Tag Archives: Dårlig mor

Hakket kød og dilemma

12 apr

Dilemmaet først. Det slog mig, da jeg var kommet hjem fra arbejde og sad og hørte på mine børns beretninger om dagen der var gået og andre før den, at jeg var midt i den moderne kvindes dilemma.

På den ene side er jeg himmelråbende lykkelig for mit job, det er udfordrende, der er masser at lave, det er spændende og jeg snakker med en masse mennesker på en del forskellige sprog i hele verden. Kina, Vietnam, Bali, Brasilien, Slovakiet, Frankrig, nå ja og så Danmark. Der går ikke en dag uden jeg på et eller andet tidspunkt tænker at jeg har de sødeste kolleger, og at jeg er heldig at have et spændende arbejde!

Nå..

Så var der den anden side…

Og jeg ved at nu sidder der indtil flere som vil gnide sig skadefro i hænderne fordi mine unger også – naturligvis – opfører sig som ganske almindelige uopdragne unger.

Men det er den side der gør at jeg næsten ikke orker at have et arbejde.

Den side dukker op, når jeg hører at der er nogen som glemmer at spise morgenmad, at madpakkerne generelt består af flade madder uden tyngde, hvis den overhovedet bliver lavet, og at frugt er ikke eksisterende i den forbindelse. Den anden side rører også på sig når jeg kan forstå at der bliver kigget morgen fjernsyn, og når jeg kan konstatere at kikseskuffen er tom, slikdåsen ligeså. Som om alt det jeg med møje og besvær har forsøgt at lære dem, går fløjten hvis jeg ikke er i umiddelbar nærhed for at håndhæve det.

Og så er det at jeg hellere vil være hjemme og passe på mine børn til de bliver så store og fornuftige at de ikke laver den slags stunts. For som jeg prøvede at forklare dem, jeg vil heller ikke have de har kasket på inden døre, at de spiser i stuen, eller med albuerne på bordet. Men det er ligesom ikke så slemt som at glemme morgenmad og madpakke, og så erstatte det med kiks.

Og det er i virkeligheden mit dilemma som hjemmegående mor og kvinde med et arbejde. Og bare man dog kunne begge dele.

Men jeg øver mig i at lade dem kunne selv. Især med madlavning. Lige pt. mest af nød da jeg stadig ikke står på mine to ben i ret lang tid ad gangen. Derfor, når jeg er hjemme, er jeg mest at finde på sofaen med benene oppe.

Ligeså i går. Hvor det var Gårdmand Bjørns tur til at lave mad. Menuen stod på lasagne, men jeg fik ham overtalt til pasta og kødsauce, da jeg ikke kunne overskue at guide ham igennem bechamelsauce, råbende fra sofaen.

Først blev han bedt om at få sin far til at give ham en pose hakket kød fra fryseren. Der var åbenbart noget som var mere interessant for det endte med at drengen selv skulle hente sit kød i fryseren.

Jeg fortalte hvordan han kunne tø det op i en gryde, og jeg kunne høre han gik igang.

Jeg kunne også sagtens høre da First Man gav sig til at råbe op ca. 10 minutter senere.

Med fortrydelse i stemmen.

Nysgerrigheden sejrede og jeg humpede ud i køkkenet, kun for at finde min søn i færd med at stirre brødebetynget på et stort stykke okseinderlår der lå og brændte på i en alt for lille gryde.

Men seriøst hvor skulle han vide fra hvordan hakket kød så ud i frossen tilstand?

Altså, jeg sukkede dybt og fik stegen hevet op og lagt i køleskabet og det hakkede kød blev fundet. Hvorpå min søn kunne lave maden færdig!

Og det smagte vidunderligt.

Og i aften skal vi så have okseinderlår.

OP. Helt op

7 okt

Faktisk var det sådan, at da jeg spurgte ham – på et tidspunkt hvor jeg havde tid til at holde stigen – så havde Gårdmanden slet ikke lyst til at stige til vejrs og holde udkig. Som i overhovedet ikke.

Han har nemlig haft højdeskræk siden.. ja egentligt er det vel altid – vi fandt bare først ud af det da han var 5 år. Det havde jeg lige glemt lidt i farten, her forleden.

På udflugt til Egeskov for mange år siden, skulle vi andre jo absolut op i “tree-top-walking” i hvad der føles som flere kilometer over jordens overflade – dinglende i hængebroer og håbe på vi kom frelst over på den anden side.

Men ville den lille bjørn med op?

Ikke tale om.

Og da han jo var så lille, ville jeg ikke efterlade ham alene på jorden mens vi andre legede Tarzaner i trætoppene. Jeg ville jo godt derop sammen med de andre tre, så jeg prøvede at lokke lidt.. eller meget.

De andre begyndte at sige han var lidt af en tøsedreng og “kooooom nuuuu” Bjørnen rørte sig ikke.

Men pludselig kigger han på os fire som stod foran ham og havde gang i noget seriøst gruppepres – og så sagde han stille, men bestemt: ”I kan ikke bestemme over min krop.”

DSC01408

De tre andre kiggede på mig – og jeg sendte dem omgående på opdagelse alene – og satte mig derefter ned og knugede min lille søde, og meget kloge dreng, meget hårdt og meget længe.

Så megen visdom og selvindsigt i sådan et lille menneske.

Og jeg behøver vel ikke udpensle hvor dårlig en mor jeg lige følte mig der, vel?

Vi endte med at sidde og snakke om at han havde helt ret og at vi ikke havde været ret søde, alt imens de andre hujede rundt i trækronerne over vores hoveder. Og jeg tror nok han tilgav mig.

Hvilket er godt nok, for jeg har ikke helt tilgivet mig selv endnu.

Jeg bestak ham i hvert fald med en meget stor is – mest for at dulme min egen samvittighed..

DSC01430

Der er dog et lille bitte hjørne inde i min bevidsthed som er ret stolt over at jeg har kunnet give dem den respekt for deres egen krop – og deres eget værd.

Tænk at mit lille barn kunne sige fra – uden at råbe og skrige og skabe sig. Roligt og kontant. Så flot.

(Måske er det slet ikke min fortjeneste – men det vælger jeg lige at tro!)

Men altså – derfor skulle han altså ikke op på den stige.

IMG_5460

Det skulle divaen derimod!

IMG_5452

Og Zorronaldo holdt stigen..

%d bloggers like this: