Tag Archives: Gammel

Pinlig uden skyld. Eller.. ja..

13 jan

Det er også meget længe siden jeg har gjort noget pinligt. Men så fik vi gæster.

Personligt synes jeg ikke det er direkte pinligt. Eller det vil sige, hvis jeg var ude i verden blandt levende mennesker ville jeg måske blive en anelse rød i kammen, men hjemme – og sammen med gode venner – var det ikke noget særligt. Syntes jeg.

Jeg ved heller ikke hvad det er med denne kjole. Selvom jeg har tabt mig fire kg. så springer midterknappen hele tiden op. Og godt nok har jeg en bluse indenunder, men det virker jo ret barmfagert at sidde og flashe et stykke bluse ud mellem knapperne. Ikke generende som sagt. For mig altså. Det er en helt anden sag for firkløveret.

Barmfager eller ej..

Vi havde som sagt gæster, og på et tidspunkt ser jeg ned af mig selv – opdager at knappen er sprunget op – og jeg knapper den igen.

End of story.

Skulle man tro.

Mine børn sad på nåle, og så såre vi havde vinket af, og baglygterne forsvandt ud ad Landevejen, vendte de sig mod mig med anklagende blikke.

Kommentarerne føg rundt: “og hvad tror du ikke de tænkte?”

“Jeg er sikker på at de ikke turde se på dig”

“Ej, men det var bare så piiiiiinligt”

Og så videre og så videre.

Da jeg under en pause i deres anklager, påpegede at der jo ikke ligefrem var bar hud bagved den der rebelske knap, så det nok gik alligevel, havde de kun hovedrysten og himmelvendte øjne tilovers for mig.

 

Så gik de. Op på deres respektive værelser. Jeg sukkede dybt og så var det jeg sad og glædede mig til at blive rigtig gammel. Sådan rigtig oldgammel.

Så kan jeg nemlig flashe alt det jeg vil, det kan bare tørres af på det faktum at jeg er gammel!

 

%d bloggers like this: