Tag Archives: Dobbelt airbag

Yoga og så mig

9 okt

Jeg er hoppet op på yogahesten. Og jeg kommer ikke ned foreløbig.

Underviseren er sød og dygtig.

På en afslappet måde.

Hun siger ofte, at vi ikke skal præstere noget og at vi virkelig skal mærke efter hvordan det føles, og føles det ikke rart, skal vi lade være. Hun nævner indimellem hvad den stilling, vi står krøllet ind i, hedder. Ikke at jeg tror de ligner noget som helst yoga agtigt, de stillinger jeg forsøger at efterligne. Men hovedsagen er, at jeg har det godt bagefter.

Ikke desto mindre er der også slanger i mit paradis. I form af seriøse mindreværdskomplekser og præstationsangst.

Blandt andet fordi de andre har rigtigt yogatøj.
I økologisk bomuld.
Som sidder pænt, og ikke som skindet på en hårdtpumpet hamburgerryg.

De vejer så heller ikke 16-18 kilo for meget. – ligesom jeg gør…
Og de har egne rullemåtter.

Og de husker at hilse hinanden på Buddha måden, når det er slut.

De kan også sidde i skrædderstilling – eller det hedder det vel strengt taget ikke, når det er yoga. Så hedder det nok yogastilling. Men altså de kan sidde sådan. Meget længe.

Hvis jeg sidder sådan, begynder mine ben at sove inden der er gået 3 minutter.

Desuden kan mine knæ ikke komme ret langt ned, så mens de andre sidder ganske afslappet, med knæene nærmest nede på gulvet, sidder jeg og vrikker uroligt rundt for at undgå at blokere blodtilførslen til mine stakkels ben, og mine knæskaller befinder sig deuden i umiddelbar nærhed af mine ører.

De andre kan også holde balancen.
Min balance er på en eller anden måde, ikke gået med mig op i yogasalen.

Hvilket gør, at når vi står på venstre ben og venstre hånd, med højre ben et eller andet sted ude i en fjern galakse – så langt væk jeg ikke engang ved hvor det er blevet af – og så skal forsøge at række højre arm ud i samme retning, som det ben der er blevet væk, så vælter man.

Eller det vil sige…

Jeg vælter.

Som den absolut eneste.

Med et blødt bump – det er så en af de eneste fordele der er ved de 16-18 kilo – landede jeg tungt på venstre balle. Jeg nåede i sidste øjeblik, at krumme mig sammen så jeg ikke ramlede sammen med hende der stod og balancerede ved siden af.

Det kunne ellers have været kønt, at vælte ind i hende – som så væltede ind i den næste – på dominomåden. Jeg var nok aldrig kommet mig over skammen, og ville afgjort ikke have sat mine ben der mere.

Det skete heldigvis ikke.

En anden ting der er lidt ubehageligt i de der nedadgående og udfarende yogastillinger, er min barm.
På samme måde som når jeg er i karbad, bliver mit hageparti pludselig mødt af en dobbelt airbag, der truer med at kvæle mig, så såre jeg vender bunden i vejret på mig selv. Det er mig komplet umuligt at fatte, hvordan man overhovedet er i stand til at “trække vejret dybt, og helt ned i maven”, når man står på et ben og to hænder, hovedet nedad og har det andet ben i stik modsat retning, nemlig op mod loftet, og ens bryster har lagt sig godt tilrette på ens hage.

Det er lige før jeg heller ikke kan se noget, men det er måske iltmanglen.

Det er gudskelov sådan, at underviseren ikke overdriver de forskellige stillinger. Det er så heller ikke yoga på den sportsagtige eller hurtige måde. Jeg når lige akkurat at få frembragt sved på panden, samt sat de fleste af mine muskler i alarmberedskab, så de ryster voldsomt, og så er den stilling slut og vi slapper af før den næste.
Hvilket betyder at jeg godt nogenlunde kan følge med i det meste.

Altså, hvor man ikke lige står med bunden i vejret.

Når jeg går derfra, føles det som om jeg er blevet masseret indvendigt, på en rar måde, og jeg vælger at tro at det er sundt. For både krop og sjæl.

Det kan jo også være at min balance på et eller andet tidspunkt indfinder sig i yogasalen sammen med mig. Jeg har da også et lille håb om, at jeg med tiden kunne blive bare lidt mere smidig, så mine knæ kan komme nærmere gulvet, i stedet som nu, hvor de fungerer som ørevarmere.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte dette yoga-noget, hvis jeg da ikke vælter nogen.

 

Reklamer
%d bloggers like this: