Tag Archives: GAD

Book-aholic

26 jun

På et helt personligt og egoistisk plan, er noget af det som irriterer mig mest, at jeg ikke kan læse en bog.

Jeg savner i den grad at kunne fordybe mig i en bog. For meget tekst overvælder nemlig min overophedede hjerne, og jeg kan slet ikke overskue at skulle sidde og skille sætningerne ad og få dem til at give mening. Desuden kan jeg ofte slet ikke huske, hvad jeg lige har læst.

Suk…

Denne detalje har dog ikke forhindret mig i at erhverve mig bøger i de sidste 18-20 måneder trods det faktum at læsning har været en by i Rusland for mig.

Jeg har købt bøger som jeg plejer. I rigelige mængder. Sandsynligvis efter devisen: “Jeg lærer nok at kunne læse en rigtig bog igen” men jeg skal ikke kunne sige det.

Jeg har købt bøger om alt muligt.

Mest bøger om mindfulness, da det jo efter sigende skulle have samme virkning som gips til brækkede hjerner. Men også stille og rolige hyggebøger til min kindle. Endda den nye bog om Dronning Margrethe har jeg fået, fordi jeg ønskede mig den. Lidt royal er jeg trods alt endnu.

Det er alt sammen meget godt, men en anelse besværligt, for ikke at sige hamrende upraktisk, når man har problemer med at læse.

Problemet opstår især når jeg sidder onsdag formiddag, i en stille stund, med min te og noget mindfuldt bølgeskvulp på min ipad, og roligt bladrer i et “Flow-magazine” hvor jeg – ikke ulig en treårig – mest kigger billeder.

Men sommetider er der også en enkelt overskrift som jeg opfatter og som sender inspirerende impulser gennem den del af hjernen som ikke er brændt sammen endnu, for eksempel en bog anmeldelse om bogen der vil bringe mig ro i sindet, evig ungdom, og morgenmad på sengen eller hvad ved jeg.

Og så går der meget sjældent mere end et par minutter før jeg på nettet – via den stadigt bølgeskvulpende ipad – har fundet bogen, og ofte en hel del andre bøger, der ligesom tilfældigt dukkede op ved samme lejlighed.

Så starter følgende interne samtale med mig selv: “Jeg kan jo ligeså godt købe den nu, fordi hvis nu, jeg måske ved et mirakel kunne læse denne her, så ville det da være dumt ikke at købe den. Hvis den nu kunne gøre en forskel. Og i hvert fald kommer jeg da til at læse igen en dag, og så er det godt at have nogle bøger stående, og nu jeg er i gang så kunne jeg jo tage de andre med også, de ser spændende ud.”

Og så skynder jeg mig at bestille dem. Alle sammen…

På misbrugsmåden. – UPS, der kom det ud!

Jeg bliver lige pludselig meget taknemmelig for at mit misbrug begrænser sig til bøger og ikke alt muligt andet grumt. Bøger er jo forholdsvis tilforladelige, og desuden har jeg altid haft mange bøger. Hvis I vidste hvor mange børnebøger jeg har købt til mit firkløver… Der er nok til at åbne en butik.

Nå, det var et sidespor, dem er der heldigvis også plads til i Kong Mor revisited!

Men altså. Jeg køber stadig en masse bøger, uden overhovedet at være i stand til at læse dem.

I grunden kunne jeg faktisk bare nøjes med at købe én, for jeg kan alligevel ikke huske indholdet ret længe. Og så ville jeg jo kunne læse den flere gange, uden at være klar over at jeg allerede havde læst den. Men så langt rækker mit cerebrale ræsonnement ikke.

Nå, men når jeg så har bestilt de der bøger, så glæder jeg mig.
Meget.
Og tænker at nu bliver det hele meget nemmere, for nu kan jeg endelig lære noget om meta-kognitiv terapi (ja, det kognitive halløj er nu udvidet til noget med “meta”, det skulle være ekstra effektivt, det stod i hvert fald i anmeldelsen) eller jeg kan måske få en dybere forståelse for hvorfor angst rammer mig, og – ikke en ubetydelig detalje – hvordan man kommer over det, subsidiært lærer at leve med det.

Når pakkerne så ankommer, bliver jeg super glad, pakker ud og nyder at have en ny bog i hånden, ser på forsiden og på bagsiden, flaprer igennem et par sider, glæder mig over at NU kan jeg blive klogere på hele denne suppedas, og så stiller jeg den ind på hylden…

Til de andre…

Altså nogle af dem har jeg bladret igennem mere end en gang.

Men når der er alt for meget tekst, så sætter kortslutningen ind og jeg får tunnelsyn og åndenød og lukker skyndsomst bogen igen. Andre gange er layoutet dog sat sådan op at jeg er i stand til at opfatte en sætning eller to. Og så lukker jeg dem ikke lige med det samme.

Enkelte var endda så overskuelige at jeg faktisk har forsøgt at læse skimme dem lidt nærmere. Jeg kan bare ikke lige huske hvilke bøger det var.

Men de ser pæne ud på min reol, det gør de, så lige pt. nøjes jeg med at se på dem!

Reklamer

Navlepillerklub

22 jun

Som et led i den tilbudte behandling fra Lokalpsykiatrisk afdeling fik jeg besked på at jeg skulle kunne deltage i en “Psykoedukativ gruppe”.

Slam #1.

Det var naturligvis frivilligt, men på den lidt ultimative måde. “Vi har altså gode er faringer med at gruppeforløb virker på den slags belastningsreaktioner” var et af de fremførte argumenter.

“Så skal jeg sidde og fortælle alle mulige fremmede om hvordan jeg har det?” Tænkte jeg med et begyndende panikanfald på vej ned langs rygraden.

Jeg sad uroligt i stolen, forsøgte at stole på min søde kontaktperson, men jeg tvivlede på at det var noget for mig. Jeg har ingen problemer med at fortælle min omverden at min hjerne er mærkelig, men jeg vil gerne selv bestemme hvem der skal lukkes ind i mit liv. Så jeg var afsindigt noget skeptisk. Ikke desto mindre dukkede jeg op til aftalt tid og sted.

Det startede med at vi blev budt velkommen med følgende udmelding: “I er her i dag, fordi I har det tilfælles at I har et psykisk handicap.”

Slam #2.

Jamen tusind tak for det, da!

Så var grunden ligesom lagt, og den samt den efterfølgende gang, sad jeg med mentalt krydsede arme og surmulede.

Jeg var totalt fejlcastet til dette cirkus.

Mente jeg.

Der var absolut intet galt med mig på handicapmåden, jeg var bare blevet væk for mig selv, jeg skulle have en lille lyserød pille så jeg kunne finde mig selv igen, mit liv skulle males lidt, både inde og ude og det var så det.

Ikke andet.

Der var ikke brug for nogen totalrenovering, blev der sagt!

Men ingen lytter og i stedet får man smidt et psykisk handicap lige i synet.

Men faktisk er der det ved at få en diagnose, at det på en måde er lidt beroligende. Så ved man at, der er noget. At man ikke bare er hysterisk. At det er okay at ens krop reagerer på de særeste måder. For ikke at tale om ens hjerne.

At det så også kan være totalt ansvarsfralæggende, skal man ikke glemme. Det er nemlig sommetider meget let at gemme sin surhed og urimelige opførsel – jo, jo det er selvindsigt så det basker – bag ved en diagnose.

Så da jeg færdig med at mental-surmule, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad spilde flere uger på at være sur, men at jeg i stedet ville have noget ud af det pokkers navlepilleri terapiforløb, når jeg nu havde mødepligt og alt muligt. Så jeg begyndte at spørge om alt det der gik mig på, alt det jeg ville vide mere om og alt det jeg gerne ville vide. Og pludselig var det ikke så slemt.

Faktisk.

De andre var jo ligesom mig, så det var egentlig lidt af en befrielse at finde ud af, at jeg ikke var alene om at få smidt et psykisk handicap i fjæset.

Så i mange uger sad vi der, torsdag efter torsdag, i vores lille hyggelige navlepillerklub og fik endevendt vores fælles psykiske handicap. På den teoretiske måde. Med et par personlige bump på vejen – bevares vi er jo kun mennesker – og passer ikke altid ind i kasser.

Det var en befrielse at opleve at det forløb der var strikket sammen kunne ændres så det hele tiden var tilpasset vores navler. Vi fik blandt andet et kompendium om kognitive problemer… Ikke så nemt når man ikke kan læse og assimilere viden på den vis mere. Til næste gang havde de da bare lavet kompendiet om til overskuelige grafer, et par billeder og fire overskrifter. Så kunne jeg også være med!

Vi var vidt forskellige, men hørte sammen på en eller anden måde. Vi fik et slags fællesskab på tværs af alt muligt, alder, køn, baggrund, aktuel situation, osv. Men vi havde vores diagnose tilfælles, og det støttede i hvert fald mig, ikke at være alene om det hele.

Så selvom det føltes grænseoverskridende at stille alle de spørgsmål, var jeg bare indstillet på at jeg skulle have noget ud af det forløb. Det vidste sig at være en god idé, for én af de andre sagde til mig, da hele forløbet var slut, at det var dejligt jeg havde stillet alle de spørgsmål, fordi det var nogle han også gerne ville have svar på, men han havde svært ved at formulere det.

Så da min kære psykiater præsenterede mig for endnu en navlepillerklub et gruppeforløb der starter efter sommer, adlød jeg.

Denne gang helt uden at blive mopset.

 

Jeg har brækket hjernen…

18 jun

Noget der sker, når man har angst på den der “disorder”-måde, er at ens tanker løber løbsk. De bliver ukontrollerbare, og overvældende. Man får et altoverskyggende tankemylder der kan vælte selv den roligste omkuld.

Ikke at jeg skulle have været specielt rolig på noget tidspunkt i mit liv, det er ikke det jeg påstår, men det var jo ikke hver dag, tankerne løb løbsk.

På den kvælende måde.

Nu er der aldrig ro.
Det summer rundt i hovedet på mig og forhindrer mig i følgende:
i at huske,
i at koncentrere mig,
i at sove,
i at slappe af,
i at være nærværende,
i at læse,
i at se film,
og i meget andet…

Alt i alt ikke ret fordrende, for et forholdsvis velfungerende liv.

Alt det som definerer hvem du er, er i stykker. Som min chef udtrykte det i venskabeligt drilleri: “du har brækket hjernen.”  Men han har ret. Min hjerne er brækket.

Så den skal i gips.

Det foregår med medicin og andre leveregler end dem jeg hidtil har benyttet mig af. For eksempel må jeg ikke se skræmmende eller voldsomme film eller noget som kan gøre mig oprevet eller utryg.

Ikke ret nemt når reolen er proppet med ramasjang film og når en af mine yndlingsfilm er Gladiator, jeg siger det bare. Jeg fik allernådigst lov til at se følgende:
Badehotellet
Matador
Grinefilm
Sjove tøsefilm uden for meget snøft og kleenexbehov.

Det sætter jo sine begrænsninger på familieaftner foran husalteret. Så der er jeg sjældent tilstede, når de andre går i gang med “Taken” eller “A good day to die hard”. For nu at nævne nogle af de film jeg plejer at kunne lide.

Jeg har ydermere fået sudoku og kabale på recept.

Alting skal være blødt, rart og aldeles uden ophidselser af nogen art.

Helt afsindigt kedeligt set ud fra mit forgangne synspunkt, men da en del af min hjerne er brækket, må resten finde sig i disse restriktioner, ellers risikerer jeg at det hele brænder sammen.

Så jeg putter med min Bimbi (den nye blondine, hvis I skulle være i tvivl) på sofaen, hvilket i øvrigt er strengt forbudt, pakker mig i bløde tæpper og omsorg.

Jeg drikker te, hører blid musik, og luger i haven. I det hele taget prøver jeg at leve et meget stille og roligt liv. Nok lidt som min oldemor i de sidste behagelige år af hendes liv.

Men det er usandsynligt svært at vænne sig til.

Jeg, som plejer at fare rundt, møde veninder, tage til koncerter og på ture her og der, skal pludselig acceptere at der er en masse bøvlede begrænsninger og at jeg ikke, bare fordi jeg er okay i et par dage, lige pludselig kan gå i gang med ligeså meget som før.

Næh nej, så betaler jeg, omgående – kontant ved kasse et – og er totalt udmattet i flere dage efter. Både i sjæl og krop.

Så jeg holder mig oftest til kabale, hængekøje og instagram.

Jeg tror jeg vil i seng.

 

Kortslutning på øverste etage.

16 jun

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

Men altså. Jeg er tilbage.

 

%d bloggers like this: