Tag Archives: Erhvervspraktik

Den der ko..

21 feb

Hos Decathlon kan man få fleeceforede gummistøvler. De er skønne og varme. Måske ikke så kønne igen, men det er lige meget. Mine er i kemisk lilla.

IMG_0543

Jeg viser dem lige igen så kan I bedre forestille jer resten af historien! Hvis I mener at have set dem før så er det fordi jeg også havde dem på da Zorronaldo skulle til Italien midt om natten.

Nu er det bare kun Gårdmand Bjørn og jeg selv, som er de heldige indehavere af sådanne støvler, idet resten af familien ikke mente at deres gang i mudder, var så voldsom, at det ville berettige anskaffelsen af et par.

Men da Divaen skulle ud og lege med køer, spurgte hun om hun måtte låne sin lillebrors støvler. De er forresten sorte.

Det måtte hun godt, men måtte love – under ed – at der ikke kom ureglementeret snask på dem. Mudder ja, kolort nej. Gårdmand Bjørn er en anelse sart med den slags. Gad vide hvem han har det fra..

Hun lovede.

Men køer er åbenbart nogle utilregnelige størrelser, som nemt bliver nervøse. Og når de er nervøse – får de dårlig mave.. Det kender man jo godt fra sig selv, så de er vel lovligt undskyldte, men det viste sig at være et lille problem i forhold til hendes løfte.

Det er nu at det der med blodprøvesteddet spiller ind.

Blodprøve på en ko skal tages under halen…

Ja. Der..

Og her gik Divaen så i detaljer og sagde: ”Du ved godt, det der bløde sted under halen..” Her måtte jeg straks stoppe hende og sige: ”Nej, min skat, jeg ved ikke hvordan en ko ser ud under halen.. Det er der ikke ret mange almindelige mennesker der ved..”

Men altså, blodprøven tages under halen – lige over hullet.. På et blødt stykke hud uden pels.. GODT jeg ikke er en ko – for det må da gøre helt afsindigt ondt? ”#*%¤#gnnn..

Nå, tilbage til selve situationen.

Jeg opsummerer lige: blodprøve under hale, nervøs ko, dårlig mave. Hvorfor der naturligvis kom ureglementeret snask på Gårdmand Bjørns støvlers fleecekant.

Men det blev vasket af og ingen siger noget til ham – hører I – for så der rent faktisk er håb om at han vil have dem på igen!!

Til sidst vil jeg skynde mig at sige at ingen køer kom til skade i dette forløb – det var naturligvis ikke Divaen der stak nålen i dem – hun tog bare imod de små bøtter med blod i – og kolort – på, for at skrive koens nummer på den lille bøtte. Og derfor stod hun i upraktisk nærhed både af dyrlæge og nervøs ko, hvilket medførte føromtalte snask på fleecekant.

Jeg er heller ikke laborant og ved derfor ikke om de der bøtter har et finere og mere brugbart navn.

Men nu ved I også hvor man tager blodprøve på en ko!

Hvor tager man blodprøve på en ko?

20 feb

Det vidste jeg ikke.

Jeg mente ellers også at jeg levede ganske udmærket, uden denne information i mit liv. Jeg havde i hvert fald ikke savnet denne oplysning. Ej heller haft brug for den før.

Men nu ved jeg det, fordi jeg har en datter som vil være dyrlæge.

I Frankrig er skolen således indrettet at man får afviklet sin erhvervspraktik i en ferie.. For ikke at spilde kostbare skoletimer på den slags pjat. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig samme procedure i Danmark, idet 85 % af forældrene garanteret ville falde om i forarget koma og forlange at deres poder fik erstatningsfri. Udover de uger der bliver brugt til ferier i skoletiden, fordi det er billigere eller bare passer forældrene bedre..

Det var lige et surt sidespring, men alt dette for at sige, at Divaen og Zorronaldo har været henholdsvis dyrlæge og politibetjent i den forgange uge – og er hver dag kommet hjem med spændende fortællinger om fingeraftryk og… ja..

..

Altså nu ved jeg ikke med jer, men cirka samtidigt med at jeg holdt op med at være sej, udviklede jeg et højst ubehageligt gen. Som forhindrer mig i at høre om / se på / i det hele taget at håndtere blod, slam og snask uden at få koldsved og falde om.

Så jeg skal tage mig helt gevaldigt sammen, når Divaen beretter hvordan der ser ud på indersiden af en kat. Subsidiært en hund.

Politibetjenten har det på samme måde. For slet ikke at tale om Prinsessen og Gårdmand Bjørn. Vi taler ikke om First Man, som kun kan blive bange for selvangivelser eller for at få mudder på ruskindssko.

Men det har affødt nogle ret akavede situationer omkring frokostbordet. Politibetjenten har fortalt om folk han skulle følge i retten, brugstyverier og vold, aflytningsmetoder og forskellen på heroin og kokain. Spændende og meget fængslende, om jeg så må sige.

Når Divaen så er begyndt, lige så entusiastisk at fortælle hvordan man slår knude på forplantningsudstyret hos en hankat, eller størrelsen på en betændt hundelivmoder, er publikum på kort tid forduftet. Eller har – under høje hyl – bedt om madro og Divaen har gnavent måtte henlægge, hvad der måtte være en artikel værdig i ugeskrift for dyrlæger – til efter vi havde sunket maden.

Det var nu lidt synd for hende og jeg har derfor ladet som om jeg var en god mor og lyttet alt det jeg kunne, til alle hendes snaskede oplevelser når andre mere sarte ører var optaget andre steder.

Hun er hver dag glædesstrålende hjemvendt, med blodige historier om alt det hun har set og oplevet. Ikke en eneste gang er hun faldet om, eller har rynket på næsen over kolort, og andre lækkerier.

Det er også tredje gang hun er i praktik som dyrlæge så mon ikke det er fordi hun virkelig holder af det?

Som afslutning på ugen var hun med til et kejsersnit på en ko.. Bare tanken gør mig bleg indvendig.

Desværre har det haft den bivirkning, at hendes medfølelse overfor mig og mit blodige sår.. de der to sting på mit lår.. efterhånden kan ligge på et meget lille sted.

Prinsessen viste hende nemlig det billede der var blevet taget af min forhenværende skønhedsplet..

Jeg ventede på Divaens medfølende udbrud, om hvor voldsomt det var, da hun langsomt så på mig og sagde tørt: ”Jeg troede det var meget større. Er du lige klar over hvor meget der skal syes sammen på en ko?”

Jeg mente ikke mit lår kunne sammenlignes med en komave. Uanset hvilken én af dem man vælger. Jeg var lige ved at ønske hun hellere ville være kosmetolog.

Men så havde hun naturligvis ikke kunnet fortælle mig, hvor man tager blodprøve på en ko.

%d bloggers like this: