Tag Archives: Ensom

Den der fantastiske barndom?

9 sep

Eller hvad…

Mange af de reaktioner der kom – både her men også privat – efter indlægget om Gårdmand Bjørns ensomhed, gjorde stort indtryk på mig.

Tænk at så mange sidder – som voksne – og kæmper med ensomhedsfølelse eller føler sig utilstrækkelige fordi deres skolegang var noget møg.

Fordi…

Fordi deres forældre ikke lyttede.

Helt ærligt, hvor er det tragisk.

Hvor meget skal man så lytte til sine børn uden at gå i den anden grøft?

Jeg mener, det skal jo heller ikke være sådan at blot fordi lille Viktor siger: “Fie er dum og jeg må ikke trække hende i håret” så skal han vel ikke føjes i det.

Men man bør altså lytte til sine børn når de giver udtryk for at de har det skidt. Jeg har fået det allerbedste eksempel på at det virker efter hensigten, når man lytter – og reagerer – på hvordan de har det.

Så længe man skiller skidt fra snot – eller sådan noget – og som sagt ikke gør en myg til en elefant, bare fordi ungen har ondt i maven over nogle manglende lektier.

Det hjælper naturligvis ikke på alle de mennesker der sidder som voksne og ser tilbage på en barndom fuld af ensomhed, usikkerhed og følelsen af ikke at høre til nogle steder, fordi deres forældre ikke lyttede.

Men jeg tror så også på at disse mennesker har fået noget andet – og større – med i bagagen. De har lært empati og omsorg at kende, indefra.

De ville aldrig ignorere et råb om hjælp fra et ulykkeligt barn. Det vil de fleste andre forældre selvfølgelig heller ikke, men mennesker der selv har mærket ensomhed, er også bedre til at genkende den i andres øjne.

Måske kan det være et plaster på såret: at vide at man har fået andre gaver med sig.

I stedet for en gylden barndom.

Faktisk ret ensom…

1 sep

Jeg var tilfældigvis hjemme en eftermiddag i sidste uge – efter mit besøg på hospitalet – og jeg så derfor hvordan Gårdmand Bjørn så ud i ansigtet, da han åbnede havelågen.

Han så ikke ud som en 12 årig dreng, der lige havde fået fri fra skole.

Han lignede en som havde givet op.

Jeg fik ham ind, smurte en mad til ham, fik ham sat ned og spurgte ind til hvordan det kunne være han så ud til at være ked af det.

Grundene var ikke mange, men såmænd alvorlige nok.

Et skænderi og et par kammerater som havde snakket og grint af ham, uden han helt kunne høre hvad der foregik. Og så sagde han det som fik en lille bitte dråbe til at falde ned i koppen og skvulpe det hele over:

“Mor, selvom jeg snakker med de fleste fra klassen, føler jeg mig faktisk ret ensom. Og det har jeg vist altid gjort”.

Man skal nok ikke engang være mor for at forestille sig, hvor ondt det gør at høre sådan noget fra sit barn, så jeg sank en klump.

Det var naturligvis ikke den ene episode som gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde. Det var bare dråben. Og jeg greb telefonen og ringede først til den anden private skole i nærheden, der var ikke plads. Så ringede jeg videre til den nye store skole hvor de har samlet alle 7. 8. og 9. klasser på en stor skole.

Vi fik en tid allerede næste dag.

Beslutningen var vist allerede taget der, men den endelige skulle tages af Gårdmand Bjørn selv. Hvis han ville blive i det kendte, trygge og velkendte, så skulle han naturligvis have lov til det.

Men han ville gerne tage chancen.

Jeg havde fortalt ham at det blev nok ikke bedre, men anderledes, samt at chancen for at finde nogle flere kammerater, var lidt større blandt hele 200 elever i hans årgang, end blandt 18 elever.

For engangs skyld var der ikke langt fra tanke til handling, det gik også lige vel stærkt for min smag, og jeg holdt vejret mere end en gang før jeg turde tro på at det var okay at have taget den beslutning.

Skoleinspektøren spurgte nemlig: “Hvad så? Er du klar til at starte i morgen?”

GLUPS

Men Bjørnen nikkede alvorligt og smilede derpå spændt til mig.

Vi fik givet besked til skolen med trist nostalgi i maven. Men det kunne ikke nytte noget, uanset hvor meget vi ellers holdt af den gamle skole, så var det ikke os som skulle gå der. Det var Gårdmand Bjørn og han kunne ikke finde sin plads i klassen, og havde ikke kunnet finde den længe.

Så nu var det nu; han skulle have en ny start.

Næste morgen var det ikke bare ham som var nervøs. Jeg sad og ventede på en lille sms der kunne give en fornemmelse af om han var okay.

Den kom da også omkring kl. 10.00 : “Jeg går i klasse med Fætteren fra Kurdistan 🙂 ”

Og ganske rigtigt, en ualmindeligt sød dreng – nevø til min kurdiske veninde – gik i klassen og havde med det samme taget Gårdmand Bjørn under sine vinger. Han havde præsenteret ham for sine venner, fortalt hvem man skulle holde sig fra, og i det hele taget været en rigtig guttermand!

Desuden var der flere kendte ansigter blandt de mange elever.

Jeg er overbevist om at der også nok skal komme øv dage der, ligesom på alle andre skoler, men det tegner til at blive tre gode år han kan få der, i stedet for mest at føle sig ensom.

 

 

%d bloggers like this: