Hilsen fra et “live” angstanfald

Nu er der gået et par uger, eller 8, siden sidste tandløse opdatering, jeg har holdt en fantastisk sommerferie – den skal I nok høre mere om senere – og startede på arbejde igen. Som man jo gør efter sin ferie. Det er allerede længe siden nu. Jeg har også fået reguleret min medicin af psykiateren og er startet i min nye angstgruppe, som er en gang om ugen indtil jul.

Jeg har haft det bedre og troede egentligt at de fleste angstanfald var en saga blot, nu med al den medicin og terapi og gruppeforløb og hvad ved jeg.

Men nej. De kommer stadig, sådan lige for at gøre opmærksom på, at de stadig findes.

Og sidst jeg fik et angstanfald – for et par dage siden – fik jeg den ide at jeg ville skrive mig igennem det. For bagefter er det så svært for mig, at forklare det præcist for andre. Jeg skrev en masse stikord, og gjorde det så lidt mere læsbart bagefter, da jeg fik det bedre. Beklager, hvis I ikke gider læse om det hele tiden, men så kan I da heldigvis klikke jer væk nu!

Til de andre kan jeg kun sige velkommen til et ganske ordinært angstanfald:

Jeg får en en eller anden ligegyldig mail, som gør mig lidt ked af det og jeg prøver naturligvis at finde ud af om det der står, er tilfældet. Det er det ikke.

Alt vel.

Ca. 3 sekunder efter at jeg har konstateret at alt er vel, begynder jeg at få ondt omkring hjertet.

En stikkende smerte. Hele vejen gennem brystkassen. Lige ud for hjertet.

Jeg ved godt at det ikke er et hjerteproblem. Jeg overvejer det ikke engang. Jeg ved at det er et angstanfald. Tænker lidt opgivende over hvad jeg så skal. Prøver at huske, hvad planen er.

Kan ikke huske det.

Mine tanker farer forvildet rundt og griber fat, på må og få, i alt muligt. Jeg kan bare ikke komme på noget. Smerten omkring hjertet bliver ved.
Jeg sidder på min plads på kontoret og fortsætter mit arbejde, ingen kan se at der sker noget med mig – for angst kan ikke ses – jeg er ganske som jeg plejer at være.

Mærker prikken i armene nu. Dernæst en stor tung knude, lige foran ved brystbenet. Det føles som om jeg bliver kvalt. Får kuldegysninger. Smerterne omkring hjertet er er lidt mindre nu, men i stedet har jeg fået kuldegysninger og kvælningsfornemmelser.

Kan overHOVEDET ikke komme på, hvad der hjælper eller hvad jeg skal gøre for at få det bedre.

Lytter til en sang i radioen. Prøver at fokusere på den. Det går ikke så godt. Sangen flakser forbi mit ansigt og er væk.
Kan ikke trække vejret dybt, som jeg skal.
Ser ned på gulvet, sætter fødderne fladt ned – for at få jordforbindelse – det siger både behandlerne i angstgruppen, min app og Samantha, er en rigtig god ting. Det hjælper ikke. Ikke en skid.

Det gør rigtig ondt nu og er meget ubehageligt.
Men jeg går ikke i panik.
Jeg ved godt at jeg ikke er ved at få et hjerteanfald.
Jeg ved det er et angstanfald.
Men det er svært at tro på, at det stopper igen.

Hov, der var noget af det jeg har lært: ”Det går over igen” og ”Det bliver ikke ved”. Jeg prøver at holde fast i den tanke. Det går ikke ret godt.

Kan pludselig huske at et anfald “skulle vare mellem 10 og 30 minutter” godt så. Jeg prøver at regne ud hvornår det startede.

Får en kuldegysning mere. Prøver at få hold på tankerne og tage mig sammen. Det går heller ikke ret godt.

Kigger på forskellige mails og opdager at det nu varet i godt 20 minutter. Jeg bliver lidt irriteret, mest på mig selv og tænker: ”Så stop dog”.
Tænker så ”Er der så kun 10 minutter tilbage?” Det føles så ubehageligt lige nu, at jeg ikke helt tror på det kan være rigtigt, hvis det skulle slutte lige om lidt. Men okay, gerne for mig!

Kigger på min mail, svarer på et par stykker der ikke er så krævende og gyser igen. Og igen. Har stadig ondt over brystbenet. Jeg mærker efter, smerterne omkring hjertet er væk nu, men jeg kan stadig ikke trække vejret i bund på grund af den kvælende fornemmelse.

Ser ud af vinduet, trækker vejret så dybt jeg kan.
Falder i staver over en lastbil der kører forbi og hører ”Indianer” i radioen. Den minder mig altid om min mormor, som virkelig ikke brød sig om den sang.

Vejrtrækningen flyder lidt dybere nu. Husker at Rune sagde jeg skulle puste ud, i stedet for at trække ind.

Det går op for mig at jeg næsten holder vejret. Jeg puster ud – helt ud. Og så lidt mere ud. Trækker så vejret dybt ind igen. Vejrtrækningen flyder okay.. tror jeg nok. Jeg kan se min mave går ud og ind. Tænker at det er godt, fordi så trækker jeg vejret ned i maven.

Og det er godt. Tror jeg nok.

Jeg mærker duften af æblekage. Den jeg bagte i går, og som nu står på bordet til behagelig selvbetjening blandt mine dejlige kolleger.

Bliver ærgerlig over at jeg stadig har ondt i brystbenet. Og over at det føles som om jeg ikke trækker vejret brugbart.

Selvom min mave bevæger sig, føles det ikke som om jeg får ilt nok. Bagerst i munden.. Det går op for mig at det nok er det de mener når de snakker om ”mundtørhed”. Jeg mærker efter. Mit svælg er knastørt.

Beslutter mig for at gå ud efter et glas vand.

Rejser mig ikke. Kan ikke rigtigt.

Ser på uret igen.

Der er gået 30 minutter. Bliver usikker, ked af det og lidt vred: ”hvorfor er det ikke slut endnu?” Jeg ordner endnu et par ting. Det er godt det er fredag og jeg snart har fri.

Hvorfor bliver det bare ved? Jeg synes da at jeg fjerner fokus fra det. (Endnu en ting som dukker op) Jeg skal fjerne fokus. Godt så.

Rejser mig med mit glas.

Tager min lille røde stressbold med, som jeg krammer sammen i hånden, på vej ud til køkkenet.

Drikker et helt glas vand med det samme. Tager et mere, med hen på min plads.

Trækker vejret igen.

Har stadig ondt ved brystbenet.

Arbejder lidt videre. Forsigtigt.

Får pludselig en metallisk smag i munden. Trækker vejret dybt igen.

Smiler lidt indvendigt over at de i radioen spiller ”Every breath you take”. Tragikomisk, og Sting, han skulle bare vide, skulle han.

Spekulerer på hvordan det kan være, at det føles som om jeg ikke trækker vejret, når jeg kan se min mave trække sig ind og ud. Synker med stort besvær. Godt jeg har vandet, som tvinger mig til at synke. Bliver træt. Udmattet. Opgivende. Ser på uret igen.

40 minutter.

Konstaterer at der ikke rigtigt er noget af det jeg har gjort, som synes at virke. Må vist prøve noget andet. Skal altså også have lavet mig den der mentale førstehjælpskasse, jeg går og fabler om. Må have lavet en, som jeg kan have med mig i tasken.

Kommer i tanke om min anti-stress-lavendelolie-duft-rulle-dims. Den ligger jo i min taske. Vender mig om, konstaterer ærgerligt at jeg ikke har min sorte taske med. Vrisser indvendigt. Leder alligevel i den anden taske. Noget må der da være. Finder Bachs Rescue spray – tager hele 7 pschiit – trækker vejret meget dybt.

Der er nu gået en time.

Jeg kan fungere nogenlunde. Men jeg får kuldegysninger ved den mindste bemærkning. Jeg føler at alle kan se på mig at jeg er syg. Det føles ubehageligt og usikkert.

Jeg får endelig fri og kører hjem.

First Man kan straks se noget er galt og spørger hvad det er. Jeg kan ikke svare – sukker bare i hans favn – mumler at jeg fik det skidt. Der går yderligere 2 timer. Jeg har stadig en klump i halsen, gyser ofte og bliver en lille smule svimmel indimellem. Det er sikkert fordi jeg trækker vejret forkert, selv om jeg gør mit bedste.

…

Sådan går en hel dag, med forskelligt fysisk ubehag af variabel styrke, over en enkelt ubetydelig ting, som lige triggede min angst.

Heldigvis hjælper min medicin så jeg har nogenlunde ro i hovedet, og så mine tanker ikke bare myldrer rundt, som myg om et stearinlys en lun sommernat. Det fysiske ubehag er også meget begrænset i forhold til hvordan jeg har det, uden medicin. Det er mest min vejrtrækning, som er helt ad helvede til, hele resten af dagen efter sådan en omgang, næsten uanset hvad.

Jeg er godt træt om aftenen, og håber at jeg kan sove nogenlunde, så jeg er klar til en ny frisk dag i morgen, helst uden den slags oplevelser der kan trigge et eller andet, så hele maskineriet går i gang igen.

Og så er rundvisningen i mit angstanfald slut!

 

Egotrip på recept

---

Som Fiberfryd skrev til mig for et stykke tid siden, så bliver man så forfærdeligt opmærksom på sig selv og sin egen navle, når man får en diagnose – både fysisk og mentalt.

Det hele drejer sig om mig.

Altså for mig.
I mit hoved.

Godt nok efter ordre fra sundhedspersonale og mennesker der i øvrigt vil mig det godt. Men derfor er det alligevel svært at parere ordre, især når man allerhelst bare ville undgå at tænke alt for meget på sig selv. For hvad skal det dog til for.

Jeg skal konstant mærke efter hvordan jeg har det.
Hvordan medicinen virker, om jeg får det bedre, eller om det er status quo.
Jeg skal være opmærksom på hvilke bivirkninger der er, for ikke at forbigå et eller andet som ikke er så godt. Så jeg skal læse de der kilometer lange indlægssedler, uden at få hjertebanken over alle de andre bivirkninger man måske kan få.

At have ondt i maven, er måske ikke bare et forbigående uforklarligt maveonde, det er faktisk bivirkninger der gør, at jeg har pruttet mig igennem en hel weekend!
Beklager hvis det er for meget information, men så skulle I bare prøve at bo sammen med mig! De andre på matriklen lider!

Men hvad så når jeg har “almindeligt” ondt i maven, som ikke er en bivirkning? Hvordan føles det så?

Det er altså ikke nemt.

…

Selv når jeg sover, skal jeg være opmærksom på hvordan jeg sover. Hvor hurtigt jeg falder i søvn, hvor mange gange jeg vågner i løbet af natten, hvornår jeg vågner, og om jeg er udhvilet når jeg står op.
Og det er sgu da lige til at blive helt udmattet af.

Jeg skal også notere mig hvor ofte jeg har angstanfald. Hvor slemme de er, om jeg selv kan komme ud af dem igen. I stedet for at følge min trang til at skubbe angsten i baggrunden og lade være med at lade den fylde så meget, så skal jeg koncentrere mig om den og se den i øjnene hver eneste gang. Og sikkert en hel masse unødvendige gange, hvor det bare var en ganske almindelig kuldegysning.

Faktisk skal jeg pille i egen navle, mere eller mindre konstant – efter lokalpsykiatriens ordre – for at man kan følge med i eventuelle fremskridt eller tilbagefald.

Det forstår jeg også godt, og det giver mening når jeg er midt i et behandlingsforløb. Det har da også hjulpet at kende alle de mulige fysiske reaktioner på et angstanfald, så jeg bliver opmærksom på at jeg i starten – før behandlingen – havde måske op til 30-35 anfald på en dag.
Jeg gik bare rundt og troede at jeg var kommet i overgangsalderen.
Eller var ved at blive syg.
Eller var i utrolig dårlig form.

Og det er da godt at vide at det ikke er tilfældet.

De tungere symptomer vidste jeg skam godt, ikke havde noget med noget andet at gøre. For eks. var jeg udmærket godt klar over, at selvom jeg havde stjerneondt omkring hjertet og i brystkassen i en uges tid, så var jeg ikke ved at få et hjerteanfald. Det faldt mig ikke engang ind at gå til lægen. Jeg tænkte bare: “Nå, stress. Hmm, hvad er det mon som stresser?” uden at gå specielt dybere ind i det.

Så langt så godt.

Men bagsiden af alt dette navlepilleri er, at man får sat sig selv i centrum, på en frygtelig ubehagelig måde og da jeg fuldstændig har glemt hvordan jeg opførte mig før, så kan jeg ikke huske, om jeg plejede at reagere med klynk på en eller anden sur bemærkning fra en teenager, eller med ondt i hjertet, når jeg var stresset over noget.

Det har jeg nu nok gjort, men lige pludselig tager klynket overhånd og alting bliver simpelthen så afsindigt synd for mig, altså i mit hoved. Alt det som immervæk sker i ens krop i løbet af en hel dag, bliver målt og vejet og analyseret. Er det på grund af min sygdom eller er det mig som er tosset?
Er det et symptom?
Eller en bivirkning?

Eller er det bare en prut på tværs, fordi jeg åd for mange majskolber i går?

…

Det er bare møghamrende anstrengende at skulle være opmærksom på sig selv hele tiden.

For der er sgu så meget andet, langt mere interessant, jeg kunne koncentrere mig om, end mig selv.

Suk.

 

 

On/off – op og ned

Eller “Mellem to angstanfald”.

Ellen havde svært ved at forstå hvordan jeg kan gå fra “Jeg er bange for at jeg er ved at blive skingrende sindssyg” til “Årh pjat med dig, nu går det jo fint” på ret kort tid.

Så den vil jeg gerne uddybe, så godt jeg kan.

Det er vist nok – i mit hoved i hvert fald – en af forskellene mellem depression og angst.

Med en depression kan man ofte slet ikke se en vej ud af noget som helst. Det er som at bokse i en dyne, som bare ikke letter.
Angstanfald er pludselige, ofte uden forvarsel, de kommer og går, lidt som flagermus der flakser forbi. Et flygtigt vågent mareridt, som alt for tit kommer bag på mig.

Og så igen, det med at det kommer ud af det blå, passer selvfølgelig ikke, men det er som sagt ikke ret tit jeg når at opfatte hvad der er sket, eller hvorfor der er noget som har sat gang i nogle angstmekanismer.

Hvis jeg i tide når at bruge nogle af de værktøjer jeg har fået for at mindske et anfald, så varer de som regel ikke ret lang tid. Men hvis jeg ikke er klar over, hvad der er ved at ske, hvis det først går op for mig at noget er ved at ske, når jeg er midt i det eller hvis jeg tror fuldt og fast på at jeg da vist er ved at få influenza, så har det lidt længere udsigter før et anfald stopper.

Jeg har en note på min telefon, med følgende linjer til at hjælpe mig selv igennem mine angstanfald:

– HUSK: det stopper igen (ret vigtig information, for det KAN jeg ikke huske imens det står på)
– Vejrtrækningsøvelse (meget simpel – til at huske – selv midt i et anfald)
– Calm app. på min telefon (abonnement til ca. 350kr. årligt. GULD værd – jeg bruger den dagligt. Kræver dog at man kan engelsk)
– Et knus (ja, det lyder tosset at det skulle være så simpelt, men et varmt knus kan virkelig reparere meget for mig)
– Nævne ting omkring mig (at sidde og remse op: “træ, blad, bil, flue, lineal, regnemaskine,”  får tankerne væk fra anfaldet og kan sommetider få det til at forsvinde hurtigere)
– Forskellige simple spil  (puslespil, ikke komplicerede spil på telefonen, fjerner også fokus fra angsttankerne)

Men det er min liste, det er det jeg har oplevet som kan virke for mig. Der findes sikkert ligeså mange lister som der findes folk med angst.

Som sagt så varer et angstanfald for mig, omkring 30 minutter.

Der kan gå dage hvor jeg kun har et par enkelte lette nogen, som jeg sagtens selv kan styre mig ud af og så er der dage hvor jeg har så mange, at det ikke er værd at tælle.

Og husk, de kan ikke ses!

Ikke ret mange mennesker kan se på mig, når jeg har et angstanfald. Kun folk virkelig tæt på, som kender mig godt, fornemmer måske at “Hov, nu er der vist noget galt her”, og måske gør de ikke.

Jeg derimod, kan særdeles godt mærke dem!

Men i mellem dem, da er jeg som regel mig selv.

Helt mig.

Fjollet og skør, som jeg plejer. Og nej, jeg er ikke borderline eller maniodepressiv. Beklager, jeg kan ikke huske hvad det er man kalder det, nu til dags. Medicinen har hjulpet mig til at være “MIG” i mellemtiden – altså mellem angstreaktionerne – for før medicinen, gik jeg rundt hele tiden og var vildt bekymret for hvornår det næste anfald kom. Ikke just fordrende!

…

Nå, det var så angstanfald, men så kan jeg også få panikanfald. Det sker heldigvis ikke så tit.

Et panikanfald er en hel del tungere og det kan jeg ikke – i hvert fald ikke endnu – stoppe selv. Det er kun søde Hong der kan det. Og heldigvis er hun en af de dejlige kolleger!

Et panikanfald udmærker sig på den simple måde, at jeg er overbevist om at NU falder jeg om: “Jeg er ved at blive kvalt, jeg er ved at dø, jeg overlever ikke dette her.”
Og alt udenom forsvinder.

Det er ganske aldeles rædselsfuldt.

Med tryk på rædsel…

Jeg kan tude af skræk eller sorg, uden at kunne få vejret ordentligt, fordi min hals snører sig sammen, med de første 20 mennesker omkring mig, der hensynsfuldt forsøger at undgå at kigge på mig, ganske uden tanke for at “det gør man da ikke” og “NU tager du dig sammen, og går hen og tuder et andet sted”.

Ganske upraktisk at få sådan et, ude i verden.

Jeg mener, forestil jer lige den stress det giver at være bange for det.

Derfor undgår jeg helst at være alene i ukendte situationer, eller at sætte mig selv i situationer hvor der er risiko for at det kunne ske. Og af samme årsag H.A.D.E.R jeg at købe ind alene.

Og da Hong desværre naturligvis har andet at lave end at mandsopdække mig,  har jeg fået nogle fine små piller, der giver cirka samme effekt. Blot i en noget mere kemisk version.

Jeg har tit forsøgt at forklare hvordan det føles at have et angstanfald, men mine ord rækker sjældent. Så har jeg brugt billeder. De siger tit alt det jeg gerne ville forklare hvis jeg kunne. Denne fotoserie af Katie Crawford er ret nøjagtig!

Jeg har fundet denne, rigtig godt illustreret af en på Buzzfeed, som hedder Anna Borges en illustration som bare slår hovedet på sømmet.

Der er mange gode på dette link, men den der har sagt mig mest, er denne:

Sidst jeg var til “Angstundervisning” fortalte sygeplejersken os at det var lige så fysisk krævende som at løbe en maraton – naturligvis for en øvet – men alligevel.

Det syntes jeg var ret vildt. Jeg mener, jeg er totalt gasblå i knolden og lungerne sidder nærmest uden på tøjet, bare jeg løber 5.

Men billedet med maratonløbet fortæller noget om hvilken fysisk og mental udfordring det er. For både krop og sind raser afsted, mens det som er tilbage af mig, bare vil have det til at gå væk – NU.

Og det er hver dag.

Nogle dage som sagt bedre end andre. Ligesom der sikkert er maratonløbere der har nemmere ved det ene løb end det andet.

Men jeg håber det gav en bedre forståelse af hvordan et angstanfald føles. Og ellers spørger I bare.

 

En dag med angst #2

Det var mest den fysiske del vi rundede i går. Jeg kom lidt ind på den psykiske, men mere om det i dag:

I min Navlepillerklub eller ”Psykoedukative terapigruppe”, fik vi bland andet opremset alle de reaktioner vi kunne forvente at have som angstramte.

Det var ikke så lidt.

Og altså helt seriøst, var man ikke angst i forvejen, så blev man det da først af at læse sådan en lang liste. Og på den liste er der, over de mentale reaktioner, blandt andet et punkt som hedder misfortolkning.

I store træk betyder det at når man siger noget til mig, er sandsynligheden for at jeg fortolker det forkert på den negative måde, meget stor. Hvilket betyder at jeg meget ofte går rundt og føler mig forurettet.

På martyrmåden.

Iblandet klynk og selvmedlidenhed.

Eller sagt med andre ord, jeg bliver meget ofte til en jamrende ældre dame der synes alting er synd for hende. Sådan en slags dame jeg normalt ikke kan udstå.

Når staklen der har sagt noget til mig er fra familien, er det knap så slemt, for så rusker de bare i mig og siger jeg er nærtagende og at jeg skal melde mig ud af mit liv og lægge mig på sofaen med hunden og se et afsnit af Badehotellet, mens jeg lader almindelige mennesker fortsætte deres dag.

Hvis det er andre mennesker der ikke kender mig så godt er det straks sværere.

På arbejdet er det forholdsvist nemt, jeg spørger Tina om jeg har opfattet noget forkert, og så snart vi er to om at diskutere hvorvidt en given bemærkning var ment på den ene eller den anden måde, er det nemmere for mig at se objektivt på det.

Men hvis det er kassedamer eller telefonsælgere skal jeg passe på. I det mindste er jeg opmærksom på det. Men skulle jeg komme til at rive hovedet af en telefonsælger, står verden nok endda.

Så bliver jeg også meget tit bekymret. Over alt muligt. For en måned siden druknede en dreng i nærheden. Og da Gårdmand Bjørn snakkede om at han skulle ud og bade til sin sidste skoledag, gik jeg helt i sort, og han måtte højt og helligt love at det IKKE kom til at ske.

At have angst føles som om jeg ikke har kontrol over min krop eller min hjerne. Hvilket jeg naturligvis overordnet set har, men angsten giver mig reaktioner jeg ikke kan kontrollere eller styre. Min krop reagerer med sitren, åndenød, hjertebanken osv. og min hjerne reagerer med tankemylder og paniktanker, og i “midten” så at sige, står jeg og kan ikke slukke for tankerne, eller for de fysiske reaktioner.

Når arbejdsdagen er slut er jeg som regel godt træt i hovedet.

Jeg troede i starten der var noget galt fordi jeg altid var så træt, men fik den besked af psykiateren at jeg er træt fordi min krop og min hjerne er på konstant overarbejde.

Det var de forskellige udfordringer jeg møder i dagligdagen. Nu kan jeg så begynde at fortælle om hvordan forskellige dage føles.

Men altså først i morgen!

En dag med angst #1

Okay, I har selv bedt om det. Eller det vil sige, Kristine har. Hun har nemlig spurgt om jeg vil fortælle om en almindelig dag med angst.

Det vil jeg gerne.

Det bliver dog en rodet omgang, fordi jeg vil forklare lidt ind imellem, så det måske er nemmere at forstå.

Udefra, så ser min dagligdag sikkert ud som enhver andens dagligdag, men jeg kan mærke en meget stor forskel fra før jeg blev syg. Selv Tina har svært ved at se forskel, lige bortset fra et par småting, og hun har nu siddet overfor mig i over seks år, hvis vi tager det løse med, og kender mig snart bedre end jeg selv gør.

Jeg har tænkt at splitte det lidt op i etaper, ellers bliver det vist en meget lang beretning.

Men altså, here goes for første del, som er sådan en forklarende del, så kan jeg fortælle om de enkelte dage bagefter:

Når vækkeuret ringer, er min første tanke altid: ”Er der noget jeg har glemt? Er der noget jeg skal?”. Den tanke gør mig usikker, så jeg bliver lidt langsommere, fordi jeg bruger en masse tid på at tænke efter eller se mig omkring efter det jeg måske har glemt.

Som regel ryster jeg følelsen af mig, mens jeg gør mig klar. Jeg har altid lagt mit tøj og den slags frem dagen før, for ellers risikerer jeg at gå helt i stå, uden at vide hvad jeg skal tage på. Eller gå i panik, hvis ikke jeg kan finde det, jeg gerne vil have på.

Alt det jeg skal have med, telefon, en trøje, eller hvad det nu kan være, skal ligge klar på bordet, og selv da kan jeg risikere at komme af sted uden en af tingene. Og jeg glemmer uhyggeligt tit min madpakke.

På bilturen på vej til arbejde, hører jeg enten stille klassisk musik, helst musik uden ord, eller også bare snak, enten P1 eller en lydbog, indtalt af min helt Paul Becker, eller Bent Otto Hansen. Jeg har nemlig rigtigt svært ved at skulle håndtere musik og ord samtidig, om morgenen.

Når jeg er vel ankommet på min pind, skal jeg huske at tage mine piller. Da en af bivirkningerne er at jeg bliver svimmel, tager jeg dem først efter min biltur. Man må godt køre bil med dem, men jeg skal i hvert fald ikke risikere noget!

Så er det i gang med at arbejde, og når alt ser tilforladeligt ud, og er som det plejer, går det fint, men så kan jeg jo få – præcis som alle andre – en mail som jeg associerer med ubehag. Det kan være afsender eller indhold der gør mig utilpas, men uanset hvad det er, så reagerer min krop:

Måske får jeg prikken eller sitren i arme og ben. Det er svært at forklare følelsen, men det er lidt den samme slags kuldegysning man får i nakken, når man bliver pludseligt forskrækket. Det stopper bare ikke igen, det bliver ved, til forskel fra det man føler når man bliver forskrækket.

Jeg kan få hjertebanken og åndenød, blive stakåndet, eller have lidt svært ved at trække vejret ordentligt. Jeg lagde på et tidspunkt mærke til at jeg var begyndt at sukke og stønne i tide og utide. Troede egentlig at jeg bare var i mega dårlig form, men så lærte jeg – i navlepillerklubben – at det kunne være en angstrelateret reaktion.

Når jeg kommer til knuden i halsen og manglende evne til at trække vejret, ved jeg som regel at jeg skal reagere.

Hvis jeg glemmer at være opmærksom på de fysiske tegn, eller det er voldsommere ting end en email, så ender jeg med at ryste og få ondt i kroppen og få kvalme eller ondt i maven. Og så kan der gå helt op til 30 minutter, før min krop er sig selv igen.

Man kan godt undres over hvordan jeg kan glemme at være opmærksom på de fysiske tegn. Men sommetider kommer angsten ikke af en så åbenlys grund, som en ubehagelig email. Det er sommetider ting jeg slet ikke engang lægger mærke til, og det er det, som er ekstra utrygt. At jeg ikke ved hvornår næste anfald kommer, eller om jeg når at opfatte hvorfor.

Lige pludselig kan jeg bare mærke at jeg får ondt i maven, og så tænkte jeg i starten: ”Nå, jeg er nok ved at få roskildesyge eller influenza, øv da også!”  Men så gik det jo væk igen, ganske af sig selv, og så skulle jeg ikke have den store rørlæggereksamen for at forstå at det nok hang sammen med noget andet. Det blev da også bekræftet i Navlepillerklubben, at kroppen kunne reagere med alle mulige krumspring.

Der kan også opstå situationer jeg synes er ubehagelige, jeg kan gå forbi to personer der helt uskyldigt står og snakker i et hjørne, om noget der ikke rager mig, men så kan jeg komme til at tro det er mig de snakker om, at jeg har gjort noget dumt, eller ser tyk ud, med alle de kilo jeg har taget på siden jeg begyndte at få medicin, eller noget andet tosset.

Den form for semiparanoia er også helt normal i min tilstand, men det gør det bestemt ikke mere behageligt. For så snart jeg bliver konfronteret med alle disse symptomer på at der er noget galt med mig, så bliver jeg ked af det, og er overbevist om at jeg er ved at blive skør.

Så går der 20 minutter og så kommer jeg til at grine af et eller andet, og så er jeg klar igen og bestemmer med mig selv at sindssygen lige må vente til en anden gang!

• Fortsættelse følger!

 

Inklusion eller eksklusion.

Inspireret af flere, men senest af en af Lenes kommentarer, så har jeg utroligt nok også en mening om inklusion.

Ikke inklusion i skolen, som vi er så vant til at høre om, men på arbejdspladsen.

Jeg er ikke på fuldtid, men jeg er på arbejde. Mine opgaver er ikke anderledes end før, jeg har dog lidt færre af dem, så det ikke stresser mig at være væk om onsdagen.

Jeg nyder at være en del af det hele.

Jeg er begavet med fantastiske kolleger, der næsten kan se på mig hvornår de skal sige: “Skal du ikke lige tage og trække vejret dybt.” Det er betryggende at vide at jeg ikke risikerer at sidde alene med et panikanfald, at nogen ved hvordan de skal handle hvis det sker. Og alene at vide det, kan sommetider holde anfaldene på afstand.

Lidt ligesom det at have de beroligende piller i tasken, gør at jeg ikke tager dem. Jeg ved de er der, og det er på en eller anden underlig måde beroligende nok.

Nå, men i forhold til at arbejde så vil jeg hellere have et sted, hvor jeg kan lave noget jeg selv synes jeg er god til, hvor jeg kan få tankerne lidt væk fra mig selv, ind imellem. Takket være min arbejdsplads, som har været utroligt forstående og støttende i hele dette forløb, så er der plads til mig, også når hjernen punkterer og jeg skal have en kort pause.

Det er simpelthen alfa og omega at have forståelse fra både arbejdspladsen og kollegerne. Så det kommer ikke kun an på mig og min vilje til at komme i gang igen – tro mig – jeg ville sommetider allerhelst ligge under min dyne og være helt væk for verden.

Men man kommer bare ikke videre på den måde.

Jeg er efterhånden godt klar over at denne diagnose ikke forsvinder, uanset hvor mange krumspring jeg gør, og hvor længe jeg er i behandling på Psykiatrisk afdeling, men jeg lærer at leve med diagnosen, det må være målet.

Og det sker ikke under min dyne, uanset hvor dejlig blød og lækker den er.

Min inklusion, trods diagnose, blandt det arbejdende folk, afhænger derfor i høj grad af forståelse fra omverdenen, arbejdsgiver, kolleger, men også fra kommuner og A-kasser. Jeg bliver jo ikke automatisk dum og ude af stand til at udføre mit arbejde, bare fordi jeg har generaliseret angst. Jeg skal heller ikke behandles som et råddent æg, men der skal tages lidt hensyn her og der, præcis som der skal til en fysisk handicappet.

Ellers så bliver det i stedet til eksklusion. Og det koster i det lange løb samfundet meget mere hvis jeg ikke magter at arbejde, end hvis der er råderum til at jeg har 30 timer ugentligt og ikke 37.

Jeg har nok været heldig på en masse punkter, men for at samarbejdet skal fungere skal alle på banen.

For jeg vil helst ikke ekskluderes!

Syge-Onsdag

Onsdag er min dag. Jeg er nemlig sygemeldt den dag.

Det irriterende er, at når jeg er udsovet, udhvilet og afslappet, så synes jeg at disse “Syge-Onsdage” er ganske unødvendige og at jeg sagtens kunne løbe ligeså hurtigt som jeg plejede. Men når jeg så gør det, løber hurtigt altså, enten fordi jeg skal til psykiater, læge, behandler, navlepillergruppe eller andet spændende, så er jeg fuldstændigt udmattet bagefter.

Og så er Syge-Onsdag ikke så meget luksus alligevel. Jeg kan mærke det på arbejdet: jeg begynder at blive rundtosset og træt i hovedet tirsdag over middag. Og glæder mig inderligt over at jeg har en dag hvor jeg kan tage det helt stille og roligt og lade op til resten af ugen.

Efterhånden har jeg også fået opdraget firkløveret til, at de ikke kan regne med mig, altså om onsdagen. Jeg har nemlig ikke fri fordi det morer mig, men fordi jeg skal slappe af, og lade op.

Som en veninde med små børn sagde til mig: “Jeg bliver så træt af alle de madammer man hører om i ugebladene. De går alle sammen ned med stress og udtaler at de bare sad og gloede ind i en væg i seks uger. Hvis jeg sad og gloede ind i en væg i seks uger, ville børnene sgu da blive tvangsfjernet.”

Og det kan der være noget om.

Så er det man bliver taknemmelig for at ens egne børn er så store.

Varm blød vovse på fødderne!

I skrivende stund kan jeg hverken se eller høre nogen af dem. Eneste levende væsen i nærheden er Bimbi, der sover på mine fødder, samt et par kvidrende fugle jeg kan høre gennem den åbne havedør.

Skriftlig terapi.

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg har tænkt mig at bruge denne platform som en form for terapi. Da jeg ikke er så god til at skrive dagbog, bliver det her.

Nu vil opmærksomme mennesker kunne bemærke at jeg jo bare kunne lade være med at publicere det, men for det første nyder jeg at få tilbagemeldinger på det jeg skriver: det kunne jo være, at der var nogen som lå inde med et guldkorn eller to jeg kunne bruge til noget, så hold jer endelig ikke tilbage.

For det andet, kunne det være at jeg kunne bidrage med noget, som andre – i samme situation – ikke var klar over. Jeg har nemlig lært utroligt mange ting her i mit foreløbige forløb, og er blevet så frygtelig klog…

Jeg troede faktisk jeg ville have svært ved at skrive, når jeg nu ikke kan læse, men det var ikke tilfældet. Trods det, kan jeg alligevel mærke en anelse rust.

Jeg mangler ord, savner vendinger, leder efter formuleringer, og må rette i en uendelighed. Det er møgfrustrerende, fordi den slags bare kom helt af sig selv før. Så et blogindlæg tager meget længere tid end det gjorde før, og er som sagt blevet skrevet om og rettet i, et utal af gange før det lander online.

Stavefejl, tastefejl og grammatiske fejl blander sig vellystigt i mine sagesløse sætninger, og jeg ser dem som oftest ikke før Divaen kommer forbi og nævner at der mangler et “e” under billedet af min lange blomst fra sidste skoledag. Hvorpå det naturligvis omgående bliver rettet.

De ord der kommer ud af min mund har det ligesådan.

De snubler over hinanden, og sig selv, og enten kommer de slet ikke ud, enten fordi de gemmer sig bag en eller anden kognitiv funktion der også halter, eller også fordi de bare er gået på ferie uden at sætte autosvar på.

Det resulterer tit i lange – utilsigtede – pauser, i min normalt ganske udmærkede talestrøm, samt i voldsomt irriterede teenagere.

Det irriterer skam også mig selv. Jeg ved jo godt hvad jeg plejer at kunne huske, eller hvordan mit sprog plejer at flyde. For slet ikke at tale om mit ordforråd, som jeg aldrig har tvivlet på før.

Så føler jeg mig forrådt, af min egen hjerne.

Og så går der som regel ikke ret lang tid før jeg går i panik over, om det overhovedet kommer tilbage igen. Det er skræmmende og usikkert at have det sådan. For tænk nu hvis det aldrig kommer helt tilbage. Og gad vide om men så er permanent hjerneskadet?

 

Den panik sidder fast, og ligger – ikke ulig en rombudding med kirsebærsauce – som et svampet og blævrende fundament i min dagligdag, og gør at fodfæstet er svært at finde, uanset hvad det er jeg laver.

…

Og lige præcis sådan et indlæg har ikke nogen happy ending. Der er ikke mere at sige til det, andet end: ØV.

Men så kan vi jo være glade for at det er mandag.

Rigtig god mandag derude!

Book-aholic

På et helt personligt og egoistisk plan, er noget af det som irriterer mig mest, at jeg ikke kan læse en bog.

Jeg savner i den grad at kunne fordybe mig i en bog. For meget tekst overvælder nemlig min overophedede hjerne, og jeg kan slet ikke overskue at skulle sidde og skille sætningerne ad og få dem til at give mening. Desuden kan jeg ofte slet ikke huske, hvad jeg lige har læst.

Suk…

Denne detalje har dog ikke forhindret mig i at erhverve mig bøger i de sidste 18-20 måneder trods det faktum at læsning har været en by i Rusland for mig.

Jeg har købt bøger som jeg plejer. I rigelige mængder. Sandsynligvis efter devisen: “Jeg lærer nok at kunne læse en rigtig bog igen” men jeg skal ikke kunne sige det.

Jeg har købt bøger om alt muligt.

Mest bøger om mindfulness, da det jo efter sigende skulle have samme virkning som gips til brækkede hjerner. Men også stille og rolige hyggebøger til min kindle. Endda den nye bog om Dronning Margrethe har jeg fået, fordi jeg ønskede mig den. Lidt royal er jeg trods alt endnu.

Det er alt sammen meget godt, men en anelse besværligt, for ikke at sige hamrende upraktisk, når man har problemer med at læse.

Problemet opstår især når jeg sidder onsdag formiddag, i en stille stund, med min te og noget mindfuldt bølgeskvulp på min ipad, og roligt bladrer i et “Flow-magazine” hvor jeg – ikke ulig en treårig – mest kigger billeder.

Men sommetider er der også en enkelt overskrift som jeg opfatter og som sender inspirerende impulser gennem den del af hjernen som ikke er brændt sammen endnu, for eksempel en bog anmeldelse om bogen der vil bringe mig ro i sindet, evig ungdom, og morgenmad på sengen eller hvad ved jeg.

Og så går der meget sjældent mere end et par minutter før jeg på nettet – via den stadigt bølgeskvulpende ipad – har fundet bogen, og ofte en hel del andre bøger, der ligesom tilfældigt dukkede op ved samme lejlighed.

Så starter følgende interne samtale med mig selv: “Jeg kan jo ligeså godt købe den nu, fordi hvis nu, jeg måske ved et mirakel kunne læse denne her, så ville det da være dumt ikke at købe den. Hvis den nu kunne gøre en forskel. Og i hvert fald kommer jeg da til at læse igen en dag, og så er det godt at have nogle bøger stående, og nu jeg er i gang så kunne jeg jo tage de andre med også, de ser spændende ud.”

Og så skynder jeg mig at bestille dem. Alle sammen…

På misbrugsmåden. – UPS, der kom det ud!

…

Jeg bliver lige pludselig meget taknemmelig for at mit misbrug begrænser sig til bøger og ikke alt muligt andet grumt. Bøger er jo forholdsvis tilforladelige, og desuden har jeg altid haft mange bøger. Hvis I vidste hvor mange børnebøger jeg har købt til mit firkløver… Der er nok til at åbne en butik.

Nå, det var et sidespor, dem er der heldigvis også plads til i Kong Mor revisited!

Men altså. Jeg køber stadig en masse bøger, uden overhovedet at være i stand til at læse dem.

I grunden kunne jeg faktisk bare nøjes med at købe én, for jeg kan alligevel ikke huske indholdet ret længe. Og så ville jeg jo kunne læse den flere gange, uden at være klar over at jeg allerede havde læst den. Men så langt rækker mit cerebrale ræsonnement ikke.

…

Nå, men når jeg så har bestilt de der bøger, så glæder jeg mig.
Meget.
Og tænker at nu bliver det hele meget nemmere, for nu kan jeg endelig lære noget om meta-kognitiv terapi (ja, det kognitive halløj er nu udvidet til noget med “meta”, det skulle være ekstra effektivt, det stod i hvert fald i anmeldelsen) eller jeg kan måske få en dybere forståelse for hvorfor angst rammer mig, og – ikke en ubetydelig detalje – hvordan man kommer over det, subsidiært lærer at leve med det.

Når pakkerne så ankommer, bliver jeg super glad, pakker ud og nyder at have en ny bog i hånden, ser på forsiden og på bagsiden, flaprer igennem et par sider, glæder mig over at NU kan jeg blive klogere på hele denne suppedas, og så stiller jeg den ind på hylden…

Til de andre…

…

Altså nogle af dem har jeg bladret igennem mere end en gang.

Men når der er alt for meget tekst, så sætter kortslutningen ind og jeg får tunnelsyn og åndenød og lukker skyndsomst bogen igen. Andre gange er layoutet dog sat sådan op at jeg er i stand til at opfatte en sætning eller to. Og så lukker jeg dem ikke lige med det samme.

Enkelte var endda så overskuelige at jeg faktisk har forsøgt at læse skimme dem lidt nærmere. Jeg kan bare ikke lige huske hvilke bøger det var.

Men de ser pæne ud på min reol, det gør de, så lige pt. nøjes jeg med at se på dem!

Navlepillerklub

Som et led i den tilbudte behandling fra Lokalpsykiatrisk afdeling fik jeg besked på at jeg skulle kunne deltage i en “Psykoedukativ gruppe”.

Slam #1.

…

Det var naturligvis frivilligt, men på den lidt ultimative måde. “Vi har altså gode er faringer med at gruppeforløb virker på den slags belastningsreaktioner” var et af de fremførte argumenter.

“Så skal jeg sidde og fortælle alle mulige fremmede om hvordan jeg har det?” Tænkte jeg med et begyndende panikanfald på vej ned langs rygraden.

Jeg sad uroligt i stolen, forsøgte at stole på min søde kontaktperson, men jeg tvivlede på at det var noget for mig. Jeg har ingen problemer med at fortælle min omverden at min hjerne er mærkelig, men jeg vil gerne selv bestemme hvem der skal lukkes ind i mit liv. Så jeg var afsindigt noget skeptisk. Ikke desto mindre dukkede jeg op til aftalt tid og sted.

Det startede med at vi blev budt velkommen med følgende udmelding: “I er her i dag, fordi I har det tilfælles at I har et psykisk handicap.”

Slam #2.

Jamen tusind tak for det, da!

Så var grunden ligesom lagt, og den samt den efterfølgende gang, sad jeg med mentalt krydsede arme og surmulede.

Jeg var totalt fejlcastet til dette cirkus.

Mente jeg.

Der var absolut intet galt med mig på handicapmåden, jeg var bare blevet væk for mig selv, jeg skulle have en lille lyserød pille så jeg kunne finde mig selv igen, mit liv skulle males lidt, både inde og ude og det var så det.

Ikke andet.

Der var ikke brug for nogen totalrenovering, blev der sagt!

Men ingen lytter og i stedet får man smidt et psykisk handicap lige i synet.

…

Men faktisk er der det ved at få en diagnose, at det på en måde er lidt beroligende. Så ved man at, der er noget. At man ikke bare er hysterisk. At det er okay at ens krop reagerer på de særeste måder. For ikke at tale om ens hjerne.

At det så også kan være totalt ansvarsfralæggende, skal man ikke glemme. Det er nemlig sommetider meget let at gemme sin surhed og urimelige opførsel – jo, jo det er selvindsigt så det basker – bag ved en diagnose.

Så da jeg færdig med at mental-surmule, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad spilde flere uger på at være sur, men at jeg i stedet ville have noget ud af det pokkers navlepilleri terapiforløb, når jeg nu havde mødepligt og alt muligt. Så jeg begyndte at spørge om alt det der gik mig på, alt det jeg ville vide mere om og alt det jeg gerne ville vide. Og pludselig var det ikke så slemt.

Faktisk.

De andre var jo ligesom mig, så det var egentlig lidt af en befrielse at finde ud af, at jeg ikke var alene om at få smidt et psykisk handicap i fjæset.

Så i mange uger sad vi der, torsdag efter torsdag, i vores lille hyggelige navlepillerklub og fik endevendt vores fælles psykiske handicap. På den teoretiske måde. Med et par personlige bump på vejen – bevares vi er jo kun mennesker – og passer ikke altid ind i kasser.

Det var en befrielse at opleve at det forløb der var strikket sammen kunne ændres så det hele tiden var tilpasset vores navler. Vi fik blandt andet et kompendium om kognitive problemer… Ikke så nemt når man ikke kan læse og assimilere viden på den vis mere. Til næste gang havde de da bare lavet kompendiet om til overskuelige grafer, et par billeder og fire overskrifter. Så kunne jeg også være med!

Vi var vidt forskellige, men hørte sammen på en eller anden måde. Vi fik et slags fællesskab på tværs af alt muligt, alder, køn, baggrund, aktuel situation, osv. Men vi havde vores diagnose tilfælles, og det støttede i hvert fald mig, ikke at være alene om det hele.

Så selvom det føltes grænseoverskridende at stille alle de spørgsmål, var jeg bare indstillet på at jeg skulle have noget ud af det forløb. Det vidste sig at være en god idé, for én af de andre sagde til mig, da hele forløbet var slut, at det var dejligt jeg havde stillet alle de spørgsmål, fordi det var nogle han også gerne ville have svar på, men han havde svært ved at formulere det.

Så da min kære psykiater præsenterede mig for endnu en navlepillerklub et gruppeforløb der starter efter sommer, adlød jeg.

Denne gang helt uden at blive mopset.

 

Jeg har brækket hjernen…

Noget der sker, når man har angst på den der “disorder”-måde, er at ens tanker løber løbsk. De bliver ukontrollerbare, og overvældende. Man får et altoverskyggende tankemylder der kan vælte selv den roligste omkuld.

Ikke at jeg skulle have været specielt rolig på noget tidspunkt i mit liv, det er ikke det jeg påstår, men det var jo ikke hver dag, tankerne løb løbsk.

På den kvælende måde.

Nu er der aldrig ro.
Det summer rundt i hovedet på mig og forhindrer mig i følgende:
i at huske,
i at koncentrere mig,
i at sove,
i at slappe af,
i at være nærværende,
i at læse,
i at se film,
og i meget andet…

Alt i alt ikke ret fordrende, for et forholdsvis velfungerende liv.

Alt det som definerer hvem du er, er i stykker. Som min chef udtrykte det i venskabeligt drilleri: “du har brækket hjernen.”  Men han har ret. Min hjerne er brækket.

Så den skal i gips.

Det foregår med medicin og andre leveregler end dem jeg hidtil har benyttet mig af. For eksempel må jeg ikke se skræmmende eller voldsomme film eller noget som kan gøre mig oprevet eller utryg.

…

Ikke ret nemt når reolen er proppet med ramasjang film og når en af mine yndlingsfilm er Gladiator, jeg siger det bare. Jeg fik allernådigst lov til at se følgende:
Badehotellet
Matador
Grinefilm
Sjove tøsefilm uden for meget snøft og kleenexbehov.
…

Det sætter jo sine begrænsninger på familieaftner foran husalteret. Så der er jeg sjældent tilstede, når de andre går i gang med “Taken” eller “A good day to die hard”. For nu at nævne nogle af de film jeg plejer at kunne lide.

Jeg har ydermere fået sudoku og kabale på recept.

Alting skal være blødt, rart og aldeles uden ophidselser af nogen art.

Helt afsindigt kedeligt set ud fra mit forgangne synspunkt, men da en del af min hjerne er brækket, må resten finde sig i disse restriktioner, ellers risikerer jeg at det hele brænder sammen.

Så jeg putter med min Bimbi (den nye blondine, hvis I skulle være i tvivl) på sofaen, hvilket i øvrigt er strengt forbudt, pakker mig i bløde tæpper og omsorg.

Jeg drikker te, hører blid musik, og luger i haven. I det hele taget prøver jeg at leve et meget stille og roligt liv. Nok lidt som min oldemor i de sidste behagelige år af hendes liv.

Men det er usandsynligt svært at vænne sig til.

Jeg, som plejer at fare rundt, møde veninder, tage til koncerter og på ture her og der, skal pludselig acceptere at der er en masse bøvlede begrænsninger og at jeg ikke, bare fordi jeg er okay i et par dage, lige pludselig kan gå i gang med ligeså meget som før.

Næh nej, så betaler jeg, omgående – kontant ved kasse et – og er totalt udmattet i flere dage efter. Både i sjæl og krop.

Så jeg holder mig oftest til kabale, hængekøje og instagram.

Jeg tror jeg vil i seng.

 

Kortslutning på øverste etage.

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

…

Men altså. Jeg er tilbage.