Råd om styling!

“Moaar, kom lige”

Jeg havde sagt godnat til ham, men gik ind og forhørte mig om hvad der var galt.

“Ikke noget, kan du ikke lige sidde et lille “sikund” jeg har lyst til at snakke” kom det fra Gårdmand Bjørn. Og da den tid snart nok kan være et overstået kapitel, satte jeg mig naturligvis ned igen!

“Hende der Birthe Kjær som er med i regeringen..” begyndte han.

Jeg tillod mig at afbryde ham og jeg tilføjede at jeg troede lidt han forvekslede hende med en anden.

“Hvem er Birthe Kjær da?” ville han vide.

Jeg prøvede at uddybe, hvilket var lidt svært da jeg ikke er udpræget fan, men jeg fik fortalt at hun er en dame der synger. Jeg kunne så udvide historien med at hun synger en sang om en rød gummibåd, som vi synger når vi pjatter.

“Nååårrh, hende” kom det så. “Nej det var ikke hende jeg mente”

Det havde jeg næsten gættet, når nu han snakkede om en dame i regeringen. “Hvordan ser hun ud?” spurgte jeg, i håb om at pejle mig ind på damen.

“Hende den gamle med håret” sagde han og holdt hænderne bag ørerne.

“Nå, Pia Kærsgård” grinte jeg.

“Okay, jeg troede hun hed Birthe Kjær” sagde han undrende.

…

Jeg vidste ikke helt, hvem det lige var mest synd for her, men sagde ikke mere.

…

“Er det ikke også hende som har sommerhus ved siden af os?” ville han vide.

“Nej det er Marianne Jelved, du ved Antons papmormor” oplyste jeg.

“Nå” han var stille lidt.

…

Her må jeg lige fortælle, at for et par uger siden kom Prinsessen løbende ind i stuen i stor affekt: “Mor mor, den nye kulturminister er Antons papmormor!”

“Nå da, hvor spændende” sagde jeg, og mente mest den del om Anton, idet jeg godt var klar over hvem den nye kulturminister var! “Jamen er det ikke bare totalt sejt” hvinede hun. Da jeg sagde: “Søde skat, du ser Marianne Jelved hver eneste sommer nede på stranden, og det har du gjort hele dit liv, så jeg ved ikke lige hvor sejt det er.” punkterede jeg vist ballonen lidt, for hun stoppede brat op og rynkede på næsen “Ej er det bare hende damen med det grå hår?” hvortil jeg nikkede. “Nå, øv” mumlede hun og gik slukøret ud af stuen igen.

…

Tilbage til studiet Gårdmand Bjørn.

“Men i hvert fald” fortsatte han “Hende Pia Kærsgård, hendes hår det er bare så grimt. Hun kunne godt tage at få en lidt pænere frits. Sådan lidt smart. Som mormor faktisk. Det ville være sjovt hvis de lignede hinanden”

Jeg rynkede på næsen og sagde at mormor nok ville blive meget ked af at ligne Pia K, så det var nok bedst at Pia K blev ved med at se ud som hun gjorde. Ellers ville vi jo ikke vide hvem hun var.

Det kunne han godt se det smarte i.

“Men jeg synes nu stadig hun skulle få en smartere frisure! Godnat mor”

Godnat søn. Måske er der er job til dig på borgen om et par år?

Afsindigt dårligt billede af stylistens dør på Christiansborg.

Godnat på ny

Det er da vist efterhånden længe siden vi har fået en lille godnat historie.

Lige pt er Gårdmand Bjørn voldsomt optaget af at han og Jeppe har jubilæum. Og om han i øvrigt i den forbindelse gerne måtte få en ekstra müslibar med i skole. Jeg indvendte at jeg ikke helt kunne se sammenhængen, og ville desuden gerne vide hvorfor han havde et jubilæum.

Det kunne han ikke helt sige. Men det var i hvert fald et tomåneders jubilæum. Og så brød han sammen af grin.

…

Jeg synes der er gået inflation i jubilæer men det har jeg vist sagt før.

Derudover var det mig magtpåliggende at få at vide hvorfor de havde jubilæum, idet Jeppe og Gårdmanden har en lang og tung tradition for ballade. Af den morsomme slags. Og så en enkelt glasrude. Men den snakker vi ikke om her.

Men ikke om han ville ud med det.

Det endte med at jeg måtte love ham lidt lækkert til i morgen. Det var udelukkende af udspekulerede årsager; noget for noget, og der er en reel chance for at jeg så får at vide hvad det jubilæum omhandler.

“Det er lidt trist vi ikke får gaver” kom det lidt efter. “Det kunne også være at Lone havde blomster med.”

Jeg uddtrykte mine tvivl vedrørende dette, men han kørte på: “Og en pokal.”

Han hengav sig til sine forestillinger om afholdelsen af et virkeligt jubilæum og så drømmende frem for sig.

Jeg kyssede ham på næsen og ville rejse mig.

Han sprang op og ville give mig et sidste godnatknus stående op i sengen. “Ihh” grinede han “når jeg bliver så stor som det her, så er du bare lille bitte” Han dikkede mig under hagen, mens han fnes “nååårh lille mor.”

Jeg må have set meget lidt underholdt ud, i hvert fald kastede han sig i mine arme og trøstede mig: “Åhh mor, jeg er så glad for at jeg har jer som forældre. Jeg synes at jeg er møgforkælet.”

Jeg rynkede undrende brynene og afventede en fortsættelse.

“Jo, for jeg ønskede mig et skateboard – og fik det, jeg ønskede mig en jakke – og fik den.. Moaar jeg ønsker mig også en Xbox”

…

Og så var det jeg mente at det afgjort var sengetid for drenge på 11!

GodSÅnat

Der gives dage hvor personer på 10 år bare er en anelse belastende for deres omgivelser. Uanset om det er royale omgivelser, eller bare alle de andre.

Så er det befriende at være den der bestemmer og kyle hele banden i seng, eller det vil sige, én for alvor og tre andre på skrømt. Så ligger han der og ligner den søde dreng det var meningen han burde være det meste af tiden.

Jeg sætter mig tungt og træt på hans sengekant og sukker dybt. Spørger så hvordan det kan være at han skal være sådan en drillepind?

Om han ikke ville oppe sig lidt og blive lidt mere medgørlig at være sammen med og ikke være så irriterende hele tiden.

Venter egentligt ikke noget svar, og må bide mig i læben for ikke at komme til at grine meget højt da han alvorligt siger: ”Mor.. Jeg er 10 år, og jeg er også en lillebror. Jeg skal være irriterende. Vær glad for at jeg ikke er blevet sur endnu, ligesom min storebror!”

Han ligger heldigvis på maven så han kan ikke se mine anstrengelser for ikke at bryde sammen af grin.

Jeg klør ham lidt på ryggen, og han sukker saligt og siger: ”Alle mennesker burde have en mor som dig!”

Da jeg påpeger at jeg nu er glad for at jeg kun har fire børn, for at være mor til hele verden lyder lidt voldsomt, vender han sig giver mig et stort knus og siger: ”Så er jeg glad for at det lige var dig der skulle være vores mor”.

Hvordan man skal være..

Nu stavning, ikk’? Det er ikke altid så nemt som det lige umiddelbart lyder.

Og jeg bliver jævnligt meget forbløffet over mine børns noget alternative måde at stave dansk på. Især de 75 % af dem – som rent faktisk læser hele tiden, det være sig på dansk, fransk eller engelsk!

For hvis jeg spørger Divaen hvordan hun staver til flæskesteg, og hun så siger: F L Æ S K E S T E G.. og jeg så spørger hvorfor i alverden hun IKKE skrev lige netop den bogstavsammensætning, men ”stej” i stedet for ”steg”.. kan hun ikke svare på det. Mærkeligt.

Jeg mindes også da Prinsesse Lyserød gik i første klasse, og de skulle fortælle om en oplevelse de havde haft – og hun skrev: ”Daen æfter va vi iæme” Den sætning stod jeg meget længe og kiggede på – indtil det faldt mig ind, at læse det højt.. Og så gav det besynderligt nok mening.. For mig altså – så sig endelig til, hvis det stadig er volapyk for jer, så skal jeg gerne oversætte!

Siden dengang, har jeg læst deres skriftlige mesterværker højt for mig selv, når jeg har været i tvivl.

Jeg vogter lidt over deres stavning. Det går nemlig ikke altid lige godt. Det er, til deres forsvar, ikke nemt at skulle beherske så mange sprog både mundtligt og skriftligt, men det er samtidigt så vigtigt at kunne stave, så det skal jo læres.

Så længe leve både skype og facebook!

Det giver dem mulighed for at skrive til Mormødre og Gudfædre når de har lyst (og tid) og det er supergod træning! Og ja, jeg ved godt de ikke må have facebook før de er 13 – men det er mig som har deres password..

Ved godnat seancen i går, kom jeg ind til Gårdmand Bjørn. Han sad og skrev i en lille notesbog han har. Han viste mig beredvilligt siden da jeg spurgte hvad han skrev.

En liste.

Der stod: Poesie, Sport, Engle, ES.

Jeg læste ordene højt. Og han så pludselig noget spekulativ ud. Jeg holdt derfor op med at læse, og spurgte om det ikke var det, der skulle stå.

Han sukkede og grinte lidt: ”Der skal bare ikke stå engle, det andet er rigtigt nok.” Han stirrede ned på de genstridige bogstaver. Han lignede en som ikke kunne forstå hvordan det ord lige var kommet der, når det nu var noget helt andet han oprindeligt havde skrevet.

”Så skal det måske være et ”A”?” sagde han, lidt usikkert.

”Det kan godt være” svarede jeg ”men det kommer jo an på hvad det var, du ville skrive”

”Anglais” [anglæ] kom det så. Han var stille lidt. ”Så er det jo nærmest skrevet ½dansk og ½ fransk” konstaterede han glad.

”Hvad er ES så?” spurgte jeg.

”Nåmn, det er education civique. Det er sådan noget hvor man lærer hvad man skal være. Det er ret spændende, hvis nu man ikke ved om man er et barn, så kan man lære det. Og hvis man vil være kriminel så får man også at vide hvornår man er det og hvad der er forbudt”

Jeg smilede og kunne fortælle ham at det hed ”samfundsfag” på dansk, men om man lige havde det i fjerde klasse i Danmark, tvivlede jeg på.

…

Der blev stille.. Og jeg ventede.

Så kom det, undrende: ”Ved man så slet ikke hvordan man skal være barn i Danmark?”

Konstaterer..

Jeg tror bare jeg holder min mund idag – for nu har jeg startet 4 forskellige indlæg – det ene lammere end det andet.

Muligvis forhindrer mine 2 glas piña colada mig i at finde på noget brugbart – men det vil jeg ikke spekulere mere på – jeg vil forskåne jer for et tåbeligt indlæg skrevet midt om natten i mørket og stilheden som ligesom indbyder til hemmeligheder.

Der er bare det ved det, at den slags som regel ser noget anderledes ud i dagslys..

Så deeeet.

Vi seees

 

Zibro varmeblæser

Jeg tror jeg ville kunne skrive en hel bog, alene om det at sige godnat til min yngste søn.

Nu er det jo ikke sådan at jeg ikke siger godnat til de andre – det gør jeg altså også!

Og jeg sidder også og snakker, klør dem på ryggen, griner og lytter. Men mange af de ting der kommer frem under disse godnatseancer, er absolut ikke egnet til blogudgivelse, og i så fald, ville jeg omgående blive afsat som mor, og konge i det hele taget.

Så det er altså mest Bjørnens krammetid, der kan tåle dagens lys.

I går, da jeg var sur over indlægget der blev væk, kom han – Gårdmand Bjørn altså – over til mit skrivebord, lige midt i kampens hede, hvor jeg stadig var i den benægtende fase, og ville have et knus. ”Neeeej” sagde jeg – og fortrød med det samme: ”det er jo bare fordi jeg er sur over jeg har gjort noget dumt – det er ikke din skyld” forklarede jeg.

Og så fik han et hurtigt knus og blev sendt af sted igen, for at undgå at jeg gav mig til at råbe af ham, når jeg på et tidspunkt kom over i vredesfasen.

Så gik der 47 sekunder, og så var han tilbage igen. Han ville bare vide om jeg kom op og sagde godnat alligevel.

Og det gjorde jeg jo naturligvis.

Da jeg kom op på hans værelse, startede han med at sige, at han altså godt forstod jeg var sur over det jeg havde smidt væk. Det havde han prøvet så tit.

Jeg takkede for medfølelsen, var stadig en anelse knotten, trak gardiner for og gik hen og satte mig på sengekanten.

Først lå han helt stille.. og så kom der en lille prut. Jeg holdt masken.

”Jeg er ligesom den der maskine” sagde han så med et lille smil. ”Hvilken maskine?” spurgte jeg forbløffet.

”Den der varmeblæser nede i køkkenet. Den lugter også grimt, når den bliver tændt, men det bliver hurtigt varmt og så lugter det ikke så meget”

Og så var jeg sjovt nok ikke sur mere!

Godnat til politiet

Jeg dumpede ned på sengekanten for at sige godnat til en glad dreng – trods den betragtelige mængde irettesættelser han ellers er løbet ind i denne solskins søndag.

”Jeg har lavet et firma!” Kommer det frejdigt. ”Nå da – det lyder spændende, hvad er det for et firma” spørger jeg.

”Det er faktisk ikke et firma – det er nogle kort jeg har fundet” Han haler en visitkort mappe frem – som jeg – fejlagtigt viser det sig nu – troede jeg havde smidt ud.

Da jeg bladrer lidt i mappen, finder jeg et gammelt buskort, et Fætter BR kort, First Mans visitkort og et UNO-kort. Et alsidigt firma må jeg sige.

Uopfordret fortsætter han at Prinsesse Lyserød også er med i firmaet. Og at de har fundet walkie-talkierne frem, så de hele tiden kan være i kontakt med hinanden.

Jeg gør opmærksom på, at det er sengetid, og der altså ikke skal kagles i walkie-talkie nu. Men da jeg meddelte at jeg ville tage dem med nedenunder fordi de skulle sove, var der store protester.

Argumentet fra min søn, som har forvandlet sig til absolut sprognørd, var at: ”vi kan jo godt kommunikere med dem, men vi gør det ikke. Det er til hvis der nu kommer en situation. En situation hvor vi bliver kidnappet. Det kunne jo være vi kunne snakke med politiet.”

(Hvor får han de ord fra? Og så på dansk? Han er 9 år, altså)

Nå, men historien med politiet har en forklaring: da Divaen og Zorronaldo havde ca. samme alder, havde de fået fingre i First Mans rigtige walkie-talkies.

De havde godt nok fået lov at lege med dem, men jeg tror at First Man havde undervurderet deres kunnen, for de fik tændt for dem, og beklageligvis stod walkie-talkierne fra gammel tid på noget frekvens der ikke umiddelbart er beregnet på civile og almindeligt dødelige.

Med det resultat at jeg efter en halv times tid, havde to små mennesker der kom ned i køkkenet og spurgte hvem Morten var. Jeg svarede lidt desorienteret at jeg heller ikke vidste hvem det var.

Nå.. det var en skam, for han snakker i fars walkie-talkier. Hør selv:

Og lynhurtigt kunne jeg af de indkomne og noget forbløffede bemærkninger, høre at de var landet på politiets sendefrekvens, og at Morten betjent ikke helt forstod hvorfor der var nogen som snakkede i munden på dem, så jeg fik slukket i en vis fart. Det er vist lidt forbudt..

Og siden har de ikke været fremme i tændt tilstand.

Men så sendte Cathy et sejt sæt walkie-talkie sæt helt ovre fra USA og nu kan de nøjes med at snakke med hinanden uden nødvendigvis også at sige godnat til politiet.

Lægeordineret lakrids

Her gik jeg rundt og troede at jeg var helt ubærligt træt og frøs, bare fordi det er koldt og gråt udenfor.. Og vådt, ikke at forglemme.

Og ville lige et smut til lægen.

For at få nogle vitaminer. En masse vitaminer. Så jeg kunne blive helt selvlysende af energi. Og ikke falde i søvn midt i havregrøden.

Så kommer man i stedet ud med en liste så lang med blodprøver der skal tages, fordi ens blodtryk tilfældigvis ligger og roder rundt på 100/60 og andre småting der ikke er helt som de skal være.

Jammerligt.

For så er vi igen ude i noget af det der med at skulle prikkes i, på fastende hjerte. Jeg falder garanteret om. Eller i søvn.

Men det gode er jo – at lakrids virker blodtryksforhøjende!!

Så jeg må spise en masse lakrids, med lægelig accept, hvis jeg ellers kan holde mig vågen til det. Og efter jeg er blevet stukket i.

Jeg har også det helt rigtige at gnaske i mig. Fik nemlig disse poser af min helt egen vidunderlige Lene – udvalgt specielt til mig!

Mon ikke man som kongelig kan gnaske i søvne?

Søvnig Prinsesse

Beklager dette lettere kedsommelige indlæg – men vi har haft 33 grader i skyggen, og godt nok er varmt godt – men meget varmt, er ikke tilsvarende godt, med den luftfugtighed vi praktiserer i Normandiet. Så jeg beklager folkens – det må være en form for agurketid!

Prinsessen kom jo hjem fra sin dagstur til England. Hun blev sat af ved en havn i Normandiet torsdag aften med sin mad-rygsæk. Deres base på båden var en flystol som kunne lægges 9 cm. ned og dermed ikke af største komfort. Da hun ydermere havde fjernet det lille tæppe fra tasken, for at få mere plads til mad, nåede hun også at fryse en del – og fik faktisk ikke sovet ret meget – hverken på vejen over eller vejen hjem!

Dagen blev tilbragt i Portsmouth, hun fik set Admiral Nelsons båd, og hørt drabelige historier om amputation og blodsudgydelser, samt historien om hvordan Nelsons lig kom hjem dækket i whisky og rom, efter slaget ved Trafalgar. Jeg gad nu godt ende sådan – marineret og lagt i lage, i whisky og rom!

Nå – det var et sidespring. Da vi hentede hende 6.45 lørdag morgen – læg lige 1 times kørsel fra vores by og I ved så hvad tid VI var nødt til at stå op – var hun fuldstændig færdig og det eneste hun ønskede var bare at sove.

De andre kan klare sådan en nat eller to, og så være lidt trætte – men Prinsesse Lyserød minder alt for meget om sin mor og går i koma over søvnmangel.

Fordi jeg kender hende – havde jeg taget hendes dyne og pude med – samt et par natbukser, og iført dette, faldt hun omgående i søvn i bilen på vej hjem, med armene om en gigantisk og meget lyserød bamse hun havde købt til sig selv. Skulle sige at hendes hår ser underligt ud på grund af 40 timers efterhånden ret uglede fletninger!

Vel hjemme igen, indtog hun et minimum af morgenmad, mens hun delte gaver ud, lagde sig så på sofaen og sov fra kl. 9 til kl. 14 hvor jeg vækkede hende. Resten af dagen gik hun rundt som i trance – og så hun en stol, kunne hun lige akkurat slæbe sig hen til den! Hun kom tidligt i seng og sagde da hun ramte puden – jeg har drømt om dette øjeblik i min egen seng! Og så sov hun til næste morgen 10.30.

Da jeg spurgte om der havde været mad nok, var svaret at der var lige tilpas. Der kom ½ pose slik og en æblemos retur..

Dybt godnat

Er det ikke – men bare til stadighed meget, meget morsomt at sige godnat til Gårdmand Bjørn.

Først ligger vi og snakker engelsk. Jeg er nemlig så bange for, at Firkløveret skal begynde at snakke engelsk, med en tyk fransk accent – og selvom det uden tvivl lyder charmerende for nogen – så er vi andre, som for eks. konger på Æblebakker, som sætter meget stor pris på et korrekt engelsk. Især i et land hvor sprogundervisning i det hele taget ligger noget tilbage at ønske.

Han er forbavsende dygtig til det – af en 9årig at være – og vi får os nogle sjove grin, når han roder rundt imellem fransk, dansk og engelsk.

Han vil også tit gerne vise mig hvordan hans lærer – de har kun én – skøjter rundt og laver morsomme grimasser, hvis eleverne svarer fjollet eller ikke forstår. Og jeg har dem faktisk mistænkt for at grine en hel del i den klasse – hvilket jo er vidunderligt!

Det er først, når jeg skal til at forlade værelset at hans kreativitet sætter ind. Han laver spilopper og finder på ting at sige og gøre, som ofte er så morsomt, at jeg næsten ikke kan trække vejret – og jeg er seriøst lige ved at tisse i bukserne.. Og det går jo ikke!

Her vil jeg godt lige, på en noget ufin måde – undskyld mor – have lov at fortælle om engang, jeg fik min mor til at tisse i bukserne af grin. Det er den slags der virkeligt er morsomt for et barn. Til hendes forsvar skal det siges, at hun vist havde blærebetændelse. Eller sådan noget.

I hvert fald – jeg havde først sagt: ”Det var den snottede mand som gik til frisøren og spurgte: Kan jeg blive kneppet her?” Den kendte hun jo godt – og grinede lidt.

Men da jeg så fortalte, at manden derpå gik med uforrettet sag og snøvlede: ”Okay, så gnider jeg igen” da knækkede hun fuldstændigt sammen midtpå – og kom til at tisse i bukserne, og måtte småløbe ud til toilettet med meget våde bukser og do hjemmesko.

Jeg syntes jo personligt, at det var det mest morsomme, jeg nogensinde havde været med til – har aldrig glemt det – og minder hende jævnligt om, hvor usandsynligt morsomt det var. Her er vi så ikke helt enige.

Det er underligt, hvor lidt morsom, ens omgivelser synes man er. Tag nu First Man – han må nærmest bide sig i læben, for ikke at komme til at grine af de sindssygt morsomme ting, jeg fyrer af mellem år og dag.. Han brøler lystigt af grin, hvis det er en af kammesjukkerne der siger et eller andet aldeles håbløst, men er det mig, nada.

Her den anden dag – okay man skal nok kunne forstå et minimum af fransk, for rigtigt at kunne sætte pris på morskaben, men jeg kan da fortælle, at der er en fransk omskrivning af ”talk to the hand” – som i stedet er ”talk to my ass”.

Hvorom alting er – vi skulle ud og køre, og han leder efter sin telefon inde i bilen og siger pludselig: ”eeeejjj – SIDDER du på min iphone????” hvortil jeg naturligvis svarede ”parle a mon cul/talk to my ass” – og det var da afsindigt morsomt?

Ja, han grinte ikke spor – han bed sig bare i læben, og så kunne jeg sidde der med alle mine talenter. Det er altså godt jeg har jer, som indimellem rent faktisk griner af hvad jeg siger..

Nå – jeg kom bort fra det der godnat.. Jeg kan næsten ikke sige god-NU-nat til min – meget morsomme – dreng, som virkelig får mig sådan til at grine at jeg taber pusten, og overvejer anskaffelsen af noget Tena-Lady, næste gang jeg skal købe ind.

Og jeg ved, at hvis jeg giver efter – kommer jeg aldrig ud af værelset. Så jeg gør mig hård, bider mig i læben og siger så strengt det er mig muligt – Nu SKAL du altså sove.. Godnat..

I behøver ikke at have ondt af ham – men af mig – for overhovedet at komme ud af værelset, kom jeg nemlig til at love, at vi i stedet skulle bygge lego huse, en stor del af i dag!!

Det er vi nemlig meget gode til!

Disse billeder er fra et eller andet Lego arrangement på Møntergården i Odense, hvor man skulle bygge sit drømmehus – og der var bjerge af Lego – og vi sad alle 6 fuldstændigt opslugt i flere timer!

Bemærk Kong Mor på tronen øverst i det gulehus!!

Mod det Uendelige vers..

Da jeg skulle sige godnat til yngstedrengen, var han lidt stille. Jeg spurgte hvad han tænkte på, som gjorde ham lidt ked.

Han svarede, at han var ked af, at han ikke var sej. ”Jeg vil gerne være sej, Mor. Være sej og ikke have en skønhedsplet på kinden. Simon troede det var en bussemand. Og det er bare ikke sejt at have en bussemand på kinden, også selvom det er en skønhedsplet.”

Jeg måtte også indrømme, at det var lidt kikset. Men nu vidste folk jo godt at det ikke var en bussemand. “Jo” han trak lidt på det og sagde så “men det er tanken der tæller”

Jeg fik spurgt ham hvordan man ellers kunne blive sej?

”Militærbukser er seje. Og du er også ret sej, Mor.” Jeg kunne ikke helt se sammenhængen da jeg ikke går i kamuflage tøj, men han uddybede ikke yderligere.

”Mammut” (det er hans bamse – og det betyder faktisk Rasmus – et navn han ikke kunne udtale, da han var lille) ”er også sej – han har militær tøj. Og han har ikke nogen bussemand på kinden.”

”Jeg sparer op til et nyt gevær og noget nyt tøj til Mammut. Og et par militærbukser. Det er nok dyrt og måske har jeg ikke penge nok.

“Men jeg kunne sælge noget.. Mor er der nogen som vil købe mig?” Jeg siger bestyrtet, at han skam ikke er til salg. ”Jo men det er jo kun et eksempel – ligesom i gamle dage – med slaver, afrikanere og irlændere..” Jeg skjuler et fnis og er ikke sikker på hvilket andet folkeslag han mener.

Jeg prøver alligevel at forklare ham at man ikke må sælge børn, at børn er så dyre – dyrere end alle penge i hele verden. ”Nåårh” siger han forstående: ”sådan uendeligt.. Hvad er det nu det betyder sådan rigtigt?”

Jeg forklarer, at noget uendeligt er noget som aldrig holder op. ”Okay, ligesom det uendelige vers?” Mmm mumler jeg, lettere halvkvalt af grin over hans lille raptus.

Han fortsætter: ”Himlen og universet er lidt det samme ikk’? Universet er bare sort i stedet for lyseblåt. Man flyver op og op og op hele tiden? Lige til man dør”.

Jeg ligger og kigger på ham i halvmørket, mens han sludrer videre:

“Hvis jeg så var til salg – så skulle jeg koste uendeligt kroner – nej faktisk uendeligt euro’er.. De er mere værd– så ville jeg få råd til mit nerf-gevær”

”Kan man bruge uendeligt på andet end penge.” – kommer det så.

”Ja”, siger jeg – ”på alt hvad der ikke holder op”. Ikke særligt originalt, men jeg VAR træt. ”Mor, så elsker jeg dig uendeligt. Nej 12 uendeligt”.

Han får et krammeknus.

Da jeg gaber, tilbyder han generøst, at jeg gerne må sove i hans seng. ”Jeg bærer dig bare ind når du fylder for meget.”

Der er stille lidt..

”Eller Far bærer dig ind.. Det er vist bedst”

Jeg takker for det forjættende tilbud, men jeg foretrækker nu at sove i min egen seng.

”Det forstå jeg godt”, siger han, ”jeg kan også bedst lide at sove i din seng”.

Godnat og vidt omkring!

Det er ofte meget sjovt at sige godnat til de 4. Vi kommer vidt omkring. Og i aften var ingen undtagelse.

“Mor” siger yngste drengen, “jeg vil godt være oliesheik.” Pause.. “Hvad er en oliesheik?” Jeg siger at det er ligesom en konge, at man er født ind i en familie som har noget olie så det er ikke rigtigt noget man kan blive.

“Hmm” siger han så, “ej så vil jeg hellere være neger.” Jeg forklarer med latter i stemmen at det desværre ikke kan lade sig gøre. “Jo”, siger han – “se Michael Jackson, han kunne blive hvid”.

Jeg forsvarer lidt stakkels Michael, han er her jo ikke til at gøre det selv: “jamen vi ved jo ikke om han havde en sygdom, det kunne jo godt være at han ikke kunne gøre for det. I hvert fald kan du ikke blive neger uanset hvor meget du anstrenger dig.”

“Min lærer i Danmark sagde Michael Jackson havde stress og øvede sig for meget” kommer det så. Da jeg ser uforstående ud, uddyber han: “jo Michael Jackson sang alt for meget og så fik han stress og så faldt han om”. Jeg tillod mig at nævne at jeg ikke helt troede på klasselærerens teori.

“Det er også ligemeget”, fortsatte yngstedrengen, “for man ved heller ikke om Hitler tog piller, eller om han skød sig selv.”

Her kom jeg desværre til at grine og spurgte hvorfor Hitler lige skulle blandes sammen med Michael Jackson.

“Jo men mor – fordi de begge er døde og man ikke helt ved hvordan” – Og det kunne han jo have meget ret i.

“Men Hitler havde nok ikke forskellige næser i en æske.. Ligesom Michael Jackson.”

Mens jeg griner færdigt vender Yngstedreng sig i sengen og spørger så: “hvor er morfar?” – som svar på mit uudtalte spørgsmål viser han mig en isbjørn og tilføjer: “han hedder morfar fordi han er gammel og sur”. Da jeg påpeger, at morfar hverken er gammel eller sur, er svaret: “nej det ved jeg godt – isbjørnen ser bare sådan ud.”

Det sidste jeg hører inden jeg går ned af trappen, mens jeg klukler for mig selv, er hans bemærkning til sin storebror: “Du, hvis du vil tjene nogle flere lommepenge, kunne du jo slå græs for russerne – det er du så god til.”

Sov godt!