Tag Archives: Divaen

Mere kage

16 apr

Søndagskagen blev til en lørdagskage.

Fordi Divaen blev 21 år sammen med Margrethe.

Og hun ville godt have en lækker kage.

Divaen altså. For jeg tvivler stærkt på at Margrethe ville sætte ligeså stor pris på m&m’s og Kitkat kage som Divaen.

 

Magisk fødselsdagskage med flyvende m&m’s

 

En fancy en af slagsen.

Og hvordan er hun i øvrigt lige blevet 21 år?

Helt voksen på alle papirer. Og klar til at flytte hjemmefra lige om lidt.

Jeg forstår det ikke.

Slet ikke.

Men så kan jeg jo altid lave en kage!

God søndag!

 

Reklamer

Jeg tudede ikke.

25 aug

Eller, næsten ikke.

Hvordan lærer man at sige farvel – og på gensyn – til sit barn, uden at dø en lille bitte smule?

Fik sat Divaen på en stor flyvemaskine og skulle vente på at hun landede langt borte over sø og land. Faktisk mest vente på at hun kunne give lyd fra sig igen.

For på den anden side var der ingen ko på isen.

Der ventede Jane nemlig.

Med flag.

Og åbne arme.

Og en masse oplevelser i mange måneder.

Men altså. Jeg tudede ikke. så meget. Det kunne ikke ses og Divaen opdagede det i hvert fald slet ikke. Hvilket var det vigtigste.

Havde dog kronisk våde øjne hele vejen i lufthavnen og fik tilsendt sms-knus af The Dream Team som forsikrede mig om at jeg nok skulle overleve.

I lufthavnen havde vi nok at gøre med bagage og check in og boarding pass og pølsehorn og chai latte fra lagkagehuset.

Og så var der knus og trappe og halløj.

Og så vinkede vi.

Stod i simultan kø nede i forhallen og fulgte lidt med. Og så var hun væk.

Og vi fandt bilen.

Det stod ned i lårtykke stråler – udenfor altså – men jeg skulle alligevel have solbriller på.

Og de solbriller er lige et kapitel for sig.. Den ene stang er nemlig knækket af, så det ser ualmindeligt tosset ud når man stædigt insisterer på at ville have dem på alligevel.

Men jeg skulle bare have solbriller på.

Og den forræderiske tåre der trillede, var venlig nok til at trille ud af højre øje, så den kunne ikke ses, selvom First Man granskede mig gevaldigt.

Jeg lod som ingenting og skruede op for Celine Dion så jeg kunne snøfte ind, i fred, og skubbede den halve solbrille på plads med så meget værdighed jeg kunne mønstre.

Hjemme kastede jeg mig frådende over Prinsessen som havde to helt nye veninder på besøg. Jeg speedsnakkede om kage og varme sokker, kom med åndede voksenvittigheder, og blamerede mig i det hele taget grundigt.

Så de fortrak, langt væk fra underlige mødre og så kom Gårdmand Bjørn som havde lært noget nyt og gav sig til at remse ugedage op på tysk – skolestarten fornægter sig ikke – og så gik aftenen alligevel.

Men det var ikke nemt.

Og der er SÅ længe til hun kommer hjem igen.

God tur min snut

Første gang igen.

20 jan

Da Divaen skulle døbes, kiggede vi på biblioteket for at finde ud af hvordan man overhovedet kom igennem en dåbsfest. Vi var de første i familien til at formere sig, og det gjorde referencerammen lidt lille. Hverken First Man eller jeg var jo i stand til at huske vores egen dåb. Så vi måtte ud og lede efter informationer, hvilke traditioner der var og hvordan man kunne planlægge det ene og det andet.

Dermed var de efterfølgende dåbsfester noget nemmere, både at planlægge og afholde.

Så kom vi til konfirmationerne. Og da jeg ikke er konfirmeret og First Man fik katolske firmelser, skiftede vi biblioteket ud med internettet – Google is my friend – for at se andre over skuldrene når de havde gang i sange, borddækning, hår og gaver “the Danish way to rock”.

Status på konfirmationer er at vi mangler en enkelt, og da det er en dreng, er det en af de nemme!

Derimod er det netop gået op for mig at jeg skal til at planlægge studentergilde. Og da jeg heller ikke har holdt studentergilde for mig selv dengang for mange år siden, er jeg endnu engang på Herrens mark.

Derfor har Divaen og jeg siddet en del på nettet for at få ideer og inspiration til dette og hint.

Men lige bortset fra begravelser har jeg vist været igennem alle livets fester nu, og er efterhånden ved at være ret ferm til den slags.

Og Divaen har været alle tiders førstegangs prøveklud!

PS: og før nogen indvender at Divaen ikke er gift, så er et bryllup trods alt en af de fester jeg både har været med til at planlægge og stadig kan huske!

Støttepædagog

14 jan

Havde jeg lige brug for i går..

Divaen fik en mindre operation, men skulle i fuld narkose.

Og når ens barn skal det, er der rigtigt mange gode ting at sige om Danmark!! I Frankrig må man for eks. sige farvel til sit barn ude på gangen Og ikke følge med ind og holde dem i hånden til de sover.

Men det måtte jeg her. og da hun vågnede igen – for selvfølgelig gjorde hun det – sagde hun at det sidste hun huskede var at jeg kyssede hendes hånd, så det var jo perfekt.

I mellemtiden, skulle jeg have tiden til at gå, og hvem slæbte så sin lille syge basse ud af sengen og sad i stedet i 2 timer og holdt mig mentalt i hånden på OUH mens Divaens operation stod på?

Vores alle sammens Annø!

 

Det anede mig.

30 aug

Jeg har længe haft en mistanke om det, men nu er jeg faktisk næsten overbevist.

Tadaaahh!

Reklamer virker ikke.

Det er lidt af et scoop ikke sandt?

Men det er faktisk rigtigt.

Jeg ved ikke hvor mange gange folk fortæller mig om en eller anden morsom reklame de har set.

Senest var det Divaen som kom ind for at sige godnat:

“Har du set den der reklame med en havetraktor?”

Hvilket jeg ikke havde fordi jeg hellere vil spilde tiden foran computeren eller en bog, end foran fjernsynet.

“Nå men den var bare vildt sød, med en lille pige og en kæphest som står og kigger bedrøvet på en far der ikke kan starte havetraktoren. Næste billede ser man en glad far og en glad pige som nu rider rundt på en pony der æder græsset”

Her kunne jeg ikke helt regne ud hvad det var en reklame for, og jeg spurgte derfor Divaen hvem der havde lagt navn til.

Det vidste hun ikke.

“Det kan jeg da ikke huske” kom det tørt. “Men den var vildt god.”

Jeg synes så personligt ikke at det er en god reklame, hvis ikke man kan huske hvilket produkt der bliver reklameret for.

Min yndlingsreklame – eller i hvert fald en af mine yndlings – er en reklame for vand. Og den må være god, når selv sådan en som jeg kan huske det!

 

Koncentration eller mangel på samme

10 apr

Okay – der skulle være et blogindlæg.

Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord.

Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig.

Der var nemlig noget jeg ikke kunne finde. Og jeg havde ledt højt og lavt. Splittet huset ad. Højlydt jamret og dermed hidkaldt trøstende børn og også First Man som hjalp mig med at lede sammen med mig.

Det var intet sted at finde, alle de logiske steder, og en god del af de ulogiske steder blev gennemtrævlet. Det hele blev endevendt. Og jeg stod også på hovedet i en kasse julepynt med tårer i øjnene.

Jeg endte med at give op.

Satte mig så for at skrive. Men kunne slet ikke få ordene på gled. Hvad nu hvis det var helt væk? Smidt ud ved en frygtelig fejltagelse?

Nu kunne man sagtens forledes til at tro, at det var noget specielt værdifuldt jeg havde mistet. Et smukt og dyrt objekt som var uerstatteligt.

Det er både specielt og værdifuldt. Smukt og fuldstændigt uerstatteligt. Men dyrt … nej, ikke dyrt.

Mit fine bogmærke er ikke dyrt. Det er lavet på ternet papir. Farverne er for længst falmede og borte, selvom jeg ret hurtigt fik det lamineret.

For dengang jeg lå på hospitalet og kunne mærke at det nok måtte føles cirka sådan at dø, fik jeg et sødt bogmærke.

En bamse, som fejlagtigt bliver taget for en mus af uvidende fjolser som jeg selv, en bamse der holder et hjerte, et bogmærke min lille Diva havde tegnet fordi hun savnede sin mor, og jeg fandt ud af at jeg hellere måtte lade være med at dø lige der.

Et lille bogmærke, som Divaen i dag selv synes er frygteligt grimt men som jeg skatter meget højt.

IMG_0959

Og pludselig uden helt at vide hvordan, rejste jeg mig, gik hen og åbnede præcis den mappe det lå i.

Hensyn, nærsyn og selvsyn

14 mar

Har netop haft den fornøjelse at være til sidste afsluttende lægebesøg med Divaen i går aftes.

Vi havde ingen tid – skulle bare komme, aflevere alle de forskellige resultater og så ville vi komme ind efter rækkefølge. Der sad seks patienter før os.

Og vi ventede kun i to timer.

Men i de to timer nåede vi at få talt om alle dem der sad i venteværelset. Det var ikke alle som vi talte grimt om. Det var faktisk kun en dame med sin søn.

Hun og den otteårige søn sad med hver deres overdimensionerede stoflommetørklæde for næse og mund. På hver sin stol. Der var ikke stole til alle da vi kom ind og lommetørklædedamen lod uanfægtet sin søn sidde, selvom der var mange som stod op med små syge børn.

Alle andre selvsiddende børn, kom op på skødet af mor eller far, uden vrøvl. Men nogle mennesker KAN bare ikke se det, vel? De tror at hensyn kun er noget fra et tag selv bord.

Så var vi på vej hjem og pludselig stoppede trafikken. Jeg var træt og så dugger mine kontaktlinser, så jeg måtte have næsen helt op i forruden inden jeg fattede hvad der var på færde.

En dame i en Mercedes cabriolet ville parkere.

Men hun havde ikke tænkt sig at vente til der var fri bane, så sig hverken frem eller tilbage og var flere gange ved at køre ind i folk som ikke lige regnede med at en parkeret bil ville køre ud foran dem.

En i bilen foran os blev åbenbart så træt af hendes på tværs af vejen manøvrer, at han dyttede.. Hun rakte da bare tunge af ham og gav ham fingeren.

Tænk engang, et voksent menneske? Om jeg fatter at folk vil være sig selv bekendt.

Jeg vidste endda hvem hun var. Nu kunne hun ikke se mig fordi det var mørkt, men jeg kunne se hende og det var rigeligt.

Jeg kommer til at tænke på at det er en ret stor fordel at sidde i Normandiet og skrive blogindlæg på dansk om de sære franskmænd man møder på sin vej.

Hvad skal jeg dog gøre når jeg kommer hjem og skal brokke mig over naboen (hej Irene) eller den lokale præst?

Jeg må nok lave fiktive navne, og omskrive alle oplevelserne, så jeg har noget at skrive om alligevel.

Hvorom alting er, vi kom helskindede hjem. Divaen har stadig kun vasovagalis – eller sådan noget – på fransk hedder det malaise vagal. Så besvimer man, fordi hjertet stopper. Ja, det går naturligvis i gang igen forstås. Det er ikke alvorligt!

..

Hun overlever i hvert fald foreløbigt!

%d bloggers like this: