Tag Archives: Desinficering

Nu er jeg vist syg – er jeg ikke?

31 jan

Eller også bliver jeg det snart.. Synes allerede det gør lidt ondt, der bag højre balle.. Det sådan, stikker lidt.

..

Det er ulempen ved enten aldrig at være syg – og nu rammer nemesis mig og jeg får sikkert influenza i morgen – men altså jeg er aldrig syg, bortset fra de gange jeg altså er syg – hvor jeg så gør det rigtigt grundigt.

Det er nok også derfor, jeg altid bliver ligeså syg som en mand. Hver gang. Og jeg forlanger fuld ynk og luksus forplejning helt indtil det er slut + 1 feberfri dag!

Når nu man render rundt idelig og altid og bliver pustet i ansigtet af snottede og syge unger, hvis rådne forældre ikke kan finde ud af at holde deres afkom hjemme i stedet, så alle vi andre kunne undgå at blive smittet – vil altså bare godt sige at den slags forældre er ligeså stort et problem i Frankrig som i Danmark.

Og skulle der sidde nogle af den slags ”vi-putter-en-panodil-i-rumpen-på-JensOle-og-sender-ham-i-børnehave-alligevel-forældre” derude og læse med her, så håber jeg inderligt at jeres samvittighed er sort som kul og I skal bare lige vide, at i stedet for at ende oppe på penthouseetagen til sidst – så ender I med at sidde i et evigt vagtlæge-venteværelse for ultrasmitsomme sygdomme.

Men den slags skrækkelige mennesker læser naturligvis ikke min blog – jeg nævnte det blot til almindelig information..

Skulle et af mine børn være så uheldige at blive syge, så kan de naturligvis forvente at få pleje og kærlig omsorg..

Undtaget når de får en gastro. Dette udmærkede ord findes slet ikke på dansk. Det nærmeste jeg kan komme det er vist Roskildesyge eller Maveinfluenza.

Når nogen har det.. så kan de under ingen omstændigheder forvente ynk eller pleje af nogen art – fra mig.

Jow, lidt jo altså.. de ligger trods alt ikke alene og vansmægter, jeg kaster gerne en cola hen i sengen i sikker afstand til den syge, jeg kan også sommetider overtales til at sætte en tallerken med knækbrød og revne æbler indenfor døren, men jeg får faktisk akutte mavesmerter ved råbet: “Mooaaaaar jeg har tynd mave” – og kan allerede mærke kvalmen komme snigende, så såre den første afleverer en lidt våd bøvs.

For slet ikke at tale om når de ringer fra skolen og siger at der er kastet op.

Overvejede sidste gang at få sådan en maske. Og kunne jeg samle dem op med en tang og sætte dem i isolation gjorde jeg det. Men det må man vist ikke – ellers bliver man indberettet til kommunen.

Så må man ty til den vilde håndvask. Og WC desinficering. Jeg ender gerne med at få røde og revnede hænder efter en enkelt dag med håndvask hvert kvarter og klorspredning på matriklens vådrum.

Og de andre unger får galopperende stress af min hylen op, med ”håndrens” og ”ny kop HVER gang!”

Hysterisk ja.. men jeg skal nemlig sige jer.. jeg kan ikke lide at kaste op. Som i slet ikke.

Man kan faktisk godt sige at jeg har fået en slags overdosis..

Hvis vi nu siger at jeg har været gravid i 37-38 uger hver gang.. Så har jeg nok kastet op i hvert fald 800 dage. Det er langt over 2 år. Og i starten var det flere gange om dagen.. Og natten med..

Så jeg vil nok mene at jeg har ydet mit på den konto.

Derfor – ikke mere opkast til mig.

Hidtil har jeg kunnet løbe igennem bakterierne og undgå det værste. Men det stikker stadig bag højre balle. Hov, jeg sidder på en bog.. så er jeg nok ikke ved at blive syg alligevel.

Men man kan aldrig vide..

%d bloggers like this: