Tag Archives: Glæde

Kunstigt åndedræt

16 maj

At sige jeg har holdt en lille pause, er nok årets underdrivelse.

Men jeg havde brug for pause.

Så pause blev der.

Der skete alt for mange store ting i vores lille hverdag, til at jeg også kunne nå at skrive på Kong Mor. Der var alt for lidt energi og alt for mange problemer der skulle løses, tanker der skulle tænkes, beslutninger der skulle tages, samtidig med alt det andet man skal når man lever, til at der var plads til andet end lige dem jeg holder mest af.

Alt online cyberliv blev stoppet og startet op igen kun gradvist, som en slags kur hvor man kun langsomt introducerer pasta og chokolade. I små mængder, lidt ad gangen.

Jeg har fået kunstigt åndedræt længe, og det beholder jeg. Hellere kunstigt åndedræt end nedsmeltning.

Og jeg har tænkt mig at tage andre midler i brug også, for at få energi og humør tilbage!

Jeg nyder min fantastiske familie, dejlige mand og lækre børn, som altså snart ikke er børn mere. Men lækre er de altså stadigvæk. Og sammen kan vi klare alt!

Har investeret i en bog af Louise Hay, for at lære at fokusere mere på positive tanker, og jeg har for en gangs skyld takket ja til at få sponsoreret en vitaminkur og nogle gode bøger, som jeg glæder mig til at komme i gang med; det kan kun gøre mig godt!

Jeg nyder gode veninder, kolleger, spændende pennevenner, min søde frække hund og min have. Alt ovennævnte samlet i en god cocktail som skal give mig mit liv eller mit overskud, snarere min glæde, eller nej MIG SELV tilbage.

Er dog ikke helt sikker på jeg overhovedet har læsere tilbage, men jeg kan nu heller ikke fortænke dem i – læserne altså – at de har forladt den synkende skude i tide.

Jeg er i hvert fald tilbage i små doser, så ser vi hvordan det går!

Reklamer

En aftale til oktober

18 dec

Da Gårdmand Bjørn blev 12 år for godt to uger siden… Og hvordan skete det lige? Hvordan kunne min lille trold, min lille bamse pludselig løbe fra mig og blive 12 år,  jeg synes lige han var otte. Fem. To. Nyfødt. ?

Næste år er han teenager og så er jeg i den heldige situation at jeg har fire teenagere under samme tag.

Glups.

Nå, det var et sidespring. Min yngste søn er nu 12 år, og han fik noget tøj i fødselsdagsgave som var for småt. Og skulle byttes. Så lørdag begav vi os til Staden.

Foran disken med den ønskede størrelse i hænderne smilede ekspeditricen til ham og spurgte om han var blevet konfirmeret sidste år eller om han skulle til sommer.

Gårdmand Bjørn mumlede lidt genert smilende at det altså først var til næste år.”Nå, men så må du love mig at du kommer herind i oktober og er med til at gå modeshow for at vise at det nye konfirmandtøj frem”

Hun og jeg smilede til hinanden og jeg gik ud med min søn.

Han så undrende ud og spurgte mig, vel ude på gågaden, hvorfor hun havde sagt det.

Jeg svarede at det nok var fordi hun syntes han var en flot fyr, som hun gerne ville have til at gå modeshow til næste år.

Og så flækkede han i det største smil!

“Ej syntes hun at jeg så godt ud?”

Jeg nikkede og han var stille hele vejen hen til bilen, hvor han sagde: “Mor, vil du ikke skrive det ind i din kalender så vi husker det?”

Jeg tvivler nu på at han glemmer det, men nu står der skrevet for oktober 2014 “Gårdmand Bjørn – modeshow”

Og jeg spekulerer stadig på hvor lidt der skal til for at gøre et andet menneske glad.

Som en god film

8 aug

Jeg sov tungt og godt da Gårdmand Bjørn vækkede mig til almindelig og meget langt fra ferie-stå-op-tid.

Han havde ondt i maven. Ud over det hele. Så jeg fik fundet klorin og klude frem fra Laurences skab og bad inderligt til at det ikke var en virus, så vi ikke smittede hele husstanden med noget Roskilde. Det skete dog ikke, men det vidste jeg ikke da jeg stod på hovedet i WC kummen der klokken meget tidligt.

Gårdmanden blev sat under en lun bruser, vasket ren og lagt til tørre i et gigantisk håndklæde på en liggestol udenfor på terrassen, mens Laurence og jeg fik morgenmad, ligeledes med udsigt over byens tage.

Vi satte First Man til at passe syge smådrenge – i ental – og tog, uden den mindste dårlige samvittighed, ud for at se om der var ting vi ikke kunne leve uden!

Der skulle ikke så meget til, jeg fik samlet indtil flere fyldepenne og visk-ud-bare blækpatroner. Sjove bøjelige “kan-ikke-knække” linealer og fancy mapper til skolestart langt væk i Danmark. Men vi fik også købt skånekost til min yngste søns skrøbelige mave, så han hurtigt kunne komme på højkant igen, og dog få noget i sig.

Frokosten, var endnu et af de der øjeblikke hvor man ville ønske at tiden kunne stå stille.

Nostalgien over at vi skulle hjem igen lige om lidt, blandede sig med glæden over at det år der er gået ikke kunne mærkes og at alt var som før.

Med flagrende dug og lavendler..

Lidt som i en god film.

Med en flagrende dug, udsigt over lavendelmarker, og intens glæde. Altså i filmen. Vi havde ingen flagrende dug og ingen lavendel. Men glæden var der i hvert fald, samt en duft af klorin!

Maden var fuldstændig uovertruffen. Og faktisk har jeg fundet på at jeg vil slutte ferieberetningen af med alle de skønne opskrifter jeg fik tiltusket mig på turen, for der er godt nok guld iblandt! Men der går jo nok lige et par dage endnu.

Nå, eftermiddagen gik med yderligere afspritning af alt og alle, samt at hente børn et sted og aflevere dem et andet sted, stoppe og sludre med fortidens bekendte.

Og så lavede vi mad til den store guldmedalje, uden dog helt at vide om det ville smage godt, da det blev til i stærke klorindampe for at undgå enhver form for smitterisiko. For om aftenen kom Gårdmand Bjørns gamle klasselærere!! (mangler der ikke lige et “r”?) på besøg hos Laurence og Eric, sammen med en del andre.

Jo, de kom begge to. Både Frédéric fra 3.kl og Christine fra 4. kl. for de skulle for det første hilse på deres lille Dansk-Franske Bamse og for det andet ville de også gerne hilse på den forhenværende Præsident – mig – igen! Bamsens mave opførte sig pænere og ingen andre havde det skidt, udover mig og min finger.

Den intravenøse Ricard. Og meget andet flydende. Og så une baguette, naturellement!

Vi havde en rigtig dejlig aften, fik snakket lockout og undervisningsreformer mens vi mindedes vores danske julefrokost hvor de både fik snaps og lakrids. Udover frikadeller, rødkål, ris a l’amande og pebernødder selvfølgelig.

Det lyder alt sammen meget dejligt, men for det tilfælde at man skulle have glemt det, vil jeg bare lige påpege at min finger stadig gjorde ondt!!

Alt det jeg kunne skrive!

8 feb

Jeg kunne godt skrive at jeg er havnet i en super afdeling med nogle spændende og dygtige mennesker, og så Tina. Ja, som naturligvis også er spændende og dygtig

Jeg kunne også godt skrive at jeg nu i en uge ikke har spist morgenmad hjemme idet dette måltid bliver serveret kvit og frit på min nye arbejdsplads. Morgenmaden er naturligvis uden at medregne alt det frugt jeg får hældt indenbords.

Jeg kunne også fortælle hvordan hele firmaet er gennemsyret af rare imødekommende mennesker, med hver deres særheder – bevares – men som i den grad har gjort den første uge til en helt unik oplevelse.

Jeg kunne også sagtens lade et par ord falde om den forståelse jeg blev mødt med da jeg bad om at møde lidt tidligere for at undgå myldretid og dermed en ikke uanseelig stigning i transporttiden.

Sluttelig kunne jeg også fortælle at det ikke føles som om jeg kun har været der en uge og at jeg i bund og grund har fået en velkomst som er min kongelige titel værdig!

Men det vil jeg lade være med, for I kunne nemt gå hen og blive frygteligt misundelige, og det ville vel nok være umådeligt synd for jer!!

%d bloggers like this: