Nytårshalløj

Jeg havde for længe siden besluttet mig for at jeg ville have fyrværkeri nytårsaften. Jeg havde jo set at nogle af de der tingbutikker, de sælger også fyrværkeri. Inde midt i butikken – jo jo!

Jeg gned mig i mine små fedtede fingre og glædede mig til noget fyrværkeri!

…

Lige indtil min elskede mand kunne meddele, at dette var pludseligt blevet forbudt indtil d. 2. januar. Og så kan det jo ligesom være lige meget, altså.

Og ingen, hverken First Man, brandmajoren eller politibetjenten havde lyst til at modsætte sig dette dekret.

Der sker nemlig ganske ofte det her i Frankrig, at utilpassede unge – det som almindelige mennesker kalder for møgunger – brænder biler af nytårsaften, plus minus 2-3 dage.

Der bliver sjældent nævnt hvor mange biler der bliver brændt, eller hvor henne, for de der tåbelige individer, laver en egen intern konkurrence om hvilken by der kan brænde flest biler af.

Og så stod man der. Foran rækkerne med fyrværkeri.. Som ikke måtte fyres af. Det var ganske uretfærdigt. Og jeg var noget harm.

Vi måtte derfor tage til takke med et par bordbomber tænkte jeg. Som jeg, ved en hurtig undersøgelse af markedet, fandt ud af slet ikke fandtes i Frankrig. Her må jeg nok erkende at Frankrigs position som yndlingsland #1 vaklede noget. En hel del faktisk.

Og alle mine bordbomber blev sprunget sidste nytårsaften. Ikke en eneste sølle bombe kunne jeg finde i gemmerne. Så rent ildmæssigt måtte vi nøjes med følgende:

Noget af et antiklimaks vil jeg nok mene..

Altså når man har sat næsen op efter noget. Men dog et kort oplyst øjeblik trods alt.

Der mangler også 90års fødselsdag. Og ja, jeg ved godt at det er fuldstændigt kikset at kunne lide den. Endsige se den. På højde med duge af nervøst velour, som – nu vi er i gang med de mere pinlige indrømmelser – også lå på bordet lørdag aften.

Jeg kan nu godt lide min hvide dug med gyldne franske liljer på, som udover at være ganske overordentlig nervøs, også er den eneste dug som er lang nok til at nå begge ender på bordet, når der er forlængerplade i den ene ende.

Men for at komme tilbage til den 90års.. så var der jo en læser som var så galant at sende et link til den bedre halvdel af ”Dinner for one” som den hedder. Med det resultat at hele familien stod mast sammen foran min skærm og fniste af genkendelsens glæde ved hvert skvat den kære James tog over tigerhovedet.

Hvorimod de franske gæster ikke helt fattede morskaben.

Denne situation har jeg dog været udsat for før, og kan måske konkludere at man skal være dansk – og plat – for at finde den slags morsomt. Og så igen, jeg har aldrig nogen sinde grint over ”Den eneste ene”.. Men det er måske ikke alle mine gener, der opfører sig danskt.

Da vi havde grinet af, var klokken næsten 24.00 og også her manglede der noget. Ingen rådhusklokker, ingen nedtælling eller noget..

First Man modsatte sig på det bestemteste, og til vores store ærgrelse, al hoppen i sofaerne. Folk indtog derfor kedelige og ganske ufarlige højder som trappetrin, pejsekant og dørtrin for at hoppe ind i 2012 – for hoppes skulle der.

Og de velopdragne franskmænd fulgte trop! Jeg tror faktisk slet ikke de tør andet, i mit selskab – men nu har de også kendt mig i mange, mange år!

Men det var alligevel en noget tam affære da klokken blev over midnat og nu var nu. Firkløveret blev rørende enige om, at nytårsfejring kunne franskmænd heller ikke finde ud af.

Men så skulle vi lære dem at lege pakkeleg. Og for en gangs skyld var alle med på den, og de endte med at gå op i legen med megen ildhu og entusiasme som indebar råben og voldsom kamp – og politiet trak endda kniv!

Vi, som vidste at den firkantede pakke med Dannebrog, indeholdt en pakke pejsetændstikker, grinte så tårerne trillede!

Det var en super hyggelig aften, bevares, men meget ”Nyborgaften” – som Gårdmanden sagde da han var lille – var der altså ikke over den.

Så meget desto mere grund til at glæde sig til næste gang.