Tag Archives: Eventyrløbet 2015

Dagene derpå

19 maj

Jeg syntes som sagt i torsdags, at min deltagelse i Eventyrløbet 2015 havde været en formidabel ide.

Det syntes jeg så ikke fredag morgen.

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen. Ganske enkelt.

Mens jeg prøvede at komme ud over kanten på sengen, spekulerede på hvad i alverden der var sket. Endelig kom jeg op og stå og forsigtigt gyngede jeg hen til trappen. Jeg formelig vraltede ned af trappen, ikke ulig en and, nærmede mig badeværelset og ville sætte mig ned på toilettet. Da jeg nåede halvvejs ned mod sædet, ville mine lår ikke være med mere og jeg måtte kaste mig bagover for at undgå at spænde i noget som helst og landede i et bump på toilettet med jamrende lårmuskler, og strittende ben.

Jeg fik besørget og ville faktisk gerne op og stå igen, men også det tog sin tid, og var bestemt heller ikke forbundet med nogen nydelse. Jeg måtte tage tilløb for at nå håndvasken og begyndte at overveje om det nu også havde været så god en idé igen at deltage.

Gudskelov har jeg ikke skullet så tisse så meget at det var kriminelt, for så havde jeg vist lækket på halvvejen. Det var mig nemlig ganske umuligt, at holde bare lidt sammen på både blæremusklen og lårmuskler på samme tid.

Jeg vuggede ud til spisebordet og spekulerede på om det var ligeså hårdt at komme ned på en stol som på toilettet. Det var det…

Hele dagen var simpelthen ren tortur at bevæge sig. Hvis jeg stod helt stille gik det lige, og hvis jeg – med møje og besvær – kom ned og ligge, kunne det også lige akkurat gå an. Men al anden bevægelse var forbundet med stor besvær og megen jamren.

Børnene har stirret på mig og med vantro i stemmerne spurgt, om det virkelig gjorde ondt når jeg vraltede forbi med indlagt jamren på stemmebåndene.

Hvilket jeg kun har kunnet bekræfte.

Jeg skulle for eks. besøge Annette, og var nær aldrig kommet op af alle hendes trapper. For slet ikke at tale om da jeg så skulle ned igen. Helt oppe fra 3. sal. Men jeg holder så meget af hende, så jeg tilgiver hende gerne!

Da jeg vågnede lørdag morgen skulle jeg også tage tilløb til at komme ud over kanten. Det var trods alt sådan at jeg kunne gå uden at vralte helt så meget. Bortset fra når jeg havde siddet ned lidt for længe, og så skulle i gang igen, og så også når jeg skulle op og ned, mest ned, af trapper.

Søndag kom der anderledes fart over feltet og kom kun i vanskeligheder når jeg havde siddet for længe – for eks. for at skrive dette indlæg.

Men hvor jeg fredag inderligt var af den overbevisning at jeg aldrig nogensinde mere ville lave noget der bare lignede sport igen, kunne jeg søndag bestige min crosstræner og jolre rundt der i 20 minutter, og have fornemmelsen af at jeg måske ville kunne komme til at gå normalt igen inden for en overskuelig fremtid. Og endda overveje et kort øjeblik at træne en anelse mere til Eventyrløbet 2016 og eventuelt forbedre min elendige tid fra i år.

Fordi jeg er sej!

Mega sej!!

 

 

Eventyrløbet 2015

18 maj

Et eventyrløb lyder jo forjættende. Spændende og med en sikker god slutning.

Jeg havde bare ikke helt overvejet hvad jeg begav mig ud i, eftersom jeg ikke har løbet så meget som en centimeter siden julen 2013.

Og de små 2 km. jeg dengang stønnende gennemførte, under velmenende og opmuntrende råb fra Divaen, var bestemt ingen succes. 2014 blev sportsmæssigt hevet helt ud af kalenderen, rygproblemer og fibersprængnings operationer taget i betragtning.

Jeg ville dog gerne være med, da jeg fik tilbuddet om at deltage i Eventyrløbet 2015.

Jeg havde også oprindeligt tænkt mig at træne til det, men to gange på en cykel og den efterfølgende tvungne pause på grund af min ynkelige ryg, samt en urimelig lang ventetid hos den fysioterapeut min læge så venligt ordinerede, gjorde at jeg ikke fik trænet.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Og jeg var strengt taget også fløjtende ligeglad.

Jeg regnede nemlig med at Firkløveret ville repræsentere familien på bedste vis, og planlagde at jeg, imens de løb for familiens ære, kunne sidde i muntert lag blandt kolleger og heppe mentalt på mit afkom, og nyde en øl.

Men… så skete der et eller andet med den plan.

Om det så var fordi Tina II var helt klar på at løbe hele syv km. eller Heidi der uden at blinke havde meldt sig til 10 km. skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting var, så fandt jeg mig selv, torsdag morgen, iført et par løbebukser, der for øvrigt – og på mystisk vis – var blevet et par numre mindre end da jeg sidst havde dem på.

I stedet for at sætte mig med de andre mentale heppere, slog min hjerne fuldstændig fra, og jeg hørte mig selv hvine “vent på marrj” og galoppere efter P og Tina II, da de var på vej til start.

Jeg nåede lige at sige til Tina II at hun altså bare skulle løbe fra mig, for jeg endte nok med at gå hele ruten. Lidt selverkendelse havde jeg trods alt.

Da løbet gik i gang…

– Det er i øvrigt en ret tarvelig og fesen lyd der kommer ved start. Jeg mener, først tælles der ned, med store falbelader og megen larm i megafoner, tilsat højttalere som er en festival værdig, for så til sidst at servere en ynkelig og lillebitte prut, fra noget der yder som en propbøsse fra Fætter BR.

Jeg synes faktisk godt de kunne skyde mindst et kanonslag af, især for at fejre at jeg faktisk befandt mig i startfeltet. Nå, det var en indskudt bemærkning.

Altså, løbet blev “pruttet” i gang og da alle de andre super veltrænede, og på stedet hoppende mennesker, væltede ud over startlinjen, fulgte jeg trop så godt jeg kunne, mest for ikke selv at blive trådt på. Jeg blev overhalet af samtlige de veltrænede, og tullede snart alene hen over asfalten – stadig i løb – med musik i ørerne.

Her vil jeg godt rette en dybfølt tak til de mennesker der rent faktisk blev ved med at heppe længe efter de rigtige løbere var væk, og der kun var mig tilbage. Det var rart med opmuntring.

Inde i skoven syntes jeg næsten det gik helt godt, og jeg blev enig med min indre Marinesoldat om, at jeg ikke ville stoppe, fordi jeg var sej.

Sej og cool.

Så jeg løb.

Langsomt, og med små bitte skridt, men jeg løb trods alt.

Indimellem skreg et knæ eller en hofte på opmærksomhed, trøst og en liggestol med koldt øl ad libitum, men så gentog Marinesoldaten bare Firstmans ord om at smerte er en information til hjernen, og at såfremt knæ og hofte ikke ville efterlades der i underskoven, ganske alene, skulle de tie stille.

Bakkerne var ikke noget problem, jeg løb bare langsommere. Faktisk så langsomt at hvis jeg skulle løbe langsommere end det, ville jeg ende med at løbe baglæns. Men op kom jeg. Uden at stoppe.

Jeg nåede halvdelen af ruten uden at have stoppet, og Marinesoldaten råbte for at overdøve den opstillede halvvejsmusik, at jeg aldeles ikke havde brug for en slurk vand. Ej heller en lille pause. Som en slags halvvejsbelønning.

Det var nok der, andre af mine kropsdele gav sig til at strejke.

Midt på en elendig villavej, uden nogen form for skygge, råbte alle led og muskler nemlig at de ikke gad mere, og da Marinesoldaten gav sig til at skælde ud, sagde de at han kunne få en cola og en bakke pommesfrites, hvis han ikke snart holdt mund. Og så begyndte jeg at gå. Marinesoldaten surmulede, men holdt sig i baggrunden.

Jeg gik hen til en privat vandudskænkning, smed pænt min kop i den dertil ophængte skraldepose, brokkede mig derpå højlydt over de mange hundrede svin der ikke gjorde ligeså, men i stedet spredte plastikkopperne ud over et ganske anseeligt areal – hvorfor?? – og gav mig til at løbe igen.

Jeg nåede at stoppe og gå to gange mere, men kom dog i mål til sidst. Løbende. På den sammenbidte måde.

Jeg var dog svært stolt af mig selv og syntes jeg var helt fantastisk!

Marinesoldaten var faldet i søvn.

Jeg syntes faktisk at det hele havde været en super god ide og fejrede det, og mig selv, med tre pølser og en faxe kondi.

 

%d bloggers like this: