Gør som jeg siger, ikke som jeg gør..

Nu er dette ikke møntet på Firkløveret.

For jeg gad godt vide hvornår man bliver så gammel (læs: fornuftig) at man begynder at leve sådan som man har opdraget sine børn?

…

Ville der ikke være en god portion fornuft i at spise grøntsager, også når man er alene hjemme?

Eller foretage sig noget fornuftigt, i stedet for at hænge på iPaden.

Måske gå tidligere i seng?…

Ovennævnte er naturligivis kun eksempler, og enhver lighed med nulevende eller afdøde – ikke endnu i hvert fald – person er ganske utilsigtet og helt tilfældig.

…

Men altså, nu det der med at gå tidligere i seng. Gad vide hvorfor det er så svært at få slukket og lukket ned for natten og bare gå i seng.

Den der vittighed, eller vittighed er nu nok et meget stort ord for en sandhed som faktisk ikke engang er morsom, men blot en realistisk gengivelse af hvad der sker når man prøver at gå i seng samtidig, manden og konen og deres højest forskellige måder at lande i sengen.

Sådan er det også her.

First Man går i bad efter aftensmad, børster tænder, ser en film, prutter og går i seng. Exit mand.

Jeg..

Ja jeg skal først lige have fundet det tøj som jeg skal have på dagen efter. Hvilket først betyder jeg skal have set vejrudsigten. Og så fundet tøj. Og undertøj. Og glimmer tilbehør. Og sko.

Nå, og så skal jeg lige spille lidt WF. Og så skal jeg lige nå at læse en blog eller fire. Jeg når sjældent at kommentere. Men nu er jeg trods alt kommet så langt at jeg får skrevet på min egen blog stort set hver dag igen.

Så skal jeg – hvis jeg husker det / orker det – lave madpakke til mig selv. Og så lige ud og børste tænder, fjerne mascara, rense ører, rede hår og den slags..

Og når så køkkenet er ryddet, badeværelset rent, og alting klar, så kan jeg endelig gå i seng. Efter jeg har tjekket dørene, slukket for internettet, nusset Blondinen, set på temperaturen, vandet en blomst.

Og rammer min seng alt for sent.

Og så ligger jeg og bliver pænt irriteret over hvor lidt jeg får sovet, og så kan jeg slet ikke falde i søvn. Heldigvis har jeg ikke små børn der vågner i tide og utide, hver evige eneste nat, men store børn kan også vågne og hoste eller have mareridt og tynd mave. Og uanset barnets alder så vågner man kl. 5.30 med fornemmelsen af at man slet ikke har sovet.

Men så var det jeg tænkte på, hvis nu jeg gjorde som jeg bad mine børn om at gøre, nemlig at komme lidt før i seng, så kunne det være jeg ikke var så træt om morgenen.

Der er intet andet for.

…

Min mor må på banen…

Noget meget uretfærdigt og et tema.

Jeg finder det ganske uretfærdigt, ja faktisk fuldstændigt uhørt at man kan få tømmermænd uden at have drukket andet end et eneste lille glas lyserødt cideragtigt velkomstnoget, da jeg var til fødselsdag i lørdags. Og ingen røg – i hvert fald ikke indenfor – så der var simpelthen bare ingen som helst grund til en sådan tilstand.

Jeg kom endda ikke voldsomt sent i seng.

Ikke desto mindre vågnede jeg kl. 10 søndag formiddag, med en mund som om der havde bosat sig en meget lidt renvasket bjørn, og et hoved der husede et mindre trykluftsbor.

Ikke i sig selv ret fordrende for det aktivitetsniveau jeg havde planlagt for min søndag.

Unødvendigt at sige at mine planer røg ud i vasken tillige med den kop te jeg absolut ikke havde plads til i min oprørte mave.

Resten af dagen blev udført i et absolut slowmotion, og jeg endte med at sidde ligge brak i sofaen mens jeg netsurfede efter inspiration til min fødselsdag.

…

Ja, min fødselsdag.

Den opmærksomme læser vil bemærke at der rundt regnet er 2 måneder til denne så dejlige begivenhed, og at jeg derfor er ude i ret god tid. Men, som jeg bemærkede til mine hånende børn, så passede det stort set med det tidsrum hvor jeg er tvangsindlagt til at skulle høre på deres fødselsdagsplanlægning.

For nu slet ikke at tale om deres pigernes konfirmationsforberedelse, som har lagt ud et årstid før den store dag. Gad vide om de ikke snart går i gang med noget bryllup?

Men nu kan jeg i hvert fald glæde min nære omverden med at temaet for dette års fødselsdagsfest hermed er fastlagt!  Samt at Amerikafarende mennesker i omgangskredsen er blevet pålagt at rekvirere udstyr og dims til udvalgte tema, når de nu alligevel er i dimseparadis, aka Guds eget land.

Slut på eftermiddagen blev jeg dog kostet væk fra min vegetative tilstand på sofaen for at bistå First Man i det ugentlige besøg i supermarkedet. Eneste formildende omstændighed var dog at han agerede chauffør af både bil og indkøbsvogn, og da jeg i tilgift kunne vælge frit, faldt valget på Netto, hvor jeg som tømmermænds-terapi kunne vælte diverse dims og lir ned i vognen.

Om denne terapi hjalp skal jeg ikke kunne sige, ikke desto mindre blev jeg så frisk at jeg var i stand til at kreere noget til aftensmaden hvorefter jeg – efter indtagelse af samme – kunne vælte omkuld i min seng og ønske at jeg kunne få en erstatningssøndag for den der så fejt var blevet franarret mig.

Men så god er verden trods alt ikke.

God mandag alligevel!

Julen varer lige til påske.

Jeg ved ikke med jer, men jeg er ganske ude af stand til at komme i påskestemning med alt det sne der ligger og flyder.

Jeg jamrede – den første påske på Æblebakken – højlydt over min manglende påskepynt. Nu er vi vendt hjem til netop denne påskepynt, og skæbnens ironi vil at jeg er såret og ikke kan gå. Uden at være fastklistret et sæt krykker.

Og der er altså ting der ikke vil have særligt godt af en dingletur i en skuldertaske påhæftet undertegnede. Pustede æg – er en af dem – porcelænshøns er en anden. Derfor har jeg måttet overlade påskeoppyntningen til andre. De som nu lige var i nærheden.

Og uden at være grov kan jeg vist godt afsløre at det ikke er alle mine børn der har lige stor æstetisk sans for udsmykning.

Hvis jeg altså skal sige min mening, men det skal jeg naturligvis ikke. Jeg holdt helt op med at sige min mening, eller næsten, da Divaen som to-treårig kom og satte en meget grim og meget turkis julemand, som hun havde produceret i den danske børnehave i St. Germain en Laye, på en af de nederste grene af mit meget fine juletræ.

Efter denne episode gik det op for mig at der var pæne ting og så var der de vidunderlige kunstværker mine geniale børn havde frembragt. Mit bogmærke som jeg vil begraves med, samt en stribet fiskepude, en fed pingvin og en lodden grå og trekantet høne hører til i den kategori. Sært nok hader de alle fire hver deres frembringelse, men er enige i at de andres ting er søde og finurlige.

Derfor – fordi jeg ikke blander mig så meget – i hvordan det nu lige står og ser ud, ser min påskepynt en anelse alternativ ud. Dette gik først op for mig, da jeg fandt en af de fine høns, stående foruroligende tæt op ad min cupcake-krukke.

Jeg bjæffede ud i lokalet hvad min fine høne lavede der, og Gårdmand Bjørn svarede at den spiste af flødeskummet. Slået af dette stærke argument gav jeg op, men Divaen som bliver 18 lige om lidt, har en meget vågen sans for klassisk skønhed, og i den indgår ikke nærsynede flødeskumssultne høns.

Den konstellation blev derfor rettet og genplaceret på et mere passende sted.

En filt-ægge-guirlande var også blevet hængt op, men enten var sømmet placeret for langt nede, eller også drejede det sig om en lidt mindre person, hvorom alting er der lå næsten lige så mange æg kunstfærdigt slængt hen ad gulvet som hængende på væggen. Også dette stilleben afgik ved en hurtig død, og jeg kan faktisk ikke helt huske hvor filtæggene så blev hængt hen.

Det er hvad det er, men jeg plejer at have en stor krukke med grene som er næsten sprunget ud, med vores fine æg på.

…

Ingen gå jo ud og klipper de der grene.

Og det er endnu en af de ting der bare er lidt mere udfordrende, på krykker.

Og hvis det er med grene fra haven som med viljen og evnen til at lave noget mad til sin mor, har det lange udsigter. Meget lange.

Følgende lille ordveksling fandt sted i søndags:

Mig: “Jeg er sulten, vil du ikke lave noget mad til mig?”

Zorronaldo: “Hvad vil du da ha’?”

Mig: “Bare noget mad. Ikke noget sødt”

Zorronaldo: “En banan?”

Jeg sukkede og lagde mig tilbage på sofaen i afmagt og håbede på at min søn ville være i stand til at smøre en rugbrødsmad til sin mor.

…

Det skete ikke. Han kom derimod tilbage, med en mad til sig selv…

Mig (nu ret surt): “På hvilket sprog skal jeg så sige at jeg vil have noget mad?”

Zorronaldo (ganske uforstående): “Jamen du sagde jo ikke hvad du ville have”

Mig: “gggnnnnnnn..”

Hvorpå han rejste sig og gik ud for at lave en rugbrødsmad med spegepølse. Denne gang til mig. Trods alt.

Så derfor går jeg ikke ud fra at der kommer grene i mit hus til påske i år.

Men det er som sagt også lige meget; jeg vil ikke risikere at komme til at hænge julehjerter på dem!

Ô at vente.

Så har vi juleferie. Hvor skønt ikke at skulle tidligt op – skønt at kunne hygge, bage, gå tur eller også bare sidde i fire timer eller noget, og se Downton Abbey!

Nu det der Downton Abbey altså, her er vi afgjort ude i noget risiko for storaddiction.

Især for sådan en som mig, som ikke gider se andet fjernsyn end Barnaby, Hercule Poirot og så julekalender på dvd. (dvd – fordi så bestemmer jeg helt selv, hvad, hvor og hvornår)

Men altså, Downton Abbey er en slags moderne udgave af ”Upstairs Downstairs”, med nogle andre intriger. Spændende og lige præcis hvad jeg agter at bruge en god del af min juleferie på!

Udover at bage, læse, hygge og klippe julehjerter med alt det glanspapir min søde mor sendte til os!

Derudover har vi en masse andre gode planer for vores ferie, idet alt det praktiske er færdigt og klart. Alt det vi skal have med på den tre timers køretur er, om ikke pakket endnu, så i hvert fald planlagt.

Faktisk skal vi bare vente på juleaften. Og det er jo godt nok at vente på!

Og jeg venter også stadig.. på noget.. I et eller andet neglebidende omfang. Nu er det heldigvis sidste uge jeg skal vente – enten hører jeg noget i de kommende fem dage eller også hører jeg ikke noget og så skal jeg ikke plage jer med det mere.. Eller mig selv for den sags skyld.

Mens vi sådan venter, så vander vi et juletræ. Et magisk juletræ.

Vi har nemlig en masse morsomme småting hvoraf størstedelen er privat importeret fra USA – og jeg kan lige love jer at de har mange morsomme finurlige ting. Fuldstændigt unødvendige faktisk.

Men morsomme!

Og vi håber meget at dem som er derovre lige nu.. godt gad sende et mindre lager hjem af disse morsomme unødvendige ting, of all sorts! Om ikke andet så til næste jul! Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på at dette var et vink med en vognstang – ”a hint” som det hedder på Amerikansk!

Og når man ligefrem kan se på sit magiske juletræ at tiden går – så er det nemmere at vente!

Næse for te

Nu vi er ved sære ting, man ikke vidste man kunne leve uden, er denne dims – der sidder på min kop – et godt eksempel på en anden must-have.

Jeg ved godt vi er langt ude over mit nyfundne pålægsspeciale, men jeg ville bare ikke snyde jer for at stifte bekendtskab med denne indretning.

Da jeg fik den, tog det mig en rum tid, overhovedet at gætte hvad den skulle bruges til.

Jeg kan godt se at det er vanvittigt smart, at have sådan en teposeopfanger, hvis ikke man orker at rejse sig op, efter man har fået hældt vand i koppen og ikke har en underkop eller kagetallerken i umiddelbar nærhed.

Hvis altså man er til elevator te. Det er jeg som regel ikke. Men det hænder da at jeg tager en kop. Og så er den virkelig yderst praktisk.

Blot skal man være en anelse forsigtig, for ikke at få te i næsen..

Jo, fordi da jeg ville – grådig som jeg er – på en meget lidt ladylike måde, slubre de sidste af tedråberne i mig, fik dimsen overbalance og rutsjede ned ad kopkanten og sendte indholdet, samt våd – og kold tepose – direkte ned i mit højre næsebor. Eller op – det kommer nok an på hvem der ser det..

Det var begrænset morsomt. Men kun for mig.

Jeg hørte nemlig kvalt latter forskellige steder fra – men efter jeg havde fået tørret te af halsen, og spruttet det overskydne ud af min næse, samlet den våde – og kolde – tepose op igen, og derpå kiggede rundt, var det, sjovt nok ikke muligt at få øjenkontakt med nogen som så særlig brødebetynget ud, hvorfor synderen forblev ustraffet.

Men altså, konklusionen på denne uundværlige dims, må være at man alligevel skal rejse sig for at gå ud med tepose iført dims, for at undgå at få te i næsen.

Man kan naturligvis lade være med at være så grådig, det er klart, subsidiært bruge et sugerør eller måske endda afmontere dimsen før man drikker – men så kan jeg ærligt talt ikke se fidusen i at den kan sidde fast på koppen – men disse tiltag ville nok give et andet testresultat.

Så måske skulle jeg bare holde mig til mojitoer. Det ved man ligesom hvad er.