En hund efter slik

Sådan en rolig søndag, efter en noget hektisk uge, for slet ikke at tale om lørdag, der om muligt var endnu mere optaget, er bare balsam for sjælen.

Vi lavede absolut intet.

En hyggelig brunch og ellers læsning, småsludren og bare være. At vejret så i tilgift er helt fantastisk, og vi mere eller mindre permanent har haft 16 grader de sidste to uger, gør heller ikke noget.

Dagens absolutte højdepunkt kom da First Man skulle strække ud og jeg besluttede mig for at hoppe på hans mave. Ganske blidt altså. Det var kun for at styrke hans mavemuskler og dermed for hans eget bedste.

Vi snakker slet ikke om at mit ballade gen var voldsomt understimuleret.

Sådanne sløve kedelige dage er bestemt sundt, men nogen gange må der bare ske noget.

Man skal helst være en hel del, for at kunne komme til at kilde First Man, så jeg fik ret hurtigt selskab af Divaen og Zorronaldo som også ville være med.

Sidst ankom Blondinen, der også gerne ville deltage i festlighederne.

På et tidspunkt i kampens hede, var First Mans ansigt ubeskyttet et kort øjeblik, og der så Blondinen sit snit til at komme med sit bidrag: hun gav ham et meget venligt slik midt på – eller skal vi sige “i” – hans halvåbne mund.

Desværre modtog han ikke denne kærlighedserklæring i samme ånd som den var givet og han gav sig til at sprutte og råbe meget højt. Vi var uheldigvis ikke i stand til at hjælpe ham, idet vi var ved at gå fuldstændigt omkuld af grin over hans råben.

Da Blondinen lige sendte et ekstra slik ud over hans øre, var målet fuldt.

Han rystede os alle af sig, som var vi Mariehøns og fór ud for at vaske sin mund med sæbe eller sådan noget, jeg ved det ikke med sikkerhed – vi var travlt optagede med at grine.

Voldsomt skuffet over at have afstedkommet denne reaktion hos sin elskede herre, gik hun yderst fornærmet hen i sin plads ved vinduet og faldt i søvn.

Mad-fri

Nu har I hørt mig jamre over at skulle lave 2 varme måltider mad til mange mennesker hver dag, meget længe. Og endelig oprandt sidste uge – ugen med campingferie og allervigtigst: ugen hvor jeg ikke skulle kokkerere. Som om det overhovedet kunne lade sig gøre..

Men jeg gjorde hvad jeg kunne. Og lagde hårdt ud, med at lave pasta og kødsauce lørdag aften da vi ankom til campingpladsen..

Fordi jeg naturligvis havde glemt jeg ikke ville lave mad.

Og derfor kom jeg til at affodre de vilde horder alligevel. Og SÅ skulle det også være slut. Så næste aften bestilte vi kylling og pommes frites. Har ikke ret meget med en indtørret dansk frituregrillkylling og våd agurkesalat – bare så I lige ved det.

Det smagte vidunderligt.

Og så skulle vi ud og købe ind – og jeg var behjælpelig med at finde nemme retter der stort set kun skulle varmes. Posebiksemad, kartonsuppe, pizza-kit og den slags skod mad.

Første aften gik det sådan set meget godt, biksemaden skulle jo bare varmes og der skulle laves spejlæg. Dagen efter blev det en anelse mere kompliceret, for da skulle pizzaerne varmes – i ovnen.

Jeg var begravet i en bog og hørte ikke ret meget efter. Fast besluttet på IKKE at lave mad eller hjælpe til overhovedet. Men det gik efterhånden op for mig at de ikke kunne få pizzaerne varmet, for ovnen var kold og der var en del uenighed blandt de 5 andre medlemmer af familien hvorvidt den overhovedet virkede.

De har stået og bikset og bakset med den åndssvage ovn i over ½ time og der var intet sket – ikke så meget som en enkelt grad var temperaturen steget derinde og pizzaerne var stadig lige iskolde. Og pludselig er der en af de 5 som udbryder – det er da en gasovn. Og SÅ grinede jeg så meget jeg var ved at trille ned af den meget grimme og lyseblå plastiksofa.

Og 10 øjne stirrede misbilligende på mig – og nogen sagde de altså ikke fattede hvorfor det var så morsomt.

Så blev en eller anden sendt op til kiosken efter tændstikker – så gik der yderligere 10 minutter med det – og der kom endelig ild i ovnen – mens jeg stadig grinte så meget, jeg efterhånden havde noget ondt i maven! Vi fik mad noget sent den dag..

Da vi, nåårh nej, da de skulle bruge ovnen den sidste dag, siger en anden: hvad er det mon for en knap – klik klik – nej se der er sådan en indbygget gnisttænder – vi havde ikke engang behøvet at bruge 10 minutter på at hente tændstikker.

Og så kom jeg desværre til at grine igen. Seancen endte dog med varm pizza..

Nu er jeg dog helt holdt op med at grine – fordi vi er for længst kommet hjem og jeg har fundet mine kødgryder frem igen.

Jeg håber lidt at få, bare en eneste madfri dag igen, i Danmark – bare som erstatning for den lørdag hvor jeg glemte det.

Gris på gaflen..

I skal ikke snydes for Gårdmand Bjørns seneste vits.. Har I tisset af? For vi kan jo ikke have nogle der kommer til at fugte indersiden af trusserne.

Nå – here goes:

En pige gik en tur i parken med sin mor. Pludselig kom der en lille dreng løbende – helt uden tøj på og moderen udbryder forarget: ”sådan en lille gris.”

Hvortil pigen forundret ser op på sin mor, og siger: ”nej mor, det er ikke nogen gris – for halen sidder foran!”

Hahahahahhahaaaaaa – ja JEG grinede i hvert fald! Og jeg synes lige I skulle have buddet også.

Her sidder han så – Gårdmanden – nonchalant lænet op af sin skoletaske som en bedre romersk kejser, sammen med sine venner – på græsset foran skolen. Og får lige sagt farvel og på gensyn!

Dybt godnat

Er det ikke – men bare til stadighed meget, meget morsomt at sige godnat til Gårdmand Bjørn.

Først ligger vi og snakker engelsk. Jeg er nemlig så bange for, at Firkløveret skal begynde at snakke engelsk, med en tyk fransk accent – og selvom det uden tvivl lyder charmerende for nogen – så er vi andre, som for eks. konger på Æblebakker, som sætter meget stor pris på et korrekt engelsk. Især i et land hvor sprogundervisning i det hele taget ligger noget tilbage at ønske.

Han er forbavsende dygtig til det – af en 9årig at være – og vi får os nogle sjove grin, når han roder rundt imellem fransk, dansk og engelsk.

Han vil også tit gerne vise mig hvordan hans lærer – de har kun én – skøjter rundt og laver morsomme grimasser, hvis eleverne svarer fjollet eller ikke forstår. Og jeg har dem faktisk mistænkt for at grine en hel del i den klasse – hvilket jo er vidunderligt!

Det er først, når jeg skal til at forlade værelset at hans kreativitet sætter ind. Han laver spilopper og finder på ting at sige og gøre, som ofte er så morsomt, at jeg næsten ikke kan trække vejret – og jeg er seriøst lige ved at tisse i bukserne.. Og det går jo ikke!

Her vil jeg godt lige, på en noget ufin måde – undskyld mor – have lov at fortælle om engang, jeg fik min mor til at tisse i bukserne af grin. Det er den slags der virkeligt er morsomt for et barn. Til hendes forsvar skal det siges, at hun vist havde blærebetændelse. Eller sådan noget.

I hvert fald – jeg havde først sagt: ”Det var den snottede mand som gik til frisøren og spurgte: Kan jeg blive kneppet her?” Den kendte hun jo godt – og grinede lidt.

Men da jeg så fortalte, at manden derpå gik med uforrettet sag og snøvlede: ”Okay, så gnider jeg igen” da knækkede hun fuldstændigt sammen midtpå – og kom til at tisse i bukserne, og måtte småløbe ud til toilettet med meget våde bukser og do hjemmesko.

Jeg syntes jo personligt, at det var det mest morsomme, jeg nogensinde havde været med til – har aldrig glemt det – og minder hende jævnligt om, hvor usandsynligt morsomt det var. Her er vi så ikke helt enige.

Det er underligt, hvor lidt morsom, ens omgivelser synes man er. Tag nu First Man – han må nærmest bide sig i læben, for ikke at komme til at grine af de sindssygt morsomme ting, jeg fyrer af mellem år og dag.. Han brøler lystigt af grin, hvis det er en af kammesjukkerne der siger et eller andet aldeles håbløst, men er det mig, nada.

Her den anden dag – okay man skal nok kunne forstå et minimum af fransk, for rigtigt at kunne sætte pris på morskaben, men jeg kan da fortælle, at der er en fransk omskrivning af ”talk to the hand” – som i stedet er ”talk to my ass”.

Hvorom alting er – vi skulle ud og køre, og han leder efter sin telefon inde i bilen og siger pludselig: ”eeeejjj – SIDDER du på min iphone????” hvortil jeg naturligvis svarede ”parle a mon cul/talk to my ass” – og det var da afsindigt morsomt?

Ja, han grinte ikke spor – han bed sig bare i læben, og så kunne jeg sidde der med alle mine talenter. Det er altså godt jeg har jer, som indimellem rent faktisk griner af hvad jeg siger..

Nå – jeg kom bort fra det der godnat.. Jeg kan næsten ikke sige god-NU-nat til min – meget morsomme – dreng, som virkelig får mig sådan til at grine at jeg taber pusten, og overvejer anskaffelsen af noget Tena-Lady, næste gang jeg skal købe ind.

Og jeg ved, at hvis jeg giver efter – kommer jeg aldrig ud af værelset. Så jeg gør mig hård, bider mig i læben og siger så strengt det er mig muligt – Nu SKAL du altså sove.. Godnat..

I behøver ikke at have ondt af ham – men af mig – for overhovedet at komme ud af værelset, kom jeg nemlig til at love, at vi i stedet skulle bygge lego huse, en stor del af i dag!!

Det er vi nemlig meget gode til!

Disse billeder er fra et eller andet Lego arrangement på Møntergården i Odense, hvor man skulle bygge sit drømmehus – og der var bjerge af Lego – og vi sad alle 6 fuldstændigt opslugt i flere timer!

Bemærk Kong Mor på tronen øverst i det gulehus!!

En ven – en gave

Jeg havde egentlig besluttet at jeg ikke ville skrive om venner – men jeg bliver jo nok alligevel nødt til at fortælle om nogen af dem efterhånden. De fylder jo også en del i mit liv.

Nu har jeg vist flere gange nævnt Fiona, så det er nok på sin plads at præsentere hende ordentligt.

I sommers da vi landede på Æblebakken, kendte vi ikke et øje – ikke ét. Vi havde endda aldrig nogen sinde været i byen, endsige området før, så det var lidt med bævende hjerter, at vi begav os udenfor Æblebakkens fire hjørner.

Det er ikke så ligetil at flytte som man skulle tro, det at skifte hele sit bagland ud, er svært. Tro mig – jeg har prøvet det før og det er rædselsfuldt.

Egen erfaring og kloge hoveder mener det tager 2 år at falde til et sted. Jeg vil gerne tro det, under normale omstændigheder – hvis der overhovedet er nogle sådanne – men der er så mange forskellige faktorer som også spiller ind, så det kan være kortere eller længere tid alt afhængig af hvem, hvor og hvordan.

Jeg var ret sikker på, at børnene nok skulle få sig en omgangskreds når blot skolen startede, jeg var lidt mere bekymret for mig selv og mit fremtidige sociale netværk.

Min nærmeste veninde bor 2½ times kørsel fra byen, så det er desværre ikke så tit vi liiige stikker hovederne sammen, hun spiller også golf hele tiden – okay hun vinder også en hel masse, og har været præsident og haft travlt – og nu er hun gået i gang med at lave en hjemmeside (hun er simpelthen for sej) og så er det jo i orden, men det gør jo at jeg ikke ser hende så tit, som jeg gerne ville.

Men altså, fredag d. 3. september (dag to i vores skoletidsregning) da jeg var ved at hente børn på skolen, for at de kunne komme hjem til frokost, hørte jeg en dame tale engelsk til sit barn. Da yngstedreng så ydermere kunne fortælle mig at pigen gik i hans klasse, formelig kastede jeg mig ud på stien foran hende, og fik præsenteret mig selv og børnene, samt vores lidelseshistorie på under 3 minutter!

Jeg øjnede jo straks chancen for at møde en anden “anderledes” familie som vi – eller børnene især, deres situation taget i betragtning – måske kunne være sammen med. 

Mens vi sammen ventede på, at de store skulle blive sluppet løs, fandt vi ud af at vores ældste døtre også gik i klasse sammen. Og mens børnene fik sagt dav til hinanden, spurgte damen om jeg ikke kunne tænke mig at få en kop kaffe med hende, ugen efter.

Og nu lige mens jeg har jer, hvad skal man kalde det? ”Dame” lyder ikke rigtigt, faktisk sådan.. lidt ældre i det?”Pige” lyder som om vi ikke har accepteret at vi har passeret 24, “kvinde” lyder i mine ører for feministisk og uden bh. På fransk har ordet ”femme” ikke fået den der negative femi-eftersmag af lilla ble, så der lyder det meget bedre – men i hvert fald – det var en person af hunkøn.

Nå, det var et lille sidespring. Men det som oprindeligt skulle have været en enkelt lille kop kaffe for at hilse på, blev til 4 timers snak og grin!

Siden er det gået slag i slag, og vi er sammen hver eneste uge – det er sjældent man er så fantastisk heldig at finde en, der er ligeså skør som mig selv. De veninder som jeg havde sagt på gensyn til hjemme i Danmark, savnede jeg vildt og inderligt, og manglede i den grad et andet menneske at grine med ansigt til ansigt – og ikke kun på skype.

Første gang jeg oplevede Fionas talent for at få mig til at grine, var til et yderst kedsommeligt skolekreds møde – før det hvor jeg blev valgt som præsident – hvilket egentlig er ret underligt når man tager følgende episode i betragtning. En mand var ved at forklare hvor usandsynligt svært det var at samle præmier ind til julebasaren, man skulle bruge hele 2 lørdag formiddage i december.. Og så kom det ligeså tørt fra Fiona: shall I bring out the sad violins?

Denne ellers ret uskyldige bemærkning, om den kedelige mands store genvordigheder, fik mig dog til at udstøde omtrent samme lyd som min mormors vaskemaskine ved centrifugering, og så måtte vi ellers stoppe vores respektive tørklæder så langt ned i halsen vi kunne for at kvæle det ene latter anfald efter det andet.

Der er ikke noget billede af hende, men derimod et af den hjemmelavede marcipan krybbe, hun forærede mig til jul. Nej jeg har ikke spist den – hvem kunne sætte tænderne i sådan nogle søde figurer?

Fiona er englænder og har boet mange år i Afrika, med sin mand og deres 3 børn, 2 måneder før os, slog de sig også – tilfældigt – ned i denne lille by, uden at kende nogen. Vi snakker nogle gange om at det må være noget skæbne halløj – for ydermere er Fionas onkel min kusines læge – men i et helt 4 land.

Og chancen for at et barn fra Afrika, et fra Danmark – mødes i den samme skole i Normandiet – samme klasse endda – og at deres familier allerede har kontakt – den er da nærmest lig nul,  lidt stort og mærkeligt!

Vi kan shoppe alene, eller gå i biografen med de store piger, tage alle ungerne med på udflugt eller bare drikke kakao derhjemme. Vi kan dele store alvorlige tanker, fjante som kåde skolepiger, og – næsten allerbedst – gøre vores børn inderligt flove over, at de er nødt til at følges med os, hvis vi synger højt på gaden eller spiller stykker af diverse musicals.

Mange mennesker går igennem livet uden ret mange venner, mange mennesker er så ensomme og føler sig slet ikke set eller lyttet til.

Og netop derfor føler jeg mig endnu mere privilegeret, ved igennem snart 28 år, at have min allerkæreste veninde med den sødeste næse i verden, samt min bedsteste ven, og så de andre vidunderlige veninder i Danmark – og alligevel være i stand til at flytte familien op med rod, omplante det hele til et fremmed land, og efter kort tid finde en til, der er ligeså tosset som jeg!

Jeg troede at min kvote for venner måske var opbrugt, og så fandt jeg én til, et sted hvor jeg slet ikke regnede med det.

Og mine venner er virkelig en gave i familie med røde træsko, som jeg skønner på hver eneste dag!