Tag Archives: Doktor Mor

En kylling? Mig? Nej da!

23 jan

Og det er ikke engang sarkastisk.

Jeg kan nu kalde mig selv for Doktor Mor.

Fordi: i sidste uge blev Divaen opereret og blev syet med et par sting. Disse skulle fjernes ved egen læge en uge – ti dage efter operationen, og det var så i går.

Desværre var Divaens skema ikke af sådan karakter at det efterlod plads til at få en tid hos lægen, med deres relativt begrænsede åbningstider.

Da jeg i går, i andet ærinde, alligevel var at finde i lægehuset – nej det var ikke for at stikke den Luciabesøgende lægefar en flad, selvom jeg ikke kunne modstå at stirre surt på ham – så kunne jeg jo passende forhøre mig, for hende.

Hvorom alting er, jeg spurgte lægen – vores læge, den rigtige læge – om jeg helt selv mon kunne eller rettere måtte, fjerne stingene fra min datter.

Det måtte jeg godt.

Med hans mundtlige anvisninger tog jeg hjem og fremlagde min ide for min ældste datter. Jeg ignorerede hendes noget skeptiske blik, og prøvede at overbevise ikke bare hende, men også i høj grad mig selv, om at det var en vanvittig god idé at jeg fjernede hendes to sting.

Ikke desto mindre befandt vi os lidt senere på badeværelset, jeg iklædt kirurgtøj og afsprittet neglesaks. Nej okay så, jeg havde ikke kirurgtøj på, men den afsprittede neglesaks og do pincet var ganske vist. Det lød bare så professionelt.

Og jeg gjorde det.

Jeg fjernede de to sting, helt uden at besvime og helt uden at Divaen kom ud af badeværelset med flere skader end da hun trådte ind.

Er jo ikke fri for at være en ganske lille bitte smule stolt af mig selv!

%d bloggers like this: