Tag Archives: Fest

Det var ellers en fin dag…

3 jun

– 0g så ringede vækkeuret.

Der er altså noget ved mandage, som gør dem ekstra tunge at danse med.

Jeg ville synes at det burde være ganske naturligt at have i hvert fald en ekstra dag til at komme sig oven på weekender, sådan i al almindelighed.

Nu for eks. denne weekend har vi tilbragt med at fejre Jan. Han blev 50 i december og da der i hans idé om en festlig dag, indgik både grilstegt pattegris og motocrossløb så valgte han meget belejligt at placere fødselsdagen d. 1. juni.

Da Jan er en omsværmet herre, var vi et lille lukket selskab på 160 personer. Og vi blev bespist med det der lignede en udfoldet gris.

En udfoldet, og meget saftig gris!

Maden var ualmindelig lækker – jeg har tit afholdt mig fra at lave gris på grill da det godt kan gå hen og blive en småtør affære. Men ikke denne grissebasse. Den var uovertruffen! Alt det gængse, selskab, vejr, musik osv. gik som det skulle, folk var præcis så sjove, pinlige, fulde (vælg selv) som folk nu engang er, til den slags fester.

Min bordherre blev dog noget bekymret da jeg, på hans spørgsmål om hvad jeg gik og fedtede med udover arbejde, svarede at jeg skrev om mit livs små tildragelser og den slags, på en blog der var fuldt tilgængelig for alle.

“Skriver du så noget grimt om mig på mandag?” ville han vide.

Og jeg forsikrede ham at jeg ikke ville skrive noget grimt om ham. Og at jeg vist kun har skrevet noget grimt om tre eller fire personer siden jeg startede. Hende der spyttede på Divaen, ham der sparkede Gårdmand Bjørns finger af led, og så min nabo.

Selvom naboen ikke rigtigt tæller med mere, nu da han er blevet flink!

Og så måske en forhenværende skatteminister.

Men hans lov var altså også ualmindelig dårlig og uigennemtænkt. Jeg har da vist i øvrigt allerede udtrykt mine følelser for bloggere der hænger andre ud.

Jeg har naturligvis skrevet grimt, bare sådan lidt mere generelt. Og uden at blive personlig. Det er jo også sin sag at berette om andres modbydelige vaner eller særheder, for der er jo en reel risiko for at de svarer igen.

Og med mindre folk taler ualmindeligt grimt til mig, så godkender jeg alle de kommentarer der tikker ind. Folk behøver hverken synes om mig eller være enige med mig, selvom det da gør mig lidt ked af det, hvis de bare slynger noget vrissent ud, uden hverken at svare eller uddybe når jeg prøver at kommunikere med dem.

Hvorom alting er, så valgte jeg fra starten at den slags ageren offentlig gabestok, ikke havde noget at gøre hos Kong Mor. Så folk behøver ikke være bange for at blive hængt ud, bare fordi de sidder ved siden af mig til et middagsselskab.

Desuden er det som regel mig selv, der står for de mere pinlige indslag her på bloggen. Og det har jeg ved Gud ikke tænkt mig at fortælle alle mulige andre om, så de småting må forblive mellem jer og mig.

Reklamer

Søvnig lørdag

7 apr

Vi glemte det triste i langfredag, og skyndte os i stedet til fest. Langt væk. Sammen med de mennesker vi har kendt hele vores voksenliv. Hver gang en af de gamle siger farvel, tropper alle de som allerede har taget skridtet op, og er med til at ønske lykke på den nye rejse. Med brask og megen bram!

Og følelserne udenpå tøjet og mange tanker til de, alt for mange, som ikke er her mere.

IMG_0910

Vi har jo naturligvis ikke ændret os, men vores børn er i mellemtiden gået fra babyer til unge eller voksne. Ingen af os er helt klar over hvordan det skete.

Vi nåede knap nok at blinke med øjnene.

Nu vil vi gøre klar til vores gastronomiske orgie i morgen – med alles livretter!

Kongelige Minimoyser

2 apr

Grunden til at mine børn kom i seng på den forkerte side af midnat lørdag aften, eller rettere søndag morgen, var at finde i et spændende besøg, så spændende at det måske var blevet klassificeret som værende en “snar” af folk som ikke vil tro på at jeg er blevet til en Minimoyser .

Det var et besøg hos meget gode venner. Sådan nogle af den slags, man er meget ked af at skulle sige på gensyn til.

Disse venner har nogle flotte biler. Som vi skulle ud og køre i. Til alles udelte fornøjelse!

IMG_0872

Andre har også været ude og køre i dem, mestendels fordi de ejede bilerne engang for mange år siden. Sådan nogle frygteligt kendte nogle som Walt Disney, Bourville og vist en enkelt diktator. Men det er jo ikke bilernes skyld!

Nogle af dem, bilerne altså, har endda været statister i forskellige film. Blandt andet Arthur & Minimoyserne #3.

Her vil jeg stærkt opfordre til at man omgående forlader sin lune plads bag skærmen, finder filmen frem, subsidiært låner den på biblioteket, og ser den. Foran rådhuset i byen – som er falsk idet den var bygget op til lejligheden i Bessons baghave – stod den bil vi var ude og køre i, lørdag aften.

IMG_0876

Hvilket nok ikke gør mig officielt til en Minimoyser, men næsten.

Bilen var en Cadillac fra 1954 … Og er I lige klar over, hvor godt man sidder i sådan en? Bagsædet er en ren sofa. Sikkerhedsseler forefindes naturligvis ikke, sådan noget nymodens pjat.

Men faktisk var jeg meget imponeret over de elektriske vinduer. Og forsædet som ligeledes var elektrisk.

Ret imponerende at den slags fandtes allerede i 1954, når jeg tænker på at jeg har tilbragt i hvert fald halvdelen af mit liv, som passager i biler hvor man kun under opydelse af heftige armbevægelser kunne åbne vinduet på bagsædet.

Efter denne filosoferen udi biludstyr, og en del kilometer senere, kunne vi slappe af i, hvad Divaen kalder ”The Room” i herligt selskab, med god mad og musik fra dengang da bilerne var helt nye.

IMG_0881

“The Room”, er en kopi af en amerikansk Diner, med originale og morsomme ting fra dengang, og man føler sig virkelig hensat til en helt anden verden.

Og det er ganske vist og slet ingen “snar”.

Nytårshalløj

2 jan

Jeg havde for længe siden besluttet mig for at jeg ville have fyrværkeri nytårsaften. Jeg havde jo set at nogle af de der tingbutikker, de sælger også fyrværkeri. Inde midt i butikken – jo jo!

Jeg gned mig i mine små fedtede fingre og glædede mig til noget fyrværkeri!

Lige indtil min elskede mand kunne meddele, at dette var pludseligt blevet forbudt indtil d. 2. januar. Og så kan det jo ligesom være lige meget, altså.

Og ingen, hverken First Man, brandmajoren eller politibetjenten havde lyst til at modsætte sig dette dekret.

Der sker nemlig ganske ofte det her i Frankrig, at utilpassede unge – det som almindelige mennesker kalder for møgunger – brænder biler af nytårsaften, plus minus 2-3 dage.

Der bliver sjældent nævnt hvor mange biler der bliver brændt, eller hvor henne, for de der tåbelige individer, laver en egen intern konkurrence om hvilken by der kan brænde flest biler af.

Og så stod man der. Foran rækkerne med fyrværkeri.. Som ikke måtte fyres af. Det var ganske uretfærdigt. Og jeg var noget harm.

Vi måtte derfor tage til takke med et par bordbomber tænkte jeg. Som jeg, ved en hurtig undersøgelse af markedet, fandt ud af slet ikke fandtes i Frankrig. Her må jeg nok erkende at Frankrigs position som yndlingsland #1 vaklede noget. En hel del faktisk.

Og alle mine bordbomber blev sprunget sidste nytårsaften. Ikke en eneste sølle bombe kunne jeg finde i gemmerne. Så rent ildmæssigt måtte vi nøjes med følgende:

IMG_0444

Noget af et antiklimaks vil jeg nok mene..

Altså når man har sat næsen op efter noget. Men dog et kort oplyst øjeblik trods alt.

Der mangler også 90års fødselsdag. Og ja, jeg ved godt at det er fuldstændigt kikset at kunne lide den. Endsige se den. På højde med duge af nervøst velour, som – nu vi er i gang med de mere pinlige indrømmelser – også lå på bordet lørdag aften.

Jeg kan nu godt lide min hvide dug med gyldne franske liljer på, som udover at være ganske overordentlig nervøs, også er den eneste dug som er lang nok til at nå begge ender på bordet, når der er forlængerplade i den ene ende.

Men for at komme tilbage til den 90års.. så var der jo en læser som var så galant at sende et link til den bedre halvdel af ”Dinner for one” som den hedder. Med det resultat at hele familien stod mast sammen foran min skærm og fniste af genkendelsens glæde ved hvert skvat den kære James tog over tigerhovedet.

Hvorimod de franske gæster ikke helt fattede morskaben.

Denne situation har jeg dog været udsat for før, og kan måske konkludere at man skal være dansk – og plat – for at finde den slags morsomt. Og så igen, jeg har aldrig nogen sinde grint over ”Den eneste ene”.. Men det er måske ikke alle mine gener, der opfører sig danskt.

Da vi havde grinet af, var klokken næsten 24.00 og også her manglede der noget. Ingen rådhusklokker, ingen nedtælling eller noget..

First Man modsatte sig på det bestemteste, og til vores store ærgrelse, al hoppen i sofaerne. Folk indtog derfor kedelige og ganske ufarlige højder som trappetrin, pejsekant og dørtrin for at hoppe ind i 2012 – for hoppes skulle der.

Og de velopdragne franskmænd fulgte trop! Jeg tror faktisk slet ikke de tør andet, i mit selskab – men nu har de også kendt mig i mange, mange år!

Men det var alligevel en noget tam affære da klokken blev over midnat og nu var nu. Firkløveret blev rørende enige om, at nytårsfejring kunne franskmænd heller ikke finde ud af.

Men så skulle vi lære dem at lege pakkeleg. Og for en gangs skyld var alle med på den, og de endte med at gå op i legen med megen ildhu og entusiasme som indebar råben og voldsom kamp – og politiet trak endda kniv!

IMG_0465

Vi, som vidste at den firkantede pakke med Dannebrog, indeholdt en pakke pejsetændstikker, grinte så tårerne trillede!

Det var en super hyggelig aften, bevares, men meget ”Nyborgaften” – som Gårdmanden sagde da han var lille – var der altså ikke over den.

Så meget desto mere grund til at glæde sig til næste gang.

Rå fisk og lakrids

10 dec

De der julefrokoster.. Det virker som om hele Danmark er gået på stand by. Hvor jeg end vender mig hører jeg om julefrokoster.

Da jeg jo ikke har boet så mange år af mit voksenliv i Danmark er det virkeligt begrænset hvor mange julefrokoster jeg lige har været til.

Jeg mindes den første..

Det var meget morsomt idet jeg kunne tilbringe hele aftenen sammen med en kollegaveninde. Vi havde det sjovt, dansede og sang til et lokalt liveband, ingen lagde an på os og vi blev ikke så stinkende fulde, at det var ulækkert.

Året efter var det meget mindre morsomt. Det var for at sige det mildt dødssygt. Jeg tog hjem efter 1½ time.

Og sådan har de vist mere eller mindre været lige siden.

Ikke at jeg normalt hader at være til fest, for det gør jeg ikke. Jeg elsker fest og farver. Men jeg orker ikke fulde mennesker, som mener at de har fundet sandheden, subsidiært ser sig selv som guds gave til kvinder. Mænd med svømmende øjne som kommer og vil ”danze”. Eiiirk.

Nå – men hvorom alting er – jeg endte alligevel med at sidde og føle mig noget så snydt her for et par uger siden, ikke en eneste lille bitte julefrokost er på programmet hernede.

Og så fik jeg sporenstregs inviteret en masse mennesker til min helt egen private julefrokost i dag.

Lutter franske individer, og selve julefrokostmenuen er udelukkende dansk. Det skal nok blive sjovt.

Jeg har stegt frikadeller, kogt risengrød og bagt rugbrød i lange baner så jeg er helt ør i hovedet.

For de skal få rå fisk, kartofler smurt ind i karamel, snaps og rødkål, samt ris a l’amande så de segner. Og et lille tyrkisk peber får de også lov at smage.

Men jeg er sød og slutter af med gløgg og æbleskiver!

Så blev det endelig

5 dec

Gårdmand Bjørns store dag. 10 år.

Vi fejrer hans første runde fødselsdag i dag, og så har jeg ikke flere børn tilbage, som kun er et tal gammel. Mærkeligt så hurtigt de bliver store.

Vi lå og snakkede i går aftes, han og jeg, som vi plejer og han fortalte mig om de to ting han ønsker sig allermest.

Selvom den slags hurtigt kan skifte i den alder, er det, blandt andre, heldigvis også de to gaver som lige nu pryder bordet han får at se om lidt, når vi vækker ham. Nemlig et Nerf Long Strike gevær og et waveboard.

Han bad mig om at lade være med at tage national-flaget med op, da han hellere ville vækkes af fødselsdagssang!

Jeg forstår ham så godt – det var en underlig kemisk lyd at slå øjnene op til!

Han var overbevist om at han ikke kunne falde i søvn, men der gik nu ikke ret længe før han måtte overgive sig til søvnen.

Han nåede dog at bestille lakridspiber og smarties som morgenbordsslik. Og jeg takker derfor min sjette sans for, at jeg købte tre pakker lakridspiber i sommers.

Brownie og boller er bagt, jeg mangler bare at lave nogle cookies til festen på skolen i eftermiddag!

Jeg har valgt at krydre indlægget med dette billede fra da han blev seks år.

05-12-2007 006

Han fik disse underbørger, og tilsvarende tigermorgenkåbe, som han elskede højt og som simpelthen sad på ham til de hang i laser og hans onde mor – mig – smed dem ud!

Jeg kan stadig ikke finde ud af at lægge youtube videoer ind på mit indlæg – så desværre får I ham ikke at se/høre live. Det kan være det kommer!

Noget om at have fødselsdag

12 nov

Nu er der under en uge til min fødselsdag, og skulle jeg komme til at glemme dette faktum et kort øjeblik, har jeg horder af glade børn som er ved at falde over deres egne ben for at give mig en fantastisk dag. Hemmelige gaver og festlige indlæg og – ”MoAAr du må ikke komme ind”.

Men det er jo nok fordi jeg har fortalt dem om de år, da de var for små til at forstå konceptet med at blive fejret til en fødselsdag, og First Man ikke altid var at finde i samme land som jeg, og det derfor ikke altid var så sjovt at fylde år, fordi der ikke var nogen til at sige tillykke.

Og efter barndommens fødselsdage som er store og fylder meget, så kom de magre og hvis jeg må være så fri, ret kedelige rent fødselsdagsmæssigt mellemliggende år, men nu skal jeg da lige love for, at de gør alt hvad de kan for at jeg skal gå glad i seng på dagen.

Har jeg sagt jeg elsker dem rigtigt meget?

Men det er faktisk ikke kun min fødselsdag jeg ville snakke om, det er også Gårdmand Bjørns. Han bliver 10 om mindre end en måned, og glæder han sig til min fødselsdag, er det intet imod det fyrværkeri af spænding han har indeni, når snakken falder på hans store dag.

Der går ikke en eneste dag, hvor han ikke meddeler mig nye hede ønsker, remser gæstelister op, vægter for eller imod forskellige restauranter og den slags vigtige ting. Og han glæder sig enormt.

Han startede nedtællingen da der var 42 dage til.

Og det er da ikke fordi jeg er træt af at høre på det, slet ikke. Det er bare en anelse ensformigt, og ligeledes en smule svært at udvise samme entusiasme, hver gang han kommer med nye betragtninger.

Men jeg lytter. Det gør jeg altså. Indimellem. Jeg lader i hvert fald som om det meste af tiden. Og han skal nok få en super fødselsdag.

Jeg er nemlig altid bange for at de bliver lidt skuffede, for en fødselsdag er vist aldrig så gylden og fantastisk som man forestiller sig, og håber på.

Da familien oven i købet ikke er så voldsomt stor, og en del af den – familien altså – ikke helt har fattet ideen med gaver eller fødselsdagskort, så bliver Firkløveret nok lidt forkælede af andre, os samt den anden del af familien, som for at kompensere lidt.

Men så var det jo at jeg var på barselsbesøg i går. Hos en lille trut som kom til verden i torsdags, og han var helt og aldeles vidunderlig – og for pokker hvor var han lille.

Man glemmer godt nok hurtigt.

Så slog det mig, nu hvor fødselsdage måske har mistet lidt magi og er blevet til en dag hvor man løber rundt og laver halløj og ballade og gaver og hvad har vi, så var det rigtigt rart lige at se sådan et lille mirakel af et nyt menneske.

For der er SÅ meget grund til at fejre og lave fest, farver og ballade. Det er jo en skøn dag den – ens fødselsdag!

%d bloggers like this: