Fugleinfluenza

Med andre ord – enaaand i ovn.

Det er næsten synd at jeg ikke indtaler mine indlæg.. Jeg kan vil nemlig ikke udtale ”enaaand” (en and) på andre måder.

Hvilket driver firkløveret til vanvid – og afføder opgivende miner og irriterede vris såsom: ”ååårh MoAAR tal nu ordentligt”. Morsomt!

Jeg ved ikke helt hvornår det satte ind, men det må være en slags virus. Enaaanden slags fugleinfluenza om man vil. Ej, nu er jeg næbbet.

Måske kom det med en for længst hedengangen landsholdssammensætning – indeholdende Ebbe Sand. Muligheden foreligger.

Jeg havde nemlig engang i tidernes morgen, investeret i et sæt DBU undertøj – str.3år til Zorronaldo – og hjernevasket ham til, når jeg pegede på den før omtalte herre på hans mave, og spurgte ”hvem er det?”: at trække tommeltotten ud af munden og sige ”EbbeSaaaand” på en meget sød og papegøjeagtig måde.

Ja, jeg ved det – et ledende spørgsmål – men jeg er heldigvis ikke advokat så der er ingen dommer der kunne buldre: ”indsigelse” eller hvad det nu hedder på dansk.

Men i hvert fald, derefter var der ikke langt til at sige enaaand, når hver gang, det stod på menuen.

Det gør det jo ikke så tit – idet det kun er Mortensaften en gang om året og First Man ikke ligefrem elsker andesteg. Så meget desto mere grund til at voldbruge mit yndlingsord den ene gang om året jeg har mulighed for det.

Vi får det nemlig heller ikke så tit til jul af samme årsag.

Men Mortenssaaand – det skal vi altså have, hvad enten vi sidder hjemme på øen eller på Æblebakken.

Først skulle jeg finde enaaand der ikke allerede var blevet henkogt eller røget eller havde fået diverse leversygdomme. Det er ikke nemt vil jeg godt sige – og slet ikke i november hvor der er længe til jul!

Jeg endte dog til sidst med at lægge hånd på enaaand som, sammen med to andre, lå og frøs på bunden af en køledisk i supermarkedet. Jeg fik kun øje på den fordi jeg stod med hovedet helt nede under kyllingerne, der skjulte den for mit åsyn.

Nå, til Æblebakken kom den, og fik feber og hedeslag i min ovn. Og i samfulde 4 timer kredsede børn omkring mig, og ovn, for ustandseligt at meddele at huset duftede af jul.

Faktisk er det ret praktisk – man øver sig jo på en stor julemiddag, med denne mindre generalprøve. Minnaaand smagte himmelsk og rigtigt julet og i øvrigt havde vi en gæst som ikke havde mødt enaaand a la dansk før, en ganske nybagt far som var for ophidset til at tage hjem – hans søn blev født ca. samtidigt med at minnaaand kom ind i den varme ovn.

Hvilket igen betyder at jeg skal se – og snuse – til nyfødt senere i dag – hvor jeg ikke vil undlade at gøre opmærksom på at vi har fri!! Hurra!

…

Bare jeg nu ikke bliver skruk..