Tag Archives: Film

Så er den efterårsferie forbi.

21 okt

Jeg fik to dage. Ja, og så en weekend.

Så fire dages efterårsferie.

Men jeg har nydt det.

Intenst.

Efterårsferie har i dette tilfælde været ret meget synonymt med æbler.

Æbler under forskellig form. Som nedfaldne, plukkede, gule, røde, sure, søde, stødte, skrællede, æblemos, æblegrød, æblekage, æblegele og sluttelig som frigjorte gasser fra Blondinen. Nemlig prutter.

Jeg har også haft tid til at se tre skønne veninder.

Vi har fået sat græskarhoveder op ude foran havelågen, med lys i.

Årets græskar

Prinsessen har turneret i Jylland med Astrid, blandt andet gjorde de Århus usikker og det norlige Tyskland kunne heller ikke vide sig for sikker. Ingen tvivl om at hun har hygget sig – jeg fik kun en eneste sms – og nydt at være på ferie fra familien!

Hun forsøgte forgæves i Tyskland at få fat i et “Stollen” brød med marcipan, til sin mor – mig – men måtte opgive. Der var julepynt og danske pebernødder, men ingen stollen i de nordtyske indkøbscentre.

Denne Stollen, med marcipan, kunne jeg så selv købe i går morges i Lidl.

Faktisk bliver de fleste indkøbsture efterhånden ret unødvendige. Men sig det ikke til nogen, det er nemlig så hyggeligt.

Derudover overlevede jeg et mindre hjertestop da min søde mand på lumsk vis, lokkede mig til at se en forfærdelig film Straw dogs efter Gordon Williams roman The Siege of Trencher’s Farm. Og så fik jeg mareridt. Efter hjertestoppet.

Men så vidt jeg lige kan læse mig til, er film og bog – som vanligt – milevidt fra hinanden. Jeg er også overbevist om at jeg ikke havde fået mareridt af romanen.

Arbejdet kalder igen, jeg nød min korte ferie og er klar lidt igen!

Og NU må det godt snart blive min fødselsdag… Der er kun fire uger til!

Vroum vroum og lydbøger!

4 jun

Og nej, jeg prøver ikke at sige som en blender.

Men nu var jeg faktisk blevet en anelse træt af røde biler, sådan generelt, så lynet blev i sidste uge afleveret hos Jan, som så gav mig en rigtig bil i stedet for. En stor en. Med plads til alle mine børn. En bil som bevæger sig når man maser højre pedal i bund lidt ned.

Ikke at jeg gør det, smækker sømmet i bund altså, men det er nu meget rart at kunne.

Men nu sidder jeg altså på toppen af verden igen, har overblik i stedet for at ligge fladt ned på asfalten når jeg bevæger mig på fire hjul, som det var tilfældet i det røde lyn.

Der er kun en hage ved denne fantastiske bil.

Den har en CDafspiller som ikke kan lide lydbøger.

Den vil gerne spille musik.

Men ikke den tredie bog om Arn.

Og det er jo noget nær en katastrofe.

Af den slags som får mandage til at fortsætte ind i tirsdage. Jeg begyndte godt nok at se filmen i sidste weekend, men enten har filminstruktøren ikke læst alle bøgerne ret grundigt, eller også har han regnet med at det var publikummet som ikke havde gidet læse bøgerne, da disse to ting – film og bog – ikke har ret meget til fælles.

Derfor ville jeg så gerne kunne høre resten. Af bogen.

Før jeg surt sætter mig tilrette for at se slutningen af filmen, og bagefter med rette kan brokke mig over den.

Alternativt kunne jeg jo kontakte Hr. Becker himself og, såfremt han ikke havde andet for i de næste par dage, invitere ham med på min køretur så han kunne læse resten for mig.

Lykke

8 apr

Jeg ved at lykke ikke er en blivende tilstand.

Lykke kommer i små glimt af varme. I korte øjeblikke mens nu var nu.

Sommetider går der lang tid hvor man ikke har tid til at gribe øjeblikket, eller også er det ikke helt rigtigt.

Men pludselig er den der.

Som regel i helt almindelige situationer. Kommer uden varsel. Og inviterer ingen.

Den kravler sig igennem trætheden over at have forberedt påskefrokost i hvad der føles som 28 timer non-stop (det er naturligvis ikke tilfældet) den slipper også uset forbi den kedelige vrissen over, hvem der skal vaske op.

Men så kryber den langs gulvet og når helskindet frem til sofaerne, sætter sig godt tilrette i puderne, nyder årets sidste pejseild og indtager rummet fuldstændigt.

Den svømmer i vores fælles latter over en vidunderlig film: vores familiepåskeæg. Vi er i dejligt selskab med skønne chokolader indkøbt til lejligheden, uldne sokker, nærvær og tæpper; vi har hinanden …

Hinanden , og så lige det øjeblik af lykke som blev hængende.

Glædelig påske!

Divaens gæstebud

25 feb

Vi har set Babettes gæstebud.

Firkløveret kan som regel godt lide danske film, hvor der er nogen som snakker fransk. Det er rart at kunne begge sprog – at kunne følge med på flere niveauer.

Derfor elsker de vi også Olsenbanden over alle bjerge – hvor de er i Paris. Og vi griner inderligt når Benny skal sige ”nu” til Suzanne og det bliver til ”nøgen” i stedet for!

Så vi ville se Babettes gæstebud.

Stephane Audran, som spiller Babette, kunne ikke et eneste ord på dansk – og havde lært hele rollen udenad, uden at vide hvad hun sagde. Faktisk ret godt klaret. Men hun laver jo mad i denne film, ganske inspirerende mad – og Divaen blev enig med sig selv om at hun sagtens kunne lave en middag som lignede.

Hun måtte bare love sin sarte lillesøster at vagtlerne blev serveret uden hoved.

Jeg kunne nemlig fortælle at den eneste gang jeg fik vagtler, var hovedet med og da First Mans tante satte tænderne i kraniet på den stakkels fugl og sugede hjernen i sig, var jeg ved at besvime.

Eller kaste op.

Kunne ikke helt bestemme mig. Men det er mange år siden – så jeg var helt med på at prøve igen.

Jeg ringede til områdets bedste slagterbutik og fik bestilt nogle vagtler helt skrællede for knogler og diverse indvendige skeletstykker. Der blev indkøbt foie gras, nogle trøfler og en masse andet, hvorpå Divaen ellers gik igang.

Det endte faktisk med at blive til en slags Cailles en sarcofage og de smagte vidunderligt. Og det var nemt! Jeg hjalp nemlig heller ikke til denne gang.

Forretten var græskarsuppe med ristede rejer. Ingen skildpadder her! Så fik vi blinis Demidoff som i filmen og dernæst Vagtler.

Desserten var chokolademousse med hjemmelavede marengs og en marcipankage med safran.

IMG_0709

Her bliver foie gras og trøffelskiver pakket ind i den noget ledeløse fugl. Hvis vi nu havde ventet lidt med at spise, kunne vi faktisk godt have kaldt det for  “Dyrlægens natmad”!

IMG_0710

Lidt klippen og klistren med butterdejen som bliver forvandlet til:

IMG_0711

nogle ret store “sarkofages”. Tarteletter i overstørrelse. NEMT!!

IMG_0715

Og det færdige resultat. Alle kunne lide det – også dem på 10!

Vi sagde at det var en slags minikylling uden ben, og med foie gras i, og  han åd rub og stub! Det gjorde vi andre også!

IMG_0717

Og desserten. Mmm. First Man ville vide hvorfor danskere altid skal mmm’e når de har taget en bid – og vi måtte blive ham svar skyldig.

(Siger vi da sådan?)

Under middagen snakkede vi om at lave mad.

Daglig mad. Men også lækker mad.

Det er mærkeligt hvor mange franskmænd som aldrig laver mad; som køber råvarer af dårlig kvalitet, eller færdigretter. Både til daglig når det skal gå stærkt men også til fest hvor det meste mad kommer udefra.

Netop i et land som Frankrig, hvor de fineste råvarer er til rådighed så nemt som ingen ting.

I forhold til Danmark hvor forholdsvis mange mennesker kan lave god mad og hvor maden som regel er lidt mere bastant og lidt mindre forfinet. Det forstår jeg ikke.

Pigerne har virkelig nydt at lave fin fin mad til familien, vi har nydt at smage noget vi ikke får så tit og det gav en anden stemning omkring bordet. Nu mangler vi bare drengene, de har bestemt også lyst men har ikke haft tid endnu – det kommer!!

Remake nr. næst

2 nov

Nu prøver vi lige igen.

Altså , da jeg engang i tidernes morgen – og vist egentlig mest for at have en undskyldning for hvinende at krybe i skjul i First Mans favn – så ”Alien3” blev jeg næsten ligeså glad, som da jeg året før havde, ligeså hvinende, havde set ”Terminator 2”.

Det der udløste min uforbeholdne glæde over disse film, især over slutningen, var det faktum at de rent faktisk sluttede. At der var ingen vej tilbage. Det var næsten smukt.

Filmen sluttede simpelthen uden mulighed for at helten kunne komme tilbage og lave en nummer næst film.

Ikke ligesom Rocky, Rambo og Dirty Harry som bare slyngede fortsættelser ud til sagesløse biografgængere verden over, uden tanke for om kvaliteten af disse fortsættelsesfilm måske kunne give publikum varige skader på krop og sjæl.

Ikke at det nogensinde er blevet bevist – men alligevel, det er slet ikke utænkeligt.

Derfor var jeg så glad.

Det var dog en stakket frist – uundgåeligt vil nogen mene, men jeg havde dengang, mine ungdommelige illusioner om integritet kontra indtjening, intakte – og jeg var chokeret, intet mindre, da der i 1997 udkom en Alien 4.. som jeg i øvrigt altid har nægtet at se, idet jeg ikke mente der var et fornuftigt grundlag for filmens eksistens.

Muligvis også lidt, fordi jeg ikke mere havde brug for undskyldninger til at gemme mig i First Mans arme på blondinemåden.

Da Terminator 3 så blev smidt på markedet i 2003, var jeg ikke engang chokeret – blot skuffet og fuldstændig desillusioneret. Men hvis sandheden skal frem, gik jeg, siden Alien 4, såmænd bare og ventede på det ville ske.

Men det er nu også lidt ufint, at hænge samtlige mutte-muskelmænd-in-action-film ud på denne måde, for jeg forstår faktisk godt behovet for en fortsættelse. Hvis jeg har læst en god bog, vil jeg meget gerne have en fortsættelse, noget mere, for at fastholde fortryllelsen lidt endnu.

Jeg tvivler nu på at filmindustriens bagmænd, har så reelle og idealistiske hensigter med deres film, jeg må nok indrømme at jeg tror mere på en finansiel indflydelse, hvor grotesk det end lyder.

Så kan man, sådan lidt en passant for sig selv, spekulere lidt over hvordan det er med daglige blogindlæg. Om de bliver ved med at more – eller hvordan det lige ligger med det..

%d bloggers like this: