Tag Archives: Gaver

Fødselsdage – generelt.

2 okt

På mit arbejde er der tradition for at man pynter fint op på fødselarens plads med flag i massevis, og en gave som en specielt udvalgt person har indkøbt til lejligheden.

Hvor langt man går i sin flagudsmykning og oppyntning er jo lidt op til den enkelte oppynter, men især også i forhold til: hvad kan fødselaren lide.

Og det slog mig, da jeg væltede et kvart ton bordflag ud over fødselarens plads, at hun måske var mere ligeglad med flag og pynt, end jeg.

Tina og jeg diskuterede det og kom frem til at  det nok kom an på hvordan ens fødselsdagsfejring løb af stabelen i ens barndom. Såfremt ens fødselsdag altid har bestået af en uudtømmelig perlerække af dejlige oplevelser, livretter, overraskelser og gaver man har ønsket sig, så er sandsynligheden for at man værdsætter sin fødselsdag, også når man kommer op i årene, stor.

Er man derimod blevet spist af med middelmådige fødselsdage, uden omsorg, opmærksomhed eller fest, er det forståeligt at man ikke synes der er grund til at gøre det store ud af den dag hvor man tilfældigvis kom til verden.

Hvorom alting er, jeg stod i hvert fald og betragtede mit værk med stolthed da oppyntningen var til ende: flag overalt, sjove tegninger, gave, kort og guirlander, og håbede på to ting.

Først håber jeg at fødselaren vil sætte pris på det, og være i rimeligt humør. Hun har længe øffet om at det ville gøre meget ondt at skrive 4 i stedet for 3 foran.

Dernæst håber jeg, når min fødselsdag oprinder lige om lidt, at der også vil være pyntet fint op da jeg bestemt ikke har noget i mod at holde fødselsdag!

Og spise kage.. OG få gaver!

Reklamer

BooBoo på speed.

16 mar

Der er det ved at have en blog, at sommetider får man tilsendt en email hvor nogen tilbyder en gaver. Jeg lægger som oftest (altid) ud med surt at spørge hvad de så regner med at få for de “gaver” de vil sende til mig.

Og langt de fleste bliver banket direkte hen i ringhjørnet igen, hvor de hører til.

Men ikke denne gang. For denne gang var svaret: Ingen verdens ting.

De ville bare sende mig noget. Og jeg skulle ikke gøre noget til gengæld.

At jeg så gør det alligevel med dette indlæg, må stå for egen regning.

Stor var min forventning derfor da jeg modtog – jeg der elsker gaver – en pakke med ukendt indhold.

Jeg fremdrog et stort krus. Og en T-shirt. Og en mulepose.

og

et par solbriller der vil gøre Elton John misundelig for tid og evighed.

HoneyBooBoo outfit.

Nu ved jeg ikke om TLC har hørt om mit absolut ikke eksisterende TVkendskab, eller har overvejet hvor lidt tid, jeg rent faktisk tilbringer foran fjernsynet, for så havde de nok valgt en anden at forære disse reklameeffekter til.

Ikke desto mindre landede de i mit hus og der stod jeg. Måbende. For hvad, eller hvem, i alle verdens riger og lande var Honey BooBoo?

(Det er muligt det ikke bør skrives sådan, men rent grafisk ser det altså pænest ud)

Var det en ny Disneyfilm, et makeup mærke, eller en Chai Latte?  Jeg måtte google.

Hvilket hjalp en hel del.

Honey BooBoo er en duracellkanin på speed.

Altså, Honey BooBoo er et overvægtigt, svært forstyrret 6 årigt pigebarn, som deltager i skønhedskonkurrencer for børn, hvor det ikke handler om meget andet end at promovere mødrenes fallerede drømme om det der aldrig lykkedes for dem. Og det er…

Faktisk fandt jeg ud af – på et yderst oplysende youtubeklip – at nogen føler sig kaldet til at give disse små piger falske tænder på, hvis deres egne mælketænder ikke er hvide nok. Hvilket nok er ret svært med den ikke uanseelige mængde cola der øjensynligt hældes indenbords. Men altså gebis til babyer? Hvad sker der for de mødre??

Det er smagløst og grænsende til omsorgssvigt.

Nå, men altså nu har hende Honey BooBoo pigen åbenbart fået sit eget realityshow, med hele familien.

Jeg savner ord.

De fleste episoder har undertekster – også i USA – fordi ingen fatter en lyd af hvad de mumler. Og jeg må muligvis stå frem i lyset som et snobbet overklasseløg, for mage til karikatur af en sydstatsfamilie, skal man altså lede længe efter.

Scarlett O’Hara go home, din arvtager er fundet, selvom jeg ikke helt ved hvem der skal spille Rhett. Men den tid den sorg – pigen er kun 6 år – og man kan da håbe at hun kan nå at fortabe sig i glemslens tåger, før det går så galt. Ellers ville Professor Higgins være et bud, hvis vi andre skal overleve. Men jeg er svært bange for at det bliver Onslows barnebarn der render med hende.

Og da jeg så havde reddet på forargelsens bølge i et stykke tid, landede jeg ublidt midt i mine egne fordomme. For hvor befriende anderledes og fuldstændig uhøjtidelig, var den familie ikke lige?

De pruttede om kap, fremviste deller, nøs så snottet fløj og stangede tænder på et plan som havde virket overdrevet, hvis ikke lige det var fordi, der ikke var noget manuskript. Det er så grotesk en familie, at det er til at grine af, og bare jeg bliver fri for at dele stamtræ med dem, må de såmænd gerne fortsætte deres show flere sæsoner for min skyld.

Honey BooBoo vil nok heller ikke aldrig nogensinde få mig til at se TV, men måske var hun det friske pust der var brug for, midt imellem alle de der perfekte anorektikere topmodeller.

Rent bortset fra at jeg nu har en ny, sjov og meget stor, kop til min samling.

Og brillerne – ikke at forglemme!

Vi starter snart nedtællingen

27 mar

Ja, naturligvis har Firkløveret talt ned længe. Faktisk lige siden de fik at vide, at vi havde bestemt os for at flytte tilbage til vores hus hjemme på Øen!

Min hjerne er visnet lidt i kanterne, jeg er nemlig på vej i flyttemode.

Jeg er ikke gået igang med at tælle ned endnu, det har været for tidligt, men nu er det også snart ved at være nedtællingstid for mig.

Jeg har næsten alle mine lister klar, det eneste der mangler er sådan set bare at gå i gang. Jeg starter ikke alt for tidligt, for det er ikke til at holde ud at bo i flytterod i alt for lang tid.

Derfor vil der også komme et par praktiske indlæg med gode flytteråd. De vil sikkert kede mere end én, men jeg skal nok lade være med at overdrive.

Alt hvad der kan planlægges, er planlagt.

Flyttebilen er bestilt. Vi har en aftale med boligudlejeren, for at aflevere huset dagen efter flyttemændene er kørt.

Hvilket den opmærksomme læser sikkert vil være enig med mig i, kunne gå hen og blive et problem; hvorledes lever man med fire børn, i et hus som er ganske tomt?

Ingen madrasser, ingen håndklæder, ingen tallerkner.

Ikke muligt, så altså har jeg afsat mit afkom, til deres venner, den sidste nat i Normandiet. Så kan de følges i skole næste morgen til den sidste dag, og sige ordentligt farvel. Vi selv, er også blevet indlogeret hos gode venner, som planlægger en sidste hyggeaften for os.

De der sidste hyggeaftner, er i øvrigt kommet på programmet. Folk begynder at invitere os til ”en sidste – alt muligt”.

Til en af de der ”sidste” – som faktisk viste sig at være en første, nemlig årets første barbecue, tilmed i marts måned – fik vi denne her:

IMG_0827

Og der var behageligt langt ned til bunden. Og det er ikke fordi flaskerne med rosé og cidre er små – det er derimod vin og øl som er magnumflasker!

IMG_0830

En stor del af indholdet kan gemmes, og skal nydes når vi sidder i vores eget hus – med gulvvarme – og skal tænke tilbage på de to år vi boede i sommerhus!

Bortset lige fra pølserne. De kan absolut ikke holde sig så længe. De få som nu er tilovers, altså.

Så blev det endelig

5 dec

Gårdmand Bjørns store dag. 10 år.

Vi fejrer hans første runde fødselsdag i dag, og så har jeg ikke flere børn tilbage, som kun er et tal gammel. Mærkeligt så hurtigt de bliver store.

Vi lå og snakkede i går aftes, han og jeg, som vi plejer og han fortalte mig om de to ting han ønsker sig allermest.

Selvom den slags hurtigt kan skifte i den alder, er det, blandt andre, heldigvis også de to gaver som lige nu pryder bordet han får at se om lidt, når vi vækker ham. Nemlig et Nerf Long Strike gevær og et waveboard.

Han bad mig om at lade være med at tage national-flaget med op, da han hellere ville vækkes af fødselsdagssang!

Jeg forstår ham så godt – det var en underlig kemisk lyd at slå øjnene op til!

Han var overbevist om at han ikke kunne falde i søvn, men der gik nu ikke ret længe før han måtte overgive sig til søvnen.

Han nåede dog at bestille lakridspiber og smarties som morgenbordsslik. Og jeg takker derfor min sjette sans for, at jeg købte tre pakker lakridspiber i sommers.

Brownie og boller er bagt, jeg mangler bare at lave nogle cookies til festen på skolen i eftermiddag!

Jeg har valgt at krydre indlægget med dette billede fra da han blev seks år.

05-12-2007 006

Han fik disse underbørger, og tilsvarende tigermorgenkåbe, som han elskede højt og som simpelthen sad på ham til de hang i laser og hans onde mor – mig – smed dem ud!

Jeg kan stadig ikke finde ud af at lægge youtube videoer ind på mit indlæg – så desværre får I ham ikke at se/høre live. Det kan være det kommer!

Så er det slut

20 nov

Eller det vil sige, det var jo slut allerede i torsdags.

Nu har jeg med megen møje og besvær udvalgt, eller det vil sige, udtrukket en.. Og så var der lige to til. Som skal have nogle trøstepræmier.

For pokker. Jeg kunne bare ikke vælge. Så jeg bad Divaen om hjælp. Og det har faktisk taget det meste af dagen i dag..

Tak – tusind tak – fordi I gad lege med. Der var mange spændende grunde til at ville vinde, og nogle af dem var altså ret morsomme. Ja ikke alle sammen, men nogle var. Så tak for grin!

Der var også nogle som virkelig bare havde brug for lidt opmuntring, og vi endte med at sidde tilbage med 6 som vi trak lod imellem – OG så var det simpelthen Mille som vandt denne lodtrækning. Så Mille – send lige din adresse til kongmor@live.dk så du kan få en bette pakke fra Normandiet!

Men så var der jo Fr. Møller.. DET absolut hårdtslående argument kunne jeg simpelthen ikke stå for – jeg vinder nemlig heller aldrig noget – og det er altså synd, så derfor får Fr. Møller en lille trøst. Hvis altså jeg får hendes adresse.

Og så er der en, som fik ondt af de af mine indlæg der ikke blev valgt. Og sådan at tage hensyn til det jeg skriver, det var da sødt – derfor skal the Blogless Sister også have en lille trøsteting.

Men det kræver at jeg får adresser fra de damer – ellers vil det være en anelse svært at sende noget overhovedet.

Det er så hyggeligt at give gaver.

Jeg er også med i en nisseklub – ja jeg ved det – det nærmer sig et julet indlæg, og hører vel til herovre i stedet, men hvis vi nu går ud fra at nisser er der hele året, så burde det ikke gøre noget og ingen behøver at få det skidt.

Men altså, denne nisseklub har medlemmer fra hele verden, ej det er faktisk mest danskere, men mange af dem sidder ude i den vide verden. Man melder sig så til julegavebytning, og får en som man skal være nisse for, og så er der jo logisk nok en anden, som skal være nisse for én.

Og før en given dato skal man have sendt en pakke til en værdi af 20€. Det er noget så sjovt.

Et år fik jeg en kæmpe samling krydderier og specialiteter fra Prystina. Sejt ikk? En anden gang fik jeg vidunderlig julekop fra Starbucks. Det skal lige siges at det var længe før de kom til Europa. En vidunderlig halskæde fra USA, billedrammer fra Texas, Sæbe fra Schweiz og jeg kunne blive ved – det er nok lidt uinteressant for andre end indviede, så jeg vil lade være med at blive ved – jeg blev bare lige revet med af stemningen.

Men det jeg ville sige var, det er så hyggeligt at lave disse pakker til mennesker som man ikke altid kender. Så jeg har også gået og nydt at lave en pakke som nu skal sendes til Mille!

Fødselsdag i clipart

19 nov

Det startede med.. Eller faktisk starter alle vores fødselsdage med at fødselaren ligger i sin seng og sover rævesøvn. Så kommer alle de andre med lys og flag og hele balladen, synger fødselsdagssang og først da må man stå op og gå ned til morgenbordet med gaver og slik.

I dag var ingen undtagelse, jeg sov min rævesøvn og ventede artigt på min fødselsdagssang, bortset fra at First Man havde grebet et flag som kan spille. Det var et fodboldtosseflag jeg købte i et anfald af akut patriotisme, lige før vi skiftede ømulden ud med Æblebakken.

Der er det særlige ved dette flag at det, i stedet for en fødselsdagssang, spiller ”Der er et yndigt land.”

Så det var til tonerne af vores yndige nationalsang jeg blev vækket i morges.

Efter jeg gav mig til at grine, og ingen sang helhjertet med, men derimod stirrede noget mystificerede på deres far, spurgte First Man forbavset hvorfor ingen sang, hvortil Divaen meddelte at dette måske var en lidt forkert sang til lejligheden.

Havde det så i det mindste været kongesangen, kunne jeg endda forstå det.. Men der blev sunget fødselsdagssang til sidst, og op kom jeg.

Burde nok have rejst mig allerede da de første kemiske toner af nationalsangen gjaldede skrattende i mine sagesløse ører, men jeg tillod mig altså at blive liggende til de havde fundet kammertonen.

IMG_0047

Så kom turen til gaver – og hold da lige helt op, der var mange!

Jeg blev voldsomt forkælet af børn, mand, familie og venner! Som jeg sagde – hvis ikke det var fordi man blev ældre hver gang – ville jeg nu gerne have sådan en dag lidt oftere end bare en gang om året.

Og til folk som ikke synes de bliver nok fejret på deres fødselsdag, har jeg et rigtigt godt råd. De skal gøre følgende tre ting: skynde sig at få fire børn, have en blog og være på Facebook.

Man bliver aldrig overset på sin fødselsdag når man har en facebook profil. Nogle siger det er overfladisk – men jeg synes det er vildt fedt. Skønt at læse alle de hyggelige små blink fra nær og fjern, for slet ikke at tale om alle de søde lykønskninger jeg fik her..

Skal vi ikke bare sige at vi gør det igen i næste måned?

Nå, det var et sidespring.

Jeg blev hentet af Fiona, og så gik turen til Caen hvor vi vandrede rundt i byen i strålende mildt solskin og 16 grader. Lidt shopping blev det vist også til, inden vi nåede Dolly’s bulede lænestole.

Jeg må lige sige, jeg har fået den flotteste gave af Fiona – tænk – hun har malet mig. Fundet et gammelt sort/hvid billede af mig, malet efter det i ren popart. Altså ret blæret at have et maleri af sig selv, vil jeg lige sige!

Timerne på Dolly’s gik med fish’n’chips, grin og snak og en del glas chai!

IMG_0057

Jeg nåede hjem lige tidsnok til at hente børn i skolen, og blev forsinket af en masse som lige skulle ønske tillykke og snakke lidt, endelig nåede vi hjem og så var der dømt kakao. Vi hyggede og snakkede indtil vi skulle på ”creperie” (pandekagehus)

Jeg blev mæt allerede halvvejs inde i min hovedret.. Men dessert skulle jeg ligesom have, både fordi dessert ikke feder på ens fødselsdag, men også fordi min dessert var en gave – on the house. Så jeg sluttede lige af med en chokolade fondue. (og bøøøvs)

IMG_0074

Kunne bagefter overhovedet ikke bevæge mig uden at stønne og fik derfor ikke trukket en vinder af min giveaway idag.

Sov som en sten – med skønne oplevelser i hele hovedet!

Noget om at have fødselsdag

12 nov

Nu er der under en uge til min fødselsdag, og skulle jeg komme til at glemme dette faktum et kort øjeblik, har jeg horder af glade børn som er ved at falde over deres egne ben for at give mig en fantastisk dag. Hemmelige gaver og festlige indlæg og – ”MoAAr du må ikke komme ind”.

Men det er jo nok fordi jeg har fortalt dem om de år, da de var for små til at forstå konceptet med at blive fejret til en fødselsdag, og First Man ikke altid var at finde i samme land som jeg, og det derfor ikke altid var så sjovt at fylde år, fordi der ikke var nogen til at sige tillykke.

Og efter barndommens fødselsdage som er store og fylder meget, så kom de magre og hvis jeg må være så fri, ret kedelige rent fødselsdagsmæssigt mellemliggende år, men nu skal jeg da lige love for, at de gør alt hvad de kan for at jeg skal gå glad i seng på dagen.

Har jeg sagt jeg elsker dem rigtigt meget?

Men det er faktisk ikke kun min fødselsdag jeg ville snakke om, det er også Gårdmand Bjørns. Han bliver 10 om mindre end en måned, og glæder han sig til min fødselsdag, er det intet imod det fyrværkeri af spænding han har indeni, når snakken falder på hans store dag.

Der går ikke en eneste dag, hvor han ikke meddeler mig nye hede ønsker, remser gæstelister op, vægter for eller imod forskellige restauranter og den slags vigtige ting. Og han glæder sig enormt.

Han startede nedtællingen da der var 42 dage til.

Og det er da ikke fordi jeg er træt af at høre på det, slet ikke. Det er bare en anelse ensformigt, og ligeledes en smule svært at udvise samme entusiasme, hver gang han kommer med nye betragtninger.

Men jeg lytter. Det gør jeg altså. Indimellem. Jeg lader i hvert fald som om det meste af tiden. Og han skal nok få en super fødselsdag.

Jeg er nemlig altid bange for at de bliver lidt skuffede, for en fødselsdag er vist aldrig så gylden og fantastisk som man forestiller sig, og håber på.

Da familien oven i købet ikke er så voldsomt stor, og en del af den – familien altså – ikke helt har fattet ideen med gaver eller fødselsdagskort, så bliver Firkløveret nok lidt forkælede af andre, os samt den anden del af familien, som for at kompensere lidt.

Men så var det jo at jeg var på barselsbesøg i går. Hos en lille trut som kom til verden i torsdags, og han var helt og aldeles vidunderlig – og for pokker hvor var han lille.

Man glemmer godt nok hurtigt.

Så slog det mig, nu hvor fødselsdage måske har mistet lidt magi og er blevet til en dag hvor man løber rundt og laver halløj og ballade og gaver og hvad har vi, så var det rigtigt rart lige at se sådan et lille mirakel af et nyt menneske.

For der er SÅ meget grund til at fejre og lave fest, farver og ballade. Det er jo en skøn dag den – ens fødselsdag!

%d bloggers like this: