Har din mor ikke lært dig

At hvis man ikke har noget pænt at sige om andre, skal man holde sin mund?

…

Her kommer en bøvs. Ikke en sur bøvs, bare en lidt arrig bøvs.

Altså, firkløveret er nu fuldt udvokset.

De har alle fire har fået den størrelse det var Vorherres mening de skulle have. Også uden at skele til at de hver især måske godt ville have haft en lille snak med ham om det, først. For så ville de sikkert have ændret lidt i den endelige ordre. Højde, drøjde, øjenfarve og hår-do falder nemlig ikke 100 % i deres smag.

Hvorom alting er, så er Divaen – som jo er ældst – landet på 161 cm og Prinsessen på 174 cm. Hvilket bestemt ikke er retfærdigt. Men det er livet jo desværre sjældent. Divaen er, naturligt nok, dødtræt af at høre på hvor lille hun er og Prinsessen går sjældent i højhælede sko fordi hun ikke vil rage op over alle andre.

Men det ændrer jo intet på hvem de er.

Derfor undres jeg såre når vi, til diverse sammenkomster hvor mine børn også er inviterede, gentagne gange skal lægge øre til mystiske bemærkninger til om deres højde.

I fredags var ingen undtagelse, der var reception for Morfar, og der var både familie og arbejdsrelationer til stede, og vi skulle derfor opføre os ordentligt.

Pigerne måtte, på kortere tid end det tager at sige “ubehøvlet”, lægge øre til mangt og meget:
“Nååh, der er da godt nok stor forskel på højden der, mellem storesøster og lillesøster, hø hø” (No shit Sherlock, du er godt nok kvik)
eller
“Hvor er det sjovt at du er så lille i forhold til sin lillesøster” – (Ja, MEGA grinagtigt!)
og den anden vej:
“Du er vel nok høj i forhold til din storesøster”. (Sikke en iagttagelsesevne, bravo)

Da Divaen besidder et sundt – og til tider ret giftigt – svar på tiltale-gen, og Prinsessen bliver voldsomt ked af den slags, prøvede jeg at svare igen på deres vegne, før vi endte i en diplomatisk krisesituation.

Første gang nikkede de bare og smilte syrligt til synderen, men anden gang, kunne jeg se et noget mere hvast blik i Divaens mørke øjne, tredie gang nåede hun at åbne munden, og lukke den igen og så vidste at jeg gerne skulle forhindre en fjerde gang, for at undgå at hun enten udvandrede eller endte med at spidde den formastelige med en grum og velplaceret påtale.

Det er mig fuldstændigt ubegribeligt at voksne mennesker, uanset alder og baggrund, finder på at sige sådan til andre mennesker. Det er da muligt at folk mener at blot fordi man er under 25, så er man stadig barn og må derfor tales til efter forgodtbefindende, men jeg render da ikke rundt og siger: “Du er godt nok tyk i forhold til din mand” eller “Hvor er det sjovt at du ser så gammel ud i forhold til din søn” til andre mennesker, blot fordi det er det første der falder mig ind.

Vorter, strittende ører, tykke maver og fremtrædende adamsæbler hører ind under samme kategori, som folk, underligt nok, ikke åbent reagerer på. Nu virker højde ikke umiddelbart som noget sårende, men det er det i denne situation. Man kan jo ikke vide hvor andres achilleshæl sidder. Det jeg mener er, at man altså godt må tænke sig en lille smule om, før man hæmningsløst udtaler sig om andres fysiske træk.

I hvert fald vrimlede det i fredags med veluddannede mennesker på 55+ som bare strøede om sig med den slags guldkorn, som om de omtalte personer hverken havde ører eller følelser.

Og det er ikke første, sikkert heller ikke sidste gang, det sker.

Sjovt er det også, at det kun er pigerne der må lægge ryg og ører til den slags. Der er for eksempel ikke nogen der siger noget til at Gårdmand Bjørn er stor og muskuløs og Zorronaldo er tynd og senet. Bjørnen – som er yngst – måler vist 188 cm og Zorronaldo må slå sig til tåls med sine lige knap 180 cm, og han har som sagt en kropsbygning som er en del mere spinkel end sin lillebror, der jo i høj grad lever op til sit kælenavn.

Men det er folk i reglen ligeglade med. De to bliver aldrig sammenlignet af andre. Folk kan til nøds sige at Bjørnen er en utroligt velvoksen ung mand, trods sine 16 år, men nogen sammenligning bliver det aldrig til.

Så jeg har en opfordring til den slags personer som, i misforståede forsøg på at konversere, kommenterer på andres (eventuelt anderledes) fysiske træk:

HOLD KÆFT!

…

God mandag!

Mere kage

Søndagskagen blev til en lørdagskage.

Fordi Divaen blev 21 år sammen med Margrethe.

Og hun ville godt have en lækker kage.

Divaen altså. For jeg tvivler stærkt på at Margrethe ville sætte ligeså stor pris på m&m’s og Kitkat kage som Divaen.

 

Magisk fødselsdagskage med flyvende m&m’s

 

En fancy en af slagsen.

Og hvordan er hun i øvrigt lige blevet 21 år?

Helt voksen på alle papirer. Og klar til at flytte hjemmefra lige om lidt.

Jeg forstår det ikke.

…

Slet ikke.

Men så kan jeg jo altid lave en kage!

God søndag!

 

Jeg tudede ikke.

Eller, næsten ikke.

…

Hvordan lærer man at sige farvel – og på gensyn – til sit barn, uden at dø en lille bitte smule?

…

Fik sat Divaen på en stor flyvemaskine og skulle vente på at hun landede langt borte over sø og land. Faktisk mest vente på at hun kunne give lyd fra sig igen.

For på den anden side var der ingen ko på isen.

Der ventede Jane nemlig.

Med flag.

Og åbne arme.

Og en masse oplevelser i mange måneder.

…

Men altså. Jeg tudede ikke. så meget. Det kunne ikke ses og Divaen opdagede det i hvert fald slet ikke. Hvilket var det vigtigste.

…

Havde dog kronisk våde øjne hele vejen i lufthavnen og fik tilsendt sms-knus af The Dream Team som forsikrede mig om at jeg nok skulle overleve.

I lufthavnen havde vi nok at gøre med bagage og check in og boarding pass og pølsehorn og chai latte fra lagkagehuset.

…

Og så var der knus og trappe og halløj.

Og så vinkede vi.

Stod i simultan kø nede i forhallen og fulgte lidt med. Og så var hun væk.

Og vi fandt bilen.

…

Det stod ned i lårtykke stråler – udenfor altså – men jeg skulle alligevel have solbriller på.

…

Og de solbriller er lige et kapitel for sig.. Den ene stang er nemlig knækket af, så det ser ualmindeligt tosset ud når man stædigt insisterer på at ville have dem på alligevel.

Men jeg skulle bare have solbriller på.

Og den forræderiske tåre der trillede, var venlig nok til at trille ud af højre øje, så den kunne ikke ses, selvom First Man granskede mig gevaldigt.

Jeg lod som ingenting og skruede op for Celine Dion så jeg kunne snøfte ind, i fred, og skubbede den halve solbrille på plads med så meget værdighed jeg kunne mønstre.

Hjemme kastede jeg mig frådende over Prinsessen som havde to helt nye veninder på besøg. Jeg speedsnakkede om kage og varme sokker, kom med åndede voksenvittigheder, og blamerede mig i det hele taget grundigt.

…

Så de fortrak, langt væk fra underlige mødre og så kom Gårdmand Bjørn som havde lært noget nyt og gav sig til at remse ugedage op på tysk – skolestarten fornægter sig ikke – og så gik aftenen alligevel.

Men det var ikke nemt.

Og der er SÅ længe til hun kommer hjem igen.

God tur min snut

Første gang igen.

Da Divaen skulle døbes, kiggede vi på biblioteket for at finde ud af hvordan man overhovedet kom igennem en dåbsfest. Vi var de første i familien til at formere sig, og det gjorde referencerammen lidt lille. Hverken First Man eller jeg var jo i stand til at huske vores egen dåb. Så vi måtte ud og lede efter informationer, hvilke traditioner der var og hvordan man kunne planlægge det ene og det andet.

Dermed var de efterfølgende dåbsfester noget nemmere, både at planlægge og afholde.

Så kom vi til konfirmationerne. Og da jeg ikke er konfirmeret og First Man fik katolske firmelser, skiftede vi biblioteket ud med internettet – Google is my friend – for at se andre over skuldrene når de havde gang i sange, borddækning, hår og gaver “the Danish way to rock”.

Status på konfirmationer er at vi mangler en enkelt, og da det er en dreng, er det en af de nemme!

Derimod er det netop gået op for mig at jeg skal til at planlægge studentergilde. Og da jeg heller ikke har holdt studentergilde for mig selv dengang for mange år siden, er jeg endnu engang på Herrens mark.

Derfor har Divaen og jeg siddet en del på nettet for at få ideer og inspiration til dette og hint.

Men lige bortset fra begravelser har jeg vist været igennem alle livets fester nu, og er efterhånden ved at være ret ferm til den slags.

Og Divaen har været alle tiders førstegangs prøveklud!

PS: og før nogen indvender at Divaen ikke er gift, så er et bryllup trods alt en af de fester jeg både har været med til at planlægge og stadig kan huske!

Støttepædagog

Havde jeg lige brug for i går..

Divaen fik en mindre operation, men skulle i fuld narkose.

Og når ens barn skal det, er der rigtigt mange gode ting at sige om Danmark!! I Frankrig må man for eks. sige farvel til sit barn ude på gangen Og ikke følge med ind og holde dem i hånden til de sover.

Men det måtte jeg her. og da hun vågnede igen – for selvfølgelig gjorde hun det – sagde hun at det sidste hun huskede var at jeg kyssede hendes hånd, så det var jo perfekt.

I mellemtiden, skulle jeg have tiden til at gå, og hvem slæbte så sin lille syge basse ud af sengen og sad i stedet i 2 timer og holdt mig mentalt i hånden på OUH mens Divaens operation stod på?

Vores alle sammens Annø!

 

Det anede mig.

Jeg har længe haft en mistanke om det, men nu er jeg faktisk næsten overbevist.

Tadaaahh!

Reklamer virker ikke.

…

Det er lidt af et scoop ikke sandt?

Men det er faktisk rigtigt.

Jeg ved ikke hvor mange gange folk fortæller mig om en eller anden morsom reklame de har set.

Senest var det Divaen som kom ind for at sige godnat:

“Har du set den der reklame med en havetraktor?”

Hvilket jeg ikke havde fordi jeg hellere vil spilde tiden foran computeren eller en bog, end foran fjernsynet.

“Nå men den var bare vildt sød, med en lille pige og en kæphest som står og kigger bedrøvet på en far der ikke kan starte havetraktoren. Næste billede ser man en glad far og en glad pige som nu rider rundt på en pony der æder græsset”

…

Her kunne jeg ikke helt regne ud hvad det var en reklame for, og jeg spurgte derfor Divaen hvem der havde lagt navn til.

…

Det vidste hun ikke.

“Det kan jeg da ikke huske” kom det tørt. “Men den var vildt god.”

…

Jeg synes så personligt ikke at det er en god reklame, hvis ikke man kan huske hvilket produkt der bliver reklameret for.

Min yndlingsreklame – eller i hvert fald en af mine yndlings – er en reklame for vand. Og den må være god, når selv sådan en som jeg kan huske det!

 

Koncentration eller mangel på samme

Okay – der skulle være et blogindlæg.

Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord.

Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig.

Der var nemlig noget jeg ikke kunne finde. Og jeg havde ledt højt og lavt. Splittet huset ad. Højlydt jamret og dermed hidkaldt trøstende børn og også First Man som hjalp mig med at lede sammen med mig.

Det var intet sted at finde, alle de logiske steder, og en god del af de ulogiske steder blev gennemtrævlet. Det hele blev endevendt. Og jeg stod også på hovedet i en kasse julepynt med tårer i øjnene.

Jeg endte med at give op.

Satte mig så for at skrive. Men kunne slet ikke få ordene på gled. Hvad nu hvis det var helt væk? Smidt ud ved en frygtelig fejltagelse?

Nu kunne man sagtens forledes til at tro, at det var noget specielt værdifuldt jeg havde mistet. Et smukt og dyrt objekt som var uerstatteligt.

Det er både specielt og værdifuldt. Smukt og fuldstændigt uerstatteligt. Men dyrt … nej, ikke dyrt.

Mit fine bogmærke er ikke dyrt. Det er lavet på ternet papir. Farverne er for længst falmede og borte, selvom jeg ret hurtigt fik det lamineret.

For dengang jeg lå på hospitalet og kunne mærke at det nok måtte føles cirka sådan at dø, fik jeg et sødt bogmærke.

En bamse, som fejlagtigt bliver taget for en mus af uvidende fjolser som jeg selv, en bamse der holder et hjerte, et bogmærke min lille Diva havde tegnet fordi hun savnede sin mor, og jeg fandt ud af at jeg hellere måtte lade være med at dø lige der.

Et lille bogmærke, som Divaen i dag selv synes er frygteligt grimt men som jeg skatter meget højt.

Og pludselig uden helt at vide hvordan, rejste jeg mig, gik hen og åbnede præcis den mappe det lå i.

Hensyn, nærsyn og selvsyn

Har netop haft den fornøjelse at være til sidste afsluttende lægebesøg med Divaen i går aftes.

Vi havde ingen tid – skulle bare komme, aflevere alle de forskellige resultater og så ville vi komme ind efter rækkefølge. Der sad seks patienter før os.

Og vi ventede kun i to timer.

…

Men i de to timer nåede vi at få talt om alle dem der sad i venteværelset. Det var ikke alle som vi talte grimt om. Det var faktisk kun en dame med sin søn.

Hun og den otteårige søn sad med hver deres overdimensionerede stoflommetørklæde for næse og mund. På hver sin stol. Der var ikke stole til alle da vi kom ind og lommetørklædedamen lod uanfægtet sin søn sidde, selvom der var mange som stod op med små syge børn.

Alle andre selvsiddende børn, kom op på skødet af mor eller far, uden vrøvl. Men nogle mennesker KAN bare ikke se det, vel? De tror at hensyn kun er noget fra et tag selv bord.

Så var vi på vej hjem og pludselig stoppede trafikken. Jeg var træt og så dugger mine kontaktlinser, så jeg måtte have næsen helt op i forruden inden jeg fattede hvad der var på færde.

En dame i en Mercedes cabriolet ville parkere.

Men hun havde ikke tænkt sig at vente til der var fri bane, så sig hverken frem eller tilbage og var flere gange ved at køre ind i folk som ikke lige regnede med at en parkeret bil ville køre ud foran dem.

En i bilen foran os blev åbenbart så træt af hendes på tværs af vejen manøvrer, at han dyttede.. Hun rakte da bare tunge af ham og gav ham fingeren.

…

Tænk engang, et voksent menneske? Om jeg fatter at folk vil være sig selv bekendt.

Jeg vidste endda hvem hun var. Nu kunne hun ikke se mig fordi det var mørkt, men jeg kunne se hende og det var rigeligt.

Jeg kommer til at tænke på at det er en ret stor fordel at sidde i Normandiet og skrive blogindlæg på dansk om de sære franskmænd man møder på sin vej.

Hvad skal jeg dog gøre når jeg kommer hjem og skal brokke mig over naboen (hej Irene) eller den lokale præst?

Jeg må nok lave fiktive navne, og omskrive alle oplevelserne, så jeg har noget at skrive om alligevel.

Hvorom alting er, vi kom helskindede hjem. Divaen har stadig kun vasovagalis – eller sådan noget – på fransk hedder det malaise vagal. Så besvimer man, fordi hjertet stopper. Ja, det går naturligvis i gang igen forstås. Det er ikke alvorligt!

..

Hun overlever i hvert fald foreløbigt!

Set med andre øjne

Jeg kører lige lidt fotospam over temaet: Kong Mor set med andre øjne!

Divaens bud på Kong Mor.

Og Prinsesse Lyserøds. Bemærk venligst al den mad hun har valgt!

Divaen om familien.. Når vi er værst. Tankevækkende..

Ses vi til kage?

Bremset midt i bevægelsen

Engang; det er mange år siden nu, var der en ung lettere hjernelammet fløs, som kørte alt for stærkt rundt i et sving – og direkte ind i os. Bilen blev totalsmadret, men der skete ikke noget med os overhovedet.

Vi sov dårligt et par nætter efter og stanken af airbaggas blev ligeledes siddende i vores stakkels næsebor længe efter den var fordampet.

Vi havde været på vej et sted hen, det kom vi naturligvis ikke, derimod blev vi kørt hjem af nogle venner. Men længe efter sad der en følelse i mig, at jeg havde glemt noget, at jeg manglede at gøre noget.

Fordi jeg ikke var nået frem til mit første bestemmelsessted.

Det var vores plan at drikke te i en lækker tesalon, så det var ikke som om vi var gået glip af en koncert eller en middagsaftale, men vi havde en plan.

En plan for dagen og den blev jo afbrudt noget brat, og min hjerne kunne ikke helt vænne sig til tanken.

Således også i går. Midt i en hektisk morgen hvor First Man havde en aftale. Det var egentligt meningen at jeg skulle med, men så ville elselskabet sende en person forbi og aflæse vores måler, og så måtte jeg pænt blive hjemme og vente på dem.

Pludselig ringede First Man midt i sit møde, og meddelte at gymnasiet havde ringet til ham; Divaen var besvimet midt i en time, og lå nu og hvilede sig på lazarettet, men at hun nok godt ville hentes.

Der sad jeg, uden bil.. og skulle hente en slatten datter. Hvad gør man så?

Man ringer da til en ven!

Eric kom og fik mig fragtet ned til gymnasiet. Og jeg blev mødt af en større modtagelseskomite, folk som var voldsomt bekymrede for min datter. Pænt af dem, men da Divaen rask væk besvimer til hver given lejlighed, var jeg nok noget mere blasert og ganske ubekymret.

Vi fik hende bugseret ned i bilen, men da hun var lidt blå om fingrene og havde lidt svært ved at artikulere, tog vi på skadestuen, som beholdt hende.

Hendes puls var nemlig meget lav og hun skulle tjekkes i alle ender og kanter. Hun blev indlagt på det de kalder daghospital, hvor de kan undersøge folk i ro og mag uden at man optager akutpladser i skadestuen. Og så blev hun ellers undersøgt.

First Man stødte til efter sit møde og så sad vi der. Nogen med pulsmåler. Koblet til mærkeligt maskineri som sagde lyde. Og tiden gik. Langsomt. Divaen fik lækker frokost serveret..

mens vi andre sad og vansmægtede. Og så fik vi ellers ventet kedet os. Til både sølv og guldmedaljer. Patient og forældre.

Det endelige resultat blev at vi ikke ved hvorfor, samt at hun da heldigvis er frisk igen, men skal tage den med ro i dag. Vi blev lukket ud ved femtiden, og tog hjem.

Og så sad jeg der, hjemme altså, og følte mig ganske punkteret. Der manglede en hel dag, en masse gøremål, fordi jeg skulle sidde og kukkelure på et kedeligt hospital.

Som om man er sprunget ud fra en vippe og fortryder midt i bevægelsen. Så jeg  meldte mig ud af dagen igår og så prøver jeg bare igen i dag!

Divaens gæstebud

Vi har set Babettes gæstebud.

Firkløveret kan som regel godt lide danske film, hvor der er nogen som snakker fransk. Det er rart at kunne begge sprog – at kunne følge med på flere niveauer.

Derfor elsker de vi også Olsenbanden over alle bjerge – hvor de er i Paris. Og vi griner inderligt når Benny skal sige ”nu” til Suzanne og det bliver til ”nøgen” i stedet for!

Så vi ville se Babettes gæstebud.

Stephane Audran, som spiller Babette, kunne ikke et eneste ord på dansk – og havde lært hele rollen udenad, uden at vide hvad hun sagde. Faktisk ret godt klaret. Men hun laver jo mad i denne film, ganske inspirerende mad – og Divaen blev enig med sig selv om at hun sagtens kunne lave en middag som lignede.

Hun måtte bare love sin sarte lillesøster at vagtlerne blev serveret uden hoved.

Jeg kunne nemlig fortælle at den eneste gang jeg fik vagtler, var hovedet med og da First Mans tante satte tænderne i kraniet på den stakkels fugl og sugede hjernen i sig, var jeg ved at besvime.

Eller kaste op.

Kunne ikke helt bestemme mig. Men det er mange år siden – så jeg var helt med på at prøve igen.

Jeg ringede til områdets bedste slagterbutik og fik bestilt nogle vagtler helt skrællede for knogler og diverse indvendige skeletstykker. Der blev indkøbt foie gras, nogle trøfler og en masse andet, hvorpå Divaen ellers gik igang.

Det endte faktisk med at blive til en slags Cailles en sarcofage og de smagte vidunderligt. Og det var nemt! Jeg hjalp nemlig heller ikke til denne gang.

Forretten var græskarsuppe med ristede rejer. Ingen skildpadder her! Så fik vi blinis Demidoff som i filmen og dernæst Vagtler.

Desserten var chokolademousse med hjemmelavede marengs og en marcipankage med safran.

Her bliver foie gras og trøffelskiver pakket ind i den noget ledeløse fugl. Hvis vi nu havde ventet lidt med at spise, kunne vi faktisk godt have kaldt det for  “Dyrlægens natmad”!

Lidt klippen og klistren med butterdejen som bliver forvandlet til:

nogle ret store “sarkofages”. Tarteletter i overstørrelse. NEMT!!

Og det færdige resultat. Alle kunne lide det – også dem på 10!

Vi sagde at det var en slags minikylling uden ben, og med foie gras i, og  han åd rub og stub! Det gjorde vi andre også!

Og desserten. Mmm. First Man ville vide hvorfor danskere altid skal mmm’e når de har taget en bid – og vi måtte blive ham svar skyldig.

(Siger vi da sådan?)

Under middagen snakkede vi om at lave mad.

Daglig mad. Men også lækker mad.

Det er mærkeligt hvor mange franskmænd som aldrig laver mad; som køber råvarer af dårlig kvalitet, eller færdigretter. Både til daglig når det skal gå stærkt men også til fest hvor det meste mad kommer udefra.

Netop i et land som Frankrig, hvor de fineste råvarer er til rådighed så nemt som ingen ting.

I forhold til Danmark hvor forholdsvis mange mennesker kan lave god mad og hvor maden som regel er lidt mere bastant og lidt mindre forfinet. Det forstår jeg ikke.

Pigerne har virkelig nydt at lave fin fin mad til familien, vi har nydt at smage noget vi ikke får så tit og det gav en anden stemning omkring bordet. Nu mangler vi bare drengene, de har bestemt også lyst men har ikke haft tid endnu – det kommer!!

Sikkert forårstegn

Noget af det første som bebuder forårets komme, er duften af benzin.

..

Gårdmand Bjørn har nemlig støvet sin motorcykel af og fræser rundt på matriklen med en lyd som en arrig hveps og driver sine søstre til vanvid.

Indimellem kører han fra nogle imaginære forfølgere, eller også vinder han et eller andet, han hilser i hvert fald vældigt royalt på et publikum, kun han kan se!

Jeg får luftkys igennem styrthjelmen, når han med jævne mellemrum passerer mit vindue.

Først den ene vej..

Og så den anden vej..

Lidt ligesom en børnesang han prøvede at huske i sidste uge.

Fortalte Divaen mig.

Hun stod på badeværelset og Gårdmand Bjørn sad ude på reposen og legede.

Og sang lidt.

”Så går vi rundt om en…” Der blev stille.

”Hvad er det nu den der busk hedder?” han stak hovedet ind af døren til sin søster.

”Hvilken busk?” ville hun vide – noget desorienteret.

“Jamen den man går rundt om.. I en sang”. Kom det lidt utålmodigt.

”Nåårh” svarede hun: ”det er vist en enebærbusk.”

Danske sanglege er ikke noget den ældre del af Firkløveret er ret stærke i, da det var lidt svært at lave sanglege med sig selv og sine små børn, sådan i det store udland.

Han sang videre: så går vi rundt om en enebærbusk, enebær… Enebær?” Han stoppede midt i sangen.

”Er det så meningen at der er bær på?”

Her var hun ham svar skyldig.. og det sidste hun hørte, før hun gik ned og foreslog mig at købe en plantebog til ham, var at han undrende mumlede for sig selv: ”Er enebær overhovedet et rigtigt bær?”

Den der ko..

Hos Decathlon kan man få fleeceforede gummistøvler. De er skønne og varme. Måske ikke så kønne igen, men det er lige meget. Mine er i kemisk lilla.

Jeg viser dem lige igen så kan I bedre forestille jer resten af historien! Hvis I mener at have set dem før så er det fordi jeg også havde dem på da Zorronaldo skulle til Italien midt om natten.

Nu er det bare kun Gårdmand Bjørn og jeg selv, som er de heldige indehavere af sådanne støvler, idet resten af familien ikke mente at deres gang i mudder, var så voldsom, at det ville berettige anskaffelsen af et par.

Men da Divaen skulle ud og lege med køer, spurgte hun om hun måtte låne sin lillebrors støvler. De er forresten sorte.

Det måtte hun godt, men måtte love – under ed – at der ikke kom ureglementeret snask på dem. Mudder ja, kolort nej. Gårdmand Bjørn er en anelse sart med den slags. Gad vide hvem han har det fra..

Hun lovede.

Men køer er åbenbart nogle utilregnelige størrelser, som nemt bliver nervøse. Og når de er nervøse – får de dårlig mave.. Det kender man jo godt fra sig selv, så de er vel lovligt undskyldte, men det viste sig at være et lille problem i forhold til hendes løfte.

Det er nu at det der med blodprøvesteddet spiller ind.

Blodprøve på en ko skal tages under halen…

…

Ja. Der..

Og her gik Divaen så i detaljer og sagde: ”Du ved godt, det der bløde sted under halen..” Her måtte jeg straks stoppe hende og sige: ”Nej, min skat, jeg ved ikke hvordan en ko ser ud under halen.. Det er der ikke ret mange almindelige mennesker der ved..”

Men altså, blodprøven tages under halen – lige over hullet.. På et blødt stykke hud uden pels.. GODT jeg ikke er en ko – for det må da gøre helt afsindigt ondt? ”#*%¤#gnnn..

Nå, tilbage til selve situationen.

Jeg opsummerer lige: blodprøve under hale, nervøs ko, dårlig mave. Hvorfor der naturligvis kom ureglementeret snask på Gårdmand Bjørns støvlers fleecekant.

Men det blev vasket af og ingen siger noget til ham – hører I – for så der rent faktisk er håb om at han vil have dem på igen!!

Til sidst vil jeg skynde mig at sige at ingen køer kom til skade i dette forløb – det var naturligvis ikke Divaen der stak nålen i dem – hun tog bare imod de små bøtter med blod i – og kolort – på, for at skrive koens nummer på den lille bøtte. Og derfor stod hun i upraktisk nærhed både af dyrlæge og nervøs ko, hvilket medførte føromtalte snask på fleecekant.

Jeg er heller ikke laborant og ved derfor ikke om de der bøtter har et finere og mere brugbart navn.

Men nu ved I også hvor man tager blodprøve på en ko!

Hvor tager man blodprøve på en ko?

Det vidste jeg ikke.

Jeg mente ellers også at jeg levede ganske udmærket, uden denne information i mit liv. Jeg havde i hvert fald ikke savnet denne oplysning. Ej heller haft brug for den før.

Men nu ved jeg det, fordi jeg har en datter som vil være dyrlæge.

I Frankrig er skolen således indrettet at man får afviklet sin erhvervspraktik i en ferie.. For ikke at spilde kostbare skoletimer på den slags pjat. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig samme procedure i Danmark, idet 85 % af forældrene garanteret ville falde om i forarget koma og forlange at deres poder fik erstatningsfri. Udover de uger der bliver brugt til ferier i skoletiden, fordi det er billigere eller bare passer forældrene bedre..

Det var lige et surt sidespring, men alt dette for at sige, at Divaen og Zorronaldo har været henholdsvis dyrlæge og politibetjent i den forgange uge – og er hver dag kommet hjem med spændende fortællinger om fingeraftryk og… ja..

..

Altså nu ved jeg ikke med jer, men cirka samtidigt med at jeg holdt op med at være sej, udviklede jeg et højst ubehageligt gen. Som forhindrer mig i at høre om / se på / i det hele taget at håndtere blod, slam og snask uden at få koldsved og falde om.

Så jeg skal tage mig helt gevaldigt sammen, når Divaen beretter hvordan der ser ud på indersiden af en kat. Subsidiært en hund.

Politibetjenten har det på samme måde. For slet ikke at tale om Prinsessen og Gårdmand Bjørn. Vi taler ikke om First Man, som kun kan blive bange for selvangivelser eller for at få mudder på ruskindssko.

Men det har affødt nogle ret akavede situationer omkring frokostbordet. Politibetjenten har fortalt om folk han skulle følge i retten, brugstyverier og vold, aflytningsmetoder og forskellen på heroin og kokain. Spændende og meget fængslende, om jeg så må sige.

Når Divaen så er begyndt, lige så entusiastisk at fortælle hvordan man slår knude på forplantningsudstyret hos en hankat, eller størrelsen på en betændt hundelivmoder, er publikum på kort tid forduftet. Eller har – under høje hyl – bedt om madro og Divaen har gnavent måtte henlægge, hvad der måtte være en artikel værdig i ugeskrift for dyrlæger – til efter vi havde sunket maden.

Det var nu lidt synd for hende og jeg har derfor ladet som om jeg var en god mor og lyttet alt det jeg kunne, til alle hendes snaskede oplevelser når andre mere sarte ører var optaget andre steder.

Hun er hver dag glædesstrålende hjemvendt, med blodige historier om alt det hun har set og oplevet. Ikke en eneste gang er hun faldet om, eller har rynket på næsen over kolort, og andre lækkerier.

Det er også tredje gang hun er i praktik som dyrlæge så mon ikke det er fordi hun virkelig holder af det?

Som afslutning på ugen var hun med til et kejsersnit på en ko.. Bare tanken gør mig bleg indvendig.

Desværre har det haft den bivirkning, at hendes medfølelse overfor mig og mit blodige sår.. de der to sting på mit lår.. efterhånden kan ligge på et meget lille sted.

Prinsessen viste hende nemlig det billede der var blevet taget af min forhenværende skønhedsplet..

Jeg ventede på Divaens medfølende udbrud, om hvor voldsomt det var, da hun langsomt så på mig og sagde tørt: ”Jeg troede det var meget større. Er du lige klar over hvor meget der skal syes sammen på en ko?”

Jeg mente ikke mit lår kunne sammenlignes med en komave. Uanset hvilken én af dem man vælger. Jeg var lige ved at ønske hun hellere ville være kosmetolog.

Men så havde hun naturligvis ikke kunnet fortælle mig, hvor man tager blodprøve på en ko.

Noget om styrke.

 

Nu det handler lidt om styrke:

First Mans forhåbentlige fysiske overlegenhed i forhold til pirater, og den styrke jeg også gerne skulle have fundet frem, så jeg kan klare det hele, så kom jeg til at tænke på mine børns styrke.

Jeg vil jo helst ikke få det til at lyde som om de er rene kyllinger – ligesom deres mor.

For et stykke tid siden kom Divaen hjem og sagde ”Jeg er for resten blevet inviteret til en eller anden fødselsdagsfest hos Virginie i Deauville. Men jeg vil ikke med.”

”Nå” sagde jeg lidt forundret.. ”Hvorfor da ikke?”

”Fordi” min kloge og stærke datter rettede sig op ”Marie skal ikke med”

Her stod jeg lidt stille og overvejede mit næste træk. ”Kan det da ikke være lige meget om Marie skal med?” Prøvede jeg. ”Du kan vel godt tage til fest uden hende?”

Hun sukkede. ”Du forstår det ikke – Marie er slet ikke blevet inviteret”

Med meget sans for børn som bliver holdt udenfor, spurgte jeg noget vrissent hvorfor stakkels Marie så ikke skulle med til festen.

”Det ved jeg ikke” Divaen trak på skuldrene ”De synes sikkert at hun er kedelig, anderledes eller kikset eller noget. Hun er i hvert fald ikke blevet inviteret”

Hun så ud som om hun gerne ville sige mere, så jeg satte mig ned. ”Men du er blevet inviteret..” konstaterede jeg.

”Ja” Hun nikkede ”De er bare så onde. De hvisker og tisker om den skide fest hele tiden – også selvom Marie står lige ved siden af. Det er så barnligt. Så jeg vil altså ikke med.”

Divaen tog ikke med til festen.

Marie opdagede slet ikke noget og nåede dermed ikke at føle sig kikset og udenfor, som den der ikke var inviteret. Men hold nu op, hvor var jeg stolt af min Diva.

Hvor mange ville ikke tage med til fest med de hotte alligevel, uden tanke for at andre blev holdt udenfor.

Muligvis er det de mange år i den danske skole, hvor hun blev holdt udenfor, som har gjort hende så stærk.

Bare minderne om de år gør mig rødglødende, og jeg må med skam melde at jeg aldrig nogensinde kommer til at kunne smile venligt til andre end Hannah fra den klasse.

Men Divaen overlevede på overskudsmåden, og kan derfor holde med de svage i dag.

Så nu tager jeg lige Disco-ormen Bjarnes mors stemme på og siger: ”sådan taler miiiin datter! Min datter Divaen!”

Til almen oplysning, er den engelske Aston Martin desværre ikke vores, ejheller har Divaen kørekort – men den engelske Lord lod hende sidde i den, så jeg kunne tage et blære billede!

Flink mand, med sans for ægte Divaer!