Og vi fortsætter bare

Ja – for i dag er det First Man som har fødselsdag.

Faktisk er det ret synd for ham, for vi jeg gider næsten ikke mere. Orker ikke mere pynt, boller, flag og hurlumhej!

Og man jeg burde udvise en anelse mere entusiasme, jeg ved det godt. Og der bliver jo både sunget og fejret – stemningen er bare lidt mere mat i det.

Han skal naturligvis ikke have kammerater med hjem, så det gør jo sagerne lidt nemmere – og de boller som blev bagt i søndags – udkom som vanligt i dobbeltportion, så der også er til i dag.

Firkløveret synes naturligvis det er fedt at vågne op til morgenmad bestående af lune boller med slik på.

Gårdmand Bjørn var glad – hele dagen i går! Han slog armene om mig og deklarerede, da vi kom hjem efter restaurantbesøget, at det var hans allerbedste fødselsdag nogensinde.

Og han ligger nu og sover med sit længe ønskede Nerf long strike gevær på den ene side, og sin elskede pingvin Mumle på den anden.

Gad vide om First Man også lægger sig til at sove med den Harley Davidson bog og champignonkniven, der venter på at blive pakket op? Det ville ikke undre mig!

Men nu vi er ved gaver – så.. jeg rømmer mig lige – jo fordi det er helt vildt højtideligt dette her:

JEG har nemlig vundet noget.

En giveaway!

Ikke den jeg gik og ventede på, men en helt anden giveaway ovre hos Superheltemor – en som jeg totalt havde svedt ud at jeg var med i.

Faktisk var jeg jo også lidt med i den på skrømt – for jeg var for længst holdt op med at tro på at jeg kunne vinde noget overhovedet.

Og så vandt jeg noget alligevel!

Ja, ikke alene vandt jeg – det er tilmed en fantastisk præmie!

To fede spil! Vist en revideret og ny slags Fire-på-stribe og noget Trivial!

Det bliver super at kunne banke de andre spille sammen i juleferien!

Knækbrød og hvidvin

Jeg venter.

Jeg venter på en hel masse faktisk.

Jeg venter blandt andet på jul.. Og det er såmænd svært nok, jeg glæder mig, selvom jeg i de senere år nyder tiden op til, lige så meget som selve juledagene.

HoldOP, hvor lyder man som om man har det ene ben i graven, når man siger sådan. Det har jeg altså IKKE, bare så det lige er på plads.

Men når man venter på jul, ved man jo godt at det kommer. Det bliver ikke aflyst under påskud af at Jesus lige skulle noget andet den dag. Vi ved at vi godt må være med til hans fødselsdag, uanset hvad.

Altså lige undtaget dem som bor i Pakistan, hvor selve ordet Jesus simpelthen er blevet bandlyst og kommet på linje med prut, tampon og fodsvamp. Og hvordan stakkels Jesus lige kom i den slags selskab, er mig en gåde.

Men altså, julen kommer – det tør jeg som sagt, godt vædde med. Jeg er også ret overbevist om at det falder den 24. december.

Jeg vil også godt vædde med, at vi ender med at finde ud af hvad vi skal efter sommerferien. Og nok også inden sommerferien. Men det er pokkers frustrerende ikke at vide, hvornår man får det at vide. Eller hvad det bliver til.

Sådan noget usikkert noget som man venter på – det er næsten ikke til at holde ud.

Hjemme på øen tilbragte jeg mange nætter på køkkenbordet, med hjemmelavet knækbrød og et glas hvidvin. Og så endte det jo godt alt sammen. Det gør det nok også denne gang!

Så venter jeg også på noget helt tredie, men jeg er kun halvvejs i den venten, og enten hører jeg noget – og så er det godt – eller også hører jeg ikke noget og så kan det være fuldstændigt lige meget.

Det er ligesom i de der give-aways, som jeg bare aldrig nogensinde vinder noget som helst i. Man Jeg bliver SÅ knotten over at jeg aldrig nogensinde vinder og fem minutter efter har jeg glemt det. Men også kun næsten.

Jeg gad forresten godt vide, hvem der har fundet på det der med ”tab og vind med samme sind” for mage til tåbeligt vrøvl, skal man godt nok lede længe efter.

Det kan man jo for pokker ikke. At vinde med samme sind som man taber med.

Man kan ikke gå rundt og være storsur over at man har vundet? Det kan bare ikke lade sig gøre. Det ville også være ret meget spild af tid.

Men når ikke jeg vinder, så er det godt at andre gør det – og da jeg naturligvis glemte at fotografere det jeg sendte afsted til Ualmindelig Almindelig til novemberforkælelse, er det rigtigt godt at hun fik taget billeder af det i stedet for!

Og jeg vil fordrive tiden med en skive knækbrød og et glas hvidvin mens jeg venter videre.

Så er det slut

Eller det vil sige, det var jo slut allerede i torsdags.

Nu har jeg med megen møje og besvær udvalgt, eller det vil sige, udtrukket en.. Og så var der lige to til. Som skal have nogle trøstepræmier.

For pokker. Jeg kunne bare ikke vælge. Så jeg bad Divaen om hjælp. Og det har faktisk taget det meste af dagen i dag..

Tak – tusind tak – fordi I gad lege med. Der var mange spændende grunde til at ville vinde, og nogle af dem var altså ret morsomme. Ja ikke alle sammen, men nogle var. Så tak for grin!

Der var også nogle som virkelig bare havde brug for lidt opmuntring, og vi endte med at sidde tilbage med 6 som vi trak lod imellem – OG så var det simpelthen Mille som vandt denne lodtrækning. Så Mille – send lige din adresse til kongmor@live.dk så du kan få en bette pakke fra Normandiet!

Men så var der jo Fr. Møller.. DET absolut hårdtslående argument kunne jeg simpelthen ikke stå for – jeg vinder nemlig heller aldrig noget – og det er altså synd, så derfor får Fr. Møller en lille trøst. Hvis altså jeg får hendes adresse.

Og så er der en, som fik ondt af de af mine indlæg der ikke blev valgt. Og sådan at tage hensyn til det jeg skriver, det var da sødt – derfor skal the Blogless Sister også have en lille trøsteting.

Men det kræver at jeg får adresser fra de damer – ellers vil det være en anelse svært at sende noget overhovedet.

Det er så hyggeligt at give gaver.

Jeg er også med i en nisseklub – ja jeg ved det – det nærmer sig et julet indlæg, og hører vel til herovre i stedet, men hvis vi nu går ud fra at nisser er der hele året, så burde det ikke gøre noget og ingen behøver at få det skidt.

Men altså, denne nisseklub har medlemmer fra hele verden, ej det er faktisk mest danskere, men mange af dem sidder ude i den vide verden. Man melder sig så til julegavebytning, og får en som man skal være nisse for, og så er der jo logisk nok en anden, som skal være nisse for én.

Og før en given dato skal man have sendt en pakke til en værdi af 20€. Det er noget så sjovt.

Et år fik jeg en kæmpe samling krydderier og specialiteter fra Prystina. Sejt ikk? En anden gang fik jeg vidunderlig julekop fra Starbucks. Det skal lige siges at det var længe før de kom til Europa. En vidunderlig halskæde fra USA, billedrammer fra Texas, Sæbe fra Schweiz og jeg kunne blive ved – det er nok lidt uinteressant for andre end indviede, så jeg vil lade være med at blive ved – jeg blev bare lige revet med af stemningen.

Men det jeg ville sige var, det er så hyggeligt at lave disse pakker til mennesker som man ikke altid kender. Så jeg har også gået og nydt at lave en pakke som nu skal sendes til Mille!

Og jeg som troede onsdage var kedelige

Næsten ligeså kedelige som lørdage – der sker intet i blogland om onsdagen. Og derfor kunne jeg putte et hvilket som helst kedeligt indlæg ind der. Som for eks. hvad vi fik at spise til aftensmad. Og endda noget så ordinært som suppe.

Og så vælter det ind med argumenter for eller imod melboller – hjemmelavede eller ej. Og det greb om sig, pludselig handlede det også om supper. Klare eller blendede.

Det havde ellers været et ret godt partiprogram, 27 timer i døgnet, ingen melboller, sol om sommeren og den slags vigtige sager.

Men jeg overgiver mig – melbollerne overlever.

Politik er alligevel slet ikke mig – også selvom jeg faktisk har cyklet med en som nu er minister – jooo – fint skal det være! Altså det var hun ikke da vi cyklede i fjernsynet, men alligevel!

Men nu det jo VAR onsdag i går – så kunne jeg jo egentlig godt fortælle om en jeg lige fandt. En blogger. Hun skriver tænksomt – hun skriver breve. Jeg læser med! I kan se hende her.

Så er det også i dag, sidste dag til den der giveaway jeg har. For i morgen er det jo min fødselsdag – og jeg skal have gaver, sang, halløj og ballade. Juhuu og hurra for mig. Kan nok ikke sove i aften!

Men altså – jeg trækker en vinder i løbet af i morgen og sender så en fantastisk pakke til den heldige.

Og så er det i øvrigt også denne torsdag hvor Beaujolais nouveau 2011 bliver frigivet. Jeg skal såmænd også til vinsmagning i aften. Tror godt nok jeg tager en termokande med, så jeg kan få mig en kop te. For nu er det ikke alle BeaujolÆser der smager godt, endsige er til at drikke. Overhovedet!

Foretrækker en Nuit Saint Georges.. (gad vide om dette afstedkommer samme ophidselse som suppen)

At være sur og så den der giveaway

Der er stadig en hel uge tilbage, til at fortælle mig hvorfor du, eventuelt – ja  naturligvis kun hvis du vinder – skal forkæles af mig.

Nu kommer det vel også an på hvordan man definerer ”forkæle”. Det er jo ikke sikkert at jeres definition ligner min, men det er bare synd – I må stole på mig – eller smide det efter en skatteminister!

Men det ER ellers lækre sager kan jeg godt betro jer!

Der var også lige det med, at I skulle fortælle hvilke indlæg I bedst kunne lide. Jeg vil jo godt have nogle hints!

Nogen har nemlig bedt om en ”anti-offentligheds tag” fordi de er trætte af ikke at kunne læse visse indlæg, uden at grine højt og det er lidt pinligt hvis man sidder i en overfyldt bus fuld af novembersure mennesker..

Men altså, det var bare lige så I huskede det.

Så til noget andet.

Eller noget andet er det jo ikke. Nu har jeg kogt suppe på hormoner og fedtnisser i en hel uge – jeg havde virkelig ikke andet interessant på programmet – eller jo  en indrømmelse – men den kommer i morgen eller en anden dag, og så slipper I ellers for mere suppe i denne omgang.

Jeg har netop indtaget ny-gammel hormonholdig kemi, denne gang i lyserød, og jeg håber meget de kan bringe mig tilbage til noget normalt, hvor jeg ikke går rundt og er sur.

Tænk engang at være sur uden at vide hvorfor – det er bare så anstrengende. Som om nogen andre har overtaget det der var mig..

På den anden side, så er det også vældigt foryngende – idet man føler sig præcis som teenager på ny. Sådan en der render rundt og vrisser og er mut – flere gange dagligt.. Uden grund.

Men så ville jeg faktisk godt have en mor som mig, når det var..

Tag nu Divaen for eksempel – hun er ikke i ret godt humør for tiden – og slet ikke i dag. Det havde jeg jo hørt noget om, så før vi skulle på den sædvanlige rundtur, for at samle nogle børn op og dumpe andre, fra og til diverse aktiviteter, havde jeg, siger og skriver, 17 minutter til at gøre hende glad i!

Det var ikke nemt at finde på noget – men pludselig kom jeg i tanke om det mest oplagte sted! En butik som hedder ”Forum+”. De sætter nemlig hele deres julegejl op i efterårsferien!

Og den er.. imponerende.. Så grimt og overdrevet at det er afsindigt morsomt.

Så i 17 minutter rendte Divaen, Gårdmand Bjørn og jeg rundt, trykkede på maven af syngende bamser og dansende julemænd.

Vi sang dansende med til en noget kemisk udgave af jinglebells og konstaterede i øvrigt, at julepynt i pink og lilla er meget lidt julet, og meget meget grimt.

Vi stod også helt stille af.. jeg savner ord her.. vantro og skepsis er nok mest dækkende.. over at deres præsentation af udendørs lyslir var ligeså.. sær som sidste år. Hvilket vil sige at sidste års udstilling ikke var en fejl – hvad vi nok egentligt havde regnet med..

Men nej..

Hvorom alting er, jeg fik Divaen i bedre humør på de 17 minutter, hvorpå vi hentede Prinsessen og så kunne vi tage hjem med ro i sindet.

Give away – tadaaahhhhh

Nej, NU må folk altså snart holde op med al deres negative ævl om november. Det er en rigtig dejlig måned – en helt igennem skøn og fantastisk måned, også når det regner og er koldt og gråt og ærtesuppeagtigt, og dermed basta.

Hvorfor, spørger du?

Fordi, først og fremmest er det snart jul og det er altså ikke at kimse af – men som et ekstra kirsebær på kagen har jeg fødselsdag d. 18 – november forstås!

JO! Skam!

Og i anledningen af den fødselsdag – siden I nu ikke vil give mig gaver – så vil jeg i stedet lave en lille hyggepakke, til én af jer, så I kan holde op med alt det jammerlige brok om en af årets bedste måneder!

Jeg sender den jo så til den af jer som vinder naturligvis – denne lille hygge november give-away.

Det eneste man skal gøre er, at skrive hvorfor det lige er dig som skal opmuntres i november. Ej men helt ærligt – det kunne være jeg skulle melde mig til min egen give-away – så fik jeg jo noget..

Nå – men fortæl mig – hvorfor du skal forkæles af mig – og jeg godkender argumenter til og med d. 17 november!

Så trækker jeg en eller anden form for vinder d. 18 og så kommer der noget – til den heldige!

Lækre sager bliver samlet sammen, det kan jeg love jer!!

Og hold så OP med alt det novemberbrok – blev der sagt!

PS: kom lige i tanke om at I faktisk også godt må fortælle hvilke 2 indlæg I bedst kan lide! Jeg skal jo også have det lidt hyggeligt!

Gaver!

Se, nu er det snart min fødselsdag.

Ej, ikke sådan rigtigt snart – men snart nok til at min mor har udbedt sig en ønskeseddel.

Hvilket for resten minder mig om – såfremt I mangler inspiration til noget give-away, kunne jeg jo godt komme med min ønskeseddel her på bloggen allerede nu.

Så er der god tid til at alle jeres gaver kan nå at komme helt til Normandiet inden jeg bliver 42!

Det med ønskesedler er i øvrigt noget underligt noget.

Der sker noget – især med nogle kvinder – jo ældre de bliver. De ønsker sig mindre og mindre. Og påstår hårdnakket at en tegning kan gøre det ud for gave. Det er også vældigt fint – men en anelse tamt. Jeg ville godt nok blive skuffet hvis jeg kun fik en tegning. Okay, det kommer så an på hvem artisten var.

Så er der fædre/bedstefædre – de ønsker sig aldrig nogensinde noget. Som helst. Overhovedet. Med det resultat de bliver begavet med 12 par sokker de kan have på i deres sandaler, 2 slips og en havesaks. Helt ærligt – jeg havde hængt mig i vindueskarmen i frustration.

Nå, men mig altså – jeg ønsker mig altid en hel masse. Jeg elsker at få gaver og især sådan nogen man ikke vidste man ønskede sig. Men det forhindrer mig altså ikke i også at have nogle ønsker.

For jeg vil godt have noget.. Altså noget man kan pakke op, se beundrende på og blive glad for. Det er naturligvis i orden, hvis nu det er en oplevelse, at jeg så ikke kan se det med det samme.

Jeg er ligeglad med prisen, for selv hvis man er ludfattig, så er det meget nemt at få en super billig gave til at se vildt luksuriøs og dyr ud – med lidt lir udenom. Man kan købe noget tiger til en tyver og så pakke det ind med balloner og konfetti, så det ligner en million.

Kender I for resten godt den slags mennesker som altid lige skal lave en pris-drop på de mange og dyre gaver de har fået tilranet sig? Den slags mennesker er noget så irriterende. Så kan man stå der og føle sig enormt ynkelig og have rigtigt ondt af sin hjemmestrikkede gave, som er halvt skjult bag ved Holmegaard og noget Louis Vuitton.

Så er der gavekort.

Hvad pokker er det nu for en gave? Jeg giver meget nødig gavekort. For det første giver man altid mere, end man egentlig har råd til – fordi prisen står LIGE der – og alle kan se hvor lidt, du troede du kunne nøjes med, fordi du er på fallittens rand og har levet af havregryn i 2 uger.

Men at få gavekort – må nok hellere slå fast at dette naturligvis ikke gælder for de gavekort jeg har fået for nylig.. Det er nok snarere gavekort, jeg fik for rigtigt mange år siden, af mennesker som er døde for længst. Eller sådan noget.

I hvert fald.

Man står med det der gavekort – og skal have beløbet til at passe med noget man egentligt godt kunne tænke sig. Og “man” det er mig, i dette tilfælde.

Enten har butikken ikke varen hjemme i den størrelse, eller farve det helst skulle være. Eller også mangler man nogle penge for at få det, man rigtigt meget ønsker sig og ender med at belåne hønsehuset til skorstenen, for at få fuld valuta for sit gavekort.

Det sker også, at der er et eller andet åndet beløb tilbage, efter man har fået noget man godt ville have, og ikke rigtigt kan finde andet og ikke orker at komme igen til en butik der ligger 37 km. væk, og som man så ender med at omsætte til et par løbesokker.. til 130 kroner.

Jeg ved ikke helt hvad der skete, jeg måtte have fået halvanden hjerneblødning den dag, for jeg havde da aldrig nogensinde – såfremt jeg havde været ved mine fulde fem – betalt så uhyggeligt mange penge for et par SOKKER.. Oven i købet til at løbe i..

Eller også har man et gavekort liggende i årevis og ender med simpelthen at købe ind for det. Og så kan man så sidde og rigtigt nyde sin fødselsdags mad med leverpostej. Og føle sig lidt snydt når man har bøvset af.

Så nej tak – ingen gavekort til mig.. Nu ved I det!

Men jeg sender gerne min adresse, så alle de andre fine ting, kan nå at komme frem til tiden!

Posten kom!!

Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiihhhh!!

Der findes faktisk mennesker så dejlige, at man kunne råbe det udover det hele!

For så fik jeg nemlig lige en give-away, som jeg ikke engang havde meldt mig til, med lodder og sådan.

Men bare sådan lige fordi!

Lykken for en udenlandsdansker, er royalt sladder, alt for dåserne og femilet!

I nævnte rækkefølge. Og med indlevende og uundværlige artikler, om vred mælk og sure døtre – eller var det omvendt?

Ligemeget, det er dansk. Også selvom de er fra maj måned. De er blevet læst og genlæst af alle husstandens hunkønsmedlemmer. Selv drengene har lige været forbi og kigge – bare for at se nogle danske bogstaver!

Tak, tusind, tusind, tak, søde dejlige Lynne!!

Aldrig mere give-away

NOTE: Ironi og humor KAN være anvendt!!

NU gider jeg ikke mere… Det er snyd og bedrag – humbug det hele.

Jeg har været med i.. indtil flere af de der give-aways’er.. Fordi man bliver jo fristet når en masse af dem jeg læser med hos, de  rask væk vinder den ene mere interessante ting efter den anden. Nå..

I kan godt høre jeg IKKE vinder…

Jeg vil også vinde noget. Jeg vinder aldrig – bortset fra de 30€ på casinoet for et par uger siden – som jeg derefter holdt krampagtigt fast på resten af aftenen, af skræk for de skulle forsvinde igen..

Nå men altså – endelig – jeg sprang ud i det og var med. Flere steder. Okay, jeg fik kun 1 lod, også de steder hvor man kunne få helt op til 37 hvis man stod på hovedet på Algade og råbte bloggens navn foran aftenshowet..

Men tror I jeg vandt noget? Ikke en hujende fis – ikke engang en australsk bananflue i en flaske.

Så nu gider jeg bare ikke mere.

Kunne jo også lave en give-away selv og sige det er nr. 37 der har vundet – hov det var søreme mig selv.. Så slap jeg oven i købet for porto!

Der er også folk som siger at jeg er en virkelig dårlig taber.. Det har overhovedet ikke hold i virkeligheden.

En dårlig taber? Hvad ligger der så i ordet ”en god taber”?

Det skal jeg sige jer – en god taber er en som vinder.

Der ER ikke andre muligheder.

Jeg mener hvad ER overhovedet meningen med at spille, hvis ikke man vinder? Nej vel? Det der crap med, at det gælder om at være med – det holder jo ikke vand. Nej, det handler om at blive først og vinde stort. Til hver en tid.

Og så er det ikke engang ligesom i casino – der vinder du da lidt indimellem.

Så ikke flere give-aways til mig. Så er det sagt.

Piet Van Deurs

Engang i tidernes morgen – dengang i stenalderen da jeg var barn.. Var der et TV program med en mand som hed Piet Van Deurs. Hans program hed “Hvad er det..”

Det var en eller anden sær ting, som nogen skulle bestemme sig for hvad var.

Det spørgsmål kan man passende stille i forbindelse med min mystiske strikke kreation.

Og der er flere ting at vælge imellem:

Åbent penalhus på skrivebordet.

Snackskål.. Eller faktisk er det hundemad, men vi blev bange for at Blondinen ville komme til at æde skålen også og få ondt i maven af garnet.

Smør-holder-varmer..

Moderne sej hue.. eller i hvert fald en hat af en slags.

Nat-lampe-dæmper

Der er frit slag..  Eller også er det min første give-away som Nadia skal have – så slipper jeg jo for at beslutte hvad det er!

Stående applaus

Wanted immediately!

Nu, lige NU, er det så at I rejser jer op, klapper voldsomt og derpå falder i svime af beundring over mine svedige hænders frembringelser. Ja ja ja, jeg kan allerede høre jer! Et enkelt ”da capo” mere, og så er vi ved at være der!!

Hjulpet lidt på vej af min mor, har jeg frembragt dette mesterværk.

Hun var meget belejligt på en kort visit, og kunne dermed indvi mig i hæklingens sære verden. Selvom hun ofte, på meget flabet vis, fniste uhæmmet når jeg kæmpede mig igennem tråde, tabte løkker eller hæklenål og ”hvad-pokker-skal-jeg-gøre-af-mine-fingre-på-den-anden-hånd-imens.” Men de to sidste buer endte da med at se hæderlige ud.

Måske jeg ligefrem skulle udlove den i en give-away? Dette kunstværk vil være mange penge værd en dag! Mærk jer mine ord..

Jeg skal muligvis øve mig lidt mere, og det vil jeg så gøre..

Post Award

Okay… hvad så nu?

Hvad gør man så rent post-award-mæssigt? Venter jeg nu på, de der fine blomster kommer med posten? Det kan jeg jo godt vente på alligevel, for det er da så hyggeligt at få blomster.

Jeg har svaret på nogle spørgsmål.. Konstateret at der har været 1 kommentar på indlægget – og er nu alvorligt bange for, at jeg er blevet blacklistet af de garvede bloggere, fordi det åbenbart er lidt ilde set, at awarde.. (Ja, dette blev så skrevet, FØR alle I andre kommenterede – men jeg lader det stå alligevel – det ser nemlig mere dramatisk ud!)

På den ene side kan jeg godt se det. Man fremhæver nogle i forhold til andre. Det er synd for dem som ikke bliver fremhævet. Men jeg følte ligesom ikke at jeg kunne nominere jer alle sammen – for alle dem jeg har på min blogliste.. og alle dem jeg har i favoritter – hvor de putter sig, indtil jeg har luret om jeg gider læse på dem hver dag – de lægger jo indimellem et guldæg.

Bevares, det sker ikke hver dag – det gør det jo for ingen – men de blogge jeg  læser med på, kan jeg jo lide – derfor blogliste.

Jeg blev jo også nødt til at respektere at nogle er awardfri.. Vil det så sige at man ikke må synes de er gode??

Nå, men for øvrigt tror jeg, at jeg har luret det der award noget, der sker jo det, at man bliver SÅ glad når nogen synes man skriver godt. Nogen som kan lide ens blog.

Og så er awards måske også mest for nytilflyttere udi Blogland. Sådan som mig. Føler mig stadig som ny, selvom jeg runder de hundrede lige om lidt.

Men hvordan skal vi ellers blive set, hvis det ikke er hos hinanden? Hvis vi fortæller hinanden, at her er der en ny god blogger, så kan endnu flere læse vores blog, og så er der nogle der kan sende sådan nogle pæne virtuelle glansbillede cyber awards. Og så blir’ man glad. Jeg gør i hvert fald.

Men det behøver jeg strengt taget ikke at få en award for at blive. Jeg bliver lige så himmelråbende lykkelig for kommentarer. Faktisk måske endda mere glad. For det betyder at folk læser min blog.

Fordi.. dem jeg nu har nomineret.. Øhhm, hvor kikset er det lige hvis de ikke ved det – fordi de nu ikke læser med her? Ja, jeg har naturligvis ikke nomineret Maren, hende med tegningen.. fordi chancen for at hun overhovedet aner noget om min eksistens, den er forsvindende lille.

Skal jeg så sende de nominerede en mail og sige ”psssst – jeg har nomineret jer”.. Så er det som om hele konceptet falder lidt til jorden. Men jeg må nu nok hellere gøre det, så de opdager at jeg har nomineret dem.. Kunne jo være de blev glade alligevel.

Nej, nu lyder det som om jeg er helt græsk katolsk med den award. Og det er jeg jo ikke – jeg er glad og stolt af min award fordi jeg har fået den af 2 bloggere jeg læser hos hver dag – og som jeg – eller kan man nu godt sige ”holder af” når ikke man kender folk?

Helt ærligt – nogle gange bliver jeg lidt nervøs for min egen mentale tilstand. Hvor normalt er det lige at gå forbi nogle rødbeder på markedet og tænke på om Krudtbøllen får lavet mere mad – ihukommende et sjovt rødbedebillede?

Eller på vej ud af apoteket, lige stoppe op og sende Ellen en tanke – om hendes lungebetændelse nu er væk? For nu kun at nævne et par stykker.

Er man så ikke snart på vej til den lukkede? Jeg aner ikke hvem I er – men det føles sommetider som om at jeg gør. Spooky..

Nå, men for at komme tilbage til den der award. Hvad gør man så bagefter? Det er jo ikke som om man får tilsendt et rigtigt blomsterhjerte – det kunne ellers være fedt – jeg elsker som sagt at få blomster.

Men det bringer mig så over til de der give-aways.. og for at få noget lækkert, eller også noget knapt så brugbart som pulversuppe.. skal man gøre alt muligt. Man skal være fast læser.. Skal man ikke? Og linke og sådan noget?

Men der er mange andre lækre ting, jeg enormt godt kunne tænke mig – og jeg håber hele tiden at jeg snart vinder en give-away.. Tror bare ikke det virker, når jeg ikke melder mig til.

Men helt ærligt, pulversuppe.. eller hvad det nu var. Det er da skørt.

Nå, jeg linker ellers glad og gerne – men det har I jo fundet ud af. Det kunne da være så fedt at få tilsendt noget gejl, hver gang man linker til nogen.

Og fast læser? Jeg kan finde ud af at trykke på subscribe på wordpress, og nogen gange husker jeg oven i købet at trykke på den, på en god blog. Og jeg selv, har hele 6 faste læsere af min blog.. Ganske overvældende.

Men da der ofte er flere end de 6, som rent faktisk gider kommentere på hvad jeg skriver, så kan det være lidt lige meget. Men hvordan man gør på blogspot? Det har jeg ikke luret endnu.

Hvor om alting er, så er jeg lidt usikker på, om jeg skal forvente at få de der blomster tilsendt (man kunne jo nøjes med et glansbillede) I kan godt høre at jeg lokker for at få et eller andet, ikk’?

Eller om det bare var det.. Det har jeg nemlig lidt en lumsk mistanke om at det var.

Lidt ligesom den gang min superhelt linkede til mig, og jeg fik 1000 hits på en dag og i tilgift var ved at falde besvimet om. Og så dagen efter.. Det var jo noget af et antiklimaks.

Og i hele den næste måned så mine statistikker fuldstændigt latterlige ud – nej jeg er stadig ikke vænnet fra, den kolde tyrker virkede ikke efter hensigten.

Nu er de efterhånden kommet ned på et normalt leje igen – på det jævne, på det jævne..

Summa summarum – jeg fik en award – ej jeg fik jo faktisk to, fordi selvom det var den samme award, så fik jeg den af to forskellige mennesker. OG tak for det – skal vi så ikke bare begynde at blogge igen?

Så kan jeg med spænding vente på at jeg vinder en eller anden give-away – det kunne jo være jeg var heldig selvom jeg ikke er meldt til.. bare det ikke er pulversuppe.