Søndagskage

Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det ved at være lidt længe siden vi har haft en søndagskage?

Dette er både ægte søndagskager, da det drejer sig om cupcakes, og endda en hjemmelavet slags, for en gangs skyld!

Gårdmand Bjørn og jeg skulle for nogle måneder siden planlægge konfirmationsdessert til 32 gæster, og han lagde  ud med at ville have islagkage.

I grøn.

Til 32.

Jeg eksperimenterede først med pistacie is – som hverken den kommende konfirmand eller hans mor brød sig om – og så det der med lag på lag, og forskudt indfrysning af forskellig slags is, som ikke gik specielt godt, så jeg endte  med at lave 40 portionsanrettede lime og vanilje is, der var aldeles uovertruffne!

Men så sagde Bjørnen at han faktisk også godt kunne tænke sig noget brownie. Og da jeg have lavet 4 store brownies, med fudge og appelsin og nødder, mente vi at det ville række som dessert, når der også var frugt – som jeg glemte at sætte på bordet – og slik.

…

Det var uden at tage forbehold for at min indre Husmor ville røre på sig.

For det gjorde hun.

Lige akkurat 48 timer før vi skulle sidde i kirken gav hun sig til at rømme sig på en måde som ikke kunne overhøres.

Og på trods af alt det andet jeg også lige skulle inden gæsterne kom, overbeviste Husmor mig lynhurtigt om at der bestemt ikke var nok dessert, og at det da ville være aldeles frygteligt hvis der var nogen som ikke kunne lide lime is eller nogen som ikke kunne lide chokolade – ikke at jeg vidste af at der fandtes sådanne personer på gæstelisten – men for at være på den sikre side -så lavede jeg lige 36 blåbær muffins med grøn flødeost topping og drysset med noget i Tyskland indkøbt grøn kagepynt!

Konfirmations cupcakes

…

Der var naturligvis for meget dessert.

…

Som i alt for meget. Hvilket jeg også påpegede for Husmor. Hun var ligeglad. Men Firkløveret og Firstman var derimod svært tilfredse, idet de dermed kunne spise både brownie og grønne cupcakes i en hel uge efter den sidste gæst havde forladt møllen.

Konfirmanden var glad.

Gårdmand Bjørn, konfirmand 2015

Han smilede hele dagen. Trods regnen. Jeg fik indtil flere bamsekram hvor han hviskede til mig at det var verdens bedste dag!

– Og altså de grønne konfirmations cupcakes smagte virkelig godt!

God søndag!

 

 

Velkommen til lazarettet.

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

…

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Gårdmand Bjørn som bamse.

Det siger lidt sig selv.

…

Jeg mener, bamsen ligger lidt i ordet bjørn.

…

Ikke desto mindre skal Gårdmand Bjørn spille bamse i skolekomedien. Den sidste jeg tvangsindlægges til.

 

Hurra.

…

Det er faktisk lidt nostalgisk.

Aldrig mere skal man tvinges til at sidde og se på skolekomedier spillet af børn med mere eller mindre talent. Bortset fra ens eget, naturligvis. De er jo altid fænomenalt dygtige uanset hvad.

Nå, men han skal altså spille bamse.

Og nogen skal derfor lave en bamsedragt.

Bliver pludselig meget træt.

Hvorfor laver man den slags skolekomediestykker hvor sagesløse forældre skal tvinges til at frembringe kostumer der ligner noget.

…

Jeg har muligvis sagt det før, men jeg spillede Freja i Thors Brudefærd, engang i den tidlige stenalder. Og jeg havde altså bare min natkjole på. For der var hjerter på. Og det lange lyse leverpostejsfarvede hår havde jeg i forvejen. Og vupti var Freja på plads.

Nu skal jeg til at kreere en bjørn. Med ører. Jeg synes de strammer den. Mon publikum lægger mærke til det hvis jeg klæder ham ud som gulerod?

Er der en syerske tilstede?

Fordomme og komplimenter

…

Gårdmand Bjørns motocrosser skulle sælges, da han havde knæene omtrent på niveau med hagen når han sad på den, og jeg havde derfor sat en annonce i gul&gratis.

Blev kontaktet mange gange af folk med spørgsmål de ville have fået svar på helt automatisk, men det forudsatte at man gad læse annonce teksten en anelse grundigere eller måske læse mere end overskriften.

Og så blev jeg ringet op.

Af en der gerne skulle have crosseren med det samme.

…

Og han havde en lidt – det er nu fordommene kommer ind i historien – ufaglært måde at udtrykke sig på, og jeg spekulerede faktisk på om han havde elektricitet på alle etager. Det lød ikke sådan.

Og det blev ikke bedre da han sagde sit navn. Ejheller hvor han ville komme fra.

…

Da First Man ikke var hjemme og jeg ikke havde meget lyst til at skulle styre en motocross, mine børn, mistænkelige personnager og mange tusind kroner, uden pædagogisk støtte fra ham.

Jan mekaniker kunne ikke, han skulle sælge en bil. Gode råd var altså dyre, men jeg fik fat i gode venner som kunne – og ville – assistere ved en eventuel handel.

…

Vi stillede os derfor ud ved den større landevej for at indfange biler fra storbyen med potientielle kunder i, da Møllen er lidt svær at finde.

Jeg jokede med at de sikkert kom i en sort Audi, da mange i den bydel vist havde en forkærlighed for den slags. Det var endnu en fordom.

…

Der kom nemlig ingen sort Audi. Der kom et rustent vrag af en citroën der havde set bedre dage for mange år siden.

…

Og så fik jeg indtil flere hjertestop og savnede pludselig min mand intenst.

Havde det så bare været bilen.

Men nej, ikke alene var bilen direkte skræmmende; inde i den sad fire unge mænd af den slags jeg end ikke ville gå forbi ved højlys dag uden at forlange politieskorte.

…

Jeg tænkte febrilsk at det nok ikke havde været det allermest hensigtsmæssige ligefrem at invitere fire ungersvende af anden etnisk herkomst, fra Vollsmose, på besøg i Møllen. Endnu en fordom!

Men nu var de her, så der var ikke så meget at gøre.

Motocrosseren havde vi taget ud på græsplænen og vi lukkede lågen forsvarligt bag os da alle var inde. Jeg beordrede Gårdmand Bjørn op på sin crosser, med den tanke at når han sad der, kunne der ikke sidde andre.

Vi fik snakket, prøvet og pruttet, og enden blev at de ville betale den pris jeg havde sat som mit mål. Så langt så godt.

Jeg fik straks pengene og de bad mig om at lave en seddel med mit navn og telefon nummer på, som jeg naturligvis gav dem, dog ikke uden at spørge hvorfor.

De kunne så berette at politiet jævnligt stoppede dem for at tjekke at deres fartøjer ikke var af stjålet art. Og man spørger sig selv hvorfor… Sarkasme kan være anvendt..

Jeg slog nogle meget himmelblå op og sagde at de for det første ikke måtte køre andre steder end på en bane med denne crosser, og at de vel ikke var hverken ballademagere eller kriminelle, var de vel???

…

Det lød simpelthen så dumt at jeg var lige ved at fnise, men blev bremset af mine hjertestop der stadig lurede i baggrunden. Det var jo ikke sikkert at de syntes om at blive fniset af.

…

Vi gik ud til bilen i samlet procession, jeg – som var svært glad for at det nu var ovre – gik bagerst. Jeg så lidt skeptisk på deres bil og påpegede på mormåden at de altså ikke ville kunne få motocrosseren ind i den bil, hvis de alle fire også skulle transporteres tilbage hvorfra de kom.

Lovligt, forståes.

Ork jo, bedyrede de, hvorpå de lagde bagsædet ned.

…

Crosseren blev bakset ind og de to der nu havde fået deres pladser optaget af motor og dæk, stod lidt og stirrede rådvilde på bilen. De to andre havde sat sig ind foran og var dermed sikret en siddeplads. Den ene kløede sig under stråhatten og sagde noget jeg ikke forstod ordene af men meningen var god nok.

Resolut maste de sig ind bag i bilen og tog plads oven på den liggende crosser og sagde at jeg var velkommen til at tage et billede af dem.

Som sagt så gjort:

Og mens vi vinkede farvel, indprentede jeg dem at de altså skulle køre ordentligt og i øvrigt huske at skrue støttebenet af når de kørte, samt have halskrave, brynje og rygskjold på. De vinkede igen og så råbte den ene ud af vinduet, og det er så nu, det med komplimenten : “Yo man, du’faame sød, du’er”!

Med accent og det hele.

Ikke et øje tørt!

Og væk var de.

…

Jeg er ikke så naiv at jeg tror de er medlem af en klub eller at de udelukkende vil køre på bane, men det er ikke mit ansvar mere. Jeg fortalte dem hvordan de ikke skulle gøre, så er resten op til dem. Jeg fik til gengæld lige revideret et par fordomme eller tre!

Og politiet har da ikke ringet endnu…

Væddemål

Når man indgår et væddemål, så bør man nok overveje betingelserne en ekstra gang hvis man vil undgå stærkt pinlige situationer.

Jeg vil ikke nævne nogen navne, men nogen diskuterede med sin lillebror over årets første is. Der havde været en del polemik vedrørende indholdet i lillebrors is, idet storebror holdt på at der var en styg klat kemisk syltetøj inde i jordbærisen.

Lillebror holdt på det modsatte.

Storebror ville omgående vædde 10 kr. på at han havde ret, hvilket mor modsatte sig. Så blev det til at vinderen måtte slå taberen. Dette forslag blev også nedstemt af mor.

…

Og så var det at storebror fandt på – meget lidt gennemtænkt – at taberen skulle tage alt tøjet af og løbe en rundtur i haven. Lillebror som ikke lader sig slå ud af den slags småting, slog til på stedet og væddemålet var en realitet.

Alt imens lillebror fortærede sin is, sad resten af familie og fulgte opmærksomt med i indholdet af den omdiskuterede is, for at det kunne gå rigtigt til. Men uanset hvor ofte isen blev tjekket, kom syltetøjsstriben ikke til syne.

Storebror begyndte nu at få en anelse hjertebanken. Lillebror tilbød solidarisk at han altså godt ville løbe med – ligeledes i bar figur – men det ville storebror slet ikke høre tale om.

Han håbede stadig på at syltetøjet ville komme til syne. Hvilket det ikke gjorde. Det blev ikke bedre af at storesøster grinte bredt og sagde at efterskoleeleverne sikkert sad på taget af deres hus og nød aftensolen, og dermed kunne glo lige ned i haven.

Da begyndte han at svede.

Og kiggede en ekstra gang på isen. Isen uden syltetøj.

Da den sidste bid var nedsvælget, både af hans egen is, og den forræderiske is uden syltetøj, gik han for sig selv. Vi andre myldrede ud på terrassen for at vente på den let påklædte atlet.

Han udeblev ikke.

I bar røv og viklers spurtede han hele haven rundt. Da grunden faktisk er ret stor, kunne vi nyde synet af en lang – pamolhvid – 16 årig knægt uden tøj på, i et ganske betragteligt tidsrum, og storebror lærte hermed at hovmod står for fald, eller også at man skal tjekke sine væddemål lidt bedre før man indlader sig på den slags.

Vi andre grinede så vi havde ondt i både mave og kinder, og jeg glædede mig over at jeg har så skøre børn der ikke er blege for at lave den slags!

Storebror overlevede trods alt, men indlader sig nok ikke på nye væddemål lige med det første!

Ligeledes tillod han at jeg måtte skrive om det, som han sagde: “Der er jo heldigvis ingen billeder af det”.

 

Der er ingen krummer i min dreng!

Kan man, uden alt for mange mentale forstyrrelser, være glad for skolen når man er 11 år?

Det er forhåbentligt tilfældet for de fleste, men der er mange for hvem det ikke er en selvfølge. Mobning, uengagerede lærere, uro, mangel på lokaler og resourcer kan sende mange børn ud af kurs.

Nu har jeg været så fantastisk egoistisk og ubetænksom at flå mine børn op med rod tre gange. De har overlevet og indstillet sig på tre skift. Det har været hårdt. For alle fire. For mig, for os som famile.

Og beslutningen om at gøre det en gang til for 2 1/2 år siden var ikke nem; vi vidste jo godt at det ville blive svært at falde til, men også at skulle sige farvel til Normandiet igen.

Det ville ikke blive nemt at vende tilbage til Møllen på Øen, vi havde set det før og gruede for hvordan det skulle gå.

…

I går var vi til samtale på skolen. Det gængse. Skole-hjemsamtale/trepartssamtale, kært barn har mange navne.

Hvorom alting er, vi var der. Med Gårdmand Bjørn. Om hvordan det går og lektier, kammerater og alt det hejs.

Derfor skulle han – sammen med mig – udfylde nogle papirer og svare på en del spørgsmål for en uges tid siden.

Og efterhånden som vi kom længere ind i spørgsmålene, den eftermiddag i sidste uge, jo mere stod det lysende klart for mig at min lille bamsebjørn er blevet stor og at han bare er glad. Alle de svar han kom med var gennemsyrede af tilfredshed. Han kan godt lide at gå i skole, han kan godt lide sine lærere – okay så, lige med undtagelse af en som bare er vikar så det kan være det samme – han kan lide sine kammerater og “sin” Nicolai.

Det var simpelthen så skønt at sidde og opdage at han er bevidst om hvad han er god til, hvad han kan blive bedre til og at han er glad for at gå i skole. Han kan godt lide dansk fordi Lone er en god lærer. Han kan godt lide matematik fordi Jørn jo bare er Jørn og han kan godt lide engelsk fordi han synes sprog er spændende og han elsker at lære nye ord. Han synes ikke han har for mange lektier for og han holder skam mund når de ber’ ham om det.

Og.. “faktisk føles det som om klassen, og skolen også lidt, at det er en slags stor familie”.

Kan man andet end at frydes inderligt over en sådan holdning til sin skolegang fra en dreng på 11 år? Jørn fik i hvert fald stjerner i øjnene! Tror jeg nok, for jeg så lidt sløret lige akkurat på det tidspunkt..

…

Faktisk kan Krumme bare tage sin sang og gå hen og sætte sig i et hjørne. Han er ikke aktuel i møllen.

Der er nemlig slet ingen Krummer i min søn!

Fra Gårdmand Bjørn og Nicolais fælles fødselsdag i december!

Når man nu tager i betragtning hvor lidt jeg bryder mig om krummer, er det faktisk pænt heldigt!

GodSÅnat

Der gives dage hvor personer på 10 år bare er en anelse belastende for deres omgivelser. Uanset om det er royale omgivelser, eller bare alle de andre.

Så er det befriende at være den der bestemmer og kyle hele banden i seng, eller det vil sige, én for alvor og tre andre på skrømt. Så ligger han der og ligner den søde dreng det var meningen han burde være det meste af tiden.

Jeg sætter mig tungt og træt på hans sengekant og sukker dybt. Spørger så hvordan det kan være at han skal være sådan en drillepind?

Om han ikke ville oppe sig lidt og blive lidt mere medgørlig at være sammen med og ikke være så irriterende hele tiden.

Venter egentligt ikke noget svar, og må bide mig i læben for ikke at komme til at grine meget højt da han alvorligt siger: ”Mor.. Jeg er 10 år, og jeg er også en lillebror. Jeg skal være irriterende. Vær glad for at jeg ikke er blevet sur endnu, ligesom min storebror!”

Han ligger heldigvis på maven så han kan ikke se mine anstrengelser for ikke at bryde sammen af grin.

Jeg klør ham lidt på ryggen, og han sukker saligt og siger: ”Alle mennesker burde have en mor som dig!”

Da jeg påpeger at jeg nu er glad for at jeg kun har fire børn, for at være mor til hele verden lyder lidt voldsomt, vender han sig giver mig et stort knus og siger: ”Så er jeg glad for at det lige var dig der skulle være vores mor”.

Jeg er ikke træt

Sagde Gårdmand Bjørn. Gabte, og blinkede med øjnene. “Jeg har bare lyst til at sove” Og det gjorde han så.

Det var også en lang dag i går.

Guleroden blev ikke til noget. Ej heller James Bond. Onsdag aften meldte han sig syg fredag eftermiddag sådan på forhånd, for han vidste ikke hvad han ville være.

Jeg kunne trøste ham, opgav i øvrigt og lagde opgaven helt og holdent i First Mans hænder, som jeg sendte op for at sige godnat så de kunne lave en plan.

Og det gik rigtigt godt. Endte forresten sådan her:

Læg mærke til det absolutte fravær af blærbart materiale. Ingen fantastiske kreationer, intet hjemmelavet, som jeg eventuelt kunne vise frem og få points for. Men det var ret lige meget idet jeg havde en meget, meget glad søn!

Og så gik vi ellers byen tynd igen.

Og smed rigelige mængder konfetti i hovedet på os selv og hinanden. Jeg skal ikke kunne forsværge at jeg ikke også har ædt en god deciliter. Det føltes nemlig ikke som om alle papirstumperne kom ud igen hver gang, når jeg savlende prøvede at hoste op og ekspedere dem ned på fortovet.

Da Fiona ikke var med i år, fulgtes jeg med en sød First Man. Ingen konfetti landede på ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid er den uheldige.

Vel hjemme på skolen igen, holdt hele underskolen fra 3- 11 år fest i skolegården og vi andre – over 11 år – måtte pænt vente udenfor lågen til det var tid at hente vores feststemte karnevalsramte børn.

Stemningen hjemme var derefter noget mat og det var såmænd ikke kun Gårdmand Bjørn som kom tidligt i seng.

Men hvis jeg tager mig sammen kan jeg måske alligevel nå at lave en gulerodsudklædning til næste fastelavn..

Grin til verden – den griner ikke igen..

Overskriften er nok en anelse pessimistisk – der burde nok stå: Grin til fredagslæreren – hun griner ikke igen..

Altså, Gårdmand Bjørn går i Ecole Primaire. Og der har man som regel kun én lærer til alle fag. Og man får ny lærer hvert år.

Dette års lærer hedder Christine, og da hun er samtidigt skoleinspektør og skal klare en masse administrativt, har hun ingen undervisning om fredagen hvorfor klassen har en anden fredagslærer.

For et stykke tid siden blev jeg stoppet af denne fredagslærer som åbenbart var lidt misfornøjet med min søn.

”Jeg har skældt ham ud i dag” busede hun ud da jeg kom for at hente min håbefulde søn. ”Han fik et grineflip..” Og her kom jeg desværre også til at grine.

På den spruttende måde.

Det skulle jeg nok ikke have gjort, men man kan se så mange ting i bagklogskabens skinnende klare lys.

Jeg slugte mit grin og prøvede at se alvorlig ud, jeg ville jo ikke være alt for uhøflig.

”Og så fik han en straf.” fortsatte hun surt. ”Han måtte ikke være med til sport”

Jeg måtte her kæmpe hårdt for at lægge mit ansigt i alvorlige folder, i stedet for måbende do. Det lykkedes kun halvt, jeg fik fat i min søn og vi skyndte os at gå.

Normalt ville jeg nok have snakket med både ham og hende.. Men denne gang nøjedes jeg med at forklare min søn, at der ikke var så lang tid til at vi skulle flytte og at han heldigvis kun skulle have hende om fredagen.

Damer med så åbenlys mangel på pædagogisk sans, hører nemlig med til den kategori af mennesker man ikke kan nå.

Og skulle der sidde enkelte læsere ude i verden som undrer sig, vil jeg minde om at det er nemmere at få 10årige drenge til at sidde stille og høre efter, hvis de har spænet rundt og brugt deres krop i 45 minutter.

Og jeg vil godt indskyde at min yngste søn ikke er et buldrehoved. Han taler pænt, siger ikke ret meget, forstyrrer ikke i timerne og jeg har aldrig hørt noget negativt om ham, fra de andre lærere.

På vej hjem fnyste Gårdmand Bjørn indigneret: ”Jeg har da aldrig før fået skæld ud af Christine fordi jeg kom til at grine” Han surmulede lidt men tøede dog op derhjemme ved synet af amerikanske pandekager.

”Det er nok fordi Christine også er mor at hun er så sød.. Skrap, men sød” Kom det, lidt klistret, mellem to pandekager.

Jeg tror ikke jeg siger noget til fredagslæreren, er nemlig ret overbevist om at det er nytteløst; hun har nok også allerede afskrevet mig som håbløs, ikke seriøs forælder..

Heldigvis.

Come on light my fire

Jeg havde ingen intentioner om at lave en Morrison, men pludselig lugtede der altså brændt.

Jeg råbte ud i huset for at få et svar og svaret kom til mig i form af Gårdmand Bjørn som venligt oplyste at han bare havde slukket et lys. Men da det lugtede en anelse mere brændt end det, forlod jeg det bjerg af vasketøj jeg var ved at mose ind i vaskemaskinen og gik på jagt. Mest efter min yngste søn, men også det som var brændt.

Min yngste søn stod i køkkenet, smilede skælmsk til mig og viftede med en tegning af en orm. Eller nærmere en orm forklædt som pirat.

”Jeg ville bare lave et skattekort!” kom det.

Jeg sukkede højlydt og prøvede at forklare ham at det var for farligt at brænde papir selv – at man skulle have hjælp af en voksen.

Han kiggede slukøret ned på sin brændte tegning: ”Det blev heller ikke ret pænt”

Jeg greb triumferende min gasbrænder og sagde at det slet ikke var noget problem – jeg var voksen og jeg skulle nok få hans orm til at se ud som et skattekort.

Jeg havde så forestillet mig at min, ellers så pålidelige gasbrænder, ville lave en nydelig skattekortsbrunlig kant, samt et par pletter i selve papiret.

Det skete ikke.

Hvad der derimod skete var, at der gik ild i hele papiret og jeg måtte ende med at kyle tegningen ned i vasken og pøse en masse vand på.

..

Gårdmand Bjørn stod og kiggede en anelse mistroisk på sin tegning. Dernæst på mig. Ligeså mistroisk.

Så sagde han: ”MoAR – jeg troede du sagde du var voksen..”

Så jeg søger derfor en støttepædagog som kan lave ufarlige brandmærker i en ormetegning..

En ny en altså – for denne her er lidt våd.

Hvad kufferten gemte og et lille surt opstød.

Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.

Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.

Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!

Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

Lektier…

Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…

Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!

Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.

Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.

Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!

I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.

De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!

Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)

Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.

Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!

Har jeg sagt at jeg elsker besøg?

Hvorfor er det nu fastelavn igen

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Sådan en rolig søndag..

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

Sikkert forårstegn

Noget af det første som bebuder forårets komme, er duften af benzin.

..

Gårdmand Bjørn har nemlig støvet sin motorcykel af og fræser rundt på matriklen med en lyd som en arrig hveps og driver sine søstre til vanvid.

Indimellem kører han fra nogle imaginære forfølgere, eller også vinder han et eller andet, han hilser i hvert fald vældigt royalt på et publikum, kun han kan se!

Jeg får luftkys igennem styrthjelmen, når han med jævne mellemrum passerer mit vindue.

Først den ene vej..

Og så den anden vej..

Lidt ligesom en børnesang han prøvede at huske i sidste uge.

Fortalte Divaen mig.

Hun stod på badeværelset og Gårdmand Bjørn sad ude på reposen og legede.

Og sang lidt.

”Så går vi rundt om en…” Der blev stille.

”Hvad er det nu den der busk hedder?” han stak hovedet ind af døren til sin søster.

”Hvilken busk?” ville hun vide – noget desorienteret.

“Jamen den man går rundt om.. I en sang”. Kom det lidt utålmodigt.

”Nåårh” svarede hun: ”det er vist en enebærbusk.”

Danske sanglege er ikke noget den ældre del af Firkløveret er ret stærke i, da det var lidt svært at lave sanglege med sig selv og sine små børn, sådan i det store udland.

Han sang videre: så går vi rundt om en enebærbusk, enebær… Enebær?” Han stoppede midt i sangen.

”Er det så meningen at der er bær på?”

Her var hun ham svar skyldig.. og det sidste hun hørte, før hun gik ned og foreslog mig at købe en plantebog til ham, var at han undrende mumlede for sig selv: ”Er enebær overhovedet et rigtigt bær?”

Den ondeste hotdog

I går kiggede jeg herover – skønne billeder som altid – og kunne læse om hvordan de to damer havde været i byen. Og på RizRaz. Og jeg blev mentalt sparket tilbage til en vinterferie for et par år eller tre tilbage, til den eneste gang jeg var på RizRaz.

Divaen og Zorronaldo var taget på skiferie i Norge, ganske uden os. First Man føjtede jorden rundt, som han jo er så god til, så der sad vi tilbage på øen, med udsigt til at kede os en anelse i en hel vinterferie.

Derfor fandt jeg en billigt hotel inde midt i Storstaden og så skulle vi ellers på storbyferie et par dage, Gårdmand Bjørn, Prinsesse Lyserød og Kongen herself. Mig altså..

Vi tog toget derover og det var vældig sjovt.

Vi blev installeret i et stort værelse og så startede vi med en strøgtur.

Og en hotdog..

Se, nu skulle jeg have fulgt min første indskydelse – for den pølsemand som står ca. midt på Strøget ved siden af et lyskryds..

– Han så ikke ud som om han havde vasket fingre den sidste uges tid. Ej heller så det ud som om han havde fået skiftet skjorten i samme tidsrum, idet jeg syntes at kunne udpege en hel del forskellige madrester.

Jeg slugte mine fordomme og forbarmede mig over mine to – og de fik hver en fransk hotdog.

Og kunne jeg, dagen efter have fået Mr. Klamme PølseBørge til at æde alle de dårlige pølser der lå og udviklede onde bakterier på hans lunkne pande, havde jeg gjort det.

..

For der gik ikke ret længe før de begge begyndte at føle sig dårlige. Først troede jeg det var vejret – hundekoldt. Men selv med ekstra sweatre på hjalp det ikke.

Vi endte på RizRaz og de skulle ikke have noget.. Jeg spiste med stor fryd lækker mad, jeg ikke selv havde lavet, men Gårdmanden og Prinsessen kunne ikke engang spise fire pommes frites.

Så var jeg jo godt klar over at noget var galt og vi formelig kravlede hjem til hotellet igen. Altså – de gjorde.

De skulle have et varmt bad før de fik nattøj på – og ja – jeg vil spare jer for detaljerne, men det endte med at jeg ringede til receptionen for at høre om de ikke lige havde en spand eller to jeg måtte låne til natten..

For deres gulvtæppers skyld..

Der kom nogle tomme 5-liters jordbærmarmeladebøtter.. Men midt i alle ulykkerne kunne vi så grine lidt af det.

Næste morgen sad vi ved morgenbuffeten, hvilket nok var det Prinsessen havde glædet sig allermest til, og de kunne ikke få en bid ned af alle de lækre sager. Ikke så meget som et sølle stykke brød.

Nøj, som hun jamrede over denne uretfærdighed. Hun jamrede faktisk så højt at nogen, som åbenbart bestemte noget, der i etablissementet, kom hen og gav mig sit kort, med besked om at jeg kunne komme tilbage en anden gang og få samme billige pris, for det var alt for synd at deres tur var blevet ødelagt.

Det kalder jeg service!

Under megen ynk og stille jamren kom vi trods alt helskindede hjem til vores ø, uden yderligere gener, med behov for spande og den slags. Havde også været lidt for morsomt i et IC4.

De blev dog hurtigt friske igen og vi tilbragte resten af ferien med at bage kage –

og  bygge sneborge.

Vi kom tilbage til samme gode hotel året efter og jeg skal love for at Prinsessen tog revanche ved buffeten – som hun havde drømt om i et helt år!

Men de skulle derimod ikke have en fransk hotdog, da vi gik forbi pølsevognen.