som siger ”årh, det går jo nok” hvis de alligevel drikker.

Jo senere man starter med alkohol – jo bedre er man til at administrere sine branderter i det hele taget. Alt dette, og meget andet, fik vi at vide i 7.klasse til et infomøde med SSP- konsulenter og politibetjente og det hele.

Men denne, for vores børn så nyttige information, var på besynderlig vis gået i glemmebogen i 9.kl. for Divaens klasses vedkomne i hvert fald.

Hvis man forestiller sig en 9kl. med kun 2 elever som er 16 år, hvis forældre er samlet til møde, så er det meget svært at få et ben til jorden med fælles fodslag i forhold til alkohol, når der startes med at grine højt og længe af en dreng, som til sidste klassefest blev så fuld at han kastede op ud af bilen flere gange – ned langs ydersiden – på de 3 km hjemturen varede.

Samtlige forældre, syntes dette var simpelthen det mest morsomme de længe havde hørt. Jeg syntes faktisk det var ret trist. Både at drengen blev så plakatfuld, men faktisk mest, at hans egen mor sad og grinte så højt af det.

Det er ydermere svært at komme med en idé om fælles alkoholforbud i klassen, når en eller andens far inviterer 14årige 8.klasser til nytårsfest og han skulle da nok sørge for breezer m.m..  FLOT!!

Divaen kom til et par fester.. Men holdt op, da hun blev overfuset og nedgjort, hver evige eneste gang hun sagde nej til at drikke og nej til at ryge. Hun har da smagt – også selvom hun ikke måtte – men hun turde faktisk komme direkte hjem og sige det, så vi kunne snakke om hvad vi lige gjorde ved det.

Hvorimod andre røg og drak sig i det der hegn, den ene fest efter den anden, uden at deres forældre havde den fjerneste idé om hvad de foretog sig.

En, lod sin datter drikke – for så røg hun nok ikke.. HA HA.. Det gjorde hun så alligevel.

Der findes ikke noget mere deprimerende, end at modtage en sms fra sit barn som siger: ”er du sød at hente mig nu, pigerne er blevet så fulde at de har taget al tøjet af og står i trusser+bh og danser foran drengene, og det er ikke så sjovt mere”..

Drikke mentaliteten i Danmark, er blevet sat ekstra meget i relief hernede. Her bliver ikke holdt fest hver weekend, og når de unge så endelig holder fest, er de ikke nødt til at drikke hjernen ud. De drikker, men på en helt anden måde.

Da jeg så læste dette indlæg, faldt det mig ind, at det ikke kun er de unge, som har et problem med om andre drikker eller ej. Det er da grotesk, at man ikke kan vælge at lade være med at drikke, uden at skulle få alle mulige bemærkninger og spydige stikpiller. Jo, hvis man er gravid, er det til nøds accepteret, men ellers.. Jeg fatter det ikke.

Det er naturligt at der, til en fest i Frankrig, er ca. 1/3 som ikke drikker alkohol. Og ingen siger noget til det. Hvor ville det være rart med den samme tolerance i Danmark.

Jeg må indrømme, at jeg rask væk hjernevasker mine børn, hver gang der sker ulykker på grund af druk – gentager jeg ufint at ”DET der, er på grund af druk”. Men måske er jeg også farvet af denne oplevelse:

Min barndomslegekammerat og jeg blev unge sammen – hun tog en tur i hegnet hver weekend – jeg kunne ikke lide det og drak mælk til jeg var 17.. Vi mistede kontakten da jeg drog udenlands, men da vi flyttede tilbage til øen, kom jeg forbi en butik, hendes far ejer – jeg fór glad ind, og spurgte om de kendte ejerens datter. Det gjorde de da.. De havde netop været til hendes begravelse. Død af druk, som 31årig..

Vi var som sagt til fødselsdag i weekenden – der var rig mulighed for at drikke mig i det der famøse hegn med champagne og skøn rødvin – men der blev ikke set skævt til mig, fordi jeg valgte at lade være. Jeg fik vel 2-3 genstande og havde det, trods dette hæmmende faktum, yderst morsomt og var, sammen med den ualmindeligt smukke og skønne fødselar, den sidste som forlod dansegulvet!

Og selvom jeg var træt, som et alderdomshjem i modvind, hele søndagen, var det uden den invaliderende hovedpine, der uvægerligt kommer i kølvandet på en tur i det der åndssvage hegn!

Det synes jeg faktisk er en pligt, at turde lære sine børn. At man sagtens kan drikke – måske bare ikke hver weekend, og måske ikke så meget at man mister fornemmelsen for tid og sted, og derpå skvatter ned af et tårn, og dør, på den splattede måde.

Posten kom!!

Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiihhhh!!

Der findes faktisk mennesker så dejlige, at man kunne råbe det udover det hele!

For så fik jeg nemlig lige en give-away, som jeg ikke engang havde meldt mig til, med lodder og sådan.

Men bare sådan lige fordi!

Lykken for en udenlandsdansker, er royalt sladder, alt for dåserne og femilet!

I nævnte rækkefølge. Og med indlevende og uundværlige artikler, om vred mælk og sure døtre – eller var det omvendt?

Ligemeget, det er dansk. Også selvom de er fra maj måned. De er blevet læst og genlæst af alle husstandens hunkønsmedlemmer. Selv drengene har lige været forbi og kigge – bare for at se nogle danske bogstaver!

Tak, tusind, tusind, tak, søde dejlige Lynne!!

Audiens med madpakke

NY DATO – LÆS IGEN!!

Ja, jeg kommer til Danmark, i egen høje person! Der er derfor lagt op til audiens!

For nu er jeg jo blevet nysgerrig. Nysgerrig efter at se nogle af alle de spændende mennesker som blogger – blogge jeg læser på hver dag, og bag de blogge er der mennesker som deler lidt af deres hverdag med mig!

Når man har læst om alle disse mennesker så længe, okay alt er relativt, men i hvert fald snart 4 måneder – det er jo længe – så får man lyst til at se ansigtet bag.

Da der jo er en del flere, med samme paranoia som jeg, er det langt fra alle som man har set billeder af. Det kan jo på sin vis også være bedøvende lige meget, for det kommer slet ikke an på det. Overhovedet. Men det ville være rart at sætte ansigt på de mennesker som man kommunikerer med om ikke hver, så da i hvert fald hver anden dag.

Jeg aner ikke hvordan det plejer at foregå, når bloggere mødes, men jeg foreslår i hvert fald følgende:

Søndag d. 31 juli eller Mandag d.01.august 2011 – vil jeg være at finde i Den fynske Landsby. http://museum.odense.dk/museer/den-fynske-landsby.aspx

Og jeg vil ligeledes være at finde søndag d.07.august 2011 på Frilandsmuseet. http://www.natmus.dk/sw4621.asp

Det er sådan, at der begge steder er noget at kigge på, så Firkløveret ikke falder om af kedsomhed, at man kan spise sin medbragte mad både inde og ude, i fald det skulle vise sig at være rigtig dansk grøn og våd vinter..

Hvis ovenstående har interesse, så send mig en mail på kongmor@live.dk med den dato der passer jer bedst. Hvis I kan flere datoer, så send 2 mails – det er noget hurtigere at se sig ud af at tælle mail overskrifter, end at skulle åbne mange forskellige mails! Så er det også nemmere at kontakte alle med tidspunkt og nøjagtigt sted!

Datoerne for begge steder bliver derefter udvalgt efter simpelt succes rate: Hvornår kan der komme flest!

Jeg beklager meget at Jylland fejt bliver forbigået, men i denne omgang inkluderer planerne ikke besøg på halvøen. Og da vi trods alt ikke bliver i flere måneder, er det om at planlægge i stor stil, hvis man gerne vil have noget ud af sit Danmarksbesøg.

Da Odense er ikke alt for langt væk fra Lillebælt, så håber jeg at der også er jyder, der vil overveje et Ø-besøg, alt efter hvor mørkt (læs: langt væk) I bor.

Og her går jeg jo som en selvfølge ud fra, at det er rigtigt mange af jer, som har lyst til at komme og spise en madpakke med Kongen, First Man og Firkløveret.

Men tænk lige engang hvor pinligt, hvis der nu slet ikke er nogen som gider se mig, fordi de går ud fra at jeg er vanvittig overfladisk og en storsnudet royal, for slet ikke at tale om hvor selvglad jeg er at jeg sådan går rundt og tror at andre mennesker gider spise deres madpakke med mig og de andre.

Men det er så en risiko, jeg er villig til at løbe.

Jeg HÅBER at se rigtigt mange af jer. Ellers spiser vi bare vores madpakker for os selv!

Dansk

Inspireret af dagen idag. Befrielsen.

Det er muligt at det er løgn, eller en sandhed med modifikationer, men jeg har altid hørt at min morfar var frihedskæmper, og han kæmpede for et frit Danmark. Det må blive et indlæg en anden dag, men jeg kom til at tænke på hvornår er man dansk? Hvad vil det sige at være dansk?

Jeg føler mig dansk. Har altid følt mig dansk. Men hvor dybt stikker det i grunden?

Jeg bliver så umådeligt stolt, hver gang lille Danmark er på banen – og jeg mener altså ikke kun dem man bruger til boldspil – men det hænger sammen med at jeg er blevet så frygteligt patriotisk siden jeg forlod Dannevang. Man smovser mere i sit fædrelands vemodige sange, når man ikke er tvangsindlagt til dem dagligt.

Men jeg oplevede mig selv, i de 7 år og 7 måneder vi lige har boet i Danmark, som værende ikke helt så dansk igen. Jeg kunne ikke drømme om… Eller det vil sige.. Før, drømte jeg ikke et sekund om at jeg en dag ville få lyst til fransk statsborgerskab. Det har jeg stadig ikke, lyst til altså, men jeg må indrømme, det er mig ikke så fjernt som før.

Meget er blevet ændret i Danmark i de sidste 10 år, og det er ikke til det bedre for familier som min. På mange punkter, ikke kun udlændinge politik, men også skolelukninger og dagplejefyringer har skæmmet, i hvert fald vores lille by, og siden vi rejste ud, tager jeg oftere og oftere, mig selv i at tænke – hvad vil det sige, at jeg er dansk?

Kan jeg overhovedet være dansk et andet sted end i Danmark, og der var jeg endda ikke ret god til det.

Så hvornår er man dansk?

Jeg synes det er rart at have en kongefamilie, der opfører sig menneskeligt. Jeg holder meget af at høre at danske skolebørn hører til de nogen af de mest tilfredse i verden. Jeg er dog lidt ked af at det virker som om der ikke stilles så mange krav til dem, og så får de en noget brat opvågnen en dag, som nogle klarer bedre end andre. Men bliver man dansk af det?

Jeg synes også det er rart, at korruption ikke er så udbredt som i mange andre lande. Jeg er stolt af at være del af et demokrati som gør at jeg kan få et personligt brev, fra den der skatteminister vi ikke kan lide, med løfte om en lovændring – fordi han og hans embedsmænd trådte i spinaten. Jeg fik min lovændring og er pavestolt af den! Gør det mig dansk?

Jeg elsker min højskolesangbog, og kan nikke genkendende til Johs.V.Jensens “Den Lange Rejse”, fordi hans beskrivelse af en natur, som vitterligt kun kan være dansk, får tårerne frem i mine øjne.

Jeg skråler, af fuld hals, med på Shubidua’s og Kim Larsens sange. Jeg bander hvert år over, at nu går jeg igen, for Gud ved hvilken gang, glip af bagerens fastelavnsboller, og får jævnligt tilsendt lakrids, blød nougat og remoulade af venlige mennesker fra den lokale Dagli’Brugs.
Jeg føler mig dansk. Vistnok.

MEN – nu efter mange år, ad flere omgange, i Frankrig, skråler jeg også gladelig med på J.J.Goldmans og Johnny Hallidays sange. Svælger i vidunderlig politisk ukorrekt Foie Gras. JA!! Og NEJ de lider ikke – jeg har selv set det.

Jeg blinker hemmelighedsfuldt til Eiffeltårnet, når det krydser min vej, får et stik i hjertet over Marie-Antoinettes tragiske endeligt – man er vel royalist!!

Problemet er at mange af de ting som  bliver betragtet som goder og fordele ved Danmark, er jeg ikke enig i. Hvor er friheden henne hvis man skal tvinges til at have fuldtids arbejde, hvis man egentligt hellere ville gå hjemme og nyde at passe ungerne mens de er små, uden at være tvunget til at spise havregryn 4 af ugens dage – suppe for resten.

Eller det der med læge/sygehus-systemet, som jeg virkeligt synes er helt i bund i Danmark, i forhold til Frankrig. Og skoler som ikke lytter.  Man skal råbe så ufatteligt højt i de danske læge/skole systemer for at blive hørt. Og bliver alligevel ikke altid taget alvorligt.

Remoulade, blød nougat og lakrids kan sendes, bøger kan læses overalt, der er også bøgetræer i Normandiet – så måske kan jeg bare bo hvor det passer mig? Og være kosmopolit i stedet for?

Spørgsmålene er mange og løsningen ikke umiddelbart lige for. Der er dømt tænkeboks.