Jeg er faktisk kun 40

…

Det hele startede med, at man i svømmeklubben opfordrede til at folk deltog i “Danmark svøm langt”. Man behøvede ikke være medlem, man skulle blot kunne bevæge sit legeme i vand og svømme minimum 25 meter, og alle kunne derfor være med.

Dermed også flere end bare Gårdmanden og jeg som er de eneste representanter af familien som er medlem af svømmeklubben.

Men vi ville skam også ud og svømme for æren og vort fædreland, og indfandt os derfor fire mand høj – kun fire idet Zorronaldo havde besøg og Prinsessen var taget ud for at løbe i stedet – kort tid efter vi havde sunket frokosten i går på den store “Svøm Langt-dag”.

Vi fik klædt om og entrerede derpå svømmehallen. Derefter var det sådan set bare at hoppe i, og svømme. Langt.

Jeg – der ikke svømmer så vandvittigt godt – kom fremad på en noget adstadig måde. Faktisk ikke ulig en hval. Med hovedet højt over vandet, så jeg absolut ikke risikerede at drukne. Dette afstedkom en del fnisen fra mit afkom, men ikke desto mindre fik jeg svømmet hele 1000 meter på de 30 minutter jeg befandt mig i vandet.

Vel oppe igen, stod min sadistiske – men søde – aquafitnesslærer klar ved udgangen med et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Det kunne jeg ikke, af den simple grund at udover det lød interessant, var det ganske gratis.

Hun ernærer sig nemlig også som kostvejleder eller diætist eller noget. I hvert fald noget med mad… Eller mangel på samme.

Jeg ville kunne få at vide hvor meget jeg vejede, hvor gammel min krop reelt var og hvor slemt det i øvrigt stod til! Helt gratis.

…

Alt imens jeg tog mod til mig…

– for uanset hvor gratis det så i øvrigt var, var det en meget uhyggelig fornemmelse at kunne få sin reelle alder at vide.

TÆNK nu hvis jeg faktisk var tæt på de 80?

Tænk nu hvis maskinen målte frekvensen på ens gode ideer?

Og det faktum at jeg vejer for meget, har jeg ikke brug for andre mennesker til at fortælle mig, det kan jeg nemlig godt selv se. Og mærke. Men hvis nu jeg var døden nær – uden at være klar over det – på grund af en fedtprocent der langt overstiger det tilladte, ville jeg naturligvis gerne have det at vide, så jeg kunne gøre noget ved det. På et tidspunkt. Engang.

Det behøvede ikke nødvendigvis at være lige der i går eftermiddags, for jeg kunne, trods stress, fedtprocenter og en eventuel begyndende demens, sagtens huske at der stod en nybagt æblekage og hyggede sig i ovnen, hjemme hos os i Møllen. Og den havde jeg altså tænkt mig at smage på, uanset alverdens farlige fedtprocenter, forhøjede BMIer og andre vederstyggeligheder.

Altså sparkede jeg First Man op på maskinen først, mens jeg selv tog lidt mere mod til mig.

Og det var nok meget godt.

…

For First Man viste sig at være hele 3 år ældre i sin fysiske alder i forhold til sin reelle alder og ligeledes i besiddelse af 40% overvægt.

…

Og dermed kunne maskinen for min skyld spytte hvilket som helst resultat ud, for er der noget min mand ikke er, så er det overvægtig. Det er muligt han er lidt træt for tiden. Og at hans alder derfor har fået et nøk opad hvis nu maskinen måler hjernekapacitet eller funktion, men ingen skal kalde ham for overvægtig. Han vejer lidt for meget, ligesom mange mænd på omkring de 50, men hans muskelmasse er da nok 25 gange større end samme føromtalte mænd.

Dermed kunne jeg roligt stige til vejrs på maskinen og være fløjtende ligeglad med resultatet.

…

Det var jeg så slet ikke.

Ligeglad altså.

Maskinen trak nemlig næsten 4 år fra min alder, så min fysiske alder faktisk ikke er mere end 40!

…

Hahaha!

!!!

Og så overvejede besluttede jeg at man godt alligevel kunne stole på maskinen, bare en lille smule. I hvert fald den del med aldersmåling.

…

Maskinen fortalte mig endvidere at jeg ikke havde noget kolesterol – det vidste jeg også godt i forvejen det har min læge nemlig fortalt mig – men den fortalte også at jeg vejede 5 kg for meget. Det vidste jeg som sagt også godt.

…

På vej hjem gik jeg og fik regnet lidt sammen.

Hvor der før var 6 års forskel på min søde mand og jeg, var der nu det dobbelte, og jeg spurgte ham derfor om jeg ikke hellere skulle tage hans taske, nu han pludselig var blevet hele 12 år ældre end mig.

Han svarede ikke, men skulede mørkt frem for sig.

Derhjemme begyndte han – med lun æblekage i munden – da også at argumentere for den manglende kvalitet af disse målinger. Enhver kunne jo se at såfremt han vejede de anbefalede 71 kg, så ville han stå med det ene ben i graven.

Jeg vil dog straks berolige vores omgangskreds, der gruer for så voldsomt et vægttab for First Man, med at det ikke kommer til at ske med mig som husets ansvarshavende kok!

Så så man lige mig som prop.

med mavebælte.

…

Og det kræver en forklaring. Jeg ved det godt.

…

Jeg bor ikke langt fra en lille svømmehal. Og på trods af mine aversioner mod fællesbade og den slags misforstået kommen hinanden ved, så besluttede jeg mig for at gå til svømning i år, nu da vores gymnastikhold ikke bliver til noget alligevel.

Men det var ikke rigtig svømning. Det er simpelthen aquafitness. Eller det vil sige, det startede med at hedde: “Søheste”.. Det passede lidt mere til min forestilling om mig selv i det våde element. Men undervejs tog det navneforandring. Og med den blev ambitionsniveauet ligesom sat lidt op.

…

Men jeg overvandt mine fobier, ignorerede ganske – okay så, ignorerede næsten – det meget beskidte gulv, og nedsænkede mit legeme i vand. Med temperatur der nærmede sig frostgrader. Mindst.

Pludselig vrimlede det med damer i alle aldre, og

…

former.

Faktisk er det helt utroligt så kropsligt det hele lige bliver, når 40 kvinder forsamles på meget lidt plads. I meget lidt tøj. Og fem brusere…

Ikke helt gennemtænkt det med de fem brusere. Men solidariteten længe leve.

I hvert fald blev jeg, og mine helt nye søheste-veninder, pisket igennem 52 minutters sindssyg hård træning. Da der var gået 7 minutter af timen, var jeg døden nær. Jeg troede ikke det kunne være så hårdt at være i vand. Jeg havde hørt om hårdt vand, men alligevel.

Hov og så glemmer jeg helt det med mig som prop.

Altså, for at gøre det nemmere – HA som om..  – skulle man tage et flydebælte på. Dette skulle forhindre en i at bruge uforholdsmæssigt mange kræfter på at holde sig flydende, samtidig med alt det der fitnesshejs, som nu kommer ind i billedet.

…

Bæltet skulle strammes til. Så det ikke kunne glide af.

Med det resultat at jeg, hver gang jeg prøvede at slappe lidt af, skvulpede forover som en stor tumlingedukke. Eller en prop. I søgang. Og jeg er ret sikker på at grunden til at jeg ikke skvulpede bagover, er at finde i det faktum at jeg havde overvægt foran i form af dobbelt airbag.

Og den ganske time skulle jeg ikke alene koncentrere mig om ikke at tilte forover, fordi det nu var alt for let at holde sig flydende, men jeg skulle samtidigt bokse under vandet og andre sære ting.

Al denne agiteren i vandet havde da også sin pris.

Efter 35 minutter fik jeg krampe i samtlige tæer.

Og uanset hvad jeg herefter gjorde, strittede mine ellers helt normale tæer i alle mulige retninger, og lignede nogle krogede gigtplagede nogen. Hvilket de ingenlunde er. Og da jeg havde lidt med anstand, og måske lidt råben, i meget lang tid, blev jeg enig med mig selv om at jeg var en kylling, og gik derpå op.

Jeg skal ikke kunne forsværge at det ikke også var udsigten til at slippe for den kamp det ville give at have 40 kvinder og kun fem brusebade, der fik mig til at fortrække mens tid var. Så jeg foretog et hastigt tilbagetog og luskede fejt ud under en lun bruser.

Kunne derefter, alt imens jeg skubbede mig vej mellem de 39 andre som efterhånden også havde fulgt mit eksempel, pludselig erindre de andre gener der er forbundet ved at gå til svømning.

At tage sokker på med halvvåde fødder er ubeskriveligt enerverende. Og at skulle finde sit tørre tøj med våde fingre hører heller ikke til på min lister over yndlingsting.

Men jeg overlevede.

Med besvær, men jeg vågnede trods alt i morges.

Og jeg skal nok derover igen på onsdag!

Led os ikke ind i fristelse..

Jeg er sådan lidt på kur. Eller ikke kur, jeg passer bare lidt på hvad jeg putter i munden.

Jeg har ikke tid til at lave en omgang GO med mine veninder, så jeg må selv styre kalorieindtaget. Hvilket også er okay. Jeg har nemlig så travlt på arbejdet at jeg ikke har tid til at spise ret meget.

Værre er det når jeg så kommer hjem.

Så er jeg lækker sulten, og tager en rugbrødsmad. Til aftensmad spiser jeg små portioner og klarer det nogenlunde.

…

Men så sker det at man i huset mener at der skal laves kage. For at fejre at det er eftermiddag og at skole og arbejde er slut for denne gang samt den fest det er at mor og far endelig kommer hjem til Møllen igen.

…

Og så sidder man der. Med et barn der stolt fremviser dagens kagekreation.

…

Og de forventer jo at man smager. Og nyder. Og æder sig en pukkel til.

Altså, sætter jeg tænderne i en cupcake. Med lyserødt snask på.

Lige inden har jeg sagt at jeg bare skal have én og at det ikke er noget jeg vil gøre hver dag, fordi jeg faktisk gerne vil af med den uklædelige fold over min bukselinning inden jeg skal mases ned i årets sommerkjoler.

Led os ikke ind i fristelse

Aldrig så snart har jeg fyldt munden med cupcake – hvor hovedbestanddelen åbanbart er marchmallows, før min søde Prinsesse siger: “Der er smør i glasuren. Smør flødeost og flormelis.”

Jeg stoppede midt i mundfulden og var lige ved at spytte det hele ud igen.

Hun grinede bare.

Forvorpne unge.

Jeg lagde kagen fra mig på fadet og sank, med besvær, den i øvrigt meget lækre mundfuld kage.

…

Divaen og Gårdmand Bjørn spurgte i munden på hinanden: “Må jeg så få den?”

De delte resten, og jeg gik for mig selv med en kop te.

Og tænkte meget intenst på en sommerkjole.

Træning og sundhed

Det ER ret opreklameret, ikk’?

De to ting har nemlig intet med hinanden at gøre.

Var ovre i det der center som er propfyldt med folk, som har nytårsforsæt.. Det har jeg som bekendt ikke – jeg bruger bare min sunde fornuft.

Men fornuften forlod mig midlertidigt, da jeg besteg min ellers så elskede crosstræner.

Det er sådan et par stepski man tramper rundt på og så et par pinde man står og flår i samtidigt. I kender dem sikkert godt.

Jeg må ikke løbe for min ryg, og lægen er enig med min ryg. Så da de to har rottet sig sammen mod mine ynkelige forsøg på at komme i bedre form, samt at mindske det knallertdæk der ucharmerende har sat sig godt fast om min mave, til i hvert fald en størrelse racercykeldæk, måtte jeg finde alternativer.

Jeg er ikke god til holdfitness, som i overhelehovedet ikke, og idéen om at ligge og skubbe rundt på møblerne derhjemme til en dvd med ophidsede og senede damer iført stramt pink og lange lyse krøller, tiltaler mig heller ikke.

Men crosstræneren kender jeg godt, da jeg har haft min egen længe inden de kom på mode i Andedammen. Den har før strammet op på dette og hint, og ligeså punkteret diverse dæk. Den har bare den ulempe at den lige nu befinder sig sådan ca. 1400km længere nordøst på.. Og så er den jo ikke meget bevendt.

Altså, frekventerer jeg indimellem, og bestemt ikke regelmæssigt, det der fitnesscenter for at få muligheden for at trampe på en anden crosstræner.

Ligeså i går.

Jeg plejer som sagt at være vældig fornuftig, går aldrig for hurtigt frem. Øger enten tid eller sværhedsgrad med 5 % ad gangen osv. Det kommer der af, at have giftet sig med en sportsfreak.

Men så i går.

Jeg kom op, og i gang. Næsten samtidig kom Yngre Mand Med Forsæt ind og fik startet monstrummet ved siden af mig, af en instruktør som nøje fik sat ham ind i sagerne. Med et overlegent blik på min skærm, satte Yngre Mand Med Forsæt i gang.

Jeg var egentlig startet som jeg plejer.

Da jeg hører musik på min telefon, mens jeg buldrer afsted – jeg har min egen afspilningsliste  som er kreeret til lejligheden – tramper/løber jeg ikke med samme frekvens hele tiden. Sommetider går det meget stærkt og andre gange går det lidt mindre stærkt. Alt efter musikken.

Og da jeg gav mig til at jolre derudaf til de forførende rytmer af Grease Lightnin’, tog fanden ved Yngre Mand Med Forsæt og han satte både hastighed og sværhedsgrad op, som for at følge med mig, bare lidt sværere. Han skulle lige vise mig.

I begyndelsen var jeg ligeglad, og fortsatte lidt langsommere med ”Gimme Gimme Gimme”. Så kunne jeg se at han også slappede lidt af. Hans ansigtskulør havde på dette tidspunkt stor lighed med farven på en kogt hummer. Ikke de der grå – og levende – eksemplarer, som Superbest prøvede at komme af med, men de flotte røde.

Min kondition var øjensynlig noget bedre end hans, for da jeg gav den en tak til, med ”Back to the 80s” satte han ikke farten op, men fortsatte i samme tempo.

Jeg tænkte på hvornår han mon fik nok, og selvom jeg nærmede mig slutningen af min træning, faldt det mig ikke et øjeblik ind at stoppe, som den fornuftige konge jeg nu engang er.

Næ nej, for én ting var at han – ved hjælp af større modstand – kom hurtigere ”frem” distancemæssigt – en anden ting var at han prøvede at følge med, og så skulle han i hvert fald ikke have den tilfredsstillelse at jeg stoppede før ham, så jeg kløede på med krum hals.

Tiden hvor jeg burde have sluttet, både kom og gik. Og andre tider efter den. Det skulle være løgn, tænkte jeg og prøvede at tørre sveden af mit pandehår, uden at falde af, idet det dryppede voldsomt distraherende ned på min næse.

Men forført af musikken, kom jeg på forunderlig vis videre, og vi nærmede os 40 minutter. Det lyder måske ikke af meget, men for ældre regenter som undertegnede, så er 40 minutters cardiotræning rimeligt krævende.

Jeg havde en puls på 3000, stønnede som en pornofilm og takkede i øvrigt mig selv for at jeg havde taget den maskine som IKKE stod under det skærende lys, der netop ikke afslørede min egen ansigtskulør.

Sundt var det bestemt ikke. Under nogen omstændigheder.

Yngre Mand Med Forsæt var godt nok rød i hovedet, men det er der jo så mange der er, han svedte ikke voldsomt, stønnede heller ikke, men da vi nåede 50 minutter nærmest kastede han sig af maskinen, som havde den holdt ham tilbage mod hans vilje.

Han stod et øjeblik, og formelig kravlede hen til en romaskine som han hev lidt i, en tre minutters tid. Så gik han ydmygt – jeg er helt sikker på han var ydmyg – hen til en anden instruktør og fik sat sig tungt på en anden maskine, som ikke var så grum.

Holdt jeg så op?

Nej da..

Jeg ville nemlig gerne vise Yngre Mand Med Forsæt at ældre damer over 40 er lidt seje.

Så jeg slugte mine lunger igen, som ellers truede med at falde ud af munden på mig, trak knallertdækket lidt længere ind mod rygraden, og fortsatte til jeg havde rundet 60 minutters intensiv cardiotræning.

Yngre Mand Med Forsæt kiggede heldigvis den anden vej da jeg, med stive ben vaklede til omklædningsrummet, og ud i min bil, hvorpå jeg sveddryppende, men voldsomt tilfreds med mig selv, tog hjem.

Og jeg har ikke engang ondt i dag – så jeg går lidt og regner på hvornår Yngre Mand Med Forsæt måske kommer tilbage igen – det var nu helt forfriskende med lidt konkurrence!!

Så skal han få kam til sit hår, skal han!!

Lidelser

Nu er lidelser flere ting. Eller ikke ligefrem flere ting – men man kan bruge ordet om flere ting.

Det kan for eks. godt være en lidelse at skulle høre på én man ikke gider høre på. Så er lidelser rigtigt meget tilstede i biblen. Det er vist noget der hører med – især i det gamle testamente.

Må ikke have været rart at leve dengang. Men nu skal I lige høre her, de har ikke opfundet noget: lidelse er smerte.

SMERTE siger jeg.

Jeg

Kan

Ikke

Bevæge

En

Eneste

Lille

Kropsdel

Uden

Lidelse..

Jeg kunne ikke engang komme ud af bilen for at hente børnene. Måtte sende en sms og få Zorronaldo til at hente Gårdmanden nede i underskolen før han selv forlod etablissementet.

Jeg selv sad og åndede tungt i bilen, hvorpå jeg væltede ud af døren og måtte have en anden én til at låse op.

At det der pludselige udøvelse indenfor sport, skulle sætte mig ud af stand til at fungere normalt, havde jeg ikke lige regnet med. Troede faktisk at muskler havde, bare et minimum af hukommelse. Med alt det jeg trænede før burde man forlange at de havde husket bare lidt.

Men jeg kan så konstatere at mine muskler lider af noget demens eller måske er vi ude i noget svind.. Måske kører de ligefrem hetz for at undgå at blive udfordret mere. Men de kan tro nej, kan de. De kan få bank med en tæppebanker torsdag igen!

For at at være på det der løbebånd (jajajaja – jeg gik, og løb ikke) svedig og fuld af energi var så fedt – min hjerne kunne i det mindste godt huske hvor fantastisk det føltes at være Linda Hamilton.. Lidt..

Deraf kan jeg så udlede at min hjerne virker bedre end min aductor, quadriceps femori og ilio costal, (undskyld – kender ikke muskelnavnene på dansk) der nærmest føles som om de er ved at lave mytteri!

Eneste trøst er at det snart går over!

Og at jeg nu har indtaget den sidste forhadte hormon – så nu er der håb om at jeg bliver mig selv igen!

Og så kan det gamle testamente i øvrigt gå hjem og lægge sig med sin – og min -lidelse, til på søndag.

Det der fedtnissehalløj..

Nogle vil mene at dette hører til herovre, men det er ikke den slags nisser jeg mener.

Før vi flyttede til Æblebakken, og efter jeg var holdt op med at være gravid..

Ej.. faktisk har jeg været gravid i 8 år! Hvad siger I så? Det er ret syret at tænke på – men det er ganske vist. Jeg blev gravid første gang i 1994.. og det cirkus holdt så op da jeg fik Gårdmand Bjørn i slutningen af 2001, og jeg var gravid i alle de mellemliggende år – ja ikke nonstop forstås – men hvert kalenderår.

Nå, det var et sidespring, altså: før vi flyttede til Æblebakken var jeg sådan én som skulle ud og løbe flere gange om ugen, okay aldrig over 10 km. for nu ikke at lave falsk reklame for mig selv.

Men hvis jeg nu skal blære lidt meget: så lavede jeg 300 mavebøjninger dagligt!! Stod op 45 minutter før alle andre og i nattens mulm og mørke flåede jeg i armene på min crosstræner før jeg gik i bad og tog på arbejde.

Igen kan jeg takke forsynet – eller faktisk nok mest mig selv.. hvorom alting er – jeg takker en eller anden for at være gift med en sportsfanatiker. Ja også for så mange andre ting – men det kommer ikke lige dette indlæg ved.

Sagen er, at jeg derfor har et rum fyldt med alskens maskiner og andet djævelskab til min rådighed, som gør at jeg overhovedet ikke behøver at frekventere de der fedtnissecentre.

Som aldrig har været min kop te. Folk er tit så overgearede og kunstigt pep-pumpede sådanne steder at jeg går i baglås. Jeg er i forvejen ikke ret god til frenetiske overmennesker.

Derfor har jeg været glad for min private træningssal – også selvom den fylder en hel del – og for at jeg har kunnet slippe for at dele svedpartikler og andet snask med hvem som helst. For slet ikke at tale om de der fællesbade.. Men mere om dem en anden gang.

Men.. alt det der jern, blev hjemme på øen, så det hjælper mig ikke så meget lige nu, og da vores fjernsyn er på størrelse med et 10 kroners frimærke er der heller ingen mulighed der i form af noget Wii-fit eller Jane Fonda dvd’er, så der hjalp ingen kære mor, jeg måtte forlade matriklen for at komme i gang igen.

Jeg ved godt at Nordboen siger at vi skal ud og løbe – men jeg må faktisk ikke løbe endnu. Mine 2½ diskusprolapser ville ikke være enige med mig og begynde at lave ballade igen, så læger og andet godtfolk har forlangt at jeg træner rygmuskler, før jeg så meget som får lov til at kigge på mine løbesko igen.

Nu har jeg så været der 2 gange, i det der fitness center og jeg har stadig lyst til at tage tilbage igen. Jeg fik investeret i et par træningsbukser som jeg kan have dellen i. Den sidder dog stadig i vejen når jeg vil lave maveøvelser, men Rom og min flade mave blev ikke bygget på én dag.

Desuden, da jeg gik der og svedte på mit løbebånd, følte jeg mig pludselig fit og stærk, i stedet for småfed og over 40.

Så jeg er ret sikker på at noget vil ske med min livvidde inden jul, så jeg kan æde mig igennem julen med nogenlunde god samvittighed og starte forfra igen i januar ligesom alle andre mennesker!