Tag Archives: Firkløveret

Ned igen, og op…

6 jul

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

Reklamer

Trække vejret.

11 jan

Jeg kunne holde vejret hele julen – mentalt – og lige indtil sidste tirsdag, hvor familien var samlet på Klinisk Genetisk Afdeling. For at få at vide hvem der havde det der muterede gen, og dermed sygdommen, og hvem der ikke havde.

En formssag.

Snart ville jeg kunne trække vejret normalt igen.

Summa summarum: Et af børnene havde under div. scanninger vist tegn på sygdommen, men det kunne først endeligt fastslås med resultatet af de genetiske blodprøver der havde været en tur i England. Ikke desto mindre var der tegn i sol og måne på at en var syg. En ud af fire.

Svært.

Meget svært, men forventeligt, når det nu er arveligt og når der er 50% chance for at gå fri for hvert barn. Alt i alt skulle det bare overstås, så vi kunne komme videre.

Vi blev bænket alle seks omkring et bord, overlægen satte sig for bordenden, rumsterede lidt med alle sine papirer, smilede venligt, sagde at han ville begynde fra en ende af og smed derpå en brintbombe.

Lige i mellemgulvet på mig.

Og så blev hele verden sort-hvid.

Ikke et, men to af mine børn har genet, det der modbydelige muterede gen, og dermed sygdommen.

Det havde jeg ikke set komme. Jeg trak stadig ikke vejret. Og hvor meget jeg end havde forberedt mig på at få at vide, at en af de fire havde sygdommen, så slog denne nyhed fuldstændigt benene væk under mig.

Fuldstændigt.

IMG_1268

 

Mens jeg prøvede at finde vejret, pillede Prinsessen som sad overfor mig, lidt ved den store kleenexæske der stod fremme på bordet, kiggede så på mig og hviskede  – lidt alvorligere end hun har for vane – : “den står der, fordi man får den slags beskeder her i dette rum, ikk’os?”

Jeg kunne kun nikke og prøve at grimassere et smil til min unge. Og ledte stadig febrilsk efter vejret.

De to andre, var både lettede og bekymrede på deres søskendes vegne. Svært for dem alle fire. På hver deres måde.

Det er heldigvis ikke noget de vil mærke noget til foreløbigt, og på grund af dygtige læger, regelmæssige tjek og undersøgelser samt effektiv forskning, så kommer man sikkert snart så langt, at man kan opfinde noget medicin der enten kan bremse udviklingen, eller måske endda helt helbrede sygdommen.

I mellemtiden skulle de imidlertid have besked om de muligheder der var for sortering, ud og især fra-vælgelse af æg og børn i reagensglas hvis de kommer så langt inden al det der forskning har båret frugt.

Mit afkom reagerede positivt, sundt og hensigtsmæssigt. Nysgerrigt, undrende og så rystede de det hele af sig og ville i øvrigt gerne til Ikea for at spise köttbullar.

På vej ud af hospitalet gik First Man og jeg bagerst og kunne betragte vores fire skønne unger, som de gik der foran os to og to.

Der gik en rask med en beskyttende arm omkring hver af de to syge.

Efter kötbullarne kom virkeligheden.

Og virkeligheden er sådan i store træk: Jeg har ikke trukket vejret siden engang før jul, eller noget.

Jeg holder en pause fra alt andet end min familie, takket være mine vidunderlige kolleger i “The Dream Team” og min gode chef.

For jeg skal lige have fundet ud af hvordan jeg kommer til at trække vejret igen.

Sådan helt, og uden brint-splinter i mellemgulvet.

Hvad skal vi nu finde på

17 jan

Ulempen ved at have en blog om sig selv, er jo at den indimellem bliver lidt kedelig.. Eller ensformig.

Okay – jeg ved det godt, jeg bruger en hel del tid til at udstille mine børns liv og levned i cyberspace.

De stakkels sagesløse unger har ikke engang noget valg. Jeg kan vælge og vrage blandt historierne, fortælle om den ene pinlige tildragelse efter den anden og de kan gøre nul og en hattenål ved det.

I teorien kunne jeg jo endda godt have fundet på alle historierne – og bare gøre dem til grin i det ganske land, ja endda længere endnu, uden at de overhovedet har gjort andet, end at blive født ind i en sær familie.

Men så igen, de har altså gjort så mange tossede ting de børn, at det umuligt er noget jeg havde kunnet finde på selv alt sammen.

Det kommer jo nok heller ikke fra fremmede.

På date nummer ét.. med First Man altså.. var vi ude og spise på en italiensk restaurant ved Porte d’Italie – ja i Paris – vældigt romantisk ved første øjekast.

Jeg var lidt forelsket, så jeg kunne stort set ikke få ene eneste bid ned. Næsten ikke, altså.

First Man startede med spaghetti carbonera til forret og så en pizza til hovedret. Kan ikke engang huske hvad jeg fik at spise. Det var nok noget pasta med laks og crème fraiche.

Nå, men hvad jeg sagtens kan huske, er at jeg var ved at få min badoit noget så eftertrykkeligt galt i halsen. Af grin – halvvejs inde i hans forret.

Vi spiste lidt. Snakkede ikke så meget for jeg kunne ikke ret meget fransk, udover den der åndssvage sætning og så de gængse: ”ja” ”nej” og ”to øl.”

Som regel klarede vi os med en lille blå ordbog, men det var lidt besværligt når vi samtidig skulle styre at se hinanden dybt i øjnene og få spist.

Så der var stille lidt indimellem. Faktisk ret ofte.

Men så pludselig.. First Man tog en mundfuld spaghetti.. og lod en hænge halvvejs ude, sådan langt ude.

Jeg nåede lige at tænke, ”hmmmmnnååå, er han sådan en som spiser snasket?” da han derpå drejede på sine ører – ja du læste rigtigt – han drejede på sine ører og sugede samtidigt den hængende spaghetti ind..

Uden en lyd..

Andet end det lille svup det gav da den sidste ende af spaghettien svirpede op forbi hans næse, inden den også blev suget indenbords.

Og så – intet.

Pokerfjæs.

Udover en meget tynd stribe parmesan på næsen var der intet spor efter hans optræden.

Han fortsatte med at spise og prøve at kommunikere med mig, som om intet var hændt.

Jeg var fuldstændig grædefærdig af grin.

Tænk at en flot og supersej ung mand på 24, på sin første date, ville gøre sådan noget! Jeg var overvældet og imponeret. Og kunne kun med møje og besvær få fat i min serviet for at tørre hans næse ren så meget grinte jeg.

Er der noget at sige til at jeg – trods alle de genvordigheder, vi ligesom i eventyrene, har været igennem – stadig holder fast i ham her 24 år efter?

Sommer 2009 057

Men muligvis er det sammensætningen af generne der ligger til grund for måden mine børn spiser flødeboller på..

“Hueekend”..

13 jan

Nu er det Hueekend for at sige det på godt journalistisk..

Om jeg i øvrigt fatter at man ikke får en bøde for at sige sådan.. Det er ligesom folk der siger Perniiiille…eller Oooonsdag..

Og ARbba i stedet for ABBA.. se lige godt på ordet, det to helt ens bogstaver – man siger vel heller ikke ArbbAr.

Min mormor sagde derimod kEks og ikke kiiiks. Og som 7årig, kunne det godt bringe mig fra koncepterne. Men okay hun sagde også både Ciikel og iiivonne.. Sådan franske ”Y”er altså. Og det lyder helt i orden på fransk – men ikke på dansk, vel?

Men jeg må indrømme at jeg får røde knopper så såre nogen siger espritte.. Eller stiiiks.. Jeg får det dog ikke fysisk dårligt som First Man gør, når danskere siger ”Sjæselång”.. Idet ”Chaiselongue” i hans ører, er et fint og elegant ord som bliver forfladet og tilsmudset ved sådan en respektløs dansk udtale. Så ved I det!

Nå, lad det være. Det var et sidespring af de større.

Det jeg ville sige var – at nu er det næsten weekend. Lige om lidt. Og at så skal vi lige have tiden til at gå indtil First Man viser sig på matriklen igen.

Jeg er vant til at han er en anelse forfløjen, og sådan har han altid været, men det er lidt sværere for andre medlemmer af familien. Især dem på 10 og 12 som ikke kan huske hvordan det var dengang.

Forleden spurgte én på 10 mig: ”Mor, tror du at Far er bange for at sejle forbi piraterne?”

Jeg svarede, i overensstemmelse med sandheden, at det troede jeg ikke. Og jeg sagde endvidere at grunden til at Far ikke er bange, er nemlig at der ikke sker ham noget – og at de jo er vagter, de er flere og videre i den dur.

Han nikkede.. Men sagde ikke mere.

Pludselig gik der en prås op for mig: ”Er du da bange?”

”Ja” kom det lige så stille..

..

I går aftes, da jeg sagde godnat til Prinsessen var der ikke tale om diadem – men derimod en lille bævende underlæbe som skulle beroliges: ”Er det så farligt at man dør af det – det som Far skal?”

”Nej, da! Man kan jo dø af at gå over gaden. Og det er meget farligere at køre frem og tilbage til Paris hver dag.” var mit svar.

..

Så jeg ved godt hvad jeg skal de næste par dage.

DSC03021

Jeg skal kramme, lave putte seancer, grine, hygge, og i det hele taget skal jeg smøre smittende zen ud over det hele, især udover dem på 12 og 10 hvor det vist skal gnides ind..

..

God weekend til jer. Og tag’ lige og nyd hinanden, ikk’?

Kære mig,

18 nov

Når dette læses, er jeg et år ældre – på papiret – i realiteten er der jo kun gået en enkelt nat.

Jeg er så heldig at jeg har fødselsdag næsten hele min fødselsdag, idet jeg er født midt om natten – undskyld mor!

Jeg er nok startet dagen med den bedste morgenmad, indtaget i prægtigt selskab med min søde mand og mine dejlige børn, efter at de har vækket mig med sang og knus.

IMG_0037

Jeg har godt nok set noget af et pyntet bord her til aften, idet folk som har sengetid før 20.45 også gerne ville være med til at pynte. Jeg tror de glæder sig lige så meget som jeg – hvis ikke mere!

Prinsesse Lyserød har bagt boller og kanelsnegle – okay jeg hjalp lidt til sidst.

IMG_0035

Dagens program vil være stramt – der er meget som skal nås før jeg bliver 43 så man kan ligeså godt lægge hårdt ud..

Ved titiden vil jeg være at finde i Caens gader, og formentlig vil jeg dale ned i en dyb uformelig, men meget hyggelig lænestol på ”Dollys” for at fortære en udsøgt frokost med Fiona, Diana og Laura.

Derefter vil jeg hente mit afkom og tage hjem og drikke varm kakao med dem, og finde ud af hvem der har vundet min giveaway, indtil det bliver tid at tage på ”La Creperie” og æde mig mæt i pandekager.

Og jeg er ganske overbevist om at min dag vil være vidunderlig.

Jeg vil derfor ønske alle en rigtig god fredag!

Sort skærm..

14 okt

Nu sker det vist igen – så vidt jeg har forstået.

Det der med sort skærm.

Og at man, for at kunne se fjernsyn igen, enten skal købe et nyt TV eller en slags dekoder.

Man burde være TV sælger – det er der virkelig penge i.

Men det fik mig til at tænke på dengang i 2003 da vi flyttede ind i huset på øen. Der var godt nok en parabol, men den var grim så den fik jeg pillet ned.

Der var så også en mutant mellem en rive og et hønsenet på taget – som indimellem kunne bruges. Indimellem er måske så meget sagt – vi så ikke ret meget fjernsyn.

Jeg – fordi jeg valgte det selv – firkløveret fordi de der antenneforhold langt fra var optimale.

Så var det at Preben lånte os en slags digital dekoder, til at forsøde vores liv. Cirka samtidigt kom en bestilt TV reparatør som skulle få vores franske fjernsyn til at kommunikere med hønsenettet oppe på taget.

Pludselig virkede det og vi kunne tage både dr1 og tv2. Ikke et øje tørt. Og den digitale dims blev stående ovenpå vores gamle, tonstunge franske fjernsyn – men uden at blive brugt.

Så spoler vi tiden frem til første gang der var tale om det der pjat med sort skærm.

I det meste af et år fik jeg tudet ørerne fulde af den kommende ulykke, såfremt jeg ikke købte et nyt fjernsyn. Det havde jeg i hvert fald forstået – for idet jeg ikke ser fjernsyn havde jeg ikke sat mig ind i sagen, rent bortset fra at jeg var fuldstændig ligeglad. First Man var aldrig hjemme, så han vidste endnu mindre.

I samme tidsrum gloede firkløveret på reklamer for sort skærm og disse digitale dekodere, og kom jævnligt og spurgte med angst i blikket, hvad der dog skulle ske med deres liv efter d. 31.10.2009

Jeg blev ved med at sige at jeg kategorisk nægtede at købe et nyt fjernsyn som ikke kunne vise de franske videoer – jo det var dengang der endnu var videoer til – i andet end sort & hvid.

Det var noget med et rør, havde jeg hørt.

Nå men således var det med tårer i øjnene, at firkløveret den 31.10.2009 havde set fjernsyn, for sidste gang i lang tid.

Da de første 3 dage var gået, og det gik op for mig at de IKKE havde opdaget sammenhængen mellem den lille flade kasse ovenpå fjernsynet og deres mangel på dårlig underholdning, klukkede jeg for mig selv, og tænkte tja – går den, så går den.

Visse voksne som kom på besøg spurgte undrende hvorfor jeg ikke bare tændte for dekoderen – men jeg synes nu det var lidt rart med en TV pause.

Det var naturligvis stadig muligt at se deres egne film, men fjernsyn, kunne de ikke se mere.

Jeg læst min avis og overlevede uden problemer. Firkløveret var ved at dø.. I hvert fald den første uge.

Men så en søndag morgen, fandt jeg Divaen og Gårdmand Bjørn på alle fire, midt i en kasse lego – og snart legede de alle 4 – i stedet for at se morgenfjernsyn.

De legede meget mere sammen, vi lagde puslespil sammen, spillede en masse ludo, snakkede og jeg læste højt af ”Sværdets søstre”.

Men så blev det december. Og julet som jeg er, kunne jeg altså ikke nænne at fratage dem fornøjelsen ved at kunne følge med i årets julekalender.

Nu er det sådan at vi har en mængde mystiske væsner og traditioner omkring os, i løbet af hele adventsperioden. Blandt andet en trekantet nisse som lægger æg. DVD-æg.

Indimellem larmer denne trekantede nisse så meget at jeg kan høre det og bliver nødt til at spørge mit afkom om de også kan høre det. Dette spørgsmål afføder gerne høje jubelhyl og så går den vilde jagt i hele huset for at lokalisere nissen og finde filmen den sidder på.

Denne første december sad nissen ovenpå dekoderen. Og først stirrede de lidt desorienterede på fjernsynet, som jo var den samme gamle store klods – der ikke virkede, og jeg måtte sige at de jo kunne prøve at tænde for den.

Som sagt, så gjort – og ô mirakel – der var julekalender! DET var da et julescoop der ville noget!

Bagefter – efter mit forræderi var blevet afsløret – gik de alle 4 rundt og stirrede mistroisk på mig i lang tid, fuldstændigt lamslåede, over at jeg havde været så modbydelig at snyde dem for en hel måneds fjernsyn!

OP. Helt op

7 okt

Faktisk var det sådan, at da jeg spurgte ham – på et tidspunkt hvor jeg havde tid til at holde stigen – så havde Gårdmanden slet ikke lyst til at stige til vejrs og holde udkig. Som i overhovedet ikke.

Han har nemlig haft højdeskræk siden.. ja egentligt er det vel altid – vi fandt bare først ud af det da han var 5 år. Det havde jeg lige glemt lidt i farten, her forleden.

På udflugt til Egeskov for mange år siden, skulle vi andre jo absolut op i “tree-top-walking” i hvad der føles som flere kilometer over jordens overflade – dinglende i hængebroer og håbe på vi kom frelst over på den anden side.

Men ville den lille bjørn med op?

Ikke tale om.

Og da han jo var så lille, ville jeg ikke efterlade ham alene på jorden mens vi andre legede Tarzaner i trætoppene. Jeg ville jo godt derop sammen med de andre tre, så jeg prøvede at lokke lidt.. eller meget.

De andre begyndte at sige han var lidt af en tøsedreng og “kooooom nuuuu” Bjørnen rørte sig ikke.

Men pludselig kigger han på os fire som stod foran ham og havde gang i noget seriøst gruppepres – og så sagde han stille, men bestemt: ”I kan ikke bestemme over min krop.”

DSC01408

De tre andre kiggede på mig – og jeg sendte dem omgående på opdagelse alene – og satte mig derefter ned og knugede min lille søde, og meget kloge dreng, meget hårdt og meget længe.

Så megen visdom og selvindsigt i sådan et lille menneske.

Og jeg behøver vel ikke udpensle hvor dårlig en mor jeg lige følte mig der, vel?

Vi endte med at sidde og snakke om at han havde helt ret og at vi ikke havde været ret søde, alt imens de andre hujede rundt i trækronerne over vores hoveder. Og jeg tror nok han tilgav mig.

Hvilket er godt nok, for jeg har ikke helt tilgivet mig selv endnu.

Jeg bestak ham i hvert fald med en meget stor is – mest for at dulme min egen samvittighed..

DSC01430

Der er dog et lille bitte hjørne inde i min bevidsthed som er ret stolt over at jeg har kunnet give dem den respekt for deres egen krop – og deres eget værd.

Tænk at mit lille barn kunne sige fra – uden at råbe og skrige og skabe sig. Roligt og kontant. Så flot.

(Måske er det slet ikke min fortjeneste – men det vælger jeg lige at tro!)

Men altså – derfor skulle han altså ikke op på den stige.

IMG_5460

Det skulle divaen derimod!

IMG_5452

Og Zorronaldo holdt stigen..

%d bloggers like this: