Lykke

Jeg ved at lykke ikke er en blivende tilstand.

Lykke kommer i små glimt af varme. I korte øjeblikke mens nu var nu.

Sommetider går der lang tid hvor man ikke har tid til at gribe øjeblikket, eller også er det ikke helt rigtigt.

Men pludselig er den der.

Som regel i helt almindelige situationer. Kommer uden varsel. Og inviterer ingen.

Den kravler sig igennem trætheden over at have forberedt påskefrokost i hvad der føles som 28 timer non-stop (det er naturligvis ikke tilfældet) den slipper også uset forbi den kedelige vrissen over, hvem der skal vaske op.

Men så kryber den langs gulvet og når helskindet frem til sofaerne, sætter sig godt tilrette i puderne, nyder årets sidste pejseild og indtager rummet fuldstændigt.

Den svømmer i vores fælles latter over en vidunderlig film: vores familiepåskeæg. Vi er i dejligt selskab med skønne chokolader indkøbt til lejligheden, uldne sokker, nærvær og tæpper; vi har hinanden …

Hinanden , og så lige det øjeblik af lykke som blev hængende.

Glædelig påske!

Mænd eller Mus?

Altså, vi er efterhånden ikke ret mange tilbage på matriklen.

Der er sket det, at Zorronaldo ligeledes har forladt Æblebakken for en stund. En lidt længere stund – idet han er taget på lejrskole til Italien.

Jeg fik lov til at bage cookies til turen, som han kunne dele med de andre.

Jeg har ovenikøbet fået én sms: ”vi er ankommet”. Det må være takken for de der cookies.

Meget ulig sidste år, måtte jeg endda også gerne lave hans madpakke og køre ham til mødestedet.

Det sidste har nok noget at gøre med det faktum, at afgangen var kl. 03.45 lørdag morgen, og han ikke lige orkede at vandre de 2 km. i mørket, med kuffert og rygsæk. Indrømmet, han havde heller ikke fået lov, selvom jeg meget gerne var blevet i min varme seng for at sove.

Jeg er jo ikke så god til det med at miste nattesøvn. Men jeg var helt venlig, og snerrede kun af ham en enkelt gang, da han troede han skulle bestemme hvilken vej jeg skulle køre.

Men jeg fik som sagt lov til at køre ham derhen..

Okay, jeg fik ikke lov til at stige ud af bilen. Han frygtede sikkert at synet af hans mor, uden make-up, iført briller, morgen nat-hår og fleece pyjamas, samt ikke at forglemme mine gummistøvler i kemisk lilla, ville kunne traumatisere de stakkels mennesker for tid og evighed.

Det er muligt at han havde ret, jeg insisterede ikke, for jeg frøs også en del på trods af numsevarmeren. Jeg fik dog allernådigst lov til at kysse ham på kinden igennem det åbne bilvindue. Det var også ret mørkt, så han risikerede ikke alverden, der på den anden side af vejen.

Jeg holdt så lidt, der på den anden side af vejen, og spekulerede på om det dog ikke var høfligst at stige ud og sige godmorgen grynte noget til de venlige mennesker som skulle køre hele den lange vej til lufthavnen, med de børn hvis forældre IKKE gad den slags.

Men jeg bestemte mig for at køre hjem og sove i stedet for, og så i øvrigt lade posen med de legendariske cookies være stand in for høfligheden.

Da Gårdmand Bjørn næste morgen kom ind for at meddele at han nu var vågen, satte han sig midt på min mave, og kaldte på Blondinen, som dermed fejlagtigt troede hun også skulle være del af denne morgenhygge.

Efter jeg havde fået gennet hunden ned, og sparket min yngste søn væk fra min mave (eller var det omvendt) hen på midten af sengen, sad han lidt og sagde så eftertænksomt: ”NU er jeg den eneste mand tilbage i huset.”

Jeg løftede et søvnigt øjenlåg og mumlede at han altså ikke var nogen mand, fordi han kun var 10 år.

Han lænede sig helt hen over min dyne og da jeg lukkede det andet øjenlåg op var hans næse få centimeter fra min. Han smilte meget sødt til mig og sagde venligt: ”Jeg er jo ikke nogen mus”.

Gad vide hvor han fik den fra? Jeg har ikke engang læst højt af den.

Mon han er Steinbecks reinkarnation eller noget?