Tag Archives: First Man

Ned igen, og op…

6 jul

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

Jeg er faktisk kun 40

7 okt

Det hele startede med, at man i svømmeklubben opfordrede til at folk deltog i “Danmark svøm langt”. Man behøvede ikke være medlem, man skulle blot kunne bevæge sit legeme i vand og svømme minimum 25 meter, og alle kunne derfor være med.

Dermed også flere end bare Gårdmanden og jeg som er de eneste representanter af familien som er medlem af svømmeklubben.

Men vi ville skam også ud og svømme for æren og vort fædreland, og indfandt os derfor fire mand høj – kun fire idet Zorronaldo havde den Yndige på besøg og Prinsessen var taget ud for at løbe i stedet – kort tid efter vi havde sunket frokosten i går på den store “Svøm Langt-dag”.

Vi fik klædt om og entrerede derpå svømmehallen. Derefter var det sådan set bare at hoppe i, og svømme. Langt.

Jeg – der ikke svømmer så vandvittigt godt – kom fremad på en noget adstadig måde. Faktisk ikke ulig en hval. Med hovedet højt over vandet, så jeg absolut ikke risikerede at drukne. Dette afstedkom en del fnisen fra mit afkom, men ikke desto mindre fik jeg svømmet hele 1000 meter på de 30 minutter jeg befandt mig i vandet.

Vel oppe igen, stod min sadistiske – men søde – aquafitnesslærer klar ved udgangen med et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Det kunne jeg ikke, af den simple grund at udover det lød interessant, var det ganske gratis.

Hun ernærer sig nemlig også som kostvejleder eller diætist eller noget. I hvert fald noget med mad… Eller mangel på samme.

Jeg ville kunne få at vide hvor meget jeg vejede, hvor gammel min krop reelt var og hvor slemt det i øvrigt stod til! Helt gratis.

Alt imens jeg tog mod til mig…

– for uanset hvor gratis det så i øvrigt var, var det en meget uhyggelig fornemmelse at kunne få sin reelle alder at vide.

TÆNK nu hvis jeg faktisk var tæt på de 80?

Tænk nu hvis maskinen målte frekvensen på ens gode ideer?

Og det faktum at jeg vejer for meget, har jeg ikke brug for andre mennesker til at fortælle mig, det kan jeg nemlig godt selv se. Og mærke. Men hvis nu jeg var døden nær – uden at være klar over det – på grund af en fedtprocent der langt overstiger det tilladte, ville jeg naturligvis gerne have det at vide, så jeg kunne gøre noget ved det. På et tidspunkt. Engang.

Det behøvede ikke nødvendigvis at være lige der i går eftermiddags, for jeg kunne, trods stress, fedtprocenter og en eventuel begyndende demens, sagtens huske at der stod en nybagt æblekage og hyggede sig i ovnen, hjemme hos os i Møllen. Og den havde jeg altså tænkt mig at smage på, uanset alverdens farlige fedtprocenter, forhøjede BMIer og andre vederstyggeligheder.

Altså sparkede jeg First Man op på maskinen først, mens jeg selv tog lidt mere mod til mig.

Og det var nok meget godt.

For First Man viste sig at være hele 3 år ældre i sin fysiske alder i forhold til sin reelle alder og ligeledes i besiddelse af 40% overvægt.

Og dermed kunne maskinen for min skyld spytte hvilket som helst resultat ud, for er der noget min mand ikke er, så er det overvægtig. Det er muligt han er lidt træt for tiden. Og at hans alder derfor har fået et nøk opad hvis nu maskinen måler hjernekapacitet eller funktion, men ingen skal kalde ham for overvægtig. Han vejer lidt for meget, ligesom mange mænd på omkring de 50, men hans muskelmasse er da nok 25 gange større end samme føromtalte mænd.

Dermed kunne jeg roligt stige til vejrs på maskinen og være fløjtende ligeglad med resultatet.

Det var jeg så slet ikke.

Ligeglad altså.

Maskinen trak nemlig næsten 4 år fra min alder, så min fysiske alder faktisk ikke er mere end 40!

Hahaha!

!!!

Og så overvejede besluttede jeg at man godt alligevel kunne stole på maskinen, bare en lille smule. I hvert fald den del med aldersmåling.

Maskinen fortalte mig endvidere at jeg ikke havde noget kolesterol – det vidste jeg også godt i forvejen det har min læge nemlig fortalt mig – men den fortalte også at jeg vejede 5 kg for meget. Det vidste jeg som sagt også godt.

På vej hjem gik jeg og fik regnet lidt sammen.

Hvor der før var 6 års forskel på min søde mand og jeg, var der nu det dobbelte, og jeg spurgte ham derfor om jeg ikke hellere skulle tage hans taske, nu han pludselig var blevet hele 12 år ældre end mig.

Han svarede ikke, men skulede mørkt frem for sig.

Derhjemme begyndte han – med lun æblekage i munden – da også at argumentere for den manglende kvalitet af disse målinger. Enhver kunne jo se at såfremt han vejede de anbefalede 71 kg, så ville han stå med det ene ben i graven.

Jeg vil dog straks berolige vores omgangskreds, der gruer for så voldsomt et vægttab for First Man, med at det ikke kommer til at ske med mig som husets ansvarshavende kok!

Noget meget uretfærdigt og et tema.

16 sep

Jeg finder det ganske uretfærdigt, ja faktisk fuldstændigt uhørt at man kan få tømmermænd uden at have drukket andet end et eneste lille glas lyserødt cideragtigt velkomstnoget, da jeg var til fødselsdag i lørdags. Og ingen røg – i hvert fald ikke indenfor – så der var simpelthen bare ingen som helst grund til en sådan tilstand.

Jeg kom endda ikke voldsomt sent i seng.

Ikke desto mindre vågnede jeg kl. 10 søndag formiddag, med en mund som om der havde bosat sig en meget lidt renvasket bjørn, og et hoved der husede et mindre trykluftsbor.

Ikke i sig selv ret fordrende for det aktivitetsniveau jeg havde planlagt for min søndag.

Unødvendigt at sige at mine planer røg ud i vasken tillige med den kop te jeg absolut ikke havde plads til i min oprørte mave.

Resten af dagen blev udført i et absolut slowmotion, og jeg endte med at sidde ligge brak i sofaen mens jeg netsurfede efter inspiration til min fødselsdag.

Ja, min fødselsdag.

Den opmærksomme læser vil bemærke at der rundt regnet er 2 måneder til denne så dejlige begivenhed, og at jeg derfor er ude i ret god tid. Men, som jeg bemærkede til mine hånende børn, så passede det stort set med det tidsrum hvor jeg er tvangsindlagt til at skulle høre på deres fødselsdagsplanlægning.

For nu slet ikke at tale om deres pigernes konfirmationsforberedelse, som har lagt ud et årstid før den store dag. Gad vide om de ikke snart går i gang med noget bryllup?

Men nu kan jeg i hvert fald glæde min nære omverden med at temaet for dette års fødselsdagsfest hermed er fastlagt!  Samt at Amerikafarende mennesker i omgangskredsen er blevet pålagt at rekvirere udstyr og dims til udvalgte tema, når de nu alligevel er i dimseparadis, aka Guds eget land.

Slut på eftermiddagen blev jeg dog kostet væk fra min vegetative tilstand på sofaen for at bistå First Man i det ugentlige besøg i supermarkedet. Eneste formildende omstændighed var dog at han agerede chauffør af både bil og indkøbsvogn, og da jeg i tilgift kunne vælge frit, faldt valget på Netto, hvor jeg som tømmermænds-terapi kunne vælte diverse dims og lir ned i vognen.

Om denne terapi hjalp skal jeg ikke kunne sige, ikke desto mindre blev jeg så frisk at jeg var i stand til at kreere noget til aftensmaden hvorefter jeg – efter indtagelse af samme – kunne vælte omkuld i min seng og ønske at jeg kunne få en erstatningssøndag for den der så fejt var blevet franarret mig.

Men så god er verden trods alt ikke.

God mandag alligevel!

En spændende bortførelse!

6 maj

Jeg fik for noget tid siden, af First Man, besked på at pakke en lille taske til en overnatning, idet jeg åbenbart ikke skulle tilbringe natten mellem d. 4. og 5. maj, hjemme.

Det passede nemlig stort set med at First Man og jeg mødte hinanden for 25 år siden. (Eller rettere det var idag – d.6 maj vi mødtes i 1988) Mødtes!! Vi har altså ikke sølvbryllup endnu..

Men altså vi mødtes, og derfor skulle jeg “bortføres” og tilbringe natten på et for mig ukendt sted. Divaen vidste godt hvor jeg skulle hen, men hun ville desværre ikke sladre.

Først kørte vi mod nord og forbi en masse vand. Og bedst som jeg troede at jeg skulle til Valdemar Slot, kørte vi den anden vej. Så troede jeg vi skulle ende på Holckenhavn, men kørte også forbi. Så sad jeg og blev helt rørt over at vi skulle til Nyborg Strand, hvor min mormor holdt alle sin barndoms sommerferier. Men vi kørte også forbi der. Så kom vil til Kerteminde, og jeg tænkte at det ville vel nok være morsomt at fortælle min kollega – som bor i Kerteminde – at jeg netop var der, men den morsomhed blev aflyst da vi kørte ud af Kerteminde igen.

Nu var jeg efterhånden noget mystificeret og jeg kunne virkelig ikke komme på flere romantiske steder man kunne blive bortført til.

Til sidst kørte vi mod Odense, så blev jeg bedt om at lukke øjnene og da jeg fik besked på at åbne dem igen, holdt vi foran Munkebo Kro.

Vi blev indlogeret på et hyggeligt værelse med en kurv med rødvin chips og chokolade. Vi gik en lille tur og vendte tilbage og kunne – i bedste Downton abbey stil, klæde om til middag.

Blev derefter placeret ved et bord med udsyn over noget meget blåt vand.

Og så fik vi mad. Vi åd os igennem 4 hors d’oeuvres og 5 retter mad. Jeg kunne trille da vi var færdige.

Maden var ubeskrivelig lækker og meget fornemt anrettet.

Og jeg spildte ikke. Det gjorde First Man derimod. Han fik smurt grøn mayonnaise ud på den hvide dug og dermed er jeg nu ikke den eneste i familien der smører grønt stads ud på hvide duge når man er på restaurant.

Og det er jo helt betryggende at vide!

At der ved nabobordet blev installeret et fransk par, vi kunne sludre med og drive hotelpersonalet til vanvid sammen med, gjorde kun aftenen og de små timer endnu mere morsomme og var ydermere grunden til at vi kun fik sovet fire timer.

Men SÅ fik vi morgenmad.

Morgenmaden var så stor at jeg et kort øjeblik nåede at frygte at jeg ville revne. Dette skete heldigvis ikke, men vi nåede et godt stykke op af søndag eftermiddag før jeg kunne indtage andet end luft.

Ude på parkeringspladsen var det bestemt ikke svært at finde vores røde lyn.

For det første var det den eneste røde bil, blandt sorte, grå og sølvfarvede. For det andet fordi den den næstbilligste bil var en spritny Fiat 500. Jeg tror dog ikke at hverken Jaguar, Mercedes eller Audi Q7 tog skade af at holde ved siden af vores Mazda 323, selvom man jo aldrig kan vide.

Selve opholdet var en rejse i mad.

Det føltes som om vi ikke havde foretaget os stort andet end at spise, i de samfulde 18 timer vi var væk fra Møllen.

Vel hjemme igen, foregik al yderligere aktivitet i fuldstændig slowmotion og vi ramte vores respektive hovedpuder mens det endnu var lyst udenfor.

En fantastisk overraskelse og afgjort en del af pensionsopsparingen værd.

Jeg har nu – som varigt minde – helt ubeskriveligt mange billeder af mad som jeg kan se på når jeg engang igen om et par måneder bliver sulten.

Miraklernes tid er ikke forbi!

4 maj

DDN
Altså vores nabo.

Ja, den i vores familie meget lidt populære mand, som flere gange har klippet vores fælles hæk ned i dværghøjde for at få sol på sin egen beplantede have, han er blevet…

Ja, jeg vil nu ikke gå så langt som til at sige at han er blevet sød, men så i det mindste venlig!

!!!

Ja?!

Simpelthen.

Spørg mig ikke hvorfor – det er os en gåde – ikke desto mindre har han, DDN, diskuteret over denne lave hæk, med First Man.

Om drivhus, om blåbær og agurker og en hel del andre ting som First Man ikke helt kunne afkode, grundet dialekt og etniske forhold.

Kulminationen på denne “vi taler med vores nabo” blev at han i går overrakte First Man fem gamle billeder af Møllen på Øen, som han må have printet fra et eller andet lokalhistorisk arkiv.

Okay, gamle er måske så meget sagt, men disse billeder er i hvert fald fra 50’erne.

Møllen på Øen – tadaaaah!

Vi har selv nogle der er betydeligt ældre, men også af væsentlig værre kvalitet så det var jo fantastisk at se hvordan huset og haven så ud dengang.

Folk der følger med på Instagram, vil måske genkende det lille tilbyggede hønsehus som jeg tager billede af hver uge, med udsigt over hækken!

Ikke et øje tørt!

Og faktisk meget betænksomt af DDN, som jeg i mit umådelige storsind har besluttet, nu ikke længere skal hedde sådan.

Tænk lige, hvis alle tog bare et eneste mentalt skridt for at nærme sig dem man var kommet på kant med, hvad kunne det ikke ende med?

Og så en 4.maj?

Stort!

Pssst: Husk lige lyset i vinduerne i aften, vi lyser for fred og frihed!!

Stjernevariationer. Oppe og nede…

29 apr

Knapt nok var jeg kommet mig over benovelsen af min lydbogsoplæsers kommentar på denne side, før jeg nu igen skulle mænge mig med stjernerne.

Sagen er den at vi har været til konfirmation.

Og her opdagede First Man til sin store glæde – altså først efter jeg hviskende havde meddelt ham hvem han netop havde sagt goddag til – at han kunne dele lokale med en fantastisk guitarist ved navn Franz, som engang i 70erne revolutionerede den danske rockscene. Dette var så stort, for en af de få franskmænd i verden der kan synge med på både “Kvinde min” og “Hva’ gør vi nu – lille du” at han fik fat i denne legende efter middagen og bad om en autograf på et CD indlæg han lige havde været hjemme og hente, dog først efter at have forhørt sig om sligt nu også var helt i orden.

Hvilket det var.

Og så fik vi ellers en lille snak om det ene og det andet, Franz, First Man, Firkløveret og jeg. Til Firkløverets store forbavselse var han et ganske almindeligt hyggeligt menneske, præcis som Marianne Jelved der som bekendt tabte lidt af sin stjernestatus da det gik op for dem at det bare var damen fra stranden.

Ligeså mistede Franz også lidt at sit stjernedrys efter han både kunne fremsige et digt til konfirmanden og sige au revoir Madame til mig, da vi gik.

Ikke desto mindre, eller måske snarere netop derfor, har Rabalderstræde genlydt i møllen lige siden!

Rabalderen forstummede imidlertid da vi troppede op i haven for at fejre flere uger uden frost, med ild i bålstedet og snobrød til aftensmad.

Weekendens nederlag blev leveret af en småkage opskrift.

For det kan umuligt have været min egen skyld.

Jeg ville lave småkager til mine børns lockoutede lærere, der jo vender tilbage til skolen i dag. De har ikke haft det nemt og jeg ville derfor opmuntre dem lidt, og vise dem at de har været savnet.

Altså googlede jeg “nemme småkager” og fandt en opskrift som afgjort så nem ud.

Og jeg havde læst kommentarerne – også dem som var knapt så positive – men i det store hele følte jeg mig rustet til at kaste mig ud i denne ultranemme opskrift.

Og jeg fik rullet dejen ud – med besvær, bevares – og stukket stjerner ud.

Som blev bagt.

STJERNER, sagde jeg.

Stjerner… Ikke på grund af Franz, men på grund af det er den støste ikke julede udstiksform jeg har, uden vi går over til hjerteform. Men altså stjerneformede småkager, blev der sagt. Det var i hvert fald hvad jeg puttede ind i ovnen.

Hvorefter jeg tog pladen ud efter 7 minutter, og en kende skuffet kunne betragte dette.

Der kom altså ingen stjerner på besøg, så småkagerne måtte vente til en anden dag.

 

P123 og andre forudsigelige oplæsere

6 mar

Jeg vil starte med at beklage at dette endte med at blive endnu en omgang brok. Det var oprindeligt ikke meningen, men så tog den ene irritation den anden, og før jeg så mig om, var brokkeriet en realitet. Og man skal af med sin brok, ellers kunne det komme til at sidde og klemme et sted og pludselig lave en surhedsbyld. Og DET går ikke!

Altså..

Nogen – som i First Man – har pillet ved min bilradio og dermed fjernet den behagelige og meget lidt tankevirksomhedskrævende lokalradio fra mine ører. Og det har voldt mig en del problemer, nu da jeg var frarøvet fornøjelsen ved lydbøger.

Han er dog næsten blevet tilgivet igen, dels ved at skrabe min bil fri for is hver morgen, samt fylde benzin på, dels ved at kradse hjerter i islaget som jeg så kan blære mig med efterfølgende!

Blærehjerte!!

Da jeg er travlt optaget af at køre bil, kan jeg ikke også lede efter radiokanaler og jeg kender ikke min radio godt nok til at turde bede den om at klare sig selv og finde min lokale station til mig.

Derfor, og igen på grund af dårlige lydbogsoplæsere, ender jeg somme tider på nogle helt forkerte radiostationer.

Jeg lander ofte på noget taleradio som er så kedeligt at jeg er bange for at falde i søvn. Havde det så endda været interessante filosofiske betragtninger eller måske et hørespil som i gamle dage, men det er nok for meget forlangt.

Andre gange lander jeg på stationer med emsige oplæsere der knapt kan udtale de mest gængse ord uden en styg tillært syngende tone, fordi de uden tvivl har lært at sådan taler man når man er radiojournalist.

I kender dem godt, de tager tilløb, starter i den dybere afdeling, holder en ultrakort kunstpause, og kører derpå videre og taler sig varme med slet skjult ophidselse over deres emne, for næsten af kamme over når de når pointen i sådan et hoppende og næsten syngende tonefald. Skrækkeligt og påtaget.

De ignorerer dialekter og almindelig måde at tale på, sender alle sætninger igennem samme kværn, som får alting til at lyde ens. Man kan nærmest høre at de tænker “komma” før de trækker vejret og hopper videre i deres sætning.

Såfremt jeg havde teksten, ville jeg kunne synge den med præcis samme alt for forudsigelige journalisthøjskolede tonefald.

Den eneste kanal som lige i disse dage har fundet nåde for mine ører, er en lidt større underafdeling af noget P, men dog alligevel så lokal at vi snakker om hvem der kommer fra Øen eller ej.

Derudover har jeg som en ekstra bonus, kunnet nyde at Charlotte tager rundt og laver udsendelser om det ene og det andet i ghettoen. (Hvordan går det ellers Charlotte – nu skal vi også snart ses igen) Ellers plejer jeg ikke at lytte til lige netop den lokale P for så ender jeg ofte i stor affekt over hvor mange penge folk bruger på deres kæledyr eller om en eventuel lockout er berettiget eller ej. Og ingen kan alligevel høre mine ophidsede udbrud – hvilket er godt det samme – så det er lidt spild af godt krudt.

Det er netop derfor det er så dejligt befriende at høre på en lokal lokalradiovært som på syngende fynsk beretter hvor man ka’ få billig benzin idaaag, før han fortæller hvem der kommer på besøø’ på biblioteket i aften og sender os så på rejse med sidste nye hit fra Seebach eller Saybia. Desværre er det så lige præcis den station jeg ikke kan finde. Hvilket er trist.

Fordi det er nøjagtig den slags småsludren, som ikke kræver den store tankevirksomhed klokken 6.53 hvor jeg allerede i en del minutter har befundet mig på de små veje der fører mig over til motorvejen, der gør at jeg kan vågne i ro og mag, dog under heftige eder og forbandelser når mænd i store biler vil overhale mig, trods det faktum at jeg allerede kører 130 – der jo som bekendt er makshastighed på lige den strækning – men de kan heller ikke høre mig.

Derfor vil jeg lade Charlotte fortælle sin ghettohistorie færdig på P-etellerandet og så i øvrigt kaste mig ud i lydbogen om den hundredårige.. Det tør jeg nemlig godt når Ellen siger han er god!

%d bloggers like this: