Årets fastelavnsboller

Jeg har fået en ny opskrift.

På fastelavnsboller. Fra den anden Tina. Og de er verdens bedste!

OG – tadaaaah – jeg vil gerne dele opskriften med jer!

Altså.

Først tager man noget mel og gør det koldt.

…

Eller lader være.

…

Jeg stillede min melbøtte i køleskabet og følte mig mere end almindelig dum. De kloge siger at Claus Meyer gør det. Bruger koldt mel. Men jeg kunne ikke helt gennemskue fidusen i det og mit mel blev derfor ikke ret koldt efter de fire minutter på køl.

Men altså, jeg målte 500 gram mel af.
Blandede med 20 gram sukker – som ikke skulle være koldt.
1 tsk.salt og
1 tsk kardemomme.

I en stor skål piskede jeg 75 gram gær ud i
2 dl. kold mælk
og 1 æg der også blev pisket i.

Jeg puttede melblandingen i det våde og blandede til sidst 250 gram blødt smør i og æltede. Eller det vil sige min K-Max æltede.

Dejen blev underlig fast i det. Den var slet ikke klistret og det undrede mig. Men det var nok alt det kolde mælk. Man plejer jo at bruge lunken mælk. Dejen blev rullet direkte ud på bordet. Jeg skar små firkanter i den udrullede dej. Opskriften siger 30, men mine firkanter må have været lidt større, for jeg fik kun 24.

For at lave fyldet blandede jeg 125 gram blødt smør med 125 gram sukker og lagde en lille klat på hver firkant.

Smør+sukker blandingen puttes på.

Så lukkede jeg alle fire hjørner sammen omkring fyldet og lod dem hæve i fem minutter. Penslede dem med æg og trykkede en lille fordybning i midten af hver lille pakke og puttede en klat marmelade i fordybningen.

Foldes til firkanter.

Så hævede de igen 20 minutter og kom ind i ovnen på 250 grader. De skal bages 5-10 minutter alt efter din ovns vaner!

Så køler de lidt af på en rist og er klar til at nyde.

Nemme at lave og et sikkert hit! Mine 24 forsvandt som dug for solen. Og de smagte mindst lige så godt kolde som lune.

Men det der med det kolde mel har jeg stadig til gode at få forklaret.

Hej mor, undskyld jeg forstyrrer

lød det i mit øre i mandags.

En lidt forpustet Gårdmand Bjørn der snød sig – ganske uden for nummer – til at ringe til sin mor midt i skoletiden.

Dobbelt forbudt altså.

Forbudt at ringe til mor i arbejdstiden – jeg er jo for pokker stadig midt i prøvetiden – naturligvis må de ringe hvis der er ildebrand eller noget andet alvorligt og helt aldeles vigtigt, men opkald for at sige at de har fri eller spørge om de må åbne en ny rulle kiks, er meget ilde set.

Men det er jo også forbudt at ringe i skoletiden. Og her vil jeg gerne henstille til at diverse skolelærere som tilfældigvis læser med, afholder sig fra at sanktionere! Det er ikke hans skyld at jeg sladrer. Og i hans øjne var det virkelig en emergency!

Men altså, grunden til dette yderst forbudte opkald var at finde i hans næste åndeløse sætning, som blev afleveret i en halvhviskende køre: “mor der er nogle af de andre mødre der vil lave en fastelavnsfest for os på onsdag. Og jeg vil gerne være gulerod, må jeg ikke godt det?”

…

Jeg kunne seriøst have kogt ham.

På gulerodsmåden.

Hvem var det som havde tid (læs lyst og overskud) til at lave et gulerodskostume sidste år?

Hvem tilbød også at lave det?

Og HVEM afslog?

…

Jeg nævner ingen navne.

Siddende der ved mit nye skrivebord i min nye stilling, som aldeles ikke fastansat, kunne jeg ikke engang råbe ad ham. Jeg kunne bare sige “jooo da..” som den gode mor jeg er.

Jeg lagde på med et forpint blik, og Tina spurgte hvad der var galt.

“Hvordan laver jeg en gulerod på to aftner, hvoraf den ene bliver afbrudt af en gymnastiktræning på et par timer?”

Jeg havde ikke engang noget stof. Og mine evner udi syeriet kan ligge på et meget lille sted. Næsten lige så lille som der hvor mine strikkeevner ligger.

Men jeg er som sagt en MEGET god mor så jeg drønede i Stof 2000 – guidet af Tina – og fik indkøbt grøn filt, pladevat og orange lagenlærred for medelst 200 kroner. Glemte mønster men tænkte at det nok gik alligevel. Vel hjemme igen fik jeg klippet noget, der med lidt god vilje kunne ligne en gulerod… En gulerod med meget brede skuldre.

Klipper gulerod…

Og taget lidt i etaper, afbrudt af gymnastiktræning, en tur på sygehuset, søvn, arbejde, lektiehjælp og goodieboxafhentning, blev jeg færdig med en kappelignende orange tingest der med god vilje fik min yngste søn til at ligne en gulerod, 14 minutter før festens start.

Kong Gulerod

Syet efter devisen: det kan nok ikke ses når musikken spiller. Og “hovsa – nå, der kom et ekstra lufthul”.

Og for folk der tænker “neeej hvor tjekket” vil jeg omgående betro dem at det ikke var tjekket.

Det var bare.. sådan.

Og som sagt uden mønster. Og så bliver det som den slags gør. Ikke desto mindre var min søn glad for at være gulerod. Også selvom de andre ikke kunne se hvad han var.

…

Men jeg gør det aldrig mere.

Aldrig, hører I?

Det var dog alt besværet værd, da Nicolai ringede på – klædt ud som kanin!!

Jeg er ikke træt

Sagde Gårdmand Bjørn. Gabte, og blinkede med øjnene. “Jeg har bare lyst til at sove” Og det gjorde han så.

Det var også en lang dag i går.

Guleroden blev ikke til noget. Ej heller James Bond. Onsdag aften meldte han sig syg fredag eftermiddag sådan på forhånd, for han vidste ikke hvad han ville være.

Jeg kunne trøste ham, opgav i øvrigt og lagde opgaven helt og holdent i First Mans hænder, som jeg sendte op for at sige godnat så de kunne lave en plan.

Og det gik rigtigt godt. Endte forresten sådan her:

Læg mærke til det absolutte fravær af blærbart materiale. Ingen fantastiske kreationer, intet hjemmelavet, som jeg eventuelt kunne vise frem og få points for. Men det var ret lige meget idet jeg havde en meget, meget glad søn!

Og så gik vi ellers byen tynd igen.

Og smed rigelige mængder konfetti i hovedet på os selv og hinanden. Jeg skal ikke kunne forsværge at jeg ikke også har ædt en god deciliter. Det føltes nemlig ikke som om alle papirstumperne kom ud igen hver gang, når jeg savlende prøvede at hoste op og ekspedere dem ned på fortovet.

Da Fiona ikke var med i år, fulgtes jeg med en sød First Man. Ingen konfetti landede på ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid er den uheldige.

Vel hjemme på skolen igen, holdt hele underskolen fra 3- 11 år fest i skolegården og vi andre – over 11 år – måtte pænt vente udenfor lågen til det var tid at hente vores feststemte karnevalsramte børn.

Stemningen hjemme var derefter noget mat og det var såmænd ikke kun Gårdmand Bjørn som kom tidligt i seng.

Men hvis jeg tager mig sammen kan jeg måske alligevel nå at lave en gulerodsudklædning til næste fastelavn..

Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Må man pjække som mor?

Dette, næsten etiske spørgsmål, dukkede ganske kortvarigt op i min bevidsthed en eftermiddag på en fortovscafé hvor jeg sad og nød en kop kakao, med Fiona.

Men lad os starte med begyndelsen.

For et stykke tid siden fik underskolen – børnehave til og med 5.kl – en seddel med hjem om, at de skulle have karneval, udklædning og optog.

Og så startede den vilde jagt på et kostume. De mange udklædnings rekvisitter, vi trods alt er i besiddelse af, er af uransagelige grunde ikke kommet med til Frankrig. Desværre – selvom det nok ikke havde ændret det store.

For vi kom vidt omkring de forskellige muligheder, som alle indebar våben i en eller anden udformining, før yngstedrengen bestemte sig for at klæde sig ud som Lucky Luke. Eller som de siger her: Lyki Lyk!!

Det kunne have været værre. Kikspakke, dinosaurus og juletræ hører til i den forhadte kategori. Nemlig den kategori som hedder ”kompliceret hjemmelavet” som kun findes for at man som mor, kan promovere sig selv og sine overskudsagtige kreative evner – og bruge sit barn som udstillingsvindue.

Og selvom jeg dog skulle hjem og klippe ærmerne af en sort T-shirt, samt forvandle to gule kortærmede T-shirts til én langærmet, så var det absolut til at overskue.

Yngstedreng blev klar og lignede virkelig Lucky Luke når man ser bort fra den hvide hat. Han måtte låne Indiana Jones’ brune til lejligheden.

Alle disse børn blev så stillet op klassevis, og så startede optoget – med et par mødre her og der – og straks vil jeg så sige, at der slet ikke var nogen kompliceret hjemmelavet dragt – hvilket foranlediger mig til at tro at der muligvis er tale om et dansk fænomen.

Første stop på turen var plejehjemmet. Vældigt yndigt – ca. 180 børn traskede igennem de forskellige afdelinger, med mere eller mindre åndsfriske beboere. Nogle sov stadig, da vi gik igen, og gik således glip af den fantastiske oplevelse.

Hvis man er åndsfrisk og i øvrigt i stand til at holde sig vågen efter frokost, er det sikkert en hyggelig adspredelse for nogle ældre, men jeg kan ikke se hvorfor man absolut skal tvangsindlægges til hurlumhej og ballade i form af myldrende børn, hyssende lærere, larmende fodboldhorn og forvirrede medfølgende mødre, blot fordi man bor på plejehjem.

Men besøget blev da også afbrudt lidt pludseligt, og alle blev gennet ud igennem en bagdør. Så skulle vi ned igennem byen.

Yngstedreng aka Lucky Luke, hyggede sig med en pirat i stribede bukser og Darth Vader, og for adspredelsens skyld, arresterede han indimellem en yndig terrorist med skønne slangekrøller og delte en politisk ukorrekt slik cigaret med hende.

Han havde nemlig nægtet at gå og tygge på græsstrå hele eftermiddagen. ”Jeg er da ikke nogen ko”, var hans argument, ”desuden har Lucky Luke cigaret i munden i mine bøger”.

Og han har ganske ret..

Halvvejs nede i byen, foran Fionas hus, hvor Fionas mand kom ud på altanen for at grine af os stakkels mødre – hans egen kone og jeg i særdeleshed – begyndte mine flossede trommehinder at fortryde min placering i optoget – og jeg kiggede mig lidt fortabt omkring, for at finde et sted uden tågehorn. Fiona hev mig ud af kolonnen, og mens optoget fortsatte, sagde hun ”jeg tænkte egentlig på bare at gå op, men hvad om vi lige gik på café?”

Det skulle hun ikke sige to gange – og vi sneg os bort fra optoget og, hvad mine trommehinder satte størst pris på, fodboldtågehornene, og fandt os en café på gågaden.

Og således placeret kunne vi vinke venligt til de andre mødre, da optoget kom der forbi. Vi fik så et meget lille stik af dårlig samvittighed, men det var heldigvis kun kortvarigt!

Vi blev nemlig hurtigt meget enige om, at vores børn klarede sig storartet uden os. Og at det i øvrigt var et led i deres frigørelsesproces, som man slet ikke skal blande sig i. De skulle jo nødigt ville bo hjemme til de var midt i 30erne. Og da jeg spurgte en træt Lucky Luke om aftenen, havde han ikke engang set, at jeg pludselig var væk!

De andre mødre kunne jo i øvrigt bare selv desertere på samme måde, det stod dem ganske frit for, der var masser af plads, der på caféen i forårssolen!

Og således tilbragte jeg den første fastelavn i Normandiet. Jeg nåede lige akkurat at glæde mig over, at jeg på denne måde slap for de kedelige og tørre spandauere jeg altid – til min store skuffelse – blev spist af med, på børnenes danske skole, inden min varme kakao blev serveret!

Hjemmelavede fastelavnsboller

Lige siden jeg så disse 4 fastelavnsboller her hos intet nyt under solen har de spøgt, de der fastelavnsboller.

Vi snakkede indbyrdes hvordan vi kunne løse det så vi også kunne sidde og æde os fede og mætte i store fastelavnsboller. Hele den royale familie blev involveret! Mange idéer blev vendt. For de der hjemmelavede tørre ting med en mikroskopisk klat creme i, nej tak. Også nej tak til de tørre spandauer lignende ting vi blev spist af med hvert år til fastelavn, på den skole børnene gik på i Danmark. Næ, der skulle noget helt andet til.

Og vi kom frem til følgende: Først lavede vi vandbakkelser i knytnævestørrelse..

Fist man (i dagens anledning har han frasagt sig sit “r”, da det var ham som stod for denne del af eksperimentet) og jeg stod bævende foran ovnen og kiggede skiftevis på hinanden og ind i ovnen og åbnede præcis 25 min. efter  -som Frk. Jensen siger man skal. Men de overlevede kuldechokket og faldt ikke sammen!

Så blev der lagt en skive blød nougat ind i midten – de absolut sidste og sørgelige rester fra jul, så nu må vi vansmægte indtil nogen sender noget mere. Og en blanding af kogt kagecreme og flødeskum blev sprøjtet rundt om.

Så skulle der glasur på. Og vi kunne næsten ikke vente:

De blev præcis så snaskede og fedtede som de skulle være. De smagte en anelse mindre kemisk, og den akutte kvalme  man bliver overvældet af efter 7. mundfuld – udeblev.

Mmm – men det er nu godt det kun er fastelavn én gang om året!