Tag Archives: Gabestok

Det var ellers en fin dag…

3 jun

– 0g så ringede vækkeuret.

Der er altså noget ved mandage, som gør dem ekstra tunge at danse med.

Jeg ville synes at det burde være ganske naturligt at have i hvert fald en ekstra dag til at komme sig oven på weekender, sådan i al almindelighed.

Nu for eks. denne weekend har vi tilbragt med at fejre Jan. Han blev 50 i december og da der i hans idé om en festlig dag, indgik både grilstegt pattegris og motocrossløb så valgte han meget belejligt at placere fødselsdagen d. 1. juni.

Da Jan er en omsværmet herre, var vi et lille lukket selskab på 160 personer. Og vi blev bespist med det der lignede en udfoldet gris.

En udfoldet, og meget saftig gris!

Maden var ualmindelig lækker – jeg har tit afholdt mig fra at lave gris på grill da det godt kan gå hen og blive en småtør affære. Men ikke denne grissebasse. Den var uovertruffen! Alt det gængse, selskab, vejr, musik osv. gik som det skulle, folk var præcis så sjove, pinlige, fulde (vælg selv) som folk nu engang er, til den slags fester.

Min bordherre blev dog noget bekymret da jeg, på hans spørgsmål om hvad jeg gik og fedtede med udover arbejde, svarede at jeg skrev om mit livs små tildragelser og den slags, på en blog der var fuldt tilgængelig for alle.

“Skriver du så noget grimt om mig på mandag?” ville han vide.

Og jeg forsikrede ham at jeg ikke ville skrive noget grimt om ham. Og at jeg vist kun har skrevet noget grimt om tre eller fire personer siden jeg startede. Hende der spyttede på Divaen, ham der sparkede Gårdmand Bjørns finger af led, og så min nabo.

Selvom naboen ikke rigtigt tæller med mere, nu da han er blevet flink!

Og så måske en forhenværende skatteminister.

Men hans lov var altså også ualmindelig dårlig og uigennemtænkt. Jeg har da vist i øvrigt allerede udtrykt mine følelser for bloggere der hænger andre ud.

Jeg har naturligvis skrevet grimt, bare sådan lidt mere generelt. Og uden at blive personlig. Det er jo også sin sag at berette om andres modbydelige vaner eller særheder, for der er jo en reel risiko for at de svarer igen.

Og med mindre folk taler ualmindeligt grimt til mig, så godkender jeg alle de kommentarer der tikker ind. Folk behøver hverken synes om mig eller være enige med mig, selvom det da gør mig lidt ked af det, hvis de bare slynger noget vrissent ud, uden hverken at svare eller uddybe når jeg prøver at kommunikere med dem.

Hvorom alting er, så valgte jeg fra starten at den slags ageren offentlig gabestok, ikke havde noget at gøre hos Kong Mor. Så folk behøver ikke være bange for at blive hængt ud, bare fordi de sidder ved siden af mig til et middagsselskab.

Desuden er det som regel mig selv, der står for de mere pinlige indslag her på bloggen. Og det har jeg ved Gud ikke tænkt mig at fortælle alle mulige andre om, så de småting må forblive mellem jer og mig.

%d bloggers like this: