Åååårggggghhhh

For pokker da også..

Mit kamera opfører sig mærkeligt. Jeg tror desværre det er uhelbredeligt.

I hvert fald vil det ikke tage billeder.

Så jeg kan ikke vise jer vores kage.

Som ikke var en søndagskage men en fredagskage – i anledningen af Helligtrekonger. Jeg kan vise jer en fra sidste år. Det kan I naturligvis ikke se, men det føles alligevel lidt som snyd.

Men jeg kan da fortælle historien om hvordan man spiser ”Kongekage”.

Der findes flere slags. Nogle er bløde og brioche-agtige, andre – som vi bedst kan lide – er lavet af to lag butterdej, med en slags fyld lavet af mandelmel og det smager helt afsindigt godt.

Jeg ved at der findes en fransk bager i eller omkring København – han laver den slags kongekager, som i stor stil bliver fragtet land og rige rundt for at franskmænd og ligestillede (MIG) kan få ædt sig en pukkel til i Galette des Rois, til gatherings i diverse franske klubber i løbet af januar.

Den spises på følgende måde: Den yngste i familien..

– altså dette risikerer at blive ret morsomt når Gårdmand Bjørn er 19 og måler 194, har en kampvægt på 80kg og skal prøve at mase sig ind under spisebordet.. Nå – den tid den sorg.

I hvert fald er det familiens yngste som skal ind under spisebordet, mens man skærer kagestykker ud. Så bliver junior spurgt hvem der skal have det stykke man har i hånden – og således får alle et stykke kage efter juniors anvisninger.

Yngste familiemedlem kommer op til overfladen igen og så spiser man. Man skal bare ikke tygge igennem, idet der er gemt en porcelænsfigur inde i kagen og som gerne skulle befinde sig inde i et af stykkerne.

På bedste mandel i risengrød eller l’amande-vis.

Og for at undgå at man kan se figuren når man skærer kagen ud – den er jo ikke ligefrem usynlig – så sætter man junior under bordet, for han kan ikke se kagestykkerne og dele dem ud uden snyd.. Smart ikke?

Skulle man være så heldig (det er jo som man tager det) at få porcelænsfiguren i munden, spytter man den for alles bedste ud igen med det samme, og inkasserer den medfølgende kongekrone af pap.

Og så er man konge for en dag – og skal i øvrigt stå for indkøb af næste omgang Galette des Rois.

Det er betydeligt mere behageligt end det lyder.

Billedet er som sagt fra sidste år. Da den for en gangs skyld er hjemmelavet er den ikke så fin som den vi fik i fredags.

Men som sagt er mit kamera døden nær.

Nytårshalløj

Jeg havde for længe siden besluttet mig for at jeg ville have fyrværkeri nytårsaften. Jeg havde jo set at nogle af de der tingbutikker, de sælger også fyrværkeri. Inde midt i butikken – jo jo!

Jeg gned mig i mine små fedtede fingre og glædede mig til noget fyrværkeri!

…

Lige indtil min elskede mand kunne meddele, at dette var pludseligt blevet forbudt indtil d. 2. januar. Og så kan det jo ligesom være lige meget, altså.

Og ingen, hverken First Man, brandmajoren eller politibetjenten havde lyst til at modsætte sig dette dekret.

Der sker nemlig ganske ofte det her i Frankrig, at utilpassede unge – det som almindelige mennesker kalder for møgunger – brænder biler af nytårsaften, plus minus 2-3 dage.

Der bliver sjældent nævnt hvor mange biler der bliver brændt, eller hvor henne, for de der tåbelige individer, laver en egen intern konkurrence om hvilken by der kan brænde flest biler af.

Og så stod man der. Foran rækkerne med fyrværkeri.. Som ikke måtte fyres af. Det var ganske uretfærdigt. Og jeg var noget harm.

Vi måtte derfor tage til takke med et par bordbomber tænkte jeg. Som jeg, ved en hurtig undersøgelse af markedet, fandt ud af slet ikke fandtes i Frankrig. Her må jeg nok erkende at Frankrigs position som yndlingsland #1 vaklede noget. En hel del faktisk.

Og alle mine bordbomber blev sprunget sidste nytårsaften. Ikke en eneste sølle bombe kunne jeg finde i gemmerne. Så rent ildmæssigt måtte vi nøjes med følgende:

Noget af et antiklimaks vil jeg nok mene..

Altså når man har sat næsen op efter noget. Men dog et kort oplyst øjeblik trods alt.

Der mangler også 90års fødselsdag. Og ja, jeg ved godt at det er fuldstændigt kikset at kunne lide den. Endsige se den. På højde med duge af nervøst velour, som – nu vi er i gang med de mere pinlige indrømmelser – også lå på bordet lørdag aften.

Jeg kan nu godt lide min hvide dug med gyldne franske liljer på, som udover at være ganske overordentlig nervøs, også er den eneste dug som er lang nok til at nå begge ender på bordet, når der er forlængerplade i den ene ende.

Men for at komme tilbage til den 90års.. så var der jo en læser som var så galant at sende et link til den bedre halvdel af ”Dinner for one” som den hedder. Med det resultat at hele familien stod mast sammen foran min skærm og fniste af genkendelsens glæde ved hvert skvat den kære James tog over tigerhovedet.

Hvorimod de franske gæster ikke helt fattede morskaben.

Denne situation har jeg dog været udsat for før, og kan måske konkludere at man skal være dansk – og plat – for at finde den slags morsomt. Og så igen, jeg har aldrig nogen sinde grint over ”Den eneste ene”.. Men det er måske ikke alle mine gener, der opfører sig danskt.

Da vi havde grinet af, var klokken næsten 24.00 og også her manglede der noget. Ingen rådhusklokker, ingen nedtælling eller noget..

First Man modsatte sig på det bestemteste, og til vores store ærgrelse, al hoppen i sofaerne. Folk indtog derfor kedelige og ganske ufarlige højder som trappetrin, pejsekant og dørtrin for at hoppe ind i 2012 – for hoppes skulle der.

Og de velopdragne franskmænd fulgte trop! Jeg tror faktisk slet ikke de tør andet, i mit selskab – men nu har de også kendt mig i mange, mange år!

Men det var alligevel en noget tam affære da klokken blev over midnat og nu var nu. Firkløveret blev rørende enige om, at nytårsfejring kunne franskmænd heller ikke finde ud af.

Men så skulle vi lære dem at lege pakkeleg. Og for en gangs skyld var alle med på den, og de endte med at gå op i legen med megen ildhu og entusiasme som indebar råben og voldsom kamp – og politiet trak endda kniv!

Vi, som vidste at den firkantede pakke med Dannebrog, indeholdt en pakke pejsetændstikker, grinte så tårerne trillede!

Det var en super hyggelig aften, bevares, men meget ”Nyborgaften” – som Gårdmanden sagde da han var lille – var der altså ikke over den.

Så meget desto mere grund til at glæde sig til næste gang.

Skal selv

Jeg ved godt, det mere er ”kan selv – vil selv” men da Divaen blev født, var det udelukkende ”skal selv” der var fremherskende, i vores lille franske lejlighed.

Der findes nemlig slet ikke mødregrupper, sundhedsplejersker eller andet djævelskab i Frankrig. Altså ikke i min verden – har man boet andre steder eller i andre byer, eller født på offentlige hospitaler – er det muligt det er anderledes.

Men altså, i min by var den slags – mødregrupper og lignende sekter – aldeles bandlyst, og gudskelov for det.

For det første har firkløveret set dagens lys på et slot. Ret blæret ikk’? Et slot – intet mindre – som huser en privatklinik. Mrs. Simpson og Edward har boet på netop det slot, efter de forlod England.

Det er i hvert fald et meget flot slot – og ret sejt at komme til verden på et slot i Versailles. Hvis man siger det hurtigt, tror folk endda at det er slottet i Versailles, hvilket det jo trods alt ikke er.

Der er heller i øvrigt ikke indlagt varme på slottet, og jeg vil have mig betakket for at føde til offentligt skue, som de havde for vane, dengang der altså blev født børn der.

Men tilbage til mit slot. Der var lyserødt sengetøj på barselsgangen. Dette var for at give de nybagte mødre en bedre teint.. Så vi ikke lignede æblegrød fra i forgårs. Ret betænksomt synes jeg nok. Og meget fransk!

Man blev heller ikke sparket ud efter et par timer. Fem dage hvis man var førstegangsfødende og fire dage hvis det var nummer mer’. Det eneste kriterium var at babyen skulle have taget på i vægt. Og mor måtte ikke have feber.

Så kom man hjem til sig selv og var der. Og man gik ikke i sort hjernelammende panik fordi ens mand tog på arbejde dagen efter. Eller fordi han ikke tog de 14dages barsel som han har ret til ifølge fransk lov.

Undskyld, det var lige et undrende opstød. Ikke surt overhovedet – kun undrende. For så svært er det altså ikke, at tage sig af en nyfødt.. Heller ikke hvis man har andre børn. Okay – indrømmet livet er lidt nemmere, når man har aupair ved nummer fire, og den ældste kun er seks år.

Det virker nærmest som om man bliver opdraget til at skulle synes, det er voldsomt svært at blive mor. Måske fordi der er så meget man skal leve op til, i forhold til de der mødregrupper og sundhedsplejersker.

Jeg skulle selv.

Og det var nu helt rart ikke at blive afbrudt hver gang man tog initiativ til noget omhandlende sit barn. Jeg har kunnet læse – og lytte – mig til horrible historier mine danske medsøstre kunne berette om.

Der var ikke nogen til at fortælle mig at babyer skulle have de der grimme huer på, eller at de ikke måtte få færdiglavet grød, fem måneder gamle. Om de skulle ammes eller ikke. Det måtte jeg helt selv bestemme. Og det gjorde jeg så.

Der var ingen risiko for at jeg blev tvangsindlagt til en mødregruppe, hvor jeg kunne sidde og føle mig utilstrækkelig, og ende med at blive usikker på alt hvad jeg faktisk allerede havde taget stilling til. Ingen strenge damer som kunne tvinge mig til at amme videre selvom jeg ikke havde lyst..

I ved nok.. overdrivelse fremmer forståelsen!

Havde jeg problemer, kunne jeg gøre ét af følgende: læse i en bog om børn, men de passer aldrig rigtigt helt, vel – og i hvert fald aldrig på ens egne børn? Så kunne jeg snakke med en veninde, eller ringe til børnelæge hvis jeg troede det var alvorligt, velvidende at franske børnelæger arbejder til kl. 19-20 om aftenen og hele lørdag formiddag. Naturligvis.

Men jeg lærte faktisk at lytte mest til mig selv.

Hvorom alting er, det gik fint og forbavsende smertefrit med at få børn alligevel – mødregrupper til trods!

Rå fisk og lakrids

De der julefrokoster.. Det virker som om hele Danmark er gået på stand by. Hvor jeg end vender mig hører jeg om julefrokoster.

Da jeg jo ikke har boet så mange år af mit voksenliv i Danmark er det virkeligt begrænset hvor mange julefrokoster jeg lige har været til.

Jeg mindes den første..

Det var meget morsomt idet jeg kunne tilbringe hele aftenen sammen med en kollegaveninde. Vi havde det sjovt, dansede og sang til et lokalt liveband, ingen lagde an på os og vi blev ikke så stinkende fulde, at det var ulækkert.

Året efter var det meget mindre morsomt. Det var for at sige det mildt dødssygt. Jeg tog hjem efter 1½ time.

Og sådan har de vist mere eller mindre været lige siden.

Ikke at jeg normalt hader at være til fest, for det gør jeg ikke. Jeg elsker fest og farver. Men jeg orker ikke fulde mennesker, som mener at de har fundet sandheden, subsidiært ser sig selv som guds gave til kvinder. Mænd med svømmende øjne som kommer og vil ”danze”. Eiiirk.

Nå – men hvorom alting er – jeg endte alligevel med at sidde og føle mig noget så snydt her for et par uger siden, ikke en eneste lille bitte julefrokost er på programmet hernede.

Og så fik jeg sporenstregs inviteret en masse mennesker til min helt egen private julefrokost i dag.

Lutter franske individer, og selve julefrokostmenuen er udelukkende dansk. Det skal nok blive sjovt.

Jeg har stegt frikadeller, kogt risengrød og bagt rugbrød i lange baner så jeg er helt ør i hovedet.

For de skal få rå fisk, kartofler smurt ind i karamel, snaps og rødkål, samt ris a l’amande så de segner. Og et lille tyrkisk peber får de også lov at smage.

Men jeg er sød og slutter af med gløgg og æbleskiver!

Og jeg som troede onsdage var kedelige

Næsten ligeså kedelige som lørdage – der sker intet i blogland om onsdagen. Og derfor kunne jeg putte et hvilket som helst kedeligt indlæg ind der. Som for eks. hvad vi fik at spise til aftensmad. Og endda noget så ordinært som suppe.

Og så vælter det ind med argumenter for eller imod melboller – hjemmelavede eller ej. Og det greb om sig, pludselig handlede det også om supper. Klare eller blendede.

Det havde ellers været et ret godt partiprogram, 27 timer i døgnet, ingen melboller, sol om sommeren og den slags vigtige sager.

Men jeg overgiver mig – melbollerne overlever.

Politik er alligevel slet ikke mig – også selvom jeg faktisk har cyklet med en som nu er minister – jooo – fint skal det være! Altså det var hun ikke da vi cyklede i fjernsynet, men alligevel!

Men nu det jo VAR onsdag i går – så kunne jeg jo egentlig godt fortælle om en jeg lige fandt. En blogger. Hun skriver tænksomt – hun skriver breve. Jeg læser med! I kan se hende her.

Så er det også i dag, sidste dag til den der giveaway jeg har. For i morgen er det jo min fødselsdag – og jeg skal have gaver, sang, halløj og ballade. Juhuu og hurra for mig. Kan nok ikke sove i aften!

Men altså – jeg trækker en vinder i løbet af i morgen og sender så en fantastisk pakke til den heldige.

Og så er det i øvrigt også denne torsdag hvor Beaujolais nouveau 2011 bliver frigivet. Jeg skal såmænd også til vinsmagning i aften. Tror godt nok jeg tager en termokande med, så jeg kan få mig en kop te. For nu er det ikke alle BeaujolÆser der smager godt, endsige er til at drikke. Overhovedet!

Foretrækker en Nuit Saint Georges.. (gad vide om dette afstedkommer samme ophidselse som suppen)

La soupe

Spis din suppe, ellers bliver du aldrig stor.

Franskmænd – alle uden undtagelser – er simpelthen vokset op med denne sætning sat på repeat i deres øresnegl. Hele vinteren spiser man suppe til aften.

Dermed basta – det står ikke til diskussion.

Det er gode tunge supper, med masser af grøntsager, kødkraft og gods i. De er som oftest blendede og smager skønt. Har intet at gøre med pulversuppe. Og dejligt nemt når man ikke lige gider finde på!

Men der er den hage ved det, at Gårdmand Bjørn ikke kan lide suppe. Han kan kun lide min jordskokkesuppe – det spiser han med glæde – og er absolut ikke til de tunge franske grøntsagssupper med kraft og smag.

Stor var hans glæde derfor i aften, da jeg legede tøm køleskabet. Det var nemlig tomt i forvejen. Ingen grøntsager at lave suppe af.

Men jeg fandt en rest kalvefond i fryseren og pjoskede et par liter vand og nogle terninger ned i en gryde. Et par håndfulde snittede grøntsager – ligeledes fra fryseren og så.. ohh lykke – to dåser danske kødboller.

Det er med kødboller, som med frikadeller og medisterpølse. Det er næsten umuligt at få lavet noget som smager ligesådan her i Frankrig. Jeg har prøvet alt. Men kødboller på dåse, havde jeg aldrig prøvet før. De kunne sagtens bruges i min suppe!

Og der var ingen melboller – som i øvrigt burde forbydes ved lov.

Men det var tæt på en dansk bouillonsuppe jeg overhovedet kunne komme. Og han spiste så det var en fryd – og sagde åh det smager bare så godt! Flere gange – og har har fået lommepenge – så det var ikke derfor.

De to andre maskuline indslag i familien var mindre begejstrede for det tynde pjask. Men vi var da fire som syntes det smagte vidunderligt, og så med rigtigt lækkert brød til.

Ikke et øje tørt!

Her dufter af

Og det er så IKKE rævepis og terpentin – nej for resten det var jo i forbindelse med smagen den der sang.. argh – om igen. Det jeg faktisk ville var, at sige på en morsom måde at:

Her dufter SKØNT.

Det faldt så lidt til jorden – men skidt med det.

Da vi var hjemme på øen i sommers, fik jeg min crockpot med tilbage. Den har jeg virkelig savnet!

Da jeg var ude og købe ind fandt jeg et par bakker udskåret oksekød på tilbud, som simpelthen lå og kaldte på noget rødvin og en crockpot..

Boeuf Bourgignon er vidunderligt når det begynder at blive koldt udenfor.

Og i min crockpot er det super nemt at lave. Først bruner man nogle bacontern, persille, hvidløg og krydderier som man holder af. Så vender man det hele i et par skefulde mel.

Tilsætter et par laurbærblade.

Dernæst bruner man kødstykkerne så de får lidt farve, og så op i en crockpot.

Hæld rødvin ved – og igen – jo bedre rødvinen er, jo bedre bliver maden. Det kan ikke nytte at bruge en dårlig rødvin, så smager Bourgignon’en også bare af dårlig vin. Og lidt bouillon så det hele er dækket af væske.

Så skal det simre i mange timer sammen med gulerodsstykker og perleløg.

Mums altså – med kartoffelmos og resten af den der gode rødvin – eller evt. en ekstra flaske! Det smager af hyggelige aftner med ild i brændeovnen!

Velbekomme!

Søndagskagen #15

I dag skal vi på en lille tur!

En rejse fra Paris til Brest (OG ja – man udtaler alle bogstaver i Brest – uagtet det pjat I har lært i fransktimerne!)

Men altså en Paris-Brest er faktisk en cykelkage. Det er vandbakkelse med en crème mousseline midt i,  som smager lidt af nødder, og drysset med mandelsplitter.

Den smager sindssygt godt. Sådan lidt sofistikeret fastelavnsbolleagtig.

Nå – for at komme tilbage til det med cyklen, så er der et cykelløb som blev startet i 1891 af en Pierre Giffard og for at fejre 20 året for dette cykelløb, bad han en konditor om at lave en kage som skulle ligne et cykelhjul..

Nogle steder bager man dem stadig med “eger” lavet af brødstrimler som dengang i 1910 da den første Paris-Brest kage så dagens lys.

I dag så den dagens lys – og mørke – på Æblebakken!