Heja dem der vinder!

Alle i hele verden – okay så i Danmark da – så håndbold i går. Sådan føltes det i hvert fald.

Og det kan ikke have forbigået nogen – altså af dem som så håndbold – at finalen stod mellem Danmark og Frankrig.

…

Som jeg sagde til firkløveret så ville de vinde uanset udfaldet!

Og så tror jeg nok at de begyndte at  holde med det vindende hold. Og, ja ikke for at vade i det, men det var ikke Danmark. På noget tidspunkt. Det lykkedes faktisk ikke de danske drenge at komme foran på noget som helst tidspunkt.

Havde jeg nu siddet i Frankrig, langt borte fra Dannebrog og massehysteri, havde jeg nok også holdt med de rød-hvide drenge. Og var stensikkert blevet møgsur over at tabe.

Men nu sad jeg på øen. Og har ikke hørt om andet end de åndssvage kampe nonstop i så lang tid, at jeg til sidst helt holdt op med at følge med. Der skete også det, at det på et tidspunkt var kvindehold vi hørte om men pludselig, og uden egentlig overgang i min bevidsthed, var det blevet til mænd. Jeg kan udlede at der nok var flere forskellige turneringer, men det gik aldrig sådan rigtigt op for mig.

I går eftermiddags sad jeg med en ualmindelig god bog, og blev kun gjort opmærksom på at der overhovedet var finalekamp via sms.

Jeg så kampen med et halvt øje, nu da det var vores to hjemlande der skulle dyste. Mit resterende halvandet øje var stadig i den ualmindeligt gode bog jeg sad med.

…

Min bog var meget mere interessant end det der foregik på skærmen. For vi tabte.

Og jo, de Blå hev i de Danske drenges bluser, og nej det må man ikke. Fy.

Men de Blå var bedst, end of story.

Beklager.

…

Men det er ikke First Mans skyld. Vel? Og nej jeg tror heller ikke at de Blå er på speed eller anden morsom medicin. De var bare bedst i går, og mere er der nok ikke at sige til det.

Det er sport. Og det skulle forestille at være sjovt.

…

Men sport er nok bare ikke sjov når man får penge for det.

Jeg forstår ikke hvorfor alle franskmænd – og så dem som ikke engang så kampen – skal stilles til ansvar for hvor dårligt De Danske Drenge spillede.

…

Fordelen ved at De Danske Drenge tabte var at First Man lavede mad.

Det gør han altså når De Danske Drenge taber. Til Frankrig. Fordi jeg er sur over at have tabt! Som regel. I går var jeg bare sur over at nogle folk i Danmark generelt er dårlige tabere, som har behov for at sige at De Danske Drenge kun tabte fordi de Blå var dumme og på medicin.

…

Men ja, heja dem der vinder…

Firkanter på hjernen

Nu – da jeg jo ikke vandt noget som helst – og Alt for Damerne ikke gad have min tekst – så får I den da bare.. Because you’re worth it.. Altså – her er mit ynkelige looser bidrag til den der skrive konkurrence, jeg som sagt ikke vandt:

Det hele startede med, at jeg kom til at læse i nogle dameblade.

Der kunne jeg læse om fine mennesker, interviewet i diverse hvide interiører, fotograferet dekorativt stående ved siden af den gyngehest de havde lavet af 7 mælkekartoner og et par økologiske ølkapsler.

Den slags mennesker, har ligeledes malerier stående på gulvet. Jeg udleder deraf, at deres maleri har kostet så meget, at de åbenbart ikke har råd til en boremaskine. Jeg har nemlig også malerier i stuen, hjemmelavede og deraf næsten gratis, hvorfor jeg både har haft råd til at ramme dem ind og hænge dem op med dyre rawplugs.

Eller også er jeg bare slet ikke med på moden. Det skulle nu heller ikke undre mig.

Men altså, efter at have læst i de der blade og følt mig umoderne, ville jeg også gerne med på moden og lave noget kreativt jeg kunne blære mig lidt med – ligesom alle de andre mennesker i hvidt.

Jeg var dog helt klar over, at jeg aldrig ville kunne kreere en gyngehest, og da mine malerier allerede hænger på væggen, måtte jeg se mig om efter noget andet. Jeg bestemte mig så for at hækle et tæppe. Sådan en slags slumretæppe. Af oldemorfirkanter.

Jeg vil nok aldrig blive interviewet, og da slet ikke ved siden af min frembringelse; mit interiør er i øvrigt heller ikke hvidt, men så længe jeg har fornemmelsen af at være med på moden, er det fint nok.

Den følelse gik jeg nemlig fuldstændigt glip af, da det var blomstrede vattæpper, det handlede om.

At jeg ikke kunne hækle, var så en mindre detalje jeg regnede med at få styr på uden større besvær.

Jeg bevægede mig derfor ned i den lokale garnforretning. Det var yderst ubehageligt. Der var fyldt med damer – begge steder. Damer med ubleget hør og håret sat op i økologisk knold.

Da jeg lidt diskret prøvede at forklare jeg gerne ville lære at hækle, blev der fuldstændigt stille. Meget længe. Så længe, at jeg fik tics.

Jeg nøjedes derfor med at smile blegt og købe en hæklenål.

Det er altså også for dårligt at jeg ikke har lært at hækle. Jeg fik dog lært at væve i 2.klasse Og hvor tit har man lige brug for det? Hvem har i det hele taget en væv?

Nej vel – jeg tænkte det nok.

Jeg FIK så, meget mod forventning, lært at hækle i sidste uge.. Og har nu hæklet noget som ligner hullede grydelapper.

Faktisk synes jeg at der er mange flere huller end hæklemasker. Men det skal måske bare se sådan ud.

Enten skal tæppet ligge firdobbelt eller også har jeg gjort noget helt forkert.

Næsten fem lapper er det blevet til.

Jeg har faktisk overhovedet ikke styr på det. Har bare kastet mig ud i det. En anelse hovedkulds. Jeg er nemlig ikke så god til kladder og prøver og den slags kedsommeligt noget. Jeg vil bare gerne med på moden.

Jeg er helt klar over, at der er meget lang vej til de 126 lapper, der skal til, for at det rent faktisk bliver til et slumretæppe.

For slet ikke at tale om at de skal syes sammen til sidst.

…

Alle sammen

…

Jeg kunne eventuelt stoppe ved måtte-stadiet, men det ville være noget af et nederlag, når man har planlagt at ende med noget man kan putte sig i.

Har i øvrigt slet ikke brug for en måtte. Og slet ikke en med huller i.

Måske skulle jeg hellere tage malerierne ned fra væggen, og se mig om efter et blomstret vattæppe.

Hvorfor vente

Nå.. Det her, som jeg går og venter på.

Egentligt er det lidt underligt. Man ville få besked i uge 51, men kun hvis man havde vundet.

De sølle tabere er åbenbart ikke værd at ofre en lille standardmail på: ”Tak for din deltagelse i konkurrencen, vi har valgt nogle vindere – det var så bare ikke dig-agtigt.”

Ja, faktisk så ved jeg slet ikke om mit bidrag overhovedet er modtaget – tænk nu hvis det ikke er, og jeg har ventet forgæves i seks uger?

Besked i uge 51.

Det er så åbenbart op til folk selv at afgøre hvornår uge 51 slutter.

Det gør den teoretisk, og ifølge kalenderen, d. 25. december – om aftenen. Men jeg går ikke ud fra at ret mange er på arbejde juledag, ej heller juleaftensdag, så jeg vil tro at datoen kan fastsættes til d. 23. december og så igen – måske endda i morgen aften, hvis man nu har fået juleferie, for at tage hjem og hygge med sin familie.

Men sæt nu vinderne fik besked allerede i mandags? Og jeg stadig går her og venter?

På resultatet af en konkurrence.

En skrivekonkurrence – hvor nogen skal synes at min tekst er god nok til, at være blandt de fire bedste.

Og ja, jeg ved godt at Danmark er lille, men hvis nu bare ½ % af befolkningen har sendt en tekst ind, så er jeg jo ikke ligefrem helt alene. Jeg ved også at mange andre skriver bedre end jeg.

Jeg ville godt bare vinde.

Jeg tror i øvrigt ikke der er nogen, som er i tvivl om, at jeg er en ufattelig dårlig taber – og at jeg derfor havde besluttet mig for at jeg ikke skulle deltage i mere af den slags. Måske er min kvote opbrugt, med de fine spil jeg vandt ovre hos min heltinde?

Men så sendte søde Anne jo det der link. Og det ene ord tog det andet.. Og et bidrag til konkurrencen blev sendt ind.

Og nu venter jeg..

Jeg har ikke noget imod at andre vinder. Det skal jo ikke tages personligt. Det er jo kun fordi jeg gerne ville vinde. Det vil de andre naturligvis også gerne det ved jeg godt – men jeg er ærligt talt lidt ligeglad med de andre.

Man kunne nemlig vinde nogle bøger. Danske bøger. Og ÆREN. Og så en stor præmie som jeg også er lidt ligeglad med. Men bøgerne..

Dem gad jeg godt vinde. Og den der ÆRE.

Nå, men måske vinder jeg slet ikke og er ikke engang kommet på tale, fordi jeg kom til at gøre lidt grin med dem som havde udskrevet konkurrencen, og det var måske ikke så godt.

Jeg prøver også at lade være med at tjekke min mailboks hvert femte minut, for det er ligesom lidt ynkeligt. Nu prøver jeg at se om jeg kan vente helt til i morgen.

Men jeg prøver også at overbevise mig selv om, at uanset hvad, så har jeg mine søde læsere her, og at jeres kommentarer også er mere værd end de par bøger og så den der ÆRE..

Hvad skal man i øvrigt også med ÆRE.. Andet end at blære sig. Det havde ellers have været fint at kunne blære sig lidt. Så vidt jeg husker, skete det sidst i forbindelse med en tilplantningsaktivitet ovre på skolen!

Om ikke andet, har jeg da et blogindlæg mindre at skulle finde på til juleferien.

Knækbrød og hvidvin

Jeg venter.

Jeg venter på en hel masse faktisk.

Jeg venter blandt andet på jul.. Og det er såmænd svært nok, jeg glæder mig, selvom jeg i de senere år nyder tiden op til, lige så meget som selve juledagene.

HoldOP, hvor lyder man som om man har det ene ben i graven, når man siger sådan. Det har jeg altså IKKE, bare så det lige er på plads.

Men når man venter på jul, ved man jo godt at det kommer. Det bliver ikke aflyst under påskud af at Jesus lige skulle noget andet den dag. Vi ved at vi godt må være med til hans fødselsdag, uanset hvad.

Altså lige undtaget dem som bor i Pakistan, hvor selve ordet Jesus simpelthen er blevet bandlyst og kommet på linje med prut, tampon og fodsvamp. Og hvordan stakkels Jesus lige kom i den slags selskab, er mig en gåde.

Men altså, julen kommer – det tør jeg som sagt, godt vædde med. Jeg er også ret overbevist om at det falder den 24. december.

Jeg vil også godt vædde med, at vi ender med at finde ud af hvad vi skal efter sommerferien. Og nok også inden sommerferien. Men det er pokkers frustrerende ikke at vide, hvornår man får det at vide. Eller hvad det bliver til.

Sådan noget usikkert noget som man venter på – det er næsten ikke til at holde ud.

Hjemme på øen tilbragte jeg mange nætter på køkkenbordet, med hjemmelavet knækbrød og et glas hvidvin. Og så endte det jo godt alt sammen. Det gør det nok også denne gang!

Så venter jeg også på noget helt tredie, men jeg er kun halvvejs i den venten, og enten hører jeg noget – og så er det godt – eller også hører jeg ikke noget og så kan det være fuldstændigt lige meget.

Det er ligesom i de der give-aways, som jeg bare aldrig nogensinde vinder noget som helst i. Man Jeg bliver SÅ knotten over at jeg aldrig nogensinde vinder og fem minutter efter har jeg glemt det. Men også kun næsten.

Jeg gad forresten godt vide, hvem der har fundet på det der med ”tab og vind med samme sind” for mage til tåbeligt vrøvl, skal man godt nok lede længe efter.

Det kan man jo for pokker ikke. At vinde med samme sind som man taber med.

Man kan ikke gå rundt og være storsur over at man har vundet? Det kan bare ikke lade sig gøre. Det ville også være ret meget spild af tid.

Men når ikke jeg vinder, så er det godt at andre gør det – og da jeg naturligvis glemte at fotografere det jeg sendte afsted til Ualmindelig Almindelig til novemberforkælelse, er det rigtigt godt at hun fik taget billeder af det i stedet for!

Og jeg vil fordrive tiden med en skive knækbrød og et glas hvidvin mens jeg venter videre.

Politisk korrekt

Jeg er faktisk rigtigt træt – inderligt træt – af at skulle være politisk korrekt altid.

Når Frankrig slår Danmark i håndbold finalen vil jeg tage mig den frihed at synes meget, meget dårligt om franskmænd i hvert fald i 35 minutter, samt tvinge First Man til at stå for aftensmaden, uden at nogen vrisser ”at det kan jeg ikke tillade mig, og at det kun er sport” og ”bla. bla. bla.”

Jeg er da udmærket godt klar over at det kun er sport, men – og med fare for at nå kvalme grænsen – jeg vil vove at citere Piet Hein: den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Jeg, i min skuffede og nedtrykte håndboldtaber tilstand, var overhovedet ikke i stand til at lave mad, og slet ikke til en repræsentant fra vinderlandet – når nu det havde været så tæt på. Hvis vi havde vundet havde det også været mit privilegium som vindernation at få serveret mad fra taberlandet.

Det er hvad man kalder en win-win situation!

Men hvorfor skal man hele tiden synes noget, som andre har bestemt var ”det Rigtige” – ellers får man på hattepulden? Det gør mig egentlig lidt harm.

Hvorfor skal vi alle sammen synes det er synd for de der to unge mennesker, som jeg ellers er blevet forskånet for, da de vist har fået deres 15minutes of fame efter jeg har forladt landet, pseudokendisser som ikke har foretaget sig andet end at være med i et tåbeligt ”se mig” program. I hvert fald kan jeg i disse dage, ikke læse en eneste netavis, uden at min skæm bliver klistret til med parret som åbenbart er ved at gå fra hinanden. I denne sag må man vist selv bestemme hvem man har ondt af, hende som er smuttet eller ham som vil gå i behandling. Jeg har mest ondt af mig selv, fordi jeg er træt af at se på dem.

En anden sag, for noget tid siden, var Henriette Kjær’s svigermor? Hvorfor skulle vi alle sammen synes det var synd for hende? Helt ÆRLIGT.. Hun har altså selv valgt at vaske familiens beskidte vasketøj i fuld offentlighed. Jeg synes den dames opførsel er mindst lige så usympatisk som den hendes søn lægger for dagen, men okay – det skal vel også komme et sted fra – når man nu tænker efter.

Jeg kan slet ikke tælle alle de blog indlæg jeg har slettet, eller aldrig skrevet færdig, fordi – åhh nej – nu kommer jeg vist til at træde nogen – eller deres skytsengle over tæerne, så jeg må hellere lade være. Hvis jeg nu skriver at jeg ikke er enig i den måde mange mennesker opdrager deres børn på, så skal jeg nok rode mig ud i noget slam. Eller hvis jeg skriver om hysteriske gravide eller sådan..

Men bliver verden ikke kedelig og grå hvis vi aldrig kan være forskellige?

Kan man ikke være uenig uden at skulle vrisse af hinanden?

Og jeg indrømmer blankt, at jeg ofte mener ”noget andet” blot for at provokere en lille bitte smule. Også selvom det måske ikke er gennemtænkt – men fordi jeg får kvalme over at ”synes det samme som hende der sagde noget lige før”.

Ikke ret voksent og modent – nej. Men det har jeg på den anden side heller ikke nogen sinde reklameret med, at jeg var!