Fødselsdag i clipart

Det startede med.. Eller faktisk starter alle vores fødselsdage med at fødselaren ligger i sin seng og sover rævesøvn. Så kommer alle de andre med lys og flag og hele balladen, synger fødselsdagssang og først da må man stå op og gå ned til morgenbordet med gaver og slik.

I dag var ingen undtagelse, jeg sov min rævesøvn og ventede artigt på min fødselsdagssang, bortset fra at First Man havde grebet et flag som kan spille. Det var et fodboldtosseflag jeg købte i et anfald af akut patriotisme, lige før vi skiftede ømulden ud med Æblebakken.

Der er det særlige ved dette flag at det, i stedet for en fødselsdagssang, spiller ”Der er et yndigt land.”

…

Så det var til tonerne af vores yndige nationalsang jeg blev vækket i morges.

Efter jeg gav mig til at grine, og ingen sang helhjertet med, men derimod stirrede noget mystificerede på deres far, spurgte First Man forbavset hvorfor ingen sang, hvortil Divaen meddelte at dette måske var en lidt forkert sang til lejligheden.

Havde det så i det mindste været kongesangen, kunne jeg endda forstå det.. Men der blev sunget fødselsdagssang til sidst, og op kom jeg.

Burde nok have rejst mig allerede da de første kemiske toner af nationalsangen gjaldede skrattende i mine sagesløse ører, men jeg tillod mig altså at blive liggende til de havde fundet kammertonen.

Så kom turen til gaver – og hold da lige helt op, der var mange!

Jeg blev voldsomt forkælet af børn, mand, familie og venner! Som jeg sagde – hvis ikke det var fordi man blev ældre hver gang – ville jeg nu gerne have sådan en dag lidt oftere end bare en gang om året.

Og til folk som ikke synes de bliver nok fejret på deres fødselsdag, har jeg et rigtigt godt råd. De skal gøre følgende tre ting: skynde sig at få fire børn, have en blog og være på Facebook.

Man bliver aldrig overset på sin fødselsdag når man har en facebook profil. Nogle siger det er overfladisk – men jeg synes det er vildt fedt. Skønt at læse alle de hyggelige små blink fra nær og fjern, for slet ikke at tale om alle de søde lykønskninger jeg fik her..

Skal vi ikke bare sige at vi gør det igen i næste måned?

Nå, det var et sidespring.

Jeg blev hentet af Fiona, og så gik turen til Caen hvor vi vandrede rundt i byen i strålende mildt solskin og 16 grader. Lidt shopping blev det vist også til, inden vi nåede Dolly’s bulede lænestole.

Jeg må lige sige, jeg har fået den flotteste gave af Fiona – tænk – hun har malet mig. Fundet et gammelt sort/hvid billede af mig, malet efter det i ren popart. Altså ret blæret at have et maleri af sig selv, vil jeg lige sige!

Timerne på Dolly’s gik med fish’n’chips, grin og snak og en del glas chai!

Jeg nåede hjem lige tidsnok til at hente børn i skolen, og blev forsinket af en masse som lige skulle ønske tillykke og snakke lidt, endelig nåede vi hjem og så var der dømt kakao. Vi hyggede og snakkede indtil vi skulle på ”creperie” (pandekagehus)

Jeg blev mæt allerede halvvejs inde i min hovedret.. Men dessert skulle jeg ligesom have, både fordi dessert ikke feder på ens fødselsdag, men også fordi min dessert var en gave – on the house. Så jeg sluttede lige af med en chokolade fondue. (og bøøøvs)

Kunne bagefter overhovedet ikke bevæge mig uden at stønne og fik derfor ikke trukket en vinder af min giveaway idag.

Sov som en sten – med skønne oplevelser i hele hovedet!

Børn og kunst

Jeg var på kunstmuseum i sidste uge med de royale. Det var jo vinterferie og tiden var lidt lang, så vi tog til Caen for at luske lidt rundt der.

Der er et meget fint slot i Caen – det eneste problem er, at det er udenfor. Og når det blæser 1½ pelikan er det ikke videre morsomt at trampe rundt i William the Conquerors fodspor, og ens begejstring for tomme voldgrave og murbrokker kølner ligeså meget som vejret.

Altså fik jeg – synes jeg selv – den fantastiske idé at slæbe dem med på kunstmuseum.

Der blæste det i det mindst ikke – og så kunne jeg lokke med eftermiddags lækkerier hos ”Dollys” bagefter.

Nu vil jeg skynde mig at fortælle at ”Dollys” er nok det eneste sted uden for England, hvor man kan få cream tea der er værd at betale for – for slet ikke at tale om hendes fish n’chips. Dolly er en lille engelsk dame, som har den hyggeligste restaurant i.. nok ikke i verden for jeg har desværre ikke været overalt – men af alle de steder jeg HAR været er Dollys afgjort den hyggeligste restaurant.

Således lokket med lækker cream tea var afkommet overbevist. Og vi gik ind.

Men dette kunst museum.. det var.. noget af en skuffelse. Jeg tror indersiden af en offentlig toilet væg er mere kunstnerisk. Jeg holder meget af kunst og billeder, skulpturer og sådan, men ihh altså.. Der var en eneste lille sal med 10 nogenlunde impressionistiske værker, ellers var der ikke et eneste – af mig – kendt navn. Men nu har jeg selvfølgelig heller ikke studeret kunsthistorie. Billederne var kedelige og intetsigende.

Og så kom vi til sidst til salen med noget de kaldte moderne kunst. Der var et stort lyseblåt lærred.. med en nåletynd rosa streg lodret ned fra top til bund. Og jeg undredes såre. Så kom der et lærred som var dækket med lakerede franskbrødsskiver. Bare tanken om at have lakeret mad hængende på væggen i årevis var nok til at give mig kvalme.

Men det varede ikke længe, så gad vi ikke kunst mere. Når jeg bliver – narrrj – jeg bliver aldrig gammel – men når jeg ikke har hjemmeboende børn mere, og inden jeg får børnebørn vil jeg på museum i mange timer ad gangen. Det har jeg nemlig ikke været i mange år.

Belært at egen erfaring, er jeg altid løbet igennem museer med de royale. Jeg blev som barn, slæbt med til endeløse udstillinger om det ene og det andet – og jeg synes det var usigeligt kedeligt. Derfor har de royale blandt andet været på Louvre i under 45 minutter. Rekord – jeg ved det godt – men derfor synes de stadig det er sjovt at gå med på museum.

De kan huske de har set Mona Lisa, Napoleons kroning, Marianne på barrikaderne og la Victoire de Samothrace. Derudover mindes de dette:

Rutsjebane ned ad trapperne imellem salene. Desuden var det absolutte højdepunkt den dag, at de kørte i Metro 3 gange.

(PS: jeg kan godt se at der er 5 børn, men den orange er en ven!!)

Så jeg er helt sikker på at kunstmuseums turen i Caen vil også blive husket hovedsaglig for besøget hos Dollys. Det synes jeg er okay – for de kan stadig huske lærredet med brød og hvor få pæne billeder der var.

Og de vil godt jogge sammen med mig, igennem et andet museum, en anden dag.