Tag Archives: Gensyn

Kong Mor revisited

30 jun

Da jeg vendte tilbage til bloggen, måtte der også lidt gips på navnet – så folk ikke fejlagtigt tror at alt er ved det gamle.

Derfor Revisited.

Det må være sådan, det er nu.

Stadig mig – og så ikke alligevel helt som før. Et gensyn. Ikke med Brideshead, men med mig. Jeg håber ikke I føler I går glip af noget; min bamse er mindst ligeså pæn som Aloysius!

Den har godt nok ikke sin egen hårbørste, men alligevel.

Nå…

Det der revisited.

Jeg går rundt og håber jeg snart bliver mig selv igen. Men samtidig skal jeg forholde mig til at jeg nok ikke bliver mig selv, som jeg var engang, igen.

Angst har det med at blive – siger de som har været der – man lærer bare at leve med det. Alene det, er da totalt angstprovokerende. Men jeg sætter min lid til at det kan læres.

Så faktisk kan jeg forberede mig på et gensyn med mig selv resten af mit liv.

Måske lidt i stil med  “50 first dates“?

God fredag.

God fredag!

Jamen så – rigtig god fredag!!!

 

 

Gensyn

28 aug

I dag kan jeg sidde og glæde mig til at jeg får fri.

Ikke at jeg ikke glæder mig til at få fri til daglig, det er dejligt at have fri, selvom jeg er meget glad for mit job, men altså.

Jeg skal på date!

Med et par søde piger. Den ene er mor til en af Zorronaldos venner, og fordi vi er venner på facebook, opdagede hun at vi har en fælles veninde.

Denne fælles veninde var min bedste veninde og tro følgesvend i første klasse. Så flyttede hun og dengang i stenalderen da jeg var 7år, var der jo hverken mobiltelefoner, skype, MSN, facebook, snapchat eller ret mange andre muligheder for at holde kontakten.

Og hvis ens mødre samtidig ikke lige har set lyset i form af en slags kontakt, så kan den slags venskaber desværre løbe ud i sandet.

Ikke desto mindre skal jeg nu mødes med dem begge i eftermiddag.

Og derfor glæder jeg mig til at få fri fra arbejde.

 

%d bloggers like this: