Tag Archives: Grimt

Tanker på en lørdag.

24 mar

Min kladdemappe er fuld – propfuld – af mulige blogindlæg, indlæg som aldrig kommer videre. Indlæg som enten aldrig blev færdige, fordi tiden gik, eller fordi det er for tunge indlæg, som måske ikke helt hører til på Kong Mor. Men nogle af dem bliver ved med at komme tilbage og kræve min opmærksomhed.

Det er fordi Divaen har smækket en 80er opsamlings CD i bilradioen.

Den er sikker hver gang. Så snart jeg hører ”Do you realy want to hurt me” bliver jeg i tankerne sendt tilbage. Tilbage til en skole, hvor yndlingsbeskæftigelsen var at mobbe en pige. Tilbage til et år, hvor jeg prøvede at gøre en forskel.

Jeg har sjældent set så meget ondskab samlet på et sted. Hun blev drillet på grund af sin familie. Og at pigen er i live i dag, er ikke klassekammeraternes skyld.

Sikkert heller ikke min. Jeg turde nemlig ikke sige til dem, at de var modbydelige og umenneskelige. Jeg kunne ikke få dem til at stoppe. Jeg turde ikke engang prøve. Men jeg kunne være sammen med hende indimellem. Og det var jeg så.

Hun var en meget sød pige. Alvorlig, og lidt tilbageholdende af natur, men sød og sjov. I starten meget mistroisk. Hvilket jeg ikke kunne fortænke hende i.

Men efterhånden håber jeg hun stolede på mig. Vi hyggede os sammen. Sov sammen, fnes sammen, åd spandevis af pasta med ketchup og gjorde alt det, som piger på 13 gør.

Og vi hørte musik sammen. Og hun elskede Culture Club. Mest af alt ”Do you realy want to hurt me”. Den kunne vi høre om og om igen.

Meget trist symbolik i den titel, men det ser man måske først som voksen.

Slutningen af dette indlæg, er blevet skrevet om mange gange.

Jeg kunne naturligvis godt insistere på at mobning ikke skulle finde sted. Det ville være halsløs gerning, for selvom alle officielt er enige med mig, så er der jo mennesker som enten har mobbet, eller som stadig gør det. På trods af at de tager afstand fra det. Så det vil jeg ikke skrive.

Jeg vil heller ikke skrive, at jeg ikke håber pigen læser dette. For måske ville hun føle sig udleveret. Eller blive mindet om en tid, som ikke var rar. Så det vil jeg også lade være med at skrive.

Jeg burde heller ikke fortælle jer at en af hendes plageånder en dag tissede i bukserne. I 7. klasse. Jeg hjalp hende med at skjule det våde tøj, lånte hende noget tørt og fortalte ingen om hendes skamfulde tårer. Hun fortjente det ikke. Så den historie tror jeg faktisk at jeg vil have med her.

Og så jeg vil bede jer om, aldrig nogensinde at se på mobning uden at prøve at gøre noget.

Hvem ved, det kunne måske gøre en forskel?

Reklamer

At være sur og så den der giveaway

10 nov

Der er stadig en hel uge tilbage, til at fortælle mig hvorfor du, eventuelt – ja  naturligvis kun hvis du vinder – skal forkæles af mig.

Nu kommer det vel også an på hvordan man definerer ”forkæle”. Det er jo ikke sikkert at jeres definition ligner min, men det er bare synd – I må stole på mig – eller smide det efter en skatteminister!

Men det ER ellers lækre sager kan jeg godt betro jer!

Der var også lige det med, at I skulle fortælle hvilke indlæg I bedst kunne lide. Jeg vil jo godt have nogle hints!

Nogen har nemlig bedt om en ”anti-offentligheds tag” fordi de er trætte af ikke at kunne læse visse indlæg, uden at grine højt og det er lidt pinligt hvis man sidder i en overfyldt bus fuld af novembersure mennesker..

Men altså, det var bare lige så I huskede det.

Så til noget andet.

Eller noget andet er det jo ikke. Nu har jeg kogt suppe på hormoner og fedtnisser i en hel uge – jeg havde virkelig ikke andet interessant på programmet – eller jo  en indrømmelse – men den kommer i morgen eller en anden dag, og så slipper I ellers for mere suppe i denne omgang.

Jeg har netop indtaget ny-gammel hormonholdig kemi, denne gang i lyserød, og jeg håber meget de kan bringe mig tilbage til noget normalt, hvor jeg ikke går rundt og er sur.

Tænk engang at være sur uden at vide hvorfor – det er bare så anstrengende. Som om nogen andre har overtaget det der var mig..

På den anden side, så er det også vældigt foryngende – idet man føler sig præcis som teenager på ny. Sådan en der render rundt og vrisser og er mut – flere gange dagligt.. Uden grund.

Men så ville jeg faktisk godt have en mor som mig, når det var..

Tag nu Divaen for eksempel – hun er ikke i ret godt humør for tiden – og slet ikke i dag. Det havde jeg jo hørt noget om, så før vi skulle på den sædvanlige rundtur, for at samle nogle børn op og dumpe andre, fra og til diverse aktiviteter, havde jeg, siger og skriver, 17 minutter til at gøre hende glad i!

Det var ikke nemt at finde på noget – men pludselig kom jeg i tanke om det mest oplagte sted! En butik som hedder ”Forum+”. De sætter nemlig hele deres julegejl op i efterårsferien!

Jul amok i forum

Og den er.. imponerende.. Så grimt og overdrevet at det er afsindigt morsomt.

Så i 17 minutter rendte Divaen, Gårdmand Bjørn og jeg rundt, trykkede på maven af syngende bamser og dansende julemænd.

Mere juleamok

Vi sang dansende med til en noget kemisk udgave af jinglebells og konstaterede i øvrigt, at julepynt i pink og lilla er meget lidt julet, og meget meget grimt.

Vi stod også helt stille af.. jeg savner ord her.. vantro og skepsis er nok mest dækkende.. over at deres præsentation af udendørs lyslir var ligeså.. sær som sidste år. Hvilket vil sige at sidste års udstilling ikke var en fejl – hvad vi nok egentligt havde regnet med..

Ultimativt julamok

Men nej..

Hvorom alting er, jeg fik Divaen i bedre humør på de 17 minutter, hvorpå vi hentede Prinsessen og så kunne vi tage hjem med ro i sindet.

%d bloggers like this: