Fødselsdage – generelt.

På mit arbejde er der tradition for at man pynter fint op på fødselarens plads med flag i massevis, og en gave som en specielt udvalgt person har indkøbt til lejligheden.

Hvor langt man går i sin flagudsmykning og oppyntning er jo lidt op til den enkelte oppynter, men især også i forhold til: hvad kan fødselaren lide.

Og det slog mig, da jeg væltede et kvart ton bordflag ud over fødselarens plads, at hun måske var mere ligeglad med flag og pynt, end jeg.

Tina og jeg diskuterede det og kom frem til at  det nok kom an på hvordan ens fødselsdagsfejring løb af stabelen i ens barndom. Såfremt ens fødselsdag altid har bestået af en uudtømmelig perlerække af dejlige oplevelser, livretter, overraskelser og gaver man har ønsket sig, så er sandsynligheden for at man værdsætter sin fødselsdag, også når man kommer op i årene, stor.

Er man derimod blevet spist af med middelmådige fødselsdage, uden omsorg, opmærksomhed eller fest, er det forståeligt at man ikke synes der er grund til at gøre det store ud af den dag hvor man tilfældigvis kom til verden.

Hvorom alting er, jeg stod i hvert fald og betragtede mit værk med stolthed da oppyntningen var til ende: flag overalt, sjove tegninger, gave, kort og guirlander, og håbede på to ting.

Først håber jeg at fødselaren vil sætte pris på det, og være i rimeligt humør. Hun har længe øffet om at det ville gøre meget ondt at skrive 4 i stedet for 3 foran.

Dernæst håber jeg, når min fødselsdag oprinder lige om lidt, at der også vil være pyntet fint op da jeg bestemt ikke har noget i mod at holde fødselsdag!

Og spise kage.. OG få gaver!

BooBoo på speed.

Der er det ved at have en blog, at sommetider får man tilsendt en email hvor nogen tilbyder en gaver. Jeg lægger som oftest (altid) ud med surt at spørge hvad de så regner med at få for de “gaver” de vil sende til mig.

Og langt de fleste bliver banket direkte hen i ringhjørnet igen, hvor de hører til.

Men ikke denne gang. For denne gang var svaret: Ingen verdens ting.

…

De ville bare sende mig noget. Og jeg skulle ikke gøre noget til gengæld.

At jeg så gør det alligevel med dette indlæg, må stå for egen regning.

Stor var min forventning derfor da jeg modtog – jeg der elsker gaver – en pakke med ukendt indhold.

…

Jeg fremdrog et stort krus. Og en T-shirt. Og en mulepose.

og

…

et par solbriller der vil gøre Elton John misundelig for tid og evighed.

HoneyBooBoo outfit.

Nu ved jeg ikke om TLC har hørt om mit absolut ikke eksisterende TVkendskab, eller har overvejet hvor lidt tid, jeg rent faktisk tilbringer foran fjernsynet, for så havde de nok valgt en anden at forære disse reklameeffekter til.

Ikke desto mindre landede de i mit hus og der stod jeg. Måbende. For hvad, eller hvem, i alle verdens riger og lande var Honey BooBoo?

(Det er muligt det ikke bør skrives sådan, men rent grafisk ser det altså pænest ud)

Var det en ny Disneyfilm, et makeup mærke, eller en Chai Latte?  Jeg måtte google.

Hvilket hjalp en hel del.

…

Honey BooBoo er en duracellkanin på speed.

…

Altså, Honey BooBoo er et overvægtigt, svært forstyrret 6 årigt pigebarn, som deltager i skønhedskonkurrencer for børn, hvor det ikke handler om meget andet end at promovere mødrenes fallerede drømme om det der aldrig lykkedes for dem. Og det er…

Faktisk fandt jeg ud af – på et yderst oplysende youtubeklip – at nogen føler sig kaldet til at give disse små piger falske tænder på, hvis deres egne mælketænder ikke er hvide nok. Hvilket nok er ret svært med den ikke uanseelige mængde cola der øjensynligt hældes indenbords. Men altså gebis til babyer? Hvad sker der for de mødre??

Det er smagløst og grænsende til omsorgssvigt.

Nå, men altså nu har hende Honey BooBoo pigen åbenbart fået sit eget realityshow, med hele familien.

…

Jeg savner ord.

…

De fleste episoder har undertekster – også i USA – fordi ingen fatter en lyd af hvad de mumler. Og jeg må muligvis stå frem i lyset som et snobbet overklasseløg, for mage til karikatur af en sydstatsfamilie, skal man altså lede længe efter.

Scarlett O’Hara go home, din arvtager er fundet, selvom jeg ikke helt ved hvem der skal spille Rhett. Men den tid den sorg – pigen er kun 6 år – og man kan da håbe at hun kan nå at fortabe sig i glemslens tåger, før det går så galt. Ellers ville Professor Higgins være et bud, hvis vi andre skal overleve. Men jeg er svært bange for at det bliver Onslows barnebarn der render med hende.

…

Og da jeg så havde reddet på forargelsens bølge i et stykke tid, landede jeg ublidt midt i mine egne fordomme. For hvor befriende anderledes og fuldstændig uhøjtidelig, var den familie ikke lige?

De pruttede om kap, fremviste deller, nøs så snottet fløj og stangede tænder på et plan som havde virket overdrevet, hvis ikke lige det var fordi, der ikke var noget manuskript. Det er så grotesk en familie, at det er til at grine af, og bare jeg bliver fri for at dele stamtræ med dem, må de såmænd gerne fortsætte deres show flere sæsoner for min skyld.

Honey BooBoo vil nok heller ikke aldrig nogensinde få mig til at se TV, men måske var hun det friske pust der var brug for, midt imellem alle de der perfekte anorektikere topmodeller.

Rent bortset fra at jeg nu har en ny, sjov og meget stor, kop til min samling.

Og brillerne – ikke at forglemme!

Vi starter snart nedtællingen

Ja, naturligvis har Firkløveret talt ned længe. Faktisk lige siden de fik at vide, at vi havde bestemt os for at flytte tilbage til vores hus hjemme på Øen!

Min hjerne er visnet lidt i kanterne, jeg er nemlig på vej i flyttemode.

Jeg er ikke gået igang med at tælle ned endnu, det har været for tidligt, men nu er det også snart ved at være nedtællingstid for mig.

Jeg har næsten alle mine lister klar, det eneste der mangler er sådan set bare at gå i gang. Jeg starter ikke alt for tidligt, for det er ikke til at holde ud at bo i flytterod i alt for lang tid.

Derfor vil der også komme et par praktiske indlæg med gode flytteråd. De vil sikkert kede mere end én, men jeg skal nok lade være med at overdrive.

Alt hvad der kan planlægges, er planlagt.

Flyttebilen er bestilt. Vi har en aftale med boligudlejeren, for at aflevere huset dagen efter flyttemændene er kørt.

Hvilket den opmærksomme læser sikkert vil være enig med mig i, kunne gå hen og blive et problem; hvorledes lever man med fire børn, i et hus som er ganske tomt?

Ingen madrasser, ingen håndklæder, ingen tallerkner.

Ikke muligt, så altså har jeg afsat mit afkom, til deres venner, den sidste nat i Normandiet. Så kan de følges i skole næste morgen til den sidste dag, og sige ordentligt farvel. Vi selv, er også blevet indlogeret hos gode venner, som planlægger en sidste hyggeaften for os.

De der sidste hyggeaftner, er i øvrigt kommet på programmet. Folk begynder at invitere os til ”en sidste – alt muligt”.

Til en af de der ”sidste” – som faktisk viste sig at være en første, nemlig årets første barbecue, tilmed i marts måned – fik vi denne her:

Og der var behageligt langt ned til bunden. Og det er ikke fordi flaskerne med rosé og cidre er små – det er derimod vin og øl som er magnumflasker!

En stor del af indholdet kan gemmes, og skal nydes når vi sidder i vores eget hus – med gulvvarme – og skal tænke tilbage på de to år vi boede i sommerhus!

Bortset lige fra pølserne. De kan absolut ikke holde sig så længe. De få som nu er tilovers, altså.

Så blev det endelig

Gårdmand Bjørns store dag. 10 år.

Vi fejrer hans første runde fødselsdag i dag, og så har jeg ikke flere børn tilbage, som kun er et tal gammel. Mærkeligt så hurtigt de bliver store.

Vi lå og snakkede i går aftes, han og jeg, som vi plejer og han fortalte mig om de to ting han ønsker sig allermest.

Selvom den slags hurtigt kan skifte i den alder, er det, blandt andre, heldigvis også de to gaver som lige nu pryder bordet han får at se om lidt, når vi vækker ham. Nemlig et Nerf Long Strike gevær og et waveboard.

Han bad mig om at lade være med at tage national-flaget med op, da han hellere ville vækkes af fødselsdagssang!

Jeg forstår ham så godt – det var en underlig kemisk lyd at slå øjnene op til!

Han var overbevist om at han ikke kunne falde i søvn, men der gik nu ikke ret længe før han måtte overgive sig til søvnen.

Han nåede dog at bestille lakridspiber og smarties som morgenbordsslik. Og jeg takker derfor min sjette sans for, at jeg købte tre pakker lakridspiber i sommers.

Brownie og boller er bagt, jeg mangler bare at lave nogle cookies til festen på skolen i eftermiddag!

Jeg har valgt at krydre indlægget med dette billede fra da han blev seks år.

Han fik disse underbørger, og tilsvarende tigermorgenkåbe, som han elskede højt og som simpelthen sad på ham til de hang i laser og hans onde mor – mig – smed dem ud!

Jeg kan stadig ikke finde ud af at lægge youtube videoer ind på mit indlæg – så desværre får I ham ikke at se/høre live. Det kan være det kommer!

Så er det slut

Eller det vil sige, det var jo slut allerede i torsdags.

Nu har jeg med megen møje og besvær udvalgt, eller det vil sige, udtrukket en.. Og så var der lige to til. Som skal have nogle trøstepræmier.

For pokker. Jeg kunne bare ikke vælge. Så jeg bad Divaen om hjælp. Og det har faktisk taget det meste af dagen i dag..

Tak – tusind tak – fordi I gad lege med. Der var mange spændende grunde til at ville vinde, og nogle af dem var altså ret morsomme. Ja ikke alle sammen, men nogle var. Så tak for grin!

Der var også nogle som virkelig bare havde brug for lidt opmuntring, og vi endte med at sidde tilbage med 6 som vi trak lod imellem – OG så var det simpelthen Mille som vandt denne lodtrækning. Så Mille – send lige din adresse til kongmor@live.dk så du kan få en bette pakke fra Normandiet!

Men så var der jo Fr. Møller.. DET absolut hårdtslående argument kunne jeg simpelthen ikke stå for – jeg vinder nemlig heller aldrig noget – og det er altså synd, så derfor får Fr. Møller en lille trøst. Hvis altså jeg får hendes adresse.

Og så er der en, som fik ondt af de af mine indlæg der ikke blev valgt. Og sådan at tage hensyn til det jeg skriver, det var da sødt – derfor skal the Blogless Sister også have en lille trøsteting.

Men det kræver at jeg får adresser fra de damer – ellers vil det være en anelse svært at sende noget overhovedet.

Det er så hyggeligt at give gaver.

Jeg er også med i en nisseklub – ja jeg ved det – det nærmer sig et julet indlæg, og hører vel til herovre i stedet, men hvis vi nu går ud fra at nisser er der hele året, så burde det ikke gøre noget og ingen behøver at få det skidt.

Men altså, denne nisseklub har medlemmer fra hele verden, ej det er faktisk mest danskere, men mange af dem sidder ude i den vide verden. Man melder sig så til julegavebytning, og får en som man skal være nisse for, og så er der jo logisk nok en anden, som skal være nisse for én.

Og før en given dato skal man have sendt en pakke til en værdi af 20€. Det er noget så sjovt.

Et år fik jeg en kæmpe samling krydderier og specialiteter fra Prystina. Sejt ikk? En anden gang fik jeg vidunderlig julekop fra Starbucks. Det skal lige siges at det var længe før de kom til Europa. En vidunderlig halskæde fra USA, billedrammer fra Texas, Sæbe fra Schweiz og jeg kunne blive ved – det er nok lidt uinteressant for andre end indviede, så jeg vil lade være med at blive ved – jeg blev bare lige revet med af stemningen.

Men det jeg ville sige var, det er så hyggeligt at lave disse pakker til mennesker som man ikke altid kender. Så jeg har også gået og nydt at lave en pakke som nu skal sendes til Mille!

Fødselsdag i clipart

Det startede med.. Eller faktisk starter alle vores fødselsdage med at fødselaren ligger i sin seng og sover rævesøvn. Så kommer alle de andre med lys og flag og hele balladen, synger fødselsdagssang og først da må man stå op og gå ned til morgenbordet med gaver og slik.

I dag var ingen undtagelse, jeg sov min rævesøvn og ventede artigt på min fødselsdagssang, bortset fra at First Man havde grebet et flag som kan spille. Det var et fodboldtosseflag jeg købte i et anfald af akut patriotisme, lige før vi skiftede ømulden ud med Æblebakken.

Der er det særlige ved dette flag at det, i stedet for en fødselsdagssang, spiller ”Der er et yndigt land.”

…

Så det var til tonerne af vores yndige nationalsang jeg blev vækket i morges.

Efter jeg gav mig til at grine, og ingen sang helhjertet med, men derimod stirrede noget mystificerede på deres far, spurgte First Man forbavset hvorfor ingen sang, hvortil Divaen meddelte at dette måske var en lidt forkert sang til lejligheden.

Havde det så i det mindste været kongesangen, kunne jeg endda forstå det.. Men der blev sunget fødselsdagssang til sidst, og op kom jeg.

Burde nok have rejst mig allerede da de første kemiske toner af nationalsangen gjaldede skrattende i mine sagesløse ører, men jeg tillod mig altså at blive liggende til de havde fundet kammertonen.

Så kom turen til gaver – og hold da lige helt op, der var mange!

Jeg blev voldsomt forkælet af børn, mand, familie og venner! Som jeg sagde – hvis ikke det var fordi man blev ældre hver gang – ville jeg nu gerne have sådan en dag lidt oftere end bare en gang om året.

Og til folk som ikke synes de bliver nok fejret på deres fødselsdag, har jeg et rigtigt godt råd. De skal gøre følgende tre ting: skynde sig at få fire børn, have en blog og være på Facebook.

Man bliver aldrig overset på sin fødselsdag når man har en facebook profil. Nogle siger det er overfladisk – men jeg synes det er vildt fedt. Skønt at læse alle de hyggelige små blink fra nær og fjern, for slet ikke at tale om alle de søde lykønskninger jeg fik her..

Skal vi ikke bare sige at vi gør det igen i næste måned?

Nå, det var et sidespring.

Jeg blev hentet af Fiona, og så gik turen til Caen hvor vi vandrede rundt i byen i strålende mildt solskin og 16 grader. Lidt shopping blev det vist også til, inden vi nåede Dolly’s bulede lænestole.

Jeg må lige sige, jeg har fået den flotteste gave af Fiona – tænk – hun har malet mig. Fundet et gammelt sort/hvid billede af mig, malet efter det i ren popart. Altså ret blæret at have et maleri af sig selv, vil jeg lige sige!

Timerne på Dolly’s gik med fish’n’chips, grin og snak og en del glas chai!

Jeg nåede hjem lige tidsnok til at hente børn i skolen, og blev forsinket af en masse som lige skulle ønske tillykke og snakke lidt, endelig nåede vi hjem og så var der dømt kakao. Vi hyggede og snakkede indtil vi skulle på ”creperie” (pandekagehus)

Jeg blev mæt allerede halvvejs inde i min hovedret.. Men dessert skulle jeg ligesom have, både fordi dessert ikke feder på ens fødselsdag, men også fordi min dessert var en gave – on the house. Så jeg sluttede lige af med en chokolade fondue. (og bøøøvs)

Kunne bagefter overhovedet ikke bevæge mig uden at stønne og fik derfor ikke trukket en vinder af min giveaway idag.

Sov som en sten – med skønne oplevelser i hele hovedet!

Noget om at have fødselsdag

Nu er der under en uge til min fødselsdag, og skulle jeg komme til at glemme dette faktum et kort øjeblik, har jeg horder af glade børn som er ved at falde over deres egne ben for at give mig en fantastisk dag. Hemmelige gaver og festlige indlæg og – ”MoAAr du må ikke komme ind”.

Men det er jo nok fordi jeg har fortalt dem om de år, da de var for små til at forstå konceptet med at blive fejret til en fødselsdag, og First Man ikke altid var at finde i samme land som jeg, og det derfor ikke altid var så sjovt at fylde år, fordi der ikke var nogen til at sige tillykke.

Og efter barndommens fødselsdage som er store og fylder meget, så kom de magre og hvis jeg må være så fri, ret kedelige rent fødselsdagsmæssigt mellemliggende år, men nu skal jeg da lige love for, at de gør alt hvad de kan for at jeg skal gå glad i seng på dagen.

Har jeg sagt jeg elsker dem rigtigt meget?

Men det er faktisk ikke kun min fødselsdag jeg ville snakke om, det er også Gårdmand Bjørns. Han bliver 10 om mindre end en måned, og glæder han sig til min fødselsdag, er det intet imod det fyrværkeri af spænding han har indeni, når snakken falder på hans store dag.

Der går ikke en eneste dag, hvor han ikke meddeler mig nye hede ønsker, remser gæstelister op, vægter for eller imod forskellige restauranter og den slags vigtige ting. Og han glæder sig enormt.

Han startede nedtællingen da der var 42 dage til.

Og det er da ikke fordi jeg er træt af at høre på det, slet ikke. Det er bare en anelse ensformigt, og ligeledes en smule svært at udvise samme entusiasme, hver gang han kommer med nye betragtninger.

Men jeg lytter. Det gør jeg altså. Indimellem. Jeg lader i hvert fald som om det meste af tiden. Og han skal nok få en super fødselsdag.

Jeg er nemlig altid bange for at de bliver lidt skuffede, for en fødselsdag er vist aldrig så gylden og fantastisk som man forestiller sig, og håber på.

Da familien oven i købet ikke er så voldsomt stor, og en del af den – familien altså – ikke helt har fattet ideen med gaver eller fødselsdagskort, så bliver Firkløveret nok lidt forkælede af andre, os samt den anden del af familien, som for at kompensere lidt.

Men så var det jo at jeg var på barselsbesøg i går. Hos en lille trut som kom til verden i torsdags, og han var helt og aldeles vidunderlig – og for pokker hvor var han lille.

Man glemmer godt nok hurtigt.

Så slog det mig, nu hvor fødselsdage måske har mistet lidt magi og er blevet til en dag hvor man løber rundt og laver halløj og ballade og gaver og hvad har vi, så var det rigtigt rart lige at se sådan et lille mirakel af et nyt menneske.

For der er SÅ meget grund til at fejre og lave fest, farver og ballade. Det er jo en skøn dag den – ens fødselsdag!

Bi-witched

Ja, jeg ved godt jeg burde have fundet en spændende ny blog at fortælle om til i går – men jeg har lidt på fornemmelsen at det er så som så med efterspørgslen.

Og så – hvis jeg nu skal være helt ærlig – og det skal man jo, har jeg heller ikke fundet nogle jeg syntes iiiih – det var dog fantastisk. Ved ikke hvor jeg skal finde nye blogs – jeg synes jeg har været rundt omkring.

Så onsdagsbloggen må komme indimellem, hvis jeg finder en særlig god en – som jeg bare bliver nødt til at fortælle om.

Alternativt kunne I jo selv sende mig et link, hvis der er en side I mener jeg skal kigge på!

Men foreløbigt er onsdagsbloggen på ferie.

Og så er det jo godt at jeg har noget andet at fortælle om.

Først er der jo overskriften – og hvis ikke den har fået Ellen til at se rødt ved jeg ikke hvad jeg ellers skal gøre!!

Men den har en forklaring!

Men der skete nemlig det at en lille heks rejste med ekstra post fra Canada til Æblebakken.. Jo jo  – det er ganske vist.

Vi sad i bilen – på vej ud for at købe ind – og jeg ville lige tømme post nu jeg alligevel kom forbi – så slap jeg også for at løbe derop.

Jeg kunne med det samme se det var fra Birgitte – så den skulle åbnes med det samme. Men det måtte Prinsesse Lyserød stå for – og uendeligt forsigtigt blev den lille fine heks befriet fra sin seng af silkepapir.

Denne vidunderlige heks har søde Birgitte lavet. Hun – Birgitte altså, ikke heksen, for den bor nu på Æblebakken – bor i Canada og hun laver.. en masse spændende. Derfor Bi-witched.. Lidt søgt ja – men alle kan komme i bekneb for en overskrift.

Nu er det måske lidt for sent til en halloween heks – men hun laver også nisser – og engle måske?

De kan sagtens nå at komme frem før jul!

JEG skal i hvert fald have nogen!

Gaver!

Se, nu er det snart min fødselsdag.

Ej, ikke sådan rigtigt snart – men snart nok til at min mor har udbedt sig en ønskeseddel.

Hvilket for resten minder mig om – såfremt I mangler inspiration til noget give-away, kunne jeg jo godt komme med min ønskeseddel her på bloggen allerede nu.

Så er der god tid til at alle jeres gaver kan nå at komme helt til Normandiet inden jeg bliver 42!

Det med ønskesedler er i øvrigt noget underligt noget.

Der sker noget – især med nogle kvinder – jo ældre de bliver. De ønsker sig mindre og mindre. Og påstår hårdnakket at en tegning kan gøre det ud for gave. Det er også vældigt fint – men en anelse tamt. Jeg ville godt nok blive skuffet hvis jeg kun fik en tegning. Okay, det kommer så an på hvem artisten var.

Så er der fædre/bedstefædre – de ønsker sig aldrig nogensinde noget. Som helst. Overhovedet. Med det resultat de bliver begavet med 12 par sokker de kan have på i deres sandaler, 2 slips og en havesaks. Helt ærligt – jeg havde hængt mig i vindueskarmen i frustration.

Nå, men mig altså – jeg ønsker mig altid en hel masse. Jeg elsker at få gaver og især sådan nogen man ikke vidste man ønskede sig. Men det forhindrer mig altså ikke i også at have nogle ønsker.

For jeg vil godt have noget.. Altså noget man kan pakke op, se beundrende på og blive glad for. Det er naturligvis i orden, hvis nu det er en oplevelse, at jeg så ikke kan se det med det samme.

Jeg er ligeglad med prisen, for selv hvis man er ludfattig, så er det meget nemt at få en super billig gave til at se vildt luksuriøs og dyr ud – med lidt lir udenom. Man kan købe noget tiger til en tyver og så pakke det ind med balloner og konfetti, så det ligner en million.

Kender I for resten godt den slags mennesker som altid lige skal lave en pris-drop på de mange og dyre gaver de har fået tilranet sig? Den slags mennesker er noget så irriterende. Så kan man stå der og føle sig enormt ynkelig og have rigtigt ondt af sin hjemmestrikkede gave, som er halvt skjult bag ved Holmegaard og noget Louis Vuitton.

Så er der gavekort.

Hvad pokker er det nu for en gave? Jeg giver meget nødig gavekort. For det første giver man altid mere, end man egentlig har råd til – fordi prisen står LIGE der – og alle kan se hvor lidt, du troede du kunne nøjes med, fordi du er på fallittens rand og har levet af havregryn i 2 uger.

Men at få gavekort – må nok hellere slå fast at dette naturligvis ikke gælder for de gavekort jeg har fået for nylig.. Det er nok snarere gavekort, jeg fik for rigtigt mange år siden, af mennesker som er døde for længst. Eller sådan noget.

I hvert fald.

Man står med det der gavekort – og skal have beløbet til at passe med noget man egentligt godt kunne tænke sig. Og “man” det er mig, i dette tilfælde.

Enten har butikken ikke varen hjemme i den størrelse, eller farve det helst skulle være. Eller også mangler man nogle penge for at få det, man rigtigt meget ønsker sig og ender med at belåne hønsehuset til skorstenen, for at få fuld valuta for sit gavekort.

Det sker også, at der er et eller andet åndet beløb tilbage, efter man har fået noget man godt ville have, og ikke rigtigt kan finde andet og ikke orker at komme igen til en butik der ligger 37 km. væk, og som man så ender med at omsætte til et par løbesokker.. til 130 kroner.

Jeg ved ikke helt hvad der skete, jeg måtte have fået halvanden hjerneblødning den dag, for jeg havde da aldrig nogensinde – såfremt jeg havde været ved mine fulde fem – betalt så uhyggeligt mange penge for et par SOKKER.. Oven i købet til at løbe i..

Eller også har man et gavekort liggende i årevis og ender med simpelthen at købe ind for det. Og så kan man så sidde og rigtigt nyde sin fødselsdags mad med leverpostej. Og føle sig lidt snydt når man har bøvset af.

Så nej tak – ingen gavekort til mig.. Nu ved I det!

Men jeg sender gerne min adresse, så alle de andre fine ting, kan nå at komme frem til tiden!

Hvad du ønsker, skal du få..

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages. Og hvad hun skulle lege med.

Nemlig fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet, er en meget fin dukke med kastanje-rødbrunt hår og brune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – netop den forhadte Barbie.

Så hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker, som sikkert kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer.

I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af og Zorronaldos lille stemme lød “Moar, det var sådan en jeg ønskede mig..”

Lige præcis her var det så, at jeg blev fuldstændig enig med mig selv om, at for fremtiden var det ikke omgivelserne – de der rigtige bøger skrevet af kloge mennesker – der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men derimod barnets ønsker.

Så skulle jeg nok vise mine børn, hvordan man håndterede verden udenom.

Og derfor kan jeg nu se på et kort, men højtelsket filmklip, fra endnu en anden jul, og – i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser -glæde mig over synet af en lille bitte Diva med strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!

Det der med pakker..

Faktisk er det jo helt og holdent ris til egen rumpe. Det der med pakkekalendere. Men vi kom jo til at save en plade ud i julesok-form og sætte 24 små kroge i, male den fint og skrive Divaens navn og årstallet for hendes første jul, på. Ikke et øje tørt.

Det første år fik hun et puslespil med 24 brikker. En brik om dagen. Hun var bedøvende ligeglad! Jeg synes det var fantastisk sjovt!

Så kom Zorronaldo.. Han skulle jo også have en pakkekalender pladedims. I form af et juletræ. Med navn og årstal.

Jeg sværger – dengang havde vi altså ikke planer om at få fire børn, men som kom Prinsessen jo, som så fik et julehjerte. Og som rosinen i pølseenden Gårdmand Bjørn, som fik en julestjerne.

Har desværre ikke flere idéer til pakkekalender ophæng, så ikke flere børn til os, tak.

Allerede da jeg ventede Prinsessen, begyndte jeg at spekulere på, om det nu også var så vanvittig god en idé, jeg der fik, dengang i 1995 – altså ikke Divaen – men pakkekalender konceptet.

Så var det jeg, efter et par år, opdagede at nogen udnytter svage sjæle som jeg. Men det er nu ganske ligegyldigt for det var nemt. Først var det en Kinderting med chokolader.

Og vores første aupair, bønfaldt mig om at få lov til at udlevere den til Prinsessen så snart hun vågnede. Aldrig har man set gladere barn. 20 måneder og allerede chokoholic!

Divaen og Zorronaldo var stærkt utilfredse med deres 2×24=48 møjsommeligt indpakkede gaver – for de kunne ligesom slet ikke stå mål med 24 små chokolader af dårlig kvalitet.

Som årene gik, blev også udvalget større, og jeg har i årenes løb snydt på det groveste og indkøbt Lego, Playmobil, Ben 10, Littlest Pet shop og Matas.

Men da de jo er 4 og dette selvvalgte martyrium har stået på en del år, er resultatet nu det at hverken Lego eller Playmobil (som trods alt har været favoritterne) kan følge med mere.

Der findes simpelthen ikke flere færdige adventskalendere, som jeg ikke allerede har investeret i.

Ikke at det alt sammen var løst med købet af en færdig pakkekalender. Næ nej – de forbistrede træpladedimser skulle jo bruges ellers var der ligesom ikke mening med galskaben, så hver låge i de færdiglavede adventskalendere er blevet pakket op og møjsommeligt pakket ind igen.. Og hængt på den hjemmelavede, med klistermærketal fra Panduro sat på hver pakke.

Da vi forlod øen tog jeg ganske vist, en helt anseelig mængde julelir med. Men disse pakkekalenderdimser var ikke iblandt.

Vældigt trist. SÅ ærgerligt.. Hvor KUNNE jeg glemme dem.

Jeg lavede nogle julesokker i stedet. Faktisk lavede jeg først en til Tina omme i London. Den blev så fin, at jeg lavede 6 mere.

Og så lagde jeg op til at de naturligvis selv måtte bestemme om det skulle være 24 (96) pakker eller kun 4 (16) men jeg lokkede nok lidt med størrelsen på de 4 (16) samt sandsynligheden for at de blev en anelse større end ¼ af de 24..

Resultatet blev at 2½ ud af 4 valgte adventsgaverne – som ikke engang behøvede indpakning – idet de kunne dumpes direkte i sokken lørdag aften.

Jeg vil i år prøve at overbevise alle 4 om det absolut fordelagtige i at have adventspakker.. Adventspakker og så en ulækker og politisk ukorrekt chokoladekalender ved siden af.

Mon ikke det går?

Posten kom!!

Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiihhhh!!

Der findes faktisk mennesker så dejlige, at man kunne råbe det udover det hele!

For så fik jeg nemlig lige en give-away, som jeg ikke engang havde meldt mig til, med lodder og sådan.

Men bare sådan lige fordi!

Lykken for en udenlandsdansker, er royalt sladder, alt for dåserne og femilet!

I nævnte rækkefølge. Og med indlevende og uundværlige artikler, om vred mælk og sure døtre – eller var det omvendt?

Ligemeget, det er dansk. Også selvom de er fra maj måned. De er blevet læst og genlæst af alle husstandens hunkønsmedlemmer. Selv drengene har lige været forbi og kigge – bare for at se nogle danske bogstaver!

Tak, tusind, tusind, tak, søde dejlige Lynne!!

Most wanted autografjæger

Når First Man og jeg er til fest uden børn, hvilket trods alt sker indimellem, tager jeg meget ofte – for ikke at sige altid – billeder, af den mad vi får serveret, af gæsterne, dekorationen og jeg slæber morsomme konfettistykker, bordkort og andet lir med hjem i stor stil.

Det er blevet til et ganske hyggeligt ritual, om morgenen efter diverse fester, at  sidde og vågne med en kop te, mens jeg fortæller Firkløveret om maden og stemningen og viser billeder og deler skrammel og pynt ud.

Alt dette, fordi jeg synes det er frygteligt synd for mit afkom, at jeg morer mig, og de sidder derhjemme og er udelukket fra at tage del i den givne festivitas. Altså ikke fordi de vansmægter og går for lud og koldt vand – blot jeg ikke er i nærheden, for det gør de naturligvis ikke – de hygger sig garanteret mere end vi gør nogle gange – men lad det nu være!

Derfor holder jeg mig heller ikke tilbage, når jeg kommer i nærheden af en eller anden kendis, som kunne tænkes at ville give mig en lille hilsen, med hjem til mine børn.

Jeg mindes en gang en koncert (en festival aften) hvor firkløveret var voldsomt utilfredse med at være blevet parkeret i et sommerhus, i stedet for at deltage i festivalen. Jeg lovede at de nok skulle få deres festivaldåb, men det måtte blive en anden gang.

Før jeg strøg ud af døren derhjemme, greb jeg en top, til at have på under min noget tynde tunika, for ikke at fryse. Det var først i bilen, det gik op for mig, at det var Divaens top jeg havde fået med i farten, jeg kunne nu godt klemme mig ned i den alligevel og beholdt den derfor på!

Det blev imidlertid meget varmt, og tunikaen røg hurtigt af, og det gik hverken værre eller bedre end at jeg spildte en klat et eller andet som ikke kunne gå af, på Divaens top, og så var gode råd dyre – hun ville nok ikke blive fantastisk imponeret over den fine plet – så jeg spekulerede som en gal på, hvordan jeg dog kunne gøre det godt igen.

Dette dilemma blev løst ved synet af en ven, som tog sig af backstage security, og han spurgte om vi ville om bagved og lure, når den internationale stjerne skulle på. Og det ville vi jo gerne!

Jeg havde personligt aldrig nogensinde hørt om den unge mand på 25, før. Og jeg må nok tilskrive dette faktum, min højt fremskredne alder!

Hvorom alting er, stod jeg inde bagved højttalerne, i siden på selve scenen, mens han spillede. Da det næsten var slut, blev vi sendt væk, da stjernen ikke ville have pøblen myldrende om benene, når han skulle direkte ned ad trappen og ind i den ventende bil med tonede ruder.

At fortrække fra scenen omgående, viste sig at være nemmere sagt end gjort, eftersom der i mellemtiden havde forsamlet sig en større flok teenagepiger, som modsat mig, med mit manglende stjerne kendskab, havde helt styr på hvem den unge mand var.

Disse piger stod mast sammen, helt op til trappegelænderet, og da jeg skulle væk, havde jeg kun en mulighed og det var at bestige gelænderet og dumpe ned i teen-tøse-flokken. Hvorved jeg jo kom til at stå ubetinget forrest, og tættest, på både bil og trappe, foran alle de ventende piger, som blev en anelse frustrerede over denne nye og meget uretfærdige fordeling af pladserne.

Der blev meddelt at den unge mand under ingen omstændigheder ville give autografer – dette var en noget af en nedtur for mine planer med tilgivelse for pletten – og jeg tænkte at det skulle komme an på en prøve. Man er vel stædig.

Stjernen kom derpå susende ned ad trappen, og med det ene ben inde i sin fine bil med chauffør, råbte jeg, så man kunne høre det helt til Skagen: ”PLEEEEASE”..

Og dette er så beviset på, at man til alle tider kommer længst med høflighed, for den unge mand stoppede omgående, og trak foden ud af sin ventende bil igen, og stod nu ansigt til ansigt med mig.

Jeg fik hurtigt ekspederet mit ærinde: om han ville være så venlig at skrive en autograf på min datters top, som jeg stadig havde på, eftersom jeg var kommet til at ødelægge den, med den meget synlige plet.

Han smilede venligt, kradsede sin autograf på min mave, altså på toppen som jeg jo havde på, sagde pænt farvel, forsvandt derpå ind i bilen og kørte væk.

På dette tidspunkt var der meget stille rundtomkring mig. Men jeg fornemmede, at jeg hurtigst muligt måtte fortrække, for at undgå den begyndende lynchstemning der blev rettet mod min person, og i særdeleshed mod Divaens top. Så jeg smilede og råbte ”hej med jer”, og løb skyndsomst over blandt sikkerhedsvagterne, som brølende af grin havde stået og betragtet hele episoden på afstand.

Men Divaen fik sin autograf top, og tilgav mig pletten! Og da jeg ikke blev spottet af nogle fra teen-tøse-fan klubben igen, blev jeg heller ikke udsat for repressalier, selvom der givetvis blev oprettet en hadeklub på facebook!

Som sagt var First Man og jeg til fødselsdag i lørdags, og der var mange gamle venner vi ikke havde set i lang tid, blandt andre en, som i de mellemliggende år har fedtet rundt med noget thaibox/kickboxing – spørg mig ikke om forskellen – og han i den forbindelse har været verdensmester hele 7 gange.

Og da Gårdmand Bjørn, hver tirsdag, udøver samme sport, var det jo meget oplagt at flå en autograf, samt et par billeder, ud af den 7dobbelte verdensmester – han havde i øvrigt sådan nogle fine postkort med sig selv som motiv – som der passende kunne skrives på.

Der var derfor ingen ende på glæden ved gensynet, da jeg udover et par kys eller ti, samt den sædvanlige fest-høst, kunne give ham dette trofæ – samt en invitation til at komme på besøg og træne i verdensmesterens klub!

Lørdagens høst – samt den famøse top, med plet og autograf!

At føle sig smuk

Hvis man vil føle sig smuk og elsket – skal man bare blive mor.

Okay, det kan jo smutte – især i den der alder hvor de bare er sure flere timer i træk, uden at nogen ved hvorfor – heller ikke engang dem selv.

Og jo flere børn man har – jo oftere er man hadet. Især når man siger nej til at fjernsynet må tændes før lektierne er færdige og den slags dybt uretfærdige ting.

Så er man den mest hadede person i universet. Sådan flere gange dagligt, og det må man bare lære at leve med.

Men det smuldrer alt sammen, og bliver så uendeligt ligemeget når en lille person kommer hen for at få øjendråber, fordi hans øjne klør af allergi.

Han får dryppet øjnene og står med lukkede øjne og vakler lidt med armene rundt om mig, og siger så: Mor jeg kan slet ikke se dig mere – men jeg kan mærke at du er smuk!

Så står man der med den smukkeste gave i verden. Ubetinget kærlighed fra sit barn.

JA, jeg ved det godt – han er fuldstændig ubeskriveligt dejlig – min lille seje Gårdmand Bjørn!

Hvad du ønsker, skal du få..

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages.

Legetøjet var fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet er en meget fin dukke med kastanjebrunt hår og mørkebrune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – den forhadte Barbie.

Men hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker som kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer. I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af lego, og tilføjede ”Moar, det var sådan en jeg godt ville have..”

Og så må jeg indrømme at jeg blev en anelse harm. Ikke på ham, men på den industri der omgiver gaver og børn.

Og jeg kom pludselig i tanke om to episoder, hvor jeg fik det jeg ønskede aller, aller mest. Et par hjemmesko som 11årig. Røde, med bitte små guldstjerner på. Og som fik mig til at trykke næsen flad mod vinduet i månedsvis. Jeg fik dem.

Jeg fik også et stereoanlæg – kan I huske de der seje nogle med radio, båndoptager og pladespiller øverst. I et slags møbel på hjul. Det var det absolut eneste jeg hysterisk ønskede mig, da jeg blev 16. Og min elskede morfar kunne se igennem det hele og jeg fik mit anlæg. 6 uger senere var han død og borte.

Og jeg blev enig med mig selv om at for fremtiden var det ikke omgivelserne der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men deres ønsker.

Så i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser, kunne jeg i stedet glæde mig over en lille bitte Diva med lilla strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!