Tag Archives: Forventninger

Jeg er levende!

5 aug

Et nyt arbejds- og skoleår er næsten i gang igen.

Blyanter er spidsede og klar. Alle er veludhvilede efter ferien og skulle være klar til at udfylde de blanke sider.

… Faktisk er det jo lidt betryggende at vide at man hele to gange årligt får chancen for at spidse blyanter og starte forfra på friske blanke sider. Jeg mener, alle de dårlige vaner man har nået at få tillagt sig – uden naturligvis at være skyld i det selv, man er bare viljeløst og nådesløst blevet trukket ned i vanens dynd – kan man få en slags syndsforladelse for, og starte i et frisk kladdehæfte.

Nå det var et lille bitte sidespring, men altså, jeg er stille fordi der er sket meget i mit levende liv, så meget at jeg har fravalgt blogge på det groveste, både min egen og andres, og den dårlige samvittighed begynder efterhånden at røre på sig.

Jeg vil gerne fortælle om ferien – som var fantastisk – jeg nævner i flæng: dykning i Spanien, shopamok med veninder fra Æblebakken, bjergbestigning i Pyrenæerne, alt for meget lækker mad og intravenøst Ricard Rosé.

Jeg fortrænger dog samtlige minder om min sure svigerfar, som på alle måder levede op til sit tilnavn, Gårdmand Bjørns start på ferien med galopperende mylderbæ  – på Laurences toilet kl. meget og alt for tidligt – samt den luns af en finger jeg fik snittet af under et besøg på den blinde måde, i min egen toilettaske.

Sagen er også at jeg venter på at Bloggers Delight skal fjerne reklamerne fra mit eget domæne så jeg kan få min blog tilbage og kan få foden under eget bord.

Til den tid har jeg nok ikke flere læsere – men det må jeg jo så leve med – indtil da, nyd jer selv og hinanden!

Jeg hører stemmer…

4 mar

Altså ikke på Jehanne D’Arc måden, hvor frankofil jeg så end er, men jeg høre stemmer på lydbog i bilen-måden.

Og det er IKKE altid at disse stemmer er lige behagelige at høre på!

For eks. – og som I ved er det mig meget imod ligefrem at hænge folk ud – men Mikkel Bay-Mortensen har en S-lyd liggende et sted på venstre side af sin tunge, og denne S-lyd falder ud af hans mund og direkte ind i min øregang på den mest irriterende måde, som faktisk gjorde det nødvendigt at slukke for “Sameland” – den lydbog jeg var ved at høre ham læse højt.

Jeg er sikker på at Smikkel derudover er et ganske udmærket menneske, med mange andre kvaliteter og evner, men oplæsning er nok ikke en af dem og jeg vil givetvis se mig om efter en anden adspredelse, såfremt han er på rollelisten på andre cd’er.

Med mindre det er en ballet.

Nu kan det naturligvis også sagtens have noget at gøre med kvaliteten af den CDafspiller af ældre dato, der befinder sig i det røde lyn, men den forhindrede mig ikke i, både at komme helt til enden af “Delhis smukkeste hænder” men også være i stand til at fokusere på selve historien, som var både spændende og lidt sørgmunter, i stedet for på oplæserens stemme.

Mikkel derimod, lød som om han havde nået morfar alderen, mindst, på grund af den der S-lyd. Derudover var det hele så monotont at det aldrig gik op for mig om det var Røje (jeg sværger – sådan udtalte han Roy) eller Leif der sagde noget. Nu er der ikke noget galt i at få læst historier højt af en morfar, men det passede hverken til historien eller udtalen eller – hvilket nok var det vigtigste – til min forventning.

Det var i grunden lidt trist.

Jeg var netop blevet færdig med mine 10 timer og 45 minutter i yderst behageligt selskab med en Peter Bøttger som højtlæser på “Delhis smukkeste hænder”, som gjorde at jeg ligefrem nød mine 40 minutters kørsel hver vej, og i den grad så frem til at kunne fortsætte med en ny lydbog.

Stor var skuffelsen derfor da oplevelsen blev spoleret af afhoppende S-lyde fra Mikkels mund.

Nu tør jeg ikke engang gå i gang med Paul Becker og “Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” og følgerne heraf bliver til et nyt blogindlæg.

Tre lydbøger – eller foreløbigt kun én. Og en fejlagtig reklame vil jeg nok sige.. Jeg bliv kun 1/3 godt humør indtil videre!

Jeg kom til at tænke på at der burde være en slags database med lydprøver af de forskellige oplæseres stemmer. Det findes ikke, eller også har jeg blot ikke fundet vej til det endnu.

Alt hvad jeg fandt var dette wiki-link http://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Lydbogsindlæsere hvor jeg til min allerstørste tilfredshed kan konstatere at Smikkel ikke er nævnt.

Men en slags evaluering ville være på sin plads. Men forskellige kriterier naturligvis. For jeg er godt klar over, at det som irriterer mig ved en oplæser, ikke nødvendigvis irriterer andre og vice versa.

Skulle der sidde nogen med gode erfaringer indenfor lydbogsoplæsere der ikke har løse “S”er på tungen, måtte de gerne dele deres høreoplevelser med mig så jeg kan får hørt nogle flere historier, da de 80 daglige minutter jeg tilbringer i min bil ærligt talt er en smule kedsommelige uden!

Tanker på en lørdag.

24 mar

Min kladdemappe er fuld – propfuld – af mulige blogindlæg, indlæg som aldrig kommer videre. Indlæg som enten aldrig blev færdige, fordi tiden gik, eller fordi det er for tunge indlæg, som måske ikke helt hører til på Kong Mor. Men nogle af dem bliver ved med at komme tilbage og kræve min opmærksomhed.

Det er fordi Divaen har smækket en 80er opsamlings CD i bilradioen.

Den er sikker hver gang. Så snart jeg hører ”Do you realy want to hurt me” bliver jeg i tankerne sendt tilbage. Tilbage til en skole, hvor yndlingsbeskæftigelsen var at mobbe en pige. Tilbage til et år, hvor jeg prøvede at gøre en forskel.

Jeg har sjældent set så meget ondskab samlet på et sted. Hun blev drillet på grund af sin familie. Og at pigen er i live i dag, er ikke klassekammeraternes skyld.

Sikkert heller ikke min. Jeg turde nemlig ikke sige til dem, at de var modbydelige og umenneskelige. Jeg kunne ikke få dem til at stoppe. Jeg turde ikke engang prøve. Men jeg kunne være sammen med hende indimellem. Og det var jeg så.

Hun var en meget sød pige. Alvorlig, og lidt tilbageholdende af natur, men sød og sjov. I starten meget mistroisk. Hvilket jeg ikke kunne fortænke hende i.

Men efterhånden håber jeg hun stolede på mig. Vi hyggede os sammen. Sov sammen, fnes sammen, åd spandevis af pasta med ketchup og gjorde alt det, som piger på 13 gør.

Og vi hørte musik sammen. Og hun elskede Culture Club. Mest af alt ”Do you realy want to hurt me”. Den kunne vi høre om og om igen.

Meget trist symbolik i den titel, men det ser man måske først som voksen.

Slutningen af dette indlæg, er blevet skrevet om mange gange.

Jeg kunne naturligvis godt insistere på at mobning ikke skulle finde sted. Det ville være halsløs gerning, for selvom alle officielt er enige med mig, så er der jo mennesker som enten har mobbet, eller som stadig gør det. På trods af at de tager afstand fra det. Så det vil jeg ikke skrive.

Jeg vil heller ikke skrive, at jeg ikke håber pigen læser dette. For måske ville hun føle sig udleveret. Eller blive mindet om en tid, som ikke var rar. Så det vil jeg også lade være med at skrive.

Jeg burde heller ikke fortælle jer at en af hendes plageånder en dag tissede i bukserne. I 7. klasse. Jeg hjalp hende med at skjule det våde tøj, lånte hende noget tørt og fortalte ingen om hendes skamfulde tårer. Hun fortjente det ikke. Så den historie tror jeg faktisk at jeg vil have med her.

Og så jeg vil bede jer om, aldrig nogensinde at se på mobning uden at prøve at gøre noget.

Hvem ved, det kunne måske gøre en forskel?

DØD over nissebamsen..

13 dec

Nu får jeg nok ingen julegaver og musene kommer tilbage med deres fætre eller hvad ved jeg, men HELT ærligt hvad er det med den åndssvage nisse som hjemsøger samtlige hjem med børn under 10 år?

Mange pædagoger har vel selv børn, så hvorfor GØR de sådan noget, ved sagesløse familier??

Det er ikke andet end en lang opremsning af hvor brilliante forældre der er i børnehaven, gerne med billeddokumentation, som ville kunne enhver julereportage i Bolig Liv til at blegne.

Ren reklame for uhyggelige overskudsforældre, som har masser af tid til at lave pebernødder med den ene hånd, alt imens den anden hånd laver et råhvidt juletræ af de der famøse 17 piberensere og en økologisk mælkekarton, pyntet med bladguld.

Og så strikker de da bare en ny garderobe til nissen når ungen er lagt i seng.

Så hav’ dog lidt omtanke for andre? Jeg har aldrig nogensinde mødt et menneske som ikke hader denne nisse inderligt. Okay så, Mrs. Perfect – hende som altid får dig til at kigge ned af dit tøj, for at tjekke at du ikke har mystiske pletter, eller birkes imellem tænderne.. Hun synes muligvis det er morsomt at få den lede nisse med hjem, så hun kan promovere sine egne kreationer og umenneskelige føromtalte overskud.

For pokker da – så afliv den eller lad forældrene selv skrive sig på en liste OM de gerne vil have den tåbelige og usandsynligt ulækre og fedtede bamsenisse med hjem.

Bare tanken om alle de bakterier der er syltet ind i dens snaskede tøj gav mig kvalme, så den startede som regel sit ophold på matriklen med et tiltrængt bad.

Ingen af mine børn har i øvrigt været særligt begejstret for at få den med hjem.. og nu er jeg forresten heldigt sluppet, antallet af børn taget i betragtning, idet nisser bestemt ikke har gjort deres indtog i det franske land, hvorfor vi slap for den til de to store, men desværre har både Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn gået i børnehave, og haft den ene ækle dims med hjem, efter den anden.

Og netop som man tror at man er sluppet fri af børnehavenissens klør, så kommer dens fætter, børnehaveKLASSEnissen og forlanger at blive underholdt – med tilhørende fortælling som skulle få H.C. Andersen til at blegne.. For slet ikke at tale om deres gode ven SFOnissen.

Jeg foreslår kidnapning, tortur og noget syre til at slette alle spor.

Og så i øvrigt en opfordring til pædagoger i det ganske danske land: køb en julebog og læs op for børnene, hvis I mangler inspiration.

%d bloggers like this: