JAM..re

Er “maj” baglæns. Og hvis ikke snart temperaturen i dette land bliver højere så går min sirene i gang.

Den koldeste april siden jeg ved ikke hvornår.

Til hvad nytte?

…

Nå.

Men der er nogle ting jeg ikke har tænkt mig at jamre over. Jeg er nemlig blevet fastansat. Fra i dag!

De er ikke rigtigt kloge, men jeg har også prøvet at holde mig i skindet så måske er skadens omfang ikke helt gået op for dem endnu.

Jeg jamrer heller ikke over mit badeværelse med gulvvarme.

Jeg har ikke glemt mine to vintre i en kummefryser.

Det gælder om at tænke positivt.

Så nu vil jeg skynde mig at tage min varme frakke på 1-0 til kulden, og køre 50 km 1-0 til CO2.

Men jeg skal på arbejde som fastansat 1-0 til mig, jeg er midt i “Vejen til Jerusalem” som Paul er så venlig at læse for mig 1-0 til mig..

2-2 altså..

…

Men jeg skal noget spændende i weekenden, selvom jeg ikke ved hvad det er – så 3-2 til MIG!

 

Spring’er vi bare over til vi fall’er?

Beklager den “danglishe” overskrift, men det er sådan jeg har det. Jeg tror på at fordi jeg nævnte ordet forår i lørdags, hævnede det sig og gav sig til at sne søndag. Og nu er jeg overbevist om at vi kommer til at gå direkte fra forår til efterår.

Vintergækker i sol.

Og jeg gider ikke helt det pjat længere. Nattefrost d. 9 april.

Det er ikke fair..

…

FORÅR – NU!!

…

Kan man ikke godt lockoute vinteren?

Fordele og ulemper ved nattøj

Nu slipper alle familiehemmelighederne ud, for her kommer endnu en indrømmelse.

First Man sover næsten altid uden nattøj. Endda uden noget tøj.

Det er der sikkert mange mennesker som også gør. Kun når vi har haft aupair eller andre sarte gæster, har han accepteret at sove med nattøj, for at undgå katastrofale situationer.

Jeg sover med nattøj; jeg får forfrysninger, selv om sommeren, når jeg afklæder mig den slags nattøj som dækker skuldrene. Ikke alene fordi det uanset hvad, bare er koldere klokken 04.37.

Men også som et resultat af at nogen, som ligeledes sover i sengen, snorker. Og kommer jeg til at vende ryggen til ham i løbet af natten, kun iført noget med stopper og uden ærmer, så får jeg kolde pust imellem skulderbladene, ofte akkompagneret af nogle grynt.

Sommetider kan jeg i søvne ignorere denne ret kraftige lydkulisse, men er jeg samtidigt under bearbejdning af de kolde pust som ledsager lyden, så vågner jeg. Gnaven og frysende.

Og det er ikke en ret god kombination, derfor sover jeg med nattøj også om sommeren.

Grunden til at jeg har behov for at dele disse oplysninger med hele verden, oplysninger som ingen rigtigt har brug for at kende, er at der i mange år, søndag morgen, været mest trængsel i min side af sengen.

Tumultagtige tilstande mestendels skabt af besøgende børn. Meget sjældne gange også en hund, som bestemt mener at den bør tage del i festlighederne. Jeg er til hendes store fortrydelse, aldrig enig med hende.

I hvert fald, det er min side af sengen som står for skud. Og sådan har det været det i mange år.

I går morges var ingen undtagelse: først kom Gårdmand Bjørn. Han gav sin far et knus ledsaget af et godmorgen, og omgående fortrak han over til mig. Da First Man skulle ud og løbe en lille tur forsvandt han fra sengen. Men Gårdmand Bjørn blev liggende på min side.

Dernæst ankom Prinsessen og hun skulle absolut også ligge under min dyne. Med kolde tæer. Af en eller anden grund så bliver kolde tæer meget lidt charmerende når de overstiger størrelse 32.

Derfor bad jeg dem begge om at forlægge residensen til First Mans halvdel, nu han ikke selv optog pladsen længere.

Så blev der stille. Mit forslag huede dem ikke. Adspurgt kunne de meddele at det var helt afsindigt klamt at skulle ligge der, under deres fars dyne, fordi han ikke sov med underbukser på.

…

Og jeg måtte forsikre dem for, at for det første havde deres far for en gangs skyld sovet med natbukser, samt at sengetøjet var helt rent, så de kunne sagtens ligge under hans dyne uden at blive besudlede.

Desuden er han ikke syg og han går faktisk i bad hver dag, så graden af klamhed er rimeligt begrænset.

Børn er altså så sarte!

Okay AFLEVER.. NU

Hvem end der har taget mine krøller, bedes de venligst aflevere dem igen.

Jeg lover frit lejde og jeg behøver heller ikke at vide hvem det var. I kan bare lægge dem ved siden af min hårtørrer, så finder jeg dem nemt.

Jeg savner dem nemlig.

Rigtigt meget altså.

Jeg har modsat så mange andre, aldrig brokket mig over dem. Jeg har passet og plejet dem, gjort stads af dem og lejlighedsvis endda puttet glimmer i dem.

Og nu er de VÆK.

Helt væk.

De begyndte at forsvinde sidste år i oktober eller november. En efter en. Det er muligt de har fundet huset for koldt, og de har taget flugten af frygt for at fryse til is og knække af. Men de kunne jo have snakket med mig om det først. Jeg ville gerne have gået med hue allerede sidste år..

Der er naturligvis håb om, at de bare er taget hjem til øen og har gemt sig der. Så skal jeg bare have lokket dem frem igen. Med bestikkelse i form af lækker shampoo og måske endda en klipning af Heidi. Når jeg har sparet op.

Hvorfor er frisører i øvrigt så afsindigt dyre i Danmark? Helt ude af proportioner. Det er sådan helt kinesiske tilstande: noget der koster 1/3 af ens månedsløn-agtigt.

Et frisørbesøg ligger sådan et sted mellem 8-12 % af hvad mange tjener om måneden, ja jeg har endda hørt om meget dyrere steder i Storstaden – grotesk er det.

I Frankrig er vi nede på ca. 2 % – for samme ydelse.  Jeg ved godt, lønninger og skat og den slags ikke er ens, men alligevel – frisørbesøg i Danmark er dyre.

Men altså for nu at komme tilbage til Heidi, hun er sød, og så er hun bare så dygtig. Hun tror så også på – som den eneste lige nu – at jeg overhovedet HAR krøller.

Må vist hellere begynde at spare sammen.

SMELT SÅ

Jeg er ret træt af sne. Og kulde.

Jeg vågnede kl. 04.00 og hundefrøs. Simpelthen.

Spekulerede på om et vindue stod åbent, eller om der eventuelt lå en snemand ved siden af mig.

Det var ingenlunde tilfældet. Men, mens jeg lå der og prøvede at samle mod til at lette dynen, forlade min lunkne seng for at lokalisere problemet, syntes jeg der manglede noget.

En brummen. En slags Peter Plus-agtig brummen. Den slags brummen som for eks. et oliefyr, plejer at lave.

Den manglede bare helt i mit natlige lydbillede. Der var helt stille.

Mange farverige bandeord, kom ud væltende ud mellem mine klaprende tænder, for godt nok er huset koldt i forvejen, men SÅ koldt plejer det ikke at være.

Jeg kom til at skubbe hårdt til First Man sengen for at få at vide hvilken knap man skulle trykke på for at genstarte det brummende monstrum.

Jeg gik ned – trykkede –ventede. Ventede lidt mere. Trykkede en gang til.

Det skete ikke en skid.

Jeg gik op i seng igen, og lagde mig tungt, stønnede med ekstra lyd på og frøs med anstand.

First Man som nu tilfældigvis også var vågen, gik straks ned og tjekkede hvad jeg havde gjort forkert. Den slags bringer mig normalt op i et lettere orange felt, men i nat – kl. 04.37 gjorde det mig slet ikke noget.

For han fik overtalt fyret til at gå igang igen. Omend lidt haltende. Men dog til at spytte 13 grader ud i stue og køkken.

Jeg nåede dog, ved hjælp af min Zibro, at få termometeret til at kravle helt op på 16 grader, da det var tid for Firkløveret at stå op.

Nu venter vi på en sød blikkenslager, med et overskæg som manken på en tibetansk pony, som kan tale med brummeren og måske fravriste den en grund til at den er blevet sur. Og gøre noget ved det.

Det er meget muligt at brummeren fryser – det gør vi andre også. Hue eller ej.

Og så var det at jeg drømte om mine elskede kejserliljer i haven hjemme på øen.

Og om mine kaprifolier.

Venter i mellemtiden på at sneen kommer på bedre tanker, og forføjer sig til et sted hvor man ville sætte pris på den, oppe på noget indlandsis, eller et eller andet sted down south. Hvor som helst faktisk..

Bare ikke lige her.

En tur i istiden

Jeg fryser. Rigtigt meget.

Og nu har vi ikke alene kulde, vi har også fået sne. Meget sne. Og det er koldt. Ellers var det ikke sne. Nu er jeg ikke ret meget til sne. Og slet ikke på Æblebakken.

Det er nemlig sådan at Eventyrhuset ikke er isoleret. Det handler ikke om at det er dårligt eller mangelfuldt isoleret.. Næ, det handler om at huset overhovedet ikke er isoleret. Nogle steder er der klistret en gipsplade direkte på muren, andre gange er der kun muren med de – bevares – flotte sten.

Et skønt hus om sommeren.

..

Men det ER ret køligt når temperaturen når under køleskabsgrader. Og endnu køligere når det sner.

Da ikke ret mange af vinduerne kan lukkes korrekt, suser det også lidt ind her og der. Alle disse forhold, gør at huset holder en gennemsnitstemperatur på omkring 15-17 grader, alt efter hvor i huset man befinder sig.

Ovenpå i de to børneværelser og i vores soveværelse er der nogenlunde til at holde ud at være, heldigvis, men nedenunder er der bare koldt. Faktisk tror jeg ligeså godt, vi kunne bo i et telt når det er rigtigt koldt.

Og jeg tænker faktisk nogle gange på hvordan i alverden folk gjorde i vikingetiden.

Eller bare før naturgas og gulvvarme, når det var ligeså koldt og husene var lige så uisolerede. Men da blev folk nok heller ikke 42, så det ville jeg sikkert have været forskånet for at opleve ret mange gange.

Sidste år prøvede vi at varme huset op, for dog at have det lidt varmt – men det lykkedes ingenlunde. Der var jo ikke noget isolering til at holde på varmen, med det resultat at vi smed 80 % af vores pensionsopsparing efter en varmeregning som havde givet mig forfrysninger fra november til slutningen af januar.

Dette stunt havde jeg ikke lyst til at gentage i år – så vi nøjes med at skrue ned for varmen i stedet. Nu har vi også haft det lunt og varmt indtil for en uge siden, så jeg burde faktisk ikke klage.

Men i år er det bare ret meget koldere end sidste år. Både ude og inde. Og det ændrer intet at skrue op for varmen så den står på ”hold radiator varm” og intet højere.

Vi har gang i vores zibro, og en lille, pæn, men aldeles uduelig pejs. Som kan varme op pletvise steder.

Hvis I vidste hvor meget jeg savner min Morsø brændeovn som kan varme 120m2 op på under 20 minutter.

Men sådan er så meget, man kan gå og glæde sig til.

Jeg er godt klar over at vi ikke har ramt de kummefrysertemperaturer I fedter rundt i oppe nord på, men I har i det mindste isolerede huse.

Firkløveret er heldigvis i skole det meste af dagen, så jeg er som regel alene og må tænke alternativt for ikke at fryse fast til stolen når jeg skal skrive.

Når de er hjemme, løber jeg til gengæld rundt og råber: ”JEG fryser – kan I skynde jer at tage en trøje på..”

Jeg har nemlig så meget tøj på, at jeg har svært ved at bøje armene.. Og et fleecetæppe bundet om maven.. og hue på.

Ja – hue på indendørs.

Det er anderledes, det er jeg helt med på, men jeg lærte for en uges tid siden, af Bear Grylls, at 40 % af ens kropsvarme forsvinder via hovedet, så man skulle huske at have hue på – og det er faktisk rigtigt – jeg fryser langt mindre med min grå thinsulate hue på.

Nogen spurgte om der blev taget billeder af dette michelin-mand-outfit, og jeg må på det bestemteste afvise at der nogensinde bliver taget sådanne!

Det eneste som er en anelse irriterende, er at jeg går i evig skræk for at nogen kommer forbi!

Fryser

Jeg har ladet mig fortælle at det er lidt koldere oppe nord på, end lige her. Jeg har endda set billeder og hørt fantastiske historier om hvordan folk frivilligt (?) rejser endnu højere op – til endnu koldere vejr.

Her har temperaturen bevæget sig ned under de 10 (plus) grader.. Meget længere ned. Så langt ned, at jeg nu ved hvordan det er at være en liter mælk..

Det er koldt. Jeg får frostskader på fingrene.

Fem grader er det udenfor – det er ligesom et køleskab.

Så koldt er det naturligvis ikke inden døre – men næsten altså. Det kommer da ned på 16 grader i køkkenet.

Og så kan jeg (næsten) se min egen ånde og vil op i min seng. Jeg kan jo ikke engang ramme tasterne så kolde er mine fingre. For slet ikke at tale om mine tæer.

Derfor vil jeg nu indtage mit ydmyge leje – med den elektriske varmemadras – og undlade at skrive et blogindlæg  – udover dette her altså.

Hvilket betyder at I pænt må vente på at vi tester diverse former for købe-rillettes engang efter frokost!

 

Vandhanebrok

Nogen påpegede at jeg var holdt op med at brokke mig over Æblebakken efter det blev besluttet at vi vender hjem til øen igen.

Det var nu ingenlunde den forestående flytnings skyld, men derimod det faktum at jeg fornemmede at jeg havde opbrugt min brokkekvote.

Nu er bægeret imidlertid atter blevet fyldt og jeg føler igen en inderlig trang til at brokke mig. Denne gang skal det gå ud over de old.. – så hedder det vel ikke oldnordiske? Men kan man bruge udtrykket oldnormanske?? Nej vel?

Hvorom alting er, nordisk eller normansk, jeg er træt af gamle vandhaner. Eller, det er faktisk nye vandhaner, men konceptet er ikke helt opdateret.

For at sige det på en diplomatisk måde.

Jeg taler om vandhaner der kun løber en slags vand ud af. Koldt eller varmt. Eller, for nu at være korrekt: Knust is eller kogende vand.

Såfremt køkkenvasken er optaget af en opvask eller andet nyttigt som dermed umuliggør håndvask efter wc-besøg, så er man nødsaget til at vaske hænder på badeværelset.

Dette er ikke en udpræget fornøjelse. Det er faktisk pest eller kolera.

Ud af den ene vandhane kommer vandet nemlig ud i firkanter så koldt er det. Den anden hælder vand ud, der er varmt nok til at lave te direkte..

Så man står sådan lidt og tripper, alt efter humør, vind og vejr. Jeg kan vælge at starte med den kolde hane før det bliver til knust is, og så skynde mig at komme ind under den varme hane før jeg får fingrene skoldet, og derpå gøre færdig under den kolde.

Jeg kan også bide tænderne sammen og brænde mig – det er sjældent den løsning jeg vælger, og sluttelig kan man bare vaske hænder uden så meget pjat, men så  føles det som om man har æltet et pose frosne ærter i 4 minutter, og i den næste time, er man ganske  lam af forfrysninger

Det er altså meget værre end det lyder. For det er under yderst stressende forhold man overhovedet får vasket hænder – garanteret ikke så længe for sundhedsstyrelsen foreskriver. Og man bruger sikkert også langt mere vand.

Så er det man glæder sig inderligt til at vende hjem til sit dejlige badeværelse. Med gulvvarme. Og kun en vandhane! Med vand der kan reguleres efter ens kropstemperatur.

Men gad dog vide hvad jeg skal finde på at brokke mig over, hjemme på øen.

Nå – det kommer nu nok ret hurtigt hvis jeg kender mig selv ret!!

Vi kan jo altid snakke om vejret..

NU er det altså lige nok. Blev der sagt.

Normandiet er grønt.. Danmark er meget grønt – hele Europa er grønt. Hvad er det lige der sker for meteorologerne? For det kan da umuligt være vejrets skyld.

Jeg har oplevet mere regn de sidste 2 måneder end i hele resten af mit liv. Den del jeg har levet altså.. Det er muligvis løgn men det føles sådan.

Jeg mangler sol i den grad. Jeg visner.. Nårh nej.. Jeg drukner. Og hvor er Noahs ark henne – så jeg kan få en sejltur på bølgen grå indtil vi aner solstrejf igen??

Jeg fryser også. Har simpelthen taget sokker på, allerede her, flere måneder inden jeg plejer at lægge ballerinaskoene væk og iføre mig sokker og varme sko – med snørebånd. Det varer heller ikke længe inden undertrøjen bliver gravet frem fra gemmerne.

Numsevarmeren har endda været tændt – indtil flere gange!

Mit varmetæppe er også taget i brug – jeg fik de ondeste forfrysninger da jeg kravlede ned i sengen i sidste uge – så nu indtager jeg ikke min plads under dynen uden at sikre mig at den er forvarmet.

Men vi kunne naturligvis godt tænde for varmen. Jeg er bare lidt for nærig – det er for pokker kun midt i september.. Det er bare ikke okay.

Prinsessen er allerede begyndt at få ondt i halsen. Så der skal snart laves et raid hos en vitaminpusher, så vi kan få fyldt depoterne op, inden vi alle sammen bukker under, inficerede med skørbug og byldepest.

Eller forkølelse. Jeg får nemlig altid den mandlige version af forkølelser. Også selvom jeg ikke har noget der dingler.. I hvert fald ikke lige der.

Det gode ved det der våde, klamme og kolde vejr, er derimod, at det ligefrem skriger på hjemmebagte boller og varm kakao.

Intet er så galt at det ikke er godt for noget.. Men det ville altså ikke gøre noget, hvis det også holdt op med at regne.