Glædelig jul!

Hvor end I er, vil jeg ønske jer en rigtig

Glædelig Jul!

Dette billede er fra 2005 – ikke ti vilde heste ville kunne få dem til at posere i sådan et udstyr idag, bare for at deres mor kunne få årets julekort i kassen!

En julegave

Da jeg stadig ikke har fundet ud af at sætte en youtube video ind her – må I klikke over på min juleblog for at se min julegave til jer alle sammen!

For et par år siden, skulle jeg have julebillederne over på min computer og jeg kunne ikke for min død forstå hvorfor det tog så lang tid..

Da jeg gennemså billederne fandt jeg denne lille  jule-dogme-film lavet af Gårdmand Bjørn.. Og jeg grinte højt, med en lille tåre eller to af rørelse, i øjenkrogen.

Og så er det vel på sin plads at sige: Fra alle os (mig) til alle jer! En rigtig glædelig jul!

Og de manglende kommentarer på jeres blogs skyldes at jeg ikke er hjemme! Vi ses mandag aften!

Ô at vente.

Så har vi juleferie. Hvor skønt ikke at skulle tidligt op – skønt at kunne hygge, bage, gå tur eller også bare sidde i fire timer eller noget, og se Downton Abbey!

Nu det der Downton Abbey altså, her er vi afgjort ude i noget risiko for storaddiction.

Især for sådan en som mig, som ikke gider se andet fjernsyn end Barnaby, Hercule Poirot og så julekalender på dvd. (dvd – fordi så bestemmer jeg helt selv, hvad, hvor og hvornår)

Men altså, Downton Abbey er en slags moderne udgave af ”Upstairs Downstairs”, med nogle andre intriger. Spændende og lige præcis hvad jeg agter at bruge en god del af min juleferie på!

Udover at bage, læse, hygge og klippe julehjerter med alt det glanspapir min søde mor sendte til os!

Derudover har vi en masse andre gode planer for vores ferie, idet alt det praktiske er færdigt og klart. Alt det vi skal have med på den tre timers køretur er, om ikke pakket endnu, så i hvert fald planlagt.

Faktisk skal vi bare vente på juleaften. Og det er jo godt nok at vente på!

Og jeg venter også stadig.. på noget.. I et eller andet neglebidende omfang. Nu er det heldigvis sidste uge jeg skal vente – enten hører jeg noget i de kommende fem dage eller også hører jeg ikke noget og så skal jeg ikke plage jer med det mere.. Eller mig selv for den sags skyld.

Mens vi sådan venter, så vander vi et juletræ. Et magisk juletræ.

Vi har nemlig en masse morsomme småting hvoraf størstedelen er privat importeret fra USA – og jeg kan lige love jer at de har mange morsomme finurlige ting. Fuldstændigt unødvendige faktisk.

Men morsomme!

Og vi håber meget at dem som er derovre lige nu.. godt gad sende et mindre lager hjem af disse morsomme unødvendige ting, of all sorts! Om ikke andet så til næste jul! Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på at dette var et vink med en vognstang – ”a hint” som det hedder på Amerikansk!

Og når man ligefrem kan se på sit magiske juletræ at tiden går – så er det nemmere at vente!

Kapitel 4 – Juleaften

Angela og Nico sagde ja til at komme med ud og hjælpe nisserne med at pakke gaver, gøre rensdyr klar og den slags, fordi nisserne havde virkelig brug for deres hjælp. De var alt for sent på den.

Da Angela og Nico gik ud sammen med nisserne, kunne de høre lyden af gavepapir der knitrede. Det var gaverne der blev lagt op i julemandens sæk.

Nico, Angela og nisserne gik ind et kæmpe stort hus med en masse lys i, der var en masse lugte der kom ind deres næser, nemlig: varm kakao, pebernødder og andesteg og en masse andet.

Men så blev der kaldt efter hjælp forskellige steder fordi de havde brug for en hånd så de fik ikke tid til at smage på noget. Nico og Angela hjalp til, de fik pakket gaver ind, lagt dem op i den store sæk, og en masse ting, lige til de skulle have rensdyrene ud på stien foran den store kane.

Så gik alle nisserne ud og begyndte at klappe og grine og var rigtig glade.

Lidt efter blev der helt stille og alle kikkede hen mod en stor lysende dør, som blev åbnet og lige der stod Julemanden, med et stort smil og sagde ” Ho ho hooo”

Angela troede hun skulle besvime, hun stod bare og kikkede lige på ham. Julemanden.. Så han fandtes altså.

Han havde et stort smil på læberne og gik hen mod sin kane, men i stedet for at gå op på kanen, gik han lige ned mod Angela. Han havde et halsbånd til rensdyr – en krans med gyldne stjerner på.

Han sagde til Angela: ”Kan du se de her stjerner?”

Angela smilede og  nikkede og sagde: ”ja, men jeg troede bare ikke at du fandtes”

Julemanden sagde: ”Det passer ikke  at du ikke troede på mig. Du tror nemlig på mig, hvis du kan se de her stjerner. Det vil det sige at du tror på håb, mod, kærlighed og på at jul er Jesus’ fødselsdag.”

Angela nikkede og begyndte at grine og gav et stort knus til julemanden.

Efter det, kunne hun kun huske at Nico holdt hende i hånden og at hun vågnede næste morgen.

Da lå de i deres senge, som om at alt det de havde oplevet, bare var en drøm.

Det var bare ikke en drøm, fordi der lå to pakker for foden af deres seng, og der stod ”fra mor” udenpå.

Nico og Angela sprang op og hen til gaverne, flåede papiret op og i den ene pakke var der den største stjerne, som de nogensinde havde set.

Den skinnede helt gyldent og var vidunderlig smuk. Den fløj op på væggen og hang helt selv.

I den anden pakke var der to små babydragter. Nico og Angela vidste at dem havde de haft på lige da de blev født.

En gave fra fortiden og en gave til fremtiden.

De faldt på knæ og græd lidt, så tørrede de deres tårer af og gik hånd i hånd ind i stuen, hvor der var en masse andre gaver under juletræet.

Ved siden af gaverne stod Minna og smilede til dem. Minna gik glad hen til dem og gav dem et knus og ønskede dem en rigtig god jul.

Senere gik Angela op på loftet med en skål risengrød til nisserne og så at der lå en pakke. Det var en pakke til hende. Hun gik hen og åbnede den og der var den krans med stjernerne, som julemanden havde vist hende. Den krans som beviste at hun troede på håb, kærlighed og Jesus’ fødselsdag.

Hun smilte og gik hen til vinduet, åbnede det og skreg højt ” GLÆDELIG JUL” ud i den kolde nat og hun syntes næsten hun kunne høre nogen le..

Som gæsteblogger på min mors blog ønsker jeg jer alle sammen en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak fordi I ville læse min historie, vi ses måske til næste jul!

Kærlig hilsen

Prinsesse Lyserød

DØD over nissebamsen..

Nu får jeg nok ingen julegaver og musene kommer tilbage med deres fætre eller hvad ved jeg, men HELT ærligt hvad er det med den åndssvage nisse som hjemsøger samtlige hjem med børn under 10 år?

Mange pædagoger har vel selv børn, så hvorfor GØR de sådan noget, ved sagesløse familier??

Det er ikke andet end en lang opremsning af hvor brilliante forældre der er i børnehaven, gerne med billeddokumentation, som ville kunne enhver julereportage i Bolig Liv til at blegne.

Ren reklame for uhyggelige overskudsforældre, som har masser af tid til at lave pebernødder med den ene hånd, alt imens den anden hånd laver et råhvidt juletræ af de der famøse 17 piberensere og en økologisk mælkekarton, pyntet med bladguld.

Og så strikker de da bare en ny garderobe til nissen når ungen er lagt i seng.

Så hav’ dog lidt omtanke for andre? Jeg har aldrig nogensinde mødt et menneske som ikke hader denne nisse inderligt. Okay så, Mrs. Perfect – hende som altid får dig til at kigge ned af dit tøj, for at tjekke at du ikke har mystiske pletter, eller birkes imellem tænderne.. Hun synes muligvis det er morsomt at få den lede nisse med hjem, så hun kan promovere sine egne kreationer og umenneskelige føromtalte overskud.

For pokker da – så afliv den eller lad forældrene selv skrive sig på en liste OM de gerne vil have den tåbelige og usandsynligt ulækre og fedtede bamsenisse med hjem.

Bare tanken om alle de bakterier der er syltet ind i dens snaskede tøj gav mig kvalme, så den startede som regel sit ophold på matriklen med et tiltrængt bad.

Ingen af mine børn har i øvrigt været særligt begejstret for at få den med hjem.. og nu er jeg forresten heldigt sluppet, antallet af børn taget i betragtning, idet nisser bestemt ikke har gjort deres indtog i det franske land, hvorfor vi slap for den til de to store, men desværre har både Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn gået i børnehave, og haft den ene ækle dims med hjem, efter den anden.

Og netop som man tror at man er sluppet fri af børnehavenissens klør, så kommer dens fætter, børnehaveKLASSEnissen og forlanger at blive underholdt – med tilhørende fortælling som skulle få H.C. Andersen til at blegne.. For slet ikke at tale om deres gode ven SFOnissen.

Jeg foreslår kidnapning, tortur og noget syre til at slette alle spor.

Og så i øvrigt en opfordring til pædagoger i det ganske danske land: køb en julebog og læs op for børnene, hvis I mangler inspiration.

Julefrokost à la dansk

Altså – jeg lavede mad i et uanet antal timer smurt ud over et anseeligt antal dage. Det er jo ikke sådan så ligetil, at få fat i alt hvad man skal bruge hernede, men det lykkedes med hjælp fra lidt julemarked, fryserforsyninger og lign.

Jeg fik stablet følgende menu på benene:

Almindelige sild og karrysild, laks og dildsauce, rejer og djævleæg.

Lune frikadeller med rødkål, lun leverpostej med bacon, champignon, rødbeder og Lenes agurkesalat, flæskesteg, glaseret skinke, brunede kartofler, brun sauce.

Ris a l’amande, æbleskiver.

Pebernødder, smagsprøver på domino, piratos, poletter og tyrkisk peber og marcipanbrød.

Rugbrød og franskbrød.

Og drikkevarerne var snaps, skjaldemjød, Albani classic, Svendborg halvbitter og gløgg.

Fordelen ved at lave sådan noget for udenlandske julefrokostanalfabeter er, at de ikke aner om det skal smage sådan!

Normalt kan man nemlig godt få noget røget skinke i mit lokale supermarked, som kan blive til hamburgerryg, men det var naturligvis umuligt i sidste uge – så det blev noget andet skinke hvor jeg tænkte: jeg tager chancen og glaserer den. Det smagte udmærket men ikke helt som hamburgerryg! Men det vidste de jo ikke en dyt om!!

For det første, skete det fantastiske at alle kom til tiden kl. 19 sharp! Aldrig set før på fransk jord. Men det gjorde de altså.

Alle blev udstyret med en håndbajer fra Albani og lærte at skåle og sætte fingeren på ØL og den slags uundværlige ting!

Og så blev der spist og smagt og forklaret og grinet. Jeg er faktisk ret imponeret over dem – alle prøvede de forskellige ting – også selvom jeg først fortalte bagefter om det med rå fisk, og lever og spæk.. Så var der godt nok flere som så lidt anstrengte ud.

Ris a l’amanden blev derimod indtaget under stor jubet – og en mandel blev fundet og en aldeles dansk mandelgave udleveret – under lige så stor jubel!

Tror måske snapsen slog dem hårdere end de lige havde regnet med!

Dette var lidt et handikap da de skulle  lære at flette julehjerter.. Alle sammen – og det var hylemorsomt at se dem kæmpe med at flette – der blev flettet om mere end en gang – men alle fik da et hjemmegjort dansk julehjerte med hjem!!

Aftenens absolutte clou var dog, da de fik tyrkisk peber i munden.

De ventede og ventede og prøvede at definere smagen. Da ingen af dem har spist ammoniak før, er det nok derfor de ikke helt kunne lokalisere smagen. Og da de nåede til midten, kom der de særeste lyde, svedperler og grimasser..

Vi var færdige af grin – nok mest mig – især af deres måbende ansigtsudtryk da Prinsesse Lyserød kom forbi og tiggede om tyrkisk peber til sig selv og de alle, for det havde de altså ikke regnet med at folk indtog frivilligt!

De tog hjem ved 01 tiden – og hvor mændene ankom som chauffører, måtte de i stedet, alle uden undtagelse, lade sig transportere hjem, idet deres koner ikke havde set så dybt i snapseflaskerne som deres mænd.

Jeg havde som sædvanligt lavet til mad en mindre hær – hvorfor er det at man altid er bange for der ikke er nok?

Men det ALLERBEDSTE.. bare spørg Prinsessen – det var så alle resterne som vi har ædt i dag! Det er nok derfor man laver rigeligt.. nu jeg tænker over det!

Allerede kl. 10.30, da vi i morges sad og prøvede på at vågne med hver vores kop te, begyndte de at kredse om os som sultne gribbe, og henkastet spørge om vi ikke snart skulle have frokost. Altså.

First Man troede fejlagtigt at der ikke var mere brun sovs – og det var næsten mere end Prinsesse Lyserød kunne bære. Hun sank sammen i en opgivende klat, og jamrede højlydt. Men så kunne jeg huske noget om en lille skål der blev gemt – og sjældent har jeg set så lettet et barn!

Og nu er der kun 14 dage til vi starter forfra igen! Bøøøøvs. – ups – undskyld!

Adventsslik #3

Noget matte efter en vellykket julefrokost – I skal nok få alt at vide i morgen – har aktivitetsniveauet på matriklen været en anelse under normalen.

Men efter en lille tur ud i det grå landskab blev jeg på bedste Peter PLys-vis overmandet af trangen til en lille mundsmag, og jeg lavede nogle fyldte dadler. Oprindeligt en opskrift fra det nordlige Afrika. Men lettere omskrevet med en noget bedre marcipan og langt mindre sukker!

Jeg har fundet et sted hvor man kan få friske dadler og ikke de indtørrede mørkebrune tingester som vi plejede at sætte tænderne i, oppe nordpå.

INTET kan måle sig med friske dadler –  og tag endelig ikke fejl – de er helt gyldne men det var svært at få ordentligt frem med blitz..

Og så havde jeg nogle rosiner-i-rom tilovers fra igår – og de endte deres karriere inde i et cokoladeovertrukket marcipanbrød!

Kapitel 3 – Paradiset

Da Nico og Angela var på vej ud af hallen og vinkede farvel til alle nisserne, så de noget meget smukt, lysende, det var en person – de holdt vejret og holdt hinandens hænder hårdt, for det var… Jesus.

Han stod der i en lysstråle med en hvid kjortel på. han gik hen mod Angela og Nico og sagde ”Vær ikke bange, jeg er guds søn jeg er kommet her for at opfylde et ønske for jer”

Nico måbede, mens Angela stod og smilede og skulle lige til at besvime af glæde. Så sagde Jesus: ”Jeg tror I har et ønske i gerne vil have opfyldt.”

Angela hviskede noget i øret på Nico og han nikkede hurtigt.. Så sagde Angela: ”Vi vil gerne op i himlen og se vores familie..”

Jesus nikkede og sagde ”Det tænkte jeg nok I gerne ville – jeg har nemlig snakket med jeres mor!”

Jesus rakte hænderne ud mod dem og lige da de havde taget hans hænder fløj de op i himlen på en sky. Angela hold sig helt ind til Jesus og smågrinede lidt. Han strøg hænderne over hendes hår og smilede..

Lidt efter kom de op i himlen, hvor der var en kæmpe guldport og de gik på en kæmpe gigantisk sky.

Jesus rørte ved porten og åbnede den, og sammen gik de stille ind. Der var en masse små børn der legede, men de havde alle sammen vinger på.

Lidt længere henne var der en flok gamle fruer der drak te og spiste kager og grinte højlydt. Lidt længere endnu, var der en familie som kikkede på Angela og Nico, og da de vendte sig om så de at de havde fået vinger og hvide kjoler på.

Lige pludselig så de deres mor og de skreg ”MOR” – hun vendte sig om og løb hen til dem.

De græd alle tre, og det var så dejligt at se hende igen. Det var hendes duft, hendes øjne, og bare hende. Lidt efter gik de sammen med hende over til et havebord hvor deres far, storesøster og lillebror sad.

De sad i en time og gav hinanden knus. Det var verdens bedste time Angela nogensinde havde oplevet og hun ville ikke væk fra himlen. Aldrig nogensinde… Angela og Nico legede med familien og de havde det så dejligt..

Lidt efter kom Jesus og hentede dem og sagde at de skulle tilbage.. De græd så meget, og ville ikke afsted.

Så gav deres mor dem nogle gaver, som de kun måtte åbne den 24 december.

Nico trak Jesus i kjortlen og spurgte: ”Kære Jesus, kan vi ikke godt komme her hver nat i vores drømme?” Jesus svarede ”Det må I meget gerne”.

Så holdt de op med at græde.

De sagde ”vi ses” til deres familie og glædede sig til at sove så de kunne komme til at se dem igen.. Deres mor og far kyssede dem på kinderne og på panden.

Så gik de med Jesus og vinkede til deres familie og gik ud af den store port. De fløj ned til duften af kakao og pebernødder.

Nede på jorden igen sagde de farvel til Jesus og gav ham et store knus. Så løb de rundt og legede i sneen mens de snakkede om hvad der var sket den her nat.

De gik tilbage til hallen og snakkede med en masse små nisser og grinede da de begyndte at snakke om julemanden.

Angela troede jo ikke på julemanden, så hun vidste ikke hvad hun skulle sige da de små nisser spurgte om de ville hjælpe til med at gøre julemandens sidste gaver klar.

Og hun spekulerede på hvad der mon var i gaverne fra deres mor.

Adventsslik #2

Når nu Inge råbte op om marcipan i sidste uge.. så måtte jeg jo hellere finde marcipanen frem..

Og mine små marcipanfyldte chokoladehjerter fik stor succes! Men de fleste er gemt til i næste weekend hvor vi holder julefrokost!

Og er I lige klar over hvor nemt det er at lave sådan noget hjemmelavet noget?

Rent bortset fra at blæreeffekten er helt i top!

Kapitel 2 – Juleforberedelser

Klokken var 2 om natten, da Angela blev vækket ved lyden af en klokke. Hun rejste sig halvt op, og så over mod Nicos seng – han var der ikke mere. Så lagde hun mærke til at han var på vej ud af værelset. Han havde taget en varm kåbe over sig. Angela rejste sig med det samme og tog også sin kåbe på og fulgte efter ham, mens hun hviskede: ”Nico vent, hvor skal du hen?”

Nico svarede ”jeg kan høre noget” ”Det kan jeg også” svarede Angela ”men hvad er det?”

Da de havde fået deres støvler på åbnede de døren. Det havde sneet rigtig meget, der var mindst en halv meter. Nico blev ved med at tabe sin støvle i sneen så hans sok var helt våd og hans fod blev kold. Der holdt også et tog ligesom i en film.

Nico og Angela gik med store øjne ind i toget. Så blev de forvandlet til tegnefigurer. Det var så mærkeligt at Angela blev nødt til at nive sig selv i armen.

Hun og Nico satte sig på en plads og så kom der tolv mænd med kakao.. Lidt efter kikkede Angela ud af vinduet og så en masse så huse, hun så også verdens højeste hus og et kæmpe juletræ med en rigtig stjerne på, og en masse pynt og slik.

Så stoppede toget op og de gik ud. Lige da de kom ud af toget blev de til normale børn igen. Så var der en rigtig nissedame som gav dem nissehuer på.. Det føltes som om at det hele var en drøm, men det var det ikke..

Nico tog Angelas hånd og sagde ”kom”. Og lige pludselig stod de i en stor nisseby, hvor der var en masse lys og dufte af flæskesteg, æbleskiver og varm kakao.

Det var det rene paradis. Angela og Nico var blevet rigtig sultne og gik ind på en café og drak to kopper kakao hver, og fik en tallerken fyldt med vafler med flormelis på. De spiste og spiste. Lige pludselig så de nøddeknækkeren og pigen som fik ham i julegave. Angela og Nico kikkede på hinanden og sagde at de bare kunne sætte sig ved siden af dem. Nico snakkede med nøddeknækkeren og Angela med pigen.

Angela kendte selvfølgelig historien om nøddeknækkeren. Men hun syntes alligevel at det var spændene at høre historien fra hende, som havde oplevet det.

Lidt efter gik de alle 4 ud af caféen og sagde farvel til hinanden gik hver sin vej.

Angela og Nico ville ud for at købe jule gaver nu da de var i en nisseby.

De gik ind i en kæmpe hal hvor der var en masse kasser fyldte med julepynt men der var ikke pyntet op i hallen.

Lidt efter kom der en lille tyk nissedame ind som sagde: ”Vil I være med til at pynte op her i hallen, for i morgen er der julefest her, med alle nisserne og julemanden og hans kone.”

Angela og Nico fik store smil på læberne og ville meget gerne være med til at pynte den store hal.

Lidt efter kom et kæmpe juletræ ind i hallen. Man skulle tro at det gik selv, men det var 30 nisser som bar det.

Der duftede dejligt af kager og der lød julemusik, og alle begyndte at pynte hallen.

Da alt pynten var oppe, skulle de i seng fordi i morgen ville være den største dag i året.

Da Nico og Angela var på vej ud af halen og vinkede farvel til alle nisserne, så de noget meget smukt, lysende, det var en person – de holdt vejret og holdt hinandens hænder hårdt, for det var…

Adventsslik #1

Det er advent og dermed er søndagskagen sendt på ferie – og “Adventsslik” tager over nu og i december!

Pakken i en af de fire sokker i morges, var et lille “lav-selv-chokolader” sæt, med forme og opskrifter.

Det måtte naturligvis straks afprøves og mens æbleskiverne blev stegt kunne vi nyde årets første adventsslik!

Skal i hvert fald prøves igen! De smagte skønt!

Rigtig god første søndag i advent!

Kapitel 1 – Det nye liv

Der var engang en pige på 13 år som havde mistet sin familie under en ildebrand da hun var 10 år. Pigen hed Angela og havde langt hår og grønne øjne, og var vidunderlig smuk. Hun boede på et børnehjem efter familien døde. Det var ikke rart på børnehjemmet så Angela ender med at stikke af.

Dagen efter Angela er stukket af fra børnehjemmet, er hun på vej ned i byen og hun er ved at dø af sult. Så ser hun at bageren er ved at stille nyt brød, nye kager og en masse dejlig mad frem. Hun kan ikke modstå og kommer til at stjæle to store brød med rosiner i, men en ung dreng på hendes alder, ser hende tage brødene.

I stedet for at råbe af hende og rive brødene ud af hænderne på hende, ser han på hende og hvisker, ”er du Angela”, Angela ser usikkert på ham og svarer så ”Ja jeg er, men hvem er du”..

Den unge dreng smiler og siger så ” følg med mig, så siger jeg det når vi er kommet ind i varmen ” og rækker hånden ud til hende, Angela ser på hånden og er usikker på om hun skal tage den eller bare gå videre, men hun beslutter sig så for at gå med, for hvad nu hvis den dreng kunne blive hendes ven.

Så stopper drengen brat op og siger så rigtig trist: ”Hvor er din familie?” Angela kikker ned og siger så ”min familie er i paradiset, oppe i himmelen”.

Så begynder hun at græde og sætter sig på jorden, selvom der var en masse sne som gjorde hende helt våd.

Så sætter drengen sig ned ved siden af hende og ser hende lige ind i øjnende os siger så ”Din familie er død i en ildebrand ikk’? ”

Angela holder så op med at hulke og tænker at hun da ikke havde sagt noget om ilde branden, og så siger hun ”hvor ved du det fra?”

Drengen siger så ” Jeg hedder Nico, og jeg er din tvillingebror”.. Angela bliver helt forbavset og sidder bare der med store øjne og så kunne hun faktisk godt se at han havde de samme øjne som hende..

Så rejste Nico sig op, tog hendes hånd og sagde ”Det er juleaften i morgen, kom så skal du møde Minna, som tog sig af mig i al den tid hvor jeg har prøvet på at finde dig.”

Angela rejste sig og gik med uden at sige noget.

Da de så endelig kom ind i varmen, var der et kæmpe juletræ med en masse pynt på. Der var en vidunderlig duft af julekager i det varme køkken. Der stod en høj kvinde, som ikke var tynd, men hun var heller ikke tyk, med langt krøllet hår.

Kvinden havde lige taget et par småkager ud på en fin tallerken, som hun satte på et stort spisebord.

Kvinden satte sig på knæ og rakte begge arme ud, Nico løb hen til hende og sagde ”kom Angela”, Angela gik stille hen til damen. Damen sagde stille: ”Jeg hedder Minna og jeg var din mors bedste veninde..” Angela kikkede på hende og kunne bare ikke klare det og blev nødt til at græde.

Minna gav hende et kæmpeknus og Angela sagde ” jeg savner dem sådan ” Så begyndte Nico også at græde, og selv Minna fik tårer i øjnene.

Det fyldes som en evighed mens de sad der, men så sagde Minna: ”Nu skal jeg gøre et bad klar til jer, fordi I skal ikke røre ved mit bord med de beskidte fingre” og begyndte at grine.

Hun gik ind et stort badeværelse og kom tilbage og sagde så er der klar til første barn.

Da Angela sad og vaskede sig i badekarret ,fortalte Minna hende om julemanden. Minna sagde at han boede på Nordpolen og at han fløj forbi alle huse i hele verden og kravlede ned gennem skorstenen og lagde gaverne ned under træet.

Angela vidste at julemanden bare var en historie, men hun lod som om hun troede på ham. Da hun og Nico var blevet tørre og havde fået varmen, kom Minna med noget nattøj til dem.

Bagefter sagde Minna ”Følg med mig Angela, så skal du se”

Angela var lidt spændt på hvad Minna ville vise hende. Hun fulgte med og følte sig lidt dårligt tilpas fordi hun bare var kommet og selvom hun gerne ville begynde at bo i et rigtigt hus, var det lidt for meget. Minna stoppede lige foran en dør hvorpå der stod ”Angela & Nico”.

Minna smilte og sagde det her er dit værelse og vil altid være det. Hun åbnede døren og viste Angela værelset. Der var en seng, med tre bamsepuder på, et lille natbord og der var et kæmpe stort skab. Da Angela åbnede det, var der en masse kjoler: vinterkjoler, sommerkjoler og en masse andet tøj.

Angela blev så glad at hun var lige ved at græde igen. Der var en fantastisk julekjole som hun skule have på i morgen til juleaften. Nu blev hun alligevel helt glad for at hun have snuppet de der brød fordi hun var så sulten.

I det samme kom Nico løbende ind i værelset og sagde: ”Jeg er altså sulten” og så grinede de højlydt..

Den aften spiste de sig mætte i småkager og rosiner. De begyndte at pynte småkagerne med glasur og for første gang i 3 år fik Angela et rigtigt smil på læberne.

Nu var klokken mange og de skulle i seng. Nico blev ved med at snakke, men Angela blev ikke sur, hun var så glad at hun havde fundet sin bror.

Så sagde Nico at julemanden findes. Angela spurgte Nico om han da nogensinde selv havde set ham.

Det havde han ikke, men de blev enige om at hvis nu de kunne se ham – så var de vildt heldige! Og så faldt de i søvn.

Ikke en juleblog..

Nå, Prinsessen er skidtmads.. eller hvad man nu siger, med 40,5 i feber og et åndedræt som en hullet blæsebælg.

Det er dog ikke lungebetændelse – endnu – men jeg holder hende hjemme til hun er helt frisk igen.

I bedes lige, en passant, bemærke det fine halstørklæde jeg fik strikket til hende! Jo skam!

Nå – hvad laver man ellers når man skal holde vagt ved en febersløv Prinsesse og ikke kan tage ud og føjte?

Man laver da en juleblog!!

Så kan jeg gøre mig håb om at beholde mine højt værdsatte læsere – uden at fedte hele min verden ind i lametta og kanel, og nøjes med nogle enkelte julebøvs fra tid til anden!

Så velkommen til Kong Mors Jul!

Det der med pakker..

Faktisk er det jo helt og holdent ris til egen rumpe. Det der med pakkekalendere. Men vi kom jo til at save en plade ud i julesok-form og sætte 24 små kroge i, male den fint og skrive Divaens navn og årstallet for hendes første jul, på. Ikke et øje tørt.

Det første år fik hun et puslespil med 24 brikker. En brik om dagen. Hun var bedøvende ligeglad! Jeg synes det var fantastisk sjovt!

Så kom Zorronaldo.. Han skulle jo også have en pakkekalender pladedims. I form af et juletræ. Med navn og årstal.

Jeg sværger – dengang havde vi altså ikke planer om at få fire børn, men som kom Prinsessen jo, som så fik et julehjerte. Og som rosinen i pølseenden Gårdmand Bjørn, som fik en julestjerne.

Har desværre ikke flere idéer til pakkekalender ophæng, så ikke flere børn til os, tak.

Allerede da jeg ventede Prinsessen, begyndte jeg at spekulere på, om det nu også var så vanvittig god en idé, jeg der fik, dengang i 1995 – altså ikke Divaen – men pakkekalender konceptet.

Så var det jeg, efter et par år, opdagede at nogen udnytter svage sjæle som jeg. Men det er nu ganske ligegyldigt for det var nemt. Først var det en Kinderting med chokolader.

Og vores første aupair, bønfaldt mig om at få lov til at udlevere den til Prinsessen så snart hun vågnede. Aldrig har man set gladere barn. 20 måneder og allerede chokoholic!

Divaen og Zorronaldo var stærkt utilfredse med deres 2×24=48 møjsommeligt indpakkede gaver – for de kunne ligesom slet ikke stå mål med 24 små chokolader af dårlig kvalitet.

Som årene gik, blev også udvalget større, og jeg har i årenes løb snydt på det groveste og indkøbt Lego, Playmobil, Ben 10, Littlest Pet shop og Matas.

Men da de jo er 4 og dette selvvalgte martyrium har stået på en del år, er resultatet nu det at hverken Lego eller Playmobil (som trods alt har været favoritterne) kan følge med mere.

Der findes simpelthen ikke flere færdige adventskalendere, som jeg ikke allerede har investeret i.

Ikke at det alt sammen var løst med købet af en færdig pakkekalender. Næ nej – de forbistrede træpladedimser skulle jo bruges ellers var der ligesom ikke mening med galskaben, så hver låge i de færdiglavede adventskalendere er blevet pakket op og møjsommeligt pakket ind igen.. Og hængt på den hjemmelavede, med klistermærketal fra Panduro sat på hver pakke.

Da vi forlod øen tog jeg ganske vist, en helt anseelig mængde julelir med. Men disse pakkekalenderdimser var ikke iblandt.

Vældigt trist. SÅ ærgerligt.. Hvor KUNNE jeg glemme dem.

Jeg lavede nogle julesokker i stedet. Faktisk lavede jeg først en til Tina omme i London. Den blev så fin, at jeg lavede 6 mere.

Og så lagde jeg op til at de naturligvis selv måtte bestemme om det skulle være 24 (96) pakker eller kun 4 (16) men jeg lokkede nok lidt med størrelsen på de 4 (16) samt sandsynligheden for at de blev en anelse større end ¼ af de 24..

Resultatet blev at 2½ ud af 4 valgte adventsgaverne – som ikke engang behøvede indpakning – idet de kunne dumpes direkte i sokken lørdag aften.

Jeg vil i år prøve at overbevise alle 4 om det absolut fordelagtige i at have adventspakker.. Adventspakker og så en ulækker og politisk ukorrekt chokoladekalender ved siden af.

Mon ikke det går?