Julekort

Jeg ved godt der stadig er et par uger, eller seks, til jul, men jeg ville gerne have taget årets julekortbillede en dag hvor alle, på forunderlig vis, var samlet under samme tag. Og endda spiste sammen.

Divaen påpegede snusfornuftigt bagefter, at jeg nok burde have advaret dem om mine fotoplaner, tidligere.

Uheldigvis tænker jeg bare ikke ret tit over at sende en skriftlig invitation 10 dage inden jeg får en idé, for at sikre mig at alle de involverede har både hår og humør i de rette folder, og er indstillede på at deltage i mine påhit.

Derfor tager jeg sommetider chancen og håber på at noget spontant kan opstå uden alt for mange genvordigheder.

Efterfølgende kunne jeg så konstatere at dette så ikke var en af de spontane dage.

…

Der var rigtig meget galt, med alle.

Både hår og humør.

…

Det endte derfor med – uden at gå alt for meget i detaljer – at jeg satte mig til at tage et billede uden levende væsner på.

Jeg fandt vores respektive julekrus frem – gæt selv hvis der er hvis – og fik stablet et vældig fint stilleben på benene. Syntes jeg selv.

Fik fat i mit spejlrefleks Canon E something frem og gik fortrøstningsfuldt i gang.

…

Det gik ikke særligt godt.

Julekort UDEN levende væsner, blev der sagt.

Pludselig opdagede jeg at mine lys blafrede faretruende, og da jeg kiggede op for at finde ud af hvorfor, så jeg noget lys pels, der aldeles ikke skulle være med på billedet.

…

Jeg gav op.

Og gik i seng.

Fik lidt senere nedenstående billede af Divaen, der ikke kunne modstå fristelsen til at tage et billede af situationen. Bag min ryg, så at sige.

Jeg gav op. Helt op.

Overvejer seriøst at købe mine julekort i år.

 

Ned igen, og op…

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

Trække vejret.

Jeg kunne holde vejret hele julen – mentalt – og lige indtil sidste tirsdag, hvor familien var samlet på Klinisk Genetisk Afdeling. For at få at vide hvem der havde det der muterede gen, og dermed sygdommen, og hvem der ikke havde.

En formssag.

Snart ville jeg kunne trække vejret normalt igen.

Summa summarum: Et af børnene havde under div. scanninger vist tegn på sygdommen, men det kunne først endeligt fastslås med resultatet af de genetiske blodprøver der havde været en tur i England. Ikke desto mindre var der tegn i sol og måne på at en var syg. En ud af fire.

Svært.

Meget svært, men forventeligt, når det nu er arveligt og når der er 50% chance for at gå fri for hvert barn. Alt i alt skulle det bare overstås, så vi kunne komme videre.

Vi blev bænket alle seks omkring et bord, overlægen satte sig for bordenden, rumsterede lidt med alle sine papirer, smilede venligt, sagde at han ville begynde fra en ende af og smed derpå en brintbombe.

Lige i mellemgulvet på mig.

…

Og så blev hele verden sort-hvid.

Ikke et, men to af mine børn har genet, det der modbydelige muterede gen, og dermed sygdommen.

Det havde jeg ikke set komme. Jeg trak stadig ikke vejret. Og hvor meget jeg end havde forberedt mig på at få at vide, at en af de fire havde sygdommen, så slog denne nyhed fuldstændigt benene væk under mig.

…

Fuldstændigt.

 

Mens jeg prøvede at finde vejret, pillede Prinsessen som sad overfor mig, lidt ved den store kleenexæske der stod fremme på bordet, kiggede så på mig og hviskede  – lidt alvorligere end hun har for vane – : “den står der, fordi man får den slags beskeder her i dette rum, ikk’os?”

Jeg kunne kun nikke og prøve at grimassere et smil til min unge. Og ledte stadig febrilsk efter vejret.

De to andre, var både lettede og bekymrede på deres søskendes vegne. Svært for dem alle fire. På hver deres måde.

Det er heldigvis ikke noget de vil mærke noget til foreløbigt, og på grund af dygtige læger, regelmæssige tjek og undersøgelser samt effektiv forskning, så kommer man sikkert snart så langt, at man kan opfinde noget medicin der enten kan bremse udviklingen, eller måske endda helt helbrede sygdommen.

I mellemtiden skulle de imidlertid have besked om de muligheder der var for sortering, ud og især fra-vælgelse af æg og børn i reagensglas hvis de kommer så langt inden al det der forskning har båret frugt.

Mit afkom reagerede positivt, sundt og hensigtsmæssigt. Nysgerrigt, undrende og så rystede de det hele af sig og ville i øvrigt gerne til Ikea for at spise köttbullar.

På vej ud af hospitalet gik First Man og jeg bagerst og kunne betragte vores fire skønne unger, som de gik der foran os to og to.

Der gik en rask med en beskyttende arm omkring hver af de to syge.

…

Efter kötbullarne kom virkeligheden.

Og virkeligheden er sådan i store træk: Jeg har ikke trukket vejret siden engang før jul, eller noget.

…

Jeg holder en pause fra alt andet end min familie, takket være mine vidunderlige kolleger i “The Dream Team” og min gode chef.

For jeg skal lige have fundet ud af hvordan jeg kommer til at trække vejret igen.

Sådan helt, og uden brint-splinter i mellemgulvet.

Hvad skal vi nu finde på

Ulempen ved at have en blog om sig selv, er jo at den indimellem bliver lidt kedelig.. Eller ensformig.

Okay – jeg ved det godt, jeg bruger en hel del tid til at udstille mine børns liv og levned i cyberspace.

De stakkels sagesløse unger har ikke engang noget valg. Jeg kan vælge og vrage blandt historierne, fortælle om den ene pinlige tildragelse efter den anden og de kan gøre nul og en hattenål ved det.

I teorien kunne jeg jo endda godt have fundet på alle historierne – og bare gøre dem til grin i det ganske land, ja endda længere endnu, uden at de overhovedet har gjort andet, end at blive født ind i en sær familie.

Men så igen, de har altså gjort så mange tossede ting de børn, at det umuligt er noget jeg havde kunnet finde på selv alt sammen.

Det kommer jo nok heller ikke fra fremmede.

På date nummer ét.. med First Man altså.. var vi ude og spise på en italiensk restaurant ved Porte d’Italie – ja i Paris – vældigt romantisk ved første øjekast.

Jeg var lidt forelsket, så jeg kunne stort set ikke få ene eneste bid ned. Næsten ikke, altså.

First Man startede med spaghetti carbonera til forret og så en pizza til hovedret. Kan ikke engang huske hvad jeg fik at spise. Det var nok noget pasta med laks og crème fraiche.

Nå, men hvad jeg sagtens kan huske, er at jeg var ved at få min badoit noget så eftertrykkeligt galt i halsen. Af grin – halvvejs inde i hans forret.

Vi spiste lidt. Snakkede ikke så meget for jeg kunne ikke ret meget fransk, udover den der åndssvage sætning og så de gængse: ”ja” ”nej” og ”to øl.”

Som regel klarede vi os med en lille blå ordbog, men det var lidt besværligt når vi samtidig skulle styre at se hinanden dybt i øjnene og få spist.

Så der var stille lidt indimellem. Faktisk ret ofte.

Men så pludselig.. First Man tog en mundfuld spaghetti.. og lod en hænge halvvejs ude, sådan langt ude.

…

Jeg nåede lige at tænke, ”hmmmmnnååå, er han sådan en som spiser snasket?” da han derpå drejede på sine ører – ja du læste rigtigt – han drejede på sine ører og sugede samtidigt den hængende spaghetti ind..

Uden en lyd..

Andet end det lille svup det gav da den sidste ende af spaghettien svirpede op forbi hans næse, inden den også blev suget indenbords.

Og så – intet.

Pokerfjæs.

Udover en meget tynd stribe parmesan på næsen var der intet spor efter hans optræden.

Han fortsatte med at spise og prøve at kommunikere med mig, som om intet var hændt.

Jeg var fuldstændig grædefærdig af grin.

Tænk at en flot og supersej ung mand på 24, på sin første date, ville gøre sådan noget! Jeg var overvældet og imponeret. Og kunne kun med møje og besvær få fat i min serviet for at tørre hans næse ren så meget grinte jeg.

Er der noget at sige til at jeg – trods alle de genvordigheder, vi ligesom i eventyrene, har været igennem – stadig holder fast i ham her 24 år efter?

Men muligvis er det sammensætningen af generne der ligger til grund for måden mine børn spiser flødeboller på..

“Hueekend”..

Nu er det Hueekend for at sige det på godt journalistisk..

Om jeg i øvrigt fatter at man ikke får en bøde for at sige sådan.. Det er ligesom folk der siger Perniiiille…eller Oooonsdag..

Og ARbba i stedet for ABBA.. se lige godt på ordet, det to helt ens bogstaver – man siger vel heller ikke ArbbAr.

Min mormor sagde derimod kEks og ikke kiiiks. Og som 7årig, kunne det godt bringe mig fra koncepterne. Men okay hun sagde også både Ciikel og iiivonne.. Sådan franske ”Y”er altså. Og det lyder helt i orden på fransk – men ikke på dansk, vel?

Men jeg må indrømme at jeg får røde knopper så såre nogen siger espritte.. Eller stiiiks.. Jeg får det dog ikke fysisk dårligt som First Man gør, når danskere siger ”Sjæselång”.. Idet ”Chaiselongue” i hans ører, er et fint og elegant ord som bliver forfladet og tilsmudset ved sådan en respektløs dansk udtale. Så ved I det!

Nå, lad det være. Det var et sidespring af de større.

Det jeg ville sige var – at nu er det næsten weekend. Lige om lidt. Og at så skal vi lige have tiden til at gå indtil First Man viser sig på matriklen igen.

Jeg er vant til at han er en anelse forfløjen, og sådan har han altid været, men det er lidt sværere for andre medlemmer af familien. Især dem på 10 og 12 som ikke kan huske hvordan det var dengang.

Forleden spurgte én på 10 mig: ”Mor, tror du at Far er bange for at sejle forbi piraterne?”

Jeg svarede, i overensstemmelse med sandheden, at det troede jeg ikke. Og jeg sagde endvidere at grunden til at Far ikke er bange, er nemlig at der ikke sker ham noget – og at de jo er vagter, de er flere og videre i den dur.

Han nikkede.. Men sagde ikke mere.

Pludselig gik der en prås op for mig: ”Er du da bange?”

”Ja” kom det lige så stille..

..

I går aftes, da jeg sagde godnat til Prinsessen var der ikke tale om diadem – men derimod en lille bævende underlæbe som skulle beroliges: ”Er det så farligt at man dør af det – det som Far skal?”

”Nej, da! Man kan jo dø af at gå over gaden. Og det er meget farligere at køre frem og tilbage til Paris hver dag.” var mit svar.

..

Så jeg ved godt hvad jeg skal de næste par dage.

Jeg skal kramme, lave putte seancer, grine, hygge, og i det hele taget skal jeg smøre smittende zen ud over det hele, især udover dem på 12 og 10 hvor det vist skal gnides ind..

..

God weekend til jer. Og tag’ lige og nyd hinanden, ikk’?

Kære mig,

Når dette læses, er jeg et år ældre – på papiret – i realiteten er der jo kun gået en enkelt nat.

Jeg er så heldig at jeg har fødselsdag næsten hele min fødselsdag, idet jeg er født midt om natten – undskyld mor!

Jeg er nok startet dagen med den bedste morgenmad, indtaget i prægtigt selskab med min søde mand og mine dejlige børn, efter at de har vækket mig med sang og knus.

Jeg har godt nok set noget af et pyntet bord her til aften, idet folk som har sengetid før 20.45 også gerne ville være med til at pynte. Jeg tror de glæder sig lige så meget som jeg – hvis ikke mere!

Prinsesse Lyserød har bagt boller og kanelsnegle – okay jeg hjalp lidt til sidst.

Dagens program vil være stramt – der er meget som skal nås før jeg bliver 43 så man kan ligeså godt lægge hårdt ud..

Ved titiden vil jeg være at finde i Caens gader, og formentlig vil jeg dale ned i en dyb uformelig, men meget hyggelig lænestol på ”Dollys” for at fortære en udsøgt frokost med Fiona, Diana og Laura.

Derefter vil jeg hente mit afkom og tage hjem og drikke varm kakao med dem, og finde ud af hvem der har vundet min giveaway, indtil det bliver tid at tage på ”La Creperie” og æde mig mæt i pandekager.

Og jeg er ganske overbevist om at min dag vil være vidunderlig.

Jeg vil derfor ønske alle en rigtig god fredag!

Sort skærm..

Nu sker det vist igen – så vidt jeg har forstået.

Det der med sort skærm.

Og at man, for at kunne se fjernsyn igen, enten skal købe et nyt TV eller en slags dekoder.

Man burde være TV sælger – det er der virkelig penge i.

Men det fik mig til at tænke på dengang i 2003 da vi flyttede ind i huset på øen. Der var godt nok en parabol, men den var grim så den fik jeg pillet ned.

Der var så også en mutant mellem en rive og et hønsenet på taget – som indimellem kunne bruges. Indimellem er måske så meget sagt – vi så ikke ret meget fjernsyn.

Jeg – fordi jeg valgte det selv – firkløveret fordi de der antenneforhold langt fra var optimale.

Så var det at Preben lånte os en slags digital dekoder, til at forsøde vores liv. Cirka samtidigt kom en bestilt TV reparatør som skulle få vores franske fjernsyn til at kommunikere med hønsenettet oppe på taget.

Pludselig virkede det og vi kunne tage både dr1 og tv2. Ikke et øje tørt. Og den digitale dims blev stående ovenpå vores gamle, tonstunge franske fjernsyn – men uden at blive brugt.

Så spoler vi tiden frem til første gang der var tale om det der pjat med sort skærm.

I det meste af et år fik jeg tudet ørerne fulde af den kommende ulykke, såfremt jeg ikke købte et nyt fjernsyn. Det havde jeg i hvert fald forstået – for idet jeg ikke ser fjernsyn havde jeg ikke sat mig ind i sagen, rent bortset fra at jeg var fuldstændig ligeglad. First Man var aldrig hjemme, så han vidste endnu mindre.

I samme tidsrum gloede firkløveret på reklamer for sort skærm og disse digitale dekodere, og kom jævnligt og spurgte med angst i blikket, hvad der dog skulle ske med deres liv efter d. 31.10.2009

Jeg blev ved med at sige at jeg kategorisk nægtede at købe et nyt fjernsyn som ikke kunne vise de franske videoer – jo det var dengang der endnu var videoer til – i andet end sort & hvid.

Det var noget med et rør, havde jeg hørt.

Nå men således var det med tårer i øjnene, at firkløveret den 31.10.2009 havde set fjernsyn, for sidste gang i lang tid.

Da de første 3 dage var gået, og det gik op for mig at de IKKE havde opdaget sammenhængen mellem den lille flade kasse ovenpå fjernsynet og deres mangel på dårlig underholdning, klukkede jeg for mig selv, og tænkte tja – går den, så går den.

Visse voksne som kom på besøg spurgte undrende hvorfor jeg ikke bare tændte for dekoderen – men jeg synes nu det var lidt rart med en TV pause.

Det var naturligvis stadig muligt at se deres egne film, men fjernsyn, kunne de ikke se mere.

Jeg læst min avis og overlevede uden problemer. Firkløveret var ved at dø.. I hvert fald den første uge.

Men så en søndag morgen, fandt jeg Divaen og Gårdmand Bjørn på alle fire, midt i en kasse lego – og snart legede de alle 4 – i stedet for at se morgenfjernsyn.

De legede meget mere sammen, vi lagde puslespil sammen, spillede en masse ludo, snakkede og jeg læste højt af ”Sværdets søstre”.

Men så blev det december. Og julet som jeg er, kunne jeg altså ikke nænne at fratage dem fornøjelsen ved at kunne følge med i årets julekalender.

Nu er det sådan at vi har en mængde mystiske væsner og traditioner omkring os, i løbet af hele adventsperioden. Blandt andet en trekantet nisse som lægger æg. DVD-æg.

Indimellem larmer denne trekantede nisse så meget at jeg kan høre det og bliver nødt til at spørge mit afkom om de også kan høre det. Dette spørgsmål afføder gerne høje jubelhyl og så går den vilde jagt i hele huset for at lokalisere nissen og finde filmen den sidder på.

Denne første december sad nissen ovenpå dekoderen. Og først stirrede de lidt desorienterede på fjernsynet, som jo var den samme gamle store klods – der ikke virkede, og jeg måtte sige at de jo kunne prøve at tænde for den.

Som sagt, så gjort – og ô mirakel – der var julekalender! DET var da et julescoop der ville noget!

Bagefter – efter mit forræderi var blevet afsløret – gik de alle 4 rundt og stirrede mistroisk på mig i lang tid, fuldstændigt lamslåede, over at jeg havde været så modbydelig at snyde dem for en hel måneds fjernsyn!

OP. Helt op

Faktisk var det sådan, at da jeg spurgte ham – på et tidspunkt hvor jeg havde tid til at holde stigen – så havde Gårdmanden slet ikke lyst til at stige til vejrs og holde udkig. Som i overhovedet ikke.

Han har nemlig haft højdeskræk siden.. ja egentligt er det vel altid – vi fandt bare først ud af det da han var 5 år. Det havde jeg lige glemt lidt i farten, her forleden.

På udflugt til Egeskov for mange år siden, skulle vi andre jo absolut op i “tree-top-walking” i hvad der føles som flere kilometer over jordens overflade – dinglende i hængebroer og håbe på vi kom frelst over på den anden side.

Men ville den lille bjørn med op?

Ikke tale om.

Og da han jo var så lille, ville jeg ikke efterlade ham alene på jorden mens vi andre legede Tarzaner i trætoppene. Jeg ville jo godt derop sammen med de andre tre, så jeg prøvede at lokke lidt.. eller meget.

De andre begyndte at sige han var lidt af en tøsedreng og “kooooom nuuuu” Bjørnen rørte sig ikke.

Men pludselig kigger han på os fire som stod foran ham og havde gang i noget seriøst gruppepres – og så sagde han stille, men bestemt: ”I kan ikke bestemme over min krop.”

De tre andre kiggede på mig – og jeg sendte dem omgående på opdagelse alene – og satte mig derefter ned og knugede min lille søde, og meget kloge dreng, meget hårdt og meget længe.

Så megen visdom og selvindsigt i sådan et lille menneske.

Og jeg behøver vel ikke udpensle hvor dårlig en mor jeg lige følte mig der, vel?

Vi endte med at sidde og snakke om at han havde helt ret og at vi ikke havde været ret søde, alt imens de andre hujede rundt i trækronerne over vores hoveder. Og jeg tror nok han tilgav mig.

Hvilket er godt nok, for jeg har ikke helt tilgivet mig selv endnu.

Jeg bestak ham i hvert fald med en meget stor is – mest for at dulme min egen samvittighed..

Der er dog et lille bitte hjørne inde i min bevidsthed som er ret stolt over at jeg har kunnet give dem den respekt for deres egen krop – og deres eget værd.

Tænk at mit lille barn kunne sige fra – uden at råbe og skrige og skabe sig. Roligt og kontant. Så flot.

(Måske er det slet ikke min fortjeneste – men det vælger jeg lige at tro!)

Men altså – derfor skulle han altså ikke op på den stige.

Det skulle divaen derimod!

Og Zorronaldo holdt stigen..

Noget stort

Et andet indlæg var oprindeligt planlagt til at udfylde denne almindelige tirsdag i oktober, men det må altså blive en anden gang.

For der skete nemlig noget i går aftes, nogen ringede!

En kvinde – der som jeg selv – er gift og har børn. Men bare ikke med en dansk mand. Hun bor i et andet land end Danmark – som jeg. Og som jeg, vil hun gerne kunne stemme det sted hun bor, uden at opgive sit danske statsborgerskab.

Hendes børn vil, ligesom mine, gerne undgå det vanvittige dilemma de skal vågne op til på deres 22 års fødselsdag – nemlig det, at skulle vælge mellem mors eller fars land.

Det fylder meget i firkløverets bevidsthed – det at vide at de en dag skal vælge – og de synes det er umenneskeligt svært. De snakker om at de måske ender med at komme fra to forskellige lande, hvis de ikke vælger det samme statsborgerskab.

Hvordan kan man forvente at et menneske bare skal slette den ene, naturlige del, af sig selv? Viske fars eller mors oprindelse ud med et pennestrøg – og pludselig komme fra et andet land end den ene forælder?

Men nu ser det ud som om denne fødselsdagsgave slet ikke bliver aktuel. Måske er det muligt at Danmark endelig tillader dobbelt statsborgerskab.

Der står nemlig på side 55 i det nye regeringsgrundlag at: ”Danmark skal have et moderne samfund i en international verden. Derfor skal det være muligt at have dobbelt statsborgerskab”

Større bliver det ikke – for os – lige i denne uge, måske også måneden ud! Vi krudser fingre for at det skal lykkes.

Og jeg skåler lidt på forhånd, i virtuel champagne, med alle mine lidelsesfæller verden over! Og for alle de børn der ikke skal vælge mellem mor eller far!

Hurra!

Gør som jeg siger, ikke som jeg gør.

Nå, lidt selverkendelse er vist på sin plads.

I mange og lange år, har jeg anmodet, bedt, tryglet om at firkløveret hentede deres vaskede, strøgne og sammenlagte tøj fra vaskerummet. Eller i hvert fald, fra det sted hvor jeg stryger og lægger sammen.

Mange gange har jeg, mere end træt, henstillet til at de fik orden på deres 3 millioner sokker og ligeledes fjernede dem fra tøjkurven.. Jeg har nok også råbt lidt indimellem – når de har omdannet føromtalte vaskerum til et fælles klædeskab, hvor alle mødtes hver morgen for at finde ud af hvad de skulle tage på.

Og skulle jeg formaste mig til at kigge i deres skabe – var de gabende tomme og barnet kunne se mig direkte ind i mine rødsprængte øjne og sige – i ramme alvor – jeg har brug for nyt tøj, jeg har ikke noget at tage på.

Og hvis jeg slæbte alt det tøj ovenpå, og distribuerede det på de respektive værelser ville der være så meget tøj at skabet bugnede og ikke kunne lukkes.

Jeg kunne åbne en tøjbutik, så meget har de.

Bare spørg dem – jeg taler meget om deres tøj. Hele tiden. Og om at de skal rydde det op.

Og så var det, at noget lige pludselig sprang mig i øjnene. På en meget direkte måde.

 

Og som nok får mig til at klappe hesten en anelse.. I hvert fald til jeg selv får ryddet op, så kan jeg jo altid give mig til at råbe igen!

JO – bortset fra håndklæderne er det mit alt sammen.. også sokkerne midt på gulvet.

Onsdagsblog og vanens magt

Et nyt tiltag ser dagens lys:

Præcis som jeg har min søndagskage, har jeg bestemt at jeg vil have en onsdagsblog. Det faldt mig ind at det var længe siden jeg havde set noget nyt i blogland.

Ikke fordi der ikke er noget nyt – men fordi jeg ikke er ude og kigge på de spændende blogge der er. Jeg har jo de blogge, jeg plejer at besøge.

Men det er længe siden jeg har bevæget mig ud i noget nyt. Jeg læste en masse forskellige blogs i starten og blev vældigt inspireret – ja det gør jeg stadig, men det er altid de samme gode blogge jeg læser. Jeg er bare kommet ind i en vane med at læse de samme.

Så jeg ville på jagt i jeres samlinger af gode blogge, som jeg ikke kender endnu, for at læse noget nyt.

Den første jeg faldt over var Stine! Fra start en sympatisk blog. Med det navn kan det jo ikke andet end at blive en succes!

Og da jeg rodede rundt derinde faldt jeg over – nårh, ja OKAY så – indrømmet, det var nok min næse som drev mig ind omkring Stines opskrifter. Jeg fandt nogle cookies. Direkte link er HER

Og de så ualmindeligt lækre ud. Det syntes både min mave og mine øjne, så jeg måtte straks i gang med at lave dem!

Og ved I så lige hvad?

De smager præcis som de specielle amerikanske cookies man kan købe overfor Hallerne i Paris. Og nu har jeg simpelthen en opskrift så jeg kan lave dem selv. Manner, manner, manner, det var godt.

Og er I så klar over hvor mange points jeg lige scorede der?

Ikke alene skabte det tumultagtige tilstande da klokken ringede og børnene kunne dufte hjemmebag – men da Firkløveret så delte et par snoldede krummer (halve kager) med vennerne, blev jeg faktisk så populær at jeg nu simpelthen overvejer at blive mit eget idol!!

(Jeg vil ikke udelukke at humor kan være anvendt)

Jeg skal helt klart på besøg hos Stine igen!

Intet varer evigt..

Og slet ikke stilhed, for lige pludselig var de hjemme igen. Og så var freden definitivt forbi.

De ævlede i munden på hinanden om lærere, kammerater og lektier i vild forvirring. Det endte med at jeg måtte indføre taletid – for med den begyndende demens jeg plejer i stilhed – var det mig komplet umuligt at holde rede i hvem der havde matematik med hvem og hvem der havde haft grønne sko på til røde bukser.

I det store hele er det gået fantastisk. Når jeg tænker på skoledag 2 sidste år, hvor jeg kunne skrabe 3 grædende børn op og én som var gået i total panik og mest var holdt op med at trække vejret, så er det jo en vis forbedring.

Gårdmanden har I hørt om – og jeg er holdt op med at spørge – for han er glad. Færdig.

Prinsesse Lyserød havde en mindre krise idet hun var blevet skilt fra sin bedste veninde, da der blev lavet klasser og det var jo noget nær en katastrofe. Jeg sagde til pigerne at de jo måtte snakke med lærerne om det og se om det kunne lade sig gøre at ændre noget. Søreme om de ikke var lydhøre for pigernes meget åbenlyse sorg, og fra torsdag er Prinsessen igen at finde i samme klasse som bedste veninden! Hurra for det!

Zorronaldo har intet at brokke sig over.. Hvilket i sig selv er noget af en bedrift. Han er glad for alle sine lærere, synes at klassen er god og er i det hele taget vældig tilfreds med livet, bortset lige fra det faktum at han er forment adgang til en fodboldbane i meget lang tid endnu, på grund af det forbistrede kraveben som kun langsomt vokser sammen.

Divaen er ved at komme sig over chokket over gymnasiet. Aldrig har hun sat sine ben på så stor en skole. Der er ca. 190 elever i 1. G – fordelt på 5 klasser. Ja, der er 37 i hendes klasse. Og så har jeg ikke engang talt 2. og 3. G med.

Hendes lærere virker søde, og kammeraterne ligeså!

Så alt i alt er status at de er glade for at komme i skole alle 4 og det var lige alt hvad jeg kunne tænke mig.

Nej jeg kunne også godt tænke mig et job som kunne give nogle penge, for det ligger lidt tungt med det, og så kunne jeg også godt tænke mig en skæremaskine. Altså sådan en som kan skære rugbrød. For de skiver jeg får klampet ud på deres tallerkner er ikke højt i kurs.

Men altså.. Nu hvor skolestarten er gået over al forventning så bare et lille job og en skæremaskine så skulle det vist være der!

Skole-pakkekalender

Så er vi ved at få overstået samtlige skolestarter.

I Frankrig er det sådan at man skal købe skolemateriel selv.

Gårdmand Bjørn får hæfter af skolen, men ellers skal man købe forskelligt – som alt sammen står på en liste der bliver udleveret i starten af ferien.

Hvis man ignorerer dette, og regner med at det sagtens kan nås efter ferien, får man blødende mavesår og åndenød den sidste uge af ferien – det har jeg nemlig prøvet, sidste år.

Af den simple årsag at jeg ikke fik disse lister før der var 1 uge tilbage af ferien.

Det var omtrent som at lave pakkekalendere.

NU siger I nok – hvad er der galt med pakkekalendere? Men så vil jeg bede jer om at tænke en ekstra gang: jeg har 4 børn. Pakkekalender er noget med 24 små pakker. Absolut til at overkomme. Altså til ét barn.

Så gang dette stunt med 4.. Ja – det bliver så lige 96 små NYTTIGE pakker, som pakkes ind natten til den 1. dec. – og ifølge diætister og andre onde mennesker, må det helst ikke være allerede indpakket chokolade, idet der i forvejen indtages alt for meget slik i december.

Nå, tilbage til skolestart – det minder som sagt en hel del om at lave 4 pakkekalendere – at finde, udvælge og indkøbe skole udstyr til 4 børn – der naturligvis ikke skal have det samme – det ville have været for nemt.

Et lille eksempel:

Matematik 7 klassetrin – stort hæfte 24×32, 192 sider, med små tern. Lineal-sæt i plastik, Passer til rigtig blyant.

Matematik 9 klassetrin – 2 store hæfter 24×32, 96 sider, med store tern. Passer fra sidste år. (Her skal man naturligvis selv vide hvilken passer de havde sidste år)

Formning 3 klassetrin – pensel rund str. 8 + 14, pensel flad str. 10 + 12.

Osv.

Derudover er det også en stor fordel at kende de forskellige ord der benyttes på disse lister.

Jeg løb fuldstændigt forvildet rundt sidste år, og gik i panik grænsende til det hysteriske, da der på listen stod ”Lutin 40”. Ordet Lutin – hvis man gør sig den ulejlighed at slå det op – betyder nisse..

Og jeg kunne for min død ikke gennemskue hvad mine to ældste børn skulle have en nisse nr. 40 med i skole for.

Fejl 40 kunne jeg forstå – men nisse 40?

Og jeg måtte hive fat i en dame der også rendte febrilsk rundt med lange lister – det gjorde alle faktisk – for det er det rene gedemarked i det lokale Bilka-agtige supermarked i de sidste 10 dage før skolestart – for alle skal have fyldt taskerne med udstyr.

I hvert fald fik denne dame fortalt mig, at en nisse 40 – var en plastikmappe med 40 indbyggede plastiklommer. Noget misvisende, synes jeg nok..

Mine børn fik deres nisse, og jeg fik mit blodtryk ned på et nogenlunde normalt leje igen. Og jeg endte med at blive færdig med udstyr til fire – og kom derfra med den længste kassebon jeg nogensinde har afstedkommet.

(Den ligger ude til venstre – og ja køkkenrulle og kleenex var også på en liste)

I år – ahh – i år var jeg fuldstændig på forkant med hele skoleudstyrssituationen.

Jeg købte nemlig alt udstyret i den første uge af sommerferien. Det havde den åbenlyse fordel at jeg var fuldstændigt alene imellem hylderne, at de hotte farver ikke var udsolgt og at jeg havde tid til at tage 1 barn ad gangen.

Så jeg har vandret glad – måske en anelse skadefro, men sig det ikke til nogen – forbi skoleudstyrshylderne med næsen i sky og på provokerende vis signaleret at JEG altså var helt færdig og at det var de ikke. HA.

De 4 skoletasker med deres respektive indhold har derfor stået klar siden d. 13. juli. Og det havde også været det første jeg ville redde i tilfælde af at huset skulle brænde!

Og i dag forlader de tre sidste skoletasker deres plads under hylden, for at ledsage et barn på dets færd udi kundskabens verden.

Det var så den sommerferie!

Heste opdræt.. Læseheste

Så længe jeg kan huske har jeg elsket at læse. Intet bedre end at slutte sin dag, med et par sider i en bog. Jeg boede som barn ved siden af et fantastisk godt børnebibliotek, og jeg slæbte bøger frem og tilbage mellem biblioteket og mit værelse.

Jeg fik læst højt af både min mor og mine bedsteforældre, fik bøger til jul og fødselsdag, og var vant til at folk havde gang i bøger.

Så en af mine største ambitioner i forhold til mine egne børn, var at de skulle lære kærlighed til bøger. Og i dag tror jeg at jeg kan sige missionen fuldført.

Det har taget sin tid. Divaen blev omplantet fra Frankrig til Danmark som 8årig – og havde lidt svært ved at lære at læse dansk. Det blev aldrig sjovt for hende at læse, selvom hun gerne ville. Det blev bedre efterhånden og nu læser hun glad og gerne.

Zorronaldo gad ikke – hvis ikke det var et Anders And blad eller noget om fodbold gad han slet ikke.

Prinsesse Lyserød derimod læste – og læser – alt hvad hun kommer i nærheden af – og har slugt Piger på sporet, Græskarbanden, Cornelius Krudt osv. Hun gad dog ikke tøseromaner, med forvoksede preteens der talte om ting, hun var alt for lille til at forstå.

Og så var der Gårdmand Bjørn. Han kunne ikke finde ud af at læse. Som I ved fik han ikke den hjælp HAN havde brug for – og længe troede jeg simpelthen at han var ordblind. Efter en lang kamp med hans klasselærer i Danmark, fik jeg ham endelig testet. Han var så ikke ordblind men holdningen var stadigvæk bare – det kommer nok – i stedet for at gøre noget.

Det kom bare ikke – og det er altså ikke i orden at man slutter 2.kl. uden at kunne læse – at man hver eneste dag sidder og føler sig dum.

– efter 4 måneder i Frankrig kunne han både læse på dansk og fransk, ikke så hurtigt, men læse kunne han. Han fik nemlig et program til som passede til det han kunne – samt RO mens han skulle koncentrere sig.

Og før sommerferien, spurgte jeg deres franske lærere hvordan jeg bedst kunne forberede firkløveret til endnu et skoleår på fransk og deres enslydende svar var: læse, læse, læse.

Jeg købte mange, som i rigtigt mange, bøger til de 3 store. Og ud af den stak kunne de vælge på kryds og tværs.

Zorronaldo skulle dog have vredet armen lidt om på ryggen, og for ikke at gøre det alt for surt, fik vi snakket om hvad der kunne give ham mere lyst til at læse.

Vi fandt frem til at han ikke kan lide at starte på bøger – men når han er inde i den synes han det er okay. Og endelig lykkedes det mig også at finde en serie bøger, hvor han af sig selv tager et kapitel til fordi han lige må vide hvad der sker!

Og det er Alex Rider serien – skrevet af Anthony Horowitz. Så drenge på 14 som ikke gider læse – kunne evt. blive fanget af disse bøger! Bare så I ved det!

Til Divaen fandt jeg jo No et moi takket være AB – og har købt et par stykker mere af samme forfatter, for at se om det er ligeså godt. Og det var det!

Prinsessen læser bare. Alt hvad der er!

Men Gårdmanden.. Han har – selvom han nu kunne læse – og var holdt op med at føle sig dum – aldrig rigtigt læst af sig selv – og hvis han skulle læse, skulle jeg gerne sidde ved siden af for at hjælpe med et svært ord.

Men den bogliste, hans lærer lavede til ham – var genial! Bøger som interesserede HAM, om motorcykler, dinosaurusser og den slags! Og han har fået blod på tanden. Læste ikke af sig selv – men det var ikke en kamp at lokke ham til 15 minutter med en bog.

Lige til i aftes.. Jeg kom op for at sige godnat.. Og der sad han og læste i en bog om dinosaurer. Og jeg satte mig ned og så læste han simpelthen højt for mig!

Det lyder nok ikke af noget for jer – men ligesom resten af hans skolestart gør det mig usigelig glad!

En anelse tvang, og meget upædagogisk vriden armen om på ryggen, et utal af bøger for at finde den genre de kan lide, og så lige pludselig var den der!!

2 læseføl og 2 læseheste. Fantastisk!!

Kong Mor er glad.

Okay – vi skal jo ikke overdrive – jeg har stadig mit ”jeg-er-sur”-skilt i nærheden – for alle eventualiteters skyld.

Det om at være savnet

Der gik hele 2 timer, efter vi havde smidt bilen i persillesovsen, før Sofie kom cyklende for at kramme Prinsesse Lyserød. Hun havde kusine Maria med, så Zorronaldo også kunne sludre med en klassekammerat.

Dagen efter kom Frederik, Oliver og Nicolaj.

Efter Gårdmand Bjørn to gange, forgæves, havde været ovre for at tjekke om Nikolaj dog ikke snart var hjemme fra det mørke Jylland. Og endelig kom han. Og endte med at bortføre Gårdmand Bjørn.

De har kendt hinanden altid – gået i samme dagpleje og børnehave. Jeg fik utætte tårekanaler igen, da Bjørnen forsvandt på sit løbehjul, med bamsen og en tandbørste i tasken og Nikolaj med hovedpuden bagpå cyklen. Lykkelige og beskidte.

Planerne er lagt for de kommende dage – Divaen har tilbragt dagen med Hannah, Prinsesse Lyserød er sammen med Sofie, Zorronaldo er forsvundet ud på en eller anden fodboldbane sammen med de andre gutter, Gårdmand Bjørn har vi ikke set – han er sammen med Nikolaj.

Alle 4 er spredt ud over et anseeligt antal km2, og jeg må indrømme at jeg ikke har helt styr på hvor de er henne. Men de hygger sig – så meget ved jeg!!

Rent bortset fra at det, når de lejlighedsvis lægger vejen forbi vores hus for at få noget at spise, også er vildt hyggeligt for os at sidde og sludre med de dejlige børn, som jo har været en del af vores liv i mange år.

Og det gør mig så glad at kammeraterne bare er der. For der var nogen bekymring hos firkløveret, om hvorvidt kammeraterne kunne huske dem – eller sagt på en anden måde: gad være sammen med dem igen efter et helt år.

Men de har været savnet, har de! Ingen tvivl om det.

Firkløveret har skam også savnet kammeraterne – tag endelig ikke fejl af det – men det har været hårdt at skulle opbygge en ny vennekreds på et nyt sprog, og det har taget meget af deres energi.

Det har været vigtigt at få nye venner, men derfor glæder det mig alligevel at kammeraterne herhjemme, ikke har glemt dem helt.

Det bliver en skøn ferie kan jeg mærke!