Mmmnja, altså…

Hvorfor så stille, tænker I.

Der skete jo som sagt det, at jeg sagde mit job op. Fordi jeg skulle udleve min drøm. Og fordi jeg ikke syntes jeg havde råd til at skabe min egen ramme om drømmen, så lånte jeg en anden ramme.

En andens drøm, om jeg så må sige.

Jeg forsøgte at mase min egen drøm i facon, så den lige kunne være inde i et hjørne, af en anden persons drøm, uden at fylde for meget.

Det var en fejl.

Problemet med at mase sin egen drøm i en anden persons drøm, er at det sjældent går helt som man forventer. Og derfor kan ens fantastiske drøm godt ende med at blive lidt mareridtsagtig i kanterne.

…

Hvorom alting var, efter 6 ugers meget urolig søvn, med tendens til mareridt, tog jeg min gode drøm og gik.

Min drøm er nemlig for kort til at skulle gøre plads til andres mareridt!

…

Og så er alt vist sagt om den sag!

 

Et nyt kapitel

er klar til at blive skrevet i den bog som er min.

Ja.

…

Hvordan skal jeg nu sige det?

…

Landet ligger sådan at jeg har sagt mit gode faste job, med morgenmad, pension og diverse personalegoder, op. Fordi jeg har fået chancen for at blive ansvarlig for en café, til en lavere løn og ikke helt så mange goder. For nu at sige det mildt.

Bom.

Der slap det ud.

…

Nu har jeg for alvor mistet de sidste hjerneceller, jeg var i besiddelse af, tænker I.

Det er også muligt det er tilfældet.

Men i mange, mange år har jeg drømt om at få min egen tesalon. Et hyggeligt sted hvor man udover te – og kaffe naturligvis – kunne spise lækre kager bagt af mig og ugens gæstebager, bytte bøger, lave en læseklub, få planlagt en temafødselsdag, høre foredrag og have samtaleoplæg og ja, listen er uendelig.

Og pludselig var der en mulighed.

I en allerede velfungerende café. Med samtaleoplæg, brætspil og bæredygtighed på programmet.

Og hele set-oppet havde umiskendelig lighed med min drøm. Den lå bare der, og ventede på at kunne blive til virkelighed.

Valget var mit. Og jeg tænkte lidt. Og så tænkte jeg meget. Og lidt mere.

Og til sidst lukkede jeg øjnene og sprang.

…

Sprang ud, uden at vide hvor jeg lander. Uden at vide om der er vand i bassinet, eller sikkerhedsnet.

Faktisk kan man sige at jeg er midt i springet, lige midt imellem to verdner.

…

Hedder det for resten verdner eller verdener?

Nå, det var et sidespring, i hvert fald befinder jeg mig lige nu i en slags vægtløst limboland, på vej væk fra The Dream Team, Supermand og alle de andre som jeg vil komme til at savne helt afsindigt, og på vej mod et helt nyt liv med cupkager, samtaleoplæg og planlægning.

Og ind imellem husker jeg endda at trække vejret!