Tag Archives: Generaliseret angst

Egotrip på recept

13 jul

Som Fiberfryd skrev til mig for et stykke tid siden, så bliver man så forfærdeligt opmærksom på sig selv og sin egen navle, når man får en diagnose – både fysisk og mentalt.

Det hele drejer sig om mig.

Altså for mig.
I mit hoved.

Godt nok efter ordre fra sundhedspersonale og mennesker der i øvrigt vil mig det godt. Men derfor er det alligevel svært at parere ordre, især når man allerhelst bare ville undgå at tænke alt for meget på sig selv. For hvad skal det dog til for.

Jeg skal konstant mærke efter hvordan jeg har det.
Hvordan medicinen virker, om jeg får det bedre, eller om det er status quo.
Jeg skal være opmærksom på hvilke bivirkninger der er, for ikke at forbigå et eller andet som ikke er så godt. Så jeg skal læse de der kilometer lange indlægssedler, uden at få hjertebanken over alle de andre bivirkninger man måske kan få.

At have ondt i maven, er måske ikke bare et forbigående uforklarligt maveonde, det er faktisk bivirkninger der gør, at jeg har pruttet mig igennem en hel weekend!
Beklager hvis det er for meget information, men så skulle I bare prøve at bo sammen med mig! De andre på matriklen lider!

Men hvad så når jeg har “almindeligt” ondt i maven, som ikke er en bivirkning? Hvordan føles det så?

Det er altså ikke nemt.

Selv når jeg sover, skal jeg være opmærksom på hvordan jeg sover. Hvor hurtigt jeg falder i søvn, hvor mange gange jeg vågner i løbet af natten, hvornår jeg vågner, og om jeg er udhvilet når jeg står op.
Og det er sgu da lige til at blive helt udmattet af.

Jeg skal også notere mig hvor ofte jeg har angstanfald. Hvor slemme de er, om jeg selv kan komme ud af dem igen. I stedet for at følge min trang til at skubbe angsten i baggrunden og lade være med at lade den fylde så meget, så skal jeg koncentrere mig om den og se den i øjnene hver eneste gang. Og sikkert en hel masse unødvendige gange, hvor det bare var en ganske almindelig kuldegysning.

Faktisk skal jeg pille i egen navle, mere eller mindre konstant – efter lokalpsykiatriens ordre – for at man kan følge med i eventuelle fremskridt eller tilbagefald.

Det forstår jeg også godt, og det giver mening når jeg er midt i et behandlingsforløb. Det har da også hjulpet at kende alle de mulige fysiske reaktioner på et angstanfald, så jeg bliver opmærksom på at jeg i starten – før behandlingen – havde måske op til 30-35 anfald på en dag.
Jeg gik bare rundt og troede at jeg var kommet i overgangsalderen.
Eller var ved at blive syg.
Eller var i utrolig dårlig form.

Og det er da godt at vide at det ikke er tilfældet.

De tungere symptomer vidste jeg skam godt, ikke havde noget med noget andet at gøre. For eks. var jeg udmærket godt klar over, at selvom jeg havde stjerneondt omkring hjertet og i brystkassen i en uges tid, så var jeg ikke ved at få et hjerteanfald. Det faldt mig ikke engang ind at gå til lægen. Jeg tænkte bare: “Nå, stress. Hmm, hvad er det mon som stresser?” uden at gå specielt dybere ind i det.

Så langt så godt.

Men bagsiden af alt dette navlepilleri er, at man får sat sig selv i centrum, på en frygtelig ubehagelig måde og da jeg fuldstændig har glemt hvordan jeg opførte mig før, så kan jeg ikke huske, om jeg plejede at reagere med klynk på en eller anden sur bemærkning fra en teenager, eller med ondt i hjertet, når jeg var stresset over noget.

Det har jeg nu nok gjort, men lige pludselig tager klynket overhånd og alting bliver simpelthen så afsindigt synd for mig, altså i mit hoved. Alt det som immervæk sker i ens krop i løbet af en hel dag, bliver målt og vejet og analyseret. Er det på grund af min sygdom eller er det mig som er tosset?
Er det et symptom?
Eller en bivirkning?

Eller er det bare en prut på tværs, fordi jeg åd for mange majskolber i går?

Det er bare møghamrende anstrengende at skulle være opmærksom på sig selv hele tiden.

For der er sgu så meget andet, langt mere interessant, jeg kunne koncentrere mig om, end mig selv.

Suk.

 

 

On/off – op og ned

12 jul

Eller “Mellem to angstanfald”.

Ellen havde svært ved at forstå hvordan jeg kan gå fra “Jeg er bange for at jeg er ved at blive skingrende sindssyg” til “Årh pjat med dig, nu går det jo fint” på ret kort tid.

Så den vil jeg gerne uddybe, så godt jeg kan.

Det er vist nok – i mit hoved i hvert fald – en af forskellene mellem depression og angst.

Med en depression kan man ofte slet ikke se en vej ud af noget som helst. Det er som at bokse i en dyne, som bare ikke letter.
Angstanfald er pludselige, ofte uden forvarsel, de kommer og går, lidt som flagermus der flakser forbi. Et flygtigt vågent mareridt, som alt for tit kommer bag på mig.

Og så igen, det med at det kommer ud af det blå, passer selvfølgelig ikke, men det er som sagt ikke ret tit jeg når at opfatte hvad der er sket, eller hvorfor der er noget som har sat gang i nogle angstmekanismer.

Hvis jeg i tide når at bruge nogle af de værktøjer jeg har fået for at mindske et anfald, så varer de som regel ikke ret lang tid. Men hvis jeg ikke er klar over, hvad der er ved at ske, hvis det først går op for mig at noget er ved at ske, når jeg er midt i det eller hvis jeg tror fuldt og fast på at jeg da vist er ved at få influenza, så har det lidt længere udsigter før et anfald stopper.

Jeg har en note på min telefon, med følgende linjer til at hjælpe mig selv igennem mine angstanfald:

HUSK: det stopper igen (ret vigtig information, for det KAN jeg ikke huske imens det står på)
Vejrtrækningsøvelse (meget simpel – til at huske – selv midt i et anfald)
Calm app. på min telefon (abonnement til ca. 350kr. årligt. GULD værd – jeg bruger den dagligt. Kræver dog at man kan engelsk)
Et knus (ja, det lyder tosset at det skulle være så simpelt, men et varmt knus kan virkelig reparere meget for mig)
Nævne ting omkring mig (at sidde og remse op: “træ, blad, bil, flue, lineal, regnemaskine,”  får tankerne væk fra anfaldet og kan sommetider få det til at forsvinde hurtigere)
Forskellige simple spil  (puslespil, ikke komplicerede spil på telefonen, fjerner også fokus fra angsttankerne)

Men det er min liste, det er det jeg har oplevet som kan virke for mig. Der findes sikkert ligeså mange lister som der findes folk med angst.

Som sagt så varer et angstanfald for mig, omkring 30 minutter.

Der kan gå dage hvor jeg kun har et par enkelte lette nogen, som jeg sagtens selv kan styre mig ud af og så er der dage hvor jeg har så mange, at det ikke er værd at tælle.

Og husk, de kan ikke ses!

Ikke ret mange mennesker kan se på mig, når jeg har et angstanfald. Kun folk virkelig tæt på, som kender mig godt, fornemmer måske at “Hov, nu er der vist noget galt her”, og måske gør de ikke.

Jeg derimod, kan særdeles godt mærke dem!

Men i mellem dem, da er jeg som regel mig selv.

Helt mig.

Fjollet og skør, som jeg plejer. Og nej, jeg er ikke borderline eller maniodepressiv. Beklager, jeg kan ikke huske hvad det er man kalder det, nu til dags. Medicinen har hjulpet mig til at være “MIG” i mellemtiden – altså mellem angstreaktionerne – for før medicinen, gik jeg rundt hele tiden og var vildt bekymret for hvornår det næste anfald kom. Ikke just fordrende!

Nå, det var så angstanfald, men så kan jeg også få panikanfald. Det sker heldigvis ikke så tit.

Et panikanfald er en hel del tungere og det kan jeg ikke – i hvert fald ikke endnu – stoppe selv. Det er kun søde Hong der kan det. Og heldigvis er hun en af de dejlige kolleger!

Et panikanfald udmærker sig på den simple måde, at jeg er overbevist om at NU falder jeg om: “Jeg er ved at blive kvalt, jeg er ved at dø, jeg overlever ikke dette her.”
Og alt udenom forsvinder.

Det er ganske aldeles rædselsfuldt.

Med tryk på rædsel

Jeg kan tude af skræk eller sorg, uden at kunne få vejret ordentligt, fordi min hals snører sig sammen, med de første 20 mennesker omkring mig, der hensynsfuldt forsøger at undgå at kigge på mig, ganske uden tanke for at “det gør man da ikke” og “NU tager du dig sammen, og går hen og tuder et andet sted”.

Ganske upraktisk at få sådan et, ude i verden.

Jeg mener, forestil jer lige den stress det giver at være bange for det.

Derfor undgår jeg helst at være alene i ukendte situationer, eller at sætte mig selv i situationer hvor der er risiko for at det kunne ske. Og af samme årsag H.A.D.E.R jeg at købe ind alene.

Og da Hong desværre naturligvis har andet at lave end at mandsopdække mig,  har jeg fået nogle fine små piller, der giver cirka samme effekt. Blot i en noget mere kemisk version.

Jeg har tit forsøgt at forklare hvordan det føles at have et angstanfald, men mine ord rækker sjældent. Så har jeg brugt billeder. De siger tit alt det jeg gerne ville forklare hvis jeg kunne. Denne fotoserie af Katie Crawford er ret nøjagtig!

Jeg har fundet denne, rigtig godt illustreret af en på Buzzfeed, som hedder Anna Borges en illustration som bare slår hovedet på sømmet.

Der er mange gode på dette link, men den der har sagt mig mest, er denne:

Sidst jeg var til “Angstundervisning” fortalte sygeplejersken os at det var lige så fysisk krævende som at løbe en maraton – naturligvis for en øvet – men alligevel.

Det syntes jeg var ret vildt. Jeg mener, jeg er totalt gasblå i knolden og lungerne sidder nærmest uden på tøjet, bare jeg løber 5.

Men billedet med maratonløbet fortæller noget om hvilken fysisk og mental udfordring det er. For både krop og sind raser afsted, mens det som er tilbage af mig, bare vil have det til at gå væk – NU.

Og det er hver dag.

Nogle dage som sagt bedre end andre. Ligesom der sikkert er maratonløbere der har nemmere ved det ene løb end det andet.

Men jeg håber det gav en bedre forståelse af hvordan et angstanfald føles. Og ellers spørger I bare.

 

En dag med angst #2

11 jul

Det var mest den fysiske del vi rundede i går. Jeg kom lidt ind på den psykiske, men mere om det i dag:

I min Navlepillerklub eller ”Psykoedukative terapigruppe”, fik vi bland andet opremset alle de reaktioner vi kunne forvente at have som angstramte.

Det var ikke så lidt.

Og altså helt seriøst, var man ikke angst i forvejen, så blev man det da først af at læse sådan en lang liste. Og på den liste er der, over de mentale reaktioner, blandt andet et punkt som hedder misfortolkning.

I store træk betyder det at når man siger noget til mig, er sandsynligheden for at jeg fortolker det forkert på den negative måde, meget stor. Hvilket betyder at jeg meget ofte går rundt og føler mig forurettet.

På martyrmåden.

Iblandet klynk og selvmedlidenhed.

Eller sagt med andre ord, jeg bliver meget ofte til en jamrende ældre dame der synes alting er synd for hende. Sådan en slags dame jeg normalt ikke kan udstå.

Når staklen der har sagt noget til mig er fra familien, er det knap så slemt, for så rusker de bare i mig og siger jeg er nærtagende og at jeg skal melde mig ud af mit liv og lægge mig på sofaen med hunden og se et afsnit af Badehotellet, mens jeg lader almindelige mennesker fortsætte deres dag.

Hvis det er andre mennesker der ikke kender mig så godt er det straks sværere.

På arbejdet er det forholdsvist nemt, jeg spørger Tina om jeg har opfattet noget forkert, og så snart vi er to om at diskutere hvorvidt en given bemærkning var ment på den ene eller den anden måde, er det nemmere for mig at se objektivt på det.

Men hvis det er kassedamer eller telefonsælgere skal jeg passe på. I det mindste er jeg opmærksom på det. Men skulle jeg komme til at rive hovedet af en telefonsælger, står verden nok endda.

Så bliver jeg også meget tit bekymret. Over alt muligt. For en måned siden druknede en dreng i nærheden. Og da Gårdmand Bjørn snakkede om at han skulle ud og bade til sin sidste skoledag, gik jeg helt i sort, og han måtte højt og helligt love at det IKKE kom til at ske.

At have angst føles som om jeg ikke har kontrol over min krop eller min hjerne. Hvilket jeg naturligvis overordnet set har, men angsten giver mig reaktioner jeg ikke kan kontrollere eller styre. Min krop reagerer med sitren, åndenød, hjertebanken osv. og min hjerne reagerer med tankemylder og paniktanker, og i “midten” så at sige, står jeg og kan ikke slukke for tankerne, eller for de fysiske reaktioner.

Når arbejdsdagen er slut er jeg som regel godt træt i hovedet.

Jeg troede i starten der var noget galt fordi jeg altid var så træt, men fik den besked af psykiateren at jeg er træt fordi min krop og min hjerne er på konstant overarbejde.

Det var de forskellige udfordringer jeg møder i dagligdagen. Nu kan jeg så begynde at fortælle om hvordan forskellige dage føles.

Men altså først i morgen!

En dag med angst #1

10 jul

Okay, I har selv bedt om det. Eller det vil sige, Kristine har. Hun har nemlig spurgt om jeg vil fortælle om en almindelig dag med angst.

Det vil jeg gerne.

Det bliver dog en rodet omgang, fordi jeg vil forklare lidt ind imellem, så det måske er nemmere at forstå.

Udefra, så ser min dagligdag sikkert ud som enhver andens dagligdag, men jeg kan mærke en meget stor forskel fra før jeg blev syg. Selv Tina har svært ved at se forskel, lige bortset fra et par småting, og hun har nu siddet overfor mig i over seks år, hvis vi tager det løse med, og kender mig snart bedre end jeg selv gør.

Jeg har tænkt at splitte det lidt op i etaper, ellers bliver det vist en meget lang beretning.

Men altså, here goes for første del, som er sådan en forklarende del, så kan jeg fortælle om de enkelte dage bagefter:

Når vækkeuret ringer, er min første tanke altid: ”Er der noget jeg har glemt? Er der noget jeg skal?”. Den tanke gør mig usikker, så jeg bliver lidt langsommere, fordi jeg bruger en masse tid på at tænke efter eller se mig omkring efter det jeg måske har glemt.

Som regel ryster jeg følelsen af mig, mens jeg gør mig klar. Jeg har altid lagt mit tøj og den slags frem dagen før, for ellers risikerer jeg at gå helt i stå, uden at vide hvad jeg skal tage på. Eller gå i panik, hvis ikke jeg kan finde det, jeg gerne vil have på.

Alt det jeg skal have med, telefon, en trøje, eller hvad det nu kan være, skal ligge klar på bordet, og selv da kan jeg risikere at komme af sted uden en af tingene. Og jeg glemmer uhyggeligt tit min madpakke.

På bilturen på vej til arbejde, hører jeg enten stille klassisk musik, helst musik uden ord, eller også bare snak, enten P1 eller en lydbog, indtalt af min helt Paul Becker, eller Bent Otto Hansen. Jeg har nemlig rigtigt svært ved at skulle håndtere musik og ord samtidig, om morgenen.

Når jeg er vel ankommet på min pind, skal jeg huske at tage mine piller. Da en af bivirkningerne er at jeg bliver svimmel, tager jeg dem først efter min biltur. Man må godt køre bil med dem, men jeg skal i hvert fald ikke risikere noget!

Så er det i gang med at arbejde, og når alt ser tilforladeligt ud, og er som det plejer, går det fint, men så kan jeg jo få – præcis som alle andre – en mail som jeg associerer med ubehag. Det kan være afsender eller indhold der gør mig utilpas, men uanset hvad det er, så reagerer min krop:

Måske får jeg prikken eller sitren i arme og ben. Det er svært at forklare følelsen, men det er lidt den samme slags kuldegysning man får i nakken, når man bliver pludseligt forskrækket. Det stopper bare ikke igen, det bliver ved, til forskel fra det man føler når man bliver forskrækket.

Jeg kan få hjertebanken og åndenød, blive stakåndet, eller have lidt svært ved at trække vejret ordentligt. Jeg lagde på et tidspunkt mærke til at jeg var begyndt at sukke og stønne i tide og utide. Troede egentlig at jeg bare var i mega dårlig form, men så lærte jeg – i navlepillerklubben – at det kunne være en angstrelateret reaktion.

Når jeg kommer til knuden i halsen og manglende evne til at trække vejret, ved jeg som regel at jeg skal reagere.

Hvis jeg glemmer at være opmærksom på de fysiske tegn, eller det er voldsommere ting end en email, så ender jeg med at ryste og få ondt i kroppen og få kvalme eller ondt i maven. Og så kan der gå helt op til 30 minutter, før min krop er sig selv igen.

Man kan godt undres over hvordan jeg kan glemme at være opmærksom på de fysiske tegn. Men sommetider kommer angsten ikke af en så åbenlys grund, som en ubehagelig email. Det er sommetider ting jeg slet ikke engang lægger mærke til, og det er det, som er ekstra utrygt. At jeg ikke ved hvornår næste anfald kommer, eller om jeg når at opfatte hvorfor.

Lige pludselig kan jeg bare mærke at jeg får ondt i maven, og så tænkte jeg i starten: ”Nå, jeg er nok ved at få roskildesyge eller influenza, øv da også!”  Men så gik det jo væk igen, ganske af sig selv, og så skulle jeg ikke have den store rørlæggereksamen for at forstå at det nok hang sammen med noget andet. Det blev da også bekræftet i Navlepillerklubben, at kroppen kunne reagere med alle mulige krumspring.

Der kan også opstå situationer jeg synes er ubehagelige, jeg kan gå forbi to personer der helt uskyldigt står og snakker i et hjørne, om noget der ikke rager mig, men så kan jeg komme til at tro det er mig de snakker om, at jeg har gjort noget dumt, eller ser tyk ud, med alle de kilo jeg har taget på siden jeg begyndte at få medicin, eller noget andet tosset.

Den form for semiparanoia er også helt normal i min tilstand, men det gør det bestemt ikke mere behageligt. For så snart jeg bliver konfronteret med alle disse symptomer på at der er noget galt med mig, så bliver jeg ked af det, og er overbevist om at jeg er ved at blive skør.

Så går der 20 minutter og så kommer jeg til at grine af et eller andet, og så er jeg klar igen og bestemmer med mig selv at sindssygen lige må vente til en anden gang!

  • Fortsættelse følger!

 

Inklusion eller eksklusion.

7 jul

Inspireret af flere, men senest af en af Lenes kommentarer, så har jeg utroligt nok også en mening om inklusion.

Ikke inklusion i skolen, som vi er så vant til at høre om, men på arbejdspladsen.

Jeg er ikke på fuldtid, men jeg er på arbejde. Mine opgaver er ikke anderledes end før, jeg har dog lidt færre af dem, så det ikke stresser mig at være væk om onsdagen.

Jeg nyder at være en del af det hele.

Jeg er begavet med fantastiske kolleger, der næsten kan se på mig hvornår de skal sige: “Skal du ikke lige tage og trække vejret dybt.” Det er betryggende at vide at jeg ikke risikerer at sidde alene med et panikanfald, at nogen ved hvordan de skal handle hvis det sker. Og alene at vide det, kan sommetider holde anfaldene på afstand.

Lidt ligesom det at have de beroligende piller i tasken, gør at jeg ikke tager dem. Jeg ved de er der, og det er på en eller anden underlig måde beroligende nok.

Nå, men i forhold til at arbejde så vil jeg hellere have et sted, hvor jeg kan lave noget jeg selv synes jeg er god til, hvor jeg kan få tankerne lidt væk fra mig selv, ind imellem. Takket være min arbejdsplads, som har været utroligt forstående og støttende i hele dette forløb, så er der plads til mig, også når hjernen punkterer og jeg skal have en kort pause.

Det er simpelthen alfa og omega at have forståelse fra både arbejdspladsen og kollegerne. Så det kommer ikke kun an på mig og min vilje til at komme i gang igen – tro mig – jeg ville sommetider allerhelst ligge under min dyne og være helt væk for verden.

Men man kommer bare ikke videre på den måde.

Jeg er efterhånden godt klar over at denne diagnose ikke forsvinder, uanset hvor mange krumspring jeg gør, og hvor længe jeg er i behandling på Psykiatrisk afdeling, men jeg lærer at leve med diagnosen, det må være målet.

Og det sker ikke under min dyne, uanset hvor dejlig blød og lækker den er.

Min inklusion, trods diagnose, blandt det arbejdende folk, afhænger derfor i høj grad af forståelse fra omverdenen, arbejdsgiver, kolleger, men også fra kommuner og A-kasser. Jeg bliver jo ikke automatisk dum og ude af stand til at udføre mit arbejde, bare fordi jeg har generaliseret angst. Jeg skal heller ikke behandles som et råddent æg, men der skal tages lidt hensyn her og der, præcis som der skal til en fysisk handicappet.

Ellers så bliver det i stedet til eksklusion. Og det koster i det lange løb samfundet meget mere hvis jeg ikke magter at arbejde, end hvis der er råderum til at jeg har 30 timer ugentligt og ikke 37.

Jeg har nok været heldig på en masse punkter, men for at samarbejdet skal fungere skal alle på banen.

For jeg vil helst ikke ekskluderes!

Syge-Onsdag

5 jul

Onsdag er min dag. Jeg er nemlig sygemeldt den dag.

Det irriterende er, at når jeg er udsovet, udhvilet og afslappet, så synes jeg at disse “Syge-Onsdage” er ganske unødvendige og at jeg sagtens kunne løbe ligeså hurtigt som jeg plejede. Men når jeg så gør det, løber hurtigt altså, enten fordi jeg skal til psykiater, læge, behandler, navlepillergruppe eller andet spændende, så er jeg fuldstændigt udmattet bagefter.

Og så er Syge-Onsdag ikke så meget luksus alligevel. Jeg kan mærke det på arbejdet: jeg begynder at blive rundtosset og træt i hovedet tirsdag over middag. Og glæder mig inderligt over at jeg har en dag hvor jeg kan tage det helt stille og roligt og lade op til resten af ugen.

Efterhånden har jeg også fået opdraget firkløveret til, at de ikke kan regne med mig, altså om onsdagen. Jeg har nemlig ikke fri fordi det morer mig, men fordi jeg skal slappe af, og lade op.

Som en veninde med små børn sagde til mig: “Jeg bliver så træt af alle de madammer man hører om i ugebladene. De går alle sammen ned med stress og udtaler at de bare sad og gloede ind i en væg i seks uger. Hvis jeg sad og gloede ind i en væg i seks uger, ville børnene sgu da blive tvangsfjernet.”

Og det kan der være noget om.

Så er det man bliver taknemmelig for at ens egne børn er så store.

Varm blød vovse på fødderne!

I skrivende stund kan jeg hverken se eller høre nogen af dem. Eneste levende væsen i nærheden er Bimbi, der sover på mine fødder, samt et par kvidrende fugle jeg kan høre gennem den åbne havedør.

Skriftlig terapi.

3 jul

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg har tænkt mig at bruge denne platform som en form for terapi. Da jeg ikke er så god til at skrive dagbog, bliver det her.

Nu vil opmærksomme mennesker kunne bemærke at jeg jo bare kunne lade være med at publicere det, men for det første nyder jeg at få tilbagemeldinger på det jeg skriver: det kunne jo være, at der var nogen som lå inde med et guldkorn eller to jeg kunne bruge til noget, så hold jer endelig ikke tilbage.

For det andet, kunne det være at jeg kunne bidrage med noget, som andre – i samme situation – ikke var klar over. Jeg har nemlig lært utroligt mange ting her i mit foreløbige forløb, og er blevet så frygtelig klog…

Jeg troede faktisk jeg ville have svært ved at skrive, når jeg nu ikke kan læse, men det var ikke tilfældet. Trods det, kan jeg alligevel mærke en anelse rust.

Jeg mangler ord, savner vendinger, leder efter formuleringer, og må rette i en uendelighed. Det er møgfrustrerende, fordi den slags bare kom helt af sig selv før. Så et blogindlæg tager meget længere tid end det gjorde før, og er som sagt blevet skrevet om og rettet i, et utal af gange før det lander online.

Stavefejl, tastefejl og grammatiske fejl blander sig vellystigt i mine sagesløse sætninger, og jeg ser dem som oftest ikke før Divaen kommer forbi og nævner at der mangler et “e” under billedet af min lange blomst fra sidste skoledag. Hvorpå det naturligvis omgående bliver rettet.

De ord der kommer ud af min mund har det ligesådan.

De snubler over hinanden, og sig selv, og enten kommer de slet ikke ud, enten fordi de gemmer sig bag en eller anden kognitiv funktion der også halter, eller også fordi de bare er gået på ferie uden at sætte autosvar på.

Det resulterer tit i lange – utilsigtede – pauser, i min normalt ganske udmærkede talestrøm, samt i voldsomt irriterede teenagere.

Det irriterer skam også mig selv. Jeg ved jo godt hvad jeg plejer at kunne huske, eller hvordan mit sprog plejer at flyde. For slet ikke at tale om mit ordforråd, som jeg aldrig har tvivlet på før.

Så føler jeg mig forrådt, af min egen hjerne.

Og så går der som regel ikke ret lang tid før jeg går i panik over, om det overhovedet kommer tilbage igen. Det er skræmmende og usikkert at have det sådan. For tænk nu hvis det aldrig kommer helt tilbage. Og gad vide om men så er permanent hjerneskadet?

 

Den panik sidder fast, og ligger – ikke ulig en rombudding med kirsebærsauce – som et svampet og blævrende fundament i min dagligdag, og gør at fodfæstet er svært at finde, uanset hvad det er jeg laver.

Og lige præcis sådan et indlæg har ikke nogen happy ending. Der er ikke mere at sige til det, andet end: ØV.

Men så kan vi jo være glade for at det er mandag.

Rigtig god mandag derude!

%d bloggers like this: