Tag Archives: Forældremøder

I år skal jeg ikke sidde på en for lille stol

9 dec

Altså.. når man har været så tosset at tillægge sig fire børn indenfor et tidsrum af seks år, så skal man til en hulens masse skolesocialt i Danmark.

Man skal til forældremøder..

Forældremøder foregår på den måde at forældrene til 80 % af de børn som går i klassen dukker op på et givent tidspunkt. Man bedes venligst bemærke at de forældre som allerhelst burde være tilstede – ikke er det. Men det er ikke noget nyt.. Man savner dem sjældent.

Så er der de forældre som fejlagtigt tror, at et fælles forældremøde skal bruges til at diskutere hvorfor lille Johannes ikke spiser sin madpakke, samt at Amalie ikke er så glad for at plusse.

Den slags forældre lærer nok aldrig at fatte, at vi andre er fuldstændigt flintrende ligeglade med hvad Johannes putter ind i sin lille mund, og hvad Amalie kan lide at foretage sig, samt at den slags diskussioner med fordel kunne henlægges til en privat samtale.

Det sker også ofte at folk vil drøfte indholdet af de andre børns madpakker. Det er sjovt nok de selv samme som IKKE vil have madordning. Mine børn har ikke taget skade af at komme hjem og meddele at Camilla får sygevat-krydderboller med nutella, med i madpakken hver dag, samt at Rasmus ikke gider at spise sine økologiske-klid-spelt boller med tofupostej.

Og jeg vil, til den sidste madpakke er smurt, fastholde min ret til at fodre mine børn af med begge yderligheder – såfremt det passer mig.

Nå, men man skal også finde noget positivt ved forældremøder. På firkløverets skole skal vi synge – og det er sjovt. Især hvis det er den lærer som sætter os i gang med noget flerstemmigt. Okay indrømmet – ikke alle synger lige godt, men det er saftsuseme hyggeligt!

Man skal også til skole-hjem samtaler eller tre-partssamtaler eller hvad skolen nu vælger at kalde dem..

Det er også noget for sig. Man tager derover for at få et indblik i hvordan det går med ens barn. Nu har jeg aldrig hørt andet, end at det går strålende. Og det kunne jeg selv konstatere, ikke altid var tilfældet. Men det gik alligevel lige strålende hver gang.

I skrivende stund er Zorronaldo og jeg netop kommet hjem fra en times ”mød-dit-barns-lærer” i det som svarer til 9. klasse: Man skriver på en lille seddel hvilke lærere man gerne vil møde, og så får man en fast tid med klasselæreren og resten må man stå i kø for at se.

Man får mange gode informationer på denne måde. Og løsninger til eventuelle problemer.

Som for eks. at Zorronaldo laver ballade i engelsk selvom han er dygtig. Vi fandt ud af at det er fordi han keder sig, så nu får han flere udfordringer og mere frihed.

I fransk havde læreren fundet ud af hvor vi skal sætte ind for at sikre at han får sin afgangseksamen, og klasselæreren ville høre hvilke planer den unge mand har for næste år.

Denne metode er en anelse mere brugbar, end ”det går rigtigt godt, han er en sød dreng og en god kammerat” For det ved jeg jo godt selv. Men der er jo ikke andet for end at jeg må skynde mig hjem og lære dem hvordan det OGSÅ kunne gøres.

Sidst men ikke mindst, så skal man til juleklippe-klistre..

DET er heller ikke så grinagtigt som man gerne vil gøre det til.

Man skal deltage aktivt og enten stå bøjet over et vaffeljern i tre stive klokketimer, eller klippe julepynt med en arm, mens man prøver at undgå at lillesøster æder en limstift, samtidig med at man trøster et frustreret barn som bare aldrig lærer at flette et julehjerte, og man fristes til at synes at det ved gud også kan være lige meget, siddende hjælpeløs på en alt for lille stol som man ikke kan rejse sig fra, når det endelig er tid til at man sammen med to andre, skal feje papirfnuller op efter 17 forældre og 35 børn som på mystisk vis har været kloge nok til at fordufte, før det var for sent. (jeg trækker lige vejret)

Alt dette gange fire.

Det har jeg svært ved at se det sjove i, hver evig eneste år..

Reklamer
%d bloggers like this: