Tag Archives: Fantastiske mig

Dagene derpå

19 maj

Jeg syntes som sagt i torsdags, at min deltagelse i Eventyrløbet 2015 havde været en formidabel ide.

Det syntes jeg så ikke fredag morgen.

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen. Ganske enkelt.

Mens jeg prøvede at komme ud over kanten på sengen, spekulerede på hvad i alverden der var sket. Endelig kom jeg op og stå og forsigtigt gyngede jeg hen til trappen. Jeg formelig vraltede ned af trappen, ikke ulig en and, nærmede mig badeværelset og ville sætte mig ned på toilettet. Da jeg nåede halvvejs ned mod sædet, ville mine lår ikke være med mere og jeg måtte kaste mig bagover for at undgå at spænde i noget som helst og landede i et bump på toilettet med jamrende lårmuskler, og strittende ben.

Jeg fik besørget og ville faktisk gerne op og stå igen, men også det tog sin tid, og var bestemt heller ikke forbundet med nogen nydelse. Jeg måtte tage tilløb for at nå håndvasken og begyndte at overveje om det nu også havde været så god en idé igen at deltage.

Gudskelov har jeg ikke skullet så tisse så meget at det var kriminelt, for så havde jeg vist lækket på halvvejen. Det var mig nemlig ganske umuligt, at holde bare lidt sammen på både blæremusklen og lårmuskler på samme tid.

Jeg vuggede ud til spisebordet og spekulerede på om det var ligeså hårdt at komme ned på en stol som på toilettet. Det var det…

Hele dagen var simpelthen ren tortur at bevæge sig. Hvis jeg stod helt stille gik det lige, og hvis jeg – med møje og besvær – kom ned og ligge, kunne det også lige akkurat gå an. Men al anden bevægelse var forbundet med stor besvær og megen jamren.

Børnene har stirret på mig og med vantro i stemmerne spurgt, om det virkelig gjorde ondt når jeg vraltede forbi med indlagt jamren på stemmebåndene.

Hvilket jeg kun har kunnet bekræfte.

Jeg skulle for eks. besøge Annette, og var nær aldrig kommet op af alle hendes trapper. For slet ikke at tale om da jeg så skulle ned igen. Helt oppe fra 3. sal. Men jeg holder så meget af hende, så jeg tilgiver hende gerne!

Da jeg vågnede lørdag morgen skulle jeg også tage tilløb til at komme ud over kanten. Det var trods alt sådan at jeg kunne gå uden at vralte helt så meget. Bortset fra når jeg havde siddet ned lidt for længe, og så skulle i gang igen, og så også når jeg skulle op og ned, mest ned, af trapper.

Søndag kom der anderledes fart over feltet og kom kun i vanskeligheder når jeg havde siddet for længe – for eks. for at skrive dette indlæg.

Men hvor jeg fredag inderligt var af den overbevisning at jeg aldrig nogensinde mere ville lave noget der bare lignede sport igen, kunne jeg søndag bestige min crosstræner og jolre rundt der i 20 minutter, og have fornemmelsen af at jeg måske ville kunne komme til at gå normalt igen inden for en overskuelig fremtid. Og endda overveje et kort øjeblik at træne en anelse mere til Eventyrløbet 2016 og eventuelt forbedre min elendige tid fra i år.

Fordi jeg er sej!

Mega sej!!

 

 

Eventyrløbet 2015

18 maj

Et eventyrløb lyder jo forjættende. Spændende og med en sikker god slutning.

Jeg havde bare ikke helt overvejet hvad jeg begav mig ud i, eftersom jeg ikke har løbet så meget som en centimeter siden julen 2013.

Og de små 2 km. jeg dengang stønnende gennemførte, under velmenende og opmuntrende råb fra Divaen, var bestemt ingen succes. 2014 blev sportsmæssigt hevet helt ud af kalenderen, rygproblemer og fibersprængnings operationer taget i betragtning.

Jeg ville dog gerne være med, da jeg fik tilbuddet om at deltage i Eventyrløbet 2015.

Jeg havde også oprindeligt tænkt mig at træne til det, men to gange på en cykel og den efterfølgende tvungne pause på grund af min ynkelige ryg, samt en urimelig lang ventetid hos den fysioterapeut min læge så venligt ordinerede, gjorde at jeg ikke fik trænet.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Og jeg var strengt taget også fløjtende ligeglad.

Jeg regnede nemlig med at Firkløveret ville repræsentere familien på bedste vis, og planlagde at jeg, imens de løb for familiens ære, kunne sidde i muntert lag blandt kolleger og heppe mentalt på mit afkom, og nyde en øl.

Men… så skete der et eller andet med den plan.

Om det så var fordi Tina II var helt klar på at løbe hele syv km. eller Heidi der uden at blinke havde meldt sig til 10 km. skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting var, så fandt jeg mig selv, torsdag morgen, iført et par løbebukser, der for øvrigt – og på mystisk vis – var blevet et par numre mindre end da jeg sidst havde dem på.

I stedet for at sætte mig med de andre mentale heppere, slog min hjerne fuldstændig fra, og jeg hørte mig selv hvine “vent på marrj” og galoppere efter P og Tina II, da de var på vej til start.

Jeg nåede lige at sige til Tina II at hun altså bare skulle løbe fra mig, for jeg endte nok med at gå hele ruten. Lidt selverkendelse havde jeg trods alt.

Da løbet gik i gang…

– Det er i øvrigt en ret tarvelig og fesen lyd der kommer ved start. Jeg mener, først tælles der ned, med store falbelader og megen larm i megafoner, tilsat højttalere som er en festival værdig, for så til sidst at servere en ynkelig og lillebitte prut, fra noget der yder som en propbøsse fra Fætter BR.

Jeg synes faktisk godt de kunne skyde mindst et kanonslag af, især for at fejre at jeg faktisk befandt mig i startfeltet. Nå, det var en indskudt bemærkning.

Altså, løbet blev “pruttet” i gang og da alle de andre super veltrænede, og på stedet hoppende mennesker, væltede ud over startlinjen, fulgte jeg trop så godt jeg kunne, mest for ikke selv at blive trådt på. Jeg blev overhalet af samtlige de veltrænede, og tullede snart alene hen over asfalten – stadig i løb – med musik i ørerne.

Her vil jeg godt rette en dybfølt tak til de mennesker der rent faktisk blev ved med at heppe længe efter de rigtige løbere var væk, og der kun var mig tilbage. Det var rart med opmuntring.

Inde i skoven syntes jeg næsten det gik helt godt, og jeg blev enig med min indre Marinesoldat om, at jeg ikke ville stoppe, fordi jeg var sej.

Sej og cool.

Så jeg løb.

Langsomt, og med små bitte skridt, men jeg løb trods alt.

Indimellem skreg et knæ eller en hofte på opmærksomhed, trøst og en liggestol med koldt øl ad libitum, men så gentog Marinesoldaten bare Firstmans ord om at smerte er en information til hjernen, og at såfremt knæ og hofte ikke ville efterlades der i underskoven, ganske alene, skulle de tie stille.

Bakkerne var ikke noget problem, jeg løb bare langsommere. Faktisk så langsomt at hvis jeg skulle løbe langsommere end det, ville jeg ende med at løbe baglæns. Men op kom jeg. Uden at stoppe.

Jeg nåede halvdelen af ruten uden at have stoppet, og Marinesoldaten råbte for at overdøve den opstillede halvvejsmusik, at jeg aldeles ikke havde brug for en slurk vand. Ej heller en lille pause. Som en slags halvvejsbelønning.

Det var nok der, andre af mine kropsdele gav sig til at strejke.

Midt på en elendig villavej, uden nogen form for skygge, råbte alle led og muskler nemlig at de ikke gad mere, og da Marinesoldaten gav sig til at skælde ud, sagde de at han kunne få en cola og en bakke pommesfrites, hvis han ikke snart holdt mund. Og så begyndte jeg at gå. Marinesoldaten surmulede, men holdt sig i baggrunden.

Jeg gik hen til en privat vandudskænkning, smed pænt min kop i den dertil ophængte skraldepose, brokkede mig derpå højlydt over de mange hundrede svin der ikke gjorde ligeså, men i stedet spredte plastikkopperne ud over et ganske anseeligt areal – hvorfor?? – og gav mig til at løbe igen.

Jeg nåede at stoppe og gå to gange mere, men kom dog i mål til sidst. Løbende. På den sammenbidte måde.

Jeg var dog svært stolt af mig selv og syntes jeg var helt fantastisk!

Marinesoldaten var faldet i søvn.

Jeg syntes faktisk at det hele havde været en super god ide og fejrede det, og mig selv, med tre pølser og en faxe kondi.

 

Kend dine begrænsninger…

15 apr

Jeg kan naturligvis lade være med at berette om det, for jeg har en mistanke om at jeg også godt kunne gå hen og blive slemt til grin her, men hvis nu det skulle ske for andre, vil jeg faktisk gerne være behjælpelig med at løse problemet.

Sagen er nemlig den at jeg læste et indlæg hos Mommer, og dernæst hos Overleveren. Om at undgå at ens børn bruger løs af pensionsopsparingen – som i mit tilfælde altså ville være til at overse – når de leger på ens iphone eller do-pad. Spændende ting som jeg ikke vidste.

Og i min visdom tænkte jeg at det var da en udemærket sikkerhedsforanstaltning og som tænkt så gjort. Mens jeg læste fremgangsmåden på ipaden, fik jeg sat begrænsninger på min iphone.

Så langt så godt.

Og så skulle jeg til at tage et billede af en kiks eller en nullermand af banebrydende betydning, og så…

Og kunne jeg så finde mit kamera?

Nej.

Det kunne jeg ikke.

Almindeligt fungerende mennesker vil nu kunne drage en sammenhæng mellem førstnævnte oplysninger og mit manglende kamera, men så langt var jeg ikke kommet.

Der var hverken ikon eller noget som helst at finde. Og ville jeg tage et billede med mit instagram virkede det heller ikke.

Men selve screenshot virkede – altså måtte kameraet også virke. Hvor det end gemte sig.

Ergo tilbragte jeg først 24 timer i dyb sorg over at min iphone var død – eller i hvert fald kameraet – og dernæst 72 timer i total denial, fordi hvis jeg bare lod som ingenting kunne det jo være det kom tilbage af sig selv.

Ingenlunde.

Jeg tændte og slukkede og der skete intet. Absolut ingen verdens ting.

Efter fire døgn var jeg mør, og så var jeg så tåbelig at jeg skrev på Facebook og spurgte om hjælp. Dog inden jeg trykkede på “gendan” og fik slettet alt.

Og næsten samtidigt fandt jeg løsningen på et eller andet nørdet i-forum. Hvor folk som jeg spørger om alle mulige tossede ting de har gjort med deres iphone, og så svarer nørderne og finder løsninger.

Og så kunne jeg jo bare følge deres anvisninger og fjerne begrænsningen på kameraet… Altså først efter et par paniske og sveddryppende øjeblikke hvor jeg ikke helt kunne komme i tanke om koden.

Men min hjerne besluttede sig i sidste øjeblik for at samarbejde, og jeg kunne låse op og få fjernet den lille dims der forhindrede mit kamera i at ville samarbejde.

Ikke et øje tørt. Jeg blev voldsomt glad og fjernede derpå samtlige begrænsninger for at være på den sikre side. Jeg kender derfor nu mine begrænsninger særdeles godt. Og mine børn må bare fortsætte med at holde fingrene fra mors legetøj.

Tilbage var bare at ignorere mobberiet på Facebook.

Men som Kim så vældigt opløftende sagde, så er der så meget andet jeg er god til.

At blive til grin for eksempel…

 

God mandag.

 

 

Dagen i tal

10 feb

Blogfødselsdage: 1 – i dag nemlig! HURRA!!

Indlæg i alt: 421.. Jeg snakker vist for meget..

Kommentarer: 7800 – Hvoraf halvdelen garanteret er skrevet af mig selv..

Top 3 blogindlæg: ”Mig”, ”Skytsengel”, ”Persongalleri”, – folk er da generelt meget nysgerrige, hva’?

Top 3 henvisninger: ”Telefonfis”, ”En slatten en”, ”Jeg vil godt vide hvorfor”.

Bedste indlæg: er ikke skrevet endnu – så bliv I endelig ved med at komme – man ved jo aldrig hvornår det sker!

Absolut mest oversete indlæg: ”Min kassedame” Og det er altså lidt synd, for hun er nu så sød!

Forsvundne blogindlæg: 2

Samme indlæg udgivet 2 gange: kun ét.. men det kom altså to gange.. Shit happens – very sorry!

Rettede stavefejl: mange

Ikke rettede stavefelj: endnu flere

Antal kommafejl: ej, skal vi ikke lige snakke om noget andet?

Vundne give-vækkere: 1! Nogle spil som jeg endnu ikke har set, men som ligger hjemme på øen og venter på os!

Tabte give-vækkere og andre konkurrencer: … Det har jeg overhovedet ikke tal på. Så jeg er helt holdt op. Både med at tælle, og med at deltage. Indtil næste gang..

Særeste Google søgninger : ”Tyk dreng som laver ris”, ”Danske skaldede sangere”, ”Plastikdims til snørebånd” – Jeg undres såre..

Mest morsomme: ”Kong Leverpostej” Kunne de ikke også have skrevet Kong Gulerod?

Mest triste: ”Efter Kong Mor”.. Hvordan kan man overhovedet tænke tanken?

*

Der har været gode dage, dårlige dage – og så alle de kedelige dage. Men hvad så nu?

Jeg havde ingen idé om hvad det ville bringe med sig, da jeg trykkede på ”opret blog” dengang for et år siden. Jeg vidste ikke engang hvad jeg ville skrive om. Det ved jeg nu stadig ikke, de fleste dage.

Men det allerbedste ved at blogge, det er altså at få kommentarer – og når man tænker på at det kun er 3-4 % som lægger en kommentar, bliver jeg jo nysgerrig. Hvem sidder derude og læser med?

Faktisk kan det gøre mig glad en hel dag, når jeg kan få nogen til at grine. Bagsiden af medaljen er så bare, at jeg får galopperende præstationsangst, for er jeg mon i stand til at skrive noget så sjovt eller godt, én gang til?

DSC01898

Jeg startede med at blogge for min egen skyld – naturligvis gjorde jeg det – men I er grunden til, at jeg bliver ved!

TAK

PS: Spontane gaver accepteres gerne. Adresse kan rekvireres her: kongmor@live.dk! Ellers kan I bare nøjes med en kommentar.

Give away – tadaaahhhhh

5 nov

Nej, NU må folk altså snart holde op med al deres negative ævl om november. Det er en rigtig dejlig måned – en helt igennem skøn og fantastisk måned, også når det regner og er koldt og gråt og ærtesuppeagtigt, og dermed basta.

Hvorfor, spørger du?

Fordi, først og fremmest er det snart jul og det er altså ikke at kimse af – men som et ekstra kirsebær på kagen har jeg fødselsdag d. 18 – november forstås!

JO! Skam!

Og i anledningen af den fødselsdag – siden I nu ikke vil give mig gaver – så vil jeg i stedet lave en lille hyggepakke, til én af jer, så I kan holde op med alt det jammerlige brok om en af årets bedste måneder!

Jeg sender den jo så til den af jer som vinder naturligvis – denne lille hygge november give-away.

Det eneste man skal gøre er, at skrive hvorfor det lige er dig som skal opmuntres i november. Ej men helt ærligt – det kunne være jeg skulle melde mig til min egen give-away – så fik jeg jo noget..

Nå – men fortæl mig – hvorfor du skal forkæles af mig – og jeg godkender argumenter til og med d. 17 november!

Så trækker jeg en eller anden form for vinder d. 18 og så kommer der noget – til den heldige!

Lækre sager bliver samlet sammen, det kan jeg love jer!!

Og hold så OP med alt det novemberbrok – blev der sagt!

PS: kom lige i tanke om at I faktisk også godt må fortælle hvilke 2 indlæg I bedst kan lide! Jeg skal jo også have det lidt hyggeligt!

Hvor originalt..

1 nov

Her gik man rundt i sin egen lille selvsmagende boble og troede at man var helt unik, speciel og fantastisk og alt det der.. kort sagt – essensen af alle de fine komplimenter man får fra sine læsere og bare, ganske kritikløst, labber i sig.

Derfor er det noget af et slag i ansigtet, med en våd uldhandske, på en lille smuttur rundt i blogland, at kunne konstatere i hvert fald 98 % af overskrifterne fra i går, også var noget med Halloween.

Min overskrift var i det mindste forkert stavet..

Mon jeg kan score 1 point for originalitet på den konto?

Wannabe madblogger

9 sep

SÅ – nu prøver jeg igen. Man skal aldrig give op!

Jeg lovede – det var vist Kirsten Nordbo – at komme med nogle madplaner – hvis ikke det var hende, var det nok en anden. I hvert fald var der altså nogen som gerne ville vide hvad vi fik at spise.

Bare så I ikke tror, at jeg hælder madplaner ud over hele nettet, sådan uden grund!

Men altså – jeg fandt ud af noget smart. Og billigt – nok mest billigt – ej, det er altså også smart. og helt i “Stop Mad Spild”-ånd! Eller hvad det nu hedder.

Og nu skal I ikke komme og sige at det vidste I da godt. Jeg er spritny udi dette madplanlægning og køleskab-uden-rester eksperiment. Og jeg smider bare ikke mad ud mere!

Fordi jeg har været så smart, at mase en ret ind, sådan ca. hver 3.die dag – der kan bruges som kamuflage (hold OP det ser dumt ud på dansk.. hvorfor skal det ikke være ”ou” i stedet for ”u”?) – nå men, der kan bruges som kamUflage til de rester der måtte være fra dagen før.

Og det gør at jeg ikke har nogen rester jeg skal smide ud!

Eksempel:

Mandag: Paupiettes + Couscous

Tirsdag: Fiskefilet + pasta + bønner

Onsdag: Hachis parmentier (kødsauce lavet af rester)

Torsdag: Quiches + salat

Fredag: Kylling + ovnkartofler

Lørdag: Madpandekager (rester + grøntsager)

Søndag: Risengrød

 

Mandag: Hjemmelavede burgere + ovnkartofler

Tirsdag: Piroger (rester som fyld) grøntsager

Onsdag: Omelet + salat

Torsdag: Kyllingeret + ris

Fredag: Sufrito + bønner

Lørdag: Pizza (alm fyld + rester)

Søndag: Pasta med sauce af rester

Pizza, madtærter, kødsauce, piroger, madpandekager – kan alt sammen bruges med rester. Salat kan også nogen gange bruges med rester – bare plot en klat rest-ris i!

Jeg køber lidt af det der normalt skal i alle de der retter – så der er noget at lave mad af i tilfælde af at der ikke er nogen rester, naturligvis. Hvis der er rester, så ryger de bare med i puljen!

Helt ærligt ER jeg ikke bare super klog?? Og jeg gider som sagt overhovedet ikke høre om at folk har tænkt på dette her før..

Nå – men så, velbekomme!!

%d bloggers like this: