Tag Archives: Gårdmand Bjørn

Søndagskage

17 May

Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det ved at være lidt længe siden vi har haft en søndagskage?

Dette er både ægte søndagskager, da det drejer sig om cupcakes, og endda en hjemmelavet slags, for en gangs skyld!

Gårdmand Bjørn og jeg skulle for nogle måneder siden planlægge konfirmationsdessert til 32 gæster, og han lagde  ud med at ville have islagkage.

I grøn.

Til 32.

Jeg eksperimenterede først med pistacie is – som hverken den kommende konfirmand eller hans mor brød sig om – og så det der med lag på lag, og forskudt indfrysning af forskellig slags is, som ikke gik specielt godt, så jeg endte  med at lave 40 portionsanrettede lime og vanilje is, der var aldeles uovertruffne!

Men så sagde Bjørnen at han faktisk også godt kunne tænke sig noget brownie. Og da jeg have lavet 4 store brownies, med fudge og appelsin og nødder, mente vi at det ville række som dessert, når der også var frugt – som jeg glemte at sætte på bordet – og slik.

Det var uden at tage forbehold for at min indre Husmor ville røre på sig.

For det gjorde hun.

Lige akkurat 48 timer før vi skulle sidde i kirken gav hun sig til at rømme sig på en måde som ikke kunne overhøres.

Og på trods af alt det andet jeg også lige skulle inden gæsterne kom, overbeviste Husmor mig lynhurtigt om at der bestemt ikke var nok dessert, og at det da ville være aldeles frygteligt hvis der var nogen som ikke kunne lide lime is eller nogen som ikke kunne lide chokolade – ikke at jeg vidste af at der fandtes sådanne personer på gæstelisten – men for at være på den sikre side -så lavede jeg lige 36 blåbær muffins med grøn flødeost topping og drysset med noget i Tyskland indkøbt grøn kagepynt!

Konfirmations cupcakes

Der var naturligvis for meget dessert.

Som i alt for meget. Hvilket jeg også påpegede for Husmor. Hun var ligeglad. Men Firkløveret og Firstman var derimod svært tilfredse, idet de dermed kunne spise både brownie og grønne cupcakes i en hel uge efter den sidste gæst havde forladt møllen.

Konfirmanden var glad.

Gårdmand Bjørn, konfirmand 2015

Han smilede hele dagen. Trods regnen. Jeg fik indtil flere bamsekram hvor han hviskede til mig at det var verdens bedste dag!

– Og altså de grønne konfirmations cupcakes smagte virkelig godt!

God søndag!

 

 

Velkommen til lazarettet.

9 Oct

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Gårdmand Bjørn som bamse.

17 Sep

Det siger lidt sig selv.

Jeg mener, bamsen ligger lidt i ordet bjørn.

Ikke desto mindre skal Gårdmand Bjørn spille bamse i skolekomedien. Den sidste jeg tvangsindlægges til.

 

Hurra.

Det er faktisk lidt nostalgisk.

Aldrig mere skal man tvinges til at sidde og se på skolekomedier spillet af børn med mere eller mindre talent. Bortset fra ens eget, naturligvis. De er jo altid fænomenalt dygtige uanset hvad.

Nå, men han skal altså spille bamse.

Og nogen skal derfor lave en bamsedragt.

Bliver pludselig meget træt.

Hvorfor laver man den slags skolekomediestykker hvor sagesløse forældre skal tvinges til at frembringe kostumer der ligner noget.

Jeg har muligvis sagt det før, men jeg spillede Freja i Thors Brudefærd, engang i den tidlige stenalder. Og jeg havde altså bare min natkjole på. For der var hjerter på. Og det lange lyse leverpostejsfarvede hår havde jeg i forvejen. Og vupti var Freja på plads.

Nu skal jeg til at kreere en bjørn. Med ører. Jeg synes de strammer den. Mon publikum lægger mærke til det hvis jeg klæder ham ud som gulerod?

Er der en syerske tilstede?

Fordomme og komplimenter

16 May

Gårdmand Bjørns motocrosser skulle sælges, da han havde knæene omtrent på niveau med hagen når han sad på den, og jeg havde derfor sat en annonce i gul&gratis.

Blev kontaktet mange gange af folk med spørgsmål de ville have fået svar på helt automatisk, men det forudsatte at man gad læse annonce teksten en anelse grundigere eller måske læse mere end overskriften.

Og så blev jeg ringet op.

Af en der gerne skulle have crosseren med det samme.

Og han havde en lidt – det er nu fordommene kommer ind i historien – ufaglært måde at udtrykke sig på, og jeg spekulerede faktisk på om han havde elektricitet på alle etager. Det lød ikke sådan.

Og det blev ikke bedre da han sagde sit navn. Ejheller hvor han ville komme fra.

Da First Man ikke var hjemme og jeg ikke havde meget lyst til at skulle styre en motocross, mine børn, mistænkelige personnager og mange tusind kroner, uden pædagogisk støtte fra ham.

Jan mekaniker kunne ikke, han skulle sælge en bil. Gode råd var altså dyre, men jeg fik fat i gode venner som kunne – og ville – assistere ved en eventuel handel.

Vi stillede os derfor ud ved den større landevej for at indfange biler fra storbyen med potientielle kunder i, da Møllen er lidt svær at finde.

Jeg jokede med at de sikkert kom i en sort Audi, da mange i den bydel vist havde en forkærlighed for den slags. Det var endnu en fordom.

Der kom nemlig ingen sort Audi. Der kom et rustent vrag af en citroën der havde set bedre dage for mange år siden.

Og så fik jeg indtil flere hjertestop og savnede pludselig min mand intenst.

Havde det så bare været bilen.

Men nej, ikke alene var bilen direkte skræmmende; inde i den sad fire unge mænd af den slags jeg end ikke ville gå forbi ved højlys dag uden at forlange politieskorte.

Jeg tænkte febrilsk at det nok ikke havde været det allermest hensigtsmæssige ligefrem at invitere fire ungersvende af anden etnisk herkomst, fra Vollsmose, på besøg i Møllen. Endnu en fordom!

Men nu var de her, så der var ikke så meget at gøre.

Motocrosseren havde vi taget ud på græsplænen og vi lukkede lågen forsvarligt bag os da alle var inde. Jeg beordrede Gårdmand Bjørn op på sin crosser, med den tanke at når han sad der, kunne der ikke sidde andre.

Vi fik snakket, prøvet og pruttet, og enden blev at de ville betale den pris jeg havde sat som mit mål. Så langt så godt.

Jeg fik straks pengene og de bad mig om at lave en seddel med mit navn og telefon nummer på, som jeg naturligvis gav dem, dog ikke uden at spørge hvorfor.

De kunne så berette at politiet jævnligt stoppede dem for at tjekke at deres fartøjer ikke var af stjålet art. Og man spørger sig selv hvorfor… Sarkasme kan være anvendt..

Jeg slog nogle meget himmelblå op og sagde at de for det første ikke måtte køre andre steder end på en bane med denne crosser, og at de vel ikke var hverken ballademagere eller kriminelle, var de vel???

Det lød simpelthen så dumt at jeg var lige ved at fnise, men blev bremset af mine hjertestop der stadig lurede i baggrunden. Det var jo ikke sikkert at de syntes om at blive fniset af.

Vi gik ud til bilen i samlet procession, jeg – som var svært glad for at det nu var ovre – gik bagerst. Jeg så lidt skeptisk på deres bil og påpegede på mormåden at de altså ikke ville kunne få motocrosseren ind i den bil, hvis de alle fire også skulle transporteres tilbage hvorfra de kom.

Lovligt, forståes.

Ork jo, bedyrede de, hvorpå de lagde bagsædet ned.

Crosseren blev bakset ind og de to der nu havde fået deres pladser optaget af motor og dæk, stod lidt og stirrede rådvilde på bilen. De to andre havde sat sig ind foran og var dermed sikret en siddeplads. Den ene kløede sig under stråhatten og sagde noget jeg ikke forstod ordene af men meningen var god nok.

Resolut maste de sig ind bag i bilen og tog plads oven på den liggende crosser og sagde at jeg var velkommen til at tage et billede af dem.

Som sagt så gjort:

Og mens vi vinkede farvel, indprentede jeg dem at de altså skulle køre ordentligt og i øvrigt huske at skrue støttebenet af når de kørte, samt have halskrave, brynje og rygskjold på. De vinkede igen og så råbte den ene ud af vinduet, og det er så nu, det med komplimenten : “Yo man, du’faame sød, du’er”!

Med accent og det hele.

Ikke et øje tørt!

Og væk var de.

Jeg er ikke så naiv at jeg tror de er medlem af en klub eller at de udelukkende vil køre på bane, men det er ikke mit ansvar mere. Jeg fortalte dem hvordan de ikke skulle gøre, så er resten op til dem. Jeg fik til gengæld lige revideret et par fordomme eller tre!

Og politiet har da ikke ringet endnu…

Væddemål

23 Apr

Når man indgår et væddemål, så bør man nok overveje betingelserne en ekstra gang hvis man vil undgå stærkt pinlige situationer.

Jeg vil ikke nævne nogen navne, men nogen diskuterede med sin lillebror over årets første is. Der havde været en del polemik vedrørende indholdet i lillebrors is, idet storebror holdt på at der var en styg klat kemisk syltetøj inde i jordbærisen.

Lillebror holdt på det modsatte.

Storebror ville omgående vædde 10 kr. på at han havde ret, hvilket mor modsatte sig. Så blev det til at vinderen måtte slå taberen. Dette forslag blev også nedstemt af mor.

Og så var det at storebror fandt på – meget lidt gennemtænkt – at taberen skulle tage alt tøjet af og løbe en rundtur i haven. Lillebror som ikke lader sig slå ud af den slags småting, slog til på stedet og væddemålet var en realitet.

Alt imens lillebror fortærede sin is, sad resten af familie og fulgte opmærksomt med i indholdet af den omdiskuterede is, for at det kunne gå rigtigt til. Men uanset hvor ofte isen blev tjekket, kom syltetøjsstriben ikke til syne.

Storebror begyndte nu at få en anelse hjertebanken. Lillebror tilbød solidarisk at han altså godt ville løbe med – ligeledes i bar figur – men det ville storebror slet ikke høre tale om.

Han håbede stadig på at syltetøjet ville komme til syne. Hvilket det ikke gjorde. Det blev ikke bedre af at storesøster grinte bredt og sagde at efterskoleeleverne sikkert sad på taget af deres hus og nød aftensolen, og dermed kunne glo lige ned i haven.

Da begyndte han at svede.

Og kiggede en ekstra gang på isen. Isen uden syltetøj.

Da den sidste bid var nedsvælget, både af hans egen is, og den forræderiske is uden syltetøj, gik han for sig selv. Vi andre myldrede ud på terrassen for at vente på den let påklædte atlet.

Han udeblev ikke.

I bar røv og viklers spurtede han hele haven rundt. Da grunden faktisk er ret stor, kunne vi nyde synet af en lang – pamolhvid – 16 årig knægt uden tøj på, i et ganske betragteligt tidsrum, og storebror lærte hermed at hovmod står for fald, eller også at man skal tjekke sine væddemål lidt bedre før man indlader sig på den slags.

Vi andre grinede så vi havde ondt i både mave og kinder, og jeg glædede mig over at jeg har så skøre børn der ikke er blege for at lave den slags!

Storebror overlevede trods alt, men indlader sig nok ikke på nye væddemål lige med det første!

Ligeledes tillod han at jeg måtte skrive om det, som han sagde: “Der er jo heldigvis ingen billeder af det”.

 

Der er ingen krummer i min dreng!

29 Jan

Kan man, uden alt for mange mentale forstyrrelser, være glad for skolen når man er 11 år?

Det er forhåbentligt tilfældet for de fleste, men der er mange for hvem det ikke er en selvfølge. Mobning, uengagerede lærere, uro, mangel på lokaler og resourcer kan sende mange børn ud af kurs.

Nu har jeg været så fantastisk egoistisk og ubetænksom at flå mine børn op med rod tre gange. De har overlevet og indstillet sig på tre skift. Det har været hårdt. For alle fire. For mig, for os som famile.

Og beslutningen om at gøre det en gang til for 2 1/2 år siden var ikke nem; vi vidste jo godt at det ville blive svært at falde til, men også at skulle sige farvel til Normandiet igen.

Det ville ikke blive nemt at vende tilbage til Møllen på Øen, vi havde set det før og gruede for hvordan det skulle gå.

I går var vi til samtale på skolen. Det gængse. Skole-hjemsamtale/trepartssamtale, kært barn har mange navne.

Hvorom alting er, vi var der. Med Gårdmand Bjørn. Om hvordan det går og lektier, kammerater og alt det hejs.

Derfor skulle han – sammen med mig – udfylde nogle papirer og svare på en del spørgsmål for en uges tid siden.

Og efterhånden som vi kom længere ind i spørgsmålene, den eftermiddag i sidste uge, jo mere stod det lysende klart for mig at min lille bamsebjørn er blevet stor og at han bare er glad. Alle de svar han kom med var gennemsyrede af tilfredshed. Han kan godt lide at gå i skole, han kan godt lide sine lærere – okay så, lige med undtagelse af en som bare er vikar så det kan være det samme – han kan lide sine kammerater og “sin” Nicolai.

Det var simpelthen så skønt at sidde og opdage at han er bevidst om hvad han er god til, hvad han kan blive bedre til og at han er glad for at gå i skole. Han kan godt lide dansk fordi Lone er en god lærer. Han kan godt lide matematik fordi Jørn jo bare er Jørn og han kan godt lide engelsk fordi han synes sprog er spændende og han elsker at lære nye ord. Han synes ikke han har for mange lektier for og han holder skam mund når de ber’ ham om det.

Og.. “faktisk føles det som om klassen, og skolen også lidt, at det er en slags stor familie”.

Kan man andet end at frydes inderligt over en sådan holdning til sin skolegang fra en dreng på 11 år? Jørn fik i hvert fald stjerner i øjnene! Tror jeg nok, for jeg så lidt sløret lige akkurat på det tidspunkt..

Faktisk kan Krumme bare tage sin sang og gå hen og sætte sig i et hjørne. Han er ikke aktuel i møllen.

Der er nemlig slet ingen Krummer i min søn!

Fra Gårdmand Bjørn og Nicolais fælles fødselsdag i december!

Når man nu tager i betragtning hvor lidt jeg bryder mig om krummer, er det faktisk pænt heldigt!

GodSÅnat

20 Mar

Der gives dage hvor personer på 10 år bare er en anelse belastende for deres omgivelser. Uanset om det er royale omgivelser, eller bare alle de andre.

Så er det befriende at være den der bestemmer og kyle hele banden i seng, eller det vil sige, én for alvor og tre andre på skrømt. Så ligger han der og ligner den søde dreng det var meningen han burde være det meste af tiden.

Jeg sætter mig tungt og træt på hans sengekant og sukker dybt. Spørger så hvordan det kan være at han skal være sådan en drillepind?

Om han ikke ville oppe sig lidt og blive lidt mere medgørlig at være sammen med og ikke være så irriterende hele tiden.

Venter egentligt ikke noget svar, og må bide mig i læben for ikke at komme til at grine meget højt da han alvorligt siger: ”Mor.. Jeg er 10 år, og jeg er også en lillebror. Jeg skal være irriterende. Vær glad for at jeg ikke er blevet sur endnu, ligesom min storebror!”

Han ligger heldigvis på maven så han kan ikke se mine anstrengelser for ikke at bryde sammen af grin.

Jeg klør ham lidt på ryggen, og han sukker saligt og siger: ”Alle mennesker burde have en mor som dig!”

Da jeg påpeger at jeg nu er glad for at jeg kun har fire børn, for at være mor til hele verden lyder lidt voldsomt, vender han sig giver mig et stort knus og siger: ”Så er jeg glad for at det lige var dig der skulle være vores mor”.

%d bloggers like this: