Tag Archives: Flytte hjemmefra

Flyv så, mand…

23 aug

Jeg ville skrive om at Zorronaldo er flyttet hjemmefra.
Og titlen sprang ind i knolden på mig, ud af det blå. Cirka samtidig med at jeg skrev den, gik det op for mig at det også var titlen på en børneplade jeg hørte som barn, og som Benny Andersen skrev musikken til.
Vemodigt og underligt at det lige var de ord der dumpede ned til mig. Benny Andersen er fløjet.

Nå men, Zorronaldo er også fløjet. Heldigvis ikke så definitivt som Benny.

Men så er tonen ligesom sat.

Det var altså lidt hårdt at se ham køre.
https://www.flickr.com/gp/151000889@N02/Eqo0R8

Til slut i klippet kan man, udover flyttebilen og fuglekvidder, høre to ting. Den første, er mig som kommer med et halvkvalt mor-klynk, og den næste er First Man som giver sig til at juble inderligt… omend på en noget gnækkende måde.

Hvorom alting er, sønnike er flyttet. Mors vrantne teenager. Som nu er blevet 21 år og som starter på universitetet om et par uger. Han har en sød kæreste, et job, en god lejlighed og – vigtigst af alt – han er glad.

Med glad på.

Jeg skyndte mig at lave hans værelse om til et gæsteværelse. Jeg har det nemlig ret stramt med halvtomme og forladte ungdomsværelser.

Det er altid godt at planlægge noget når man tumler med noget andet; erfaringen har lært mig at det er den bedste måde at fjerne fokus fra det som svier.

Så det var altså tid til nytænkning. Og jeg kom op med en helt ny tradition.

Altså, den sidste søndag i hver måned har jeg tænkt mig at lave en god søndagsfrokost, og så skal kan de børn som er i nærheden, (læs = alle) komme hjem og spise med.
Det kan være det ikke er alle der kan lige præcis sidste søndag i hver måned, men så ved man ligesom at der er mulighed for at få tanket op.

Eller det er nok snarere mig som kan få tanket op, mens jeg venter på den næste der bliver flyveklar.

#yndlingsmennesker

Reklamer

Redefinering af sig selv

26 sep

Som jeg ser der, så handler det måske i højere grad om at redefinere sig selv som menneske, efter ens børn er flyttet hjemmefra.

Tag endelig ikke fejl, jeg mener ikke at man behøver at have børn for at have en identitet, eller for at kunne blive defineret som menneske, men mit udgangspunkt er jo at jeg har børn, og jeg skal finde mig selv i en anden rolle, når disse mine børn flytter hjemmefra engang når de er 35.

Så det er en nyopdagelse og nyopfindelse af sig selv jeg skal ud i, efter min status som mor til hjemmeboende børn, ændrer sig til mor med ikke hjemmeboende børn.

Det er lidt som da jeg blev 30.

Ja. Totalt til grin, men jeg fik dyb, dyb krise over at blive 30. Jeg var sur i 4 måneder. Jeg gik og forestillede mig at nu var mit liv slut, jeg skulle ikke have flere børn og.

Og hvad så? Hvad skullle der så ske? Hvad i alverden skulle jeg få tiden til at gå med resten af mit liv?

Jeg sagde jo det var til grin. Men da jeg fik mit første barn op på maven, fik jeg som et lyn fra en klar himmel en fornemmelse af at: “Nååå, det var DET der var meningen med hele mit liv, nemlig at få børn”

Så jeg forudså mit eget liv – efter 30 – ville være en lang gold og øde ørken. For hvad skulle jeg nu tage mig til når jeg havde fået børn?

Jeg skyndte mig så at få én til.. og endte med at få fire børn på seks år.

Men alligevel, nu hvor de, lige om lidt er flyttet hjemmefra, så ville det være praktisk at jeg fik genopfundet mig selv.

Og da jeg er meget lidt begejstret for katte, og ryatæpper, må jeg nok hellere finde på noget en anelse mere realistisk.

Når nu jeg ikke skal være kokkepige, rengøringskone, chauffør, livsstilscoach, sjælesørger og støttepædagog og andet godt, for fire børn, så skal jeg finde ud af en anden mening med mig.

Ikke at jeg ikke har været helt og aldeles mig de sidste 18 år, for det har jeg bestemt været – bare spørg mine børn – det er ikke som om jeg har sat mit eget liv på pause mens jeg har taget mig af børn, men meget af mit liv har kredset om de her børn og det at være deres mor.

Nu er jeg ikke af den slags som ude i mit levende liv kun kan tale om mine børn – eller det håber jeg da ikke jeg er set med andres øjne – jeg kan sagtens finde dybde og interesse i ting som ikke nødvendigvis omhandler mine børn. Jeg levede trods alt til jeg var 25 uden dem.

Men – som Bente skrev i en kommentar – jeg kan ikke huske hvad jeg fik tiden til at gå med før. Jo brudstykker af den, men ikke al min tid.

Jeg tror nok mest jeg gik rundt og ventede. Ventede på noget andet og mere. Som så kom i form af børn.

Det vigtigste er nok at man stadig kan respektere sig selv nok til at få en ny definition af hvem man er, uden at skulle være en hel masse for andre. Eller for de der børn som man nok – heldigvis – aldrig kan give helt slip på.

Men det ene må ikke udelukke det andet. Jeg bliver ked af det på veninders vegne, når de kan berette om bedsteforældre der har så travlt med at redefinere sig selv, at de glemmer at de også stadig er både forældre og bedsteforældre.

Jeg synes det er så enormt vigtigt, især i vores tid hvor alle bor hver for sig og alle generationerne nærmest bliver holdt hermetisk adskilt fra hinanden, at børn får tid med deres bedsteforældre.

De unge bor sammen på kollegier, familierne bor helt for sig selv, og de gamle bor enten alene eller på plejehjem. Der er ikke så mange muligheder for at lære af hinanden, så jeg synes det er endnu mere vigtigt at man holder sammen på tværs af aldre.

Så ja, jeg skal have fundet en ny mig.

Som ny og moderne ryatæppeopfinder?

Hvad så bagefter?

23 sep

Med fire børn på henholdsvis 18, 16, 14 og snart 12 år, er vores familieboble snart på nippet til at briste. Divaen rammer sin studentereksamen i maj og Zorronaldo følger efter om et par år.

Oftere og oftere sker det at vi sidder ved aftensmaden med bare et eller to børn. Det har jeg nævnt flere gange før, intet nyt under solen der.

Men hvad gør man lige?

Hvordan flytter man ind i sin nye tilværelse som mor – for mor er man jo altid – til ikke hjemmeboende børn?

Jeg har tilbragt de sidste 18 år af mit liv med at være mor på første række. Til en masse børn. Huset har været fuld af larm og ballade. Mennesker overalt og aldrig helt stille ret længe ad gangen.

Efterhånden som de flytter ud og væk, så skal man også vænne sig til en ny slags familie. Et nyt liv.

Og jeg må indrømme jeg gruer for det. Jeg kommer til at savne dem helt afsindigt!

Jeg elsker mine børn. Det falder for banalitetsgrænsen, men det gør jeg. Med hud og hår. Det er mine absolutte yndlingsmennesker. Og så skal jeg pludselig til at vænne mig til en hverdag uden dem.

Desværre.

Der er sikkert en mængde ting man kan foretage sig uden hjemmeboende børn. For slet ikke at tale om hvor billigt det bliver når man skal købe ind. Men i det store hele tror jeg det er ligeså vigtigt at forberede sig på den nye status som midaldrende ægtepar

Ej, men ER det ikke forfærdeligt?

Her er jeg stadig midt i livet som en vældig ung mor til fire hjemmeboende børn, og lige om et øjeblik er jeg en midaldrende kone på vej mod efterløn.

Nå, efterlønnen findes nok slet ikke om 23 år når jeg er ved at være klar til den, så den behøver jeg ikke bekymre mig om.

Men det andet.

Det med at man skal finde sig tilrette i en ny hverdag.

Denne her “Mor-til-mindre-børn-hverdag” har jo nærmest varet i halvdelen af mit liv. Men jeg skal til at tage et kvantespring af helt andre dimensioner end “sidste blebarn” og “sidste børnehavebarn”. Nu er det snart “sidste folkeskolebarn”.

Og jeg ved godt at Ellen – sidste gang jeg jamrede – sagde at nu begynder “første-epoken”. Men i mellemtiden? Indtil den første “første-epoke”. Hvordan finder man ud af at være mor på afstandsmåden?

Jeg er såmænd ikke så meget i tvivl om hvorvidt Firkløveret vil klare det, for det vil de. De er stærke og fornuftige mennesker, som i øvrigt er fantastisk godt opdraget!

Det er mere mig selv, jeg er nervøs for.

Tænk nu hvis jeg af bare kedsomhed kaster mig over herreløse katte eller ryatæpper?

Jeg, som ikke kan fordrage katte. Eller ryatæpper for den sags skyld.

Dette hjertesuk er muligvis fremkaldt efter en weekend med mere eller mindre kun et barn hjemme.

Divaen er taget til Madrid, Zorronaldo har tilbragt weekenden hos den yndige, med fødselsdag og familiefremvisning. Prinsessen har været i byen og sammen med Astrid, så der var kun Gårdmanden tilbage, og han endte vist med at være en anelse træt af at være det absolutte midtpunkt.

Gad vide om vi skulle få en efternøler?

Og så igen, da jeg var i føtex i fredags, var der en mor med to små børn. En 18-20 mdr. gammel tut sad i indkøbsvognen og en anden tut på omkring de fire, kastede sig rundt på gulvet iført lyserødt og skrålede hysterisk. Hun var uden tvivl træt og udmattet efter en lang uge, og hun endte med at sætte sig på en hylde med dåsemajs. Jeg havde meget ondt af både moren og af pigen, for det var helt tydeligt at de bare ikke orkede mere.

Jeg kiggede på min 18 årige og blev pludselig meget glad for at jeg kun har børn med tocifret alder.

Denne glæde fortog sig dog noget, da jeg senere på aftenen blev nødt til at agere chauffør for  Prinsessen. Hun var noget misfornøjet med at hun skulle hjem, men var træt efter en hyggelig aften med kammeraterne, som dog havde udviklet sig til noget med en del flere promiller end hvad tilladt er, for børn under 16. Og det syntes jeg var knapt så hyggeligt.

Vil i den forbindelse gerne nedkalde en fatwa over den Aldi og den Spar som ville sælge alkohol til unge uden ID.

Så nej, jeg skal ikke have en efternøler, jeg skal bare have tiden til at gå indtil jeg bliver bedstemor.

%d bloggers like this: