Tag Archives: Fransk skole

Hvordan man skal være..

3 jan

Nu stavning, ikk’? Det er ikke altid så nemt som det lige umiddelbart lyder.

Og jeg bliver jævnligt meget forbløffet over mine børns noget alternative måde at stave dansk på. Især de 75 % af dem – som rent faktisk læser hele tiden, det være sig på dansk, fransk eller engelsk!

For hvis jeg spørger Divaen hvordan hun staver til flæskesteg, og hun så siger: F L Æ S K E S T E G.. og jeg så spørger hvorfor i alverden hun IKKE skrev lige netop den bogstavsammensætning, men ”stej” i stedet for ”steg”.. kan hun ikke svare på det. Mærkeligt.

Jeg mindes også da Prinsesse Lyserød gik i første klasse, og de skulle fortælle om en oplevelse de havde haft – og hun skrev: ”Daen æfter va vi iæme” Den sætning stod jeg meget længe og kiggede på – indtil det faldt mig ind, at læse det højt.. Og så gav det besynderligt nok mening.. For mig altså – så sig endelig til, hvis det stadig er volapyk for jer, så skal jeg gerne oversætte!

Siden dengang, har jeg læst deres skriftlige mesterværker højt for mig selv, når jeg har været i tvivl.

Jeg vogter lidt over deres stavning. Det går nemlig ikke altid lige godt. Det er, til deres forsvar, ikke nemt at skulle beherske så mange sprog både mundtligt og skriftligt, men det er samtidigt så vigtigt at kunne stave, så det skal jo læres.

Så længe leve både skype og facebook!

Det giver dem mulighed for at skrive til Mormødre og Gudfædre når de har lyst (og tid) og det er supergod træning! Og ja, jeg ved godt de ikke må have facebook før de er 13 – men det er mig som har deres password..

Ved godnat seancen i går, kom jeg ind til Gårdmand Bjørn. Han sad og skrev i en lille notesbog han har. Han viste mig beredvilligt siden da jeg spurgte hvad han skrev.

En liste.

Der stod: Poesie, Sport, Engle, ES.

Jeg læste ordene højt. Og han så pludselig noget spekulativ ud. Jeg holdt derfor op med at læse, og spurgte om det ikke var det, der skulle stå.

Han sukkede og grinte lidt: ”Der skal bare ikke stå engle, det andet er rigtigt nok.” Han stirrede ned på de genstridige bogstaver. Han lignede en som ikke kunne forstå hvordan det ord lige var kommet der, når det nu var noget helt andet han oprindeligt havde skrevet.

”Så skal det måske være et ”A”?” sagde han, lidt usikkert.

”Det kan godt være” svarede jeg ”men det kommer jo an på hvad det var, du ville skrive”

”Anglais” [anglæ] kom det så. Han var stille lidt. ”Så er det jo nærmest skrevet ½dansk og ½ fransk” konstaterede han glad.

”Hvad er ES så?” spurgte jeg.

”Nåmn, det er education civique. Det er sådan noget hvor man lærer hvad man skal være. Det er ret spændende, hvis nu man ikke ved om man er et barn, så kan man lære det. Og hvis man vil være kriminel så får man også at vide hvornår man er det og hvad der er forbudt”

Jeg smilede og kunne fortælle ham at det hed ”samfundsfag” på dansk, men om man lige havde det i fjerde klasse i Danmark, tvivlede jeg på.

Der blev stille.. Og jeg ventede.

Så kom det, undrende: ”Ved man så slet ikke hvordan man skal være barn i Danmark?”

Special edition for Carolyn and Michelle

16 dec

Today, exceptionally, the blog is in English.

Jeg undskylder lige på forhånd – jeg har faktisk hele to engelsktalende læsere! Det synes jeg er ret godt klaret – så dagens indlæg er derfor på engelsk til ære for dem! Og skulle du få lyst til at læse noget andet så kan du læse kapitel 16 i julekrimien herovre – den har jeg nemlig skrevet!

I have heard that my blog is read – either by the doubtful help of Google translate – or by the valuable help from a Jane I know, by american readers.

So, that makes two English speaking people, or Americans to be exact, who dare to enter the world of King Mom on The Apple hill. Now that is a fact that makes me really proud. Imagine that two people actually want to get through the barrier of the weird Danish language to be able to read the stories of my funny life. That is just such a huge thing!

Unfortunately my English is far from being subtle enough to express what I do in Danish, and this text will have been corrected by my dear Fiona before popping up at your screens. Thank you Fiona – and HAPPY BIRTHDAY!

But as they honor me – I therefore have decided to dedicate today’s blog to Carolyn and Michelle – in English!

Hope you both can feel that I’m waving with both arms!!

Language is strange. And I do know that it is a tiny percentage of the brain that is being used in the spoken part of language. All the rest is body language, mimics and all the other funny applications the human body has stored on the hard disc.

The spoken – or in this case written – language tends to be very useful when wanting to communicate with aliens or other species such as Germans, Chinese or my two sweet Americans readers!

The funny thing about languages is that the more you know the easier it becomes to learn a new one.

Language is also useful when young people try to communicate with other youngsters from another country. Today I went to Caen with the Diva and some other pupils – not as a mom – but as the president of the parents association to assist at an award ceremony.

The reason of our presence at this ceremony was to be found in the annual exchange with another European school class. The school project done for this exchange was so fabulous that they won a prize.

First – for long and numerous minutes we were listening to men taking themselves very serious, before they got to the point – the young students in Calvados that worked hard on those prize winning projects.

The mayor even dropped by to congratulate the Diva and kissed her – the French way on the cheeks! She just didn’t know who it was until I told her..

Of course I chose that moment to make a complete fool of myself, and dishonor the whole school, not to mention my poor daughter.

By the end of these long minutes I had this awful tickle in my nose.

In fact I am sure that a mosquito bit me on the inside of my nose last night. It has driven me absolutely mad all day. The bite that is! Haven’t seen the shadow of any mosquito.

I have to say that it really is not very nice to have the inside of your nose tickling, not only does it tickle a lot, but the charm of having a finger up your nose every five minutes, is rather limited, if you see what I mean.

So trying to act like a lady with my fingers far away from my poor nose, I tried to concentrate on the speeches contemplating the different projects.

And then.. I could feel it coming. A sneeze sneaking up from behind! I really tried my best to retain it but it was so much stronger than me. And while my fingers were desperately seeking that funny spot where you can stop almost any sneeze, that very same minute the sneeze went off.

As my fingers were blocking both nostrils what happened was that an enormous sound spluttered out!

So embarrassing I can tell you.

Luckily I was standing in the back so no one really noticed that it was me, but still. The sound was hanging in the air for ages.

And the Diva immediately was sure it was me when she heard the sound, but then she dismissed the thought as totally ridiculous.

And the sound didn’t sound like a sneeze, not even a Danish sneeze, but more like someone snorted scornfully.

And that, unfortunately, is very international.

I år skal jeg ikke sidde på en for lille stol

9 dec

Altså.. når man har været så tosset at tillægge sig fire børn indenfor et tidsrum af seks år, så skal man til en hulens masse skolesocialt i Danmark.

Man skal til forældremøder..

Forældremøder foregår på den måde at forældrene til 80 % af de børn som går i klassen dukker op på et givent tidspunkt. Man bedes venligst bemærke at de forældre som allerhelst burde være tilstede – ikke er det. Men det er ikke noget nyt.. Man savner dem sjældent.

Så er der de forældre som fejlagtigt tror, at et fælles forældremøde skal bruges til at diskutere hvorfor lille Johannes ikke spiser sin madpakke, samt at Amalie ikke er så glad for at plusse.

Den slags forældre lærer nok aldrig at fatte, at vi andre er fuldstændigt flintrende ligeglade med hvad Johannes putter ind i sin lille mund, og hvad Amalie kan lide at foretage sig, samt at den slags diskussioner med fordel kunne henlægges til en privat samtale.

Det sker også ofte at folk vil drøfte indholdet af de andre børns madpakker. Det er sjovt nok de selv samme som IKKE vil have madordning. Mine børn har ikke taget skade af at komme hjem og meddele at Camilla får sygevat-krydderboller med nutella, med i madpakken hver dag, samt at Rasmus ikke gider at spise sine økologiske-klid-spelt boller med tofupostej.

Og jeg vil, til den sidste madpakke er smurt, fastholde min ret til at fodre mine børn af med begge yderligheder – såfremt det passer mig.

Nå, men man skal også finde noget positivt ved forældremøder. På firkløverets skole skal vi synge – og det er sjovt. Især hvis det er den lærer som sætter os i gang med noget flerstemmigt. Okay indrømmet – ikke alle synger lige godt, men det er saftsuseme hyggeligt!

Man skal også til skole-hjem samtaler eller tre-partssamtaler eller hvad skolen nu vælger at kalde dem..

Det er også noget for sig. Man tager derover for at få et indblik i hvordan det går med ens barn. Nu har jeg aldrig hørt andet, end at det går strålende. Og det kunne jeg selv konstatere, ikke altid var tilfældet. Men det gik alligevel lige strålende hver gang.

I skrivende stund er Zorronaldo og jeg netop kommet hjem fra en times ”mød-dit-barns-lærer” i det som svarer til 9. klasse: Man skriver på en lille seddel hvilke lærere man gerne vil møde, og så får man en fast tid med klasselæreren og resten må man stå i kø for at se.

Man får mange gode informationer på denne måde. Og løsninger til eventuelle problemer.

Som for eks. at Zorronaldo laver ballade i engelsk selvom han er dygtig. Vi fandt ud af at det er fordi han keder sig, så nu får han flere udfordringer og mere frihed.

I fransk havde læreren fundet ud af hvor vi skal sætte ind for at sikre at han får sin afgangseksamen, og klasselæreren ville høre hvilke planer den unge mand har for næste år.

Denne metode er en anelse mere brugbar, end ”det går rigtigt godt, han er en sød dreng og en god kammerat” For det ved jeg jo godt selv. Men der er jo ikke andet for end at jeg må skynde mig hjem og lære dem hvordan det OGSÅ kunne gøres.

Sidst men ikke mindst, så skal man til juleklippe-klistre..

DET er heller ikke så grinagtigt som man gerne vil gøre det til.

Man skal deltage aktivt og enten stå bøjet over et vaffeljern i tre stive klokketimer, eller klippe julepynt med en arm, mens man prøver at undgå at lillesøster æder en limstift, samtidig med at man trøster et frustreret barn som bare aldrig lærer at flette et julehjerte, og man fristes til at synes at det ved gud også kan være lige meget, siddende hjælpeløs på en alt for lille stol som man ikke kan rejse sig fra, når det endelig er tid til at man sammen med to andre, skal feje papirfnuller op efter 17 forældre og 35 børn som på mystisk vis har været kloge nok til at fordufte, før det var for sent. (jeg trækker lige vejret)

Alt dette gange fire.

Det har jeg svært ved at se det sjove i, hver evig eneste år..

Fast inventar

28 okt

Jeg var jo lige lærer igen. Ikke vikar denne gang. Men derimod indkaldt for at hjælpe til ved en emnedag..

Jeg lader den stå et kort øjeblik..

Ren blær – helt ærligt! Jeg ender måske med at blive ansat?

Utroligt.

Jeg har nemlig altid sagt, at jeg ikke ville være lærer, fordi.. selvom jeg har fire dejlige unger, er jeg ikke ret god til andres uopdragne børn.

Så.. Nu har jeg været tilstrækkeligt vag til at man ikke kan sætte navn på – ej heller blive fornærmet på egne og andres vegne. Over det med de uopdragne.

Jeg er ikke en horribel heks, som hader børn, og mine egne børn er ikke kuede stakler som dårligt tør ånde frit i deres forældres nærhed.

En ting er at børn er frække indimellem. Helt fint. Men jeg har det bedst med at være sammen med børn, som ved hvornår det er nok. Det er langt fra alle som har den evne!

Første gang jeg blev inviteret over på skolen, var det som vikar. Anden og tredje gang var det fordi børnene havde fået chancen for at opleve noget spændende, og skulle igennem byen til fods, og da det er noget af en mundfuld for en enkelt lærer, gik jeg med.

Fjerde gang – det var så i torsdags – før ferien altså.

Der skulle være emnedag. ”Kroppen i kunst”.

Først skulle de vide lidt om kunsthistorie som, mystisk nok, er et meget vigtigt fag i Frankrig. Det tæller faktisk til deres afgangseksamen og hvert år bliver eleverne, fra børnehaveklassen, evalueret i deres kunnen om kunsthistorie. Denne evaluering, igennem 9 års skolegang, er deres endelige karakter.

Så vi var en tur omkring filmsalen, hvor de så en sort/hvid stumfilm med Chaplin – den hvor han bokser. Og de grinede så de var ved at tisse i bukserne.

Så skulle vi se lidt med Mime Marceau – vi er jo i Frankrig – lidt Harlekin og Pjerrot og placere dem tidsmæssigt i forhold til hinanden. Det var forresten ret sjovt med Pjerrot. De kunne ikke finde noget youtube klip med ham. Så jeg foreslog at vi tog ham der bor på Bakken – og det gjorde vi. Og så stod vi ellers og betragtede Gårdmand Bjørn, for at fange hans reaktion på at der blev talt dansk!  Der gik 18 sekunder før han rettede sig op med et ryk og så meget opmærksomt på skærmen, da det gik op for ham at han forstod hvad der blev sagt!

IMG_5515

Tilbage i klasserne var tre værksteder gjort klar: det ene handlede om det man kan udtrykke med sit ansigt. Der blev taget billeder af børnene når de mimede glæde, angst, sorg og overraskelse. Forbløffende svært for nogle.

I det andet værksted skulle et barn ligge på et stort stykke papir og tre andre skulle forme kroppen, tegne den og male den. Formen på papiret altså – ikke det barn der lå på det. Selvom det næsten kunne komme ud på et.. Trods kitler og malertøj!

IMG_5530

I det sidste værksted – med mig ved roret – skulle de tegne hinanden i en bevægelse, og modelere denne bevægelse i sølvpapir.

Svært for mange at få formidlet deres tanker ud i hænderne. Men alle fik lavet en skulptur de var glade for!

IMG_5520

Til sidst blev der samlet op på det hele, hvad havde de lært? Og det var dejligt at høre de små mennesker fortælle om hvordan man kan kommunikere uden ord, blot ved at bruge sin krop.

IMG_5522

En helt igennem fantastisk dag.

Ender næsten med at ville være lærer, når jeg engang bliver stor..

Mit korte liv som lærer

23 sep

Okay, de 22 skolebørn overlevede uden problemer og jeg tror heller ikke de får varige men. Jeg havde derimod nærdødsoplevelser af træthed, da jeg fik losset sidste elev ud over rampen.

Muligvis var det adrenalinen som forhindrede mig i at falde om i løbet af dagen. Jeg kunne lige akkurat lave pizzabøffer til aftensmad – overlod opvask og oprydning til resten af den kongelige familie, og skulle SÅ meget i seng med hønsene.

Nå.. Status. Der er virkelig en grund til at jeg ikke er lærer. Okay, retfærdigvis skal det siges, at der er en lidt større grund til det, i Danmark.

Men jeg er lige præcis ikke lærer, fordi jeg ikke kan udstå at skulle skrige og råbe og forlange ro og høflig opførsel. Jeg er nemlig forfærdelig streng, og siger ting én gang. Og advarer om at næste gang falder hammeren. Og det gør den altså. Hammeren altså.

Nå, men for nu at vende tilbage til min korte men gloriøse karriere som skolelærer. Det gik faktisk forbavsende godt.

Jeg fik udleveret de 22 unger iført madpakker, der glædede sig voldsomt til at holde skovtur på en asfalteret skolegård. Så det gjorde vi.. Kunne igen konstatere at jorden er meget langt nede, når man som ældre dame over 40 skal helt ned og sidde på den.

IMG_5410

Først gik vi en tur. Ned og besøge den der giga-kirke i vores baghave. Sammen med et par andre klasser. De fik udleveret nogle børnehaveklasser som de skulle have styr på.

Regnede lidt med at det ville udmatte dem. Ikke umuligt at overskue og de gik faktisk pænt.

Tog fejl. Med det der med udmattelsen. Eller jo, JEG blev udmattet, de struttede bare af energi og foretagsomhed.

IMG_5415

Vel hjemme igen startede løjerne..

Jeg fik dem bænket og de fik udleveret hver deres ark hvor de skulle skrive tabeller.

Og ohh – det var helt roligt. Der blev småsnakket ligeså stille. De sad i små grupper på tre og fire og kunne småsludre og arbejdede godt sammen.

IMG_5421

Jeg kunne gå rundt og hjælpe hver enkel uden at skulle tænke på at de andre så ville lave ballade eller larme. Og da de var færdige fik de et andet opgaveark, som deres lærer havde efterladt til dem.

Smukt altså – ren brølende hjort ved skovsø og ikke et øje tørt.

Da der var 30 minutter tilbage af dagen, bad jeg dem pakke sammen – gav dem et stykke papir de kunne tegne på eller lade være – og læste højt for dem af den bog jeg havde med.

Og så – mirakel – ikke en lyd. De var musestille. Nogle tegnede, andre sad bare og lyttede.

Det var en fornøjelse – og de fik pakket sammen – alle havde styr på hvad de skulle. Nogen tømte papirkurv, andre tørrede tavle og fejede gulvet, en vandede deres planter og et par stykker delte de hæfter ud, der skulle med hjem til dagens lektier.

Beklager – for jer altså – at der ikke er afsindigt morsomme episoder med hyperaktive børn som kravlede på væggene, og mig som hylende rendte rundt efter dem. Der har uden tvivl været yderst grinagtige tildragelser – men det har nok været mig som har været leverandør til disse.

Lad mig sige det sådan – de var nok ikke helt vant til min noget anderledes måde at tale på. Mine kommentarer til dette og hint, affødte da også et par fnis og stirrende blikke.

Nogle af jer har spurgt til Gårdmand Bjørn – om han overlevede den tort at blive udsat for sin egen mor, som vikar.

Efter at have givet mig nøje dessiner for, hvordan jeg skulle komme ind og præsentere mig for klassen, og så i øvrigt huske, ikke kun at tage ham når han rakte hånden op, kunne han ved aftensmaden, glad og veltilfreds meddele, at jeg havde klaret det fint og ingenlunde blameret mig. Der var endda nogle der havde sagt at jeg var sød – og gerne måtte komme igen.

Så også han, overlevede en dag i skole med sin mor!

Jeg sluttede som sagt med at udlevere de 22 til deres respektive forældre, og kravlede så hjem med krydsblik af træthed.. Og var meget glad for at jeg ikke skulle starte forfra i dag.

Vikaren..

22 sep

Ja jeg har godt set filmen, så der er helt klart noget at leve op til.

Sagen er nemlig den, at jeg skal være vikar i Gårdmand Bjørns klasse. (At de tør)

Sådan rigtig vikar. Ingen fare for at jeg falder i søvn i eftermiddag, eftersom man i den franske underskole kun har 1 lærer, og dermed er jeg vist både fransklærer, matematiklærer og noget andet lærer fra 12 til 16.30.

I tirsdags da vi fik udleveret vores afkom, tog klasselæreren (som også er direktrice for underskolen) fat i mig, og spurgte om jeg kunne være vikar for hende på torsdag, da hun var blevet kaldt til et vigtigt møde.

”Øhbøøh, åh nej, hjælp” var min første tanke, mens jeg fornemmede at jeg smilte til hende og hørte mig selv sige ”jamen naturligvis da”.

Var jo også lidt stolt over, at hun overhovedet turde overlade 20 små franske unger på 9 år, til mig i flere timer!

Det er altså lidt synd for dem – og det var aldrig gået i Danmark. Jeg er ALT for streng. Men det er franske unger jo mere vant til, så mon ikke det går.

Så meldte spørgsmålet sig: HVAD skal jeg dog lave med dem? Jeg er jo netop IKKE uddannet lærer og bliver det heller aldrig. Men så er det jo godt at jeg har fundet denne guldgrubbe herovre i Skolestuen.

Idéer og materiale lige til at låne! Dejligt når man sidder lidt fortabt i et fransk system og skal have noget inspiration til danskundervisning, så de ikke er gået helt i stå, når vi engang kommer hjem igen.

Nu er det ikke franskundervisning jeg leder efter i dag, men derimod matematik.

Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget af at vove mig ind i de filtrede regler for, hvornår noget hedder hvad, i den franske grammatik. Jeg kan som regel høre hvornår det er rigtigt, men jeg ved ikke hvorfor.

Jeg fandt nogle matematik ark som skal udfyldes, men det kræver at man kan sine tabeller op til 10. Det tager man åbenbart ikke så tungt i en dansk skole, men i Frankrig skal det sidde på rygraden.

Dernæst fandt jeg en skøn bog som Firkløveret har elsket, ”La Cabane Magique” af Mary Pope Osbourne. Det er søskendepar som kravler op i en hule i et træ, og bliver sendt tilbage i tiden. I nr. 1 bliver de sendt tilbage til en verden beboet af dinosaurer og skal selv finde ud af hvordan de kommer hjem igen.

Og så bager jeg noget bestikkelse i form af verdens bedste cookies. Så går tiden nok alligevel. Jeg kunne også æde en høne..Sådan for underholdningens skyld.

Tror jeg sover godt i nat..

Intet varer evigt..

7 sep

Og slet ikke stilhed, for lige pludselig var de hjemme igen. Og så var freden definitivt forbi.

De ævlede i munden på hinanden om lærere, kammerater og lektier i vild forvirring. Det endte med at jeg måtte indføre taletid – for med den begyndende demens jeg plejer i stilhed – var det mig komplet umuligt at holde rede i hvem der havde matematik med hvem og hvem der havde haft grønne sko på til røde bukser.

I det store hele er det gået fantastisk. Når jeg tænker på skoledag 2 sidste år, hvor jeg kunne skrabe 3 grædende børn op og én som var gået i total panik og mest var holdt op med at trække vejret, så er det jo en vis forbedring.

Gårdmanden har I hørt om – og jeg er holdt op med at spørge – for han er glad. Færdig.

Prinsesse Lyserød havde en mindre krise idet hun var blevet skilt fra sin bedste veninde, da der blev lavet klasser og det var jo noget nær en katastrofe. Jeg sagde til pigerne at de jo måtte snakke med lærerne om det og se om det kunne lade sig gøre at ændre noget. Søreme om de ikke var lydhøre for pigernes meget åbenlyse sorg, og fra torsdag er Prinsessen igen at finde i samme klasse som bedste veninden! Hurra for det!

Zorronaldo har intet at brokke sig over.. Hvilket i sig selv er noget af en bedrift. Han er glad for alle sine lærere, synes at klassen er god og er i det hele taget vældig tilfreds med livet, bortset lige fra det faktum at han er forment adgang til en fodboldbane i meget lang tid endnu, på grund af det forbistrede kraveben som kun langsomt vokser sammen.

Divaen er ved at komme sig over chokket over gymnasiet. Aldrig har hun sat sine ben på så stor en skole. Der er ca. 190 elever i 1. G – fordelt på 5 klasser. Ja, der er 37 i hendes klasse. Og så har jeg ikke engang talt 2. og 3. G med.

Hendes lærere virker søde, og kammeraterne ligeså!

Så alt i alt er status at de er glade for at komme i skole alle 4 og det var lige alt hvad jeg kunne tænke mig.

Nej jeg kunne også godt tænke mig et job som kunne give nogle penge, for det ligger lidt tungt med det, og så kunne jeg også godt tænke mig en skæremaskine. Altså sådan en som kan skære rugbrød. For de skiver jeg får klampet ud på deres tallerkner er ikke højt i kurs.

Men altså.. Nu hvor skolestarten er gået over al forventning så bare et lille job og en skæremaskine så skulle det vist være der!

%d bloggers like this: