UNO

En af fordelene ved at være lukket inde i en plastikkasse på 12m2 i regnvejr, er – eller KAN være – at man får spillet en ufattelig masse UNO.

Et udmærket spil som kan spilles af mennesker i mange forskellige aldre. Og man kan spille det hvis man bare er to, eller hvis man er flere. Vi har skam spillet det før – men nu jeg tænker efter har vi vist ikke haft fornøjelsen at spille med Gårdmand Bjørn før.

Ikke desto mindre var det noget af en oplevelse – at spille med Gårdmand Bjørn, mener jeg – han ejer ikke skyggen af den mistillid, der automatisk kommer med kortspil. Dette medførte en sjælden åbenhed og et fuldkomment indblik i hans kort. Alle hans kort.

Han ville uden tvivl være en elendig poker spiller – hvilket naturligvis fryder mit moderhjerte.

Nu udnytter vi det heldigvis ikke til vores fordel, og han kan frit vende og dreje, subsidiært tabe sine kort, eller lægge dem på bordet med siden opad når han skulle på wc, og det ganske uden lumske bagtanker fra vores side.

Hans venlige og åbne sind kom især til udtryk da han, fuld af medfølelse over at jeg var ved at tabe, rakte ind over mine kort og kiggede dem igennem og udbrød: har du virkelig ikke nogen gule kort? Nej det har du ikke din stakkel..

Jeg takkede ham for hans omsorg, og påpegede at det ikke var så smart at kigge i andres kort – hvortil han svarede – du er jo ikke andre – du er jo min mor.

Dette hårdtslående argument kunne jeg jo, af gode grunde, ikke modsige..

Det er ydermere det eneste spil jeg nogensinde har snydt i, for at tabe… For det er dødssygt at vinde og sidde og være udenfor de andres grin og latterkramper.

Såfremt man spiller sine kort yderst dårligt, kan man faktisk sagtens tabe med super gode kort på hånden.

Man udtænker skumle planer for at kunne irritere de andre mest muligt – og arbejder gerne sammen i hold.

Muligvis er UNO aldrig blevet spillet på denne måde før, men den kan varmt anbefales, hvis der skal findes på aktiviteter til 6 mennesker mellem 9 og 47 på de føromtalte 12m2 i en plastikkasse – i ligeledes føromtalte regnvejr. Ikke at det er regnvejr på dette billede, men vi spillede også når det ikke regnede.

Jeg var også med til at spille.. men da jeg er kameraholder er der aldrig nogen billeder af mig – og jævnligt råber jeg op om denne uretfærdighed og jamrer at skulle jeg afgå ved døden i morgen ville ingen i min familie være i stand til at genkalde sig mit milde ansigt.

Så følger gerne et par dage eller fire, med intensiv fotografering af min person, hvorpå det går i sig selv igen!

 

 

 

Og så var der en kat som pissede på vinduet

Tør øjnene og slap helt af – den fortabte søn er hjemvendt. Det var det jeg hele tiden havde sagt – han havde det sjovt – så jeg ved virkeligt heller ikke hvorfor I skulle tage sådan på vej..

Der kom dog lige et mindre kiks i planlægningen. Vi havde gæster i går aftes – og jeg lå i min seng kl. 01.30 – velvidende at jeg skulle sikre mig at First Man kom ud af fjerene så han kunne hente Zorronaldo ved skolen 06.30.

Kl. 8.38 vågnede jeg selv med en fornemmelse, af at jeg havde glemt noget eller rettere nogen – min søn for eks. For First Man lå stadig og snorkede ved siden af.. Jeg forestillede mig et kort øjeblik en lille forladt og fortabt Zorronaldo – helt alene – siddende på sin kuffert, ovre ved skolen (900meter væk) så jeg ruskede i min søde mand og råbte blidt ind i hans øregang: “HVOR er min søn henne? Har du glemt ham?”

“Han er vel i England” – var svaret fra den søvnige mand som var oppe kl. 06.18. Nå men han var så ikke stadig i England – han sad nedenunder og så fjernsyn.. Og så fik jeg kæmpe knus – okay så HAN fik et kæmpeknus – og jeg satte mig i sofa’en og – ôô lykke – han lagde sig i sofaen med hovedet i mit skød og så måtte jeg ae ad libitum hvorpå han åbnede sin mund og der er kommet ord ud af den lige siden..

Hastig skriftlig gengivelse af de sidste par timer må vel se lidt således ud:

-”en masse små ugler – de var så søde – helt bløde, man kunne røre ved dem…..blablabla…..hun spurgte hvad det betød og jeg sagde ”stor røv” og så flejnede læreren og drengen blev hevet i øret og sendt ned i sin bus….blablabla…..de sagde hele tiden ”mate” ….blablabla..… Victor blev snydt og fik en indisk rupee i byttepenge…blablabla…en fugl ligesom i ”Op”…. Blablabla…..Thomas kastede op udenfor de romerske bade – han havde lige spist chips……blablabla….. alt var lukket og så hørte vi en med nogle nøgler som kom efter os og så løb vi…….blablabla…..jeg havde spist på McDo med Victor men de andre havde ikke flere penge så de tiggede….. blablabla…..sengen var helt bulet…..blablabla…..så tabte han sine solbriller og så vildt dum ud…….han havde et stykke træ siddende ved vinduet ellers faldt det ned…….blablabla…det var supersjovt i bussen da…..blablabla…..ulækker kartoffelmos i skiver…..blablabla….spisesalen i Harry Potter, og Kevin spurgte hvor de flyvende ting var hahahahhaha…..blablablabla.. … hun havde ingen dyr men der var en kat som pissede på vinduet…blablabla.. jeg har gaver med hjem til jer alle sammen…. blablabla….damen sagde at i 15 år havde hun haft børn på udveksling – men jeg var den første hun kunne snakke rigtigt engelsk med…..blablabla… piger fra Paris som sagde jeg var nuttet…..blablabla… mor, jeg er faktisk ret sulten.”-

Så jo – Zorronaldo har haft det godt!

Og da jeg øffede noget om at han faktisk godt kunne have sendt et par sms’er svarede han – ”jo men jeg ville kun skrive en om dagen og hvis du skrev tilbage, skulle jeg jo svare og det ville blive dyrt og torsdag var Luc ked af det fordi hans kæreste skrev til ham og han havde ikke flere penge på sin telefon, så han fik en sms af mig – der skal jo være plads til kærligheden – det er vigtigt!”

Han havde købt en polo og en trøje til sig selv, noget øjenskygge til sine to søstre, en morsom træ-træk fløjte til lillebror og en pæn sten til sine forældre.

Men nu er firkløveret samlet igen og Kongen er glad!

Krummer.. i sengen

I morgen søndag, er det Mors dag her i Frankrig, og Firkløveret stiller hemmelige miner op, og lusker rundt og fniser omkring mig.

Jeg plejer at få morgenmad på sengen, og det har jeg da også regnet med, at jeg nok vil få i år igen.

Men så var det jeg kom i tanke om, hvor begrænset en morskab det egentlig er.

I og med det kun sker én gang om året, så når jeg at glemme at det ikke er den allerstørste nydelse – og at oplevelsen aldrig står helt mål med forestillingen om den. Faktisk lidt i stil med karbade.

Man kan – på film – ofte se lækre mænd i bar overkrop, med et lagen bundet skødesløst om hofterne, bevæge sig ind i et soveværelse på størrelse med Eventyrhusets grundplan, hen til en seng som må være 4 gange så stor som den IKEA sultan vi sover i, bærende på en bakke med en continental breakfast og en rose.

Han skal, med denne bakke i den ene hånd, rosen i den anden, bøje sig ned og vække damen der sover i sengen – med fuld make-up og perfekt sat hår. Hun vågner altid vældigt yndefuldt med et smil på de botoxfyldte læber. Så ganske ulig min egen, noget mere vrisne opvågnen, og selvom First Man er lækker – så ER det jo ikke Brad Pitt.

Hvorom alting er – det lykkes altid for parret at indtage denne morgencomplet – uden så meget som at spilde en lille bitte krumme. Ikke et eneste lille moderne blåbær triller ud på silkelagnerne, for at efterlade en stor dum plet, som ikke kan komme af – selv med biotex. Og sådan er det i alle film.

Hvorfor jeg igen kan konstatere, at film er humbug – snyd og bedrag.

Men tilbage til det virkelige liv på Æblebakken: Grunden til, at jeg ikke så tit får morgenmad på sengen, ja faktisk kun den ene gang om året, er for det første at jeg som regel vågner tidligere end alle andre, og så plejer jeg bare at vælte ud af sengen, famle mig frem til mine hjemmesko, som er livsnødvendigt tilbehør i Eventyrhuset.

Hvilket lige minder mig om vores gulvvarme hjemme på øen. Åh, salige gulvvarme. At kunne gå på bare tæer igennem huset, uden at benene nødvendigvis skal hoppe lige så hurtigt over gulvet som trommestikkerne ved en tambursolo. Og man kan også fange et barn og give dem den helt store kildetur på gulvet – uden at risikere forfrysninger.

Man kan tørre sjaskvåde flyverdragter natten over, uden at der kommer til at lugte af våd hund, for slet ikke at tale om hvor hurtigt Blondinen tørrer, når hun lægger sig på det lune gulv, hvilket minimerer den tid der reelt lugter af ægte våd hund på matriklen.

Nå, det var et sidespring. Altså, jeg får hjemmesko på og lunter, halvt i blinde, ned i køkkenet og sætter vand over med det samme. Og når jeg så har fået min te, kan jeg vågne ligeså stille og endog begynde at tale.

Hvorimod, hvis jeg bliver vækket af Firkløveret, iført morgenbakke, går det noget stærkere, det med at vågne, idet der skal opretholdes en vis balance på den givne morgenmadsbakke, for at den føromtalte te ikke skvulper, og går over sine breder og laver tsunami i indre farvande.

Ydermere skal der holdes styr på stearinlys og toasts, med så meget marmelade, at det kunne forveksles med rødgrød. Dertil kommer at det er så hyggeligt at Firkløveret også vælger at indtage deres morgenmad – hvorfor der også er flere andre tallerkner der balancerer på min dyne.

Alt sammen ikke ret nemt, når der også ligger 4 børn – som sært nok bliver større år for år – en mand, og indimellem dukker 2 forpoter og et meget venligt hundehoved forsigtigt frem over kanten.

Godt nok har vi en stor seng, men den har sine begrænsninger.

Og det ender uvægerligt med at en eller anden kommer til at tjatte til bakken, eller min arm, mens jeg er i færd med at tage en slurk, så der sjasker te ud over min stakkels uskyldige dyne.

Og krummer.

Der kommer altid krummer i sengen efter sådan en seance, og det kan godt være noget af en prøvelse. For det med krummerne har jeg altid glemt om aftenen, når jeg skal til at lægge mig i sengen igen.

Da jeg ofte først går i seng NÅR jeg er træt, og ikke FØR jeg bliver det, er det virkelig en overvindelse at skulle stå op igen. Så først ligger jeg og prøver at skubbe krummerne over i den ene side, men det giver bagslag når jeg så vender mig om. Så prøver jeg at sparke dem ned mod fodenden, men det virker heller ikke optimalt da jeg trods alt ikke bruger størrelse 48 i sko, så jeg ligesom ville kunne feje dem væk på snerydningsmåden.

Og at få det ekspederet den anden vej, over til First Mans side, er omsonst, der går nemlig sjældent mere end 3 minutter før hans snorken, eller et par velanbragte prutter, alt efter hvilken breddegrad krummerne befinder sig på, har blæst dem alle tilbage på min side.

Så er der kun tilbage at stå ud af sengen og flå lagnet af og ryste det.

Derfor har jeg haft lyst til at meddele festkomiteen, i fald der pønses på slige tiltag, at jeg kun lyst til dette morgenmadscirkus i begrænset omfang og om vi eventuelt kunne flytte indtagelsen af den continentale, ned til spisebordet for at drysse med krummerne der!

Dette billede er fra sidste år.. men når nu jeg kigger på det, var det altså ret hyggeligt trods alt – så jeg tror bare at jeg holder min mund, og nøjes med at nyde mine vidunderlige børn!

Persongalleri

Efter 3 måneder i Blogland – ja, kan I høre fanfaren? – har jeg tænkt mig at ændre lidt på navnene. De er ligesom lidt intetsigende idet 97 % af andre blogmødre kalder deres afkom præcis det samme – eller næsten.

Og det er lidt synd, det fratager nemlig fuldstændigt firkløverets individuelle identitet.. Fik I den??

Nå, men også sagt på godt dansk – firkløveret skal have blog-navneforandring – i hvert fald 3 af dem.

For ingen er vel i tvivl om hvem Prinsesse Lyserød er.

De nye navne passer faktisk meget bedre – og jeg tror at de af mine læsere som kender firkløveret ude i den pulserende virkelighed, vil være enige med mig! Det er faktisk slet ikke engang nye navne, det er blot gamle navne der er fundet frem og bliver offentliggjort i Blogland.

Men for sådan at gøre det ordentligt, kommer en kort præsentation af dem her – faktisk er det bare en omskrivning af siden ”om alle de andre”.

Altså for at starte fra en ende af:

Ældstedatter tager navneforandring til Divaen. Hun har al den elegance og kølig klasse den titel kræver. Samtidigt udtrykker den også meget klart at det er hende som har styr på det hele. Hvilket er rigtigt. Hendes styrke kan nogle gange forbløffe mig. Hvordan hun håndterer mennesker, hun føler har trådt på hende, fylder mig med beundring. Hun er i sandhed en Diva. Hun har en plan med sit liv, hun vil være dyrlæge – og det har hun villet være siden hun som 3årig, insisterede på at komme ind i buret og reparere løven, hvilket jeg på pædagogisk vis forklarede ikke kunne lade sig gøre. Hun blev inderligt fortørnet over den besked, og har stadig ikke helt tilgivet mig.

Ældstesønnen kommer til at hedde Zorronaldo.. Det giver lidt sig selv. Barndommens heltefigur og nutidens do. Han er tjekket og sej, pigernes helt og et fodboldgeni. Men det er ikke overfladisk det hele. Han hader uretfærdighed, og han vil gerne passe på andre. Fra dengang i 3.klasse da han kom hjem og med harme og indignation i stemmen sagde: MOR, ved du at der er børn i verden som ikke kan gå i skole – fordi der hverken er bøger, lærere eller bygninger? Han meddelte i samme åndedrag, at han ville være lærer når han blev stor og rejse ud i verden for at undervise de stakkels børn som ikke havde mulighed for at lære noget. Er man idealist eller hvad? Han vil stadig gerne være lærer, såfremt denne vej ikke forinden bliver omdirigeret til professionel fodboldspiller.

Prinsesse Lyserød kan ikke være andet end Lyserød. Hun er ikke 4 år, som titlen muligvis kunne forlede folk til at tro – hun ER bare en prinsesse, ofte sart,  konstant sulten – hun er født sådan, og kan til alle tider mærke ærten!!

Yngstedreng har altid heddet Gårdmand Bjørn, i folkemunde. Opfundet af aupairen! Og det støver jeg af og tager frem igen. Ikke fordi han hedder Bjørn – slet (og heldigvis) ikke, – vil dog lige indskyde at Bjørn sikkert er et fint navn til mange andre, men det passer ikke til ham her. Nej, Gårdmand Bjørn, har han heddet fra sin fødsel, fordi han er en blød stor bamse. Han har faktisk aldrig været lille, selvom han er mindst. Han er født stor og stærk. Han elsker naturen og forsvinder i timevis alene ud på Æblebakkens mange hektarer, for at gå på eventyr, vender ofte hjem med skrammer eller blodnæse, forslået men lykkelig. Derudover savner han sin motorcykel, som desværre er blevet hjemme på øen..

Nu ved I noget mere om firkløveret, så det ikke bare bliver til en eller anden grå uformelig massebetegnelse, jeg indimellem skriver ufatteligt meget om!